Da banen kom til Lyngby og Yderup, ankom den to gange

Af Peter Poulsen

Yderup har i over 150 år været en stærkt trafikeret by – især hvis man tæller togpassagererne med. I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. For nok ser det underligt ud, men den er god nok: de to viadukter, som det reelt er, er bare ikke lige gamle. Det er sporene oven på dem heller ikke. Og oprindelig lå vejen et helt andet sted, så der slet ingen bro var. Lad os tage det forfra:

Store planer for Lyngby

Den danske konges første jernbanetog uden for Sjælland løb – eller rettere luntede af sted – mellem Altona og Kiel. Men det er jo Holsten. Den første jernbane efter København-Roskilde i selve kongeriget lå i Yderup og Lyngby. Med omegn.

Viadukt nummer 1 i Yderup er fra 1915. På det tidspunkt havde banen allerede eksisteret i mere end 50 år.

Den 2. september 1862 indviede kong Frederik VII personligt jernbanen mellem Randers og Århus, og allerede året efter gik det så ellers i hektisk tempo videre med banebyggeri fra Langå til Viborg, Skive og Struer og snart efter mod syd fra Århus og mod nord fra Randers.

Siden var Lyngby tænkt som afgreningsstation for baner mod både Silkeborg og Hammel.

Silkeborg- og Hammelbanerne blev som bekendt anbragt andetsteds. Men i 2021 foreligger der et nyt politisk forlig om bane nummer to til Silkeborg, og også den skal dreje fra et sted mellem Årslev og Lyngby.

Jernbane-anlægget dengang kan på mange måder sammenlignes med vore dages motorvejsbyggerier: modernitet og udvikling på hjul. Staten eksproprierer sig derfor frem tværs igennem folks marker, huse og natur. En klar forskel er dog, at jernbanen endte med at være ganske populær, hvor den kom frem. Modsat motorvejen plagede den ikke sine omgivelser med enerverende støj døgnet rundt – kun en sky af damp og kulrøg nogle få gange om dagen.

Men tvang måtte der til. Ingeniører i London, København og Århus tegnede op, præcis hvor dampdragen skulle flyve over markerne, som H. C. Andersen udtrykte det. Bønderne blev ikke spurgt. Dengang som nu skulle staten dog betale erstatning for jorden, og på lange lister anførte en kommissarius, nøjagtig hvilke arealer staten agtede at tiltvinge sig.

Fine dokumenter i arkivet

To af disse lister – fine og bogtrykte – sprang for nylig i øjnene på mig fra en mappe i Lokalhistorisk Arkiv. Til alt held har en familie i Lyngby nemlig gemt og siden deponeret disse klenodier.

Den ældste oversigt er den sjældneste. Den er trykt med gotiske bogstaver, og den markerer også det største nybrud. Nemlig da selve fænomenerne tog og jernbanespor første gang dukkede op i de lavloftede stuer hos en landalmue, der hverken kendte til elektricitet, dampmaskiner – eller maskiner i det hele taget. Rigdom måltes i heste, køer og jord. Nu måtte bønderne bytte nogle tønder land til rigsdaler.

Dybt i arkivet ligger dette dokument fra 1860.

“Fortegnelse over de Eiere og Besiddere af Grunde, om hvis Afstaaelse til Anlæget af Jernbanen mellem Aarhuus og Randers der vil blive Spørgsmaal”, hedder listen fra 1860.

Næst efter kancelliråd Ingerslev på Marselisborg og gartner Bergs enke inde midt i Århus blev ingen hårdere ramt af den første ekspropriation end Jørgen Pedersen på matrikel 1 i Yderup. Det var og er Yderupgård, Yderupvej 37.

40.520 kvadratalen måtte Pedersen af med. Det svarer til 1,6 hektar. De andre yderupper slap meget lettere, men 75 år senere ramte spor nummer to i højere grad Mortensens gård, Lyngbygårdsvej 61. Det vender jeg tilbage til.

 

Ledvogter – to familiers job i lokalsamfundet

I Lyngby fik bane-anlægget i 1860-62 størst konsekvenser for Jacob Pedersen på Søgården, Glamhøjvej 31, Anders Nielsens enke på Kildebækgård, Lyngbygårdsvej 44, og Peder Rasmussen på Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 50. Men selv bysmed Peder Frederiksen måtte give slip på et areal, der dog tilhørte “Byens samtlige Gaardmænd”.

I jernbanens barndom anlagde man ikke broer. Det var ganske unødvendigt. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig med den rasende fart af 30-40 km/t. Der kørte ikke ret mange tog dengang, så opgaven var overkommelig. Men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang – dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren træde frem og give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.

Ledvogterens familie skulle leve af en beskeden løn DSB og lidt havejord. Det var umuligt at forlade hjemmet.

Ledvogterhuset i Yderup fotograferet midt i 1900-tallet.

I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte dengang  ligeud ned ad bakken til hjørnet af Yderupgårds stuehus.

Efterhånden som togene begyndte at køre hurtigere, og der blev flere af dem, kunne systemet med ledvogtere udvikle sig lidt farligt. Derfor begyndte DSB faktisk allerede for 100 år siden at bygge trafiksikre, niveaufrie skæringer, så enhver konflikt mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret. Yderup var blandt de første steder. Derfor står der 1915 på viadukten – altså den vestlige af dem.

Ledvogterhuse står endnu

I protokollen for Borum-Lyngby Sogneråd står det år, at man har modtaget meddelelse fra Statsbanerne om, at underføringen er åben fra 17. september.

Vejen blev gravet ned som den trælse og uoverskuelige bue, som vi kender den dag i dag. Lastbiler slipper Yderup til gengæld næsten for på grund af broens lave max-højde.

Det lille ledvogterhus fra banens barndom fik lov til til at stå i over 100 år, efter at viadukten var taget i brug. Det blev solgt til privat beboelse og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og sporene. I 2021 købte banen – nu Banedanmark – dog huset tilbage til nedrivning. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Også i Lyngby, ja faktisk lige på sognegrænsen, boede en ledvogter, nemlig i huset med den nuværende adresse Rætebølvej 21. Huset findes i bedste velgående i dag beboet af Yvonne og René.

Jensgård kunne få den gamle vej

Ved Lyngby lå overkørslen til Rætebølvej tæt på den nuværende bro. Baneleddet var på sommeraftener et yndet mødested for egnens ungdom, har Laurs Eriksen (1922-2001) fortalt. Han voksede op lige ved siden af, på Amhøjgården, Selkærvej 8.

Et sjældent foto fra jernbaneoverkørslen ved Lyngby. Her mødtes ungdommen.

Efterhånden voksede jernbanetrafikken kraftigt med masser af gods- og persontog på den østjyske længdebane. 20 år efter broen i Yderup var banen blevet så befærdet, at der måtte anlægges dobbeltspor.

Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses- arbejder, der især kaldte på arbejdsløse mænd med skovl. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første i Yderup. Det er den, der står 1936 på.

Laurs’ far på Amhøjgården i Lyngby, Niels Marius Eriksen, måtte i de samme år se staten lægge beslag på 3500 kvadratmeter af hans jord, hvorpå lokale arbejdsmænd og omrejsende “banebørster” rykkede ind med tipvogne og trillebøre og byggede dæmninger. Men det var billigt sluppet sammenlignet med Jensgårds ejer ovre på den anden side af banen.

Også dobbeltsporet – taget i brug i netop 1936 – udløste nemlig det helt store ekspropriations-maskineri.

Især egnens største virksomhed, Mundelstrup Gødningsfabrik, ømmede sig, fordi sporet imod fabriksejernes ønsker blev anlagt på østsiden af det oprindelige fra 1862. Dér lå fabrikken, der endnu var i fuld gang.

I Lyngby skred DSB samtidig med spor nummer to til at føre vejen over begge spor på en bro. Nemlig den bro, der (lidt) endnu står og ser vakkelvorn ud med hullede brosten som kørebane.

Jensgård, mtr. 5b, en gård fra 1860 på Glamhøjvej 36 tilhørende Kaj Pedersen, måtte bøde betydeligt, da dobbeltsporet kom. For at føre vejen mod Årslev og Brabrand op i højde til den nævnte bro, blev der med møje, besvær og tipvogne anlagt en dæmning. Minutiøst anførte kommissarius, at Kaj Pedersen afgav 5.608 kvadratmeter, men modtog 2.387 kvadratmeter, nemlig den gamle vej, der havde ligget tæt på sporet. Det er på det sted, hvor der i dag er bygget en transformatorstation.

Arbejdet med dobbeltsporet og broerne krævede, at en masse jord blev flyttet. Dette tipvognstog passerer den nuværende bro ved Glamhøjvej/Rætebølvej. Angivelig skal det være gårdejer Marius Eriksen, der “inspicerer” arbejdet.

Selve Jensgård blev i øvrigt revet ned i 2011 og jorden overtaget af kommunen, der har solgt videre til erhvervsområdet lige syd for.

I skrivende stund (2021) er broen fra trediverne tæt på at blive revet ned til fordel for en ny og højere. Det skyldes den kommende el-drift, der – sent – indføres på den østjyske længdebane fra Fredericia til Aalborg.

Markveje under og over

Ved Søgården (Glamhøjvej 31) blev der ved ombygningen i 1930’erne støbt en solid, sporbærende bro, så gårdens folk kunne komme under banen, når de skulle til og fra deres marker. I arkivet har vi et billede fra indvielsen, hvor en stor del af egnens notabiliteter står på broen.

Søgården fik på den måde betalt lidt tilbage for den tort, den havde lidt i 1800-tallet. Dengang skar banen simpelthen et hjørne af gårdens bygninger, fordi de lå i vejen, og helt op i vores tid var Søgården både lokalt og i banemiljøet kendt som “den skæve gård”. I arkivet har vi et billede fra indvielsen ved Søgården, hvor en stor del af egnens notabiliteter står ved broens rækværk.

Også Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 50, havde store marker på den forkerte side af den nu dobbelte jernbane. Til Østergård blev der anlagt en markvejsbro over sporene.

Både under- og overføring fører i dag ind i True Skov. Markvejsbroen er den, der i 2021 blev erstattet af en ny og højere stibro. Det var på et hængende hår og efter Borum-Lyngby Fællesråds stærke ønske. I de oprindelige planer for elektrificeringen stod, at den gamle bro bare skulle fjernes.

NB: Adresser i teksten er de nutidige postadresser.

Den mystiske viadukt

Viadukten er på den ene side fra 1915.

… men på den anden side er den også fra 1936.

Ledvogterhuset, Lyngbygårdsvej 65, fotograferet i 2021. Fraflyttet, men endnu ikke nedrevet.

I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej Lyngbygårdsvej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. Forklaringen er ganske banal:
I jernbanens barndom byggede man ikke broer. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig. Der kørte ikke så mange tog dengang, men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.
I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte lige ud ned til hjørnet af Yderupgårds stuehus.
Men i 1915 blev der støbt en trafiksikker viadukt, så konflikten mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret.
At vejen til gengæld blev gravet ned i en uoverskuelig bue, lider fodgængere, cyklister og ryttere under i dag. Lastbiler slipper de dog for. De færreste kan smutte under broens tre meters max-højde.
Ledvogterhuset fra banens barndom blev solgt til privat beboelse, da overkørslen kunne nedlægges.
20 år efter broen var jernbanen blevet så befærdet, at der blev anlagt dobbeltspor. Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses-arbejder, der især kaldte på arbejdsløse arbejdsmænd med skovl og trillebør. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første. Det er den, der står 1936 på.
Det lille ledvogterhus fik lov til at stå i over 100 år mere og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og banen.
I 2021 blev huset dog købt til nedrivning af Banedanmark. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Kort over Yderup Byes Jorder 1781

marts-udskiftningskort-yderupDette kort viser, hvordan jorden i Yderup blev opmålt i 1781 og nyfordelt, udskiftet, i 1811.

For en gangs skyld var opgaven enkel. Her var kun fire gårde, og de fik hver et lagkagestykke som en halv stjerne mod øst.

Oprindelig hørte lille Yderup til True Sogn, men kirken i True blev så hårdt vandaliseret under svenskekrigene i 1618 til 1648, at indbyggerne rev ruinen ned, og så blev Yderup en del af Brabrand Sogn lige indtil 1811.

Der var langt at gå eller køre til kirken i Brabrand, og efter de mange års besvær blev Yderup lagt til Lyngby Sogn, hvor Lyngbygård ejede kirken.

Kirkegården i Lyngby vidnede indtil for få år siden om sammenlægningen, idet et stykke jord nær kirkens nordside blev opdelt i fem lige store gravsteder til de fire gårde og en husmand, som Yderup dengang og i mange år bestod af. Gravstederne ligger den dag i dag i nummerorden efter matrikelnumrene i Yderup.

Man kan forestille sig, at lyngbyerne, der jo var kommet først, sikrede sig deres gravsteder på solsiden af kirken, mens Yderups afdøde måtte nøjes med den mørke og kolde side, hvor der var god plads.

Jørgensen med folk og familie

Yderupgård kan genkendes på hovedbygningens gavle. Her i 1904.

Her er et billede af landbruget, som romanforfatteren Morten Korch må have husket det.

Fotografen er kommet, og alle har taget opstilling foran Yderupgård i 1904. I midten står det lille samfunds absolutte nummer ét, gårdejer Anton Jørgensen, med bowlerhat, hustruen Thomasine og imellem dem datteren Mary. Længst til venstre ved et føl står sønnen Karl og med gårdens bedste ko ses sønnen Jens.

Forkarlen med roerne, malkepigerne og karlen på hestevognen har ingen skrevet navnene op på. Hvem mon de var?

Til gengæld rummer arkivet en del viden om den gamle slægtsgård Yderupgård, i dag Yderupvej 37, hvor familien Jørgensen gjorde det godt. I nyere tid blev gården ved Lis og Søren Brund bygget ud til et moderne svinebrug med næsten 7000 kvadratmeter under tag.

Naturstyrelsen ejer nu jorden, og en del indgår i True Skov. Styrelsen  solgte i 2010 bygningerne fra til Johannes Nielsen, Skjørring.

I forgrunden ses den daværende vej gennem Yderup. Vejen blev flyttet i 1930’erne, da jernbanen fik dobbeltspor og broer, og der blev senere have på stedet.

Yderupgård

Yderupgård er den nordligste af de oprindeligt fire gårde i Yderup og har i dag adressen Yderupvej 37. Den tilhørte i mange år i det 19. og 20. århundrede familien Jørgensen, hvor bl.a.  Anton Jørgensen har skrevet om livet i den meget lille landsby (Østjysk Hjemstavn 1936, 1937 og 1939). Den store gårdejer i Yderup var Borum-Lyngbys første pendler, der som direktør for bøndernes sparekasse hver dag tog bussen til Århus. Eller rettere: Bussen kom til Yderup og hentede ham. I sidste del af det 20. århundrede udvidede familien Brund den landbrugsmæssige bedrift med en meget stor svineproduktion, der siden flyttede til Borum Østergård. Bygningerne tilhører i dag en anden storlandmand, Johannes Nielsen, Rohde, mens næsten al jorden er solgt fra til Naturstyrelsen, der har udnyttet en stor del til True Skov.

Mortensens gård

Mortensens gård ligger på Lyngbygårdsvej 61. Denne ene af de fire Yderup-gårde har ikke noget egentligt navn, men kaldes sådan efter en tidligere ejer. I 2015 kunne den lige så godt hedde Ohlsens gård. Erik Ohlsen driver reparationsværksted.

Gå ikke over sporet

Del af Yderup set mod nord omkring 1940.

I dag kan man ikke kraftigt nok advare mod at stille sig op og fotografere fra det sted, hvor dette billede blev taget. Her kører masser af tog mellem Århus og Nord-/Vestjylland, og det går hurtigt rundt i kurven gennem den mindste af de tre landsbyer i vores område.
Yderup menes ifølge navneforskeren Kr. Hald anlagt i torp-tiden (vikingetid) af en mand ved navn Ygge. Allerede 1315 var her fire helgårde – ganske som i dag.
Pedersminde og Bavnehøjgård ligger øst for banen og er flyttet ud, mens de to andre ses på billedet.
Den store gård med stuehuset t.h. er Yderupgård, Yderupvej 37, der 1891-1935 var ejet af den navnkundige sparekassedirektør Anton Jørgensen og indtil begyndelsen af 2000’erne af Lis og Søren Brund.
Mens Skov- og Naturstyrelsen nu overtog jorden til brug for bl.a. skovrejsning i området over mod True og Todderup, udvidede Brund svineproduktionen med Borum Østergård som hovedejendom. En del år senere overtog gårdejer Johannes Nielsen, Rohde, Yderupgård og påbegyndte en istandsætning af nogle af de mange bygninger og nedrivning af andre.
Yderupgård hed oprindelig Helledi efter en hellig kilde.
Gården til venstre er “Mortensens gård”, Lyngbygårdsvej 61. i dag har den hverken stråtag eller en lang portlænge. Den indehaves nu af Erik Ohlsen, der blandt andet driver reparationsværksted.
Over horisontlinjen anes Borum Vindhøj.
Hvor gammelt er billedet? Vi ved det ikke, men ret sikkert fra efter 1936, da banen fik dobbeltspor og blev flyttet lidt.

Yderup set fra luften

1994-19-1-Lyngbygardsvej-61Den er altså ikke ret stor, landsbyen Yderup, der her ses i al sin glans og herlighed midt i 1900-tallet. Tilmed kløves den i to af jernbanen op gennem Jylland.
Ejerlavet Yderup lå oprindelig i True Sogn og hørte siden til Brabrand, indtil de fire gårde og et hus blev indlemmet i Lyngby Sogn i 1811.
Ejendommen i forgrunden er sognefoged Jens Mortensens gård (Lyngbygårdsvej 61), og bagved ses den parklignende have til “Yderupgård”. Bag denne igen ligger det tidligere ledvogterhus.
Ledvogteren sørgede for at afspærre vejen, når der kom tog. Da jernbanen Århus-Langå-Randers blev anlagt i 1862, byggede man ikke niveaufrie skæringer.
Sådan en fulgte dog i 1930’erne, da spor nummer to blev anlagt, og vejen mod Todderup og True blev da gravet ned i et gevaldigt sving, der ses tydelig til højre foran marken med høstakke. Siden blev der bygget to huse langs svinget.
I baggrunden “Bavnehøjgård” og det flade land mod True. På dette er der nu anlagt henholdsvis motorvej, skov og svæveflyvebane.

Sibirien

Bakken hæver sig på grænsen af Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav.

Bakken hæver sig på grænsen af Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav.

Nyere navn for en bakke i den lavtliggende del af husmandsområdet mellem Lyngby og Yderup.

Et gammelt navn er Tinghøje.

I nyere tid har beboerne i Lyngby også ganske enkelt omtalt området som “knolden”.

Området hæver sig som en bakke mellem Yderup Bæk og en mindre grøft. Man kan forestille sig, at det engang har stået nærmest som en ø. Bakken har muligvis aldrig været opdyrket og henligger som næringsfattigt afgræsningsområde. Derfor gror her bl.a. kodriver og den halvsjældne plettet gøgeurt.

Netop her støder tre landsbyers jorder sammen: Borum, Lyngby og Yderup. Da Mundelstrup også næsten når hertil, bliver det samtidig til grænsehjørnet mellem tre herreder: Framlev, Hasle og Sabro. En interessant teori er derfor, at navnene Tingvad og Tinghøje udspringer af et fælles tingsted på bakken – måske i senmiddelalderen.

Det spøgefulde navn Sibirien er i hele landet meget almindeligt i landområder for et sted, som folk i landsbyerne syntes lå langt væk fra civilisationen.

Hvinning

Gammelt, men endnu brugt stednavn ved Yderupvej i Borum Sogn. Formentlig afledt af plantegruppen hvene, høje stive græsarter og som sådan brugt til at karakterisere området i den daværende mark. Endnu i 1990erne udtalt med hørligt “h”.

I Hvinning (Mose) ligger ejendommene Yderupvej 21 og 23.

Bavnehøjvej

BavnehojvejOpkaldt efter bavnehøjen lige øst for Yderup, hvor også Bavnehøjgård ligger. En bavn betyder et tegn. En bavnehøj er en høj, hvor man siden middelalderen har brændt bål for at sende et signal videre om f.eks. fremrykkende soldater, altså et kommunikationsmiddel til langdistance fra før telefon radio, tv og internet.

Lovtbjerg

I dag er “bjerget” gravet væk. Der er fri udsigt fra Yderup til Vind Skov i baggrunden.

Delvist skovklædt bakke, der indtil cirka 1980 lå mellem Yderup og Hvinning (s.d.). Tilhørte Yderupgård. Skoven og dele af bakken blev ødelagt ved grusgravning. Kort- og Matrikelstyrelsen kaldte på sine kort bakken for “Lortbjerg”, hvilket nok er forkert.

Lovt, loft, betegner noget ovenfor liggende. Det giver bedre mening.

Lyngbygårdsvej

Lyngbygardsvej

Lyngbygårdsvej danne den ene “hovedgade” i Lyngby.

Tilsyneladende selvforklarende navn, men Århus Kommune valgte i 1970 at lade vejnavnet gå helt fra Silkeborgvej ved Årslev Kro forbi Lyngbygård til Lyngby, her dreje fra i et T-kryds og påny dreje i et T-kryds i Yderup og fortsætte til Bavnehøjvej og Munkevejen ved Todderup, hvorved logikken bliver mindre indlysende.

Det sidstnævnte gælder endnu mere, efter at tilslutningen ved Silkeborgvej er lukket  og fjernet med anlæg af motorvejen Brabrand-Låsby.

Yderupvej

Her hedder det Yderupvej til alle tre sider.

Yderupvej udgik indtil 1976-77 fra selve Borum By, hvor den skilte sig fra Langelinie ved nr. 81 og passerede tæt forbi Borum Østergård.

I dag udgår Yderupvej fra Borumvej øst for Borum Østergård.

Navnet forekommer selvforklarende, men er det faktisk ikke. Det dækker i dag alle tre ben i et Y, der foruden at omfatte selve Yderup By fortsætter mod Mundelstrup og her igen støder til Borumvej ved Mundelstrupgård. Ret usædvanligt.