Author: Lokalhistorisk Arkiv

Damgårdens endeligt

Lokalhistorisk Arkiv

Damgården lignede efterhånden en skygge af fordums fredelige liv på landet. Foto: Peter Poulsen.

November 2023: Damgården i Lyngby stønner sit sidste suk.

Oprindelig var Damgården, matr. nr.  5a, en af de bare seks gårde i den lille landsby. Efter udskiftningen i 1793 blev den stille og roligt liggende ved dammen på hjørnet af Lyngbygårdsvej og Glamhøjvej. Sindig, firelænget, af bindingsværk og med stråtag. Men 5. september 1919 skete der noget forfærdeligt. En voldsom brand fortærede såvel Glamhøjgården lige overfor som Damgården.

Nu var gode råd dyre. Også dengang blev det altid dårligt vejr i november, og hvor skulle dyr og mennesker nu overvintre? Så ekspres satte gårdejer og sognefoged Andreas Nielsen to murermestre i gang med at bygge både stald og stuehus i løbet af to måneder. Det skete ved at flytte ud midt på marken ad Årslev til på den nuværende adresse Glamhøjvej 30.

Lidt længere ude stod i forvejen gården Jensgård, Glamhøjvej 36, som i 1860 var blevet udstykket fra Damgården. Den blev revet ned i 2011. Også husmandsstedet Haraldskær (Rummelihul) fra 1863 var udstykket fra Damgården. Det røg i 2008.

Lidet kunne Andreas ane, hvad der skulle ske fra omkring 1990, mens han med vinteren i hælene fik dyr og mennesker under stald dengang i 1919. Ejheller hans søn, Gunnar Damgaard Nielsen (1935-2022), havde nogen mistanke, da han fortsatte det traditionelle landbrug på Damgården. Man var ganske vist begyndt at tale om en ny motorvej vest om Århus. Men stregerne på kortet var blevet tegnet på den anden side af Lyngby og Yderup.

Altså indtil de ikke længere var. Så nu tromlede en ny motorvej frem og lukkede det sidste hul mellem Frederikshavn og grænsen. Snart havde alle lært at sige E45. Også i Lyngby, hvor vejen nu har larmet højere og højere siden åbningsdagen i 1993.

For Gunnar Damgaard Nielsen betød det nye naboskab et dramatisk tab af livskvalitet. Gårdejeren, der i næsten hele sit liv stod centralt i Lyngbys liv som blandt andet formand for menighedsrådet, initiativtager til sognegården og aktiv i Lokalhistorisk Arkiv, var vant til et liv med åbne marker og fuglefløjt omkring sig. Han fik nu et støjhelvede 24-7. Tilmed måtte han og andre naboer finde sig i en kold og uforskammet behandling af statens ekspropriations-myndigheder. Til Århus Stiftstidende fortalte han 29. juli 1992, at han følte sig dårligere behandlet end en forbryder i retten.

I 2009 kastede Gunnar håndklædet i ringen og flyttede helt væk fra Lyngby. Gård og jord blev købt af et drengerøvsfirma, der i begyndelsen hed Rezultat ApS og senere noget lige så fantasifuldt. Så rykkede folk ind, der interesserede sig for paint ball-skydning, fly-simulatorer og en overgang også en højt opreklameret swingerklub med tilhørende ballade og hærværk. Altså en lidt trist udvikling der ligner den, som mange andre mishandlede ejendommen langs motorvejene har gået igennem.

E45 under anlæg for lidt over 30 år siden. Billedet er taget mod nord, og Damgården ligger bag træerne til venstre. Lastbilerne i baggrunden holder nogenlunde oven på broen over Glamhøjvej.
Foto: Gunnar Damgaard Nielsen.

30 år efter anlæggelsen har E45 vist sig at være for lille. Den udvides i disse år (skrevet i 2023) til seks spor mellem Århus N og Århus S. Samtidig bliver der – 30 år for sent – anlagt støjmur- og -vold, så Lyngby kan få lidt mere ro.

Det fylder. Damgården lå i vejen, og nu gik den simpelthen ikke længere: Vejdirektoratet blev endelig nødt til at ekspropriere hele gården, hvilket de nok burde have gjort lige fra starten.

Fremtiden bringer helt nye tider til Lyngby. Ligesom der siden 2009 har været bygget logistikcenter og meget andet grimt øst for E45, og ligesom den sidste ledige jord nu (2023) fyldes op af DSB’s kommende vedligeholdelsescenter for elektriske togsæt, så udlægges Damgårdens areal måske blandt andet til solcellemarker og til den kommende jernbane mellem Århus, Galten og Silkeborg.

En skønne dag kommer alt det såmænd også i Lokalhistorisk Arkiv.

Friiserhøjen ved Lyngby Kirke

Lokalhistorisk Arkiv

Gravhøjen ligger vest for kirken og rummer godsejere fra slægterne Althalt og Friis.

På Lyngby Kirkegård er der en lille gravhøj stik vest for kirken, der i folkemunde kaldes Friiserhøjen, skønt den blev etableret af overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, godsejer på Lyngbygård 1806-26.

Slægten Althalt ejede Lyngbygård Gods i fire generationer fra 1686 til 1826.
I 1697 havde den første ejer, Johan Arent Althalt indrettet et muret begravelsesrum for familien under kirkens korgulv, hvor slægten blev stedt til hvile, helt frem til der i 1805 blev udstedt forbud mod begravelser inde i landets kirker. I 1813 rejste overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt epitafiet på korets nordvæg til minde om slægten Althalt og etablerede gravhøjen til fremtidige begravelser. Han blev dog den sidste og eneste af slægten der blev begravet i gravhøjen i Lyngby.

På den lille marmortavle på den rejste stele kan man læse:
Hvilested for Herr Overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, Ejer af Lyngbygaard med Underliggender, Født den 20. August 1763, død den 13. January 1826. Erkjendt som retskaffen Mand og Menneskeven. Sattes dette Minde ham af hans taknemmelige Arvinger.

Efter familien Althalt ejede familien Friis Lyngbygård Gods i to generationer fra 1826 til 1903.

Ritmester og senere hofjægermester Johannes Friis, født 1795 død 1877, gift med Dorthea Sofie Meulengracht, ejede Lyngbygård fra 1826-1874, hvorefter sønnen, der i 1887 også fik titlen hofjægermester og også hed Johannes Friis, født 1832 død 1903, gift med Johanne Søltoft, overtog og drev godset frem til sin død i 1903.

Både far og søn var dygtige landmænd, der drev Lyngbygård meget frem. Under faren blev hoveri til Lyngbygård opløst i 1839, og i 1850 begyndte han at sælge fæstegodset til selveje.

Sønnen Johannes Friis var veluddannet både fra polyteknisk og landøkonomiske læreanstalter herhjemme og i udlandet og havde lært landvæsen på Hofmansgave Gods og i Skotland.
I 1858 ledede han dræningsarbejde på Lyngbygård og begyndte samtidig at sætte sig ind i praktisk mejeridrift. I 1859 købte Johannes Friis herregården Lillerup ved Horsens, hvor han ligeledes drænede markerne og indførte dyrkning af foderroer, hvorved han delvis kunne

afskaffe at lægge markerne brak. Han indførte vægten i mejeriet og dobbelt bogholderi over gårdens drift. I det hele taget blev regnskabsføring i landbruget hans specialitet.
Han arbejdede tæt sammen med vennen Thomas Riise Segelcke, senere professor på Landbohøjskolen, om at udarbejde mejeridriftens teoretiske grundlag, og sammen udgav de forskellige vejledninger, regnskabsbøger og mejeritavler for mejeribrugets fremme, som til dato har sat danske mejeriprodukter på landkortet.

Den første grav i højen er fra 1820. Heri ligger godsejer Tøger Lassen Althalt.

I 1874 blev Lillerup solgt, og Johannes Friis overtog driften af Lyngbygård efter faderen. Ved siden af varetog han mange offentlige hverv i amt, kommune, landboforeninger og andre samfundsforetagender. Han var medlem af Århus Amtsråd, formand for Lyngby-Borum Sogneråd og for Århus Amts landøkonomiske Selskab og medstifter af Horsens Landbrugsforening. Et stort og anerkendt arbejde udførte han i skadeserstatningskommissionen efter krigen i 1864.
Han var bestyrelsesmedlem i Landhusholdningsselskabet og i Foreningen af jyske Landboforeninger, medlem af Landbohøjskolens tilsynsråd og fungerede som censor ved højskolen fra 1887-1903, dommer ved landmandsforsamlinger herhjemme og ved internationale udstillinger i udlandet.

Johannes Friis var kendt som en stilfærdig og tilbageholdende mand, der intelligent og samvittighedsfuldt varetog sine mange tillidsposter, og som havde en nobel og kultiveret personlighed.

De to sten forrest på Friiserhøjen er sat over Johannes og Johanne Friis’ døtre, Lucie og Ingeborg Friis, henholdsvis 1867-1914 og 1867-1911, og deres søn og svigerdatter Johannes og Karen Friis, 1865-1934 og 1863-1943.

Manden alle så, men få kendte

Lokalhistorisk Arkiv

Ib Jensen støvsugede grøfter og rastepladser for flasker og dåser

Ib Møller Jensen, Borum, blev født i 1944 og nåede at blive en slags omvandrende lokalhistorie – bogstaveligt talt. Få gik så langt og så ofte som han, og hans høje, kraftigt byggede skikkelse blev et kendt syn i en større omegn.

Ib Jensen var søn af den sidste karetmager i Borum og voksede op i Bysvinget. Nu kan man tro, at en karetmager fremstillede kareter, men det var ikke tilfældet. Oluf Jensen kunne lave arbejdsvogne og træhjul, hvilket er svært. Hans værksted var udstyret med værktøj til at arbejde i hårde træsorter.

I Lokalhistorisk Arkiv har vi i de senere år modtaget billeder af det særprægede hus, Bysvinget 5, fra forskellige epoker. Det ældste viser et lavt bindingsværkshus. Nogle årtier senere er der bygget op i to etager, og man ser en kran og flere træstammer, der ligger klar til at blive savet op på den store bloksav i udhuset. På ét billede rager en vindmølle op, der leverede trækkraft til saven. Hele dette miljø blev langsomt afviklet, efterhånden som landbruget gik over til gummihjul og vogne af stål.

I Borum Skole sad Ib Jensen ikke ligefrem på forreste række, som man sagde, og livet igennem fortsatte han med at virke lidt sky. Samtaler indskrænkede sig til at handle om det mest konkrete og nærværende. Det skulle dog vise sig, at han havde fået et udbytte af de syv års skolegang.

I mange år fungerede han nemlig som “mælkedrengen”, der bragte ud, når den 35 år ældre Tage ”Mælkemand” Nielsen kørte omkring fra dør til dør med varer. Denne service fortsatte i Borum længe efter resten af landet og ophørte kun, fordi Ib en dag brækkede et ben. Med faste mellemrum stod Ib pludselig inde i stuen hos folk med mælkeregningen, og der var aldrig fejl i sammentælling eller byttepenge. Han var direkte dygtig til hovedregning.

Karetmagerens hus, Bysvinget 5, fotograferet i første halvdel af 1900-tallet. Her voksede Ib op.

I arkivet har vi modtaget en del materiale om Ib Jensen, heriblandt hans private regnskabsbøger fra en periode på over 60 år. De er naturligvis underlagt fortrolighedsklausul og opbevares som sådan i mange år frem efter gældende lovgivning. Men jeg kan vist godt røbe, at alle indtægter og udgifter i bøgerne er ført sirligt og omhyggeligt. Til sin tid kan de give et interessant tværsnit af et usædvanligt liv i Borum på tværs af to århundreder.

Pantsamler med rollator

Et andet arbejde havde Ib Jensen som daglejer i skoven, når der skulle fældes og kløves. Ib var bomstærk og vedholdende. Han stablede brændetræ i højt tempo. Et par ældre damer ordnede han let have for.

Mest kendt blev Ib Jensen som hele egnens genbrugs-helt. Hver dag gik han kilometervis i arbejdstøj og slidte gummistøvler og ryddede grøfter og rastepladser for flasker og dåser. Selv efter et alvorligt fald på Møllevejen for nogle år siden genoptog han virksomheden – nu med rollator og en lille rive til at nå dåserne med.

Han brød sig ikke om hverken nysgerrighed eller konflikt, så ofte kunne bilisterne kun se Ib stå i vejsiden og spejde ud i horisonten. Først når de var kørt forbi, dykkede han rask ned efter byttet i grøften. Men der var læs på, når Ib vendte hjemad til aften. Tøjet var stoppet helt ud, og der kan hænge mange poser på en rollator, kunne vi se.

I den lyse årstid skete det endda flere gange, at hjemmeplejen kørte forgæves til aftenbesøget i hans lille hus på Langelinie 77A. Patienten var stadig på arbejde.

Så Ib Jensen blev manden, som alle mødte, men næsten ingen kendte. Han døde i januar 2025 i en alder af 80 år.

En æra er forbi på Borum Eshøj

Lokalhistorisk Arkiv

I oktober 2025 blev det allersidste punktum sat for en fantastisk epoke med Borum Eshøj-spillene.

Hvad er det? Sådan vil mange nok spørge, hvis de er flyttet hertil inden for de seneste 30 år.

Men i 1993 og 1997 var ingen i tvivl. Dengang foregik de to største begivenheder i mange år. Masser af frivillige fra en stor egn var aktiveret, og sammen frembragte de to storslåede friluftsspil med historisk indhold. Stedet var Borum Eshøj.

”Boreas” i 1993 og ”Solvognen” i 1997 skulle efter planen have været efterfulgt af et tredje spil, ”Cumulus”.  I mange år levede håbet, men det kunne aldrig indfries, og lige siden har 500 rekvisitter og dragter fra de legendariske spil været opbevaret rundt om i området og blandt andet i et kælderrum under Sabro Korsvejskolen.

Skolen skulle nu have kælderrummet tilbage, men det lykkedes i år at give de fleste kostumer og rekvisitter videre, så de kan få nyt liv.

Modtagerne er Vejlemuseerne, Vikingemuseet Fyrkat i Hobro og SFO på Sabro Korsvejskolen. Især Fyrkatspillene på den gamle ringborg fra vikingetiden har i mange år været meget populære. Spillet i 2026 hedder Midgårdsormen.

I vores område var Borum Eshøj-spillene en central del af lokalsamfundet og samlede i hundredevis af lokale kræfter på tværs af to kommunegrænser. Det vidnede spillene, de smukke dragter og de fine rekvisitter om. Nu bliver alle de frivillige æret, ved at det kommer videre og bliver brugt igen.

Billederne af den røde heldragt og den blå kjole er sammen med mange andre taget til Lokalhistorisk Arkiv af Dan Hune. Den blå kjole blev båret af en vølve, den røde heldragt symboliserer ild og vand.

Se mere på

www.borum-lyngby.dk

www.eshoejhuset.dk

Bogen om Borum side 326 ff.

Under DSB’s værksted

Lokalhistorisk Arkiv

Foto: Sylvest Jensen 1947

Der lå engang en nydelig lille ejendom på grænsen mellem Lyngby og Årslev. Rosbjergvej 100. Ove Reiffensteins ejendom.

Det gør der ikke mere. Tværtimod ligger DSB’s nye IC5-værksted lige oven på ejendommen. Vejen til højre løb fra hjørne til hjørne af den kæmpestore værkstedshal.

Ved skæbnens ironi er det nu blevet DSB, der har den fine adresse Rosbjergvej 100.

Først kom der regionplan. Så en kommuneplan. Så stadigt mere detaljerede lokalplaner. Og derefter ryddede Århus Kommune pladen og opkøbte hele den gamle Rosbjergvej med undtagelse af nogle få huse inde i Årslev By, hvor det nye navn blev Årslev Kirkevej.

Kronprins Frederik indviede første del af det nye logistikcenter ved Årslev 4. juni 2009.

Jamen Rosbjergvej. Findes den da ikke stadigvæk? Jo, men kun som navn. Og nu som adresse på blandt andet Salling Group, Stark, Nemlig.com og senest DSB.

Den gamle Rosbjergvej løb inde under hele denne herlighed af erhvervsliv. Den var en bivej mellem Lyngby og Årslev, og langs vejen lå en række landbrug – gårde og husmandssteder. Det største var Rosbjerggård ejet af Peter Frost. Gården lå lige syd for DSB-værkstedet. Peter Frost byggede senere et stort hus i Todderup ved Tilst.

Efter opkøbet sørgede kommunen for, at alt blev revet ned. Gradvist blev jorden solgt og bebygget.

Reiffensteins ejendom lå på vestsiden af den daværende bivej. Den var holdt i gammel stil med bindingsværk, stråtag og blandt andet en gavl af kløvede kampesten.

Efter tvangssalget købte Ove Reiffenstein ejendommen Engholm, Tingvad 12, i Borum, og boede der til sin død.

Store samlinger af luftfotos er overdraget til staten og lagt på nettet af Det kongelige Bibliotek. Blandt andet dette. Mange flere her: www.kb.dk/danmarksetfraluften

Samme sted kan man se stederne på såvel nutidige luftfotos – med DSB-værkstedet – som gamle målebordsblade.

Købmand og branddam

Lokalhistorisk Arkiv

Dana Luftfoto 1950

Dette luftfoto vier et lille stykke af Langelinie i 1950.

Mest bemærkelsesværdigt er måske det firkantede bassin i nederste venstre hjørne. Det var Borums branddam. Billedet er det eneste kendte, hvor branddammen ses.

Hvis Borum nogensinde har haft et gadekær – og hvorfor ikke? – må det også have ligget her ved bredden af bækken gennem byen. Selv de ældste matrikelkort giver dog ingen fingerpeg. Men nu langt op i 1900-tallet er vandet altså tæmmet godt og stemt op. Sprøjtehuset, hvor byens brandsprøjte stod, befandt sig lige til venstre for kanten af billedet.

Der var hegn hele vejen rundt om dammen og en låge med en lille trappe.

Branddammen befandt sig foran huset Langelinie 43, der først blev bygget en snes år senere.

Midt i billedet ses købmand Harry Lauge Johannesens hus med butik, Langelinie 50. Senere opførte Lauge et supermarked på grunden til venstre for. Til højre ses huset Langelinie 46 og bagved det den lille ejendom Langelinie 48. Lidt bag den løber Løkkediget, der adskilte de indre tofter fra de ydre marker – cirka hvor omfartsvejen løber i dag.

Bindingsværkshuset i venstre side er nuværende Løkkediget 4 og 6. Altså nu vejnavnet Løkkediget.

I baggrunden engen ved Lyngbygård Å og skråningerne op mod Labing. Vejtræerne stod langs hele landevejen, her den nuværende Labing Landevej.

Billedet og mange andre fra samme epoke kan ses på www.kb.dk/danmarksetfraluften

Stor interesse for foredrag om hemmeligheder

Lokalhistorisk Arkiv

Et arrangement om hemmelighederne under vores fødder blev en stor succes i Borum Forsamlingshus.

Harlev-Framlev Lokalhistoriske Arkiv og Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne havde indbudt detektorfører Michael Rønde til at fortælle om sin interessante fritidsinteresse.

Et udsnit af de forventningsfulde tilhørere i Borum Forsamlkingshus, inden foredraget begyndte. Michael Rønde ses i rød polo i baggrunden.

Michael Rønde, opvokset mellem Labing og Lyngbygård, har afsøgt en mængde marker i lokalområdet. Han har dermed ryddet jorden for en masse skrammel fra nyere tid. Men han har også fundet danefæ – fine genstande fra middelalderen, jernalderen og bronzealderen. Michael Rønde bor i Galten og bevæger sig rundt i området i både Århus og Skanderborg Kommuner.

Vi havde på forhånd regnet med 30-35 deltagere. Der kom 54. Ved at kigge ud over forsamlingen kunne man se, at Michael Rønde holdt interessen fanget fra først til sidst.

Stor interesse for Feldheden

Lokalhistorisk Arkiv

Et udsnit af deltagerne ved vejen til Kathrinesminde, Stillingvej 208.

Det var flot forårsvejr, og mange var mødt op til Lokalhistorisk Arkivs arrangement i 2025.

Denne gang ikke en byvandring, men tværtimod en “landvandring”. Fra byskiltene i Borum og nordud til sognegrænsen ved Storkesig Bæk. Det bragte os til gårde på “den nye vang” og mange husmandssteder i et område, der helt frem til midten af 1800-tallet var tomt, ubeboet og træløst. En stor kontrast til i dag.

Turen sluttede ved Tanholm, den eneste ejendom der flyttede ud fra den trygge landsby efter udskiftningen i 1796.

Lone Hansen, der har boet på Borum Feldhede hele livet, fortalte om mennesker og liv. Arkivleder Peter Poulsen supplerede om den ældste lokalhistorie.

Den gamle smedje ved Lyngbygård

Lokalhistorisk Arkiv

Smedjer var brandfarlige og er altid blevet lagt med god afstand til andre bygninger. Sådan tager Lyngbygårds smedje sig ud i dag. Nogle af gårdens andre bygninger ses i baggrunden.

Af Kirsten Bønløkke – Foto: Dan Hune

Det fine lille bindingsværkshus, der ligger ved indkørslen til Lyngbygård Gods, er gårdens smedje. Som barn holdt jeg meget af at gå her og se smeden arbejde. Smed Christensen kom på sin cykel to gange om ugen, tirsdag og lørdag, fra sit eget smedjeværksted i Hørslev Bole. Han arbejdede intenst ved essen og ambolten, og jeg vidste godt, at jeg ikke skulle gå i vejen, når han svingede det rødglødende jern fra de glødende trækul til bearbejdning på ambolten og til sidst stak det i vandtruget til afkøling.
Der var kulsort inde i smedjen, og overalt var der store skruestikker, spændende værktøjer, skruer, søm, hængsler og meget andet at blive fascineret af, og ikke mindst blæsebælgen, der kunne få ildstedet til at gløde hvæsende op. Smed Christensen sagde ikke meget, men der var altid en rar, hyggelig stemning omkring ham.

Min farmor, Marie Bønløkke, overtog Lyngbygård i 1945. På det tidspunkt var der god brug for smed Christensen da der kun var heste som trækdyr og endnu ingen traktorer. Der skulle jævnligt skiftes hestesko, og om vinteren skulle de udstyres med pigge for at undgå at glide på is. Derudover varetog han alt smedearbejde som at lave eller reparere plovskær, harvespidser og bindsler til de

120 malkekøer og 120 ungkreaturer, der stod bundne i staldene om vinteren, og når de ikke var på græs. Mark- og haveredskaber skulle også holdes i orden.

På den almindelige arbejdsvogn, kassevognen med træhjul, skulle jernringene rundt om træhjulene ofte fornyes. Her var det kun smedens kone, der blev betroet at hjælpe, når den rødglødende jernring skulle placeres om hjulet. Det skulle gå stærkt, og ringen skulle sidde korrekt, før nedkølingen med koldt vand skete, der skulle få jernet til at krympe, så det sad stramt om hjulet.

Indenfor hos smed Christensen var der altid varmt, hyggeligt og spændende. Brugte hestesko er sømmet op på dørfløjen til højre.

VVS-arbejde hørte også under smeden. Min fars yngste bror, Lars Bønløkke (født 1939) kan huske vinteren 1947, der var en rigtig isvinter. Der var barfrost hele januar, februar og ind i marts måned, med ned til ÷24°. Alle vandrør på gården frøs til, og da så tøvejret kom, sprang rørene på stribe, og smeden havde travlt med at finde lækkerne og udbedre skaderne – så min farbror husker, hvordan indkørsel og gårdsplads var gravet op på kryds og på tværs, til alle sprængte vandrør var fundet og udbedret.

Smed Christensen fandt også tid til at hjælpe børn med deres projekter. Leif Degn (født 1944) fortæller, at han og Kurt Sørensen, der begge er født og opvokset i Lyngby, som drenge havde gang i at bygge en sæbekassebil af gamle hjul fra barnevogne og – deraf navnet – en sæbespåner-tønde fra købmand Bigum i Lyngby. De havde én aksel, der passede, men den anden duede ikke. De fandt på at gå til smeden for at høre, om han kunne hjælpe, og det kunne han, selv om Leif husker, at han sagde: ”Jeg må egentlig ikke, for jeg arbejder jo for Lyngbygård”. Akslen blev slebet til på slibestenen, så den kom til at passe til hjulene, og sæbekassebilen kom ud at køre.

De lidt større drenge som farbror Lars og min bror Niels Jørgen havde også nogle lidt tvivlsomme opgaver til smeden, noget med nogle knallerter, der kørte for langsomt.

Det indre af smedjen fremstår i dag noget afpillet.

Essen. Der ses en elektrisk blæser, men tidligere betjente smeden en blæsebælg med håndkraft, når der skulle fut i kullene.

 

 

 

 

 

 

 

Det viste sig, at grovsmeden også evnede det finere smedearbejde. I sin fritid fremstillede Christensen små, fine plove i kobber, nøjagtige kopier af en dansk enkeltplov. Min far, bror og flere i familien fik en sådan foræret.

Som årene gik, og Lyngbygård blev mere og mere motoriseret, blev der mindre brug for smeden, og i 1975 stoppede smed Christensen med at komme på Lyngbygård. Den velkendte lyd af ambolten forsvandt.

Det har ikke været muligt at finde oplysninger om, hvornår smedjen er opført, men de fleste bindingsværkshuse stammer fra 1700- og 1800-tallet. Som mange har bemærket, forfalder smedjen mere og mere, og derfor har arkivet nu fået taget en række billeder inde og ude. Dan Hune har dokumenteret bygningen i 2024, så billederne altid kan hentes frem, såfremt smedjen skulle vælte i en storm. Smedjen er nu en del af Lyngbygård Golf Klub, så vedligehold og renovering hører under klubben.

Tæt på spilles nu golf.

En gådefuld stol

Lokalhistorisk Arkiv

En stol vender hjem fra Sønderjylland til Borum.

En stol er vel en stol? Men nej.

I arkivet har vi nu en fint udført spisestuestol af egetræ med en fortid i Borum. Engang for over 100 år siden.

Vi håber, at nogen kan hjælpe os med at regne historien ud, selv om vi jo godt selv kan skønne os frem til, at der nok ikke længere lever mennesker, der personligt kan huske. Stolen blev nemlig givet væk i 1912. Og ikke nok med det. Den blev forsynet med en fin, lille metalplade, hvorpå der står:

”Til Erindring fra Bekendte i Borum – d. 28/11 1912” (eventuelt kan det sidste 2-tal være et 9-tal).

Normalt består et lokalhistorisk arkiv af papirer, fotos og de tilsvarende digitale medier. Altså ikke af genstande ligesom et museum. Men vi har tidligere gjort enkelte undtagelser: Fagforeningens fane. Folkedanserforeningens fane. Et sværd og lidt uniformsdele fra fastelavnssoldater i tidernes morgen. Et bornholmerur fra Borum Mølle. En klokke fra Lyngbygård. Noget klokkeophæng fra Lyngby Kirke. Og nu altså også en stol med tekst på.

For hvem skulle ellers passe på den, nu da den var blevet sat til storskrald ved ”Lille Amalienborg”?

”Lille Amalienborg” er en beboelsesejendom i Haderslev. Og ja, en ukendt beboer ville åbenbart skille sig af med stolen. Hvilket var lige ved at lykkes, hvis ikke viceværten greb ind. Vi har nu fået den af viceværtens hustru fra Aabenraa.

Jo, men Haderslev og Aabenraa, hvad har de med Borum at gøre?

Aner det ikke. Og endnu større bliver gåden af, at i 1912 (eller 1919) udgjorde de en del af det tyske rige. Haderslev hed Hadersleben, de fleste borgere talte tysk, og faktisk blev de første bygninger i ”Lille Amalienborg” opført som tysk kaserne – og hed bestemt ikke noget, der kunne give associationer til Danmark.

Kan nogen hjælpe? Skriv til borumlyngbyarkiv@gmail.com

Borum-Lyngby Fattighus

Lokalhistorisk Arkiv

Fællesskabet hjalp de svage til at overleve – men heller ikke mere

Bysvinget 21 var engang officielt fattighus for Borum-Lyngby. Der har også været andre, før kommunen i 1882 slog sig sammen med Sabro-Fårup Kommune om at få en lidt

Bysvinget 21 (forrest) – her fotograferet i 1987 af Stig Andersen.

større fattiggård. Denne udviklede sig siden til alderdomshjem og plejehjem. Denne fattiggård lå såmænd på samme sted, som nu efter flere navneskift hedder Sabro Folkehus – hjørnet af Stillingvej og Sabro Kirkevej.

Men tilbage i begyndelsen af 1800-tallet blev syge og gamle i Borum-Lyngby proppet ind i Bysvinget 21. Altså hvis de ikke havde nogen børn, der kunne tage sig af dem. Hvorfor lige der? Sandsynligvis fordi huset havde været billigt til salg.

Det kan være gået til på den måde, at et fattigt menneske oprindelig selv ejede huset. Så skete det tit, at fællesskabet overtog huset/rønnen mod at forsørge den gamle indtil en forventet snarlig død. Derefter kunne næste hold fattige rykke ind. Det kunne være gamle, syge eller forældreløse børn.

 

Mindst to mere

Fattighuset i Bysvinget var ejet af bymændene og stammede altså, fra før kommunen blev opfundet i 1840’erne. I 1878 indrømmer sognerådet, at det er så forfaldent, at man må have fat i et andet. De køber så “Søren Pedersen Jensens hus ved den nordre gade” af Søren Hvidkjær og sætter det lidt i stand. I 1895 bliver dette hus, der nu ligger “nord for Byen”, solgt til nedbrydning. Vi ved meget lidt om de to fattighuse.

Efter ibrugtagning af den fælles fattiggård var det tid til oprydning. Protokollen for Borum-Lyngby Sogneråd afslører dermed den 2. juli 1883, at der faktisk har været min

Et noget ældre billede af Bysvinget 21. Det er fra før 1966, men dog længe efter at her var fattighus. Ukendt fotograf.

dst to fattighuse mere. Borum-Lyngby Kommune sælger nemlig “Huset i Nørregade” matr. 7k til købmand Ejstrup og “Huset i Søndergade” matr 27b til træskomand Niels Koch. Det første sted hedder i dag Bysvinget 16, og fattighuset må nok have ligget i den nuværende have til den senere skole. Det sidste hus lå på Langelinie omtrent på det sted, hvor vejen Løkkediget i dag begynder.

Først 10 år senere sælger kommunen dog Bysvinget 21. Køberen er en skomager Peter Nielsen. Da tingbogen stadig havde ”bymændene” som ejere, blev skødet underskrevet af ”samtlige bymænd”, selv om dette begreb faktisk var udgået af lovgivningen.

Har kommunen ikke også haft fattighus et sted i Lyngby Sogn? Det er ikke utænkeligt. Men det har i så fald ikke sat sig nogen spor. I hvert fald ikke nogen, vi har fundet endnu.

 

De fattige gik på omgang

Allerede i 1500-tallet samlede man småmønt ind til de fattige i den svære pengeblok, der endnu står i Borum Kirkes våbenhus. Den periode ved vi endnu mindre om. I den katolske tid indtil 1536 gjorde kirker og klostre dog generelt en del for syge mennesker. Om munkenes caritas, næstekærlighed, strakte sig så langt som til Borum og Lyngby, er dog ukendt. Efter 1536 overtog kongemagten værdier, herligheder – og ansvar.

Det gik, som det bedst kunne, indtil der i 1708 og 1732 kom forordninger om lokalsamfundenes sociale ansvar – som vi ville kalde det i dag.

Før fattighusets tid gik fattige folk derfor på omgang hos bønderne, hvor de skulle have kosten. Skik og brug blev, at gårdmændene skulle bespise den fattige én dag pr. tønde hartkorn (et mål for jordens værdi). Gamle mennesker var dermed helt i lommen på dem, der havde jord at producere fødevarer på.

Dette system fortsatte faktisk parallelt med, at kommunen havde egne huse. Måske fordi der simpelthen blev for mange gamle til, at fattighusene kunne rumme dem. I 1877 blev fattiglem Lisbet Pedersen i hvert fald “udsat i pleje” for et år hos en tømrermester, og for det betalte kommunen 24 kr. i kvartalet. Skulle hun blive sengeliggende, lød aftalen på, at tømreren skulle have 10 kr. mere.

Lisbet døde i øvrigt, inden kontrakten udløb, og “hendes faa Efterladenskaber ilægges, hvad ej kan bruges til Fattigvæsenets Tjeneste”.

 

Vinter for Ane Marie

I 1860 behandlede den såkaldte forligsmægler en klage fra en gårdmands enke, der ellers i princippet burde have sit på det tørre.

Det var Ane Marie Jakobsdatter, der i fem år havde haft en tinglyst aftægtskontrakt, altså en nedskreven aftale om, hvordan næste mand på gården skulle holde liv i hende. Men det var han rent ud sagt sprunget op og faldet ned på, og nu var det blevet vinter.

I mange tilfælde var den nok gået, så den gamle kone havde været nødt til at tigge og sulte sig igennem vinteren. Men i dette tilfælde havde enken en svigersøn, der kendte rettighederne og mødte op for hende hos forligsmægleren. Han medbragte en liste.

Det interessante er egentlig ikke sagens udfald, men hvad tvisten helt materielt drejede sig om:

“Til 1. Oktober 10.000 St. Tørv i gode tørre Sedre indsat i min Aftægtsbolig. Til 1. November 1 Td. Rug. 4 Skp. Malt. 2 Skp. Byg. 2 Skp Byggryn. 1½ Skp. Boghvedegryn. Til Mortensdag 1 levende fed Gaas. 1 Skp. Salt. 4 Pd. Humle. 1 Lp. Hør samt 4 Rigsbankdaler i kontant Penge.”

Var det meget til at stå vinteren igennem med? I hvert fald langt mere end for Lisbet Pedersen og de andre, der ikke havde en aftægtskontrakt.

 

Fælles med nabokommunen

Den fælles fattiggård for Borum (520 indbyggere), Lyngby (232 indbyggere), Sabro (491 indbyggere) og Fårup (423 indbyggere) løftede fra 1882 standarden en smule. Grundlæggende var den dog et landbrug, hvor ”fattiglemmerne” skulle arbejde for føden. Stort set hvad enten de kunne eller ej.

Hurtigt udsolgt

Lokalhistorisk Arkiv

For første gang nogensinde udkom i 2023 et værk om Borum – lige fra de første mennesker i oldtiden frem til det levende landsbyliv i 2023.

Alt er med. Bogen blev derfor på over 600 sider og med flere end 400 billeder. Prisen var alligevel kun 250 kr.

Bogen blev udgivet af støtteforeningen for Lokalhistorisk Arkiv i samarbejde med Østjysk Hjemstavns Forlag.

Succesen blev større end ventet. Inden et år var bogen udsolgt.

P.t. nytter det altså ikke at bestorme hverken arkivet eller den webshop, som Bogen om Borum også blev forhandlet igennem. Der ER ikke flere eksemplarer. Bogen kan dog lånes på biblioteker i både Skanderborg og Århus Kommune.

Tresserbyggeri

Lokalhistorisk Arkiv

Bysvinget 9.

Byggeri fra 1960’erne har et dårligt ry. Hurtigt klappet op af håndværkere på akkord. Kedelige parcelhuse af gule mursten og obligatorisk vinkelstue. Og håbløse allerede i den energikrise der kom i næste årti, 1970’erne.

Ofte er tresser-ryet uretfærdigt. Men en historisk kendsgerning er, at parcelhuset på Bysvinget 9 fik et kort liv. Allerede i 2021 blev det revet ned til fordel for et stort, moderne hus i helt anden stil opført for Signe og Ole Christensen, der efter en påtvunget pause andetsteds vendte hjem til Borum i vinteren 2022-2023.

Parcelhusgrunden blev udstykket fra Borumgård (i baggrunden) i 1967, og det oprindelige hus blev opført til malermester Børge Sørensen med familie. Senere har der været en hel del ejere og beboere. Der var mange kvadratmeter, for i kælderen kunne der i mange år være en separat udlejningsbolig.

Sylvest Jensen fløj over det i 1968 og tog et af de utroligt mange luftfotos, der i dag ligger offentligt tilgængelige på kb.dk/danmarksetfraluften.

Hvis du klikker billedet op i størrelse, ses det, at der endnu på dette tidspunkt kunne anes en forbindelsesvej fra Bysvinget til Borumgård. Det var den oprindelige vej til gården, der nu har adressen Langelinie 59.

 

 

Nordenvindens gud Boreas

Lokalhistorisk Arkiv

Boreas blev spillet af Niels Hansen, Borum. Foto: Margrethe Perelman.

I 1993 stod hele egnen på den anden ende. Et storstilet friluftsspil med inspiration i bronzealderen blev ved en kæmpemæssig indsats af frivilligt arbejde skabt på Borum Eshøj.

I tusindvis af tilskuere myldrede derefter op til totalteatret på bakketoppen, og et meget stort antal frivillige fra hele egnen medvirkede til at gøre det hele muligt. Det var en kraftanstrengelse i Borum, Herskind, Skivholme, Lading, Sabro og Mundelstrup m. fl.

Nogle syede dragter eller lavede store klovnehoveder. Andre trænede i lang tid med heste til processioner og voldsomme ridt. Enkelte spillede på lur. Dygtige amatører – børn som voksne – øvede sig på optrin i hidtil ukendte discipliner som stokkedans, knivkamp, tranegang på stylter og i tableauer, der under forestillingen kom til at stå i virkningsfuldt relief mod solnedgangen.  Stridsvogne, “verdens største” gong, en egekiste model bronzealder og endda selveste Solvognen med en solskive på halvanden meter blev fremstillet rundt om i huse, lader og værksteder – og naturligvis uden brug af et eneste søm eller andet moderne stads fra jernalderen.

Ja, og på Sabro Korsvejskolen og i sin bolig skråt overfor sad den utrættelige projektmager Kaj Jensen og skrev ansøgninger til fonde og andre velgørere, mens andre centrale medarbejdere førte lange lister over opgaver, tidsplaner og husk-nu-også-lige-dit-og-dat.

Enkelte professionelle blev ansat og fik honorar, forfattere, instruktør og musikere. Men langt de fleste arbejdstimer ydede lokalsamfundene hele vejen rundt om Borum Eshøj. Egnens virksomheder gav også et betydeligt bidrag i form af gratis arbejde og sponsorater af den slags, som man får en lille annonce og en stor goodwill for.

Snobberne havde Kaj Jensen også tænkt på. Borum Eshøj-spillene fik en rigtig protektor, nemlig den daværende direktør for og  mor til ejeren af Frijsenborg, Irene Wedell. Alle ugebladslæsere dengang vidste, at lensgrevinden var kammerdame for dronning Margrethe.

 

Tredje stykke er skrevet

Det første spil, Boreas, havde Borums førende amatørskuespiller, Niels Hansen, Langelinie 37, i hovedrollen som nordenvindens gud. Det blev opført i 1993 efter en kort tale af omtalte protektor. I dagene op til gik der rygter om, at også the real stuff, Dronningen, ville stige til højs og kaste glans over amatørerne. Så godt spillede klaveret (eller luren) dog ikke.

Fire år senere gentog hele det store setup sig, nu med stykket Solvognen, 150 medvirkende og nye 5-6000 tilskuere. Boreas, alias Niels Hansen, var med igen. Et tema denne gang var kampe mellem jægere og bønder, som forfatteren forestillede sig, at de kunne være foregået. Til medierne snakkede Tørk Haxthausen, som han hed, om “kærligheden, som vi skal værne om, og dæmonien, som vi skal passe på”.

Det tredje stykke i den tænkte trilogi hedder Cumulus. Det er skrevet, men aldrig opført. Efter kraftanstrengelse nummer to i 1997 viste det sig nemlig, at udgifterne havde være en del for store i forhold til indtægterne. Der manglede med andre ord penge i kassen til at betale forskellige leverandører, og Borum Eshøjspillet kunne være endt med en forsmædelig konkurs.

Efter betalingsstandsningen lykkedes det dog med besvær at sikre, at enhver fik sit. Men det viste sig svært at få den vildt begejstrede, fandenivoldske iværksætterånd til at boble frem på ny i de mange små hjem på egnen.

Hør, er det ikke en vindmølle, der anes lige bag Nordenvindens gud? Jo, i 1990’erne stod hele tre el-producerende møller ved Borum Eshøj. Det var svært at tage billeder uden at få en af dem med. I dag er de også kun lokalhistorie.

1 2 3 … 26