Dalgas byggede den første Silkeborgvej – aktivister forsøgte at hindre den næste

E. M. Dalgas

Hedens opdyrker, Enrico Mylius Dalgas (1828-94), udrettede også andet end det, eftertiden kender ham bedst for. Han byggede større veje – også i vores område.

Syd for Lyngbygård stod Dalgas for arbejdet med at anlægge den første vej mellem Århus og den nyanlagte by Silkeborg. Silkeborg, der blev oprettet af papirfabrikant Michael Drewsen så sent som i 1844. Rigsdagen og kongen ønskede, at Dalgas trak en så lige vejføring som muligt tværs over Jylland fra Århus over Silkeborg og et lille sted kaldet Herning (1064 indbyggere) til købstaden Ringkøbing.

I 1861 var ingeniørkaptajn Dalgas og hans folk i gang ved Lyngbygård Å, hvor de blandt andet anlagde den første bro over åen på dette sted (dog vides det, at den sydligste af de tre gamle Ry-veje krydsede åen på en bro kaldet Kannikemøllebroen lidt syd for samme sted, faktisk omtrent hvor E45 krydser i dag). 

Arkæologi to gange på samme sted
I skrænten ved Kannikegården lige vest for Snåstrup Mølle gravede vejfolkene grus. Her stødte de på grave, der viste sig at stamme fra romersk jernalder (0-400 e. Kr.). Så overlod Dalgas scenen til det nystiftede Historisk-Antikvariske Selskab i Århus.

Under ledelse af godsejer Dahl, Moesgård, blev 10 grave nu endevendt. Urner, et par knive, synåle, dragtspænder, fibulaer og en kam dukkede op.

139 år senere, år 2000, genoptog Forhistorisk Museum, igen med base på Moesgård, det arkæologiske arbejde, nu under ledelse af arkæolog Jens Jeppesen og med betydeligt mere moderne metoder. Konservator Marianne Schwartz, Borum, sørgede for, at de fundne genstande forblev og forbliver velbevarede. Jens Jeppesen er kendt i vores område. Han har også gravet i Borum Eshøj og i Blankhøj, hvor der nu ligger en rasteplads af samme navn.

Både Blankhøj og udgravningen ved Kannikegården var såkaldte nød-udgravninger betalt af Vejdirektoratet.

Sidste chance
Denne gang var det nemlig sidste chance. For nu byggedes der igen vej, og den nyeste udgave af “Silkeborgvej” over Lyngbygård Å kom til at bestå af to enorme landskabsbroer (højbroer) med en motorvej på. Første etape af Silkeborg-motorvejen, Brabrand-Låsby, åbnede i 2004. Kannikegården blev fjernet, og vejen tog også den sydlige del af Lyngbygårds jord.

Endnu mere berørt blev bofællesskabet Snåstrup Mølle, en gammel vandmølle der ligger på kanten af Lyngby og Framlev Sogne.

På Snåstrup Mølle stiftedes i 1980’erne en usædvanlig forening og aktionsgruppe, der faktisk findes den dag i dag.

Overflødig?
“Jyder mod Overflødige Motorveje”, kom foreningen nok så smart til at hedde. På det tidspunkt talte man i København nemlig meget om, at hvis jyder bare blev spist af med nogle motorveje, kunne magthaverne sagtens pacificere dem.

Træ-aktion i 2002.

“Jyderne” gennemførte i 2002 en flere måneder lang, men nytteløs fysisk besættelse af nogle træer på den selvsamme skrænt, hvor d’herrer Dalgas, Dahl og Jeppesen fandt oldsager. Hver dag fra 17. februar til 28. juni 2002 sad et par aktivister på en platform højt oppe i træerne og forhindrede entreprenøren i at komme frem. Til sidst opgav de dog, og to år senere var motorvejen en realitet.

Om den nye rute 15 og dermed det seneste indgreb i naturen ved Lyngbygård virkelig blev overflødig, eller om den kan ses i naturlig forlængelse af Dalgas’ værk med at binde Silkeborg og Århus sammen, må enhver selv vurdere.

De illegale fik husly på Lyngbygård

aprilVi er i 1944 eller 1945, og manden i midten er nok den person i Danmark, som den tyske besættelsesmagt allerhelst af alle vil have kløerne i.

Oberstløjtnant Vagn Bennike koordinerede den jyske jernbanesabotage, der ganske effektivt gjorde nazisternes transport af tropper og materiel mellem Tyskland og Norge besværlig.

Af sikkerhedsgrunde kendte sabotørerne kun deres chef under dæknavnet ”Onkel”. Han og hans personlige sekretær, overbetjent Elmøe (t.v.), levede naturligvis ”under jorden”, som man sagde dengang. De flyttede sig også konstant.

Godsejer Aage Søborg, Lyngbygård, var en af de modige, der mere end én gang indkvarterede modstandsledere, der hver især sov med en revolver, en håndgranat og en maskinpistol.

På dette fantastiske billede ser man, at der også kunne være ganske bekvemt ”under jorden”. Elmøe, Bennike og Lyngbygårds ejer (t.h.) lytter sammen til nyheder og kode-meddelelser fra BBC i London i en stue i den gamle hovedbygning.

I kælderen blev der opbevaret våben og sprængstoffer. Her er endnu bevaret tre gammeldags das og en beskyttende sprængmur. Sidstnævnte blev der heldigvis aldrig brug for.

Yndet fotomotiv: Lyngbygård

"Vores" herregård er her fotograferet i udgaven 1925.

“Vores” herregård er her fotograferet i udgaven 1925.

I 2010 reddede Lokalhistorisk Arkiv en række digitale kopier hjem af interessante billeder fra vores lokalområde. Heriblandt var en del ældre billeder taget af anerkendte fotografer i Århus. Det øgede blandt andet samlingen af fotos af vores lokale herregård, Lyngbygård.

Lyngbygårds hovedbygning, der er fra 1755-75, har været fredet i umindelige tider. Alligevel har det yndede fotomotiv taget sig ud på mange forskellige måder i tidernes gang, og det hele er nu bevaret for eftertiden.

Her er vi for eksempel i 1925, hvor en stor dam med snadrende ænder dominerede gårdspladsen.

Mange ejere gennem tiderne

Nogle få herregårde i Danmark har været ejet af én eller få slægter igennem århundreder.

Med Lyngbygård, der i tidernes morgen hed Lyngby Søndergård, er det lige omvendt. Kun slægten Althalt (1686-1826) sad ret længe i Lyngby.

Nummer to i “regeringstid”, familien Friis (1826-1903), bliver om få år overgået af de nuværende ejere, familien Bønløkke, der nu i tredje og fjerde slægtled siden 1945 ejer Lyngbygård. Og for øvrigt en hel del andre landbrug i Jylland.

Oprindelig ejedes herregården af benekdiktiner-nonnerne på Ring Kloster ved Skanderborg Sø. Ved reformationen i 1536 overtog kronen (kongen) gården og beholdt den i over 40 år. De følgende ejere kommer her:

1579-1612: Anne Skram
1612-1647: Marie Henriksdatter Below
1647-1655: Ida Daa
1655-1681: Anshelm von Podewils
1681-1686: Hans Mogensen Arenfeldt
1686-1728: Johan Arentsen Althalt
1728-1734: Christian Johansen Althalt
1734-1766: Johan Christiansen Althalt
1766-1808: Anne Elisabeth Lassen
1808-1826: Thøger Lassen Johansen Althalt
1826-1877: Johannes Friis
1877-1903: Johannes Friis
1903-1911: Frederik Lagoni
1911-1917: N.A. Høgdall
1917-1921: H.R. Angelo
1921-1932: P. Nymann
1932-1933: Jysk Landhypotekforening
1933-1945: Aage Søborg
1945-1967: Enkefru Marie Bønløkke
1967-1990: Hans Bønløkke
1990- : Niels Jørgen Bønløkke

Poul Jakob Bønløkke og Niels Jørgen Bønløkke har siden 2015 ejet Lyngbygård i lige sameje.

Lyngby Kirke blev indtil 1926 ejet og drevet af Lyngbygård. Først derefter gik den over til sognebeboerne.

I årene 1697-1808 blev adskillige medlemmer af slægten Althalt begravet inde i Lyngby Kirke, hvilket et epitafium i koret fra 1813 fortæller om.

Fra dyr og folk til mekaniseret planteavl

juniI arkivet gemmer vi mange andre Lyngbygård-billeder. Blandt andet har vi en stribe billeder med hovedbygningen i baggrunden, hvor man kan følge udviklingen af landbrugets trækkraft fra en hel masse heste til nogle få traktorer.

Dette er fra 1947, og den enlige Fordson-traktor købte gården allerede før krigen. Men det gik faktisk langsomt med ”mekaniseringen”, som man sagde dengang, fortæller Anker Nielsen. Han tjente i de år på herregården og kørte netop den første traktor.

På det tilsvarende foto i 1951 ser man stadig 12 heste og kun to traktorer, men på 1959-billedet er hestene helt væk. Siden forsvandt også malkekøerne, og Lyngbygård blev ren planteavl.

Sidste nyt i den udvikling kan du se på gårdens egen hjemmeside.

 

 

 

Et rart lille husmandssted – Rummelihul

Glamhøjvej 32 findes ikke mere. Slet ikke!

Glamhøjvej 32 findes ikke mere. Slet ikke!

De senere år har været hårde for den østlige del af Lyngby.

Først kom der en losseplads (nu nedlagt og glemt). Så en motorvej (E45 i 1993). Så én mere (Herning-motorvejens første etape i 2003). Derefter fulgte et kæmpestort transportcenter, et grimt højlager og nogle lige så hæslige administrationsbygninger for Salling Group (Dansk Supermarked).

Status 2016: Jensgård, Glamhøjvej 36, er revet ned. Damgårdens bygninger, Glamhøjvej 30, bliver skiftevis brugt til drengerøvslege med flysimulatorer og som swingerklub. Og nord for Glamhøjvej ligger ejendommen Glamhøjvej 37 i ruiner tilsat diverse kriminelle aktiviteter, uden at myndighederne tilsyneladende foretager sig meget.

Status 2018: Nu er stuehuset til Glamhøjvej 37 dog fjernet.

Kan det blive værre? Jo, på et tidspunkt fandt nogle kirkelige kræfter ud af, at de med fordel kunne skære et stykke af Lyngby Sogn helt ud og overdrage det til Brabrand-Årslev. Den plan blev dog forpurret. Sognegrænsen mellem Lyngby og Årslev går altså, hvor den altid har været, men om søndagen møder der næppe mange kirkegængere op i Lyngby Kirke fra Salling Groups varelagre.

Lige her ved siden af motorvejskrydsets ramper og larm stod dette lille husmandssted. Vi ser bygningerne til ejendommen Haraldskær, i folkemunde kaldet Rummelihul (Rommeliwhol) fra luften.

Den sidste ejer, Henrik Lemche, ventede stædigt på den store million-gevinst for jorden, men døde i 2005, og siden boede ingen på stedet. Først lidt senere købte makkerparret Århus Kommune/Dansk Supermarked jorden og rev straks bygningerne ned.

Senere blev også alle ejendomme på bivejen Rosbjergvej mellem Lyngby og Årslev revet ned og selve vejen flyttet et stykke mod vest.

Billedet her er fra velmagtsdagene på det lille sted, der dengang lå helt for sig selv for enden af en kilometerlang grusvej fra Lyngby By. Vi er cirka i 1950’erne. Marker og have står velpassede. Der er hvidmalede bistader i hegnet og blomster op ad muren. Man kan næsten høre fuglesangen – hvad man ikke kan i dag.

Rummelihul menes at have fået sit navn efter, at folk helt oppe på Lyngbygård kunne høre rumlen i det fjerne, når en vogn kørte ned til den lille ejendom. Ak ja.

Lyngby – en meget lille by

1946: Meget tyndt befolket.

1946: Meget tyndt befolket.

Lyngby var en endnu mindre landsby end nu dengang i 1946, da dette billede blev taget.

Vi ser fra Glamhøjgården ned ad Kirkevej, som denne del af Lyngbygårdsvej dengang blev kaldt. Til højre ligger nummer 34 og foran den en åben plads. Her lå for længe siden to gårde, Damgården og Søgården, indtil de blev flyttet ud. Derefter lå pladsen som landbrug helt ind til midten af byen, indtil der langt senere blev bygget villaer.

Til venstre ligger en af Lyngbygårds arbejderboliger, nummer 33-35. Hønsegården, hvor siden nummer 31 blev bygget, hørte til Glamhøjgården.

Og hvis vi lige skal have det hele med: Hunden hed Bonzo.

Læs også en historie, der tager sin begyndelse 3 år efter, at dette billede blev taget: Mit liv i og med Lyngby

Lyngbygård

Lyngbygård ligger på adressen Lyngbygårdsvej 25-29. Den er områdets eneste herregård og har  eget ejerlav i Lyngby Sogn (de to andre er Yderup By og Lyngby By). Oprindeligt navn Lyngby Søndergård. I 1540 nævnes gården første gang i en skriftlig kilde Liungbygaard. Hovedbygningen fra 1755 og 1775 er fredet og er en af de ældste i området. Den er delvist bygget på en kælder fra 1570.  I 1876 blev tilføjet et tårn mod parken. Siden 1945 har Lyngbygård været i slægten Bønløkkes eje. I størstedelen af denne periode er den blevet drevet med planteavl og skovbrug og med forskellige specialafgrøder og andre indtægter. Arealet er på 326 hektar, der drives sammen med flere andre ejendomme. Fra 2007 udlejer herregården et betydeligt areal på en 30-årig kontrakt til Lyngbygård Golf Center A/S. Herregårdens eget site her.

Grusvejen gennem Lyngby

Her går en ganske almindelig grusvej igennem en ganske almindelig landsby, sådan som de så ud for bare 50-60 år siden.
Landsbyen er Lyngby, og vejen er den nuværende Glamhøjvej set ned ad bakken mod vest. Vejen til Borum og Yderup går fra til højre ved vejviser-standeren midt i billedet.
Billedet er fra omkring 1945-50. På venstre side ligger “Sofies hus”, Glamhøjvej 4, og “Dahls gård”, Glamhøjvej 2. På højre side ligger Lyngbygårds arbejderbolig, hvor Cecilie i lejligheden i den østre ende (Glamhøjvej 7B) var det faste holdepunkt, og længere oppe ad bakken boede Jens “Husmand”. Masterne på højre side af vejen bar datidens telefonkabler – én tråd til hver abonnent.
Det lille hus vest for bindingsværkshuset, hvor nu Glamhøjvej 5 er bygget, var byens sprøjtehus, altså brandstationen. Her stod en håndsprøjte centralt placeret ved branddammen, som dog ikke kan ses på billedet. Vejskiltet, der anes i baggrunden, viste til Labing, Yderup og Aarslev.
Glamhøjvej i dag.

Centralen i Lyngby

I 1896 kom telefonen til Borum-Lyngby.
Lyngbygård, købmand Eistrup og læge Götsche blev de første tre abonnenter, men hørte under centraler i henholdsvis Årslev og Skovby.
Lyngby Central (billedet) blev oprettet i 1916 med 14 abonnenter. Vi kan endda fortælle hvilke abonnenter, for arkivet er i besiddelse af listen.
Centralen i det hus, der i dag hedder Lyngbygårdsvej 36, havde murer J. A. Sørensen som første bestyrer og fra 1917 til nedlæggelsen i 1940 Ane Bigum.
På billedet fra 1921 ses (f.v.) smedemester Marius J. T. Bigum, centralbestyrer Ane Bigum, deres datter Marie, sønnen Einar (med motorcyklen), barnebarnet Vagner, datteren Martine, der normalt passede centralen, svigersønnen Valdemar Hansen, sønnen Holger, datteren Agnes og hendes mand Emil Samsing med deres søn Robert på nakken.
I arkivet har vi også et udmærket billede af Borums første central. Den lå i Aksel Nielsens hus, Langelinie 39.

Bysmedjen

Bygningen her foran Lyngby Kirke er den gamle bysmedje, som den fungerede indtil midten af 1930’erne. Billedet er fra omkring 1920.
Oprindelig var der to smede i Lyngby. Én var ansat som smed alene på Lyngbygård, og den anden var lønnet af bønderne i Lyngby og Yderup, sådan som det var almindeligt i de gamle landsbyer.
Han havde sit smedeværksted i et lille hus, som byen ejede her midt i det hele.
I 1920 døde den sidste lønnede smed, Søren Peter Wulff, og smeden på Lyngbygård overtog også arbejdet i den gamle bysmedje. Samtidig overgik bysmedeordningerne i nabobyerne Årslev, True og Borum til private forretninger.
I arkivet har vi bevaret en regnskabsbog fra begyndelsen af 1920’erne. I den har smed Arnold Nellemann Laursen, Lyngbygård, nøje oplistet arbejde og pris på regninger til Lyngbys gård- og husmænd. Hans efterfølger var i mange år Marius Bigum.
Efterhånden som mulighederne for at få lavet smedearbejde blev større, blev der mindre arbejde for den aldrende smed Bigum, fortæller ældre folk i Lyngby, og man besluttede at rive smedjen ned, da han lagde op.
På Lyngbygård havde man derefter i en årrække en aftale med smeden i Hørslev, der to gange om ugen fungerede på herregården. Smedjen ved Lyngbygård er bevaret.

Herregårdssmedjen ved Lyngbygård fotograferet ca. 1960.

Da et stykke Lyngby lå i Brabrand

Tousgården – engang et stykke Lyngby – er gået meget grumt igennem. Her tegnede arkitekterne Gellerupparken. I årevis var gården kontor for Brabrand Boligforening, men blev naturligvis for lille til administrationen. Her flyttes der ud i december 2011. Foto: Jens Thaysen.

Frem til 1924 lå et lille stykke af Borum-Lyngby Kommune som en enklave inde i Brabrand-Årslev Kommune.

Det hørte under den største gård i Brabrand Sogn, Tousgården (Tovsgården).

Gårdens bygninger findes endnu og ligger på begge sider af Edwin Rahrs Vej nær krydset med Gudrunsvej og Lenesvej.

Stuehuset var i 1964-67 den statelige ramme om den tegnestue, hvor Gellerupparken blev til (ak!). Siden blev det hovedkontor for Brabrand Boligforening ind til udgangen af 2011.

Hele området er bygget til med Gellerupparken og Toveshøj.

Edwin Rahrs Vej er en del af den tidligere Ryvej eller rettere én af de gamle Ry-veje, vejene mellem Århus og Ry.

Baggrunden for det lille stykke Lyngby i Brabrand ligger tilbage i den feudale tid. Det meste af Åby Sogn tilhørte Lyngbygård, men efter udskiftningen af Åbys marker købte de fleste af gårdejerne sig fri. Lyngbygård beholdt dog nogle højtliggende jorder kaldet Tovsagrene i grænseområdet mellem Åby, Hasle og Brabrand, fortæller forfatteren August F. Schmidt i “Brabrand og Aarslev Sognes Historie bind V”, 1947.

Dragonernes eksercerplads

I nogle årtier i 1800-tallet udlejede godsejer Johannes Friis, Lyngbygård, disse marker til eksercerplads og hestegræsning for 3. Dragonregiment i Århus. Efterhånden kom hele området under Brabrand som matrikelnumrene 1a og 1b Tovsmark. På en del blev Tovsgården bygget i 1842.

I 1872 var der bryllup på Tovsgård. Ejeren, I. P. Th. Qvistgaard blev gift med Johannes Friis’ datter, Clara Friis. Da brugte hendes far sin del af Tovsmarken som brudegave, hvormed Tovsgård ifølge Schmidt fik “en fortrinlig Arrondering af sine Jorder”.

Ejendomsskatten af de 30 tønder land skulle godsejeren dog betale til Borum-Lyngby, og sådan blev det ved indtil 1924.

21.01.12
pp

_______________________________________________________________________

Hovvejen

En del bønder i Tiilst gjorde helt op i 1800-tallet hoveri (tvangsarbejde) på Lyngbygård. De gik den korteste vej, og denne eksisterede helt frem til 1936, da DSB lukkede den. Set i modsat retning – altså fra Lyngby – gik vejen over Kjeldbæksmarken, s.d., syd om Lyngby Østergård og Yderup og fulgte så fra indkørsel til den nuværende svæveflyveplads Munkevejen til Todderup og Tilst.

Lyngbygård Å

Navn på vandløb, der udspringer syd for Sorring, passerer herregården Lyngbygård i Lyngby Sogn og støder til Århus Å lidt vest for Brabrand Sø (nu den kunstige Årslev Engsø).

I dag ses af og til den fejlagtige betegnelse Lyngbygårds Å, altså med s.

Denne form bruges ikke lokalt, men skyldes især en fejl begået af det nu nedlagte Århus Amt. Åen har da heller aldrig tilhørt Lyngbygård bortset fra en kort strækning. “Danmarks Stednavne”, København 1964, såvel som Stednavneudvalgets hjemmeside, 2006, anfører også navnet uden “s”.