Slut med at have magten

Borum-Lyngbys sidste sogneråd sad til 31. marts 1970.

Den 31. marts 1970 klokken 24 blev disse syv samvittighedsfulde mennesker med ét slag blev sat fra bestillingen.
Hvad der samtidig skete: Borum-Lyngby ophørte med at være en selvstændig kommune. Sognerådet blev nedlagt.
Kommunalreformen i 1970 indskrænkede i hele Danmark det lokale selvstyre. De nye kommuner skulle være bæredygtige, men mange af dem fik dødsstødet ved en ny runde sammenlægninger i 2007.
For 50 år siden blev 19 små sognekommuner her på egnen lagt sammen med købstaden Århus. De fleste – også Borum-Lyngby, der også dengang var blandt de mindste – har dog bevaret en vis lokal identitet. Når det gælder den lokale hukommelse i form af arkiverne, følger man næsten overalt de gamle kommuner såsom Brabrand-Årslev, Lystrup-Elsted, Beder-Malling – og altså Borum-Lyngby.
Politisk har vores lokalområde kun ganske sporadisk været repræsenteret i byrådet ide 50 år, der er gået. En kort overgang i 1980erne boede et SF-byrådsmedlem, Annie Niebuhr, i kollektiv i Borum. Byrådsmedlem Knud Mathiesen, Dansk Folkeparti, er opvokset i Borum. Men vi har aldrig rigtig kunnet levere til de store magt-partier i Århus Byråd.
Da dette billede blev taget, så alt anderledes ud. I sognerådsformand Niels Kjeldsen Jensens hjem på Baskærgård, Skivholmevej 29, blev der truffet mange vigtige afgørelser. Borum-Lyngby Sogneråd havde især kompetence, når det gjaldt sociale forhold, skole, veje og vandløb. Rigtig meget skulle dog konfirmeres bagefter i Århus Amtsråd.
Det sidste sogneråd 1966-1970 bestod af bagerst f.v. Paul Fuhlendorff, Borum, Inga Lauge Johannesen, Borum, Tage Kristensen, Lyngby, E. Ramskov Pedersen, Borum, og forrest f.v. Kristen H. Christensen, Yderup, Niels Kjeldsen Jensen, Borum, og Karl Chr. Hansen, Borum.

Lift til en styg trappe

Nu er det blevet sikkert at besøge Lokalhistorisk Arkiv – uanset bentøjet.

Vi er glade for lokalerne på første sal i sognegården i Lyngby. Men trappen er både stejl, smal og forfærdelig. Vi er derfor meget tilfredse med, at det er blevet muligt at investere i en professionel stolelift. Den er let at bruge for alle.

Vi siger tak for støtten til Veluxfonden, Menighedsrådet og Støtteforeningen for Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne.

Stoleliften er stabil, sikker og nem at bruge – både op og ned.

Mindesten i 100 år

Genforeningsstenen fotograferet i vinteren 2019/20. Den fylder 100 år 11. juli 2020. Foto: Peter Poulsen

I 2020 fylder den flotte mindesten på Torvet i Borum 100 år. Den blev indviet 11. juli 1920 ved en af de helt store begivenheder i Danmarks historie, Genforeningen.

10. juli 1920 red kong Christian d. 10. over den gamle grænse mod Tyskland på en hvid hest. Nu var det endelig beseglet, at Sønderjylland på ny var dansk, og 11. juli blev der holdt en kæmpemæssig fest på Dybbøl Banke ved Sønderborg. Samme dag samledes 200 i Borum til afsløring af den nye sten.

Overalt i Danmark var begejstringen enorm – således også i voers lokalområde. I dag hæfter vi os måske mest ved, at grænse-flytningen blev til efter verdens første demokratiske folkeafstemning. Dengang var det mere en bølge af nationalbevidsthed og glæde over (i det mindste) at have fået halvdelen af Slesvig tilbage efter det frygtelige nederlag i 1864, der drev danskerne. Samtidig bøjede man hovedet i mindet om de over 5.000 sønderjyder, der mistede livet, mens de var tvunget i tysk krigstjeneste i Første Verdenskrig.

Mindestenen i Borum blev rejst ved frivilligt arbejde – og dengang var det uden traktor og gravemaskine. Stenen kom fra jorden på Nyvanggård, Stillingvej 224, hvor gårdejer Morten Mortensen havde fundet den i marken. En professionel stenhugger – vi ved desværre ikke hvem – indhuggede flag, årstal og de to hænder, der mødes over teksten “Velkommen hjem”.

Pladsen ved Borum Byvej og Bysvinget var også dengang offentlig. Den er byjord (gadejord) og menes at have været den gamle grandeplads, hvor bønderne og en repræsentant for jordbesidderne mødtes for at træffe aftaler om jordbruget i landsbyfællesskabets tid (før 1796).

Efter 1920 blev der i mange år holdt fest i Borum på Dybbøldagen, 11. juli. Omkring stenen blev sat et lille hegn og lavet en nydelig beplantning. Siden da har pladsen omkring stenen gået så grueligt meget igennem. Men det er en helt anden historie.

Vi mødes ved stenen 20. maj 2020

I Borum markerer Lokalhistorisk Arkiv og mange andre gode kræfter 100 års jubilæet ved en offentlig sammenkomst onsdag d. 20. maj kl. 19.
Alle er velkomne.

I al sin enkelhed

Sendt som postkort.

Borum Skole, Bysvinget 16, blev opført i 1901, og den ser ikke ud til at være mange år gammel, da dette billede blev taget. Den flotte rødstensbygning står knivskarpt uden sløring af træer og buske som ved lidt ældre huse. Vejen til højre for stakittet var i skolens første år simpelthen hovedvejen mellem Viborg og Århus.

Skolen blev også kaldt “lærerindens skole” eller “forskolen”. For den afløste nemlig ikke den langt ældre bygning lige ved siden af, “lærerens skole” med den nutidige adresse Bysvinget 18a, nej den supplerede den, fordi de mange børn i Borum Sogn ikke kunne rummes i mindre end to bygninger.

Sådan fortsatte det lige indtil 1964, da alle tre skoler i Borum-Lyngby blev nedlagt.

Billedet er trykt som brevkort. Arkivets eksemplar blev sendt eller rettere afleveret uden frimærke til Frk. Asta Petersen, “Borumlund”, Mundelstrup. Borumlund var mejeriet. Asta var vist en datter af mejeribestyrer Petersen. Som afsender står “H.L.”, der nu nok var lærerinde Helga Laursen.

Damgården blev udflyttet på bare to måneder

Foto af Damgården, der i de første år kun havde to længer. Kommer du fra Lyngby og kører mod øst, er Damgården den sidste før motorvejen.

Efter branden i Lyngby i september måned 1919 blev Damgården, der havde ligget midt i byen omkring det nuværende Glamhøjvej 3, opført på marken cirka 500 meter øst for byen (nuværende Glamhøjvej 30).

Byggeriet gik meget hurtigt, da man skulle have dyrene på stald, inden vinteren satte ind i november. Arbejdet blev delt mellem to murermestre. Én opførte staldlængen og en anden stuehuset. Således lykkedes det at blive færdig rettidig med de nødvendigste bygninger. 

Om branden kan du læse mere her.

Dalgas byggede den første Silkeborgvej – aktivister forsøgte at hindre den næste

E. M. Dalgas

Hedens opdyrker, Enrico Mylius Dalgas (1828-94), udrettede også andet end det, eftertiden kender ham bedst for. Han byggede større veje – også i vores område.

Syd for Lyngbygård stod Dalgas for arbejdet med at anlægge den første vej mellem Århus og den nyanlagte by Silkeborg. Silkeborg, der blev oprettet af papirfabrikant Michael Drewsen så sent som i 1844. Rigsdagen og kongen ønskede, at Dalgas trak en så lige vejføring som muligt tværs over Jylland fra Århus over Silkeborg og et lille sted kaldet Herning (1064 indbyggere) til købstaden Ringkøbing.

I 1861 var ingeniørkaptajn Dalgas og hans folk i gang ved Lyngbygård Å, hvor de blandt andet anlagde den første bro over åen på dette sted (dog vides det, at den sydligste af de tre gamle Ry-veje krydsede åen på en bro kaldet Kannikemøllebroen lidt syd for samme sted, faktisk omtrent hvor E45 krydser i dag). 

Arkæologi to gange på samme sted
I skrænten ved Kannikegården lige vest for Snåstrup Mølle gravede vejfolkene grus. Her stødte de på grave, der viste sig at stamme fra romersk jernalder (0-400 e. Kr.). Så overlod Dalgas scenen til det nystiftede Historisk-Antikvariske Selskab i Århus.

Under ledelse af godsejer Dahl, Moesgård, blev 10 grave nu endevendt. Urner, et par knive, synåle, dragtspænder, fibulaer og en kam dukkede op.

139 år senere, år 2000, genoptog Forhistorisk Museum, igen med base på Moesgård, det arkæologiske arbejde, nu under ledelse af arkæolog Jens Jeppesen og med betydeligt mere moderne metoder. Konservator Marianne Schwartz, Borum, sørgede for, at de fundne genstande forblev og forbliver velbevarede. Jens Jeppesen er kendt i vores område. Han har også gravet i Borum Eshøj og i Blankhøj, hvor der nu ligger en rasteplads af samme navn.

Både Blankhøj og udgravningen ved Kannikegården var såkaldte nød-udgravninger betalt af Vejdirektoratet.

Sidste chance
Denne gang var det nemlig sidste chance. For nu byggedes der igen vej, og den nyeste udgave af “Silkeborgvej” over Lyngbygård Å kom til at bestå af to enorme landskabsbroer (højbroer) med en motorvej på. Første etape af Silkeborg-motorvejen, Brabrand-Låsby, åbnede i 2004. Kannikegården blev fjernet, og vejen tog også den sydlige del af Lyngbygårds jord.

Endnu mere berørt blev bofællesskabet Snåstrup Mølle, en gammel vandmølle der ligger på kanten af Lyngby og Framlev Sogne.

På Snåstrup Mølle stiftedes i 1980’erne en usædvanlig forening og aktionsgruppe, der faktisk findes den dag i dag.

Overflødig?
“Jyder mod Overflødige Motorveje”, kom foreningen nok så smart til at hedde. På det tidspunkt talte man i København nemlig meget om, at hvis jyder bare blev spist af med nogle motorveje, kunne magthaverne sagtens pacificere dem.

Træ-aktion i 2002.

“Jyderne” gennemførte i 2002 en flere måneder lang, men nytteløs fysisk besættelse af nogle træer på den selvsamme skrænt, hvor d’herrer Dalgas, Dahl og Jeppesen fandt oldsager. Hver dag fra 17. februar til 28. juni 2002 sad et par aktivister på en platform højt oppe i træerne og forhindrede entreprenøren i at komme frem. Til sidst opgav de dog, og to år senere var motorvejen en realitet.

Om den nye rute 15 og dermed det seneste indgreb i naturen ved Lyngbygård virkelig blev overflødig, eller om den kan ses i naturlig forlængelse af Dalgas’ værk med at binde Silkeborg og Århus sammen, må enhver selv vurdere.

De kaldte det for Lækkerbo

Tre fag bindingsværk, stråtag med kragetæer, spåntækket gavl og en rar dame i døren.

Dette spidse hus lå engang på Langelinie mellem nummer 53 og 55. Kommer du fra Lyngby eller Århus og glemmer at bremse ned ad bakken, kører du lige ned til stedet, hvor der i dag ligger to garager.
Oprindelig var det et halvt dobbelthus. Der står jo kun tre fag bindingsværk her, men bygningen fortsatte oprindelig i en lidt længere del mod øst, hvor Langelinie 55 i dag har en lille forplads. Uden tvivl var dobbelthuset vældig gammelt.
På billedet fra omkring 1940 står Marie Bonde Kristiansen i døren. Hun og Kristian Kristiansen boede siden på Langelinie 75 og i det røde hus ved vandmøllen, Borum Møllevej 1.
Alle i Borum kendte dengang huset under navnet Lækkerbo. Hvorfor? Jo, fordi “Bette Niels Peter” flyttede ind omkring 1920. Han blev engang spurgt, hvorfor hans husbestyrerinde nu igen var rejst fra ham.
“Jo, for hun var begyndt at gå og gøre sig lækker over for mig, og det vil jeg ikke have”, svarede han.
Mange mente, at det vist forholdt sig lige omvendt. Kvinderne flyttede i hvert fald efter tur. Og “Bette Niels Peter” fik øgenavnet Lækker – hvorfor hans hus nødvendigvis måtte blive til Lækkerbo.
Denne historie har arkivet fået fortalt af Leo Sørensen, født 1912. Han kom faktisk selv til verden i det lille hus ved Langelinie, inden han senere voksede op på Byvejen 6.
Marie og Kristian Kristiansens datter, Karen, har udlånt os billedet. Sikke et held, at det blev taget. Lækkerbo brændte nemlig i 1946. Den anden del af dobbelthuset findes der ingen billeder af.

Her er til gengæld et billede fra 1957 af nabohuset, Langelinie 53. Det er ikke helt den originale udgave. Stråtaget er væk. Der er kommet eternittag. Men mure, døre og vinduer har det oprindelige udseende.

Ak hvor forandret. Langelinie 53 fotograferet i 1957.

Storken knejser på taget

Langelinie 33 og Borum Byvej 10 – tilsammen Bækhuset – fotograferet i 1946.

I de seneste år er Borum-Lyngby flere gange blevet besøgt af storke om foråret. I april 2019 kom der hele fem hvide storke, som i nogle dage opholdt sig i Tingvad og gjorde sig til gode med småkravl på engene og den nærliggende golfbane ved Lyngbygård.

Storke er også flere gange set i vådområdet øst for Stillingvej mellem Borum og Sabro. Det er lige omkring udspringet af… ja, Storkesig Bæk.

Vi har en Storkesig Bæk i Borum. Men til hverdag har vi ingen storke. Som det gamle stednavn – i dag repeteret i et gårdnavn og en lille stikvej på Bysvinget – viser, har det engang været helt anderledes.

Og vi skal faktisk ikke så langt tilbage. Dette billede viser Bækhuset, som var stuehus til den gamle Borum Bækgård, indtil udbygningerne blev revet ned i 1944. Billedet er taget bare to år senere.

På tagryggen står tre og på skorstenen yderligere én vaskeægte stork. På dette tidspunkt var de helt almindelige. Også på taget af kostalden på Lyngbygård var der altid en beboet storkerede på dette tidspunkt. Kostalden, der nu er revet ned, lå syd for gårdspladsen.

Storkene samlede føde i engene og langs vandløbene. De var dog også glade for tætklippede græsmarker, hvor der for eksempel var blevet slået hø.

Om vi snart får mere bofaste storke i Borum-Lyngby afhænger af tre ting: 1) at den samlede bestand øges, for vi befinder os jo på nordflanken for udbredelsen, 2) at storkene på ny finder vores landskab velegnet, og ikke mindst 3) at nogen sætter stativet op til en storkerede.

P.S.: Hvad er det, der stikker op bag skorstenen til venstre? Det er såmænd den daværende vindmølle af jern på købmandsgården, Borum Byvej 16, en såkaldt klapsejler.

Fuld beskæftigelse i 1928

Anius Andersen, Lyngby, (siddende) og hans fætter slog skærver ved Borumbro. Vejen er datidens Stillingvej.

Hvem sidder der bag skærmen? Alle kender Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der huggede vilde gnister af morgenvåde sten. Sangen er fra 1905.

På denne perle af et billede ser vi et fuldstændig tilsvarende syn, men så sent som i 1928. Skærmen værnede mod blæst og regn, og så var det ellers bare at tage fat med hammeren.

Billedet er taget ved Borumbro og dermed lige på randen af vores lokalområde. Vejen, der ses med sine vejtræer, er Skanderborgvej, der nu hedder Stillingvej, og fordybningen i baggrunden må nok være Lyngbygård Å.

Råmaterialet var almindelige marksten, og vejenes behov var næsten umætteligt for skærver og sand. På den måde var der dengang med garanti altid arbejde nok til dem, der virkelig ville arbejde – så længe de nu kunne holde til det.

De to vejmænd er Anius Andersen, Lyngby (siddende), og hans fætter, som vi ikke kender navnet på. Billedet modtog arkivet midt i 1990’erne fra smedemester Anders Andersen, Mundelstrup Stationsby.

Vejmand passer den gamle sten ved Borumbro

Frederik Baltzersen, søn af Baltzer Frederiksen, passede blandt andet landevejen gennem Borum. Her er han omkring år 1900 i gang med finrivningen omkring kongens gamle vildtbanesten fra 1700-tallet.

Vejene omkring Borum har altid været arbejdsplads for småfolk. Da veje blev passet med håndkraft af henholdsvis amt og kommune, var der altid nok at gøre. Om ikke andet skulle vejtræerne beskæres.

Her er en gammel borummer i gang med at vedligeholde pladsen foran den fine sten, der i sin tid udgjorde en skelpæl for kongens jagtområde, Skanderborg Domæne. De kongelige jagtområder blev også kaldt vildtbaner, og kendere kalder stenene for vildtbanepæle.

Vildtbanen sluttede mod nord ved Lyngbygård Å, så Borum Sogn var lige nøjagtig ikke omfattet af det område, hvor der faktisk gjaldt dødsstraf for at skyde vildtet. Stenen stod indtil cirka 1975 direkte ud til landevejen ved lokaliteten Borumbro – stedet hvor vejen krydsede over åen.

Nu ligger Stillingvej højt over stedet, for den nye og meget bredere vej er placeret på en dæmning over åen. Men stenen blev reddet og flyttet over på Borum-siden af åen, hvor man i dag møder den ved Kringlen. Der kommer dog ikke just en vejmand og river pænt omkring den.

Fra små kår

Frederik Baltzersen, født 1856, var ud af en gammel Borum-slægt, hvor mændene skiftevis hed Baltzer (Baltasar) Frederiksen og Frederik Baltzersen. Præsterne havde dog deres hyr med at skrive det fremmedartede navn ind i kirkebøgerne, selv om det faktisk kommer fra en af de hellige tre konger på Jesu tid, så der ses mange versioner af stavningen.

Ved “Frederich Baltharzen”s fødsel skrev præst Hørning dog uden tøven faderens titel sådan: Indsidder. Det betød en mand, der boede til leje med sin familie hos andre, og det var allerede dengang et lidt gammeldags udtryk. Han kunne også have skrevet “laveste socialklasse”.

Familien var som regel at træffe i de mindre, jordløse huse. I 1883 fik Frederiks far, Baltzer Frederiksen, dog skøde på matrikel 19l, der er Langelinie 37. Dengang var det bygget sammen med Langelinie 39. Nu var det jordløse hus dog hans eget. Baltzers stilling angives som karetmager. I 1891 overgik huset til hans datter, Maren Baltzersen, der tilsyneladende boede der sammen med sin niece Ane Frederiksen. De nærmere familieforhold må slægtsforskere udrede.

Malet på porcelæn

Erna og Tage Kragh, Borum Byvej, var ud af samme familie. Tage var så glad for billedet af vejmanden ved Borumbro, så at han malede det af i en forbedret udgave. Det skete på en indrammet porcelænsplade, som efter hans død i 2016 overgik til Lokalhistorisk Arkiv.

Tages udgave ses her:


En anderledes juleafslutning

Af Aase Suk

Det var sidste skoledag før juleferien i 1958. Alle syv klasser i Lyngby Skole (egentlig kun to, nemlig bette klasse og store klasse) var samlet i skolestuen. Nogle af de ældste børn havde pyntet op med gran og levende lys.

På katedret havde min bror Leif lavet en grotte af pap og vat. I grotten var der nisser og et lille bitte juletræ og under træet små pakker med ingenting i.

Vi startede dagen med at synge julesalmer og -sange, og derefter kom Harlev-bageren Magnus med en stor plade fyldt med wienerbrød.. Der var også en kasse med sodavand.

Da pladen var tømt, og sodavanderne var drukket, læste lærer Hermansen en julehistorie for os. Vi sad alle pænt og lyttede, mens han gik frem og tilbage foran katedret og læste. Pludselig gik der ild i gran og vat.

Hermansen var snarrådig og råbte, at vi skulle blive siddende på vores pladser. Han tog den tomme bageplade, klappede den ned over flammerne og kvalte ilden.

Pyha, vi blev forskrækkede, men alt gik så hurtigt, og kun overfladen på katedret tog skade. Det måtte have en afhøvling og en gang lak i det nye år 1959.

Børn og lærere i Lyngby Skole fotograferet i 1956. Det er ganske vist ikke helt det samme år som den dramatiske begivenhed, men næsten, og billedet siger meget om bl.a. påklædningen. I arkivet har vi i øvrigt navnene på alle 26 personer.

Aksel Vognmands hus – den gamle telefoncentral

Gadebillede, Langelinie vinteren 2016-17. Nummer 39 står til salg. Uha. Hvad skal der ske?

Af Holger Dalegaard
og Peter Poulsen

Der ligger et vigtigt, lille hus i landsbyen. Det ligger lige ud til Langelinie, og uden det hus ville Borum tage sig meget ringere ud. I dag kan enhver se det.

De fleste i Borum husker Aksel “Vognmand” Nielsen (1922-2013). I hans velmagt kørte han omkring i Østjylland med egnens flotteste lastbil. Den var ikke stor og slet ikke moderne, men Aksel pudsede, plejede og malede vognen, så selv hjulene skinnede i flere farver. “Hold Dem til Volvo – den holder til Dem”, citerede han et ældgammelt reklameslogan.

Ældgammelt var også huset, som han vedligeholdt med samme omhu, hvilket indebar den store fordel, at han altid stod klar til snak, når nogen kom forbi.

Sådan noget bindingsværk passer jo ikke sig selv – især ikke når det efterhånden er blevet lidt vel trøsket inde bag tjæren. Asfalten på vejen lå lidt højere end huset, så Aksel havde også en fare for vandindsivning at tage vare på. Rækværket fik af og til skrammer af en bil.

Og så skulle bindingsværkets tavl jo også opstreges, som traditionen på Århus-egnen bød engang, og som næsten ingen andre end vognmanden i Borum efterhånden holdt i hævd. Når muren havde fået sin gule cempexo, stregede Aksel murstensmønstret op i hvidt med en smal børste. Ikke fordi han skulle, men fordi sådan havde man altid gjort. Flot og meget traditionsbevidst.

Levende tradition: Aksel “Vognmand” Nielsen stregede bindingsværkets tavl op i murstensmønster, som man i umindelige tider har gjort i Østjylland. Det havde han et helt bestemt tag på. Billedet er taget af Niels Hansen omkring 1988.

Nede i kælderen havde han sin hule. Vognmanden, der aldrig glemte, at han før lastbilen havde kørt med heste, fremstillede som en habil sadelmager fint seletøj til andre hesteinteresserede.

Aksel Nielsen var indfødt i Borum. Da Tove og han blev gift, overtog de Aksels bedsteforældres hus i 1952 og fik over seks årtier som ejere.

Ægte bindingsværk på ny

2018 blev året, da hele det bevaringsværdige hus kunne være endt som et hul i luften efterfulgt af… ja, hvad som helst som kommunen kunne have godkendt til at udfylde den bevarende lokalplan for Borum med.

Sådan gik det heldigvis ikke, og det blev sjovt nok en anden, nyere og noget mere effektiv vognmand, der valgte at give det gamle hus et fuldstændig nyt liv på dets egne, historisk korrekte betingelser. Lindskow Udlejning ApS købte i 2017. Tilsyneladende billigt, men især efter et års mindre vellykket udlejning kunne alle se, at her var der virkelig brug for mere end lidt maling, kit og nye stikkontakter.

Oprindeligt rød. Altså muren.

Mens Borum skiftevis måbede og glædede sig, valgte Sanne og Per Lindskow faktisk at forny hele Langelinie 39 styk for styk – fra syldsten til tagryg. Per brækkede ned i den varme sommer, og en dag kom noget så sjældent som en ægte bindingsværkstømrer til Borum. I hans kyndige hænder røg råddent træ ud og ægte egetømmer ind – komplet med tapper, nagler, hageblade, trætjære og alt til faget henhørende (hvilket ikke omfatter sømbeslag, kunne vi erfare). Sandt at sige blev der ikke mange meter  tilbage af det gamle bindingsværks tømmer og bogstaveligt talt ikke en pind af loft og tag. Undervejs gjorde Lindskows mange sære opdagelser. En af dem var, at det gule hus oprindelig havde været rødt.

Så bygges der med egetømmer. Kim Christensen fra Jysk Bindingsværk går ikke på kompromis, når det kommer til samling og udmuring af bindingsværket.

Her på egnen har vi ikke set en så omfattende og fagmæssig renovering af en historisk bygning siden branden og genopførelsen af Borum Vandmølles stuehus i 1981. Resultatet ser ud til at blive fantastisk.

Et sjældent længehus

Er det så i virkeligheden bare et nybyggeri, vi efterhånden ser ligge og tage sig godt ud på den markante plads ved Langelinie? Slet ikke. Det er stadig et ældgammelt hus i præcis det gamle hus’ sted, dimension og ånd, men stort set bygget af nye materialer.

Alt træ har sin tid. Også egetræ rådner.

Proportionerne er for eksempel helt specielle. Vognmandens hus var – og er – næsten kvadratisk. Syv og en halv meter på den ene og knapt otte meter på den anden led. Dertil kom en påhængt veranda mod øst – en “velstandsknast” som de blev lavet i begyndelsen af 1900-tallet. Men de otte meter på grundhuset er faktisk dybden, og dette er højst usædvanligt for et længehus, der jo – som navnet siger – bør have en lang facade med smalle gavle.

Aksel fortalte da også uden udpræget utilfredshed, at han engang havde haft besøg af en fin professor i arkitektur, der studerede det sjældne fænomen i Borum og målte huset op.

Engang var det langt

Lad os også gå tilbage i tiden:

I 1800-tallet udgjorde Langelinie 39 kun den ene ende af et ganske langt hus, hvor det nuværende Langelinie 37 udgjorde den anden ende. Til alt held er et foto heraf bevaret i arkivet. Så et længehus er det skam. Den store dybde fortæller måske noget om det gamle bindingsværk, hvoraf store dele tydeligvis var genbrug. Eventuelt fra en meget større bygning.

Det kan man da kalde et længehus. Langelinie 37-39 hang sammen som en lang længe. Billedet er fra omkring 1914, da egnens telefontråde endnu endte her.

Alderen forbliver faktisk en af husets helt store hemmeligheder. Langelinie 37-39 kan være endog meget gamle huse. En enkelt reference bliver, at deres grunde ses allerede på udskiftningskortet fra 1796. Bygningerne kan være ældre – men sådan set også yngre. Alle gamle spor kan være væk. Men de kan sådan set også stå i samme profil og med samme fodaftryk som noget endnu tidligere. Udskiftningskortet afmærker faktisk flere skitser af bygninger. Lige her ser det egentlig ud, som om der lå en længe klos op ad bækken, men om kortet kan tolkes så bogstaveligt, er nok tvivlsomt. Det viser hele sognet og er noget gnidret inde i byen.

Er Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37, så på et tidspunkt udskilt fra vognmandens? Nej, faktisk ikke. Med begge er vi bestemt i afdelingen for “jordløse huse”, som man sagde engang (dermed mentes ejendomme, hvor man ikke kunne leve af landbrugsjorden), men der er forskelle. Sidstnævnte har det selvstændige matrikelnummer 32 og et pænt stort stykke havejord på 1000 kvadratmeter. Førstnævnte har nummer 19l og en absolut minimal grund. Hovedmatrikelnummer 19 var den gamle, firlængede Bækgård (Langelinie 33/Byvej 10).

Vestgavlen af de gamle hus stod dobbelt, viste det sig. Som det ses af de sært anbragt taphuller, havde en del af tømmeret også haft en fortid i andre bygninger. Det er nu ikke ualmindeligt for gamle bindingsværkshuse.

Husene er snarere stillet op ad hinanden for at spare en gavl. Senere – helt præcis i 1927 – blev den venstre side af det største hus (altså midterste del af længen) revet ned og erstattet af en stald med plads til en hest, en ko og en kalv og til deres vinterfoder. Det er den træbygning, som Aksel Nielsen senere satte en port i og omdannede til garage for Volvo-lastbilen, der lige akkurat kunne kantes ind, når han kom hjem.

Seks voksne og et barn under samme tag

Grundlæggende har næsten alle huse i Borum By rummet en håndværker eller handlende. Efter udskiftning og en del udflytning af gårdene tjente landsbyen i 1800-tallet og det meste af 1900-tallet næsten udelukkende som servicecenter for landbruget. Længe før vognmandens tid udgjorde huset Langelinie 39 en tømrermesters bolig og base.

I 1901 boede her faktisk hele seks voksne og et stort barn under samme tag: Tømrermester Johannes Nielsen og hans hustru Ane Kirstine, deres søn, tømrersvend Anders Nielsen på 24 år, den ukonfirmerede søn Anton Marius på 13 år, tjenestepigen Magda på 17 år, tømrersvenden Peter på 21 år og tømrerlærlingen Rasmus, der også var 21 år. Den slags kan man læse i de sirligt førte folketællinger, hvis man altså ved, hvor man skal lede.

Bomholts butik, Langelinie 37, med staldbygning til Langelinie 39. Foto fra ca. 1950, før stalden blev bygget om til lastbilgarage.

Tømrer og centralbestyrer

Jamen var huset ikke også telefoncentral? Rigtigt husket. Telefonen kom til Borum i 1896, hvor læge Götsche (Langelinie 71) og købmand Eistrup (Langelinie 50) blev de første abonnenter.

Det nye kommunikationsmiddel spredte sig med en fart som en kattevideo på Facebook. I arkivet har vi Jydsk Telefon Aktie-Selskabs telefonbog fra 1914, og i den er Borum Central med 45 abonnenter allerede blevet knudepunkt for en større egn.

Familien Nielsen svarede “Borum” i røret, når brugerne drejede på håndsvinget og kaldte op, selv om Herskind Brugs, Vedelslund i Sjelle, Ristrup i Sabro, Lyngbygård Gods og Mundelstrup Station (DSB) var blandt abonnenterne. Nogle af dem delte en linje fra centralen, for eksempel “Kvottrup Telefonkonsortium”.

Vi ved intet om, hvor stort omfang telefonpasningen havde i forhold til tømrerarbejdet, men gætter på, at førstnævnte let kunne klares ved, at der altid var mindst én person hjemme i den store husstand.

Sønnen Anton, der tog over i 1918, satsede dog stort på det nye. Han byggede huset på Byvej 3 (som eternitplader på træskelet – man er vel tømrer), og Jydsk Telefon flyttede centralen til … ja, Centralen, som huset vist stadig kaldes, selv om det er over 50 år siden, at de gamle fastnettelefoner blev automatiske.

“Centralen”, Borum Byvej 3, fotograferet i 1987 af Stig Andersen.

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Anton Nielsen fik i 1927 også en rolle i spillet om det kommende forsamlingshus, men den rolle må vi fortælle om en anden gang.

En aktiv pensionist: Skov-Andreas

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Om morgenen kunne man se ham tage til skovs med en gig (tohjulet hestevogn) efterfulgt af en ko med kalv. Mens “Skov-Andreas” slog hø med le inde mellem træerne, græssede hest og kreaturer, som han tøjrede i lysninger og ved skovveje. Om aftenen kom dyrene ind i den føromtalte stald. En lille plads adskilte (og adskiller) beboelseshuset fra stalden. Også på den lille, nu opfyldte eng ved Brundsving (i dag under husene Langelinie 49 og 51) græssede Nielsens dyr, og svigersønnen Carl (Aksels far) fik en hjælpende hånd på sit husmandssted, Langelinie 57. Den gamle mand havde fuldt op at gøre.

Nyt liv i landsbyen

Imens dette skete, udviklede den anden ende af huset sig helt anderledes. Under stråtaget rummede Langelinie 37 i 40 år familien Bomholt. Niels var tækkemand, men også meget andet. Dorthea og Niels Bomholt købte to biler og kørte begge lillebil, som man sagde. Altså taxi. De drev også en lille butik med is og slik.

Fra Tove og Aksel Nielsens storhedstid i det gule hus på Langelinie. Lastbilen, som Aksel passede og plejede med stor omhu, findes der desværre kun dette ene billede af – måske fra omkring 1970. Bag på billedet står, at pigen skal være Birgit Svendsen, Højballegård.

Tove og Aksel Nielsen fik mange år i det gule – men oprindeligt røde – bindingsværkshus på Langelinie, og her voksede døtrene Lise Lotte og Inge Merete op.

Merete har hjulpet med enkelte oplysninger til denne artikel. Resten af det fortalte er en blanding af egne hukommelser og materiale i Lokalhistorisk Arkiv.

Vi er overbeviste om, at det nye, gamle hus bliver attraktivt for de kommende beboere. Langelinie 39 får nyt liv, og det gamle er nu dokumenteret.

November 2018

Holger Dalegaard og Peter Poulsen

1 2 3 23