Røde Svend kaldte sig “Signe”

Svend Vestergaard Jensen fotograferet i 2021 med den landskendte plakat fra 1970’erne.

I 2021 røbede en tidligere borummer en ret vild hemmelighed, der havde holdt i næsten 50 år. Nemlig hvem den “Signe” var, der i 1974 tegnede Rødstrømpebevægelsens berømte, logo-agtige plakat, der ikke bare mobiliserede kvinder i hele landet i nogle hektiske år, men siden nærmest er blevet danmarkshistorie.

Det var nemlig ham. Ja, ham, en mand.

Svend Vestergaard Jensen, socialistisk grafiker, socialrådgiver og siden trafik-aktivist m.m., voksede op på Galten Vestermark, men flyttede til Borum i 1974, nemlig ind i det venstreorienterede kollektiv i Købmandsgården, Borum Byvej 16.

Samme år fik han en tys-tys-opgave. Havde han ikke holdt mund, ville det have udløst en skandale i og omkring Rødstrømperne, der med slogans som “kvinder er stærke” og “det private er politisk” arbejdede i basisgrupper af kvinder – og absolut ikke mænd.

Men i 2021 besluttede “Røde Svend” Vestergaard Jensen, der nu bor i København, at tage æren af det arbejde, som han rettelig havde udført. Han valgte det i grunden ærkekapitalistiske, amerikanske medie Facebook til afsløringen og skrev i sit opslag:

Kvindefestivalen i august 1974 er gentagne gange i DR blevet brugt som billede på 1970’erne med denne silketryk-plakat og folder som blikfang. Jeg lavede den efter aftale med Rødstrømperne i Odense – og lovede ikke at sige, at det var en mand, der havde tegnet og trykt plakaten. Sig hun hedder Signe – sagde jeg – hende der har lavet den. Jeg afslører nu, at det var mig. Af samme årsag hedder min datter Signe. Hun er ikke lille – såmænd lige blevet 38 år!”

 

Den mystiske viadukt

Viadukten er på den ene side fra 1915.

… men på den anden side er den også fra 1936.

Ledvogterhuset, Lyngbygårdsvej 65, fotograferet i 2021. Fraflyttet, men endnu ikke nedrevet.

I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej Lyngbygårdsvej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. Forklaringen er ganske banal:
I jernbanens barndom byggede man ikke broer. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig. Der kørte ikke så mange tog dengang, men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.
I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte lige ud ned til hjørnet af Yderupgårds stuehus.
Men i 1915 blev der støbt en trafiksikker viadukt, så konflikten mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret.
At vejen til gengæld blev gravet ned i en uoverskuelig bue, lider fodgængere, cyklister og ryttere under i dag. Lastbiler slipper de dog for. De færreste kan smutte under broens tre meters max-højde.
Ledvogterhuset fra banens barndom blev solgt til privat beboelse, da overkørslen kunne nedlægges.
20 år efter broen var jernbanen blevet så befærdet, at der blev anlagt dobbeltspor. Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses-arbejder, der især kaldte på arbejdsløse arbejdsmænd med skovl og trillebør. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første. Det er den, der står 1936 på.
Det lille ledvogterhus fik lov til at stå i over 100 år mere og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og banen.
I 2021 blev huset dog købt til nedrivning af Banedanmark. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Vellykket byvandring – gentages 2. oktober kl. 14

Mødestedet ved byens gamle indkørsel fra øst, Langelinie. I baggrunden Borum Østergård.

På en smuk, men alt for kold maj-aften havde vi over 30 deltagere i en historisk byvandring i Borum. Vi gik i to hold: Det ene med Birgit Sørensen ad den gamle hovedvej, Bysvinget. Det andet ad Langelinie og forbi mejeriet.

Der blev stillet mange gode spørgsmål, og vi har indtryk af, at mange fik udbytte under mottoet: Kend din by.

Arrangementet, der var 19. maj 2021, bliver gentaget lørdag d. 2. oktober kl. 14.

Birgit Sørensen fortæller i Bysvinget.

Afslutning i byens hjerte ved Borum Kro.

Borum Bæk

Normal betegnelse for bækken, der udspringer i Borum Stormose og løber (rørlagt) et par kilometer mod vest og gennemløber Borum By, inden den løber sammen med Storkesig Bæk lige vest for Borum Landevej.

Andre navne er:

Lybækken – for delstrækningen gennem byen.

Mosegrøften – blandt andet brugt af sognerådet i forbindelse med rørlægningen i 1932.

Afløbet fra Borum Stormose – betegnelse brugt af Århus Kommune.

Fra midtbyen i 1991

Arkivet er taknemmelig for alt, hvad vi modtager. Det behøver ikke at være gulnet, uskarpt eller fra 1800-tallet.

For eksempel har vi modtaget nogle værdifulde videooptagelser fra 1991.

Her har vi klippet en smagsprøve sammen fra midtbyen af Borum.

Da klippet blev vist i Borums Facebook-gruppe, lagde nogle mærke til de mange buslinjer, andre til nu afdøde personer og atter andre til, hvor meget huse og haver har ændret sig.

For god ordens skyld: Personerne er Frode Hansen, Knud Mikkelsen, Aksel Nielsen, Annette Lundgaard Kristensen og Frits “Sjælllænder” Nielsen.

Lyngholm

Lyngholm var navnet på et af de første husmandssteder på Borum Feldhede, nu Stillingvej 216.

I folketællingen i 1901 betegnes det som et boelsted. Det betyder omtrent det samme som husmandssted.

Gåsekrog

Dette navn står i folketællingen i 1901 som betegnelse for ejendommen matrikelnummer 17a. Det er Eshøjvej 95.
På tidspunktet boede her kun én person. Hun hed Mette Katrine Nielsen, var 66 år, enke og “lever af Landbrug”. Man kunne måske tro, at gåse-navnet haft noget med hende at gøre, men det er langt ældre.
Gaase-Krog nævnes allerede som stednavn i markbogen i 1683. Desværre fulgte der ikke noget kort med dengang.

Lybækken

Lybækken er et tidligere navn til Borum Bæk på strækningen gennem Borum By. Navnet kommer, tror August F. Schmidt (1952) af ly (på jysk: løj), der betyder kuldslået eller lunken.

Lybæksminde

Lybæksminde var navnet på et hus, der lå lige ved Borum Bæk. Stedet har i dag adressen Bysvinget 20, men det oprindelige hus lå betydeligt lavere i landskabet. Bækken løber i dag i rør under skellet mellem legepladsen og Bysvinget 20. Huset blev revet ned i forbindelse med rørlægning og vejudvidelse i 1941-42.
Navnet er vi sikre på, men oprindelsen har ingen i tide kunnet oplyse.
Borum Bæk blev tidligere kaldt Lybækken. Navnet kommer, tror August F. Schmidt (1952) af ly (på jysk: løj), der betyder kuldslået eller lunken.
Ordet minde eller mynde havde tidligere en betydning mere end i dag, nemlig en brink eller udmunding af et vandløb eller en fjord. I Århus hedder udmundingen af åen i havnen den dag i dag Mindet.
Hvis Lybækken i sin tid gik videre gennem en lille dam eller et gadekær ud for nuværende Langelinie 43-47, giver navnet mening. Intet er bevaret om et gadekær, men gamle kort åbner for muligheden.

Kochbakket

Arealet mellem Borum Højgård (Borum Byvej 18) og Storkesig Bæk inklusive vejen blev i en længere årrække kaldt Kochbakket.
Bakken var opkaldt efter familien, der i flere generationer drev tømrer- og karetmagerværksted i Bækhuset på hjørnet af Skivholmevej. Senere byggede Helmer Koch huset på Borum Byvej 41, så navnet passede endnu bedre.

Den voldsparate dyrlæge

Dyrlægen var en imponerende mand – og ikke rar at arbejde for.

Om dyrlæge Jens Kjeldsen i Borum (1865-1911) er der skrevet meget og pænt. Han var en overordentlig velbegavet mand med hele to uddannelser, jovial og vellidt. I hvert fald var han vellidt blandt støtter af Det radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905, og af dets avis i Århus, Jysk Morgenblad.

En helt anden historie fortæller hans tjenestefolk, og i 1904 var det gået så galt, at arbejderbevægelsens avis, Demokraten, optog et indlæg af tjenestepigen Martha M. Enevoldsen.

Hun havde i lang tid balanceret på en knivsæg. For løb man af sin plads, som det hed – og det var der vist gode grunde til – mistede man hele årslønnen. Sådan var betingelserne for tjenestefolk dengang. Indlægget lød:

“Dyrlæge Jens Keldsen, Borum, hos hvem jeg undertegnede har tjent fra 1. Novbr. 1903 til 1. Novbr. 1904, er en Mand af en saadan Karakter, at det er min simple Pligt at fremdrage ham for Offentligheden.
Han generede sig ikke ved – fordi jeg ikke vilde gøre Staldtjeneste en Søndag Eftermiddag (i Form af at muge) – at overfuse mig med saa grove Skældsord, at jeg ikke her kan gengive dem, og som Kronen på Værket at nappe mig i Armene, saa der var Mærker deraf i mindst 14 Dage efter. Desuden trak han mig i Haaret og slog mig over Fingrene med sin Egestok, naar jeg malkede, af hvilken Grund min forlovede maatte køre to Mil hver Aften for at staa Vagt, mens Malkningen varede.
Jens Keldsen bedes huske paa, at han ikke mere er Skolelærer, saa hans Myndighed med Hensyn til legemlig Revselse ikke naar saa vidt, at han har Lov til at banke løs på hverken Karl eller Pige, især da Prygleloven endnu ikke er gennemført. Hans Kone er af samme Stof som Gemalen – altsaa rask paa Næven, naar hun synes, at en “flad” paa Øret kunde gøre godt.
Den sidste Dag maatte jeg vente til Aften, inden hun vilde udlevere mig min surt fortjente Løn. I Fald alle Jens Keldsens gode Egenskaber skulde fremhæves, vilde der sagtens kunne blive Stof til en hel Roman; men min Hensigt er kun at advare alle pladssøgende Piger, der ønsker at bevare Lemmerne i god Behold”.

Den ene ravn hakker ikke den anden
Den nævnte forlovede hed Laurits K. Larsen. Kæresten var vokset op på ejendommen Langelinie 48 og var siden i lære som karetmager i Borum, inden han flyttede til Tåstrup ved Harlev. Laurits K. Larsen har beskrevet mangt og meget om småfolks kår begge steder. For eksempel om den dag, da Martha sammen med sin mor opsøgte lægen, Götsche (Langelinie 71), og fremviste de store, sorte mærker på armene:

“Der er et gammelt ord, der siger, at den ene ravn ikke hakker øjnene ud på den anden. Lægen kunne naturligvis godt se, at hun var blevet mishandlet, men som han bandede, fandengalemig kunne han ikke se, at det havde været dyrlægen, og så gik de hjem med uforrettet sag”.

Også sognefogeden, Hans Pallesen, måtte engang tilkaldes, men han nøjedes med at tage en snak med dyrlægen bag lukket dør og kom så ud til Martha, klappede hende på skulderen og sagde, at nu kunne hun nok regne med, at Kjeldsen nok skulle lade være med at gøre hende noget. Det holdt ikke.

Dømt for vold
Én gang slap dyrlæge Kjeldsen dog ikke godt fra sin “radikale” måde at behandle tjenestefolk på. En karl havde, før han henvendte sig, allieret sig med en af byens daglejere, der stod vagt bag et hushjørne ved stalden, det nuværende hus på Bysvinget 14. Laurits K. Larsen fortæller i en livserindring, som vi gemmer en afskrift af i arkivet:

“Martha havde kaldt dyrlægen ud i baggangen, da karlen ville bede om nogle penge. Så tog dyrlægen ham og smed ham om på gulvet og begyndte at høvle løs på ham. Da karlen råbte om hjælp, var daglejeren der straks og fik dyrlægen stoppet, mens karlen kaldte daglejeren til vidne om overfaldet, og dyrlægen blev meldt til politiet. Han blev dømt for overfald og vold og måtte betale karlens løn fuldtud”.

Dyrlægen fotograferet i et tohjulet hestekøretøj, en gig, foran Bysvinget 12 i 1908.

 

Lidt om det hele i 2020

Stadsarkivet i Århus arbejder med 1) hele kommunen i al almindelighed og 2) Århus Købstad (den oprindelige by) og den kommunale forvaltning i særdeleshed. Borum-Lyngby udgør selvfølgelig kun en lille og nok lidt uvæsentlig detalje for de professionelle historikere ude i den store by. Kunne man tro.

I 2020 satte Stadsarkivet dog det store sejl og udførte en række beskrivelser af de gamle sognekommuner i oplandet til Århus. Artiklerne blev trykt som føljeton i Århus Stiftstidende og lagt på AarhusWiki.

Artiklen om Borum-Lyngby blev skrevet af arkivar Janne Marie Barslev, der selvfølgelig fik lidt hjælp af Lokalhistorisk Arkiv. Resultatet blev så godt, at vi lader det stå her:

AarhusWiki om Borum-Lyngby

Ilkjær

Dette gamle stednavn blev brugt om et kær vest for Stillingvej nær Rouseng. Om vinteren stod her som regel vand, og efter frostvejr blev der skåret is i store blokke. Isen blev blandt andet opbevaret ved mejeriet og brugt til afkøling i den varme del af året.

1 2 3 25