Kochbakket

Arealet mellem Borum Højgård (Borum Byvej 18) og Storkesig Bæk inklusive vejen blev i en længere årrække kaldt Kochbakket.
Bakken var opkaldt efter familien, der i flere generationer drev tømrer- og karetmagerværksted i Bækhuset på hjørnet af Skivholmevej. Senere byggede Helmer Koch huset på Borum Byvej 41, så navnet passede endnu bedre.

Den voldsparate dyrlæge

Dyrlægen var en imponerende mand – og ikke rar at arbejde for.

Om dyrlæge Jens Kjeldsen i Borum (1865-1911) er der skrevet meget og pænt. Han var en overordentlig velbegavet mand med hele to uddannelser, jovial og vellidt. I hvert fald var han vellidt blandt støtter af Det radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905, og af dets avis i Århus, Jysk Morgenblad.

En helt anden historie fortæller hans tjenestefolk, og i 1904 var det gået så galt, at arbejderbevægelsens avis, Demokraten, optog et indlæg af tjenestepigen Martha M. Enevoldsen.

Hun havde i lang tid balanceret på en knivsæg. For løb man af sin plads, som det hed – og det var der vist gode grunde til – mistede man hele årslønnen. Sådan var betingelserne for tjenestefolk dengang. Indlægget lød:

“Dyrlæge Jens Keldsen, Borum, hos hvem jeg undertegnede har tjent fra 1. Novbr. 1903 til 1. Novbr. 1904, er en Mand af en saadan Karakter, at det er min simple Pligt at fremdrage ham for Offentligheden.
Han generede sig ikke ved – fordi jeg ikke vilde gøre Staldtjeneste en Søndag Eftermiddag (i Form af at muge) – at overfuse mig med saa grove Skældsord, at jeg ikke her kan gengive dem, og som Kronen på Værket at nappe mig i Armene, saa der var Mærker deraf i mindst 14 Dage efter. Desuden trak han mig i Haaret og slog mig over Fingrene med sin Egestok, naar jeg malkede, af hvilken Grund min forlovede maatte køre to Mil hver Aften for at staa Vagt, mens Malkningen varede.
Jens Keldsen bedes huske paa, at han ikke mere er Skolelærer, saa hans Myndighed med Hensyn til legemlig Revselse ikke naar saa vidt, at han har Lov til at banke løs på hverken Karl eller Pige, især da Prygleloven endnu ikke er gennemført. Hans Kone er af samme Stof som Gemalen – altsaa rask paa Næven, naar hun synes, at en “flad” paa Øret kunde gøre godt.
Den sidste Dag maatte jeg vente til Aften, inden hun vilde udlevere mig min surt fortjente Løn. I Fald alle Jens Keldsens gode Egenskaber skulde fremhæves, vilde der sagtens kunne blive Stof til en hel Roman; men min Hensigt er kun at advare alle pladssøgende Piger, der ønsker at bevare Lemmerne i god Behold”.

Den ene ravn hakker ikke den anden
Den nævnte forlovede hed Laurits K. Larsen. Kæresten var vokset op på ejendommen Langelinie 48 og var siden i lære som karetmager i Borum, inden han flyttede til Tåstrup ved Harlev. Laurits K. Larsen har beskrevet mangt og meget om småfolks kår begge steder. For eksempel om den dag, da Martha sammen med sin mor opsøgte lægen, Götsche (Langelinie 71), og fremviste de store, sorte mærker på armene:

“Der er et gammelt ord, der siger, at den ene ravn ikke hakker øjnene ud på den anden. Lægen kunne naturligvis godt se, at hun var blevet mishandlet, men som han bandede, fandengalemig kunne han ikke se, at det havde været dyrlægen, og så gik de hjem med uforrettet sag”.

Også sognefogeden, Hans Pallesen, måtte engang tilkaldes, men han nøjedes med at tage en snak med dyrlægen bag lukket dør og kom så ud til Martha, klappede hende på skulderen og sagde, at nu kunne hun nok regne med, at Kjeldsen nok skulle lade være med at gøre hende noget. Det holdt ikke.

Dømt for vold
Én gang slap dyrlæge Kjeldsen dog ikke godt fra sin “radikale” måde at behandle tjenestefolk på. En karl havde, før han henvendte sig, allieret sig med en af byens daglejere, der stod vagt bag et hushjørne ved stalden, det nuværende hus på Bysvinget 14. Laurits K. Larsen fortæller i en livserindring, som vi gemmer en afskrift af i arkivet:

“Martha havde kaldt dyrlægen ud i baggangen, da karlen ville bede om nogle penge. Så tog dyrlægen ham og smed ham om på gulvet og begyndte at høvle løs på ham. Da karlen råbte om hjælp, var daglejeren der straks og fik dyrlægen stoppet, mens karlen kaldte daglejeren til vidne om overfaldet, og dyrlægen blev meldt til politiet. Han blev dømt for overfald og vold og måtte betale karlens løn fuldtud”.

Dyrlægen fotograferet i et tohjulet hestekøretøj, en gig, foran Bysvinget 12 i 1908.

 

Lidt om det hele i 2020

Stadsarkivet i Århus arbejder med 1) hele kommunen i al almindelighed og 2) Århus Købstad (den oprindelige by) og den kommunale forvaltning i særdeleshed. Borum-Lyngby udgør selvfølgelig kun en lille og nok lidt uvæsentlig detalje for de professionelle historikere ude i den store by. Kunne man tro.

I 2020 satte Stadsarkivet dog det store sejl og udførte en række beskrivelser af de gamle sognekommuner i oplandet til Århus. Artiklerne blev trykt som føljeton i Århus Stiftstidende og lagt på AarhusWiki.

Artiklen om Borum-Lyngby blev skrevet af arkivar Janne Marie Barslev, der selvfølgelig fik lidt hjælp af Lokalhistorisk Arkiv. Resultatet blev så godt, at vi lader det stå her:

AarhusWiki om Borum-Lyngby

Ilkjær

Dette gamle stednavn blev brugt om et kær vest for Stillingvej nær Rouseng. Om vinteren stod her som regel vand, og efter frostvejr blev der skåret is i store blokke. Isen blev blandt andet opbevaret ved mejeriet og brugt til afkøling i den varme del af året.

Dronningen på Borum Eshøj

Dronning Margrethe II modtages 27. august 1999 af museumsinspektør Niels H. Andersen på et af de felter, hvor der endnu er gang i udgravningerne. Til venstre for Dronningen ses yachtkaptajn Viggo Hansen fra “Dannebrog” og en adjudant. Foto: Hans Skov.

Her har vi virkelig en begivenhed af historisk format. Dronning Margrethe II besøgte Borum Eshøj 27. august 1999, hvor hun her bydes velkommen af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, Moesgård Museum.

Niels H. Andersen forestod i 1990’erne de genoptagne udgravninger på Borum Eshøj-plateauet og har ved flere lejligheder øst af sin viden også til gavn for lokalbefolkningen.

Dronningen viste sin aldrig svigtende interesse for arkæologi ved at holde sig a jour med udgravningerne i Borum, hvor forskerne i denne omgang blandt andet afdækkede resterne af et toskibet langhus fra den sene del af stenalderen.

Dronningen fik også forevist de tre rekonstruerede høje – Johannes’, Kajs og Pouls Høj kaldet, og Hendes Majestæt så indenfor i “kolortehuset”, som børnene på egnen kalder det rekonstruerede bronzealderhus, der ganske rigtigt har vægge af ler, der er æltet med komøg.

Så vides har Danmarks regent ellers ikke besøgt vort lokalområde siden 4. november 1583. Det skulle da lige være, om en konge engang gjorde holdt ved Borum Kro for at få en bid brød på en rejse til Viborg eller Randers. I 1583 overnattede kong Frederik II med sikkerhed hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum.

Slut med at have magten

Borum-Lyngbys sidste sogneråd sad til 31. marts 1970.

Den 31. marts 1970 klokken 24 blev disse syv samvittighedsfulde mennesker med ét slag blev sat fra bestillingen.
Hvad der samtidig skete: Borum-Lyngby ophørte med at være en selvstændig kommune. Sognerådet blev nedlagt.
Kommunalreformen i 1970 indskrænkede i hele Danmark det lokale selvstyre. De nye kommuner skulle være bæredygtige, men mange af dem fik dødsstødet ved en ny runde sammenlægninger i 2007.
For 50 år siden blev 19 små sognekommuner her på egnen lagt sammen med købstaden Århus. De fleste – også Borum-Lyngby, der også dengang var blandt de mindste – har dog bevaret en vis lokal identitet. Når det gælder den lokale hukommelse i form af arkiverne, følger man næsten overalt de gamle kommuner såsom Brabrand-Årslev, Lystrup-Elsted, Beder-Malling – og altså Borum-Lyngby.
Politisk har vores lokalområde kun ganske sporadisk været repræsenteret i byrådet ide 50 år, der er gået. En kort overgang i 1980erne boede et SF-byrådsmedlem, Annie Niebuhr, i kollektiv i Borum. Byrådsmedlem Knud Mathiesen, Dansk Folkeparti, er opvokset i Borum. Men vi har aldrig rigtig kunnet levere til de store magt-partier i Århus Byråd.
Da dette billede blev taget, så alt anderledes ud. I sognerådsformand Niels Kjeldsen Jensens hjem på Baskærgård, Skivholmevej 29, blev der truffet mange vigtige afgørelser. Borum-Lyngby Sogneråd havde især kompetence, når det gjaldt sociale forhold, skole, veje og vandløb. Rigtig meget skulle dog konfirmeres bagefter i Århus Amtsråd.
Det sidste sogneråd 1966-1970 bestod af bagerst f.v. Paul Fuhlendorff, Borum, Inga Lauge Johannesen, Borum, Tage Kristensen, Lyngby, E. Ramskov Pedersen, Borum, og forrest f.v. Kristen H. Christensen, Yderup, Niels Kjeldsen Jensen, Borum, og Karl Chr. Hansen, Borum.

Mindesten i 100 år

Genforeningsstenen fotograferet i vinteren 2019/20. Den fylder 100 år 11. juli 2020. Foto: Peter Poulsen

I 2020 fylder den flotte mindesten på Torvet i Borum 100 år. Den blev indviet 11. juli 1920 ved en af de helt store begivenheder i Danmarks historie, Genforeningen.

10. juli 1920 red kong Christian d. 10. over den gamle grænse mod Tyskland på en hvid hest. Nu var det endelig beseglet, at Sønderjylland på ny var dansk, og 11. juli blev der holdt en kæmpemæssig fest på Dybbøl Banke ved Sønderborg. Samme dag samledes 200 i Borum til afsløring af den nye sten.

Overalt i Danmark var begejstringen enorm – således også i voers lokalområde. I dag hæfter vi os måske mest ved, at grænse-flytningen blev til efter verdens første demokratiske folkeafstemning. Dengang var det mere en bølge af nationalbevidsthed og glæde over (i det mindste) at have fået halvdelen af Slesvig tilbage efter det frygtelige nederlag i 1864, der drev danskerne. Samtidig bøjede man hovedet i mindet om de over 5.000 sønderjyder, der mistede livet, mens de var tvunget i tysk krigstjeneste i Første Verdenskrig.

Mindestenen i Borum blev rejst ved frivilligt arbejde – og dengang var det uden traktor og gravemaskine. Stenen kom fra jorden på Nyvanggård, Stillingvej 224, hvor gårdejer Morten Mortensen havde fundet den i marken. En professionel stenhugger – vi ved desværre ikke hvem – indhuggede flag, årstal og de to hænder, der mødes over teksten “Velkommen hjem”.

Pladsen ved Borum Byvej og Bysvinget var også dengang offentlig. Den er byjord (gadejord) og menes at have været den gamle grandeplads, hvor bønderne og en repræsentant for jordbesidderne mødtes for at træffe aftaler om jordbruget i landsbyfællesskabets tid (før 1796).

Efter 1920 blev der i mange år holdt fest i Borum på Dybbøldagen, 11. juli. Omkring stenen blev sat et lille hegn og lavet en nydelig beplantning. Siden da har pladsen omkring stenen gået så grueligt meget igennem. Men det er en helt anden historie.

Vi mødes ved stenen 20. maj 2020

I Borum markerer Lokalhistorisk Arkiv og mange andre gode kræfter 100 års jubilæet ved en offentlig sammenkomst onsdag d. 20. maj kl. 19.
Alle er velkomne.

I al sin enkelhed

Sendt som postkort.

Borum Skole, Bysvinget 16, blev opført i 1901, og den ser ikke ud til at være mange år gammel, da dette billede blev taget. Den flotte rødstensbygning står knivskarpt uden sløring af træer og buske som ved lidt ældre huse. Vejen til højre for stakittet var i skolens første år simpelthen hovedvejen mellem Viborg og Århus.

Skolen blev også kaldt “lærerindens skole” eller “forskolen”. For den afløste nemlig ikke den langt ældre bygning lige ved siden af, “lærerens skole” med den nutidige adresse Bysvinget 18a, nej den supplerede den, fordi de mange børn i Borum Sogn ikke kunne rummes i mindre end to bygninger.

Sådan fortsatte det lige indtil 1964, da alle tre skoler i Borum-Lyngby blev nedlagt.

Billedet er trykt som brevkort. Arkivets eksemplar blev sendt eller rettere afleveret uden frimærke til Frk. Asta Petersen, “Borumlund”, Mundelstrup. Borumlund var mejeriet. Asta var vist en datter af mejeribestyrer Petersen. Som afsender står “H.L.”, der nu nok var lærerinde Helga Laursen.

Damgården blev udflyttet på bare to måneder

Foto af Damgården, der i de første år kun havde to længer. Kommer du fra Lyngby og kører mod øst, er Damgården den sidste før motorvejen.

Efter branden i Lyngby i september måned 1919 blev Damgården, der havde ligget midt i byen omkring det nuværende Glamhøjvej 3, opført på marken cirka 500 meter øst for byen (nuværende Glamhøjvej 30).

Byggeriet gik meget hurtigt, da man skulle have dyrene på stald, inden vinteren satte ind i november. Arbejdet blev delt mellem to murermestre. Én opførte staldlængen og en anden stuehuset. Således lykkedes det at blive færdig rettidig med de nødvendigste bygninger. 

Om branden kan du læse mere her.

1 2 3 24