Et ældgammelt landevejshus

Klik for større foto.

Dette fine foto fik vi Arkivet i januar 2022 af en mand i Skovby. Han huskede ikke, hvor han havde det fra, men vi blev hurtigt enige om, at det er over 100 år gammelt. Og motivet med det for Århus-egnen så karakteristiske, opstregede bindingsværk? Noget sagde ham, at det vist var fra Borum.

Det tror vi også! Dobbelthuset med stråtag ligger meget markant ved landsbyens indkørsel sydfra. Da det blev bygget engang i tidernes morgen lå det ved landevejen mellem  kongens Skanderborg (Slot) og Dronningborg (i nutidens Randers).

Siden kom først én omfartsvej i 1930’erne (Borum Landevej) og siden én mere i 1970’erne (Stillingvej), så landevejen blev til Borum Byvej. Adressen i dag er Borum Byvej 6 og 8.

Byens allerførste skole lå heromkring. Måske i et lille hus på den sydvestlige del af den nuværende kirkegård. Måske i sydenden af huset på Borum Byvej 6.

Arkivet har naturligvis allerede flere billeder fra samme sted, men ingen så fine. Vi har heller ikke tidligere set det lille bislag ved nordgavlen.

På et af de andre billeder kommer sadelmager Marius Sørensen (f. 1878) gående mod sit hjem på “sadelmager-bakket”, som folk dengang kaldte strækningen fra Centralen til bygrænsen. Allerede på det tidspunkt var nummer 8 blevet ommuret med røde mursten, kan man se – sådan som det også fremstår i dag.

Det nye billede sad i en fin ramme, som vi forsigtigt lirkede det ud af for skanning. Stod der mon noget bag på det? Det gør der tit, men her var bare et diskret stempel med teksten “Th”. Sikkert fotografens mærke.

I 2022 finder vi Adriënne Heijnen henholdsvis Christina Karvonen i det bevaringsværdige dobbelthus.

Tidligere boede en af Socialdemokratiets og fagforeningens kæmper, Jens Olsen, i nummer 8. Nummer 6, sadelmagerens hus gennem årtier, havde i 1980’erne et mellemspil som embedsbolig for folkekirken. Da begyndte pengene at fosse.

Hele partiet omkring huset var ellers i 1974 blevet kaldt “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”, og idyllisk så der ud. Men nu skulle her bo en graver, mente menighedsrådet. Så al beplantning blev brutalt ryddet væk, bindingsværket blev skiftet ud af en tømrer, og gavlen blev muret op til halv højde af lysrøde, maskinstrøgne mursten. Sidstnævnte måtte menighedsrådet nu rykke ned igen, da sagkyndige så det grimme syn. Så nu er der på ny bindingsværk, og kirken har også sluppet grebet. Huset har nu en pietetsfuld, privat ejer

Største ændring fra det oprindelige hus er faktisk, at der er kommet kviste på. Med dagens kvadratmeterpriser udnytter næsten alle huse i Borum i dag etagen under taget. Selv de ældste.

Billedet, der fik registreringsnummer 2022-1-B42, sad i en fin ramme. Efter skanning kom det tilbage i rammen.

Jo, der kan vist ikke være megen tvivl. Det er samme hus med over 100 års forskel. Foto fra januar 2022.

Købmandens søn var først med det nye

Arnold Wind (t.h.) med kabelrullen på cykelstyret. Den anden mand menes at hedde Theodor Staack.

I 1924 grundlagde 22-årige Arnold S. Wind et nyt firma i Borum. Han introducerede den moderne elektricitet rundt om på gårde og i huse.

Strøm var noget nyt og meget avanceret dengang. 10 år tidligere eksisterede den slet ikke. I 1914 åbnede Framlev med flere Herreders Elektricitets-Værk (senere kaldt Galten Elværk) i Galten, og sogn for sogn førtes luftledningerne frem. Så var det bare at tage fat med at “lægge lys ind”, som man sagde, hos dem, der havde råd. Wind fra Borum modtog autorisation til at arbejde med el-installationer i Galten Elværks område på den ordinære generalforsamling 30. juni 1924.

Arnold S. Wind havde været på højskole i Hadsten, og så havde han faktisk stået i lære hos en rigtig elektriker i Spørring. Han vidste noget om elektricitet – modsat praktisk taget alle andre i samtiden.

Den nye elektriker var søn af Anne Marie og Herman Conrad Wind, der drev købmandsgården på Borum Byvej 16. Da Arnold kom til verden, var købmandsgården endnu kro, men hans mormor blev den sidste rigtige krovært.

Tiderne skiftede. Det gik godt for den unge mand, der startede med at cykle ud til kunderne med trådruller på styret og værktøjet på bagagebæreren. Pengene rakte snart til motorcykel og siden bil, og der blev også råd til at flytte hjemmefra, gifte sig med Magdalene og købe hus – i Mundelstrup.

Derfor kom firmaet til at hedde Mundelstrup El-Forretning og lå først på Viborgvej og siden 1977 i Græsvangen i Tilst. Fra 2010 omfatter den også Hinnerup El. Firmaet er førende i et stort lokalområde.

I dag drives Arnolds pionérværk af tredje og fjerde generation Wind. Anden generation var Herman og Gert Wind, tredje generation er Hermans søn, Mogens, og fra 2019 er hans søn, Christian, indtrådt i elektrikerfirmaet. Men det begyndte i Borum Kro.

Kunstnernes Efterårsudstilling

 

I 1991 blev der for første gang holdt en kunstudstilling i Borum Forsamlingshus. Og den var stor.

I de år var der et ualmindeligt højt aktivitets-niveau i Borum Borgerforening med blandt andet arrangementer i massevis. Det var da også en højst usædvanlig begivenhed, borgerforeningen havde stablet på benene lørdag d. 5. oktober 1991.

Dengang var forsamlingshusets sal præget af brune og grå nuancer. Men ved udstillingen kom der pludselig lyse stoffer op på udstillingsvægge fyldt med spændende ting for øjet.

Borgerforeningen førte i de år en bestyrelses-protokol, der selvfølgelig ligger i arkivet i dag. I den kan man følge forberedelserne.

Kirsten Hansen, Bysvinget 14, og Stig Andersen, Langelinie 69, var hovedpersonerne. De  samlede ikke færre end 14 kunstnere og kunsthåndværkere af alle slags – og vel at mærke alle fra Borum. Vi andre blev noget overraskede over at se, at der fandtes så meget talent midt iblandt os.

Lone Hindø (SF!) til åbningen

Her er noget af det, der var repræsenteret: Maleri. Knipling. Skulptur. Billedvævning. Papirklip. Almuemaling. Orkis. Foto. Syning. Blomsterbinding. Silkemaling. Keramik. Tegning.

Som det fremgår, var der en del kunsthåndværk imellem.

Det forhindrede dog ikke, at der blev brugt store, klassiske ord. Arrangementet hed simpelthen: Borum-kunstnernes Efterårsudstilling. Eller bare Kunstnernes Efterårsudstilling. Frit efter den mere etablerede og stærkt censurerede begivenhed på Charlottenborg i København.

Da den store dag oprandt, mødte Lone Hindø (dengang SF) op og foretog den officielle indvielse. Hun var byrådsmedlem og rådkvinde for blandt andet kultur, så finere kunne det vist ikke blive.

Kirsten Hansen lagde cigaretten, klappede for efter rådkvindens lille tale og tog imod den medbragte kurv med roser og en lykkebringende hestesko.

I Lokalavisen stod, at dagen havde været en fernisering. Også det ord var nyt i Borum.

Mange år senere. Trabekelværket udstiller samme sted 1. marts 2020.

Data fra arkivet

I dag har Borum Trabekelværket – stiftet i 2017 af Line Wegger, Borum Byvej 16, Gitte Wendelboe, Langelinie 36, og Vibeke Andreassen, Bysvinget 18. Trabekelværket har allerede adskillige arrangementer bag sig. I efteråret 2021 har man for eksempel i en længere periode kunnet se værker af Susi Nyholm, Tingvad 23.

I perioden mellem 1991 og 2017 er der selvfølgelig også blevet lavet billedkunst og lignende i Borum, men det er ikke så velbeskrevet.

Med arkivets hjælp kan vi derimod slå fast, præcis hvem det var, der udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling hin lørdag i 1991:

 

De udstillede i 1991

Elin Andersen, Borum Møllevej 27: Papirklip.

Birgit Bertelsen, Bysvinget 21 (nu Langelinie 50): Silkemaling.

Torben Gregersen, Bysvinget 21 (nu Langelinie 50): Oliemaleri.

Kirsten Hansen, Bysvinget 14: Fotografi.

Lisbet Ulbjerg Kristensen, Bysvinget 18A: Akvarel.

Mette Dalum Kristensen, Bysvinget 18A: Akvarel og tegning.

Rikke Dalum Kristensen, Bysvinget 18A: Brudekjole.

Erik Lange, Skivholmevej 44: Skulptur.

Martha Møller, Langelinie 67: Akvarel og lerfigurer.

Irma Munk Nielsen, Blakhøjvej 3 (nu Langelinie 77B): Blomsterdekoration.

Tommy Juul Sørensen, Borum Byvej 16 (senere Bysvinget 5): Keramik.

Peder Thuesen, Borum Møllevej 1: Knipling.

Jenny Taastrup, Langelinie 48: Almuemaling og stoftryk.

Ruth Wadsholt, Borum Byvej 10: Billedvævning og orkis.

Kun Birgit, Torben og Irma kan man i 2021 stadig møde i Borum.

 

Husk at fotografere

Arkivet råder også over den stump videofilm fra kunstudstillingen, som du kan se herover. Den viser blandt andet, at afdøde Martha Møllers akvareller af Borum-motiver havde stor blivende værdi som lokalhistorisk dokumentation. Desværre ved vi dog ikke, hvor de findes i dag.

Filmen er i øvrigt fra videokameraets barndom og ikke særligt god rent teknisk.

Men den minder om, at vi skal slutte med følgende opfordring:

Tag billeder!

Tag video!

Mal!

Tegn!

Og husk at aflevere lidt af det til dit lokalhistoriske arkiv.

Røde Svend kaldte sig “Signe”

Svend Vestergaard Jensen fotograferet i 2021 med den landskendte plakat fra 1970’erne.

I 2021 røbede en tidligere borummer en ret vild hemmelighed, der havde holdt i næsten 50 år. Nemlig hvem den “Signe” var, der i 1974 tegnede Rødstrømpebevægelsens berømte, logo-agtige plakat, der ikke bare mobiliserede kvinder i hele landet i nogle hektiske år, men siden nærmest er blevet danmarkshistorie.

Det var nemlig ham. Ja, ham, en mand.

Svend Vestergaard Jensen, socialistisk grafiker, socialrådgiver og siden trafik-aktivist m.m., voksede op på Galten Vestermark, men flyttede til Borum i 1974, nemlig ind i det venstreorienterede kollektiv i Købmandsgården, Borum Byvej 16.

Samme år fik han en tys-tys-opgave. Havde han ikke holdt mund, ville det have udløst en skandale i og omkring Rødstrømperne, der med slogans som “kvinder er stærke” og “det private er politisk” arbejdede i basisgrupper af kvinder – og absolut ikke mænd. Derfor holdt Svend loyalt mund i 47 år.

Men i 2021 besluttede “Røde Svend” Vestergaard Jensen, der nu bor i København, at tage æren af det arbejde, som han rettelig havde udført. Han valgte det i grunden ærkekapitalistiske, amerikanske medie Facebook til afsløringen og skrev i sit opslag:

Kvindefestivalen i august 1974 er gentagne gange i DR blevet brugt som billede på 1970’erne med denne silketryk-plakat og folder som blikfang. Jeg lavede den efter aftale med Rødstrømperne i Odense – og lovede ikke at sige, at det var en mand, der havde tegnet og trykt plakaten. Sig hun hedder Signe – sagde jeg – hende der har lavet den. Jeg afslører nu, at det var mig. Af samme årsag hedder min datter Signe. Hun er ikke lille – såmænd lige blevet 38 år!”

 

Den mystiske viadukt

Viadukten er på den ene side fra 1915.

… men på den anden side er den også fra 1936.

Ledvogterhuset, Lyngbygårdsvej 65, fotograferet i 2021. Fraflyttet, men endnu ikke nedrevet.

I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej Lyngbygårdsvej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. Forklaringen er ganske banal:
I jernbanens barndom byggede man ikke broer. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig. Der kørte ikke så mange tog dengang, men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.
I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte lige ud ned til hjørnet af Yderupgårds stuehus.
Men i 1915 blev der støbt en trafiksikker viadukt, så konflikten mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret.
At vejen til gengæld blev gravet ned i en uoverskuelig bue, lider fodgængere, cyklister og ryttere under i dag. Lastbiler slipper de dog for. De færreste kan smutte under broens tre meters max-højde.
Ledvogterhuset fra banens barndom blev solgt til privat beboelse, da overkørslen kunne nedlægges.
20 år efter broen var jernbanen blevet så befærdet, at der blev anlagt dobbeltspor. Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses-arbejder, der især kaldte på arbejdsløse arbejdsmænd med skovl og trillebør. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første. Det er den, der står 1936 på.
Det lille ledvogterhus fik lov til at stå i over 100 år mere og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og banen.
I 2021 blev huset dog købt til nedrivning af Banedanmark. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Vellykkede byvandringer

Mødestedet ved byens gamle indkørsel fra øst, Langelinie. I baggrunden Borum Østergård.

På en smuk, men alt for kold maj-aften og på en regntruende lørdag eftermiddag i oktober havde vi over 30 deltagere i to historiske byvandringer i Borum. Vi gik i to hold: Det ene med Birgit Sørensen ad den gamle hovedvej, Bysvinget. Det andet ad Langelinie og forbi mejeriet.

Der blev stillet mange gode spørgsmål, og vi har indtryk af, at mange fik udbytte under mottoet: Kend din by.

Arrangementerne var 19. maj og 2. oktober 2021.

Birgit Sørensen fortæller i Bysvinget.

Afslutning i byens hjerte ved Borum Kro.

Borum Bæk

Normal betegnelse for bækken, der udspringer i Borum Stormose og løber (rørlagt) et par kilometer mod vest og gennemløber Borum By, inden den løber sammen med Storkesig Bæk lige vest for Borum Landevej.

Andre navne er:

Lybækken – for delstrækningen gennem byen.

Mosegrøften – blandt andet brugt af sognerådet i forbindelse med rørlægningen i 1932.

Afløbet fra Borum Stormose – betegnelse brugt af Århus Kommune.

Fra midtbyen i 1991

Arkivet er taknemmelig for alt, hvad vi modtager. Det behøver ikke at være gulnet, uskarpt eller fra 1800-tallet.

For eksempel har vi modtaget nogle værdifulde videooptagelser fra 1991.

Her har vi klippet en smagsprøve sammen fra midtbyen af Borum.

Da klippet blev vist i Borums Facebook-gruppe, lagde nogle mærke til de mange buslinjer, andre til nu afdøde personer og atter andre til, hvor meget huse og haver har ændret sig.

For god ordens skyld: Personerne er Frode Hansen, Knud Mikkelsen, Aksel Nielsen, Annette Lundgaard Kristensen og Frits “Sjælllænder” Nielsen.

Lyngholm

Lyngholm var navnet på et af de første husmandssteder på Borum Feldhede, nu Stillingvej 216.

I folketællingen i 1901 betegnes det som et boelsted. Det betyder omtrent det samme som husmandssted.

Gåsekrog

Dette navn står i folketællingen i 1901 som betegnelse for ejendommen matrikelnummer 17a. Det er Eshøjvej 95.
På tidspunktet boede her kun én person. Hun hed Mette Katrine Nielsen, var 66 år, enke og “lever af Landbrug”. Man kunne måske tro, at gåse-navnet haft noget med hende at gøre, men det er langt ældre.
Gaase-Krog nævnes allerede som stednavn i markbogen i 1683. Desværre fulgte der ikke noget kort med dengang.

Lybækken

Lybækken er et tidligere navn til Borum Bæk på strækningen gennem Borum By. Navnet kommer, tror August F. Schmidt (1952) af ly (på jysk: løj), der betyder kuldslået eller lunken.

Lybæksminde

Lybæksminde var navnet på et hus, der lå lige ved Borum Bæk. Stedet har i dag adressen Bysvinget 20, men det oprindelige hus lå betydeligt lavere i landskabet. Bækken løber i dag i rør under skellet mellem legepladsen og Bysvinget 20. Huset blev revet ned i forbindelse med rørlægning og vejudvidelse i 1941-42.
Navnet er vi sikre på, men oprindelsen har ingen i tide kunnet oplyse.
Borum Bæk blev tidligere kaldt Lybækken. Navnet kommer, tror August F. Schmidt (1952) af ly (på jysk: løj), der betyder kuldslået eller lunken.
Ordet minde eller mynde havde tidligere en betydning mere end i dag, nemlig en brink eller udmunding af et vandløb eller en fjord. I Århus hedder udmundingen af åen i havnen den dag i dag Mindet.
Hvis Lybækken i sin tid gik videre gennem en lille dam eller et gadekær ud for nuværende Langelinie 43-47, giver navnet mening. Intet er bevaret om et gadekær, men gamle kort åbner for muligheden.

Kochbakket

Arealet mellem Borum Højgård (Borum Byvej 18) og Storkesig Bæk inklusive vejen blev i en længere årrække kaldt Kochbakket.
Bakken var opkaldt efter familien, der i flere generationer drev tømrer- og karetmagerværksted i Bækhuset på hjørnet af Skivholmevej. Senere byggede Helmer Koch huset på Borum Byvej 41, så navnet passede endnu bedre.

Den voldsparate dyrlæge

Dyrlægen var en imponerende mand – og ikke rar at arbejde for.

Om dyrlæge Jens Kjeldsen i Borum (1865-1911) er der skrevet meget og pænt. Han var en overordentlig velbegavet mand med hele to uddannelser, jovial og vellidt. I hvert fald var han vellidt blandt støtter af Det radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905, og af dets avis i Århus, Jysk Morgenblad.

En helt anden historie fortæller hans tjenestefolk, og i 1904 var det gået så galt, at arbejderbevægelsens avis, Demokraten, optog et indlæg af tjenestepigen Martha M. Enevoldsen.

Hun havde i lang tid balanceret på en knivsæg. For løb man af sin plads, som det hed – og det var der vist gode grunde til – mistede man hele årslønnen. Sådan var betingelserne for tjenestefolk dengang. Indlægget lød:

“Dyrlæge Jens Keldsen, Borum, hos hvem jeg undertegnede har tjent fra 1. Novbr. 1903 til 1. Novbr. 1904, er en Mand af en saadan Karakter, at det er min simple Pligt at fremdrage ham for Offentligheden.
Han generede sig ikke ved – fordi jeg ikke vilde gøre Staldtjeneste en Søndag Eftermiddag (i Form af at muge) – at overfuse mig med saa grove Skældsord, at jeg ikke her kan gengive dem, og som Kronen på Værket at nappe mig i Armene, saa der var Mærker deraf i mindst 14 Dage efter. Desuden trak han mig i Haaret og slog mig over Fingrene med sin Egestok, naar jeg malkede, af hvilken Grund min forlovede maatte køre to Mil hver Aften for at staa Vagt, mens Malkningen varede.
Jens Keldsen bedes huske paa, at han ikke mere er Skolelærer, saa hans Myndighed med Hensyn til legemlig Revselse ikke naar saa vidt, at han har Lov til at banke løs på hverken Karl eller Pige, især da Prygleloven endnu ikke er gennemført. Hans Kone er af samme Stof som Gemalen – altsaa rask paa Næven, naar hun synes, at en “flad” paa Øret kunde gøre godt.
Den sidste Dag maatte jeg vente til Aften, inden hun vilde udlevere mig min surt fortjente Løn. I Fald alle Jens Keldsens gode Egenskaber skulde fremhæves, vilde der sagtens kunne blive Stof til en hel Roman; men min Hensigt er kun at advare alle pladssøgende Piger, der ønsker at bevare Lemmerne i god Behold”.

Den ene ravn hakker ikke den anden
Den nævnte forlovede hed Laurits K. Larsen. Kæresten var vokset op på ejendommen Langelinie 48 og var siden i lære som karetmager i Borum, inden han flyttede til Tåstrup ved Harlev. Laurits K. Larsen har beskrevet mangt og meget om småfolks kår begge steder. For eksempel om den dag, da Martha sammen med sin mor opsøgte lægen, Götsche (Langelinie 71), og fremviste de store, sorte mærker på armene:

“Der er et gammelt ord, der siger, at den ene ravn ikke hakker øjnene ud på den anden. Lægen kunne naturligvis godt se, at hun var blevet mishandlet, men som han bandede, fandengalemig kunne han ikke se, at det havde været dyrlægen, og så gik de hjem med uforrettet sag”.

Også sognefogeden, Hans Pallesen, måtte engang tilkaldes, men han nøjedes med at tage en snak med dyrlægen bag lukket dør og kom så ud til Martha, klappede hende på skulderen og sagde, at nu kunne hun nok regne med, at Kjeldsen nok skulle lade være med at gøre hende noget. Det holdt ikke.

Dømt for vold
Én gang slap dyrlæge Kjeldsen dog ikke godt fra sin “radikale” måde at behandle tjenestefolk på. En karl havde, før han henvendte sig, allieret sig med en af byens daglejere, der stod vagt bag et hushjørne ved stalden, det nuværende hus på Bysvinget 14. Laurits K. Larsen fortæller i en livserindring, som vi gemmer en afskrift af i arkivet:

“Martha havde kaldt dyrlægen ud i baggangen, da karlen ville bede om nogle penge. Så tog dyrlægen ham og smed ham om på gulvet og begyndte at høvle løs på ham. Da karlen råbte om hjælp, var daglejeren der straks og fik dyrlægen stoppet, mens karlen kaldte daglejeren til vidne om overfaldet, og dyrlægen blev meldt til politiet. Han blev dømt for overfald og vold og måtte betale karlens løn fuldtud”.

Dyrlægen fotograferet i et tohjulet hestekøretøj, en gig, foran Bysvinget 12 i 1908.

 

1 2 3 25