Tørv skal der til – mange tørv

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Indtil omkring 1950 var tørv fra moserne et vigtigt brændsel til opvarmning og madlavning. Ved udskiftningen af Borum Sogn i 1796 sørgede man da også nøje for, at hver gård fortsat fik en aflang lod af Stormosen og Døvmosen bag Vind Skov og en liggeplads, hvor tørvene kunne tørre.

Gradvist blev arbejdet mere og mere systematisk. Et dokument fra 1897 fortæller, at ejerne i fællesskab optog et lån i Borum Lyngby Sognes Spare- og Laanekasse til udpumpning af vandet. Uden at sænke vandstanden kunne man jo kun grave de allerøverste tørvelag op og var afhængig af en tør sommer, så pumpeværket må have været et stort fremskridt.

Siden specialiserede nogle husmænd sig i tørv og købte andres lodder op. Det gjaldt blandt andre Jens Sørensen, ”Skovblink” (Blakhøjvej 3).

På billedet er vi i 1938 eller 1939. Marinus Jauert og Magnus Kragh, begge Tingvad, læsser en fladvogn. En petroleumsmotor trak vognen hen ad sporet til et ælteværk, hvorefter tørvedyndet blev hældt i forme og siden tørret af solen. Samme motor blev brugt til en snegl eller pumpe, der lænsede graven om natten.

Under Besættelsen 1940-45 og i nogle få år derefter blev tørvegravningen en hel industri, fordi Danmark manglede energi. Der kom af gode grunde ingen kul fra England og efterhånden heller ikke mange sydfra, og selv kraftværker gik efterhånden over til at fyre med tørv fra moserne.

Der blev tjent store penge. Både på det hårde arbejde, men måske mest af dem, der købte tørvene op og solgte dem videre om vinteren.

Til sidst fremstod Borum Stormose som en sø. Sådan kender vi den i dag.

Herfra blev kommunen drevet

Niels Kjeldsen Jensen (t.v.) og Ove Hvid Jensen fotograferet i 1982.

Her er vi hjemme hos den sidste formand for sognerådet i Borum-Lyngby Kommune.
Gårdejer Niels Kjeldsen Jensen, Baskærgård (Skivholmevej 29), var kendt af alle som en retskaffen og forstående mand, og foruden det politiske hverv – der nu ikke var så politisk endda – havde han adskillige vigtige tillidsposter i foderstofforening, mejeri, sparekasse og menighedsråd.
Borum-Lyngby Kommune havde intet fint kommunekontor. Og slet ikke et rådhus. Den blev drevet fra private hjem. Styring af kommunens økonomi, bevilling af sociale ydelser, kort sagt: magtens centrum, befandt sig her ved spisebordet.
Niels Kjeldsen Jensen, død 1986, var medlem af sognerådet i 20 år fra 1950, var formand for socialudvalget og blev i 1966-70 den, i hvis lod det faldt at afvikle og overdrage kommunen som den sidste sognerådsformand op til sammenlægningen med Århus 1.4.70.
Billedet her er dog noget yngre. I 1982 overdrog Kjeldsen Jensen sit hverv som direktør for Borum Sparekasse til næste generation, husmand Ove Hvid Nielsen, Blakhøjvej 8.
Sparekassen forblev en institution og tillige i mange år en økonomisk grundpille i lokalsamfundet. Den lukkede så sent som i 1997, men nåede aldrig at købe en computer.
Borum Sparekasse blev med kunder og konti, aktiver og passiver fusioneret ind i Unibank, nu Nordea. Fornuftige folk sørgede for, at dens egenkapital overgik til en lokal fond stiftet til formålet, Borumfonden.

Vandværkets pionerer – spændende kort

Originalkortet i arkivet er håndtegnet og i størrelse cirka A3.

Originalkortet i arkivet er håndtegnet og i størrelse cirka A3.

I 1934 kom der for første gang rindende vand i husene i Borum. Det var dog langt fra alle, der havde råd til eller fandt det nødvendigt at tilslutte sig det nystiftede vandværk. Man havde jo sin brønd (en del dog en brønd til deling).
Dette kort viser, hvilke huse og gårde, der var pionerer. Eskjærgård (Langelinie 81 helt til højre på kortet) fortrød åbenbart, for her er vandledningen streget ud igen. Langelinie 66 (under opførelse?) er til gengæld ført på senere, kan man se.
Kortet afslører også en sti ind til skolen (Bysvinget 18) og gamle veje omkring Borumgård (Langelinie 59 lige midt i kortet).
Den nordlige bygade (Bysvinget) gik helt ind til husene nr. 21-23-25. Endelig er tre nu nedrevne huse med: Lybæksminde på (ca.) Bysvinget 20. Lækkerbo ved Langelinie 53-55. Og et hus nord for Bysvinget 16.
Til vandværket gav sognerådet kommunegaranti på et anseligt lån i Landbosparekassen Aarhus og et mindre i Borum Sparekasse. Og så kom alle udgifterne: Murer Sørensen skulle have 770 og tømrer Jeppesen 200 kr., viser protokollerne. Kristian Kristiansen fik 60 øre pr. meter grøft, han gravede til rørene.
Bestyrelsen så først på et brugt pumpeværk i Kongsvang ved Århus, kan vi læse. Men det duede ikke til formålet. Man købte nyt.
Regningen fra ingeniør Blichfeld i Viborg blev på 11.000 kr.
Værkets første bestyrelse bestod af Laurs Hvidkjær, Marius Rasmussen, Karl Jeppesen, slagter Borlund og købmand Juel Kjær (formand).

Det vigtigste hus i Borum

Forsamlingshus i 80 år

Tale holdt ved husets 80 års jubilæumsfest 1. november 2008

Kære venner

Lige her hvor vi sidder nu, blev der holdt en stor fest den 19. oktober i 1928.

Det var indvielsen af Borum Forsamlingsbygning, og det var virkelig en stor fest.

Hvis man kan tro på, hvad de skriver i aviserne – men kan man nu det? – så samledes to hundrede mennesker  så godt som alle voksne i Borum – klokken otte omkring “de festligt smykkede borde”.

Den største sammenkomst, som jeg personligt har været med til her, var årtusindskiftet nytårsaften 1999. Da var vi nok lige så mange eller flere. Men vi stod sandelig op. I 1980 havde vi en vældigste byfest. Da sad vi 120 mennesker klemt tæt sammen i både salen og den lille stue, mens vi spiste kyllinger og knapt nok havde plads til at bruge både kniv og gaffel på én gang.

Borum Forsamlingshus er faktisk blandt de mindste på egnen. Underligt nok, når landsbyen Borum i sin tid var en af de største. Og et problem, som har optaget os nu i foreløbig 80 år.

Et citat mere fra dengang: “Bygningen ligger midt i byen på et højtliggende sted med facaden ud mod landevejen (det var det dengang), og den ligger smukt og bekvemt og tager sig meget godt ud”.

Musikken blev, står der, “udført meget smukt af frk. Staack, Borum, (hende kender den ældre generation som Julle Rishøj, spillemand og organist) og musiker Martin Rasmussen, Skivholme.” Og så er det hele minsandten underskrevet “p.p.”

Avisen var Aarhus Amtstidende. Det var den helt enerådende avis på Århus-egnen. Så snart man kom uden for Århus Købstad, så var det Amtstidende, de folkelige bevægelsers og Venstres avis, man læste. I landsbyer som for eksempel Viby, Hasle, Brabrand – og altså Borum.

Vi skal tænke på et helt anderledes samfund end i dag. Næsten alle arbejdede i landbruget. Resten var service for landbruget, og det blev da også en af de største gårdejere, Peder Pedersen på Bækgården – farfar til den nuværende Peder Pedersen og oldefar til Lasse – der både stod i spidsen for at få opført et forsamlingshus, og som, efter hvad jeg har fået fortalt, skar igennem en hel del smålig nid og kævl. Peder Pedersen (Pie Piesen) blev også den første formand for bestyrelsen.

De fire andre var i januar 1928, da det hele begyndte: Husmand Jørgen Simonsen, handelsmand Stag (Chr. Staack), købmand Espersen og tømrermester Anton Nielsen. Det var de fem, der tog ud i Kreditforeningen af Grundejere paa Landet i Jylland og lånte 10.000 kroner.

Den sidstnævnte, altså tømreren, en indfødt borummer på 40 år, fik til opgave at “udarbejde tegninger og konditioner efter nærmere aftale”. Det står der i protokollen, som gode mennesker har været så fornuftige at gemme, og som vi nu passer godt på i vores lokalhistoriske arkiv – der også er star-tet her i huset.

Men Anton Nielsen kom nu let om ved det med at tegne huset. Det kan enhver se, der tager til Kolt. Der står nemlig et forsamlingshus nøjagtig mage til vores, og det er faktisk 20 år ældre. Jeg har spurgt min lokalhistoriske kollega i Ormslev-Kolt, og hun kan oplyse, at deres hus er indviet i maj 1908. I dag er det dog nærmest bygget om til selskabslokaler med en privat restauratør – tja.

Nå, men så blev der hentet tilbud ind i Borum. Det blev mureren Ras Sørensen, der skulle bygge, og elektriker Arnold Wind skulle lægge lys ind, som man sagde. Maler Jensen skulle hvidte og male – så langt som han nu kunne komme for 325 kroner. Tømrer Rasmussen i Framlev, altså en udefra, blev valgt, og til det møde har Anton Nielsen, tømrermesteren, ikke længere skrevet under. Protokollen er meget fåmælt. De skrev ikke så langt dengang. Kun nogle få linjer og ingenting om dette. Men mon ikke, at vi kan gætte, hvad der er blevet sagt og tænkt. Ellers er vi i hvert fald nogle, der kan huske nogle lignende situationer langt senere med håndværkere og brødnid. Men tre dage senere blev der holdt et udvidet bestyrelsesmøde, og nu står en ny mand som nummer fem i bestyrelsen i stedet for tømrer Nielsen, gårdejer Karl Winther.

I 80 år har forsamlingshuset været den vigtigste bygning i Borum Sogn. Men det var faktisk ret sent, at denne del af andelsbevægelsen nåede hertil. Borum skilte sig lidt ud. Her turde folk for eksempel heller ikke at lave en brugsforening som de fleste andre steder. De ville hellere stå sig godt med købmændene.

Indtil 1911 havde vi så faktisk også en kro. Borum Kro ovre på den anden side af vejen blev drevet af en legendarisk madam Jakobsen. Kroen var nu sygnet lidt hen, efter at hovedvejen mellem Århus og Viborg siden ca. 1880 ikke længere gik igennem Borum, men det var her på kroen, der blev holdt sammenkomster og blandt andet også møderne i Borum-Lyngby Sogneråd.

Så flyttede de folkelige aktiviteter i 17 år til det såkaldte Staacks lokale. Det findes ikke længere, men var en del af den gamle Borum Østergård, Langelinie 62. Staack syntes dog selv, at det var noget råddent gammelt bras. Det var det nok også. Han blev en af initiativtagerne til huset her, men der var altså foredragsforening, ungdoms- og gymnastikforening og blandt andet dilettant deroppe.
Enkelte møder blev også holdt i skolen, og i to år var der et lille lokale med konditori hos bageren.

Nu flyttede det hele ind, og i mange årtier var huset også sæde for Borum-Lyngby Sparekasse.

Jeg har kigget en masse materiale igennem fra den mellemliggende tid. Det skal jeg ikke trætte jer med. Men tre forhold går tydeligvis igen:

For det første: En evig debat om husets brug. Det begyndte allerede i ’28. I en af de mange taler sagde præsten, Jensen, at nu skulle man huske, at det ikke bare var et festhus. Det skulle også bruges til møder, der, som han sagde, “holder idealets fane højt”. Og det er jo faktisk sket. Jeg ved, at den nuværende bestyrelse lægger vægt på, at vi ikke bare driver en forretning, hvor alle mulige mennesker udefra kan betale for at holde deres fester. Det er vores hus – med kor og gymnastik og fællesspisning og møder og dilettant og foredrag og filmklub og så videre. Så det blev virkelig det vigtigste hus i Borum, og derfor er det også lidt sørgeligt, at huset i 2008 åbenbart ikke længere er fint nok til folkekirken, der nu vil bygge sit eget hus med mødelokale oppe ved siden af præsteboligen. Det tror jeg personligt bliver et problem – men det var nu et sidespor.

I samme forbindelse som det med brugen har et evigt tilbagevendede emne været vrøvl med de skiftende bestyrere. Allerede den første – han hed Karl Jepsen – nøjedes de med at ansætte for ét år ad gangen, og han holdt kun til 1932. Der har i alle 80 år været et vist spændingsforhold mellem det synspunkt, at beboeren i huset havde en billig lejlighed med visse forpligtelser, og så dem, der mente, at det var en vært, der kunne disponere over huset og skulle drive det som sin egen forretning.

Det andet gennemgående træk: Offervilje. Heldigvis har Borum jo fået lov til at blive ved med at være et landsbysamfund og ikke et eller andet fremmedgjort nybyggerområde med en voldsom vækst. Til gengæld er vi klar over, at det er os selv, der har ansvaret for det meste. Sådan er det stadig, og det er nok sundt. Så der er blevet udført mængder af arbejde med ombygning og vedligeholdelse, og der har været en perlerække af arrangementer, der skulle give indtægter. I 1941 for eksempel blev den årlige aktionærfest ødelagt af den meget hårde vinter. Så holdt man sommerfest nede i Mølleskoven for at tjene penge til huset. I 1979, hvor både økonomi og standard var kørt langt ned, indbragte et loppemarked over 8000 kroner. De blev brugt til det loft, som vi nu – nå ja, alt har sin tid.

Det tredje, der går igen – og nu vender jeg tilbage til det: Salen var og er lovligt lille, og der mangler en scene. Allerede i 1934 blev der taget initiativ til at gøre noget ved det. Borum Gymnastikforening lavede dilettant det år, og det samlede overskud – 125 kroner – blev sat ind på en sparekassebog for at opbygge en kapital til at bygge en scene bagud på salen. For syv-otte år siden sad jeg selv i betyrelsen. Og hvad fik vi blandt andet lavet tegninger af? Jo, såmænd, en udvidelse på to-tre meter plus en scene.

Peter Poulsen