Borum-tur i tiden 1956 – ca. 1966

Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Den halve by rundt, set med barneøjne

På opfordring af dameklubben i Borum fortalte jeg 4/5-2017 om steder i byen, mens vi gik rundt. Det er her skrevet ud, så det forhåbentlig kan læses, uden at jeg peger imens.

 

Af Birgit Sørensen
Langelinie 63

1956: Født i Borum

Jeg er født i Borum. Min mor, Inger, født Olsen, var også født i Borum, og min far, Niels Henning Dremstrup Hansen, var fra Mundelstrup.

De boede til leje hos Jens Back, Bysvinget 6, da jeg kom til verden.

Mor var 25 og min far 24 år. Mor var hjemmegående efter giftermålet, havde før da arbejdet som sygehjælper på Sabro Alderdomshjem. Og min far var på det tidspunkt lastbilschauffør. Han arbejdede hos et af byens vognmandsfirmaer: Thorvald Olsen (mors farbror), Langelinie 55 (Henrik Søgaard)

Mors kusine og mand, Aksel og Tove, havde også vognmandsfirma (Langelinie 39)

Mors søster og mand + 3 børn boede i forsamlingshuset. Det var Ella og Ove Christensen, med deres børn, Kurt, Ulla og Jette. I 1958 byggede de dog hus på den nuværende adresse Borum Landevej 20.

Min mors forældre, Agnes og Jens Henrik Olsen, boede i huset ved kirken, nedad mod byen. Det hedder nu Borum Byvej 8

Jeg blev født den 24/6-56. Dengang var det hjemmefødsler. Den lokale jordemoder cyklede rundt, og denne weekend havde hun travlt…. Hun havde 3 fødsler denne weekend. Nummer 1, der kom til verden, var i det nederste hus på Møllevejen inden broen (Borum Møllevej 5), en pige (Marianne). Længere oppe ad Møllevejen (nr 15), en dreng, (Hans Christian, bor nu i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 11) den 23/6, og så ved Jens Back mig den 24/6.

De to første fødsler forløb fint, men hos min mor opstod der komplikationer. Moderkagen var gået i stykker, lægen blev kontaktet, og vi blev sendt med ambulance til Århus.

 

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange detaljer.

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange fine detaljer.

Hos Back

Vi boede altså til leje hos Back.

Lejligheden i den vestlige ende af huset rummede en stue, et soveværelse, køkken og en lille gang.

Der var en lille kakkelovn i stuen der varmede hele lejligheden op. Das var i udhuset, fint bag en karlekammerskabs-dør, og bagerst i skuret var vaskehuset med en gruekedel.

Vi hentede koldt vand ved håndpumpen ude foran huset.

Foran huset var der en lille græsplæne og et dejligt æbletræ. Urtehave på husets sydside, hvor vi dyrkede grønsager.

Vi havde intet køleskab, men ude i haven gravede far nogle cement-brøndringe ned, og ned i hullet kom flaskemælken. Jeg kan huske hvor dejligt det var at få et glas koldt mælk – lige fra den primitive køleskabsanordning.

 

Back

Jens Back var en lille mand med en stor pukkel på ryggen. Back boede i den anden ende af huset. Denne lejlighed var endnu mindre end vores. Jens Back var en vellidt mand. Han arbejdede med forefaldende arbejde. Var hjælper hos købmand Kjær, Borum Byvej 16, indsamlede til Julens Glæder og sygekassen. Var medhjælper ved det kommunale vejvæsen, satte bl.a. sneskærme op. Han hjalp også mølleren, der arbejdede ved Kjær, med at male korn.

De små husmænd kunne få opbevaret deres korn og senere komme og få det malet.

Jens Back kom rundt til rigtig mange af byens borgere. Han spiste mange steder og havde mange faste traditioner. Hos vores familie fik han altid søndagsrundstykker, hver eneste søndag, og han var med til frokost 1. juledag indtil han døde i 1980. Ved oprydningen efter hans død fandt man alle de kommunale lønposer – mange uåbnet. Back havde bare åbnet en pose, når han skulle bruge penge.

Han var en vellidt mand, en særling i byen. Han gemte alt, og der var mange stabler af alt muligt. Var yderst nøjsom.

Hvis der var brug for barnepasning en aften, kom Back ind og hørte efter mig, medens vi boede i lejligheden.

Byen havde et frosthus på nuværende Borum Møllevej 31 (Nicolaj og Anni Bøgelund). Der kunne man leje et frostrum. Her hentede vi det frosne kød. Det var især spændende at få lov til at komme med ind i frosthuset om sommeren, at mærke frosten og se al rimfrosten og rimånden, for så igen at komme ud i varmen.

Børnepasning også af kusinerne og faster. Mine kusiner Jette og Ulla, der boede i forsamlingshuset, kom og legede med mig. Min faster Gerda, 17 år, boede til leje hos Karl og Marie Nielsen i den gamle mejeribolig, ved siden af forsamlingshuset, nu Hans Christian Sørensen, Borum Byvej 11.

 

Købmand Kjær

Købmandsgården, Borum Byvej 16, hvor der senere blev kollektiv. Der var der en lille bagvej ned, hvor jeg kunne gå, og jeg fik lov til at hente småting til mor. Om sommeren var der hele vejen ned blomstrende geoginer i alle farver. Det var et eventyr at gå en sommerdag mellem alle blomsterne. I den lille bolig mellem bageren (Borum Byvej 14) og købmanden boede fru Kjærs gamle far, Damborg. Det var ham, der holdt hele urtehaven samt prydhaven. Han var en gammel, gammel mand, der ikke talte til børn, jeg var lidt bange for ham.

 

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie.

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie og naboer.

Naboerne

Dagmar Lindgård, gammel elskelig dame, boede i det første hus, set fra Jens Backs hus (Bysvinget 8). Der fik jeg tit en leverpostejmad og saftevand og sad og hyggesnakkede på den gamle slagbænk. Hyggeligt køkken med en flot tallerkenrække. Lige uden for havedøren var der en stor, grøn aspargesplante, og jeg elskede at spise de grønne stængler, og senere betragte den fjerlette plante.

Kan også huske, at jeg sommetider sov til middag hos hende.

I det næste hus (de to var ikke bygget sammen på det tidspunkt ), Bysvinget 10, boede Katrine og Regnar og deres søn John. Der var også en storesøster, Lone. Men jeg legede kun med John.

Vi kunne rigtig blive enige om at pumpe vand op med håndpumpen og lave smatkager, og pynte dem med bellis.

Regnar havde åbenbart begået underslæb i en vognmandsforretning, og måtte ind og sidde. Så Katrine var alene med børnene. Katrine var en festlig kone. Altid i godt humør. Jeg har arvet den hurtigste og lækreste kringleopskrift fra hende.

 

Fællesvask

På den tid, var det muligt at leje en elektrisk vaskemaskine. Vi lejede den hos købmand Kjær. Man bookede en aftale om, hvilken dag maskinen var til rådighed. Og købmanden kom trillende med den. Det var en lille, smart sag, med en vrider på, til at presse vandet ud af tøjet, en lille Ferm. Så skulle der vaskes. Kogevask i gruekedlen og resten i Fermen.

Nabokonen, Katrine, og mor lavede på et tidspunkt en bytteaftale, således at de skiftedes til at vaske, men vaskede så for begge husholdninger. Det gik så, lige indtil en dag da far kom cyklende hjem, og Katrine råbte ham an, at hun gerne ville have hans skjorte med til vask.

Det blev for meget for far, og efter den tid vaskede de hver især for sig selv.

Nede ad vejen (i Frank Bredahls hus, Bysvinget 4) boede der 2 gamle mænd ( 60-65 år!) De var brødre, Peter og Magnus Pallesen. Dem besøgte jeg også tit, når jeg var heldig at få lov til at hente mælken.

Mælken blev leveret af mælkemanden, og den blev stillet nede ved vejen. Det var de gamle, hvide flasker med de flotte aluminiumskapsler i forskellige farver. Kapslerne var så spændende, og der var næsten altid stukket en finger igennem, inden jeg nåede hjem med flasken. Dengang var det den lokale mælkemand, Tage Nielsen (i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 15) og hans medhjælper, Ib, som vi alle kender, der kørte rundt. Først med hestevogn, og siden i bil.

 

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Danseskole

Omkring 1959 var en ung danselærer til fest i Borum Forsamlingshus. Der fik han en idé og fik en dialog i gang med min moster Ella, der bestyrede huset og lavede mad til festerne, at det kunne være spændende at tage rundt i Århus’ opland og lære børnene at danse. Hvad hun mente om det. Han var ung og havde så meget lyst til at prøve det af, at hun gik med til at lave en aftale. Så således startede danseinstituttet Brøgger. Der gik jeg til dans, fra jeg var 4 år sammen med alle byens børn. Hver dansesæson blev afsluttet med et afdansningsbal, hvor alle forældre kom og så på. Det var så spændende og stort, når vi lavede fælles indmarch.

 

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum.

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum. Vi kan navngive en meget stor del af de stærkt koncentrerede børn på dette foto fra 1960

 

 

 

 

 

 

 

 

Søndagsskole

Da jeg blev 5 år, fik jeg lov til at komme i søndagsskole. Det var hos Marie Møller, der hvor Peter Ekman bor, Bysvinget 1. Det varede en times tid, og jeg syntes, at det var spændende at få fortalt historier om Adam og Eva og jordens skabelse.

 

Søskende

I 1960 kom min lillesøster, Bente, til verden i Back hus, og i 1966 blev Ulla født på Bysvinget 11, som vi mellemtiden var flyttet til.

 

Julle Rishøj og Åge Rishøj (boede i Lars og Lones hus, Bysvinget 12 og før da på Langelinie 62).

Rishøj var handelsmand. Han gik altid med en hvid kittel og en stor cigar i munden.

Julle var en festlig dame, tog ud og spillede til fester og gav privat undervisning på det flotte flygel, der stod så majestætisk i stuen, bl.a. for byens lidt ældre børn. Det var altid spændende at gå forbi ude på vejen, når verandadørene var åbne om sommeren, og musikken strømmede ud.

Deres svigersøn og datter Poul Erik og Birgit og deres 3 børn, Birthe, Finn og Niels, legede jeg tit med, når de var på besøg hos Julle og Rishøj, i deres skønne store have. (De boede selv i Rishøjs tidligere gård, hvor Jan og Gitte Holm- Nielsen nu bor, Langelinie 62), som var byens gamle forsamlingshus.

 

Karen Lauersen og Frits og deres søn Laurits, Bysvinget 3

Karen var kogekone og tog ud og lavede mad ved de fine fruer i Borum

(Dyrlægen, fru Lauge osv.), og hun hjalp også Moster Ella i forsamlingshuset.

Frits var arbejdsmand, som jeg husker det.

Karen og Frits var gode venner med moster og Ove,

Laurits var taxachauffør med kørsel fra Borum.

 

Karetmageren (nu: Straszek, Bysvinget 5)

Oluf og Kristine Jensen, og deres yngste søn, Ib.

Hos karetmageren var der altid en dejlig duft af træ. Det var dog sjældent, at vi fik lov til at komme ind for at se på alle de spændende maskiner. Ib kender vi alle i dag, han bor længere ude på Langelinie 77A. Han var dengang en stor dreng.

 

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

1960: Bysvinget 11

Dette år byggede familien sit eget hus på Bysvinget 11 – dengang var der nu ikke gadenavne og husnumre.

Min far købte grunden af Holger Christensen, det er der, hvor Skifters boede, Borumgård, Langelinie 59.

Han købte grunden for kr. 3000,-. Dengang var der kun Kaja og Richard, fodermesterfamilie fra Borum Østergård, der havde bygget, med seks børn, hvoraf de tre var hjemmeboende, nemlig på Bysvinget 7.

Senere kom byens malermester i det gule hus, Børge og Ketty Sørensen, og byggede Bysvinget 9. Han boede før i Stigs lille hus, Borum Byvej 27, med 3 børn. Og til sidst byggede Tonny Olsen, nu Pernilles Schmidts hus, Bysvinget 13a.

Selvbyg: Huset var med selvbyg. Familien hjalp med at grave ud til kælder, og huset blev bygget for kr. 30,000,-.

Vi havde en lille gravhund: Dejts. Hvis mor ville have min far til at komme hjem, skrev hun en seddel og bandt den om halsen på hunden, og gav den besked på at finde far, og hunden gik så op på byggegrunden med beskeden.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 - med wc, indlagt vand og kakkelovn.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 – med wc, indlagt vand og kakkelovn. I baggrunden t.h. Langelinie 64 og 66.

Nu fik vi wc indlagt og koldt vand. Der var en kakkelovn i stuen.

Det viste sig hurtigt, at den ikke kunne varme huset op, så efter et par år fik vi indlagt centralvarme. Der var et fyr i kælderen, som skulle fodres med brænde.

Senere fyrede vi med koks, og midt i 60 erne kom oliefyret ind.

 

Hunde

Da far var jæger, havde vi altid jagthunde, men nr. 2 vi fik, var overhovedet ikke jagt-interesseret, men utrolig selskabelig. Især når der var godbidder i farvandet. Den blev noget så tyk og fik selvfølgelig navnet Tykke, egentlig hed den Smut

Den gik på rundtur, når der ikke var noget spiseligt hjemme. Den besøgte Karen Lauersen, sad pænt og ventede på dørtrinnet, hvis hun ikke var hjemme, skrabede på døren for at være helt sikker. Kom gerne ind. Når der ikke var mere servering der, gik den over til Julle Risshøj, og begge døre (Karen og Julles) var helt opkradset. Der var der også godbidder med endnu bedre en dejlig stol i stuen, den kunne slå mave i.

Så hvis vi skulle i byen, og hundene skulle ind, måtte vi rundt i nabolaget for at finde hunden, inden vi kunne komme afsted.

Når hunden var så tyk og altid godt mæt, kunne den sommetider trænge til en hvilepause, dette gerne midt på vejen, lige i svinget. Dette gav problemer for Bussen, der ikke kunne komme forbi, og hunden flyttede sig ikke, selv om bussen dyttede.

Så hvis der var en bus, der dyttede, måtte vi springe ned til vejen og få den flyttet. Ja den holdt os i gang, den lille tykke hund.

 

Legekammerater

Jeg legede med en 2 år ældre pige, Annie, der var datter af Holger Christensen (Skifters gård).

Dengang var hovedhuset på gården mod nord. En stor flot gårdsplads. Jeg gik ad markvejen derop, eller løb tværs over marken. Det var en gård med et stort køkken, dagligstue, fin stue, spisestue og stadsstue. Badeværelse med badekar. En helt ny verden for mig.. Der var en stor, skøn have, mange frugtrær og mange muligheder for at lege og lave huler. Der var 2 ældre brødre som sommetider legede med. Vi spillede Antonius, byggede drager og legede dåseput.

 

Transformator

Der stod en stor firkantet klods halvejs nede ad vejen op til Bysvinget 11, et tårn dækket af metalplader, og der lød altid en summen fra boksen. I dagtimerne var det helt fint, men uhyggeligt efter mørkets frembrud. Så kunne vi få benene på nakken og komme forbi.

 

Fuhlendorf (Benny Berg Jensens hus, Bysvinget 15)

Haven var fantastisk. Der var blandt andet det flotteste pærekvædetræ, helt eventyrligt at betragte, og et drivhus der bugnede af grønsager og mange sommerblomster til udplantning i haven.

 

Ida (Lone Hansens bedstemor), Bysvinget 17

 

Hoppes hus, Bysvinget 14.

Der flyttede vor dansklærer over efter skolesammenlægningen i 1964.

 

Skolen

Jeg gik i skole i Karen og Torben Hansens Hus, Bysvinget 16. Ud mod den lille skolegård var den store skoletrappe på sydsiden af huset.

Skolegården var lukket med en smedejerns låge, hvor der stod skole. Her kunne vi så, hvis vi var heldige, hilse på vore mødre og små søskende, hvis de kom forbi i et frikvarter og skulle til købmanden.

Finn ”Maler” fik engang hovedet til at sidde fast i O´et. Smeden måtte tilkaldes for at få ham savet fri. Vi stod selvfølgelig alle sammen og grinede, men blev gennet ind, inden smeden gik i gang.

Vi gik to klasser sammen ad gangen. Første og lille anden, store anden og lille tredje, osv.

Vi gik selvfølgelig også i skole om lørdagen.

Regnelærer Georg Andersen, boede i Dalums hus, Bysvinget 18a. Mange historier går der om, at han slog for et godt ord – med violinbuen.

Gymnastik foregik i forsamlingshuset. Der var ribber ved bagvægen, plint, bom og måtter i vaskehuset. Vi gik på en lang række 2 og 2 om til huset, og retur igen. Intet bad…

 

Skolesammenlægning

Det var nytænkning, at 3 kommuner gik sammen om Sabro-Korsvejskolen, der blev grundlagt i 1964. Her var der så skolebus, der fragtede børnene frem, i sommerhalvåret skulle børn fra 4 klasse dog cykle i skole.

En stor omvæltning var det at starte på den store skole med 28-30 børn i klasserne, når jeg kom fra en klasse på 7: 4 piger og 3 drenge.

Der var en skolebestyrelse også dengang. I den sad bl.a. min bedstefar, Jens Henrik Olsen, Borum Byvej 8.

Det var lidt unikt, at fem sogne kunne arbejde sammen på tværs om et nyt skoleprojekt. Det var: Lading, Skjoldelev, Borum, Lyngby, Sabro og Fårup (Mundelstrup) Sogne med opland.

Fra 1970 lå de i øvrigt i to forskellige kommuner (Hammel og Århus). Langt senere, da kommunerne havde lavvande i kassen og ikke længere ville være med til at betale for skolegang for deres børn i en anden kommune, blev børnene fra Lading og Skjoldelev kaldt hjem til egne kommune, og skolen blev en ren århuskommuneskole.

 

Ester sypige, Bysvinget 21

Ester havde klumpfod og bar stærke, stærke briller. Hun var en sød dame, der modtog bestilling på hjemmesyet tøj.

 

Gurlis hus, Bysvinget 23

Der boede en ældre, lille mand, Søren Højgård, der gik med stok og hat.

 

Cilius Østergård, Bysvinget 25 (Niels Lemperts)

Det var dengang et meget forfaldent hus

 

Posten hus, Bysvinget 20

I sin tid var det overlærerens køkkenhave med gamle frugttræer, og Kjærsig hus, nu Bysvinget 18, var den store skolegård. Allernederst en garage til overlærens bil. Jeg kalder Bysvinget 20 for Postens hus, fordi det var landpostbud Arne Toft, der byggede det.

 

Kommunens største vejkryds

Trekanten havde græs i en trekant i midten. Der var også busstoppested.

 

Smedjen, Langelinie 47, og smedeboligen, Bysvinget 27

De var slet ikke opført. Den gamle smedje lå lige vest for værkstedet, hvor der nu er en åben plads.

 

Vandværket

Vi havde lokalt vand. Det dejligste vand. Om sommeren var der vandingsforbud. Dengang vandede vi urtehaverne og græsplænerne. Fordelingen blev senere, at de ulige husnumre vandede i ulige uger og omvendt.

 

Dyrlægeassistents bolig, Langelinie 49

Huset blev bygget af dyrlæge A. P. Rasmussen (Langelinie 69). Vandværkets grund blev senere en del af haven hertil.

 

Købmand Kjær/Købmand Lauge: Gammel og ny butik.

Borum havde 2 købmænd i byen, Kjær af den lidt gamle type med en disk, hvor man afgav ordre, og købmanden fandt varerne på hylderne til en. Kjær, Borum Byvej 16, solgte alt – fra korn til høns, søm og skruer, og til frisk skåret pålæg, leverpostej, pølser og ost efter vægt.

Lauge var også i starten en gammeldags butik på samme måde som Kjærs, og havde butik, hvor Birgit Bertelsen bor, Langelinie 50. Men først i 1969 kunne Lauge se udviklingen med selvbetjening, og han åbnede en ny butik, Langelinie 52-24, som han selv havde bygget.

Der kom flere meter varer på hylder, og smarte indkøbsvogne. Vi gik ind ad den ene dør, og ud ad den anden.

Jeg elskede at lave julepynt og kunne næsten ikke vente til det blev første december. Lauge fortalte friskt til alle, at han gjorde klar til julepyntning, når jeg kom og skulle købe fiskelim og glanspapir, og klatrenisser. Så var tiden inde.

 

Branddammen

Branddammen foran nuværende Langelinie 43 var åben. Vandoverfladen lå omkring halvanden meter nede og var støbt i et betonbassin. Et trådhegn omkring skulle beskytte os børn mod at falde ned i det kolde vand. Om vinteren, når der var frost, blev lågen åbnet, og de store børn løb på skøjter på dammen, også om aftenen blev der skøjtet i skæret af gadelamperne. Bassinet ligger der endnu, men er fyldt op og står nu som en græsplæne.

 

Jenny Taastrup (Mogens Nielsens hus, Langelinie 48)

Hun kom rundt og solgte ugeblade, Anders And og tegneserier. Op til jul havde hun mere specielle blade med som Knold og Tot, Blondie, Basserne og lignende.  Jenny var utrolig dygtig til håndarbejde, til at hækle og strikke. Jeg var somme tider på besøg hos hende sammen med min bedstemor, der også hæklede. Der kunne være opskrifter, der var komplicerede, og Jenny kunne altid hjælpe.

 

Bomholt (Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37)

Bomholt havde kiosk og også taxa kørsel. Senere Viggo rejsebud.

Hos Bomholt kunne man sælge brugte ting. Han tog mindre ting i kommission.

Palles mor indleverede et par sorte laksko, der var blevet for små. Dem købte min bedstemor så til mig (Bedste syntes, det var lidt sjovt, da Palle og jeg blev kærester siden hen).

 

Selvforsyning

Overordnet var Borum en selvforsynet by med masser af butikker, og kvinderne var hjemmegående. Flere var i familie med hinanden, og alle vidste, hvem der var hvem. Skolen lå i byen, så Borum var et trygt sted for børnene.

Vi havde to købmænd som jeg har fortalt om, en bager, skomager, slagter, damefrisør og herrefrisør, karetmager, sadelmager, mejeri (og senere samme sted vognmekaniker), to benzintanke, sparekasse i forsamlingshuset, dyrlæge, læge, tømrerforretning og cykelmekaniker.

Mange borgere i byen havde betroede opgaver såsom sognefoged, skatteindkasserer, sygekassebestyrer og andet.

 

Rundbold

Om aftenen ude foran mekanikeren i det gamle mejeri, Borum Byvej 9, mødtes alle ungerne, og der blev spillet rundbold.

 

Tv

Mine bedsteforældre var nogle af de første, der fik et sort/hvid fjernsyn. Jeg husker især, at jeg var på ferie hos dem, da der var OL i Tokyo i 64 og Mexico i 68. Da sov jeg i deres veranda, vågnede tidligt og tændte for fjernsynet. Lå og hyggede mig.

 

Bil

Bil havde vi ikke, så hvis vi skulle udenbys, lånte vi os frem. Vi lånte tit bil af Thorvald Olsen.

Vi fik først bil sidst i 60 ’erne. En Morris 1000.

 

Telefoncentralen (Nancys hus, Borum Byvej 3)

Vi havde ikke telefon. Hvis vi havde brug for at ringe, måtte vi gå med til telefoncentralen hos Sine. Derfra kunne vi ringe, hvis vi evt. havde brug for lægehjælp eller skulle ringe til andre udenbys.

 

Sommerferie

Der var jeg så heldig at komme på ferie hos min moster i Skæring. Jeg elskede at komme ud at bade. De havde et stort frilandsgartneri, og vi måtte spise af det hele. En kæmpe oplevelse hvert år. Jeg var tit at finde i ærtemarken, nød de søde kirsebær, jordbær og stikkelsbær i alle farver.

Leif rev selv sit barndomshjem ned

Skovlund fotograferet i 1950'erne. Vi ser mod sydvest hen over ådalen mod Hørslev.

Skovlund fotograferet i 1950’erne. Vi ser mod sydvest hen over ådalen mod Hørslevs enge.

Når man kører mod syd fra Borum ad landevejen mod Labing og Harlev, passerer man lige hen over dette sted.

Gården Skovlund lå ved den gamle Stillingvej (forrest i billedet) lige før Borumbro.

Århus Amt rev gården ned, da landevejen blev gjort højere og bredere i 1976-77. Ja, faktisk gik det rent tilfældigt så grumt, at Leif Lundgaard Jensen som maskinfører ved et entreprenørfirma blev sat til at rive sit eget fødehjem ned.

Det gjorde han så.

Gårdens historie begynder 200 år tidligere, da skolen i Borum fik tildelt godt syv tønder land jord på Broholm, en lille banke nord for åen, fordi ”degn og skoleholder har krav på at få så meget jord, at han ved fordel af dettes dyrkning kan få den fourage som er nødvendig til at føde de tre kreaturer, som de kongelige anordninger tilstår skoleholderen græsning og foder til”.

Siden holdt skolelæreren op med også at være landmand. Efter lidt handel og sammenlægning blev 18 tønder land samlet, og Skovlund blev bygget på dem.

Nu er alt væk, og man skal bruge øjnene godt for at få øje på, at der lå en gård lige vest for og til dels inde under landevejen. Der står kun nogle få træer tilbage, som endnu er lidt højere end resten. Sikkert nogle af de samme træer, der ses på billedet fra 1950’erne.

De voksnes fastelavnsløjer

februar-1987-18-1-sluppen-forbedretVi står i Bysvinget, og flere af Borums borgere har klædt sig ud til narrestreger og musik. Nu tager de på tur rundt i byen for at samle ind til fest.

Det besynderlige fænomen ”Sluppen” ruller ud med hesteforspand og festmusik en februardag i 1944.

Egentlig stammer traditionen fra havnebyer, hvor man kørte en stor jolle, en slup, i optog gennem byens gader.

Men i Borum, som man jo ikke med selv den bedste vilje kan betegne som en havneby, ville de også samle ind til fest. Sluppen var på en måde de voksnes svar på fastelavnssoldaterne, og den kørte lige til 1951.

På billedet står f.v. Gunni Fenge, Rasmus Jensen, Kristian Taastrup, Helmer Koch, Oskar Annesen, Viggo Annesen, Annelise Pedersen, Evald Thomassen, Karl Frederik Johansen og en karl ved navn Esmann.

Fotograf forskrækker fastelavnssoldater

forside-2011

Klik for større billede.

Dette er det ældst bevarede billede af vores fantastiske fastelavnssoldater, en 340 år gammel tradition. Fotoet har været i Glostrup, inden det vendte hjem, og det rejser en del spørgsmål.

Allerførst: Hvorfor lukker næsten alle drengene øjnene? Ser de ikke også lidt bange ud? Det kan vi faktisk godt svare på. For det første havde de sandsynligvis aldrig før prøvet at blive fotograferet. For det andet havde de ikke lyst til at blive blændet af blitzen, og det blev man. Det var næsten en hel bombe af magnesium, fotografen fyrede af dengang.

Billedet er fra enten 1921 eller 1927. Alle medvirkende er nok døde i dag. Men vi har fået at vide, at drengen i første række helt til venstre hed Otte Simonsen. Ham kan vi finde i kirkebøgerne. Han blev konfirmeret i 1929, og han kom fra ejendommen Engholm, der i dag har adressen Tingvad 12.

Hvor er billedet taget? I Borum Forsamlingshus? Det kunne man sagtens forestille sig, for huset havde faktisk gymnastikribber i gamle dage? Nej, for forsamlingshuset blev først bygget i 1928.

I Staacks lokale, forgængeren på Langelinie 62? Måske.

I en af skolerne? Ikke helt usandsynligt. Men skønt Tingvad (undtagen Bækkelund, Tingvad 20) hører til Borum, gik børnene derfra faktisk i skole i Lyngby. Her vides det, at der engang sad ribber i en af skolestuerne, som også var en slags forsamlingshus.

Så måske er det slet ikke fastelavnsdrengene fra Borum, men fra Lyngby m.m., vi kigger på.

Pigernes aftenskole

1990-3-2-borum-skoleDisse ni søde Borum-piger gik til fritids-undervisning. Året er 1954, og ordet hobby siver så småt ind i det danske sprog.

Så avanceret er det nu ikke her. Pigerne lærer at sy, for det har piger (men ikke drenge) brug for, vidste man. Lærerinde fru Lindquist, gift med en dyrlæge-assistent, samlede børnene til aftenskole hjemme hos sig selv i dyrlægeboligens nyindrettede medarbejderlejlighed (Langelinie 69A).

Børnene er (bagest f.v.) Janne Knudsen, Lisbeth Nielsen, Kirsten Kjær, Gerda Pallesen og Lilly Nielsen. Forrest f.v. sidder Karin Andersen, Bodil Pedersen, Jette Knudsen og Ulla Christensen.

Sidstnævnte drev det i øvrigt vidt på et helt andet felt end hjemmesyning. Sammen med søsteren Jette opbyggede og drev hun det succesrige firma Århus Charter – kåret som Danmarks bedste i 2001, 2005, 2006, 2008 og 2009 og solgte først livsværket i 2014. Søstrene voksede op i Borum Forsamlingshus, som forældrene Ella og Ove Christensen forpagtede i en del år, og Borum har stadig en stor plads i deres hjerter.

Moderne tider i 1978: Claras træ kom ud at flyve

Træet lettede i1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Træet lettede i 1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Naur er normalt et lille træ eller en beskeden busk, der bruges som hækplante.

Men hos Clara Andersen, Langelinie 42, senere Borumtoften 2, var et par stykker af slagsen ret usædvanligt blevet til store træer. Her ses et af dem, en naur som sluttede sit lange liv med en flyvetur.

Hvorfor nu det? Jo, træet stod i et hjørne mellem to elektriske luftledninger. Skulle det fældes, måtte Galten Elværk først slukke for strømmen og afmontere elforsyningen. Udgift og besvær.

I stedet fik man fat i en mobilkran, som dengang var noget ret sjældent, og løftede forsigtigt træet væk. Det syn blev der snakket en del om i Borum i vinteren 1977-78.

I solskin på Langelinie

i-solskinDet var dengang, da Borum vrimlede med butikker. Drengene Egon og Søren sidder her med katten foran butiksvinduet i familiens hus, Langelinie 37.

Forældrene drev i 1930’erne en uhyre alsidig forretning. Det var de nødt til for at få enderne til at nå sammen.

Niels Bomholt tækkede huse og reparerede cykler, både han og fru Dorthea Bomholt kørte lillebil (taxi), og så havde de en lille butik. Dér kunne man få chokolade, slik og tobaksvarer, og der var udsalg af is fra Vesterbro Mejeri i Århus.

I vinduet kan man skimte plakater fra Kasino-Teatret. Butikken trak en masse unge mennesker til. Af og til var der så fyldt med liv i stuen, at familien knapt selv kunne få plads. Dorthea Bomholt døde som 37-årig.

Langelinie 37 har haft talrige skikkelser. Dette billede fik arkivet i sin tid af Bomholts datter, Jenny Taastrup, Langelinie 48. Hende kan du se som fem-årig foran barndomshjemmet her.

Der var engang så flot – om mindestenen i Borum

1920. Byens børn bliver fotograferet ved den nye mindesten. Siden blev der holdt fest ved vandmøllen. Til venstre ses tvillingegården Borum Højgård og den unavngivne gård, der senere fik navnet Storkesiggård. Til højre huset Bysvinget 2.

1920. Byens børn bliver fotograferet ved den nye mindesten. Siden blev der holdt fest ved vandmøllen. Til venstre ses tvillingegården Borum Højgård og den unavngivne gård, der senere fik navnet Storkesiggård. Til højre huset Bysvinget 2.

Af Peter Poulsen

Midt i Borums historiske centrum står en mindesten. Den blev rejst på en af Danmarks store, nationale festdage, 11. juli 1920.

Stenen markerer Genforeningen, der netop var trådt i kraft 15. juni samme år.

Begivenheden da Danmark, der i 1864 var blevet slået noget så knusende og havde afstået hele Slesvig og Holsten, nu fik halvdelen af Slesvig (Sønderjylland) hjem igen. Og vel at mærke fik det efter en folkeafstemning, hvormed vælgerne kreds for kreds stemte, om de ville høre til Tyskland eller Danmark.

For at undgå en alt for mærkelig grænse, hvor lommer af det ene land lå inde i det andet, jævnede stormagterne ganske vist lidt ud. Tønder, som egentlig havde stemt tysk, kom til Danmark. Dele af Flensborg-området, som vist havde dansk flertal, blev tysk. Men det er detaljer.

Stor fest på Dybbøl, hvor det hele var gået så galt 56 år tidligere. Og overalt i Danmark fejrede man begivenheden med mindesmærker.

En pryd for byen

Stenen i Borum blev hentet på Nyvangsgård (Stillingvej 224), hvor gårdejer Morten Mortensen havde fundet den i marken. Så blev den prydet med tekst, malede flag og to hænder, der symbolsk rækker ud efter hinanden.

“En pryd for byen”, skrev lokalhistoriker August F. Schmidt (endda så sent som i 1952).

Stenen blev sat på en sokkel med et velegnet digt af Bjørnstjerne Bjørnsson skrevet i cementen, og omkring det hele satte borgerne nogle år senere et lille anlæg med en stenhøj og et pænt stakit. Tableau!

1939. Omkring mindestenen står et lille anlæg indrammet af stakit. Alt ånder fred og idyl.

1939. Omkring mindestenen står et lille anlæg indrammet af stakit. Alt ånder fred og idyl.

Siden gik det meget tilbage. Især fra 1960erne til 2014. Bilerne kom til. Torvet i Borum, den gamle grandeplads, hvor bønderne et par århundreder tidligere mødtes og aftalte landsbyens drift, blev nu anset for en parkeringsplads til biler, og da forsamlingshuset manglede og mangler en sådan, accepterede alle denne udvikling.

Pauls Plads

I 1969 blev pladsen nyindrettet af Borum-Lyngby Kommune. Det skete i tidens stil med asfalteret parkeringsplads, fortovsfliser, støttemur af knækfliser og nogle træer og buske i små, forhøjede bede.

Arbejdet blev udført af Paul Fuhlendorff, fagforeningsformand og sognerådsmedlem for Socialdemokratiet, og det skete bl.a. for at sikre, at formuen i kommunekassen forblev i Borum-Lyngby inden sammenlægning med Århus i 1970. Et mønster der i øvrigt var almindeligt i mange sognekommuner før den første kommunalreform (det prægtigste eksempel blev Åby Bibliotek i Åbyhøj, hvor intet kunne være for dyrt).

I Borum hentede folkeviddet inspiration i samme Århus og kaldte det nye torv “Pauls Plads”.

Omkring 1990 tilkom en grå glasfiberlæskærm som ly for buspassagerer til skolebussen og til rutebilen (den senere linje 112), der dengang kørte via Bysvinget.

Stenen stod glemt

Også grønne glasfiber-containere til henholdsvis papir og glas blev opstillet ved siden af mindestenen og senere også en fritstående, rød postkasse. Alt sammen sådan set meget godt og nyttigt.

Men mindestenen stod forladt og forsømt – som et barn nogen har glemt at hente i børnehaven.  De generationer, der huskede begejstringen over Genforeningen, var også døet ud.

De små bede med flisekant var i elendig forfatning, og en dag rullede et par kommunale medarbejdere op med en orange bil og sløjfede bedene helt. De lagde fliser tæt omkring træerne, der nu kom til at stå med rødderne nærmest oven på jorden.

Jeg så det selv og sagde et par ord om det. Sandsynligvis ikke noget, der lød som en indstilling af de to kommunemænd til Nobel-prisen. De reagerede ved at spænde træerne fast med nogle barduner, så de i det mindste ikke lige kunne vælte for en brise, og sagde, at de træer nok snart gik ud alligevel.

Det gjorde de også, og kort efter kunne resterne fjernes og de sidste fliser anbringes.

Ca. 1990. Asfalt og fliser har vundet.

Ca. 1990. Asfalt og fliser har vundet.

I 1990’erne var Borum Borgerforening i en længerevarende dialog med Århus Kommune om forskønnelse. Det skete i forlængelse af udarbejdelsen af den bevarende lokalplan for landsbyen, der trådte i kraft i 1988.

Sagen i Johns egen hånd

Det lykkedes at få anlagt legeplads ved at sammenlægge et stykke vejareal af den daværende “Trekanten” på hjørnet af Bysvinget og Langelinie med et stykke jord langtidslejet af ejeren af værkstedsbygningen på Langelinie 47, det gamle smedeværksted. Over for det fik vi en lille hæk med et par træer og en bænk.

Men i den anden ende af Bysvinget mislykkedes samtalerne. Eller rettere: Vi var enig om, at her godt nok så herrens ud, og at nogen burde gøre noget. Men det lykkedes ikke at åbne kommunekassen få nogen form for forbedring af Torvet og området ved mindestenen.

Nu afdøde John Larsson, Bysvinget 5, tog imidlertid sagen i egen hånd. Han beskar de trods alt tilbageværende lindetræer for høje rodskud og lavede en opmaling af mindestenen helt uden at spørge om lov. Så fik han jo heller ikke nej af den kommunale forvaltning i Århus (hvor man sikkert også var fløjtende ligeglade).

Pludselig kunne vi igen se, at der stod “Velkommen hjem” under de to hænder, og nogle troede, at det var sådan en slags hilsen til folk, der stod af bussen fra Århus om eftermiddagen.

Gratis arbejde

Nordslesvigs genforening med kongeriget ligger langt tilbage – omend vi kommer til at høre en masse derom, når vi når til jubilæumsåret 2020.

Hundrede år tidligere blev der holdt folkefest, og to yderst centrale skikkelser i Borum holdt taler ved festen. Folk samlede sig på pladsen ved Borum Vandmølle, efter at stenen var blevet afsløret, og alle sognets børn var blevet fotograferet rundt om den.

Den ene var den populære sognepræst, Jørgen Jensen. Den anden lærer Carl Emil Johansen.

Aarhus Amtstidende skrev:

Omkring Klokken 4-5 samledes ca. 200 Mennesker ved ´Genforeningsstenen, hvor Formanden for Foredragsforeningen, Morten Mortensen, Nyvangsgaard, holdt Talen. Herefter gik man i Procession til Festpladsen ved Vandmøllen. Chauffør Firgaard havde stillet sin Bil til Raadighed for Gamle og Børn. Ved Vandmøllen pakkede man Madkurven ud og ville slet ikke gå Hjem efter de to Taler.

200 deltagere! Man fornemmer, at den grundtvigske og nationale ånd havde fået godt fat. Klappet blev der uden tvivl også af gårdejer Morten Mortensen fra Nyvanggård. Alt knokkelarbejdet i 1920 blev også lavet gratis, og Mortensen leverede som nævnt stenen. Kun det kunstneriske med indhugning af indskrift og udsmykning måtte borummerne betale sig fra.

I en årrække blev der hvert år holdt genforeningsfest, men den tradition ebbede ud i Borum som nok stort set alle andre steder uden for Sønderjylland.

Positiv overraskelse

Stenkonservator Mette Westergaard Nielsen rejste en lille pavillon, inden hun tog fat på arbejdet i Borum i 2014

Stenkonservator Mette Westergaard Nielsen rejste en lille pavillon, inden hun tog fat på arbejdet i Borum i 2014. Foto: Lars Madsen

2014-7-1-aI juni 2014 skete der pludselig noget uventet og positivt. Stenkonservator Mette Westergaard Nielsen fra Øster Alling ved Auning var blevet hyret til en større omgang sten-eftersyn i Århus-området, og hun valgte at give Borum-stenen en både kærlig og professionel omgang.

Som så meget andet i den kommunale forvaltning skyldtes det lidt af en tilfældighed. Der var på det tidspunkt ansat en embedsmand, som havde opsynet med mindesmærker i offentlige anlæg og parker, og som faktisk interesserede sig for disse. Han fik lov til at hyre et par professionelle folk i nogle måneder til at bremse forfaldet.

Det slog nok ikke bunden ud af kommunekassen…

Mette Westergaard Nielsen oplyste til mig, at opfriskningen med maling bør gentages med 20 års mellemrum. Den røde farve falmer allerede efter 10 år, forudså hun.

På soklen stod eksperten over for et svært valg. Et digt var ridset ind i cementmørtelen. På papirer i Lokalhistorisk Arkiv kunne man læse, hvad der stod, så det var ikke en hemmelighed. Men ude i virkeligheden var skriften blevet næsten umulig at tyde. Hvad nu?

Stenkonservatoren valgte at slibe fladen let og male ordene op. Det var de ganske vist ikke oprindelig, men alternativet havde været værre. Altså at de forsvandt helt. Og hvad står der så?

Alt, hvad Fædrene har kæmpet,

Mødrene har grædt,

har den Herre stille læmpet,

saa vi vandt vor Ret

Højt og tydeligt. De sidste fire verselinjer i vers 7 af den norske nationalsang, såmænd.

Noget pænt og noget grimt

Mindestenens nyopmalede forside.

Mindestenens nyopmalede forside.

Nu stod stenen så fint istandsat og opmalet. Men hvad med omgivelserne?

Tja, Torvet i Borum ser jo sådan set stadigvæk rædselsfuldt ud som så mange andre kommunale områder i og ved Århus. Der er stadig meget langt til noget, der ligner en grøn, central plads i en pæn, lille dansk landsby med en vis selvbevidsthed.

I foråret 2016 rykkede et entreprenørfirma de fortovsfliser op, som Paul Fuhlendorff havde lagt næsten 50 år tidligere, og som de udsendte træ-mordere havde suppleret 20-30 år senere. Fliserne var revnede og grimme.

Aha, nu sker der endelig noget pænt og landsby-agtigt. Men nej. Der blev såmænd sirligt lagt nye fortovsfliser og lidt asfalt ud i præcis samme by-agtige baner.

Men ret skal være ret. Efter adskillige måneders stilstand og utallige rykkere fra borgerforeningens bestyrelse blev et mindre areal belagt med græsarmering, og ved siden af blev 1-2-vupti rullet rullegræs ud. Lidt grønt blev der altså plads til ved siden af den store flade med gammel asfalt, knækfliser og års skidt og møg.

Tre nye lindetræer blev også sat og markerer, at der trods alt er sket fremskridt, siden deres forgængere blev ødelagt. Træerne blev plantet om sommeren (!), men i skrivende stund virker de til at have overlevet mod alle odds.

2014-7-1-e

Nu er Karlsson udgivet: Bogen om mordet på præsten

karlsson-giftmordSå har “Verdens bedste Karlsson” slået til: Den længe ventede bog om blandt andet mordet på præsten i Borum er nu på gaden.

Andreas og Anna Karlsson har skrevet “Giftmord och gästabud”. Den er på svensk – selvfølgelig – for den handler om kriminalitet og retshåndhævelse i 1600-tallets Halland, og det er jo ikke længere en del af Danmark.

Men fra Danmark, ja fra Borum i Jylland, kom en af bogens gyselige hovedpersoner, Hans Piersen, og han kom som fredløs, for i 1649 havde han brutalt myrdet sognepræsten i Borum-Lyngby, og det var også dengang ganske forbudt at slå præster ihjel. Viborg Landsthing havde stadfæstet Framlev Herredstings dom, der lyste Piersen fra hans fred, som det hed.

Andreas Karlsson plejer at slutte sine venlige mail til Lokalhistorisk Arkiv med ordene “Många hälsningar från andra sidan Kattegatt”.

Nu anbefaler vi her på denne side af Kattegat hans og søster Anna Karlssons grundige, lokalhistoriske arbejde til læsere på den side af Kattegat, der forblev dansk . Prisen er 255 kr. – vel at mærke af de billige, svenske kroner. Læs mere om bogen her:

Bog om giftmord og den slags

Langelinie-højene

Langstrakt gruppe af oldtidshøje, der strækker sig fra lige sydøst for Borum By halvvejs til Mundelstrup. Gruppen følger den gamle Langelinie, kongevejen mellem to af landets ældste byer, Århus og Viborg.

En del af højene er overpløjede, andre fredede som fortidsminder.

Gruppen omfatter blandt andre Guldhøj, Draghøj, Thovshøj, Stenhøj, Trehøje og Blakhøj. Men ikke Vindhøj, på den anden side af Langelinie-forløbet.

De fleste ligger i dag på jord tilhørende Borum Østergård.

Selvejer eller fæstebonde

faestebondeI 1796 blev alle jorder i Borum udskiftet. De mange smalle lodder blev lagt sammen, så hver gård stort set fik sin jord anbragt samlet. Men grevskabet Frijsenborg ejede stadigvæk alle gårdene. Og dog.

I et årsskrift for Hinnerup Egnsarkiv kan man læse om en meget interessant retssag, som Frijsenborg anlagde mod fem af gårdmændene i Borum. De mente nemlig, at de selv ejede jord og gårde og nægtede derfor at gøre hoveri for godsejeren.

Brand i Norring

Her er hele artiklen:

“Da adskillige huse og gårde i Norring By var brændt i 1798 under Grevskabet Frijsenborg blev 8 gårde og huse udflyttet, hvortil godsets bønder blev tilsagt at være behjælpelige med kørsel og arbejde.

Selvejerbønder i Borum, 5 gårdmænd, Peder Pedersen, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Jens Pedersen og Niels Nielsen under Frijsenborg nægtede at taget til Norring for at gøre arbejde og kørsel, da de hævdede, at de som selvejere ikke havde sådanne pligter uden for deres eget sogn.

Forvalter Borch, Frijsenborg, anlagde derefter sag mode de 5 selvejere ved Frijsenborg Birketing 13/11 1798, hvor de alle blev dømt til at forrette kørsel og arbejde, til de afbrændte og udflyttede gårde og huse i Norring By efter skete inddeling, lige med Frijsenborgs andre bønder og fæstere og ligesom fæstebønderne i Borum By imod lige begivenhed at nyde lige hjælp at forrette det tilbagestående arbejde lige med fæsterne i Borum har forrettet under mulkt til sognets fattige af 48 skilling. Hvor hver dag de udeblev og endelig betale mulkt hver 4 rigsdaler, som skal tilfalde de ved deres udeblivelse fornærmede udflyttere Christen Pedersen og Christen Jensen og betale rettens omkostninger med 24 skilling. Alt inden 3 solemærker (døgn).

Godsets bønder

Politirettens dom af 13/11 1798 blev ved Højesterets kendelse af 16/1 1801 henvist til ny foretagelse og påkendelse af amtmanden, og under 24/11 næst efter har hans kongelige majestæt allernådigst forundt de nævnte selvejere oprejsning til at påanke den under 13/11 1798 afsagte dom til prøvelse ved overpolitiretten.

Forvalter Borch vil i sit indlæg til overpolitiretten anse de indstævnede som godsets bønder og går så vidt, at han angiver, at den ejendomsrettighed, de gør sig til af, består blot af navnet og mener ikke, de er sådanne selvejere, som lovens 3.-12. kapitel omhandler.

De 5 selvejere havde intet videre at fremføre i deres sag, men henholdt sig til deres første indlæg i politiretten og deres ved et tidligere retsmøde fremlagte lovformelige skøder til bevis for deres selveje.

Disse skøder udtrykker sig forskelligt, da nogle af dem nævner “den mig tilskrevne selvejergård”. Andre nævner “selvejerrettighed og bondeejet hartkorn”. Men ingen af dem nævner alene bygningerne.

Der var også fremlagt et af afdøde grevinde Frijs desmescieres ovennævnte Peder Pedersen forundt husbondhold på den selvejergård, som Søren Pedersen sidst beboede, det viser tydeligt nok, at grevskabet på den tid har erkendt Peder Pedersens selvejerrettighed.

Overpolitiret og Højesteret

Sagen er for overpolitiretten d. 21/4 1802, hvor dommen lyder således: Politirettens dom af 13/11 1798 bør ikke falde de for retten indstævnte selvejere, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Peder Pedersen, Jens Pedersen og Niels Nielsen til last eller penges udgift i nogen måde.

De frifindes for forvalter Borchs tiltale i denne sag, og det pålægges forvalter Borch at udbetale de nævnte selvejere de hos dem inddrevne mulkter og omkostninger, nemlig til Niels Nielsen 22 rgd 1 mark 13 skill, til Jens Jørgensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Morten Sørensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Jens Pedersen 22 rgd 1 mark 13 skill, og til Peder Pedersen 4 rgd 4 mark 13 skill, alt at efterkomme inden 3 solemærker (døgn) efter denne doms lovlige forkyndelse. Morgenstjerne

Det kunne forvalter Borch ikke være tilfreds med, og han indstævnede på sit herskabs vegne sagen for Højesteret.

I rettens votering blev det heller ikke draget i tvivl, at samtlige er selvejere ifølge deres skøder, samt at Borum, hvor de indstævnede bor, ikke hører til det sogn, hvor Norring By ligger, og det skønnes, at de ifølge de påberåbte forordninger er fritagne for at præste hjælp uden for sognet.

Herpå blev afsagt dom:

Overpolitirettens dom bør stå ved magt at stande. Processens omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betales citanten som tabende 5 rgd.

Kilde: Aarhus Amts overpolitiretsprotokol”

De fem gårde i Borum

Så vidt artiklen.

Holger Dalegaard har ved hjælp af udskiftningsmaterialet fra 1796 fundet ud af, hvilke fem gårdmænd og gårde det var, der vandt så knusende over grevskabet Frijsenborg. Det drejer sig om:

Niels Nielsen på gård nr. XIII, matr. nr. 8, i dag Borum Byvej 15 (den oprindelige Borum Vestergård)

Jens Jørgensen på gård nr. XVI, matr. nr. 9, i dag Borum Byvej 18 (Borum Højgård)

Morten Sørensen på gård nr. XVII, matr. nr. 10, i dag Bysvinget 1 (nu kaldet Storkesiggård)

Peder Pedersen på gård nr. XI, matr. nr. 6, sted: Bysvinget 2 (udflyttet til Stillingvej 219, Tanholm)

Jens Pedersen på gård nr. IX, matr. nr. 19, i dag Borum Byvej 10 (den oprindelige Borum Bækgård)

Har de andre gårdmænd i Borum været fæstebønder, så alle mødte frem til byggearbejdet i Norring uden at gøre modstand? Eller har der været andre undtagelser. Det undersøger vi nu.

 

 

På hjørnet ved Lyngbyvejen

Langelinie 64 malet i de første år af 1900-tallet.

I dag vil mange, der kommer fra Århus, nok sige, at dette hus ligger ved indkørslen til Borum. Ja, eller udkørslen fra Borum.

Men det er en nymodens betragtning, eftersom Borums  bygrænse til Mundelstrup/Århus-siden indtil 1977 lå ved Borum Maskinstation (gården Eskjærgård, Langelinie 81).

Langelinie 64 lå på hjørnet af Lyngbyvejen – på billedet er det den smalle hulvej, der skærer sig ned til højre for det gulkalkede hus.

Billedet er et omkring 100 år gammelt oliemaleri i ramme. Arkivet fik maleriet af de direkte efterkommere af husets daværende beboere, væver Laust Mortensen og hustru, hvis datter, Marie, i 1898 fødte deres far, Christian.

Huset var i mange år et to-familiehus, men i 1928 måtte Marie alligevel sælge det. Siden blev væverens hus til “Oscar Annesens hus”, “Martin-smedens hus” og “Damborgs hus”, og i vore mondæne tider fremstår “overlæge Riis Jørgensens hus” stadig med bindingsværk og stråtag i fineste restaurerede stil.

I arkivet har vi et righoldigt udvalg af billeder, der viser hvordan netop dette gamle hus i Borum såvel som haveanlægget ned mod Langelinie har skiftet udseende i årenes gang.

Mørk nat: Snublede over hestene og kisten

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten og Vejle.

Den store folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843-1929) kom også til Borum på sine mange rejser, hvor han utrætteligt støvede mundtlige beretninger op fra gammel tid.

I Borum hørte han et sagn om, hvad man kunne møde i den mørke del af døgnet. Man skal tænke på, at der var betydeligt mere mørkt end i dag, hvor man stort set alle vegne kan se elektrisk lys. Det kunne man bestemt ikke i 1800-tallet.

Derfor var det svært at se… ligtoget!

Historien står i “Danske Sagn, Ellefolk, Nisser og adskillige Uhyrer samt religiøse Sagn, Lys og Varsler”, Bind II, Aarhus 1893:

Det vil a rele it

“To gamle Koner i Borum fulgtes en Aften ad, det var saadan i Udkanten af Byen. Saa gik pludselig den ene af Vejen og op ved den anden Side af Grøftekanten, og hun sagde til den anden:

“Kom, kom herop”.

“Nej, det vil a da rele ikke, a vil ikke gaa og humple der oppe i Steden for at følge Vejen”

“Ja, du kan jo da komme herop”, siger den første igen.

“Nej”, svarede den anden, men lige i det samme hun sagde det, snublede hun og var lige ved at falde.

“Kom da herop!”

Men hun vilde ikke. Saa snublet hun igen. Den første sagde det tredje Gang:

“Kom da herop!”

Nej, hun vilde nu ikke, og saa snublet hun tredje Gang og var næsten faldet.

“Ja, nu vil a op til dig, her kan a ikke gaa, a ved ikke, hvad der er i Vejen”

“Nej, nu behøver du ikke at komme, for nu vil a ned til dig igen”

“Ja, hvordan kan det da være, du gik derop?”

“Det kan a ikke sige dig i Aften, men i Morgen da skal a sige dig det”

En naturlig forklaring af en slags

Dagen efter fortalte hun det saa. Det var en Ligskare, hun var kommen imod, men hun turde ikke fortælle det om Aftenen, for saa var hun blevet syg.

Saa vilde den anden jo vide, hvad hun var snublet over, og hvordan det havde sig med det.

Ja, første Gang var hun snublet over Hestene for Ligvognen, og anden Gang over Kisten, men tredie Gang, da hun kom bag ud af Vognen, var hun nær falden. Det kunde den anden Kone gaa og se der oppe paa Kanten. (Maaske hun ogsaa var snublet over Folkene, der gik foran Vognen).

Nu kører Ligvognen altid forrest, men i ældre Tid gik Følget foran, eller ogsaa kørte de.”

Græstørv

August F. Schmidt føler i bogen “Fra Aarhusegnens gamle Landsbyer”, Brabrand 1960, trang til at tilføje følgende gammelkloge bemærkning:

“Konen er vel i Mørket snublet over nogle Græstørvsdynger, der har ligget langs med Vejrabatten, eller ogsaa er hun faldet i nogle af de mange Huller og Ujævnheder, der altid fandtes paa de gamle Landsbyveje.”

Ja ja. Så siger vi det…

10.12.08
Peter Poulsen

Historisk genopretning

I Borum har vi tre historiske vejvisersten. De står alle tre langs med det forløb, der engang udgjorde landevejen Randers-Skanderborg gennem Borum.

Heldigvis blev de både gemt og glemt, da vejvæsenerne gik over til metalskilte. Lejlighedsvis fik de endda lidt ny maling. Men i 40 år fra 1970 til 2010 skete der ikke spor, for da sorterede de under Århus Kommunes vejvæsen.

Tværtimod var de med tiden kommet til at stå noget skævt og trykket.

I sommeren 2010 førte Lokalhistorisk Arkiv stenene tilbage til den oprindelige udførelse.

Stenmester Hans O. Hansen, Tingvad, forestod selve opmalingen.

Carsten Nielsen og Peter Poulsen, Borum, gravede, hejsede op, gravede noget mere og hejsede ned igen. Stenene blev naturligvis anbragt historisk korrekt i de samme huller som før. I øvrigt var de overraskende lange og tunge.

Her er det stenen på hjørnet af Skivholmevej, der er ved at blive sat på plads.