Smedjer var brandfarlige og er altid blevet lagt med god afstand til andre bygninger. Sådan tager Lyngbygårds smedje sig ud i dag. Nogle af gårdens andre bygninger ses i baggrunden.

Af Kirsten Bønløkke – Foto: Dan Hune

Det fine lille bindingsværkshus, der ligger ved indkørslen til Lyngbygård Gods, er gårdens smedje. Som barn holdt jeg meget af at gå her og se smeden arbejde. Smed Christensen kom på sin cykel to gange om ugen, tirsdag og lørdag, fra sit eget smedjeværksted i Hørslev Bole. Han arbejdede intenst ved essen og ambolten, og jeg vidste godt, at jeg ikke skulle gå i vejen, når han svingede det rødglødende jern fra de glødende trækul til bearbejdning på ambolten og til sidst stak det i vandtruget til afkøling.
Der var kulsort inde i smedjen, og overalt var der store skruestikker, spændende værktøjer, skruer, søm, hængsler og meget andet at blive fascineret af, og ikke mindst blæsebælgen, der kunne få ildstedet til at gløde hvæsende op. Smed Christensen sagde ikke meget, men der var altid en rar, hyggelig stemning omkring ham.

Min farmor, Marie Bønløkke, overtog Lyngbygård i 1945. På det tidspunkt var der god brug for smed Christensen da der kun var heste som trækdyr og endnu ingen traktorer. Der skulle jævnligt skiftes hestesko, og om vinteren skulle de udstyres med pigge for at undgå at glide på is. Derudover varetog han alt smedearbejde som at lave eller reparere plovskær, harvespidser og bindsler til de

120 malkekøer og 120 ungkreaturer, der stod bundne i staldene om vinteren, og når de ikke var på græs. Mark- og haveredskaber skulle også holdes i orden.

På den almindelige arbejdsvogn, kassevognen med træhjul, skulle jernringene rundt om træhjulene ofte fornyes. Her var det kun smedens kone, der blev betroet at hjælpe, når den rødglødende jernring skulle placeres om hjulet. Det skulle gå stærkt, og ringen skulle sidde korrekt, før nedkølingen med koldt vand skete, der skulle få jernet til at krympe, så det sad stramt om hjulet.

Indenfor hos smed Christensen var der altid varmt, hyggeligt og spændende. Brugte hestesko er sømmet op på dørfløjen til højre.

VVS-arbejde hørte også under smeden. Min fars yngste bror, Lars Bønløkke (født 1939) kan huske vinteren 1947, der var en rigtig isvinter. Der var barfrost hele januar, februar og ind i marts måned, med ned til ÷24°. Alle vandrør på gården frøs til, og da så tøvejret kom, sprang rørene på stribe, og smeden havde travlt med at finde lækkerne og udbedre skaderne – så min farbror husker, hvordan indkørsel og gårdsplads var gravet op på kryds og på tværs, til alle sprængte vandrør var fundet og udbedret.

Smed Christensen fandt også tid til at hjælpe børn med deres projekter. Leif Degn (født 1944) fortæller, at han og Kurt Sørensen, der begge er født og opvokset i Lyngby, som drenge havde gang i at bygge en sæbekassebil af gamle hjul fra barnevogne og – deraf navnet – en sæbespåner-tønde fra købmand Bigum i Lyngby. De havde én aksel, der passede, men den anden duede ikke. De fandt på at gå til smeden for at høre, om han kunne hjælpe, og det kunne han, selv om Leif husker, at han sagde: ”Jeg må egentlig ikke, for jeg arbejder jo for Lyngbygård”. Akslen blev slebet til på slibestenen, så den kom til at passe til hjulene, og sæbekassebilen kom ud at køre.

De lidt større drenge som farbror Lars og min bror Niels Jørgen havde også nogle lidt tvivlsomme opgaver til smeden, noget med nogle knallerter, der kørte for langsomt.

Det indre af smedjen fremstår i dag noget afpillet.

Essen. Der ses en elektrisk blæser, men tidligere betjente smeden en blæsebælg med håndkraft, når der skulle fut i kullene.

Det viste sig, at grovsmeden også evnede det finere smedearbejde. I sin fritid fremstillede Christensen små, fine plove i kobber, nøjagtige kopier af en dansk enkeltplov. Min far, bror og flere i familien fik en sådan foræret.

Som årene gik, og Lyngbygård blev mere og mere motoriseret, blev der mindre brug for smeden, og i 1975 stoppede smed Christensen med at komme på Lyngbygård. Den velkendte lyd af ambolten forsvandt.

Det har ikke været muligt at finde oplysninger om, hvornår smedjen er opført, men de fleste bindingsværkshuse stammer fra 1700- og 1800-tallet. Som mange har bemærket, forfalder smedjen mere og mere, og derfor har arkivet nu fået taget en række billeder inde og ude. Dan Hune har dokumenteret bygningen i 2024, så billederne altid kan hentes frem, såfremt smedjen skulle vælte i en storm. Smedjen er nu en del af Lyngbygård Golf Klub, så vedligehold og renovering hører under klubben.

Tæt på spilles nu golf.