Sikker sti tog 33 år

Stien mellem Borum og Viborgvej – et ønske siden 20. august 1989. Indviet 12. november 2022.

12. november 2022 blev en stor dag i Borum – og for øvrigt også i Herskind og omegn på den anden side af kommunegrænsen. Efter 33 års kamp for trafiksikkerhed på Borumvej lå der endelig en cykel- og gangsti mellem Borum og Viborgvej.

På en lun efterårsdag havde borgerforeningens og fællesrådets fælles cykelstiudvalg indbudt til fejring af den nye sti. Det blev et tilløbsstykke af de store, og langt over 100 mennesker i alle aldre kørte med på en fælles tur fra Borum til Dalton i Mundelstrup, trak et lod og vandt chancen i et lotteri om fine præmier.

I Herskind klippede det lokale byrådsmedlem en rød snor over, men i Borum blev det en fælles opgave for deltagerne at sprænge båndet. Dan Hune, Borum, har taget billederne.

 

 

Et ualmindelig dumt svin?

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj – her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Hvordan den notoriske bisse Søren Ovesen fortsatte med at hærge på Borum Eshøj – og hvordan det til sidst endte med en slags retfærdighed

Fortsættelse af Bissen, bonden og bronzealderen

Af Peter Poulsen

“Bissen, bonden og Bronzealderen” – et drama om, hvordan de gode og de onde for 150 år siden kæmpede om Borum Eshøj, en af Nordeuropas vigtigste bronzealder-gravhøje blev første gang offentliggjort i årbogen Østjysk Hjemstavn 2007.

15 år er længe for en cliff hanger, men først nu har jeg fået tid til at undersøge fortsættelsen.

Derfor en kort repetition: Bonden Palle Hansen og hustru Ane Nielsdatter på Bækgården midt i Borum ejede Højballegård og dermed jorden med den kæmpemæssige Borum Eshøj. Af den dukkede blandt andet et sværd af bronze op, og med det i bagagen rejste bonden til København, mødte kong Frederik VII og fik højen fredet.

Troede han. Men da en bisse blev ejer af Højballegård, tog denne straks fat på at grave højen væk. Fredningen var aldrig blevet tinglyst, og den fede muld kunne gøde bissens marker, de store sten sælges til vejbyggeri. Lidt egetræ og knogler dukkede op, men tjente nærmest til adspredelse.

Forgængerne til Moesgård Museum og Nationalmuseet hørte om ødelæggelsen af fortidsmindet, betalte manden for at holde inde og foretog derpå en mere systematisk udgravning, der blotlagde tre velbevarede bronzealder-mennesker med klæder.

Alt dette er der også skrevet om af andre og bedre folk end mig, og hver dag kan man i øvrigt møde de tre forfædre på Moesgård. Mindre kendt er, at bissen fortsatte med at sagsøge Palle Hansens enke og nærmest truede Oldnordisk Museum til at betale ham ublu erstatningsbeløb.

De tre fra Borum Eshøj som de fremstår i dag i Moesgårds faste udstilling. Man ser de vel bevarede, originale klædninger, smykker og kister, som allerede ved udgravningen i 1875 imponerede arkæologerne. Det er den gamle mand forrest med huen, så kvinden og bagest den unge mand.

Tre anmeldelser for vold

Søren Ovesen hed manden, der omkring 1870 gravede løs af Borum Eshøj, selv om alle må have fortalt ham, at det var ulovligt. Det kunne den nye gårdejer på Højballegård bare ikke tage sig af. Der var i det hele taget meget, som ingen skulle komme og lære manden noget om.

På de tider fandtes en såkaldt forligsmægler, et offentligt embede udnævnt af sogneforstanderskabet og siden sognerådet. Det var noget så moderne som en mediator, der skulle prøve at tage konflikter i opløbet, inden folk anlagde retssager mod hinanden. Det kunne være slagsmål, injurier eller – især – konflikter mellem husbond og tjenestefolk.

Forligsprotokollen for Borum-Lyngby er bevaret for hele perioden fra 1854 til 1943. Den er et godt sted at begynde for at finde ud af, hvad Søren Ovesen var for en karl. Heri kan man nemlig læse hele tre voldsanmeldelser mod ham fra tjenestefolk i 1860’erne og 1870’erne.

 

Modbydelig mishandling

Johanne Marie Bryggebusck var for eksempel ”bleven mishandlet (af Søren) med flere Stød og Skub med at tage hende fat i Halsen og Brystet og støde hende fra et Sted til et andet”, og det skete flere gange. Da hun i et af tilfældene flygtede ud over marken, ”indrendte han hende igen i sine Strømpefødder og gendte hende tilbage med Hug og Stød, indtil hun kom i Gaarden. Da ville han tvinge hende til at malke. Det var hende ganske umuligt at kunne efter denne Mishandling”.

Johanne var reelt bange, og forligsmægler J. R. Fogsgaard, den førende gårdmand i Borum, skrev 4. marts 1864 i protokollen, at hun havde megen smerte i brystet. “Tillige var det kendeligt paa den højre Albue, der var sort og blaa”.

15. juli måtte han tilføje, hvad samme tjenestepige kort forinden var blevet udsat for mellem klokken 11 og 12 om aftenen: “(hun) er blevet så slet mishandlet af sin Husbond med flere Slag og Hug i Hovedet, i Ansigtet og sin Hals, og tillige kastede han hende om, hvorved hun flyede fra ham og kom ud paa Marken, hvor at han atter indhentede hende og tog hende fat og saaledes fortask hende i Hovedet og Ansigtet og Halsen, saa at hun ikke kunde taale at røre sit Hoved og var tillige saa øm i hele sit Legeme af den Mishandling, og hendes Ansigt er meget tykt og er trukken og under hendes venstre Øje, det er meget sort og blaa”.

 

Det måtte gå galt

Tjenestekarl Hans Larsen forlod stedet en 1. maj, men tydeligvis før de røde faners tid. Arbejdsgiveren havde nemlig ”voldelig overfaldet ham og misthandlet ham og tilført ham et betydeligt Saar i Hovedet med flere andre Skrammer og ophovnede Steder, så at han næsten var i en bedøvet Tilstand af det store Blodtab, og da han (Søren Ovesen) gentagne gange har truet ham med endnu værre Behandling, så så Klageren sig nødsaget til at forlade Tjenesten”.

Forligsmægleren måtte dog opgive at komme nogen vegne. I to af tilfældene blev Søren blot væk fra det møde, som han blev indkaldt til. Vi kender typen …

Når vi i det følgende skal erfare, hvor skidt det endte med at gå hovedpersonen, falder det nok lige for at tænke: Det havde han ærligt fortjent, det dumme svin.

Anders Thingvad, f. 1869, der midt i 1900-tallet skrev om Borums historie, huskede, at folk i Borum og omegn netop snakkede en del om, at det “jo” måtte gå Søren Ovesen galt, da han forstyrrede de dødes fred. Disse overtroiske folk mente at have fået ret, da hans kværulantiske, nøjeregnende, voldelige og rethaveriske livsløb ganske rigtigt endte tragisk.

Dengang var begrebet psykisk sygdom ret ukendt. Ville man i dag have føjet diagnoser til den folkelige betegnelse dumt svin? Kunne psykiatrisk indsats have forebygget det værste? Måske.

Bronzealder-området i foråret 2022. Det er den originale Borum Eshøj i højre side og Højballegårds nutidige udgave midt i billedet. Dronefoto: Michael Daugaard Nielsen.

Han begyndte med en større gård

Folketællingen i 1860 viser, at der var en forhistorie, inden Søren købte den forblæste ejendom ved Borum Eshøj i 1868. Han var først flyttet fra Skivholme til Borum 6. november 1856, og godt tre år senere ejede han Tanholm, en stor, udflyttet gård et stykke nord for landsbyen. Han var da 36 år og var gift med den seks år ældre Ane Marie. Fem tjenestefolk indgik i husstanden.

Af børnene hed Hansine på 11 år Madsen til efternavn, mens Ane Kirstine på fem år hed Sørensen. De var begge døbt i Skivholme, men Søren har altså nok kun været far til den yngste datter.

Tanholm, Stillingvej 219, var en større gård, som Søren Ovesen måtte forlade. Senere kom gården – her set fra nord i 2022 – til at spille en rolle i brandefterforskningen.

Vi kender ikke baggrunden for, at Søren Ovesen skiftede gård. Måske havde han økonomiske problemer på Tanholm. Det fik han i hvert fald.

På Højballe i 1870 bor pigerne stadig hjemme hos Søren Ovesen, der nu er blevet enkemand, og han har tre ugifte tjenestefolk i gården.

Blot otte år senere dør Søren 10. august 1878 i en alder af cirka 54 år. Stor var min overraskelse, da jeg i kirkebogen læste, at det af alle steder skete ”paa Fattegaarden i Aarhus”. Jeg besluttede derfor at følge bissens spor efter Borum Eshøj-hærværket, hvilket bragte mig til gamle domsudskrifter i Landsarkivet (nu Rigsarkivet) i Viborg.

 

Han skyldte det hele

I 1875 blev Søren Ovesen nemlig indstævnet ved Hasle m.fl. Herreders Ret i en fuldstændig banal pengesag, der hverken havde med vold, ødelæggelse af oldtidsminder, usømmelig omgang med bronzealder-lig eller andet storslemt at gøre. Næ, den handlede såmænd bare om, at han havde “glemt” at betale renter og afdrag til terminsdagen 11. december på en obligation – i dag ville man nok sige et sælgerpantebrev – på 12.000 rigsdaler. Det var blevet oprettet i 1868, da han købte  Højballegård.

Sagsøger krævede derfor det fulde beløb indfriet. En rigsdaler var i mellemtiden blevet til to kroner ved møntreformen i 1873, så det udgjorde 24.000 kroner plus påløbne renter, i alt over 25.000 kroner. En formidabel sum, der (måske) kan oversættes til fem millioner nutidskroner. Kreditoren hed i Herredsrettens officielle retskrivning Ane Hansen, for siden navneloven af 1828 skulle man faktisk bruge faste efternavne, hvilket dog først nu begyndte at slå igennem.

Vi kender hende som Ane Nielsdatter, enken efter hædersmanden Palle Hansen. Nu havde hun ham.

Ved første retsmøde 3. februar fik Søren Ovesen forelagt beviserne i form af panteobligationen og dens klare bestemmelse om, hvad der skulle ske, hvis man ikke betalte terminen. Han fik en uges frist, men på næste retsdag udeblev han, som håbløse skyldnere også tit gør i dag, “og maa saaledes antages ikke at have Noget imod Søgsmaalet at erindre”, som dommeren nok så lakonisk fik indskrevet i dombogen.

Dommen lød da også ganske logisk på, at Ovesen skulle betale det fulde beløb plus sagsomkostninger. Hvis det skete, havde Ane kun én pligt, nemlig “Udlevering i qvitteret Stand af den af ham d. 21. Januar 1868 til Gaardeier Palle Hansen i Borum for 12000 Rd  udstedte Panteobligation”. Men det skete selvfølgelig ikke.

 

Alibi for en brand

Søren Ovesen var fallit eller i hvert fald insolvent. Og så begyndte det at brænde.

I februar 1876 gik der ild i Højballegårds udbygninger, der dog blev genopført. Folk har uden tvivl tænkt deres, og forhøret af Søren Ovesen har nok ikke været venligt, men jeg finder ikke noget dokumenteret. Det kan jo også have været et tilfælde, at netop et ualmindelig dumt svin skulle rammes af en sådan ulykke. Eller – hvis man bedre kan lide den slags forklaringer – højfolkets hævn.

Brandforsikringen har nok dækket. I hvert fald blev bygningerne genopført. Men året efter var den gal igen. En februaraften nedbrændte hele Højballegård. Til alt held for Søren Ovesen havde han dog et alibi: Han var på vej hjem med toget fra Århus. Eller var han?

Højballegård, Eshøjvej 92, ser i dag fuldstændig anderledes ud end i 1800-tallet. Men den ligger på den oprindelige plads.

Foreløbig blev han sat i varetægt og afhørt flere gange. Sagsforløbet er så spændende og er så fint beskrevet i dommen, at uddrag her følger i min transskription:

 

Et arnested uden adgang

Dom i Extraretssag No 11/1877. Overretssagfører Kjer som Actor mod Gaardeier Søren Ovesen af Høiballegaard

(afsagt den 25. Juni 1877)

“Tirsdagen den 13. Februar d. A. noget efter Kl. 7 om Aftenen udbrød der Ild i Gaarden Høiballegaard i Borum Sogn tilhørende tiltalte Søren Ovesen; Eieren havde den Dag været fraværende i Aarhus og ved Ildens Udbrud havde kun hans Datter, Tjenestekarlen, Tjenestepigen og et lille Barn været tilstede paa Gaarden. Denne er beliggende omtrent ¼ Miil nordvest for Borum By paa Kammen af en Bakke og synlig i lang Afstand mod Nord, Øst og Syd. Da det var klar Luft bemærkedes Branden derfor snart, og de Omboende ilede hurtig til Brandstedet, hvor Eieren nu ogsaa kom tilstede, tidligere end nogen Anden, saa at han var i fuld Begreb med at bære ud af sit Tøi (d.v.s. udstyr), da hans nærmeste Naboer naaede Gaarden. Ilden er efter de paa Gaarden tilstedeværendes enstemmige Forklaring først bemærket i Ladens vestre Gulv, hvori der henlaa en stor Mængde Hølvspaaner og Træaffald fra Byggearbejderne forrige Sommer, idet Gaardens Udhuse i Februar 1876 vare afbrændte og i Løbet af Aaret gjenopførtes. Til dette Gulv hvori Spaanerne laa, var der ingen Adgang udvendig fra, og det var saaledes afsondret ved andre endnu ikke færdige eller benyttede Rum, at det ikke var let at bemærke hvad der fandtes deri, og at en Fremmed vanskelig kunne finde dertil i Mørke. Det var i selve Spaanerne, at Ilden var opstaaet, men den udbredte sig med saadan Hurtighed til Taget, og derfra til de 2’ med Laden sammenbyggede Udlænger, at Karlen, der havde bemærket Ilden, inden denne endnu havde taget fat i Taget, og da øieblikkelig var løbet til Stalden for at redde Kreaturerne, næppe fik Tid til at slaa Køerne løse og trække Hestene ud, idet Ilden alt havde udbredt sig til Staldlængen, og Taget paa denne begyndt at skride ned, da han trak Hestene ud. Det viste sig efter Branden, at 3 af Gaardens 10 Køer ikke vare kommen ud af Stalden og saaledes indbrændte, og en 4’ var bleven saa forbrændt, at den døde Morgen efter, og Svinene og Faarene bleve først reddede efterat Straataget var skredet ned. Da Karlen kom tilbage efterat have sluppet Hestene løs paa Marken, havde Gaardens 4 Længer alle været i Brand, og Heden og Røgen saa stærk, at der saa godt som Intet var at faae reddet, førend Bygningerne vare næsten nedbrændte. Saavel Datteren som Tienestepigen havde forladt Gaarden, saasnart de bemærkede Branden og vare med det lille Barn tyede til en Nabogaard.”

Arnestedet var altså mistænkeligt. Søren var til stede. Og kun karlen hjalp dyrene.

 

Hvis oeconomiske Stilling var mislig

“Den Omstændighed, at Ilden saaledes uomtvistelig er opstaaet inde i et til Gaarden hørende Udhuus, paa et Sted, hvor der ikke synes Mulighed for Antændelse udenfra eller af tilfældig Aarsag, hvor Ingen havde Noget at gjøre, og fremmede vanskelig kunde finde hen, naar det var mørkt, fremkaldte snart Formodning om, at Gaardens Eier, hvis hele oeconomiske Stilling var i høi Grad mislig, selv kunde være Ophavsmand til Ilden, og de Undersøgelser, der ere anstillede i Anledning af Branden, har paa Ingen Maade afkræftet en saadan Formodning. Ikke blot, at der ikke er fremkommet det mindste, som kunde forklare Ildens Opkomst paa anden Maade end ved Paasættelse, eller kunde give Anledning til at antage, at Ildspaasættelsen kunde være iværksat af nogen Gaarden uvedkommende Person; men hvad der bragtes i Erfaring om Tiltaltes Færd i den nærmeste Tid før Branden, ikke mindre end hans hele Forhold under Forhørene var af den Natur, at det ikke kunde tale til hans Fordeel. Det oplystes saaledes, at Tiltaltes faste Eiendom var behæftet omtrent til dens fulde Værdi og maaskee derover, at han desuden havde en betydelig løs Gjeld paa forskjellige Hænder og af Forskjellig Oprindelse og manglede saa fuldstændig Midler til at dække samme, at han endogsaa faa Dage efter Branden havde indgaaet Forlig om Betaling af omtrent 1000 Kroner, som han,da han savnede enhver anden Udvei, vilde tage af Assurancen for Løsøret. Fremdeles oplystes det, at det allerede i December Maaned f.A. var blevet ham tilkjendegivet af de Mænd, der i den senere Tid havde forstrakt ham med Penge, at han nu ikke kunde vente yderligere Forstrækninger, hvorved han, for at faa hvad der udkrævedes til Renteindbetalinger i Terminen, nødsagedes til at give dem uindskrænket Fuldmagt til at bortsælge hans Eiendom, og at han ogsaa efter den Tid havde søgt om Laan, navnlig til Betaling af tilbagestaaende Tiendevederlag; og endnu samme Dag som Branden indtraf, havde henvendt sig til et Par Værtshusholdere i Aarhus om Laan af mindre Beløb men uden paa nogen af disse Steder at opnaa dette.”

 

På ilmarch fra toget i Mundelstrup

Det gik altså ad Pommern til med at trylle penge frem til termin og skat, konstaterede retten. Men den mistænkelige adfærd fortsatte. Retsbogen fortæller videre, og nu skal vi med banen, der var kommet til egnen i 1862:

“Endelig er det oplyst, at Tiltalte, da han saaledes med uforrettet Sag vendte Hjem med Aftentoget til Mundelstrup Station, Strax ved Togets Ankomst der Kl 6’15’’ Aften er sprunget af og ilet foran de andre Passagerer ad Landeveien hjemefter, og at han snart havde et betydeligt Forspring foran disse, idet en Person, der havde mødt Tiltalte omtrent 800 Alen hinsiides Mundelstrup By, naaede denne By uden at støde paa de andre Personer, der vare komne til Stationen med samme Tog og gaaede samme Vei for at begive sig til Sabro. Uagtet han saaledes aabenbart havde ilet hjemefter, erklærede han strax i Forhørene, at han umulig kunde være naaet hjem inden Branden brød ud. Branden var udbrudt ikke mere end ½ Time eller høist 3 Qvarteer efter Togets Ankomst til Mundelstrup Station, og han brugte altid mindst 1 1/4 Time om Dagen og 1 ½ Time om Aftenen til at gaae denne Vei, der efter hans Formening var over 1 Miil lang. – Efter nøiagtig Opmaaling er Afstanden fra Mundelstrup Station til Høiballegaard imidlertid kun 9390 Alen eller lidt over ¾ Miil. Af en nogenlunde øvet Fodgænger maatte denne Strækning kunde tilbagelægges i mildt Frostvejr i mindre end 50 Minnutter.”

 

Tidsforløbet passer ikke

Dommeren gennemskuer altså, at Søren Ovesen har ilet hjem, men har brug for en dækhistorie om det modsatte. Derfor går retten nu i detaljer med tid og afstande.

Fra stationen til Højballegård er der 5,6 km. over markerne. Ved Tanholm, hans tidligere gård, har man tilbagelagt to tredjedele af turen, og nu går det op ad bakke. Hvordan i alverden kunne manden, der mente at skulle bruge halvanden time til hele turen, påstå, at han, da han så flammerne på afstand, kunne klare den sidste etape på seks til ni minutter? Som en moderne kriminalmand bider dommer P. Lunn sig fast i tidsforløb, der ikke stemmer. Retsbogen fortsætter:

Kort over begivenhederne 13. februar 1877. Det nymodens jernbanetog ankom med den mistænkte til Mundelstrup Station kl. 18.15. Klokken cirka 19.15 brændte Højballegård. Men tog det halvanden time at gå turen på 5,6 kilometer? Eller måske under en time?

“Forskjellige Omstændigheder vakte Formodning om, at Tiltalte havde været Gaarden langt nærmere da Ilden udbrød end af ham opgivet, og at hans Forklaring om ikke at være naaet længere længere end til Tandholm stod i Forbindelse med hans Paastand om umuligt at kunde have naaet Høiballe til den Tid, Ilden udbrød, og skulde tjene til yderligere Bestyrkelse af denne.

Det er saaledes givet, at, da Gaardeier J. Rønde Brandaftenen naaede til Fr. Vinds Gaard (Åbenhøj, Skivholmevej 26), der kun ligger 5 Minnutters Gang fra Høiballe, var der endnu ikke Ild at see ved denne og af 2 Vidner forklaret, at han (Rønde) ikke havde været mere end høist 5 Minnutter i Stuen, da de bemærkede et Lysskjær paa Vinduet, og ved at trække Gardinerne tilside saa at Høiballe stod i lys Lue. Rønde og Vind ilede strax til Brandstedet og traf da Tiltalte, allerede fuldt beskjæftiget med at bære Sengeklæder ud af Stuehuset, og hverken fra Borum eller fra noget af de paa Marken liggende spredte Huuse kom nogen til Brandstedet før efter ham, uagtet det endnu var tidlig Aften, og Ilden paa Grund af Gaardens Beliggenhed, hurtig bemærkedes.”

 

Med dommeren på løbetur

Der var altså vidner på brandstedet. Der var også vidner til Søren Ovesens udpræget hurtige gang fra stationen over Mundelstrup By til Tanholm, den strækning som han havde en interesse i at fremstille som langstrakt. En snedker Madsen fra Skjoldelev var kommet med samme tog fra Århus og gik ad samme vej (Viborgvej) frem til et bestemt hus ved Sabro, hvor han allerede var sakket 800 alen bagud for den ilsomme gårdmand.

Så var der den sidste tredjedel, som Søren havde brug for at gøre til en rask sprint. Passede det? Forhørsdommeren tog med for at undersøge påstanden:

“Tiltaltes Forsøg paa i Forhørsdommerens Overvær at tilbagelægge Strækningen fra Tandholm til Høiballe i Løb, synes ogsaa at berettige til Tvivel om at Tiltalte nogensinde tidligere har prøvet at løbe saa langt, ligesom hans idelige Gjentagelser af saadanne Ting, som at Karle kunde have bragt Ild til Spaannerne, at hans Naboer havde hængt for Vinduerne, og ikke seet Ilden det første den stak op, og at han var forpustet, da han kom til Brandstedet m.v., synes at tyde hen paa nogen Usikkerhed med Hensyn til Hovedsagen”.

 

Frifundet og blanket af

Kommet så langt i læsningen skulle man tro, at bissen, manden der havde pryglet sine ansatte, skamferet Borum Eshøj, truet en enke, snøret Oldnordisk Museum og tilsyneladende begået dobbelt forsikringssvig ved brandstiftelse, endelig kunne blive dømt. Men i 1877 som nu: Den tiltalte skal ikke bevise sin uskyld. Det er anklageren, der skal bevise hans skyld. Det kunne anklageren ikke. Motiv var der nok af. Indicierne var stærke for, at Søren Ovesen havde været til stede, da branden brød ud. Men bevises kunne det ikke, endmindre at han havde strøget tændstikken. Så dommer Lunn måtte frifinde:

Nærbillede af kvinden fra Borum Eshøj, der på et hængende hår blev reddet. Når man i dag ser fundet fint arrangeret og konserveret, er det ikke til at forstå, at Søren Ovesen og hans folk først totalt molesterede det, vendte kisten på højkant, ragede indholdet ud med en ildrager, tog metaltingene med til Århus og tilbage og endda nåede at få knogler og gravgods spredt til flere nabolandsbyer, inden sagkundskaben endelig fik hold på det enestående fund.

“Men, om den anstillede Undersøgelse, saaledes endsnarere styrker end afkræfter den i mod Tiltalte opstaaede Mistanke, og navnlig temmelig bestemt peger hen paa at han har været den brændende Gaard betydelig nærmere end han har villet give det Udseende af, saa er der dog ikke ved Undersøgelsen fremkommet nogen Kjendsgerning, der med uomtvistelig Vished viser hvor paa at Tiltalte (…) har været til Stede paa Høiballegaard paa den Tid, Ilden opkom, eller at han enten selv eller ved Andre havde paasat den, og da Tiltaltes vedholdende Paastand om at være uskyldig heri, saaledes ikke er afkræftet, vil det altsaa være at tillægge ham Frifindelse – dog efter Omstændighederne med Forpligtelse til at udrede alle af Actionen og hans Arrest lovlig flydende Omkostninger deriblandt Salairer til Actor og Defensor, hvis Sagførelse har været forsvarlig, med henholdsvis 20 Kr. og 16 Kr.

Thi kjendes for Ret:

Tiltalte Søren Ovesen af Høiballegaard, bør for Actors Tiltale i denne Sag fri at være, dog har han at tilsvare alle af Actionen og hans Arrest lovlig flydende Omkostninger, heriblandt Salair til Actor Overretssagfører Kjer 20 Kr. og Defensor Procurator Knudsen 16 Kr.

At efterkomme under Adfærd efter Loven.

P. Lunn”

 

Løsladt, fallit og husvild

Frifundet – men du skal betale sagsomkostningerne, blandt andet honorar til både anklager og forsvarer. Den var vist ikke gået i dag. Men den tiltalte kunne, som vi ved, heller ikke betale, så det fik ingen praktisk betydning. Tvangsauktionen var allerede berammet, læser man i Aarhuus Stiftstidende 14.6.1877. Advokaterne Thorsen og Lund i Århus havde, som skikken var, indkaldt til to auktioner på rettens kontor og en tredje på selve gården – eller ruinen. Det foregik 26. juli.

Retsbogen oplyser helt enkelt, at der blev foretaget arrest i ejendommen.

Nu var Søren Ovesen altså både løsladt, fallit og husvild. Måske vendte han aldrig tilbage til Borum og den udbrændte gård ved siden af Borum Eshøj, men forblev i Århus. De værtshusholdere, der tidligere havde lånt ham penge, smækkede sikkert både pengekasser og hoveddøre i for ham. For at undgå sulten var der faktisk kun én dør tilbage, han kunne banke på: fattiggårdens. Et år senere var han død og blev begravet på Borum Kirkegård.

Og kommet så langt kan man vel næsten få ondt af hovedpersonen. Måske tyede han mange år før til alkohol og vold i desperation. Måske knækkede han psykisk, da hans hustru døde. Ja, måske ligger der en helt tredje og mindre usympatisk fortælling omme bag ved den, du lige har læst. Sådan er det, når kun få og skriftlige kilder står tilbage. Så det finder vi aldrig ud af.

Artiklen er først offentliggjort i årbogen Østjysk Hjemstavn 2022.

Borum Teglværk

Der findes ingen billeder af Palle Hansens eller Rasmus Nielsens teglværk(er). I stedet viser vi undtagelsesvis et fremmed billede, som vi har fået lov at låne af det lokalhistoriske arkiv i Hejnsvig. Det viser forberedelserne til teglbrænding i Donslund for over 100 år siden.

Også i 2022 blev der gjort en ny, lokalhistorisk opdagelse i vores område. Denne gang var det en pensionist i Horsens, Poul Anton Sørensen, der fandt noget nyt gammelt, nemlig en hel virksomhed.
Poul Anton Sørensen er med til at udgive østjyske bind om gamle teglbrænderier i Nationalprojektet Danmarks Teglværker, og han er en ørn til at finde og tyde gamle dokumenter.
I Borum-Lyngby er alle spor nemlig slettet og al lokal erindring forlængst uddød om, at der i nogle få år midt i 1800-tallet blev gravet ler og brændt mursten på Borum Feldhede, nærmere bestemt på den nuværende adresse Stillingvej 210.

Helt ude på heden
I 1856 købte den 29-årige teglbrænder Rasmus Nielsen to hedelodder af den vidt kendte gårdmand Palle Hansen på Bækgården. Lodderne, matr. 3c og 5d, var smalle og strakte sig tværs over landevejen ned mod Storkesig Bæk. Små to år senere udbød Rasmus Nielsen til salg i Aarhuus Stiftstidende: “En Eiendom med Teglværk beliggende mellem Borum og Sabro”, og man kan henvende sig til “Eieren, der boer ved Stedet”.

Aarhus Stiftstidende d. 30. november 1857

I forvejen vidste vi, at Palle Hansen selv oprettede et teglværk i 1850. Om ham er der skrevet meget. Han var en usædvanlig driftig bonde og fik også bygget en hollandsk vindmølle, nemlig på den senere ejendom Møllegård, nu Skivholmevej 19.
Mellem møllen og Bækgården, neden for den senere opførte ejendom Mølvang, Borum Møllevej 27, er der for mange år siden blevet gravet ler.
Også her er alle spor dog slettet, og graven blev fyldt før midten af 1900-tallet. Så ingen kan bevise, hvor Palle Hansens teglværk lå.
Palle Hansen arbejdede der i øvrigt næppe selv. Gårdmanden ansatte fagfolk, og en af disse var netop Rasmus Nielsen. Han kom til Borum fra Grøttrup ved Hjortshøj i 1854 og boede med kone og to små børn til leje i et af landsbyens mange små huse. Man kaldte det, at han var indsidder.
Nu fik Rasmus foden under eget bord lidt nord for landsbyen. Men begyndte han for sig selv? Skete det i samarbejde med Palle Hansen? Som underleverandør? Eller var det i virkeligheden Palles teglværk, der fra begyndelsen lå et helt andet sted, end man i eftertiden har antaget?
De spørgsmål kan fortsat ikke besvares med nogen grad af sikkerhed.

Hans Broge i Rætebøl
Til gengæld er det i mands minde, at to stuehusene, der begge har tilknytning til Palle Hansen, blev bygget nogenlunde ens og af nogle grågule mursten. Nemlig Bækgården, Borum Byvej 12, og den ene Nyvangsgård, Stillingvej 224.

Aarhus Stiftstidende d. 25. juni 1860

Murstens-eventyret i Borum sluttede i øvrigt efter få år. Teglværker, der dengang var temmelig primitive, åbnede og lukkede i rask tempo.
Også Lyngbygård havde en overgang omkring 1860 eget teglværk.
Men stordrift vandt. I 1858 tog den tyske ingeniør Friedrich E. Hoffmann patent på en såkaldt ringovn. Den effektiviserede teglbrænding betydeligt og sparede på brændslet. Så ringovne udkonkurrerede efter nogen tid de gammeldags kammer-teglværker som det (dem) i Borum.
Ved Rætebølvej lige øst for Lyngby oprettede storkøbmanden Hans Broge, Århus, et storstilet, moderne anlæg, lige ved banen.

Ved Borum Mølle
Aarslev Teglværk, hed det, men også her må alle afslørende spor nu siges at være væk. Hvis man da undtager de mange mursten, der sidder i bygninger den dag i dag og afslører sig med et indgraveret AARSLEV, når man tager én af dem ud eller river hele bygningen ned.
Da leret slap op, flyttede Hans Broge produktionen til Viborgvej ved Todderup. Stenene blev præget med TIILST. På stedet ligger nu  Stena Recycling og Plantorama. Lergraven kaldes i dag Tilst Bypark.
Bunden blev også nået i den, og i de sidste år i 1970’erne hentede Tilst Teglværk ler ved mølledammen til Borum Vandmølle. Området bag Borum Møllevej 1 – nu med skov – blev fyldt op, og man skal ikke sparke længe i jorden mellem egetræerne, før man finder fejlbrændte mursten i alskens faconer.
Carlsberg Teglværk i Haslund ved Randers drev i samme periode en stor lergrav syd og vest for Møllegård, Skivholmevej 19.

Også fastelavnssoldater

Længst til højre generalen. Længst til venstre klovnen, der til ære for fotografen står op på hesten.

Hver vinter bliver det jo fastelavn. Så kommer Borums fastelavnssoldater kom rundt til alle huse og gårde i Borum Sogn, og fredagen efter holder drengene stor fest i forsamlingshuset. Alt ved det gamle – og godt for det 🙂
Dette interessante billede viser noget, der er meget ældre.
Men det er faktisk også Borums fastelavnssoldater. De er fotograferet foran Fogsgård, Langelinie 62.
Så vidt man kan finde ud af, begyndte traditionen nemlig med landsbyens karle, altså også de lidt ældre drenge. Her er der 21 af dem. Og de red rundt til hest, hvor dagens soldater må nøjes med apostlenes heste.
Vi ved ikke præcis, hvornår billedet er taget. Men det er helt sikkert før 1928.
Stuehuset bagved “soldaterne” var i sin tid det længste af bindingsværk i hele Jylland. Det sluttede helt ovre ved naboskellet til højre. Siden blev noget af det revet ned, blandt andet den del, der rummede Staacks Lokale, forgængeren til Borum Forsamlingshus.
Det lå dér, hvor man i dag passerer forbi op til boldbane med mere.

Spiret – en evighedsopgave

Foreløbig sidste ophejsning skete i 2019. Foto: Hanne Petersen

Folk, der flytter til Lyngby og af vanvare kommer til at bruge ordet “kirketårnet”, bliver hurtigt belært. Det er aldeles ikke et tårn, men et spir. Ja, faktisk kaldes den fine konstruktion på taget af Lyngby Kirke i fagsproget for en tagrytter.

Sådan en fyr er ret sjælden på Danmarks gamle middelalderkirker. Malt, Gredstedbro og Rødding i Syd- og Sønderjylland. Låsby, Stilling og Lyngby her på egnen. Randlev ved Odder. Kvorning mellem Randers og Viborg. Ikke mange flere.

Men tagryttere er jo flotte og derfor et yndet statussymbol på visse herregårde, slotte og såmænd også nyere kirker som den i Åbyhøj.

Kommer tilflytteren i Lyngby nu i menighedsrådet en dag, så er det ikke spor usandsynligt, at han/hun møder spiret igen. Dets vedligeholdelse har nemlig vist sig at være lidt af en evighedsopgave.

Fra 1600-tallet

“Vores” tagrytter er en konstruktion i bindingsværk og med blytag. Fin og ikke så lidt af et særpræg for Lyngby er den. Men den sidder i fri luft, og den skal kunne klare kirkeklokkens svingninger, hvad der som regel går bedst i begyndelsen.

Tagrytteren blev første gang sat op i 1600-tallet, da Lyngby Kirke var ejet af Lyngbygård. Vi ved ikke, hvor mange gange den er blevet repareret og fornyet i de forløbne år, men det er ikke få.

I arkivet har vi billeder fra renoveringet i 1935, 1973, 2003 og 2019. De sidste tre gange blev hele konstruktionen hejst ned med kran og siden løftet op på plads igen.

1935: Alle håndværkere og hele menighedsrådet stillede op ved rejsegildet efter årets fornyelse af tagrytteren. Bemærk den lange stige op til arbejdspladsen. I midten med cigar og stok over armen pastor Jørgen Jensen.

1973: Klokke og tagrytter taget ned i forbindelse med en større restaurering af hele kirken.

2003: Ny rekonstruktion på jorden. Her hejses arbejdet på plads højt til vejrs. På billedet tømrersvend Finn Sørensen, Borum.

Borum Vandmølle og Møllevejen

Af Holger Dalegaard (1932-2020)

Borum Vandmølle er en rigtig gammel mølle. Den har ligget der i hvert fald siden 1427. I 1581 registrerer Skanderborg Len Hans Persen i Borum Mølle. Der er derefter forskellige ejere til 1732, hvor Grev Friis, som har part i møllen, køber de andre ud og overtager den. Forskellige fæstere til 1885, derefter forskellige ejere. I 1866 brænder møllehuset, og der opføres et nyt af gule mursten. I 1981 brænder stuehuset. Et nyt opføres i samme stil som det gamle med både bindingsværk og stråtag.

Borum Vandmølle med mølledammen i forgrunden set mod syd i 1925.

I 1683 driver møllen et stykke jord, som tilhører Aarhus Domkirke. 1940 ejes den af Carl C. Petersen, som driver den som almindeligt landbrug og kun under krigen med lidt mølleri, fordi det i den periode var svært for landmændene selv at male deres korn, da elværket havde problemer med at levere strøm nok.

Møllen bestod på dette tidspunkt af et langt stuehus i bindingsværk på samme sted som det nuværende. Familien Petersen boede i den sydlige ende, og i den nordlige ende var der indrettet en lejlighed, som blev udlejet, først til en mand ved navn Kragh, som drev et mindre savværk i møllebygningen. Da han rejste, kom Anna og Johannes Nielsen, som boede der, indtil de købte huset Borum Møllevej 5, så kom Anine og Valdemar Rasmussen, som blev kendt som torvehandlere på torvet i Århus.

Endvidere var der en staldbygning i gule mursten, som blev brugt til heste-, ko- og svinestald. Mod øst lå en gammel bindingsværksbygning, som blev brugt som lade, men den styrtede sammen under snetryk en gang først i halvtredserne og blev ikke genopført.

Eget elværk

Mod nord lå den mest interessante bygning i gule mursten. Det var en meget høj bygning. Den er i tre etager, og der er højt til loftet. Det var den bygning, som blev brugt til møllevirksomhed, dengang møllen havde sin storhedstid. I den vestlige ende løb vandet fra mølledammen ind til et møllehjul. I 1683 ses det, at møllen har to overfaldshjul, som driver hver sin kværn.

Disse blev siden erstattet med en turbine, som trak et mindre elektricitetsværk, der kunne levere strøm til lys og trække de store kværne. Vandet løb fra turbinen i en dyb rende mellem stuehus og staldbygning og ud i bækken ved skoven.

På muren ud til vejen er der noget interessant. Her har mange skrevet deres navn og dato på en mursten, så det er et studium værd at læse det. Ud over navne står der også f.eks. “Ny Rug malet 28. Juli 1904”.

Idyl på mølledammen. Fotograf Morten Rasmussen, Herskind, malede i 1940 dette motiv efter et af hans egne fotografier.

Mølledammen og stemmeværket

Nord for vejen lå den store mølledam. Det er et stort savn, at den efterhånden mudrede til og senere er jævnet og tilplantet. Det var i sin tid sjovt at betragte det svanepar, der sejlede rundt på dammen med gæslinger samt ænder og andre fugle, som altid var der. Det kunne man få megen tid til at gå med at betragte.

Mellem mølledammen og skoven løb den større Borum Møllebæk fra Lading Sø. Lige før Møllevejen var der bygget et sluseanlæg. Der var så stort fald på vandet, at der var bygget trapper, som vandet løb ned ad, det blev kaldt vandfaldet. Det var interessant at se, hvordan vandet brusede ned ad trapperne og fortsatte gennem møllens have mod syd og gennem skoven til Lyngbygård Å. Grunden til dette bygningsværk var at få vandet så højt, at det kunne drive møllehjulene, som skal have været meget store. Da stemmeværket var der, udnyttede en ejer i trediverne det til at anlægge et større ørreddambrug med vandforsyning gennem et stort røranlæg.

Stuehuset brændte en februarnat i 1981.

Festpladsen Mølletoften

Vest for møllens have lå en toft, som for mange står som et kært minde om sommerfester. Hvert år blev der afholdt ringridning der samt gymnastikopvisning, håndbold- og fodboldkampe og andre fornøjelser. Det var et arrangement, hvori næsten alle borgere fra Borum og Herskind deltog, så der var rigtig mange mennesker dernede. Efter krigen holdt disse fester desværre op, da der kom en vis affolkning af unge mennesker, hvorfor gymnastik- og idrætsforeningen delvis indstillede sin virksomhed, og da der (første gang) blev oprettet træningsbaner i Borum, kom det til at foregå der, men i meget mindre målestok.

Bindingsværket blev i 1982 rekonstrueret og taget på ny tækket med strå. Stråtaget holdt til 2020.

Når man kommer forbi møllen, kan man vælge, til hvilken side man vil gå ind i skoven. Den sydlige del var ikke så fremkommelig, men der var dejlig fredeligt. Den nordlige del, som hedder Gydeløkke, tilhørte i min barndom Andreas Nielsen, Langelinie 39, og senere dyrlæge A. P Rasmussen, Langelinie 69. Den var meget velholdt med skovvejene slåede og i Andreas Nielsens tid afgræsset af hans hest og ko.

Hvis man gik i Gydeløkke-skoven, var der mulighed for at komme over bækken. Der havde tidligere været en træbro over bækken, men den var ikke blevet vedligeholdt, hvorfor den var rådnet væk. Kun stod der nogle enkelte pæle ude i vandet endnu. I stedet lå der en stor træstamme tværs over vandet. Den kunne man balancere over på med forsigtighed.

Så kom man over i en skov, hvor bækken snoede sig mellem træerne. Det er en tur, der skal opleves for at forstå, hvor skønt der var her, før den nye landevej blev ført igennem.

Denne skov bærer præg af, at den var den sidste skov, som Frijsenborg afstod, og de senere ejere har værnet om de flotte bøgetræer og ikke hugget ned med hård hånd, når der var mulighed for at tjene penge. Der var også mulighed for at fange en fisk. Det var bare noget, man gjorde dengang. Der var ingen fiskekort eller fiskeudlejning, man skulle bare opføre sig ordentligt, så var der ingen, der sagde noget til det. Når man var kommet så langt ind i den nordlige del af skoven, var der flere, som gik ad Møllegårdens markvej tilbage. Den er ca. 1 km. lang. Her kunne man følge landbrugets gennem årstiderne i et helt andet område, som dog ikke lå ret langt fra Møllevejen.

Jeg har valgt at beskrive det ejendommelige areal og den natur, som endnu er omkring Møllevejen. De store skrænter er et resultat af istiden for 10.000 år siden, da der blev dannet tunneldale under gletsjerne af smeltevandsstrømmene, der løb under isen, og som gravede sig ned i gletsjernes underlag. Det er mærkeligt at gå her og tænke på, hvad der er dannet for så lang tid siden, og som stadig kan ses. Derfor synes jeg også, at det er værd at værne om sådan et terræn.

Nybyggeri langs Møllevejen

Indtil 1940 var der slet ingen  bebyggelse langs Møllevejen mellem Borum og Borum Mølle. Kun var der vejen op til Møllegården og så den idyliske Borum Vandmølle. I 1942 overtager André Pedersen sin moders gård, Borum Byvej 12, og sælger Bækgården, Borum Byvej 10, til Erik Nissen, som straks går i gang med at flytte stald- og ladebygninger ud på sine arealer og opføre en ny ejendom. Erik Nissen kalder sin ejendom på Borum Møllevej 27 “Møllevang”.

Borum Møllevej 21 var et af de moderne selvbyggerhuse, hvorfra beboerne kunne holde øje med folk, der gik tur på Møllevejen. Huset fik en kort levetid. Stillingvejs dæmning ligger nu på dette sted.

I årene 1945 til 1955 blev bygget 11 huse på nogle arealer, der ikke var anvendelige til landbrug. De var derfor billige at erhverve, og da der ikke var nogen regler for byggeri, gik man bare i gang med at bygge sig et lille hus. Da der var kommet byggeblokke i stedet for mursten, kunne de fleste med lidt snilde selv bygge murene op, hvorfor der kom nogle billige huse. Selv om de måske ikke var så smukke som de traditionelle huse, man var vant til på den tid, fik man sit eget hjem.

Mange var kede af, at der blev bygget disse huse. De følte sig iagttaget fra vinduerne, når de gik tur til møllen. Det var måske ikke rigtigt, men følelsen er nok, og når snakken gik om,  hvem der gik tur med hvem, kan man godt forstå det. Der var ikke alle steder så ryddeligt, men som haverne voksede til, og husene blev bygget om, så blev det bedre.

Avisudklip. Desværre uden dato, men tidspunktet kan være i 1950’erne. Det eneste hus på tegningen kan være Borum Møllevej 9. Poplen i forgrunden findes muligvis endnu ved vendepladsen før dæmningen med stitunnelen.

To amtsveje slået igennem

Der havde gennem mange år været planer om at bygge en landevej fra Mundelstrup til Sorring. Den var lavet i flere etaper fra Herskind til Sorring og blev også lavet fra Viborgvej i Mundelstrup til Borum skel. Man manglede nu kun stykket i Borum, som man ikke havde fastlagt hvor skulle gå.

Der var planer om, at vejen skulle gå nord om Borum, men ved jordbundsundersøgelser måtte man droppe denne linjeføring. Da der kun manglede stykket i Borum, blev det besluttet, at Langelinie og Møllevejen midlertidig skulle gøres til amtsvej. Det gav en forøgelse af trafikken både gennem byen og på Møllevejen, og det fremmede i hvert fald ikke idyllen.

Men i 1976 skete dog den største vandalisme på det smukke og særprægede område. Nu havde amtet fundet en løsning på, hvordan vejene skulle gå uden om Borum. Landevejen Mundelstrup-Sorring skulle gå syd for Borum og Stillingvej flyttes længere mod vest. Det medførte, at der skulle nedrives to huse, Møllevej 21 og 23, og her blev bygget en bro over Møllevejen, samtidig med at Stillingvej blev ført over på en høj dæmning. Det var, som om der blev et skel midt i dalen.

Men det blev værre, da den nye vej syd om byen skulle over Møllevejen lige vest for Møllevej 5. Her blev bygget en dæmning over dalen, og da man ikke ville bygge en tunnel, så der stadig var trafik til møllen og Mølleskoven, blev Møllevejen blind til nr. 5, hvor der blev lavet en lille vendeplads. Dog blev der lavet en lille tunnel helt oppe på toppen af dæmningen som gennemgang for cykler og gående. Den var dog så bred, at en personbil kunne komme igennem, da man var så venlig at glemme at sætte de chikaner op, der skulle være på begge sider af tunnelen.

Det gik helt fint, indtil én beboer forlangte at få dem sat op. Så var det slut med at køre i bil ned til møllen.

Nu er den del af arealet, der ligger mellem broen og dæmningen ligesom en gryde med de høje skrænter, så beboerne må føle sig noget indeklemt og uden for fællesskabet med byen. Men helt galt er det dog for dem vest for dæmningen, Møllevej 1 og 3 samt vandmøllen. Deres adgang sker nu fra Herskind.

(Let forkortet. Hele manuskriptet kan ses i arkivet)

Mere om emnet:
Chr. Heilskov: Vandmøller i Aarhus Amt. I Aarbøger for Historisk Samfund for Aarhus Stift, 1941.

 

Da banen kom til Lyngby og Yderup, ankom den to gange

Af Peter Poulsen

Yderup har i over 150 år været en stærkt trafikeret by – især hvis man tæller togpassagererne med. I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. For nok ser det underligt ud, men den er god nok: de to viadukter, som det reelt er, er bare ikke lige gamle. Det er sporene oven på dem heller ikke. Og oprindelig lå vejen et helt andet sted, så der slet ingen bro var. Lad os tage det forfra:

Store planer for Lyngby

Den danske konges første jernbanetog uden for Sjælland løb – eller rettere luntede af sted – mellem Altona og Kiel. Men det er jo Holsten. Den første jernbane efter København-Roskilde i selve kongeriget lå i Yderup og Lyngby. Med omegn.

Viadukt nummer 1 i Yderup er fra 1915. På det tidspunkt havde banen allerede eksisteret i mere end 50 år.

Den 2. september 1862 indviede kong Frederik VII personligt jernbanen mellem Randers og Århus, og allerede året efter gik det så ellers i hektisk tempo videre med banebyggeri fra Langå til Viborg, Skive og Struer og snart efter mod syd fra Århus og mod nord fra Randers.

Siden var Lyngby tænkt som afgreningsstation for baner mod både Silkeborg og Hammel.

Silkeborg- og Hammelbanerne blev som bekendt anbragt andetsteds. Men i 2021 foreligger der et nyt politisk forlig om bane nummer to til Silkeborg, og også den skal dreje fra et sted mellem Årslev og Lyngby.

Jernbane-anlægget dengang kan på mange måder sammenlignes med vore dages motorvejsbyggerier: modernitet og udvikling på hjul. Staten eksproprierer sig derfor frem tværs igennem folks marker, huse og natur. En klar forskel er dog, at jernbanen endte med at være ganske populær, hvor den kom frem. Modsat motorvejen plagede den ikke sine omgivelser med enerverende støj døgnet rundt – kun en sky af damp og kulrøg nogle få gange om dagen.

Men tvang måtte der til. Ingeniører i London, København og Århus tegnede op, præcis hvor dampdragen skulle flyve over markerne, som H. C. Andersen udtrykte det. Bønderne blev ikke spurgt. Dengang som nu skulle staten dog betale erstatning for jorden, og på lange lister anførte en kommissarius, nøjagtig hvilke arealer staten agtede at tiltvinge sig.

Fine dokumenter i arkivet

To af disse lister – fine og bogtrykte – sprang for nylig i øjnene på mig fra en mappe i Lokalhistorisk Arkiv. Til alt held har en familie i Lyngby nemlig gemt og siden deponeret disse klenodier.

Den ældste oversigt er den sjældneste. Den er trykt med gotiske bogstaver, og den markerer også det største nybrud. Nemlig da selve fænomenerne tog og jernbanespor første gang dukkede op i de lavloftede stuer hos en landalmue, der hverken kendte til elektricitet, dampmaskiner – eller maskiner i det hele taget. Rigdom måltes i heste, køer og jord. Nu måtte bønderne bytte nogle tønder land til rigsdaler.

Dybt i arkivet ligger dette dokument fra 1860.

“Fortegnelse over de Eiere og Besiddere af Grunde, om hvis Afstaaelse til Anlæget af Jernbanen mellem Aarhuus og Randers der vil blive Spørgsmaal”, hedder listen fra 1860.

Næst efter kancelliråd Ingerslev på Marselisborg og gartner Bergs enke inde midt i Århus blev ingen hårdere ramt af den første ekspropriation end Jørgen Pedersen på matrikel 1 i Yderup. Det var og er Yderupgård, Yderupvej 37.

40.520 kvadratalen måtte Pedersen af med. Det svarer til 1,6 hektar. De andre yderupper slap meget lettere, men 75 år senere ramte spor nummer to i højere grad Mortensens gård, Lyngbygårdsvej 61. Det vender jeg tilbage til.

 

Ledvogter – to familiers job i lokalsamfundet

I Lyngby fik bane-anlægget i 1860-62 størst konsekvenser for Jacob Pedersen på Søgården, Glamhøjvej 31, Anders Nielsens enke på Kildebækgård, Lyngbygårdsvej 44, og Peder Rasmussen på Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 50. Men selv bysmed Peder Frederiksen måtte give slip på et areal, der dog tilhørte “Byens samtlige Gaardmænd”.jernbanens barndom anlagde man ikke broer. Det var ganske unødvendigt. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig med den rasende fart af 30-40 km/t. Der kørte ikke ret mange tog dengang, så opgaven var overkommelig. Men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang – dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren træde frem og give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.

Ledvogterens familie skulle leve af en beskeden løn DSB og lidt havejord. Det var umuligt at forlade hjemmet.

Ledvogterhuset i Yderup fotograferet midt i 1900-tallet.

I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte dengang  ligeud ned ad bakken til hjørnet af Yderupgårds stuehus.

Efterhånden som togene begyndte at køre hurtigere, og der blev flere af dem, kunne systemet med ledvogtere udvikle sig lidt farligt. Derfor begyndte DSB faktisk allerede for 100 år siden at bygge trafiksikre, niveaufrie skæringer, så enhver konflikt mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret. Yderup var blandt de første steder. Derfor står der 1915 på viadukten – altså den vestlige af dem.

Ledvogterhuse står endnu

I protokollen for Borum-Lyngby Sogneråd står det år, at man har modtaget meddelelse fra Statsbanerne om, at underføringen er åben fra 17. september.

Vejen blev gravet ned i den trælse og uoverskuelige bue, som vi kender den dag i dag. Lastbiler slipper Yderup til gengæld næsten for på grund af broens lave max-højde.

Det lille ledvogterhus fra banens barndom fik lov til til at stå i over 100 år, efter at viadukten var taget i brug. Det blev solgt til privat beboelse og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og sporene. I 2021 købte banen – nu Banedanmark – dog huset tilbage til nedrivning. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Også i Lyngby, ja faktisk lige på sognegrænsen, boede en ledvogter, nemlig i huset med den nuværende adresse Rætebølvej 21. Huset findes i bedste velgående i dag beboet af Yvonne og René.

Jensgård kunne få den gamle vej

Ved Lyngby lå overkørslen til Rætebølvej tæt på den nuværende bro. Baneleddet var på sommeraftener et yndet mødested for egnens ungdom, har Laurs Eriksen (1922-2001) fortalt. Han voksede op lige ved siden af, på Amhøjgården, Selkærvej 8.

Et sjældent foto fra jernbaneoverkørslen ved Lyngby. Her mødtes ungdommen.

Efterhånden voksede jernbanetrafikken kraftigt med masser af gods- og persontog på den østjyske længdebane. 20 år efter broen i Yderup var banen blevet så befærdet, at der måtte anlægges dobbeltspor.

Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses- arbejder, der især kaldte på arbejdsløse mænd med skovl. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første i Yderup. Det er den, der står 1936 på.

Laurs’ far på Amhøjgården i Lyngby, Niels Marius Eriksen, måtte i de samme år se staten lægge beslag på 3500 kvadratmeter af hans jord, hvorpå lokale arbejdsmænd og omrejsende “banebørster” rykkede ind med tipvogne og trillebøre og byggede dæmninger. Men det var billigt sluppet sammenlignet med Jensgårdens ejer ovre på den anden side af banen.

Også dobbeltsporet – taget i brug i netop 1936 – udløste nemlig det helt store ekspropriations-maskineri.

Især egnens største virksomhed, Mundelstrup Gødningsfabrik, ømmede sig, fordi sporet imod fabriksejernes ønsker blev anlagt på østsiden af det oprindelige fra 1862. Dér lå fabrikken, der endnu var i fuld gang.

I Lyngby skred DSB samtidig med spor nummer to til at føre vejen over begge spor på en bro. Nemlig den bro, der (lidt) endnu står og ser vakkelvorn ud med hullede brosten som kørebane.

Jensgård, mtr. 5b, en gård fra 1860 på Glamhøjvej 36 tilhørende Kaj Pedersen, måtte bøde betydeligt, da dobbeltsporet kom. For at føre vejen mod Årslev og Brabrand op i højde til den nævnte bro, blev der med møje, besvær og tipvogne anlagt en dæmning. Minutiøst anførte kommissarius, at Kaj Pedersen afgav 5.608 kvadratmeter, men modtog 2.387 kvadratmeter, nemlig den gamle vej, der havde ligget tæt på sporet. Det er på det sted, hvor der i dag er bygget en transformatorstation.

Arbejdet med dobbeltsporet og broerne krævede, at en masse jord blev flyttet. Dette tipvognstog passerer den nuværende bro ved Glamhøjvej/Rætebølvej. Angivelig skal det være gårdejer Marius Eriksen, der “inspicerer” arbejdet.

Selve Jensgård blev i øvrigt revet ned i 2011 og jorden overtaget af kommunen, der har solgt videre til erhvervsområdet lige syd for.

I skrivende stund (2021) er broen fra trediverne tæt på at blive revet ned til fordel for en ny og højere. Det skyldes den kommende el-drift, der – sent – indføres på den østjyske længdebane fra Fredericia til Aalborg.

Markveje under og over

Ved Søgården (Glamhøjvej 31) blev der ved ombygningen i 1930’erne støbt en solid, sporbærende bro, så gårdens folk kunne komme under banen, når de skulle til og fra deres marker. I arkivet har vi et billede fra indvielsen, hvor en stor del af egnens notabiliteter står på broen.

Søgården fik på den måde betalt lidt tilbage for den tort, den havde lidt i 1800-tallet. Dengang skar banen simpelthen et hjørne af gårdens bygninger, fordi de lå i vejen, og helt op i vores tid var Søgården både lokalt og i banemiljøet kendt som “den skæve gård”. I arkivet har vi et billede fra indvielsen ved Søgården, hvor en stor del af egnens notabiliteter står ved broens rækværk.

Også Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 50, havde store marker på den forkerte side af den nu dobbelte jernbane. Til Østergård blev der anlagt en markvejsbro over sporene.

Både under- og overføring fører i dag ind i True Skov. Markvejsbroen er den, der i 2021 blev erstattet af en ny og højere stibro. Det var på et hængende hår og efter Borum-Lyngby Fællesråds stærke ønske. I de oprindelige planer for elektrificeringen stod, at den gamle bro bare skulle fjernes.

NB: Adresser i teksten er de nutidige postadresser.

Der var kunstnerbolig i Lyngby

Lyngby Skole. I baggrunden Tingvad og Borum. Koloreret luftfoto 1955 af Sylvest Jensen.

I 1964 blev alle tre skoler i den gamle kommune nedlagt – de to i Borum og den ene i Lyngby. Børnene flyttede til den nye centralskole ved Sabro Korsvej. Det gjaldt for alle de tre medvirkende kommuner: Borum-Lyngby, Lading og Sabro-Fårup.

Hvad skulle der nu ske med bygningerne? I Borum blev Bysvinget 16 og 18a ret hurtigt solgt til privat beboelse – dog fortsatte kommunebiblioteket i en periode i en skolestue. Skolepladsen omme bagved og en opfyldt grund mellem skolerne og bækken blev styk for styk udstykket til parcelhuse. Herefter opstod Langelinie 43, Langelinie 45, Bysvinget 18 og Bysvinget 20.

I Lyngby gik det helt anderledes. Her beholdt Borum-Lyngby Kommune skolebygningen, og efter 1970 gjorde den nye storkommune Århus heldigvis heller ikke noget for at komme af med den gamle skole.

Tværtimod blev den lokale ungdomsklub videreført i mange år, indtil Sabro fik den nedlagt i en periode med små årgange.

Bygningen i Lyngby indeholdt også to boliger. På første sal boede Karen og Niels Peter Degn med familie (1942-1970) efterfulgt af Bent “Pløkker” Jakobsen fra Borum med familie. I stuen fortsatte lærer Hermansens familie med at bo i otte-ni år efter skolens nedlæggelse.  I alle årene kunne beboerne i Lyngby også bruge den gamle skole som “forsamlingshus” i forståelse med kommunens fritids- og kulturforvaltning.

Som det mest mærkværdige opfandt kommunen tillige noget helt nyt i den lejlighed, hvor læreren havde boet: en kommunal kunstnerbolig. Af og til også kaldt en æresbolig.

De nærmere omstændigheder står ikke helt klare, men det foregik utvivlsomt i den periode, da Thorkild Simonsen, den senere borgmester m.m., var en fremstormende rådmand (1971-81) for kulturen. Simonsen var oprindelig maler, men dog vist ikke kunstmaler. På kommunens vegne stillede han et legat til rådighed for skiftende kunstnere på den måde, at de kunne bo og arbejde gratis i den gamle skole i Lyngby.

I 1991 fortalte Lokalavisen om én af dem:

“Århus Kommune ejer en gammel skole i landsbyen Lyngby mellem Borum og Aarslev. Den gamle skolestue bruges stadig som ungdomsklub, forsamlingshus og mødested for lokalbefolkningen. Men den gamle førstelærer-bolig tjener nu som kunstnerbolig for den 39-årige grafiker og billedhugger Steffen Tast.

Blandt 14 ansøgninger valgte kommunen ham som legatmodtager af boligen for en periode på 2-3 år. Af samme årsag har Steffen Tast derfor også kun fremlejet sin ejerlejlighed i midtbyen samt værkstedet i Knudriisgade.

Det er derfor ikke for økonomiens skyld, at Steffen Tast søgte på landet til en bolig, som nok er billigere end et normalt lejemål, men som også har sine ulemper: han har måttet købe en bil for at passe sit job som sygeplejerske i aftenvagt på Kommunehospitalet” (…)

“Han arbejder foruden grafikken med materialer som træ, papir, glas, acrylplade, søm, skruer, trådnet eller sand. I øjeblikket har han gang i en kæmpestor skål med en diameter på to en halv meter formet af hvidmalede pinde stillet på højkant. Skålen skal med på kunstnernes efterårsudstilling på Charlottenborg ved København til efteråret”.

“Gennem årene har Steffen Tast solgt værker til Århus Komune, Århus Amt, Rosenholm Kommune, Ålborg Kommune, Herning Kunstmuseum og Kiel Kulturamt samt en udsmykningsopgave, en kæmpestor stiliseret bjørneklo i aluminium, for boligforeningen Solgården i Hjortshøj”.

På avisens billede sidder Steffen Tast på boligens trappesten og snitter pinde til den omtalte skål.

 

Systemet med den kommunale kunstnerbolig fortsatte lige til 1997. Det år ramte den store Århus-sparekniv lille Lyngby. For var det egentlig en kommunal kerneopgave at drive en kunstnerbolig og et gratis forsamlingshus i en meget lille landsby? Flertallet i byrådet mente nej.

Som en enkelt linje i et af de sædvanlige budgetforlig stod derfor: Salg af Lyngby Gl. Skole.

Så gik alarmen i lokalsamfundet, og det endte med det lykkelige resultat, at Folkekirken købte skolen af den pengemanglende kommune og tilmed satte et par millioner i at renovere den efterhånden lidt slidte og umoderne bygning. Skal enkeltpersoner fremhæves for denne indsats, må det blive de daværende menighedsrådsmedlemmer Gunnar Damgaard Nielsen og Knud Danmand Sørensen samt provsten (altså den daværende).

I 1998 åbnede Borum-Lyngby Sognegård, og biskop Herluf Eriksen kastede glans over den lille landsby ved den officielle åbning. Lyngbyerne bevarede deres samlingssted.

Fra ombygningen af skolen til sognegård 1997-98.

Ved ombygningen og renoveringen blev der fra starten taget hensyn til, at Lokalhistorisk Arkiv skulle have et lille hjørne. Det blev på første sal med adgang af den stejle trappe, der ses til højre på billedet herover.

Et ældgammelt landevejshus

Klik for større foto.

Dette fine foto fik vi Arkivet i januar 2022 af en mand i Skovby. Han huskede ikke, hvor han havde det fra, men vi blev hurtigt enige om, at det er over 100 år gammelt. Og motivet med det for Århus-egnen så karakteristiske, opstregede bindingsværk? Noget sagde ham, at det vist var fra Borum.

Det tror vi også! Dobbelthuset med stråtag ligger meget markant ved landsbyens indkørsel sydfra. Da det blev bygget engang i tidernes morgen lå det ved landevejen mellem  kongens Skanderborg (Slot) og Dronningborg (i nutidens Randers).

Siden kom først én omfartsvej i 1930’erne (Borum Landevej) og siden én mere i 1970’erne (Stillingvej), så landevejen blev til Borum Byvej. Adressen i dag er Borum Byvej 6 og 8.

Byens allerførste skole lå heromkring. Måske i et lille hus på den sydvestlige del af den nuværende kirkegård. Måske i sydenden af huset på Borum Byvej 6.

Arkivet har naturligvis allerede flere billeder fra samme sted, men ingen så fine. Vi har heller ikke tidligere set det lille bislag ved nordgavlen.

På et af de andre billeder kommer sadelmager Marius Sørensen (f. 1878) gående mod sit hjem på “sadelmager-bakket”, som folk dengang kaldte strækningen fra Centralen til bygrænsen. Allerede på det tidspunkt var nummer 8 blevet ommuret med røde mursten, kan man se – sådan som det også fremstår i dag.

Det nye billede sad i en fin ramme, som vi forsigtigt lirkede det ud af for skanning. Stod der mon noget bag på det? Det gør der tit, men her var bare et diskret stempel med teksten “Th”. Sikkert fotografens mærke.

I 2022 finder vi Adriënne Heijnen henholdsvis Christina Karvonen i det bevaringsværdige dobbelthus.

Tidligere boede en af Socialdemokratiets og fagforeningens kæmper, Jens Olsen, i nummer 8. Nummer 6, sadelmagerens hus gennem årtier, havde i 1980’erne et mellemspil som embedsbolig for folkekirken. Da begyndte pengene at fosse.

Hele partiet omkring huset var ellers i 1974 blevet kaldt “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”, og idyllisk så der ud. Men nu skulle her bo en graver, mente menighedsrådet. Så al beplantning blev brutalt ryddet væk, bindingsværket blev skiftet ud af en tømrer, og gavlen blev muret op til halv højde af lysrøde, maskinstrøgne mursten. Sidstnævnte måtte menighedsrådet nu rykke ned igen, da sagkyndige så det grimme syn. Så nu er der på ny bindingsværk, og kirken har også sluppet grebet. Huset har nu en pietetsfuld, privat ejer

Største ændring fra det oprindelige hus er faktisk, at der er kommet kviste på. Med dagens kvadratmeterpriser udnytter næsten alle huse i Borum i dag etagen under taget. Selv de ældste.

Billedet, der fik registreringsnummer 2022-1-B42, sad i en fin ramme. Efter skanning kom det tilbage i rammen.

Jo, der kan vist ikke være megen tvivl. Det er samme hus med over 100 års forskel. Foto fra januar 2022.

Købmandens søn var først med det nye

Arnold Wind (t.h.) med kabelrullen på cykelstyret. Den anden mand menes at hedde Theodor Staack.

I 1924 grundlagde 22-årige Arnold S. Wind et nyt firma i Borum. Han introducerede den moderne elektricitet rundt om på gårde og i huse.

Strøm var noget nyt og meget avanceret dengang. 10 år tidligere eksisterede den slet ikke. I 1914 åbnede Framlev med flere Herreders Elektricitets-Værk (senere kaldt Galten Elværk) i Galten, og sogn for sogn førtes luftledningerne frem. Så var det bare at tage fat med at “lægge lys ind”, som man sagde, hos dem, der havde råd. Wind fra Borum modtog autorisation til at arbejde med el-installationer i Galten Elværks område på den ordinære generalforsamling 30. juni 1924.

Arnold S. Wind havde været på højskole i Hadsten, og så havde han faktisk stået i lære hos en rigtig elektriker i Spørring. Han vidste noget om elektricitet – modsat praktisk taget alle andre i samtiden.

Den nye elektriker var søn af Anne Marie og Herman Conrad Wind, der drev købmandsgården på Borum Byvej 16. Da Arnold kom til verden, var købmandsgården endnu kro, men hans mormor blev den sidste rigtige krovært.

Tiderne skiftede. Det gik godt for den unge mand, der startede med at cykle ud til kunderne med trådruller på styret og værktøjet på bagagebæreren. Pengene rakte snart til motorcykel og siden bil, og der blev også råd til at flytte hjemmefra, gifte sig med Magdalene og købe hus – i Mundelstrup.

Derfor kom firmaet til at hedde Mundelstrup El-Forretning og lå først på Viborgvej og siden 1977 i Græsvangen i Tilst. Fra 2010 omfatter den også Hinnerup El. Firmaet er førende i et stort lokalområde.

I dag drives Arnolds pionérværk af tredje og fjerde generation Wind. Anden generation var Herman og Gert Wind, tredje generation er Hermans søn, Mogens, og fra 2019 er hans søn, Christian, indtrådt i elektrikerfirmaet. Men det begyndte i Borum Kro.

Kunstnernes Efterårsudstilling

 

I 1991 blev der for første gang holdt en kunstudstilling i Borum Forsamlingshus. Og den var stor.

I de år var der et ualmindeligt højt aktivitets-niveau i Borum Borgerforening med blandt andet arrangementer i massevis. Det var da også en højst usædvanlig begivenhed, borgerforeningen havde stablet på benene lørdag d. 5. oktober 1991.

Dengang var forsamlingshusets sal præget af brune og grå nuancer. Men ved udstillingen kom der pludselig lyse stoffer op på udstillingsvægge fyldt med spændende ting for øjet.

Borgerforeningen førte i de år en bestyrelses-protokol, der selvfølgelig ligger i arkivet i dag. I den kan man følge forberedelserne.

Kirsten Hansen, Bysvinget 14, og Stig Andersen, Langelinie 69, var hovedpersonerne. De  samlede ikke færre end 14 kunstnere og kunsthåndværkere af alle slags – og vel at mærke alle fra Borum. Vi andre blev noget overraskede over at se, at der fandtes så meget talent midt iblandt os.

Lone Hindø (SF!) til åbningen

Her er noget af det, der var repræsenteret: Maleri. Knipling. Skulptur. Billedvævning. Papirklip. Almuemaling. Orkis. Foto. Syning. Blomsterbinding. Silkemaling. Keramik. Tegning.

Som det fremgår, var der en del kunsthåndværk imellem.

Det forhindrede dog ikke, at der blev brugt store, klassiske ord. Arrangementet hed simpelthen: Borum-kunstnernes Efterårsudstilling. Eller bare Kunstnernes Efterårsudstilling. Frit efter den mere etablerede og stærkt censurerede begivenhed på Charlottenborg i København.

Da den store dag oprandt, mødte Lone Hindø (dengang SF) op og foretog den officielle indvielse. Hun var byrådsmedlem og rådkvinde for blandt andet kultur, så finere kunne det vist ikke blive.

Kirsten Hansen lagde cigaretten, klappede for efter rådkvindens lille tale og tog imod den medbragte kurv med roser og en lykkebringende hestesko.

I Lokalavisen stod, at dagen havde været en fernisering. Også det ord var nyt i Borum.

Mange år senere. Trabekelværket udstiller samme sted 1. marts 2020.

Data fra arkivet

I dag har Borum Trabekelværket – stiftet i 2017 af Line Wegger, Borum Byvej 16, Gitte Wendelboe, Langelinie 36, og Vibeke Andreassen, Bysvinget 18. Trabekelværket har allerede adskillige arrangementer bag sig. I efteråret 2021 har man for eksempel i en længere periode kunnet se værker af Susi Nyholm, Tingvad 23.

I perioden mellem 1991 og 2017 er der selvfølgelig også blevet lavet billedkunst og lignende i Borum, men det er ikke så velbeskrevet.

Med arkivets hjælp kan vi derimod slå fast, præcis hvem det var, der udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling hin lørdag i 1991:

 

De udstillede i 1991

Elin Andersen, Borum Møllevej 27: Papirklip.

Birgit Bertelsen, Bysvinget 21 (nu Langelinie 50): Silkemaling.

Torben Gregersen, Bysvinget 21 (nu Langelinie 50): Oliemaleri.

Kirsten Hansen, Bysvinget 14: Fotografi.

Lisbet Ulbjerg Kristensen, Bysvinget 18A: Akvarel.

Mette Dalum Kristensen, Bysvinget 18A: Akvarel og tegning.

Rikke Dalum Kristensen, Bysvinget 18A: Brudekjole.

Erik Lange, Skivholmevej 44: Skulptur.

Martha Møller, Langelinie 67: Akvarel og lerfigurer.

Irma Munk Nielsen, Blakhøjvej 3 (nu Langelinie 77B): Blomsterdekoration.

Tommy Juul Sørensen, Borum Byvej 16 (senere Bysvinget 5): Keramik.

Peder Thuesen, Borum Møllevej 1: Knipling.

Jenny Taastrup, Langelinie 48: Almuemaling og stoftryk.

Ruth Wadsholt, Borum Byvej 10: Billedvævning og orkis.

Kun Birgit, Torben og Irma kan man i 2021 stadig møde i Borum.

 

Husk at fotografere

Arkivet råder også over den stump videofilm fra kunstudstillingen, som du kan se herover. Den viser blandt andet, at afdøde Martha Møllers akvareller af Borum-motiver havde stor blivende værdi som lokalhistorisk dokumentation. Desværre ved vi dog ikke, hvor de findes i dag.

Filmen er i øvrigt fra videokameraets barndom og ikke særligt god rent teknisk.

Men den minder om, at vi skal slutte med følgende opfordring:

Tag billeder!

Tag video!

Mal!

Tegn!

Og husk at aflevere lidt af det til dit lokalhistoriske arkiv.

Røde Svend kaldte sig “Signe”

Svend Vestergaard Jensen fotograferet i 2021 med den landskendte plakat fra 1970’erne.

I 2021 røbede en tidligere borummer en ret vild hemmelighed, der havde holdt i næsten 50 år. Nemlig hvem den “Signe” var, der i 1974 tegnede Rødstrømpebevægelsens berømte, logo-agtige plakat, der ikke bare mobiliserede kvinder i hele landet i nogle hektiske år, men siden nærmest er blevet danmarkshistorie.

Det var nemlig ham. Ja, ham, en mand.

Svend Vestergaard Jensen, socialistisk grafiker, socialrådgiver og siden trafik-aktivist m.m., voksede op på Galten Vestermark, men flyttede til Borum i 1974, nemlig ind i det venstreorienterede kollektiv i Købmandsgården, Borum Byvej 16.

Samme år fik han en tys-tys-opgave. Havde han ikke holdt mund, ville det have udløst en skandale i og omkring Rødstrømperne, der med slogans som “kvinder er stærke” og “det private er politisk” arbejdede i basisgrupper af kvinder – og absolut ikke mænd. Derfor holdt Svend loyalt mund i 47 år.

Men i 2021 besluttede “Røde Svend” Vestergaard Jensen, der nu bor i København, at tage æren af det arbejde, som han rettelig havde udført. Han valgte det i grunden ærkekapitalistiske, amerikanske medie Facebook til afsløringen og skrev i sit opslag:

Kvindefestivalen i august 1974 er gentagne gange i DR blevet brugt som billede på 1970’erne med denne silketryk-plakat og folder som blikfang. Jeg lavede den efter aftale med Rødstrømperne i Odense – og lovede ikke at sige, at det var en mand, der havde tegnet og trykt plakaten. Sig hun hedder Signe – sagde jeg – hende der har lavet den. Jeg afslører nu, at det var mig. Af samme årsag hedder min datter Signe. Hun er ikke lille – såmænd lige blevet 38 år!”

 

Den mystiske viadukt

Viadukten er på den ene side fra 1915.

… men på den anden side er den også fra 1936.

Ledvogterhuset, Lyngbygårdsvej 65, fotograferet i 2021. Fraflyttet, men endnu ikke nedrevet.

I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej Lyngbygårdsvej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. Forklaringen er ganske banal:
I jernbanens barndom byggede man ikke broer. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig. Der kørte ikke så mange tog dengang, men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.
I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte lige ud ned til hjørnet af Yderupgårds stuehus.
Men i 1915 blev der støbt en trafiksikker viadukt, så konflikten mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret.
At vejen til gengæld blev gravet ned i en uoverskuelig bue, lider fodgængere, cyklister og ryttere under i dag. Lastbiler slipper de dog for. De færreste kan smutte under broens tre meters max-højde.
Ledvogterhuset fra banens barndom blev solgt til privat beboelse, da overkørslen kunne nedlægges.
20 år efter broen var jernbanen blevet så befærdet, at der blev anlagt dobbeltspor. Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses-arbejder, der især kaldte på arbejdsløse arbejdsmænd med skovl og trillebør. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første. Det er den, der står 1936 på.
Det lille ledvogterhus fik lov til at stå i over 100 år mere og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og banen.
I 2021 blev huset dog købt til nedrivning af Banedanmark. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Vellykkede byvandringer

Mødestedet ved byens gamle indkørsel fra øst, Langelinie. I baggrunden Borum Østergård.

På en smuk, men alt for kold maj-aften og på en regntruende lørdag eftermiddag i oktober havde vi over 30 deltagere i to historiske byvandringer i Borum. Vi gik i to hold: Det ene med Birgit Sørensen ad den gamle hovedvej, Bysvinget. Det andet ad Langelinie og forbi mejeriet.

Der blev stillet mange gode spørgsmål, og vi har indtryk af, at mange fik udbytte under mottoet: Kend din by.

Arrangementerne var 19. maj og 2. oktober 2021.

Birgit Sørensen fortæller i Bysvinget.

Afslutning i byens hjerte ved Borum Kro.

1 2 3 25