Historier

Alfabetisk indgang til nogle af de røverhistorier i Borum-Lyngby, der er værd at huske på:

Familielandbrug i solskin

Lokalhistorisk Arkiv
Skivholmevej 44 omkring 1925. Et statshusmandsbrug.

Det er næsten rørende at tænke på, at en hel familie skulle kunne leve af en ganske lille ejendom som denne. Men det var netop tanken med de såkaldte statshusmandsbrug – små landbrug på få tønder land udstykket med statens hjælp. Idéen i den første lov fra 1899 var at hjælpe uformuende landarbejdere til at få deres eget og dermed få en mere intensiv udnyttelse af landet. Dette videreførtes i flere love i de følgende årtier.

Husmandsstedet på Skivholmevej 44 i Borum – næstsidste ejendom før sognegrænsen – blev udstykket i 1907 af jord fra Højballegård, Eshøjvej 92. Der var syv tønder land – faktisk lidt mere end normalt. En ejendom af pudsede, hvidkalkede vægge med paptag blev opført.

Langs Skivholmevej i Borum kom der seks statshusmandssteder. De fleste er i dag ændret til ukendelighed.

Selv om husmændene fik billige statslån til at starte på, måtte de fleste arbejde ved siden af. Som nu Niels Anton Kristiansen, der passede markerne i “fritiden”, mens Thora og de fem børn måtte røgte besætningen: fire køer, seks-otte svin, høns og efter de første svære år endda egen hest. Datteren Clara, der her sidder i trækvognen midt i billedet, huskede livet igennem den store dag, da hendes far kom hjem med hesten.

Clara Andersen havde sit voksenliv på den nu nedrevne gård Langelinie 42/Løkkediget 2. Hendes søskende på billedet fra cirka 1925 er Herluf på armen af hans mor og Erik i de spidsnæsede træsko.

Niels Anton Kristiansen drev ejendommen på Skivholmevej i næsten 70 år fra 1920 til sin død i 1989. De fleste steder var der meget større udskiftning blandt statshusmændene. enten knoklede de sig frem til et større landbrug – med tilhørende risiko – eller også gik de over til kun at være arbejdsmænd.

Familien flytter – men bliver i Borum

Lokalhistorisk Arkiv

Flytning 1986.

Flytning 1986.

”De fleste ordentlige folk har efterhånden boet i mindst to huse i Borum”, sagde en vittig mand engang.

Sandt er, at både Borum og Lyngby adskiller sig fra de fleste andre danske landsbyer på to måder: 1) Når de unge flytter hjemmefra til f.eks. Århus eller København, så vender de ofte hjem igen efter nogle år og stifter familie her, hvor de kom fra. 2) Mange flytter efter behov fra ét hus til et andet, men bliver hos os i lokalsamfundet.

Sine Christensen (f. 1974) er et prægtigt eksempel på begge dele. Hun bor nu i sit hus nummer fire i Borum (to som barn og to som voksen). Her er (f.v.) børnene Sine, Tobias og Sofie i 1986 i gang med den første af flytningerne, nemlig fra Løkkediget 1 (der dengang hed Langelinie 58) til familien Christensens nybyggede hus, Langelinie 44. Eva Ross Petersen, Langelinie 36, hjalp til.

I baggrunden skimtes udendørs stålreoler fra dengang, da der stadig var værksted (Kim Vogt) i byen. Huset på Løkkediget 1 var i øvrigt oprindelig smedefamilierne Jensens bolig. Mere herom her.

Fastelavn i Borum

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

Af Holger Dalegaard

Det er fastelavnssøndag 13. februar 1983.
Igen gennemfører drengene i Borum traditionen tro den gamle skik at synge fastelavn ved at gå til samtlige hjem og synge og indsamle penge til fest i forsamlingshuset.

Skikken er meget gammel, da ældre borgere over 80 har gået rundt i deres barndom på samme måde og sunget den samme sang. Tidligere holdtes fest søndag aften. Dette blev brudt i 1947 grundet rationering, da der skulle samles rationeringsmærket sammen. Mange syntes ikke, at de kunne undvære mærker til sukker og kaffe, hvorfor det ikke kunne gennemføres at holde festen. Først i sidste øjeblik lykkedes det at samle mærker nok sammen, da Købmand Juel Kjær var så venlig at levere halvdelen af kaffen uden mærker – det var godt nok ikke lovligt.

På dette sene tidspunkt kunne ikke skaffes musik til søndag, hvorfor festen blev holdt senere. Dette har siden været brugt, da det var meget hårdt for drengene først at gå rundt søndag – særlig hvis der var dårligt vejr eller føre – og derefter skulle til fest om aftenen.

Nu er de udhvilede og friske til festen.

Drengene møder fastelavnssøndag 1983 hos kongen kl 7 til morgenkaffe og rundstykker.

Der begyndes at synge ca. kl 8.

Om formiddagen besøges alle uden for byområdet. Her får drengene hjælp fra kongens og klovnens fædre, idet de kører rundt til særlig afsides beliggende gårde og huse.

Udklædningen

Drengene er udklædt som et regimentsoldater iført hvid skjorte. Over den ene skulder bæres et rødt skærf med påsyede guldbånd, ligeledes rød halslinning med guldbånd, hvori er fastsyet skulderstropper med frynser eller anden udsmykning. Skjorten er rigt dekoreret med ordener.
På hovedet en blå skråhue med hvide kant- og skråbånd. Ved venstre side en sabel, som skal bruges ved eventuelt overfald af andre patruljer, som vil tage fanerne og kassen fra dem, hvis de mødtes.

Konge og Kronprins bærer krone.

Klovnen er udklædt i sort tøj med påsyede lapper i forskellige farver. På hovedet en gammel filthat. Ansigtet sværtet sort og rødt.

Alle drenge i Borum sogn i alderen 10 til 14 år kan deltage.

Til middag spises hos kongen

Posterne fordelt

Om eftermiddagen gås rundt i byområdet.

I forvejen er alle pladser i regimentet fordelt efter alder og hvor mange gange drengene har været med.

I år er posterne fordelt således:
Konge: Palle Sørensen
Kronprins: Jørgen Lundgård Kristensen
General: Lasse Pedersen
Kasserer: Lars Martin Sørensen
Kongens tjener: Jan Lundgård Kristensen
Kronprinsens tjener: Jens Mathiasen
Klovnens tjener: Brian Tåstrup
Fanebærer: Lars Hedemann Lassen
Fanebærer: Søren Jensen
Menig: Michael Jepsen
Menig: Jørgen Jørgensen
Klovn: Torben Olesen.

Sangen

Når drengene når frem tager de opstiling i 2 rækker og synger deres sang:

Mel: Dernede i dalen.
1. vers
Vi Borum raske drenge forsamles her i dag
og vil på ny beklage vor sørgelige sag
vor gryde gik i stykker den var af porcelæn
og derfor os en anden vi skaffe må igen
2. vers
Vi beder eder alle så venligt og så fromt
at I en gave give alt som I synes om
det er jo os til lige vi takke vil derfor
men ingen kan bevise hvor svært det er for os

Her ventes forventningsfuldt, til husets beboere har givet et beløb

Takkevers
Og tak så skal i have for eders gave god
den var til os velkommen og dertil meget stor
kom ned til os i salen på fredag klokken 7
og derpå vil vi vandre og sige jer farvel.

Festen

Fredag aften holdes festen i forsamlingshuset.
Soldaterne samles i den lille stue rundt i den store sal sidder børn og voksne i 2 rækker langs alle sider, der er fuldt besat.

Musikken består af elorgel med forstærker og højtalere.

Da musikken begynder, marcherer drengene i følgende orden:

Klovnen, han er i aften iført en spraglet klovnedragt og spidshue
Fanebærerne, som bærer fanerne på kors
Konge og Kronprins
Kongens tjener og Kronprinsens tjener
Kasseren og Klovnens tjener
Menig og Menig
Generalen
Tidlige gik klovnen bagerst så han kunne udføre forskellige narresteger, f eks slå folk i hovedet og lign.
Generalen gik ved siden af sit regiment.

Under marchen rundt i salen synges fastelavnssangen: Vi Borum raske drenge. Alle rejser sig og klapper. Når sangen er slut, går soldaterne igen ind i den lille stue, undtagen fanebærerne som tager opstilling midt på gulvet med fanerne på kors.

Spændende øjeblik

Nu kommer det spændende øjeblik: hvem skal være Dronning, Kronprinsesse og Klovnmadam? Ind kommer tjenerne med kronerne og henter pigerne. Dronning blev Heidi Kristoffersen, Kronprinsesse Connie Skifter, Klovnmadam Susanne E. Pedersen.

Nu åbner de tre par ballet ved at danse gennem fanerne hvorefter fanebærerne går ud og alle drengene kommer ind og finder sig en, som de danser med en tid, hvorefter der spilles en march, hvor drengene og deres pige går ind i den lille stue for at få boller og sodavand, som serveres af drengenes mødre.

Når de har forsynet sig, genoptages dansen – dog helt frit hvem der danser sammen. Under dansen inviteres alle både børn og voksne på boller, kaffe og sodavand.

I en pause under dansen slås katten af tønden.

Der danses livligt, til hvor festen slutter med sangen: Vi Borum raske drenge.

Det var hårdt

Når jeg tænker tilbage på dengang, jeg selv var med i 1943-47, tænker jeg på, hvor hårdt det egentlig var at gå rundt til det store område.

Vi startede hos Kongen med at få morgenmad og boller.Vi gik ad Stillingvej og tværs over markerne til Eshøjvej og til Skivholmevej og ned til Møllen og ud af Langelinie. Dette skulle nås inden middag hvor vi skulle spise middagsmad hos Kronprinsen. Det kunne sagtens gå, hvis vejret var godt, og der ikke var for meget sne, men jeg husker særlig et år, hvor det var snevejr og fygning. Da måtte mange af de mindre give op og gå hjem, kun 5-6 af de største og mest udholdende gennemførte.

Om eftermiddagen gik vi rundt i selve byen. Det var en gammel skik, at man ikke gik rundt i byen, når der var gudstjeneste. Hvis der var eftermiddags-gudstjeneste, gik vi i byen om formiddagen og på marken om eftermiddagen. Det var ikke nær så hårdt at gå i byen som på marken. Nu gik jeg under krigen, hvor der ikke var til at få tøj, så man måtte selv lave det røde skærf af et lagen og så farve det rødt, så det var ikke så godt, hvis det var sne eller regn, så smittede farven af på skjorten, så det var ikke ret pænt, men der var ingen anden mulighed end at gå med det, som det var, men det var jo det samme for os alle sammen.

Ingen katten af tønden

Da jeg var med, blev der ikke slået katten af tønden. Det er kommet til senere.

Vi blev godt modtaget de fleste steder, der var kun enkelte, som ikke kom frem, hvor vi måtte gå uden af få noget. Flere steder fik vi også fastelavnsboller, som var parat, når vi kom.

Det var altid spændende at få talt kassen op for at se, om der kunne blive overskud, dette blev delt mellem soldaterne. Der var altid overskud, medens jeg var med.

Nu må man håbe denne gamle skik må fortsætte mange år frem. Dette kræver, at forældrene til fremtidens soldater vil forstå at hjælpe og vejlede med tilrettelæggelse af arrangementet, hvis det først er gået i stå er det næsten umuligt at få i gang igen.

Vitten 24 Januar 2007
Holger Dalegaard

Fastelavnssoldater – her årgang 2006 – er en meget gammel tradition i Borum.

Fastelavnssoldater 1921. Ligheden er slående.

 

 

Fastelavnssoldater på Møllevejen

Lokalhistorisk Arkiv

Soldaterne modtages her af Peter Sørensen på Møllevejen 15.

Soldaterne modtages her af Peter Sørensen på Møllevejen 15.

Intet år uden at drengene i Borum går hele sognet rundt som fastelavnssoldater og bagefter egenhændigt arrangerer fest for sig selv, forældrene og pigerne.

Skikken er ældgammel. Forskere mener, at den kan føres helt tilbage til en ungdomstradition med ringridning og udpegning af såkaldte gadelam og gadebasser. Dette er første gang beskrevet fra Mundelstrup allerede i 1675. Men fastelavnssoldaterne findes kun i et smalt bælte af Østjylland cirka fra Mariager til Horsens Fjord.

På billedet er drengene i 1986 nået til Gunhild og Peter Sørensen på Møllevejen 15. Peter tager venligt imod og hilser på ”kongen”, der er Jørgen Jørgensen, nu Bysvinget 20.

Fastelavnssoldaterne 1960

Lokalhistorisk Arkiv

februarDet er fastelavn og koldt. Iført samme uniform som utallige årgange før dem er ”Borums raske drenge forsamlet her i dag”, som også nye generationer forhåbentlig vil synge igen i mange år frem.

Fastelavnsdrengene er nået til den østligste Nyvangsgård, Stillingvej 222, på den lange vandring rundt i sognet for at hilse på og samle ind til den store fastelavnsfest fredagen efter. De møder her gårdejer Per Hougaard Nielsen.

Nyvanggård er i mellemtiden jævnet med jorden og nye bygninger kommet til. Men fastelavnsskikken står mere solidt, end bindingsværket gjorde.

De medvirkende er i dag omkring 70 år gamle. Klovnen t.h. er Erling Friis Sørensen, dengang Borum Byvej 21, og i arkivet har vi også navnene på alle de andre.

Fotograf forskrækker fastelavnssoldater

Lokalhistorisk Arkiv

forside-2011

Klik for større billede.

Dette er det ældst bevarede billede af vores fantastiske fastelavnssoldater, en 340 år gammel tradition. Fotoet har været i Glostrup, inden det vendte hjem, og det rejser en del spørgsmål.

Allerførst: Hvorfor lukker næsten alle drengene øjnene? Ser de ikke også lidt bange ud? Det kan vi faktisk godt svare på. For det første havde de sandsynligvis aldrig før prøvet at blive fotograferet. For det andet havde de ikke lyst til at blive blændet af blitzen, og det blev man. Det var næsten en hel bombe af magnesium, fotografen fyrede af dengang.

Billedet er fra enten 1921 eller 1927. Alle medvirkende er nok døde i dag. Men vi har fået at vide, at drengen i første række helt til venstre hed Otte Simonsen. Ham kan vi finde i kirkebøgerne. Han blev konfirmeret i 1929, og han kom fra ejendommen Engholm, der i dag har adressen Tingvad 12.

Hvor er billedet taget? I Borum Forsamlingshus? Det kunne man sagtens forestille sig, for huset havde faktisk gymnastikribber i gamle dage? Nej, for forsamlingshuset blev først bygget i 1928.

I Staacks lokale, forgængeren på Langelinie 62? Måske.

I en af skolerne? Ikke helt usandsynligt. Men skønt Tingvad (undtagen Bækkelund, Tingvad 20) hører til Borum, gik børnene derfra faktisk i skole i Lyngby. Her vides det, at der engang sad ribber i en af skolestuerne, som også var en slags forsamlingshus.

Så måske er det slet ikke fastelavnsdrengene fra Borum, men fra Lyngby m.m., vi kigger på.

Født for over 100 år siden

Lokalhistorisk Arkiv

2002-2-1-lyngby-skole-0001Børnene på dette herlige billede har to ting til fælles: De er født for lidt mere end 100 år siden, og de går i skole i Lyngby.

Vi ser den store klasse – der var to – flankeret af lærerparret Jensen.

Der står ikke dato bag på det fine billede, som en professionel fotograf fra Brabrand kom og tog, men vi føler os ret sikre på, at billedet er taget kort tid efter den officielle indvielse af den fine, nye skole i Lyngby i 1912.

Før da gik Lyngby-børnene helt bogstaveligt i ”den stråtækte skole”, nemlig i det hus, der nu er Vibeke og Richards hjem, Lyngbygårdsvej 38.

På væggen i baggrunden ser vi et bevis for, at danske landsbybørn allerede dengang fik udsyn til verden. Der hænger både et verdenskort og et kort over Europa.

Skolestuen har siden 1998 været møde- og selskabslokale i Borum-Lyngby Sognegård, og de ord, du lige har læst, er skrevet i lærer Jensens lejlighed. Dér bor Lokalhistorisk Arkiv.

Før Borumtoften – historien om en gård på Langelinie

Lokalhistorisk Arkiv

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Året er 1968, og flaget er hejst for Niels Erik Andersens fødselsdag. Det er sensommer, august, og Volvoen holder i skyggen af kostalden.

Vi er på landet, og bevares, det er vi da også stadigvæk sådan så nogenlunde på samme sted i dag.

Men stærke kræfter har gjort, hvad de kunne, for at urbanisere Borum og oprette et stykke Århus netop her: Borumtoften.

“Ældreboliger”

Hvor flagstang og sirlige haver befandt sig på billedets tid, går i dag en asfalteret vej. I 1990 skete nemlig en af de største omkalfatringer i Borums nyere historie, da Brabrand Boligforening gjorde sit indtog inviteret af præstefruen, Marie Glenthøj, Borum Byvej 4, og Socialdemokratiets gamle kæmpe, Aage Hansen, Bysvinget 18.

Boligforeningen, der på det tidspunkt mest var kendt for Gellerupparken, købte det meste af gården. Stald og lade blev revet ned, og boligforeningen byggede seks rækkehuse på gårdens toft. Flere år senere fulgte – uden sammenhæng med boligforeningen – Sophie Toft og Morten K. Larsens private hus, Borumtoften 4 (cirka der hvor stalden stod).

I dag er alle dele af gården væk – stuehuset røg som det sidste i 2014, og Lotte Lindskow byggede et nyt hus på dets sted i 2018. Paradoksalt nok blev hele den udvikling sat i gang af en såkaldt bevarende lokalplan i 1988.

Marker ned mod ådalen

Vejen til boligforeningens indmarch blev ryddet med lokalplan 335, hvor tæt-lav boligbebyggelse efter en samlet plan direkte blev udlagt – for første gang i byens historie.

Boligerne var tænkt som ældreboliger for folk i Borum. Det mente initiativtagerne, at der var stort behov for. Da det kom til virkelighedens verden, flyttede dog kun tre enlige borummer ind i halvdelen af de seks rækkehuse.  De er døde for længst. Og det var så det ældrebolig-eventyr.

Nybyggeriet fik navn efter toften til gården Langelinie 42 = Borumtoften 2 = matr. nr. 15a. Denne toft strakte sig oprindelig fra stalden langs præsteboligens skel til Løkkediget. Dette dige befandt sig omtrent der, hvor omfartsvejen nu ligger (og altså ikke hvor den senere vej Løkkediget er anlagt).

Mens Borumtoftens nybyggeri lagde et nyt lag på Borum, kan vi i arkivet følge gårdens historie bagud. Foruden den nævnte toft havde gården fra 1796 marker ned mod ådalen i syd og mod Lyngby-vejen i øst. Dertil kom lidt skov og mose og en klat jord øst for Borum Østergård ned mod Tingvad.

Ret til mælk, tørv og brænde

I arkivet opbevarer vi et skøde fra 1944. Niels Andersen solgte gården til sin søn, Henning Andersen, for 28.700 kroner. Med i handelen fulgte blandt andet to heste og 14 kreaturer.

Men forældrene fik meget mere end penge, da de forlod gården og flyttede til datidens “ældrebolig”, et lille hus på Borum Byvej 17. Søn og svigerdatter havde flere pligter, for skødet indeholdt nemlig en temmelig gammeldags aftægts-forpligtelse. Vi gengiver den her ordret:

“Jeg Niels Andersen forbeholder min hustru og mig ret til, sålænge en af os lever, at få leveret vederlagsfrit fra vor søn på vor bopæl en liter sødmælk daglig og en fedegris hvert år, således at vi får en halv gris leveret efterår og forår, når min søn slagter.

Endvidere har jeg forbeholdt mig ret til at skære de tørv i mosen, som jeg kan overkomme til vort private brug samt til at få et passende kvantum brænde årligt fra skoven.

Hvis min hustru og jeg flytter fra Borum, skal min søn ikke være forpligtet til at levere os mælk, tørv eller brænde, men skal i stedet betale os et årligt beløb på 200 kr., sålænge en af os lever, og beløbet skal betales hvert år på den dato, da vi fraflytter Borum By, første gang ved fraflytningen.

Til sikkerhed for betalingerne ifølge denne aftale begærer vi tillige skødet tinglyst pantstiftende for et beløb på 2000 kr., men vore panterettigheder skal til enhver tid respektere størst mulige lån af offentlige midler”.

Så var der vist tænkt på det hele.

Solgt ad flere gange

“Andersens gård” blev splittet ad stump for stump over mange år.

Først solgte gården den ensomme lod jord, hvor Yderupvej 20 blev bygget. Husmandsstedet Langelinie 57, der oprindelig kun havde nogle få tønder land nord for Langelinie, tilkøbte også en strimmel gårdjord ved Træskobakken.

Det var lidt i småtingsafdelingen. Men ved vejforlægningen i 1977 solgte Clara Andersen, enke efter gårdejer Henning Andersen, resten af sine marker. De kom nemlig til noget upraktisk at ligge syd for den nye omfartsvej og indgik i vejprojektets indviklede jordfordeling, hvor nogle solgte og andre købte. Køberen var her Peder Pedersen på Bækgården, Borum Byvej 12. På disse marker kom der i 1980’erne og 1990’erne en stor grusgrav.

Tilbage var nu kun “toften” på indersiden af omfartsvejen, men i stalden var der stadig liv. Her holdt gårdejer Erik Rasmussen grise ligesom hjemme på Borum Højgård, Borum Byvej 18. Hver dag gik han gennem byen med sin trillebør mellem de to stalde.

Midt i 1980’erne solgte Clara Andersen en byggegrund fra ud mod gaden, nemlig arealet nederst til venstre i billedet. Langelinie 44 blev bebygget af Ellen og Erling Christensen, der i 1986 flyttede fra et gammelt til et splinternyt hus i Borum. Igen en mindre afskalning.

Men i 1990 gik Clara Andersen modvilligt ind på de moderne tider repræsenteret af boligforeningen. Hun solgte hele sin toft og stalden, og så gik nybyggeriet i gang, efter at stalden var blevet revet ned og en ny adgangsvej anlagt fra Langelinie.

Byggeriet gik også i stå igen. De seks rækkehuse fylder nemlig kun en mindre del af toften. Der er plads til seks mere, men det er der tilsyneladende ikke stor interesse for – hverken hos ejer eller naboer.

Længst mod syd på grunden rejser “udsigten” sig. Herfra kan man mod nord se hen over Borum By og til Borum Eshøj. Mod syd ser man lige over på den gård i Labing, hvor Torben Overgaard, boligforeningens daværende direktør, bor.

Stuehuset røg til sidst

Blev sælgeren så rig? Næ, for hun skulle også betale for den nye vej og for at få revet stald og lade ned. Efter eget udsagn blev Clara Andersens eneste fortjeneste på hele operationen med boligforeningen faktisk den byggegrund, som hun adskillige år senere solgte til Sophie og Morten.

Bagefter blev rollerne byttet om. Nybyggerne købte den sidste rest af gården på matr. 15a, stuehuset og gårdspladsen.

I 2014 blev også stuehuset revet ned – inden det faldt selv – og nu er alle spor af “Andersens gård” slettet. Stuehuset var opført i 1881 og menes faktisk at have været det sidste bindingsværkshus, der blev nybygget i Borum. Med andre ord står mange huse bevaret, der er meget ældre.

Fra den dårlige jord

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

Agerjorden i Borum-Lyngby er generelt ret god, men også her blev findes, hvad man i dag vil kalde marginaljord.

Så da der i slutningen af 1800-tallet blev flere munde at mætte, end jorden kunne række til, voksede der også her husmandsbrug frem.

Ved flid, nøjsomhed og udearbejde klarede småfolkene sig igennem på cirka syv tønder land i udkanten af de marker, som var uinteressante for de store gårde. Nemlig her:

På sandet langs Langelinie/Blakhøjvej. På Borum Feldhede. Ved Baskær (Skivholmevej). Mellem Lyngby og Yderup. Og som på dette billede: langs mose og eng i Tingvad.

Lovene om statshusmandsbrug kom i 1899, og ejendommen Tingvad 17, et typisk eksempel, blev bygget i 1904 med et statslån på 2700 kr.

Byggeriet er tidstypisk for de små husmandssteder med beboelse og stald i hver sin ende af én længe og siden en lille lade. Materialerne var ikke de bedste. Murstenene er allerede afskallede, kan man se.

På billedet fra 1922 står husmand Cilius Østergaard og Mary på to år. Efter 1955 overtog andre, og i 1963 købte Jytte og Mogens Christensen det idyllisk beliggende sted, hvor de i flere årtier drev forretning med garn og andre væveartikler. Forretningen hed ganske enkelt Tingvad 17. I dag er huset udelukkende bolig.

Borum-Lyngby Husmandsforening blev stiftet allerede i 1910 med 42 medlemmer. I stadigt større geografiske enheder indgik den senere i Aarhusegnens Husmandsforening og Søhøjlandets Familielandbrug. I dag er det hele lagt sammen med de store landbrug i én organisation.

Tingvad var et helt specielt område, der hørte til Borum Sogn, men Lyngby Skoledistrikt. Der udviklede sig et godt fællesskab beboerne imellem.

Fra det idylliske Tingvad

Lokalhistorisk Arkiv

Tingvad 15.

Tingvad 15.

Arthur, Rigmor og Jensine Nielsen nyder her forårssolen foran ejendommen Tingvad 15 omkring 1940. Stille liv på et af de mange husmandssteder i Borum-Lyngby.

Vejen mellem Lyngby og Borum var en grusvej endnu på dette tidspunkt. Som man desuden kan se, stod bakken (t.v.) helt uden træer.

Rigmor (1918-2001) blev senere gift med Carl Erik Johnsen, og efter onklen Arthurs død i 1961 overtog de ejendommen. Johnsen var i mange år installationsmester ved Galten Elværk og en kendt skikkelse på egnen. Foretagsom var han også. Bag huset, der var fra 1905, samlede han på mangt og meget (!) og opførte en hal til en del af det.

Efter hans død i 2002 blev ejendommen købt og stort set alt revet ned, og i dag står der et flot, nyt hus tilhørende entreprenør Frank Christensen. Og det er ligesom en helt anden historie. Det hele ser også totalt anderledes ud.

Men i arkivet bevarer vi en mængde materiale fra Nielsens og Johnsens tid.

Fra lærerens skole

Lokalhistorisk Arkiv

Borums børn stillet op til fotografering for ca. 100 år siden.

Borums børn stillet op til fotografering for ca. 100 år siden.

Her er alle børnene i Borum fotograferet foran lærerens skole, nuværende Bysvinget 18, cirka 1917.

T.v. står lærer Carl Emil Johansen, som var ansat ved Borum Skole fra november 1888 til sin død i 1921. T.h. står lærerinde frk. Helga Laursen, der var ansat til sin død i 1936.

Skolen blev bygget på gadejord i 1825 og genopført efter brand i 1861. I 1830 blev Lyngby-Yderup skilt ud fra skoledistriktet.

I 1901 blev der bygget endnu en skole i Borum. Som supplement opførtes en ny bygning, kaldet forskolen, nu Bysvinget 16, og der blev ansat en lærerinde.

Materiale i arkivet viser, at da Carl Emil Johansen blev ansat, ønskede han ikke selv at dyrke den jordlod på cirka syv tønder land ved Borumbro, som i 1796 var tildelt skolen. Han bortforpagtede jorden for 350 kr. om året.

Borum Skole bestod frem til 1964 af de to dele med en lærer i den gamle skole og en lærerinde i den nyeste. Så blev Sabro Korsvejskolen taget i brug. Lærerens skole blev solgt til vognmand G. Rahbek, som med to busser kørte skolebørnene fra Borum og Lyngby til Sabro, og også lærerindens skole blev solgt til privat beboelse.

Det har de været siden, og på skolepladsen bagved er husene Bysvinget 18 og Langelinie 43-45 siden bygget.

 

Fra midtbyen i 1991

Lokalhistorisk Arkiv

Arkivet er taknemmelig for alt, hvad vi modtager. Det behøver ikke at være gulnet, uskarpt eller fra 1800-tallet.

For eksempel har vi modtaget nogle værdifulde videooptagelser fra 1991.

Her har vi klippet en smagsprøve sammen fra midtbyen af Borum.

Da klippet blev vist i Borums Facebook-gruppe, lagde nogle mærke til de mange buslinjer, andre til nu afdøde personer og atter andre til, hvor meget huse og haver har ændret sig.

For god ordens skyld: Personerne er Frode Hansen, Knud Mikkelsen, Aksel Nielsen, Annette Lundgaard Kristensen og Frits “Sjælllænder” Nielsen.

Fra oldtid til nutid – lidt af hvert

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

Denne artikel er skrevet til arkivet af nu afdøde Anders Thingvad, København (se om forfatteren nederst)

Borum By og Sogn

På de Borum marker har der været bopæle både i Stenalderen og i Bronzealderen, derom vidner gravhøjene omkring på de Borum bakker.

Borum er rimeligvis opstået ligesom andre landsbyer, først som bopæle for ganske få og senere vokset fra en enkelt gård til flere og flere, og med stadig voksende befolkning.

Sognet har førhen været ganske rigt på jordfaste oldtidsmindesmærker samt tæt SV for Borum et af en lavhøj omsluttet Dyssekammer (fredlyst), nu uden dæksten. De fleste af højene lå i en stribe Ø for Borum.

Fredlyste og velbevarede er nu kun den ene af Trehøjene og Stenhøj, Borum Eshøj, der nu tildels er sløjfet, efter at Højballegården er udstykket. Borum Eshøj var 104 meter. Vindhøj er 85 meter.

Kendt blev Borum Eshøj ved udgravningerne af de tre lig, der blev dragne frem henholdsvis April 1871, hvor et kvindelig i en udhulet egestamme blev opgravet, og 1875 to mandslig af alder Ca. 40-50 år og ca. 20 år.

Søren Ovesen, der lod højen gennemgrave, døde senere som fattiglem i Aarhus, men blev begravet på Borum Kirkegård, hvor han måske havde gravsted bevaret, siden han havde gården. Folk snakkede den gang om, at det måtte gå ham galt, da han jo forstyrrede de dødes fred. Disse overtroiske folk mente at få ret, da de så, hvorledes det gik ham efter de tre brande, der med kort mellemrum lagde gården i aske. Brandene blev vistnok aldrig opklarede, men Søren Ovesen sad efter hver brand lang tid i arresten. Beretningerne og planer af højen findes i Illustreret Tidende 28-4.1861 og 21-1 1872 og 28-1-1872 samt 15-10-1876.

Dragsbæk-bakket kaldes også Egebakket og nåede fra præstens skov til hen ad Yderup og målte ca. 4000 alen. Bakken er eventuelt fortsat over Baronens bakker, og egestammerne eller deres rester ligger i Maden, Duesig og Hvinning mose. Der var overalt begravelsespladser og bopæle på bakkerne.

Det ældste navn af Borum, som vi kender er Bardhom 1326 og 1335 Bordhum, 1490 kaltes den Bordum 1610 Borrum.

Beboerne i Borum levede som i andre byer i jordfællesskab, der måske har strakt sig fra oldtiden af. Byen lå som andre byer samlet med toft bag hver gård. Jorden var delt i fald rundt omkring på markerne således at hver gård havde en ager i et fald, og således at hver gård havde både god og dårlig jord. Havde den ene mand byg på sin ager, måtte alle de andre have ligeså og så fremdeles. Dette jordfællesskab vedblev indtil vore forældres og bedsteforældres tid, det vil på det nærmeste sige indtil fæstevæsenets ophør (i Borum 1796).

Borum var ligesom mange andre landsbyer kommet under Grevskabet Frijsenborg, hvorfra det købte sig fri på billige vilkår ved begyndelsen af 1850 eller senere. Nu kunne udflytningen på markerne begynde. Adskillige gårdmænd, der dels trængte til penge, dels havde havde flere børn, som kunde få et stykke, solgte nu væk. Jens Iversen solgte således til min fader det jordstykke, som fader senere lod bygge på.

Da jordfællesskabet ophørte, fik hver gård sin indmark og sin udmark, således at den, der fik indmarken tættest ved, måtte have sin udmark længst borte. Kun Søren Pedersen fik sin mark imellem de andre udmarker og deres indmarker og derfor samlet på et sted.

En stor brand ødelagde i 1861 Borum, og der flyttedes en del uden for byen bl a. Jens Jespersens gård , der var solgt 1846 til af Jens Jensen for 2000 rigsdaler. Han købte den sidste herlighedsret og arvefæstet fra Grevskabet Friisenborg for 3000 rigsdaler sølv. Gården blev nu opbygget af grundmur. Eskjærgårds samlede areal 95½ tdr land hvoraf 82 tdr land ager, 5 tdr land eng og mose 1½ tdr land skov og 1½ tdr land have og gårdsplads.

Om denne artikel

Papirgrosserer Anders Thingvad, Flæsketorvet, København, har skrevet denne tekst på et tidspunkt efter 1951 og har overdraget den til Lokalhistorisk Arkiv.

Forfatteren er født i 1869 og opvokset i Tingvad, hvor hans far var husmand Peder Jensen. Vi er interesserede i flere oplysninger om Anders Thingvad.

Friiserhøjen ved Lyngby Kirke

Lokalhistorisk Arkiv

Gravhøjen ligger vest for kirken og rummer godsejere fra slægterne Althalt og Friis.

På Lyngby Kirkegård er der en lille gravhøj stik vest for kirken, der i folkemunde kaldes Friiserhøjen, skønt den blev etableret af overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, godsejer på Lyngbygård 1806-26.

Slægten Althalt ejede Lyngbygård Gods i fire generationer fra 1686 til 1826.
I 1697 havde den første ejer, Johan Arent Althalt indrettet et muret begravelsesrum for familien under kirkens korgulv, hvor slægten blev stedt til hvile, helt frem til der i 1805 blev udstedt forbud mod begravelser inde i landets kirker. I 1813 rejste overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt epitafiet på korets nordvæg til minde om slægten Althalt og etablerede gravhøjen til fremtidige begravelser. Han blev dog den sidste og eneste af slægten der blev begravet i gravhøjen i Lyngby.

På den lille marmortavle på den rejste stele kan man læse:
Hvilested for Herr Overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, Ejer af Lyngbygaard med Underliggender, Født den 20. August 1763, død den 13. January 1826. Erkjendt som retskaffen Mand og Menneskeven. Sattes dette Minde ham af hans taknemmelige Arvinger.

Efter familien Althalt ejede familien Friis Lyngbygård Gods i to generationer fra 1826 til 1903.

Ritmester og senere hofjægermester Johannes Friis, født 1795 død 1877, gift med Dorthea Sofie Meulengracht, ejede Lyngbygård fra 1826-1874, hvorefter sønnen, der i 1887 også fik titlen hofjægermester og også hed Johannes Friis, født 1832 død 1903, gift med Johanne Søltoft, overtog og drev godset frem til sin død i 1903.

Både far og søn var dygtige landmænd, der drev Lyngbygård meget frem. Under faren blev hoveri til Lyngbygård opløst i 1839, og i 1850 begyndte han at sælge fæstegodset til selveje.

Sønnen Johannes Friis var veluddannet både fra polyteknisk og landøkonomiske læreanstalter herhjemme og i udlandet og havde lært landvæsen på Hofmansgave Gods og i Skotland.
I 1858 ledede han dræningsarbejde på Lyngbygård og begyndte samtidig at sætte sig ind i praktisk mejeridrift. I 1859 købte Johannes Friis herregården Lillerup ved Horsens, hvor han ligeledes drænede markerne og indførte dyrkning af foderroer, hvorved han delvis kunne

afskaffe at lægge markerne brak. Han indførte vægten i mejeriet og dobbelt bogholderi over gårdens drift. I det hele taget blev regnskabsføring i landbruget hans specialitet.
Han arbejdede tæt sammen med vennen Thomas Riise Segelcke, senere professor på Landbohøjskolen, om at udarbejde mejeridriftens teoretiske grundlag, og sammen udgav de forskellige vejledninger, regnskabsbøger og mejeritavler for mejeribrugets fremme, som til dato har sat danske mejeriprodukter på landkortet.

Den første grav i højen er fra 1820. Heri ligger godsejer Tøger Lassen Althalt.

I 1874 blev Lillerup solgt, og Johannes Friis overtog driften af Lyngbygård efter faderen. Ved siden af varetog han mange offentlige hverv i amt, kommune, landboforeninger og andre samfundsforetagender. Han var medlem af Århus Amtsråd, formand for Lyngby-Borum Sogneråd og for Århus Amts landøkonomiske Selskab og medstifter af Horsens Landbrugsforening. Et stort og anerkendt arbejde udførte han i skadeserstatningskommissionen efter krigen i 1864.
Han var bestyrelsesmedlem i Landhusholdningsselskabet og i Foreningen af jyske Landboforeninger, medlem af Landbohøjskolens tilsynsråd og fungerede som censor ved højskolen fra 1887-1903, dommer ved landmandsforsamlinger herhjemme og ved internationale udstillinger i udlandet.

Johannes Friis var kendt som en stilfærdig og tilbageholdende mand, der intelligent og samvittighedsfuldt varetog sine mange tillidsposter, og som havde en nobel og kultiveret personlighed.

De to sten forrest på Friiserhøjen er sat over Johannes og Johanne Friis’ døtre, Lucie og Ingeborg Friis, henholdsvis 1867-1914 og 1867-1911, og deres søn og svigerdatter Johannes og Karen Friis, 1865-1934 og 1863-1943.

Friske skolebørn

Lokalhistorisk Arkiv

I Borum var der ikke bare én skole i gamle dage. Der var to!
De to bygninger ligger der endnu – hovedskolen (Bysvinget 18A) bygget i de lokale, gule mursten og den lidt nyere forskole (Bysvinget 16) i røde sten og med en arkitektur, som man genfinder i masser af danske landsbyskoler.
Begge skolerne blev nedlagt i 1964, da tre kommuner, Lading, Sabro-Fårup og Borum-Lyngby, sammen åbnede centralskolen ved Sabro Korsvej. Nedlagt blev også Lyngby Skole.
Men her er nogle af Borum-børnene fotograferet i 1952. De to i forgrunden hedder Erling Møller og Anker Karlsen (kaldt Bette Wolle).

Her ses begge Borum-skoler i begyndelsen af 1900-tallet.

1 … 5 6 7 8 9 … 16