Nordenvindens gud Boreas

Boreas blev spillet af Niels Hansen, Borum. Foto: Margrethe Perelman.

I 1993 stod hele egnen på den anden ende. Et storstilet friluftsspil med inspiration i bronzealderen blev ved en kæmpemæssig indsats af frivilligt arbejde skabt på Borum Eshøj.

I tusindvis af tilskuere myldrede derefter op til totalteatret på bakketoppen, og et meget stort antal frivillige fra hele egnen medvirkede til at gøre det hele muligt. Det var en kraftanstrengelse i Borum, Herskind, Skivholme, Lading, Sabro og Mundelstrup m. fl.

Nogle syede dragter eller lavede store klovnehoveder. Andre trænede i lang tid med heste til processioner og voldsomme ridt. Enkelte spillede på lur. Dygtige amatører – børn som voksne – øvede sig på optrin i hidtil ukendte discipliner som stokkedans, knivkamp, tranegang på stylter og i tableauer, der under forestillingen kom til at stå i virkningsfuldt relief mod solnedgangen.  Stridsvogne, “verdens største” gong, en egekiste model bronzealder og endda selveste Solvognen med en solskive på halvanden meter blev fremstillet rundt om i huse, lader og værksteder – og naturligvis uden brug af et eneste søm eller andet moderne stads fra jernalderen.

Ja, og på Sabro Korsvejskolen og i sin bolig skråt overfor sad den utrættelige projektmager Kaj Jensen og skrev ansøgninger til fonde og andre velgørere, mens andre centrale medarbejdere førte lange lister over opgaver, tidsplaner og husk-nu-også-lige-dit-og-dat.

Enkelte professionelle blev ansat og fik honorar, forfattere, instruktør og musikere. Men langt de fleste arbejdstimer ydede lokalsamfundene hele vejen rundt om Borum Eshøj. Egnens virksomheder gav også et betydeligt bidrag i form af gratis arbejde og sponsorater af den slags, som man får en lille annonce og en stor goodwill for.

Snobberne havde Kaj Jensen også tænkt på. Borum Eshøj-spillene fik en rigtig protektor, nemlig den daværende direktør for og  mor til ejeren af Frijsenborg, Irene Wedell. Alle ugebladslæsere dengang vidste, at lensgrevinden var kammerdame for dronning Margrethe.

 

Tredje stykke er skrevet

Det første spil, Boreas, havde Borums førende amatørskuespiller, Niels Hansen, Langelinie 37, i hovedrollen som nordenvindens gud. Det blev opført i 1993 efter en kort tale af omtalte protektor. I dagene op til gik der rygter om, at også the real stuff, Dronningen, ville stige til højs og kaste glans over amatørerne. Så godt spillede klaveret (eller luren) dog ikke.

Fire år senere gentog hele det store setup sig, nu med stykket Solvognen, 150 medvirkende og nye 5-6000 tilskuere. Boreas, alias Niels Hansen, var med igen. Et tema denne gang var kampe mellem jægere og bønder, som forfatteren forestillede sig, at de kunne være foregået. Til medierne snakkede Tørk Haxthausen, som han hed, om “kærligheden, som vi skal værne om, og dæmonien, som vi skal passe på”.

Det tredje stykke i den tænkte trilogi hedder Cumulus. Det er skrevet, men aldrig opført. Efter kraftanstrengelse nummer to i 1997 viste det sig nemlig, at udgifterne havde være en del for store i forhold til indtægterne. Der manglede med andre ord penge i kassen til at betale forskellige leverandører, og Borum Eshøjspillet kunne være endt med en forsmædelig konkurs.

Efter betalingsstandsningen lykkedes det dog med besvær at sikre, at enhver fik sit. Men det viste sig svært at få den vildt begejstrede, fandenivoldske iværksætterånd til at boble frem på ny i de mange små hjem på egnen.

Hør, er det ikke en vindmølle, der anes lige bag Nordenvindens gud? Jo, i 1990’erne stod hele tre el-producerende møller ved Borum Eshøj. Det var svært at tage billeder uden at få en af dem med. I dag er de også kun lokalhistorie.

Et ualmindelig dumt svin?

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj – her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Hvordan den notoriske bisse Søren Ovesen fortsatte med at hærge på Borum Eshøj – og hvordan det til sidst endte med en slags retfærdighed

Fortsættelse af Bissen, bonden og bronzealderen

Af Peter Poulsen

“Bissen, bonden og Bronzealderen” – et drama om, hvordan de gode og de onde for 150 år siden kæmpede om Borum Eshøj, en af Nordeuropas vigtigste bronzealder-gravhøje blev første gang offentliggjort i årbogen Østjysk Hjemstavn 2007.

15 år er længe for en cliff hanger, men først nu har jeg fået tid til at undersøge fortsættelsen.

Derfor en kort repetition: Bonden Palle Hansen og hustru Ane Nielsdatter på Bækgården midt i Borum ejede Højballegård og dermed jorden med den kæmpemæssige Borum Eshøj. Af den dukkede blandt andet et sværd af bronze op, og med det i bagagen rejste bonden til København, mødte kong Frederik VII og fik højen fredet.

Troede han. Men da en bisse blev ejer af Højballegård, tog denne straks fat på at grave højen væk. Fredningen var aldrig blevet tinglyst, og den fede muld kunne gøde bissens marker, de store sten sælges til vejbyggeri. Lidt egetræ og knogler dukkede op, men tjente nærmest til adspredelse.

Forgængerne til Moesgård Museum og Nationalmuseet hørte om ødelæggelsen af fortidsmindet, betalte manden for at holde inde og foretog derpå en mere systematisk udgravning, der blotlagde tre velbevarede bronzealder-mennesker med klæder.

Alt dette er der også skrevet om af andre og bedre folk end mig, og hver dag kan man i øvrigt møde de tre forfædre på Moesgård. Mindre kendt er, at bissen fortsatte med at sagsøge Palle Hansens enke og nærmest truede Oldnordisk Museum til at betale ham ublu erstatningsbeløb.

De tre fra Borum Eshøj som de fremstår i dag i Moesgårds faste udstilling. Man ser de vel bevarede, originale klædninger, smykker og kister, som allerede ved udgravningen i 1875 imponerede arkæologerne. Det er den gamle mand forrest med huen, så kvinden og bagest den unge mand.

Tre anmeldelser for vold

Søren Ovesen hed manden, der omkring 1870 gravede løs af Borum Eshøj, selv om alle må have fortalt ham, at det var ulovligt. Det kunne den nye gårdejer på Højballegård bare ikke tage sig af. Der var i det hele taget meget, som ingen skulle komme og lære manden noget om.

På de tider fandtes en såkaldt forligsmægler, et offentligt embede udnævnt af sogneforstanderskabet og siden sognerådet. Det var noget så moderne som en mediator, der skulle prøve at tage konflikter i opløbet, inden folk anlagde retssager mod hinanden. Det kunne være slagsmål, injurier eller – især – konflikter mellem husbond og tjenestefolk.

Forligsprotokollen for Borum-Lyngby er bevaret for hele perioden fra 1854 til 1943. Den er et godt sted at begynde for at finde ud af, hvad Søren Ovesen var for en karl. Heri kan man nemlig læse hele tre voldsanmeldelser mod ham fra tjenestefolk i 1860’erne og 1870’erne.

 

Modbydelig mishandling

Johanne Marie Bryggebusck var for eksempel ”bleven mishandlet (af Søren) med flere Stød og Skub med at tage hende fat i Halsen og Brystet og støde hende fra et Sted til et andet”, og det skete flere gange. Da hun i et af tilfældene flygtede ud over marken, ”indrendte han hende igen i sine Strømpefødder og gendte hende tilbage med Hug og Stød, indtil hun kom i Gaarden. Da ville han tvinge hende til at malke. Det var hende ganske umuligt at kunne efter denne Mishandling”.

Johanne var reelt bange, og forligsmægler J. R. Fogsgaard, den førende gårdmand i Borum, skrev 4. marts 1864 i protokollen, at hun havde megen smerte i brystet. “Tillige var det kendeligt paa den højre Albue, der var sort og blaa”.

15. juli måtte han tilføje, hvad samme tjenestepige kort forinden var blevet udsat for mellem klokken 11 og 12 om aftenen: “(hun) er blevet så slet mishandlet af sin Husbond med flere Slag og Hug i Hovedet, i Ansigtet og sin Hals, og tillige kastede han hende om, hvorved hun flyede fra ham og kom ud paa Marken, hvor at han atter indhentede hende og tog hende fat og saaledes fortask hende i Hovedet og Ansigtet og Halsen, saa at hun ikke kunde taale at røre sit Hoved og var tillige saa øm i hele sit Legeme af den Mishandling, og hendes Ansigt er meget tykt og er trukken og under hendes venstre Øje, det er meget sort og blaa”.

 

Det måtte gå galt

Tjenestekarl Hans Larsen forlod stedet en 1. maj, men tydeligvis før de røde faners tid. Arbejdsgiveren havde nemlig ”voldelig overfaldet ham og misthandlet ham og tilført ham et betydeligt Saar i Hovedet med flere andre Skrammer og ophovnede Steder, så at han næsten var i en bedøvet Tilstand af det store Blodtab, og da han (Søren Ovesen) gentagne gange har truet ham med endnu værre Behandling, så så Klageren sig nødsaget til at forlade Tjenesten”.

Forligsmægleren måtte dog opgive at komme nogen vegne. I to af tilfældene blev Søren blot væk fra det møde, som han blev indkaldt til. Vi kender typen …

Når vi i det følgende skal erfare, hvor skidt det endte med at gå hovedpersonen, falder det nok lige for at tænke: Det havde han ærligt fortjent, det dumme svin.

Anders Thingvad, f. 1869, der midt i 1900-tallet skrev om Borums historie, huskede, at folk i Borum og omegn netop snakkede en del om, at det “jo” måtte gå Søren Ovesen galt, da han forstyrrede de dødes fred. Disse overtroiske folk mente at have fået ret, da hans kværulantiske, nøjeregnende, voldelige og rethaveriske livsløb ganske rigtigt endte tragisk.

Dengang var begrebet psykisk sygdom ret ukendt. Ville man i dag have føjet diagnoser til den folkelige betegnelse dumt svin? Kunne psykiatrisk indsats have forebygget det værste? Måske.

Bronzealder-området i foråret 2022. Det er den originale Borum Eshøj i højre side og Højballegårds nutidige udgave midt i billedet. Dronefoto: Michael Daugaard Nielsen.

Han begyndte med en større gård

Folketællingen i 1860 viser, at der var en forhistorie, inden Søren købte den forblæste ejendom ved Borum Eshøj i 1868. Han var først flyttet fra Skivholme til Borum 6. november 1856, og godt tre år senere ejede han Tanholm, en stor, udflyttet gård et stykke nord for landsbyen. Han var da 36 år og var gift med den seks år ældre Ane Marie. Fem tjenestefolk indgik i husstanden.

Af børnene hed Hansine på 11 år Madsen til efternavn, mens Ane Kirstine på fem år hed Sørensen. De var begge døbt i Skivholme, men Søren har altså nok kun været far til den yngste datter.

Tanholm, Stillingvej 219, var en større gård, som Søren Ovesen måtte forlade. Senere kom gården – her set fra nord i 2022 – til at spille en rolle i brandefterforskningen.

Vi kender ikke baggrunden for, at Søren Ovesen skiftede gård. Måske havde han økonomiske problemer på Tanholm. Det fik han i hvert fald.

På Højballe i 1870 bor pigerne stadig hjemme hos Søren Ovesen, der nu er blevet enkemand, og han har tre ugifte tjenestefolk i gården.

Blot otte år senere dør Søren 10. august 1878 i en alder af cirka 54 år. Stor var min overraskelse, da jeg i kirkebogen læste, at det af alle steder skete ”paa Fattegaarden i Aarhus”. Jeg besluttede derfor at følge bissens spor efter Borum Eshøj-hærværket, hvilket bragte mig til gamle domsudskrifter i Landsarkivet (nu Rigsarkivet) i Viborg.

 

Han skyldte det hele

I 1875 blev Søren Ovesen nemlig indstævnet ved Hasle m.fl. Herreders Ret i en fuldstændig banal pengesag, der hverken havde med vold, ødelæggelse af oldtidsminder, usømmelig omgang med bronzealder-lig eller andet storslemt at gøre. Næ, den handlede såmænd bare om, at han havde “glemt” at betale renter og afdrag til terminsdagen 11. december på en obligation – i dag ville man nok sige et sælgerpantebrev – på 12.000 rigsdaler. Det var blevet oprettet i 1868, da han købte  Højballegård.

Sagsøger krævede derfor det fulde beløb indfriet. En rigsdaler var i mellemtiden blevet til to kroner ved møntreformen i 1873, så det udgjorde 24.000 kroner plus påløbne renter, i alt over 25.000 kroner. En formidabel sum, der (måske) kan oversættes til fem millioner nutidskroner. Kreditoren hed i Herredsrettens officielle retskrivning Ane Hansen, for siden navneloven af 1828 skulle man faktisk bruge faste efternavne, hvilket dog først nu begyndte at slå igennem.

Vi kender hende som Ane Nielsdatter, enken efter hædersmanden Palle Hansen. Nu havde hun ham.

Ved første retsmøde 3. februar fik Søren Ovesen forelagt beviserne i form af panteobligationen og dens klare bestemmelse om, hvad der skulle ske, hvis man ikke betalte terminen. Han fik en uges frist, men på næste retsdag udeblev han, som håbløse skyldnere også tit gør i dag, “og maa saaledes antages ikke at have Noget imod Søgsmaalet at erindre”, som dommeren nok så lakonisk fik indskrevet i dombogen.

Dommen lød da også ganske logisk på, at Ovesen skulle betale det fulde beløb plus sagsomkostninger. Hvis det skete, havde Ane kun én pligt, nemlig “Udlevering i qvitteret Stand af den af ham d. 21. Januar 1868 til Gaardeier Palle Hansen i Borum for 12000 Rd  udstedte Panteobligation”. Men det skete selvfølgelig ikke.

 

Alibi for en brand

Søren Ovesen var fallit eller i hvert fald insolvent. Og så begyndte det at brænde.

I februar 1876 gik der ild i Højballegårds udbygninger, der dog blev genopført. Folk har uden tvivl tænkt deres, og forhøret af Søren Ovesen har nok ikke været venligt, men jeg finder ikke noget dokumenteret. Det kan jo også have været et tilfælde, at netop et ualmindelig dumt svin skulle rammes af en sådan ulykke. Eller – hvis man bedre kan lide den slags forklaringer – højfolkets hævn.

Brandforsikringen har nok dækket. I hvert fald blev bygningerne genopført. Men året efter var den gal igen. En februaraften nedbrændte hele Højballegård. Til alt held for Søren Ovesen havde han dog et alibi: Han var på vej hjem med toget fra Århus. Eller var han?

Højballegård, Eshøjvej 92, ser i dag fuldstændig anderledes ud end i 1800-tallet. Men den ligger på den oprindelige plads.

Foreløbig blev han sat i varetægt og afhørt flere gange. Sagsforløbet er så spændende og er så fint beskrevet i dommen, at uddrag her følger i min transskription:

 

Et arnested uden adgang

Dom i Extraretssag No 11/1877. Overretssagfører Kjer som Actor mod Gaardeier Søren Ovesen af Høiballegaard

(afsagt den 25. Juni 1877)

“Tirsdagen den 13. Februar d. A. noget efter Kl. 7 om Aftenen udbrød der Ild i Gaarden Høiballegaard i Borum Sogn tilhørende tiltalte Søren Ovesen; Eieren havde den Dag været fraværende i Aarhus og ved Ildens Udbrud havde kun hans Datter, Tjenestekarlen, Tjenestepigen og et lille Barn været tilstede paa Gaarden. Denne er beliggende omtrent ¼ Miil nordvest for Borum By paa Kammen af en Bakke og synlig i lang Afstand mod Nord, Øst og Syd. Da det var klar Luft bemærkedes Branden derfor snart, og de Omboende ilede hurtig til Brandstedet, hvor Eieren nu ogsaa kom tilstede, tidligere end nogen Anden, saa at han var i fuld Begreb med at bære ud af sit Tøi (d.v.s. udstyr), da hans nærmeste Naboer naaede Gaarden. Ilden er efter de paa Gaarden tilstedeværendes enstemmige Forklaring først bemærket i Ladens vestre Gulv, hvori der henlaa en stor Mængde Hølvspaaner og Træaffald fra Byggearbejderne forrige Sommer, idet Gaardens Udhuse i Februar 1876 vare afbrændte og i Løbet af Aaret gjenopførtes. Til dette Gulv hvori Spaanerne laa, var der ingen Adgang udvendig fra, og det var saaledes afsondret ved andre endnu ikke færdige eller benyttede Rum, at det ikke var let at bemærke hvad der fandtes deri, og at en Fremmed vanskelig kunne finde dertil i Mørke. Det var i selve Spaanerne, at Ilden var opstaaet, men den udbredte sig med saadan Hurtighed til Taget, og derfra til de 2’ med Laden sammenbyggede Udlænger, at Karlen, der havde bemærket Ilden, inden denne endnu havde taget fat i Taget, og da øieblikkelig var løbet til Stalden for at redde Kreaturerne, næppe fik Tid til at slaa Køerne løse og trække Hestene ud, idet Ilden alt havde udbredt sig til Staldlængen, og Taget paa denne begyndt at skride ned, da han trak Hestene ud. Det viste sig efter Branden, at 3 af Gaardens 10 Køer ikke vare kommen ud af Stalden og saaledes indbrændte, og en 4’ var bleven saa forbrændt, at den døde Morgen efter, og Svinene og Faarene bleve først reddede efterat Straataget var skredet ned. Da Karlen kom tilbage efterat have sluppet Hestene løs paa Marken, havde Gaardens 4 Længer alle været i Brand, og Heden og Røgen saa stærk, at der saa godt som Intet var at faae reddet, førend Bygningerne vare næsten nedbrændte. Saavel Datteren som Tienestepigen havde forladt Gaarden, saasnart de bemærkede Branden og vare med det lille Barn tyede til en Nabogaard.”

Arnestedet var altså mistænkeligt. Søren var til stede. Og kun karlen hjalp dyrene.

 

Hvis oeconomiske Stilling var mislig

“Den Omstændighed, at Ilden saaledes uomtvistelig er opstaaet inde i et til Gaarden hørende Udhuus, paa et Sted, hvor der ikke synes Mulighed for Antændelse udenfra eller af tilfældig Aarsag, hvor Ingen havde Noget at gjøre, og fremmede vanskelig kunde finde hen, naar det var mørkt, fremkaldte snart Formodning om, at Gaardens Eier, hvis hele oeconomiske Stilling var i høi Grad mislig, selv kunde være Ophavsmand til Ilden, og de Undersøgelser, der ere anstillede i Anledning af Branden, har paa Ingen Maade afkræftet en saadan Formodning. Ikke blot, at der ikke er fremkommet det mindste, som kunde forklare Ildens Opkomst paa anden Maade end ved Paasættelse, eller kunde give Anledning til at antage, at Ildspaasættelsen kunde være iværksat af nogen Gaarden uvedkommende Person; men hvad der bragtes i Erfaring om Tiltaltes Færd i den nærmeste Tid før Branden, ikke mindre end hans hele Forhold under Forhørene var af den Natur, at det ikke kunde tale til hans Fordeel. Det oplystes saaledes, at Tiltaltes faste Eiendom var behæftet omtrent til dens fulde Værdi og maaskee derover, at han desuden havde en betydelig løs Gjeld paa forskjellige Hænder og af Forskjellig Oprindelse og manglede saa fuldstændig Midler til at dække samme, at han endogsaa faa Dage efter Branden havde indgaaet Forlig om Betaling af omtrent 1000 Kroner, som han,da han savnede enhver anden Udvei, vilde tage af Assurancen for Løsøret. Fremdeles oplystes det, at det allerede i December Maaned f.A. var blevet ham tilkjendegivet af de Mænd, der i den senere Tid havde forstrakt ham med Penge, at han nu ikke kunde vente yderligere Forstrækninger, hvorved han, for at faa hvad der udkrævedes til Renteindbetalinger i Terminen, nødsagedes til at give dem uindskrænket Fuldmagt til at bortsælge hans Eiendom, og at han ogsaa efter den Tid havde søgt om Laan, navnlig til Betaling af tilbagestaaende Tiendevederlag; og endnu samme Dag som Branden indtraf, havde henvendt sig til et Par Værtshusholdere i Aarhus om Laan af mindre Beløb men uden paa nogen af disse Steder at opnaa dette.”

 

På ilmarch fra toget i Mundelstrup

Det gik altså ad Pommern til med at trylle penge frem til termin og skat, konstaterede retten. Men den mistænkelige adfærd fortsatte. Retsbogen fortæller videre, og nu skal vi med banen, der var kommet til egnen i 1862:

“Endelig er det oplyst, at Tiltalte, da han saaledes med uforrettet Sag vendte Hjem med Aftentoget til Mundelstrup Station, Strax ved Togets Ankomst der Kl 6’15’’ Aften er sprunget af og ilet foran de andre Passagerer ad Landeveien hjemefter, og at han snart havde et betydeligt Forspring foran disse, idet en Person, der havde mødt Tiltalte omtrent 800 Alen hinsiides Mundelstrup By, naaede denne By uden at støde paa de andre Personer, der vare komne til Stationen med samme Tog og gaaede samme Vei for at begive sig til Sabro. Uagtet han saaledes aabenbart havde ilet hjemefter, erklærede han strax i Forhørene, at han umulig kunde være naaet hjem inden Branden brød ud. Branden var udbrudt ikke mere end ½ Time eller høist 3 Qvarteer efter Togets Ankomst til Mundelstrup Station, og han brugte altid mindst 1 1/4 Time om Dagen og 1 ½ Time om Aftenen til at gaae denne Vei, der efter hans Formening var over 1 Miil lang. – Efter nøiagtig Opmaaling er Afstanden fra Mundelstrup Station til Høiballegaard imidlertid kun 9390 Alen eller lidt over ¾ Miil. Af en nogenlunde øvet Fodgænger maatte denne Strækning kunde tilbagelægges i mildt Frostvejr i mindre end 50 Minnutter.”

 

Tidsforløbet passer ikke

Dommeren gennemskuer altså, at Søren Ovesen har ilet hjem, men har brug for en dækhistorie om det modsatte. Derfor går retten nu i detaljer med tid og afstande.

Fra stationen til Højballegård er der 5,6 km. over markerne. Ved Tanholm, hans tidligere gård, har man tilbagelagt to tredjedele af turen, og nu går det op ad bakke. Hvordan i alverden kunne manden, der mente at skulle bruge halvanden time til hele turen, påstå, at han, da han så flammerne på afstand, kunne klare den sidste etape på seks til ni minutter? Som en moderne kriminalmand bider dommer P. Lunn sig fast i tidsforløb, der ikke stemmer. Retsbogen fortsætter:

Kort over begivenhederne 13. februar 1877. Det nymodens jernbanetog ankom med den mistænkte til Mundelstrup Station kl. 18.15. Klokken cirka 19.15 brændte Højballegård. Men tog det halvanden time at gå turen på 5,6 kilometer? Eller måske under en time?

“Forskjellige Omstændigheder vakte Formodning om, at Tiltalte havde været Gaarden langt nærmere da Ilden udbrød end af ham opgivet, og at hans Forklaring om ikke at være naaet længere længere end til Tandholm stod i Forbindelse med hans Paastand om umuligt at kunde have naaet Høiballe til den Tid, Ilden udbrød, og skulde tjene til yderligere Bestyrkelse af denne.

Det er saaledes givet, at, da Gaardeier J. Rønde Brandaftenen naaede til Fr. Vinds Gaard (Åbenhøj, Skivholmevej 26), der kun ligger 5 Minnutters Gang fra Høiballe, var der endnu ikke Ild at see ved denne og af 2 Vidner forklaret, at han (Rønde) ikke havde været mere end høist 5 Minnutter i Stuen, da de bemærkede et Lysskjær paa Vinduet, og ved at trække Gardinerne tilside saa at Høiballe stod i lys Lue. Rønde og Vind ilede strax til Brandstedet og traf da Tiltalte, allerede fuldt beskjæftiget med at bære Sengeklæder ud af Stuehuset, og hverken fra Borum eller fra noget af de paa Marken liggende spredte Huuse kom nogen til Brandstedet før efter ham, uagtet det endnu var tidlig Aften, og Ilden paa Grund af Gaardens Beliggenhed, hurtig bemærkedes.”

 

Med dommeren på løbetur

Der var altså vidner på brandstedet. Der var også vidner til Søren Ovesens udpræget hurtige gang fra stationen over Mundelstrup By til Tanholm, den strækning som han havde en interesse i at fremstille som langstrakt. En snedker Madsen fra Skjoldelev var kommet med samme tog fra Århus og gik ad samme vej (Viborgvej) frem til et bestemt hus ved Sabro, hvor han allerede var sakket 800 alen bagud for den ilsomme gårdmand.

Så var der den sidste tredjedel, som Søren havde brug for at gøre til en rask sprint. Passede det? Forhørsdommeren tog med for at undersøge påstanden:

“Tiltaltes Forsøg paa i Forhørsdommerens Overvær at tilbagelægge Strækningen fra Tandholm til Høiballe i Løb, synes ogsaa at berettige til Tvivel om at Tiltalte nogensinde tidligere har prøvet at løbe saa langt, ligesom hans idelige Gjentagelser af saadanne Ting, som at Karle kunde have bragt Ild til Spaannerne, at hans Naboer havde hængt for Vinduerne, og ikke seet Ilden det første den stak op, og at han var forpustet, da han kom til Brandstedet m.v., synes at tyde hen paa nogen Usikkerhed med Hensyn til Hovedsagen”.

 

Frifundet og blanket af

Kommet så langt i læsningen skulle man tro, at bissen, manden der havde pryglet sine ansatte, skamferet Borum Eshøj, truet en enke, snøret Oldnordisk Museum og tilsyneladende begået dobbelt forsikringssvig ved brandstiftelse, endelig kunne blive dømt. Men i 1877 som nu: Den tiltalte skal ikke bevise sin uskyld. Det er anklageren, der skal bevise hans skyld. Det kunne anklageren ikke. Motiv var der nok af. Indicierne var stærke for, at Søren Ovesen havde været til stede, da branden brød ud. Men bevises kunne det ikke, endmindre at han havde strøget tændstikken. Så dommer Lunn måtte frifinde:

Nærbillede af kvinden fra Borum Eshøj, der på et hængende hår blev reddet. Når man i dag ser fundet fint arrangeret og konserveret, er det ikke til at forstå, at Søren Ovesen og hans folk først totalt molesterede det, vendte kisten på højkant, ragede indholdet ud med en ildrager, tog metaltingene med til Århus og tilbage og endda nåede at få knogler og gravgods spredt til flere nabolandsbyer, inden sagkundskaben endelig fik hold på det enestående fund.

“Men, om den anstillede Undersøgelse, saaledes endsnarere styrker end afkræfter den i mod Tiltalte opstaaede Mistanke, og navnlig temmelig bestemt peger hen paa at han har været den brændende Gaard betydelig nærmere end han har villet give det Udseende af, saa er der dog ikke ved Undersøgelsen fremkommet nogen Kjendsgerning, der med uomtvistelig Vished viser hvor paa at Tiltalte (…) har været til Stede paa Høiballegaard paa den Tid, Ilden opkom, eller at han enten selv eller ved Andre havde paasat den, og da Tiltaltes vedholdende Paastand om at være uskyldig heri, saaledes ikke er afkræftet, vil det altsaa være at tillægge ham Frifindelse – dog efter Omstændighederne med Forpligtelse til at udrede alle af Actionen og hans Arrest lovlig flydende Omkostninger deriblandt Salairer til Actor og Defensor, hvis Sagførelse har været forsvarlig, med henholdsvis 20 Kr. og 16 Kr.

Thi kjendes for Ret:

Tiltalte Søren Ovesen af Høiballegaard, bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog har han at tilsvare alle af Actionen og hans Arrest lovlig flydende Omkostninger, heriblandt Salair til Actor Overretssagfører Kjer 20 Kr. og Defensor Procurator Knudsen 16 Kr.

At efterkomme under Adfærd efter Loven.

P. Lunn”

 

Løsladt, fallit og husvild

Frifundet – men du skal betale sagsomkostningerne, blandt andet honorar til både anklager og forsvarer. Den var vist ikke gået i dag. Men den tiltalte kunne, som vi ved, heller ikke betale, så det fik ingen praktisk betydning. Tvangsauktionen var allerede berammet, læser man i Aarhuus Stiftstidende 14.6.1877. Advokaterne Thorsen og Lund i Århus havde, som skikken var, indkaldt til to auktioner på rettens kontor og en tredje på selve gården – eller ruinen. Det foregik 26. juli.

Retsbogen oplyser helt enkelt, at der blev foretaget arrest i ejendommen.

Nu var Søren Ovesen altså både løsladt, fallit og husvild. Måske vendte han aldrig tilbage til Borum og den udbrændte gård ved siden af Borum Eshøj, men forblev i Århus. De værtshusholdere, der tidligere havde lånt ham penge, smækkede sikkert både pengekasser og hoveddøre i for ham. For at undgå sulten var der faktisk kun én dør tilbage, han kunne banke på: fattiggårdens. Et år senere var han død og blev begravet på Borum Kirkegård.

Og kommet så langt kan man vel næsten få ondt af hovedpersonen. Måske tyede han mange år før til alkohol og vold i desperation. Måske knækkede han psykisk, da hans hustru døde. Ja, måske ligger der en helt tredje og mindre usympatisk fortælling omme bag ved den, du lige har læst. Sådan er det, når kun få og skriftlige kilder står tilbage. Så det finder vi aldrig ud af.

Artiklen er først offentliggjort i årbogen Østjysk Hjemstavn 2022.

Dronningen på Borum Eshøj

Dronning Margrethe II modtages 27. august 1999 af museumsinspektør Niels H. Andersen på et af de felter, hvor der endnu er gang i udgravningerne. Til venstre for Dronningen ses yachtkaptajn Viggo Hansen fra “Dannebrog” og en adjudant. Foto: Hans Skov.

Her har vi virkelig en begivenhed af historisk format. Dronning Margrethe II besøgte Borum Eshøj 27. august 1999, hvor hun her bydes velkommen af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, Moesgård Museum.

Niels H. Andersen forestod i 1990’erne de genoptagne udgravninger på Borum Eshøj-plateauet og har ved flere lejligheder øst af sin viden også til gavn for lokalbefolkningen.

Dronningen viste sin aldrig svigtende interesse for arkæologi ved at holde sig a jour med udgravningerne i Borum, hvor forskerne i denne omgang blandt andet afdækkede resterne af et toskibet langhus fra den sene del af stenalderen.

Dronningen fik også forevist de tre rekonstruerede høje – Johannes’, Kajs og Pouls Høj kaldet, og Hendes Majestæt så indenfor i “kolortehuset”, som børnene på egnen kalder det rekonstruerede bronzealderhus, der ganske rigtigt har vægge af ler, der er æltet med komøg.

Så vides har Danmarks regent ellers ikke besøgt vort lokalområde siden 4. november 1583. Det skulle da lige være, om en konge engang gjorde holdt ved Borum Kro for at få en bid brød på en rejse til Viborg eller Randers. I 1583 overnattede kong Frederik II med sikkerhed hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum.

Amatørerne rykker ind

august1-2005-23-3-eshoejvej-92-forbedret

Længst til venstre museumsinspektør Niels H. Andersen. Længst til højre arkæolog Milert Schultz. Nummer fire fra venstre er Peder Pedersen, Borum. Bemærk nummer tre fra venstre (ukendt), der tilsyneladende stillede op til gravearbejde i hvid skjorte med butterfly!

I 1988 kom tiden til nye udgravninger af den gamle kultplads Borum Eshøj.

Nu gjaldt det nogle af de mange nedpløjede gravhøje, og som noget nyt kaldte arkæologerne denne gang på amatørerne.

Mange engagerede voksne og endda en skoleklasse fra Sabro Korsvejskolen tog fat på at vriste 3200 år gamle hemmeligheder ud af jorden, og de fleste holdt ved, selv om det var hårdt.

august2-1990-12-2b-eshoejvej-92-0001-forbedret

Peder Pedersen (t.v.), der her deltager i en registrering, er direkte efterkommer af Palle Hansen, gårdejeren der reddede Borum Eshøj fra udslettelse.

Helt oppe på Granhøj

2010-2-1-eshoejvej-790001Vi har en Eshøj, en Vindhøj, en Glamhøj og en Blankhøj her i Borum-Lyngby. De er ret kendte.

Men så kommer Baunehøj, Blakhøj, Åbenhøj, Thoushøj, Draghøj, Trehøje, Tinghøje, Kophøj, Stejlhøj, Guldhøj, Stenhøj og alle de andre navngivne bakketoppe.

Navnenes oprindelse fortaber sig ofte. Helt sikkert gælder det her, hvor vi nu står: på de toppede brosten i Granhøjgård, Eshøjvej 79. Det højst beliggende hus i lokalområdet.

Gården på Granhøj blev bygget på det yderste af Borum Bækgårds udlod ved Lading skel i 1870. De første år bar den da også navnet Bækgårdsminde. Der var bindingsværk og stråtag, og i årenes løb blev der restaureret og bygget til, indtil den store katastrofe indtraf i 1958. Da nedbrændte gården totalt. Både indbo og besætning indebrændte, så det var meget ubehageligt. De nuværende bygninger af mursten blev opført bagefter.

Dette dejlige billede er fra 1926, hvor ejerne af Granhøjgård var Kristiane og Jens Sørensen. Det er dog ikke dem, men børn og børnebørn der står på billedet sammen med gårdens stolthed, to litauiske heste. Den ældste datter, Gerda, er på besøg med sine tre drenge. Til venstre står hendes lillesøster Inga og til højre lillebror Børge, der overtog gården i 1945.

Bronzealderhus anno 1994

Rejsegildet blev holdt i sne.

Rejsegildet blev holdt i sne.

Borum Eshøj blev udgravet i 1870’erne med stort udbytte. Tre velbevarede lig fra bronzealderen dukkede frem – to mænd og en kvinde – og især deres dragter er enestående.

Igen 120 år senere tog arkæologer fat med stor omhu, men desværre knap så synlige resultater. Til gengæld skete det med stor inddragelse af lokale kræfter, skolen, amatørarkæologer og så videre. En kraftanstrengelse af de sjældne.

Både amatører og professionelle blev så bidt af forhistorien på det imponerende sted, at de besluttede at arrangere to store friluftspil og rekonstruere et bronzealderhus, som det kunne have set ud i Borum i ældre bronzealder for 3000 år siden. Her er arbejdet nået til

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

rejsegildet i 1994.

Også to af gravhøjene blev senere rekonstrueret med påkørt jord. Et hus fra stenalderen bliver vist med stolper, og kortlægningen af området fortsætter, samtidig med at der holdes mere lokale arrangementer i og omkring bronzealderhuset. Senest blev der gravet i resterne af selve Borum Eshøj i 2011.

 

Her graves professionelt

J. Magnus-Petersens detaljerige tegning af udgravningen i 1875.

I 1875 blev en af Danmarks første professionelle arkæologiske udgravninger foretaget i Borum.
Borum Eshøj rummede tre usædvanligt velbevarede lig med klæder i egekister – alt fra bronzealderen.

Fire år før havde lokale indbyggere – først og fremmest en ærkeskurk ved navn Søren Ovesen – ellers gjort, hvad de kunne for at ødelægge oldtidsminderne.
Tegningen viser den officielle registrering af udgravningen. Nationalmuseets tegner, J. Magnus-Petersen, har siddet i timevis for at udføre totalbilledet af udgravningsfeltet.

Læs hele historien om kampen om Borum Eshøj i 1800-tallet.

Videnskabeligt interesseret? Se Nationalmuseets officielle site om Borum Eshøj.

Sidste nyt fra Institut for bl. a. Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet om udgravninger i 2011

Med god sans for historisk parallel stillede medarbejdere fra Moesgård op til dette foto i 2011.

Bissen, bonden og bronzealderen

En valdig kuppel 72dpi

Så stor menes den største af højene i gruppen at have været. Bemærk den lille rest til højre. Rekonstruktion: Moesgård Museum

Hvordan Palle reddede gravhøjen ud af kløerne på Søren – og alligevel ikke lo bedst til sidst

Peter-Poulsen-6-07Af Peter Poulsen

Artikel 1 af 2 trykt første gang i Østjysk Hjemstavn 2007
– her let bearbejdet.

Artikel 2 af 2 her: Et ualmindelig dumt svin

Nogle gange skal der både en magtfuld konge og en behjertet bondemand til for at klare sig mod en begærlig voldsmand. Og kampen kan endda ende næsten uafgjort. Det handler denne historie fra 1800-tallet om.

Havde skurken vundet over helten, ville Danmark have været fattigere på viden om en af forhistoriens mest fascinerende epoker: bronzealderen.

En ubegribelig flothed

Hvert år ødelægges endnu en lille smule viden om, hvordan vore forfædre levede. Det er næsten naturens – og kulturens – gang. De arkæologiske spor nede i jordlagene forgår. Når landmænd og skovrejsere pløjer dybere og dybere, bliver muld og kulturlag rodet rundt som en lagkage i en skraldevogn. Og der bygges huse og veje som aldrig før.

Men gravhøjene har til dels været en undtagelse. For 3000 år siden dyrkede bronzealderens danskere også jorden. Men de tog sig den næsten ubegribelige flothed at skrælle græstørvene af store arealer, når der virkelig skulle sættes mindesmærker over udvalgte medborgere. Tørv for tørv blev stablet op, og det havde to effekter:

Menneskene ofrede deres produktionsgrundlag for en sag, hvis betydning vi ikke kender.

Og der blev rejst nogle høje, som ikke blot var markante, men hvor de kemiske forhold betød, at lig, kister, ja endog tøj blev bevaret i en iltfri suppe af stillestående vand lige frem til vores tid.

Hvis altså…

Uden miniskørt

I et særligt, kultisk område vest for Århus gjorde arkæologer i 1875 de vigtigste fund fra Danmarks bronzealder. Hele tre velbevarede, påklædte menneskekroppe blev det til. En ældre mand, en midaldrende kvinde og en ung mand fra omkring 1350 f.Kr.f. Især deres tøj – kapper, skørter, ja selv et hårnet, ligger i dag vel bevaret.

Havde én af dem nu været en ung kvinde, og havde hun som et fund fra Egtved båret et pikant, lille snoreskørt, ville de garanteret have været mere kendte uden for fagfolks kreds.

Men det var på et hængende hår, at de enestående fund blev reddet fra en næsten systematisk ødelæggelse i et drama over mere end 20 år i 1800-tallet.

Iværksættertypen Palle

 104 meter over havet knejser toppen af bakkedraget Højballe. Et

Der har været et mylder af høje. Det er kommunevejen Bakkevej/Eshøjvej, der går fra øverste venstre til nederste højre hjørne. Øverst t.h. Viborgvej (Rute 26).

åbent og ret øde sted, hvor der endnu i dag er en milevid udsigt lige til Mols, Jelshøj og søhøjlandet ved Ry. På dette pragtfulde sted byggede bronzealderens folk omkring 40 gravhøje. Ja, virkelig byggede.

Øverst oppe stod den ni meter høje og hele 38 meter brede Borum Eshøj omgivet af en stensætning.

60 meter længere nede og et par kilometer mod syd ligger landsbyen Borum, og midt i den residerede bonden Palle Hansen i 1851 på Bækgården.

En dynamisk erhvervsmand på 30 år, ville man sige i dag. Allerede patriark i en husstand, der med tiden kom op på 17 personer, heraf 10 ansatte. En iværksættertype, der anlagde teglværk og vindmølle og eksporterede heste og kreaturer. Men også en åndeligt vakt sjæl, en bonde der var påvirket af den gryende grundtvigske bevægelse og blev personlig ven med en af dennes vigtigste produktudviklere, højskolemanden og foregangsmanden i Den jyske Folkeforening Lars Bjørnbak (1824-78) fra Viby.

Palle Hansen. Maleri.

Palle Hansen. Maleri.

Bonden tager på slottet

Bjørnbakkeren Palle i den stråtækte gård over for landsbykirken ejede et stort areal, og det var helt i tidens ånd, at han udstykkede en lod oppe i udmarken, byggede gården Højballegård og solgte den.

Men da han allerede året efter opdagede, at en smart vej-entreprenør systematisk gik i gang med at køre sten væk og dermed bid for bid fjerne forfædrenes spor fra den vældige høj, tog han affære. Personligt fik han den fredet ved i 1853 at rejse over til kongen i det dengang meget fjerne København og slå alarm.

Det var langt mindre almindeligt. Men det virkede.

Borum Eshøj skulle “conserveres for Eftertiden”, fastslog den arkæologisk interesserede kong Frederik VII (Margrethe har det ikke fra fremmede), og så gav Indenrigsministeriet ordre til amtets vejfolk om at holde nallerne væk.

En senere beundrer, landstingsmand Rasmus Nielsen, skrev i 1949 i Østjysk Hjemstavn, at initiativet “viste Bondemandens rørende Omhu for at bevare et af Danmarks anseeligste Oldtidsminder, og man faar den dybeste Respekt og Ærbødighed for Palle Hansens enestående indsats”.

Kongen fik også et godt indtryk. Måske hjalp det, at Palle medbragte to bronzesværd fra højen som gaver – og et bevis på, at her nok var mere at komme efter.

Under alle omstændigheder passede Palles uimponerede handling perfekt til den bjørnbakske bevægelses slogan: “Kundskab er magt, uvidenhed er trældom”.

Den nordlige bækgård i Borum, Borum Byvej 12, i 2007.

Voldsmanden Søren

Søren Ovesen var tre år yngre end Palle. Han var også landmand i Borum, men på en noget anden måde.

I Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne kan man læse hele tre voldsanmeldelser mod ham fra tjenestefolk i 1860’erne og 1870’erne.

Johane Marie Bryggebusck var for eksempel “bleven mishandlet (af Søren, pp) med flere Stød og Skub med at tage hende fat i Halsen og Brystet og støde hende fra et Sted til et andet”, og det skete flere gange. Da hun i et af tilfældene flygtede ud over marken “indrendte han hende igen i sine Strømpefødder og gendte hende tilbage med Hug og Stød, indtil hun kom i Gården. Da ville han tvinge hende til at malke. Det var hende ganske umuligt at kunne efter denne Mishandling”.

Højballegård, Eshøjvej 92, i dag.

Højballegård, Eshøjvej 92, i 2007.

Tjenestekarl Hans Larsen forlod stedet en 1. maj, men tydeligvis før de røde faners tid. Arbejdsgiveren havde nemlig “voldelig overfaldet ham og misthandlet ham og tilført ham et betydeligt Sår i Hovedet med flere andre Skrammer og ophovnede Steder, så at han næsten var i en bedøvet Tilstand af det store Blodtab, og da han gentagne gange har truet ham med endnu værre Behandling, så så Klageren sig nødsaget til at forlade Tjenesten”.

Sogneforstanderskabets såkaldte forligsmægler – forløberen for vor tids mediator – måtte dog i alle tre tilfælde opgive sagen. I to af tilfældene blev Søren blot væk fra mødet. Vi kender typen…

“Med enestaaende Raahed”

Skæbnen vil, at Søren Ovesen blev ejer af Højballegård, og driftig var han også. Landevejen Århus-Viborg gik på dette tidspunkt stadigvæk lige forbi højen, idet den fra Mundelstrup gik via Borum til Lading. Der var god brug for sten til de evige Jens Vejmænds slid med at slå skærver og fylde huller. Så Søren tog straks fat med at sælge fra.

Hvad mere var: Længere inde i højen viste jorden sig at være den sorteste muld. Fed og næsten som gødning, blev den beskrevet. Det virkede som et mirakel og i hvert fald en stor fristelse. Så den humus, som kollegerne 3000 år før havde samlet ved møjsommeligt at stable græstørv på græstørv, tog Søren fat på at sprede ud over de forpinte jorder. Undervejs stødte hans folk på en egetræskiste. En træstamme, troede de først.

Vognene kørte hen over den, og da man kom længere ned i lagene, og stammen viste sig at være hul, ja da ragede arbejdsfolkene indholdet ud. Det blev spredt for alle vinde. Kraniet blev blandt andet flere år senere fundet i nabolandsbyen Lading. Hår og tænder endte i Skjoldelev yderligere et par kilometer væk.

“En enestaaende Raahed”, skrev museumsinspektør H. C. Broholm 80 år senere om “udgravningen” i 1871 af den midaldrende kvindes grav.

Et af fundene fra 1875 i nutidig konservering og udstilling.

Der lå også metal, og så var Søren på pletten. Han troede, at det var guld og tog det med til en forhandler i Århus, der dog måtte skuffe med, at det “kun” var 3000 år gammel bronze. Guldsmeden henviste til den lokale, forhistoriske sagkundskab.

En smutter i tingbogen

Men hør, var højene ikke udtrykkelig blevet fredet?

Jo, og endda længe før selve begrebet fredning kom ind i lovgivningen. Men måske netop derfor var der sket en smutter.

Nok havde Hasle Herreds Ret i 1854 skrevet det kongelige dekret ind i forpagter Christian Thomsens skøde med håndskrevne, gotiske bogstaver. Men så blev der handlet et par gange, og da Søren kom til fadet, var de sjældne ord, der indskrænkede den ellers så ukrænkelige ejendomsret, lige så stille løbet tilbage i blækhuset.

Fredningen var reelt ophævet.

Så Aarhuus Stiftstidende, der skrev et par nyhedsartikler om “et antiqvarisk Fund af overordentlig stor Interesse”, havde principielt ret, da man beskrev Sørens “Velvillie” ved at stille (resterne af) fundet til rådighed for “den herværende antiqvariske Samling”, altså forløberen for Moesgård Museum i Århus.

Palle døde i sommeren 1874. Af ærgrelse, må man næsten tro. Men også to måneder efter en sølvbryllupsfest, hvor lokale, stormænd og “bjørnbakkere” havde hyldet ham og fru Ane Nielsdatter.

Det bedste forsvar er…

Ane Nielsdatter. Maleri.

Ane Nielsdatter. Maleri.

Nu blev det Ane mod Søren. Og snart – skulle det vise sig – Søren mod Ane. For da parret – sikkert hjulpet af “antiqvarikerne” i Århus – havde fortsat med at fremture om fredning, brugte Søren den gamle taktik: det bedste forsvar er et angreb. Sejrssikkert sagsøgte han enken.

Hun blev så bange, at hun skrev til København og bad om, at højen ikke blev fredet. Ane tilbød endda at lægge 300 kroner – i dag cirka 60.000 kroner – på bordet, så “Direktionen for de Antikvariske Mindesmærker” (rigsantikvaren) kunne grave ud og holde Søren skadesløs for det.

Konflikten endte uafgjort, for nu var centraladministrationen vågnet for anden gang. Professor Conrad Engelhardt fra “Oldnordisk Museum” – det hed det virkelig – skrev til Søren, forhandlede med ham og fik – mod gode penge fra både staten og enken – en aftale. Nu kunne der endelig foretages en professionel udgravning.

Hvilket skete i 1875, hvor nyheden om de sensationelle fund gik over landet som et velkomment sus i en nyvakt, nationalistisk epoke. Lige fra hovedstadens Illustreret Tidende, der bragte en farvelagt tegning af sceneriet, til Himmerlands-forfatteren Johannes V. Jensen, der kvad storladent i digtet Manden i Kisten – blandt andet sådan:

“Slægter kommer, Slægter forgaar.
Højen stod vel tre Tusinde Aar”

Rekonstrueret oldtid

Også videnskabens metoder forbedres. I 1990’erne tog Moesgård Museum fat på at grave igen. Ikke i resterne af selve Borum Eshøj, men i nogle af de andre høje, der kun kunne anes som små forhøjninger i marken.

Denne gang stod det på i flere år under ledelse af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, der generøst øste af sin viden til den interesserede lokalbefolkning.

Talrige arkæologer, studerende og frivillige hjælpere var i gang, der blev opført friluftspil, bygget hus-rekonstruktioner og endelig ligefrem læsset jord op, så der atter står et par “gravhøje” øverst på bakkedraget.

Men fund var det småt med. Nu er næsten alt virkelig væk, hvilket en sidste udgravning af hovedhøjen bekræftede i 2011.

Trættekær til det sidste

Og Søren, voldsmanden og danefæ-ødelæggeren, der endte med at få betaling for kost og logi, leje af jord, ja endog for metalværdien af nogle guldgenstande?

Jo, da udgravningen i 1875 var ovre, og både fundene og Engelhardt forsigtigt var skibet til København, sendte han minsandten yderligere en regning:

Fra Højballegård i Borum til etatsråd Worsaae på Nationalmuseet lød det nok så trættekært, at “dersom de ikke betaler mig mine Penge senest 1. December dette Aar, bliver de sagsøgt, da enhver Jurist tilstaard, at de ikke kan undgaa at betale mig mine Penge”.

Der fulgte en oversigt komplet med priser for havre og byg tillagt renter.

Så måtte Engelhardt over og smile til Søren igen. Og inden han kunne tage hjem, var han gået på forlig, og statskassen blevet yderligere 200 kroner fattigere.

Søren døde 10. august 1878. Stor var min overraskelse, da jeg i kirkebogen læste, at det af alle steder skete “paa Fattegaarden i Aarhus”.

Indtil videre har vi kun delvist fundet ud af, hvorfor det kværulantiske, voldelige og rethaveriske livsløb endte på fattiggården i købstaden. Skal vi gætte på alkohol? Var der noget med et pantebrev og en brandstiftelse?

Fortsættelse kan følge.

__________________________________________________________________________________

Kilder: Arkivalier:
Folketælling 1860
Protokol for forligsmægleren for Borum og Lyngby Sogne 1854-
Kirkebog for Borum Sogn

Artikler:
Østjysk Hjemstavn 1949: To artikler af museumsinspektør H. C. Broholm og landstingsmand Rasmus Nielsen.
Aarhuus Stiftstidende 17. april og 3. maj 1871
Illustreret Tidende 15. oktober 1876
Illustreret Tidende (ny udgave) november 1992
Moesgård Museums hjemmeside 2006-2007

Bøger:
Vilhelm Boye: Fund af Egekister fra Bronzealderen i Danmark, kapitel X (København 1896, Højbjerg 1986)
P. V. Glob: Højfolket (København 1970)
J. Magnus-Petersen (tegner, Nationalmuseet): Minder fra min Virksomhed paa Arkæologiens Omraade fra 1845 til 1908 (København, 1909)
Jørgen Jensen: Bronzealderen bd. 2 (København 1979)
Johannes V. Jensen: Manden i Kisten – i Digte 1901-1941

En stor tak til museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum.

Udflugt til Borum Eshøj arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv 2006. Manden i midten er museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum. I baggrunden til højre rekonstrueret bronzealderhus.

Udflugt til Borum Eshøj arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv 2006. Manden i midten er museumsinspektør Niels H. Andersen, Moesgård Museum. I baggrunden til højre rekonstrueret bronzealderhus.

Når kæmperne slog huller i jorden

Sagn og myter om Borum Eshøj og omegn

Af Peter Poulsen

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj - her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj – her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Er det virkelig sandt, at en kæmpe engang boede på Borum Eshøj og dukkede sig for en flyvende hammer, så hammeren slog det hul, hvor Lading Sø nu ligger? Ja, selvfølgelig! Den historie kender hvert barn i Borum og omegn.

Så det må uden tvivl være rigtigt…

Men har du også hørt om kæmpen i Borum, der slog hullet til Geding Sø? Eller om hvordan der kom syv bøgetræer i Vind Skov? Eller om kæmpestenen i Storring?

Kedeligt eller spændende

Masser af spændende teorier forklarer, hvordan landskabet i egnen omkring Borum-Lyngby har fået sin form.

Nåja, og så er der selvfølgelig også den kedelige om istiden, morænebakkerne og smeltevandet. Altså den der passer.

Her giver vi ordet til August F. Schmidt, Brabrand, der i 1960 udgav “Fra Aarhusegnens gamle landsbyer”. Han bygger heri rigt videre på folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen, der i årene omkring 1900 udgav adskillige bind om sagn og fortællinger.

Vi gengiver her Schmidt med hans egen stavning og tegnsætning.

Sagn om store Sten

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

“Det var nærliggende for et Bondefolk som det danske at spekulere over, hvorledes alle de store Sten var kommet til at ligge spredt om i Landskabet og ved Kysterne. Nu véd vi, at Kæmpestenene i Istiden for 15-20.000 Aar siden blev ført til Danmark med Isen fra Sverrig og Norge, men herom kunde gamle Tiders Mennesker ikke have nogen Kundskab. Derfor gav de en Forklaring, der havde sin Forudsætning i den Forestillingsverden, de levede i og ansaa for rigtig.
De tænkte sig, at de store Sten var kastet til deres Pladser af Kæmper og Trolde med uhyre Kræfter. Denne Anskuelse har været husket ned gennem Tiderne, saa man i vore Dage har kunnet optegne Sagn herom i alle Egne af Danmark.
Ogsaa ved Hjælp af andre Sagn har man søgt at forklare nogle særegne Stens Tilstedeværelse. Dette ser vi i Sagnet om “Sandemændene” (antagelig nogle Bautasten) i Harlev Sogn. Sagnet om denne Stengruppe er meddelt i Kapitlet: “Mensvoren Jord”.
Kæmpen tømte sin træsko

Fra gammel Tid har Sagnene trukket deres Spind om den vældige Borum Æshøj (Borum S., Framlev H.), hvori der Aar 1875 blev gjort betydningsfulde Oldtidsfund. Et Sagn fortæller, at Højen var dannet af en Kæmpe, der fik Højen opdynget af den Jord, der fandtes i hans Træsko.
En kæmpe, der boede i Højen, slog med Kølle efter en Kollega i Hasle Høj. Han slog fejl og slog derved det Hul, der frembragte Brabrand Sø. Da han slog om, fremkom Gjeding Sø.
Den anden Kæmpe kastede i sin Styrke for langt, hans Kølle fór over Borum Æshøj, skilte den ad med Skaftet af sin Kølle, der fløj længere vestpaa og slog den Fordybning, som nu er Lading Sø.
En anden Sagnoptegnelse meddeler, at Bjærgmanden i en Høj ved Hasle blev budt til Barsel hos Bjærgmanden i Borum Æshøj, hvor han skulde være Fadder. Da imidlertid hans Kone blev syg, kunde han ikke komme. For dog ikke at undlade at give Faddergaven, en Guldhammer, gik han op paa en Høj for at smide den af Skaftet, og den fløj mere til Nordvest og faldt i en Lavning ved Mundelstrup og frembragte derved Gjeding Sø, men Skaftet kom godt nok til Borum Æshøj uden dog at efterlade sig noget Spor.

De syv bøgetræer
Der var en Bjærgmand i Hasle Høj, og der var én i Borum Æshøj. Han i Hasle Høj havde en Kølle, de kaldte en Stridskølle, og Skaftet paa den var kilet med Bøg. Saa kom de i Træde (op at skændes, pp), og ham med Køllen vilde slaa den anden ihjel. Han kylte den ogsaa efter Højen, men den faldt i en Mose Nordøst for Borum. Det var lige i Kanten af Mosen ved Vind Skov, og idet den faldt, gav det saadant et Stød, at Kilerne sprang af, og saa sprang der syv Bøge op fra dem.
Der er ikke flere Bøge i den Skov end de syv. Der var alligevel saadan Kraft fra Stridskøllen, at den straks sprang op igen, og saa blev den ved at flyve videre. Endelige slog den det Hul, som kaldeds Lading Sø, og der ligger Køllen endnu, det gælder blot om, at den kan findes.
Vi har her en særlig Form af et Kæmpesagn. Vind Skov, der nævnes i Optegnelsen, findes Nordøst for Borum.

Trolden i Skivholme
Lærer N. Ø. Lassen, Gjeding, fortæller i Historisk Aarbog for Aarhus Stift 1909, 110, at der boede en Trold under Trolleborg (Skivholme Skov). Han kom i Strid med Trolden i Borum Æshøj, og i sin Vrede kastede Æshøj-Trolden en mægtig Hammer over mod Trolleborg, men Hammeren gik af Skaftet, og det slog det lange Hul, hvori Skivholme By nu ligger. Hammerhovedet naaede lige forbi Trolleborg og slog det dybe Hul, hvor Lading Sø nu findes.

Godkendt af myndighederne
Et andet Sagn beretter, at i Borum Æshøj laa Kæmpen Boris begravet. En Kæmpe herfra vilde slaa Spiret af Store-Ring Kirke ned med en Sten, men den faldt paa Skovby Mark. Dette Sagn henholdt Borum-Lyngby Sogneforstanderskab sig til i en Udtalelse af 4. Oktbr. 1853, som det blev afæsket vedrørende Borum Æshøj. Heri nævnes, at Prins Buris skal være begravet i Æshøj. Denne Prins levede som bekendt paa Valdemar den Stores Tid. 
Som man kan se, har Almuen (det var nu præsten, pp) førhen anstillet visse Betragtninger vedrørende den store Oldtidshøj med det kostelige Indhold. Fra dens Top har man antagelig kunnet se de fleste af de Lokaliteter (Søer, Høje, Kirker), der omtales i Sagnene.

Flere kæmpestenkast
En Sten paa Rammel Aas (Stjær Sogn, Framlev Herred) er kastet efter Mjesing Kirketaarn af den Kæmpe, der byggede Storring Kirke. I Stenen er Mærke af fem Fingre. Nu er den ”kommen væk, der var flere Hundrede Læs i den, … a har set Stenen flere Gange. Det maa have været en Mand, der havde Kræfter,” fortalte E. Tang Kristensens Meddeler, Niels Pedersen, Stjær. En Sten Sydøst for Kolt Kirke er kastet efter Spiret paa denne Kirke fra Borum Æshøj.
Der var mange Læs i Stenen, der blev sprængt 1879. En anden Optegnelse fortæller, at Stenen er kastet efter Kirken af en Trold ved Odder. Han slyngede Stenen i sit Strømpebaand. Stenen er for længst slaaet i Stykker og brugt til Bygningsmateriale. En Sten paa Skovby Mark (Framlev H.) er kastet efter Spiret paa Storring Kirke af en Kæmpe, der stod paa Borum Æshøj og prøvede Kræfter med en anden Kæmpe, der kastede Sten efter Koldt Kirke.
Som man vil have set i Kæmpekastsagnene, indeholder disse ogsaa primitive Forklaringer paa, hvorledes Aarhusegnenes Søer er fremstaaet. De vældige Stens Fald mod Jorden har skabt de Fordybninger, der blev til Søerne ved Brabrand, Gjeding og Lading. (…)

I udsigten fra Jelshøj ved Holme
En Sten ( Borum S., Framlev H.) mellem Borum Æshøj og Lyngballegaard har Svend Felding kunnet løfte op i stive Arme, da han fik en Styrkedrik af en Bjærgmandspige.
(…)
I en Optegnelse fra 1854 ved M. V. Fausbøll meddeles, at Bønder i Holme paa Spørgsmaal om, hvad de ved om Jelshøjene i Holme Sogn, fortæller, at der ligger tre Konger begravede under den største af Jelshøjene, og at den gamle Degn i Maarslet, ”som nu er død, skal have haft en Bog, hvori han kunde læse om dem”. Bogen, hvori han læste om Jelshøj, er maaske Thiele 1819, II, S. 64, eller Thiele 1843, II, S. 228 ff, heri er et Svend Felding Sagn om Kamp mellem Bjærgtrolden i Jelshøj og ham i Borum Æshøj.
Fra Jelshøj er en usædvanlig stor og skøn Udsigt over hele Aarhusegnen. I Thieles ovennævnte Sagnværk (2. Udgave, 1843) findes bl.a. følgende om Svend Felding:

Kæmpen Svend Felding
Han var en drabelig Kæmpe, barnefødt i Falling, Hads Herred. I lang Tid tjente han paa Gaarden Aakær ved Falling, og saasom Vejen var usikker formedelst Trolde og underjordiske, hvilke havde Fjendskab med alt Kristenfolk, saa paatog han sig at være Brevdrager.
Som han engang gik på Vejen, kom Trolden fra Jelshøj paa Holme Mark til ham og begærede, at han skulde staa ham bi i en Kamp med Bjærgtrolden fra Borum Æshøj. Dertil erklærede Svend Felding sig villig og mente sig dertil stærk og dygtig nok. Og for at forsøge hans Kræfter, rakte Trolden ham en vældig Jernstang, at han dermed skulde vise sin Styrke. Men han mægtede ikke at løfte den, ihvor stærk han end var. Trolden rakte ham da et Horn, sigende, at han skulde drikke deraf. Og da han havde drukket lidet, kunde han løfte Stangen, og da han atter havde drukket, var det ham end lettere, men da han havde udtømt Hornet, mægtede han at svinge Stangen, og fik han da af Trolden at vide, at han nu havde 12 Mænds Styrke. Da lavede han sig til at gaa i Strid med den saakaldte ”Bjærgmands Trold”, og blev det ham da sagt, at han paa Vejen skulde møde en rød og en sort Tyr, af hvilke han skulde angribe den sorte og af al Magt drive den fra den røde Tyr. Dette gjorde han, som det var ham sagt, og erfoer han da, efterat Arbejdet var vel bestaaet, at den sorte Tyr var Trolden fra Borum Æshøj, den røde derimod selve Trolden fra Jels Høj, af hvem han da til Tak og Belønning fik til fremdeles Brug de tolv Mænds Styrke, dog med den Betingelse, at om han nogensinde aabenbarede for noget, hvorlunde havde faaet slige Kræfter, da skulde han til Straf ogsaa faa Madlyst for tolv.

Ellepigens drikkehorn
Andre fortæller, at Svend Felding tjente som Smaadreng paa Sjelle Skovgaard (Sjelle S., Framlev H.), og at det engang hændte sig, da han i Ærinde skulde ride til Ristrup, at det blev Aften, inden han naaede hjem igen. Da han kom forbi Borum Æshøj, blev han Ellepigerne vaer, de dansede uafladelig rundt om Hesten. En af disse Piger gik da hen til ham, rakte ham et prægtigt Drikkehorn og befalede ham at drikke. Svend tog vel imod Hornet, men saasom han havde liden Tro til, hvad der var i, slog han det bagud over sig, saa det faldt paa Hestens Bag og tog Haarene bort. Men han holdt Hornet fast i Haanden, gav Hesten af Sporen og red skyndeligt derfra. Da fulgte Ellepigen efter, indtil han var kommen til Trigebrands Mølle, og red han da der over rindende Vand, over hvilket Ellefolket ikke kan følge: Derfor bad Ellepigen indstændigt Svend Felding, at han skulde give hende Hornet tilbage, lovende ham til Belønning tolv Mænds Styrke, og paa dette Tilsagn gav han hende Hornet og fik, hvad hun havde lovet ham. Men han kom derved helt ofte i Forlegenhed, efterdi han tillige havde faaet Madlyst for tolv. Da han samme Dags Aften var kommen hjem, skulde Folkene just have deres Juleøl. Og efterdi de vilde have Svend til Bedste, sendte de ham ned at hente Øllet, sigende: ”Svend! gaa du og hent os vort Øl, saa drikke vi ikke mere i Jule

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

n.” Svend tav og gik, men kom saa tilbage med en Tønde i hver Haand og en under hver Arm.

Øllebrød i litervis

I et Sagn hos Evald Tang Kristensen fortælles det, at Svend Felding tjente paa Lyngballegaard. Han fik af den forfølgende Bjærgkvinde fra Borum Æshøj ti Karles Styrke som Betaling for at levere Guldbægeret tilbage til hende. Paa Lyngballegaard havde de en stor Dovregryde til ham, den blev kaldt Svend Feldings Dovregryde. “Den blev der i mange Aar, men da Gaarden brændte, kom den nok hen”. Paa Sjelle Skovgaard, det nuværende Vedelslund, skulde man o. 1760 have “Svend Feldings Øllebrødspotte”, den holdt en Fjerdings (1 fjerdingkar = 4,35 liter, pp) Maal?.

20.12.2008
Peter Poulsen