Gravhøjen ligger vest for kirken og rummer godsejere fra slægterne Althalt og Friis.

På Lyngby Kirkegård er der en lille gravhøj stik vest for kirken, der i folkemunde kaldes Friiserhøjen, skønt den blev etableret af overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, godsejer på Lyngbygård 1806-26.

Slægten Althalt ejede Lyngbygård Gods i fire generationer fra 1686 til 1826.
I 1697 havde den første ejer, Johan Arent Althalt indrettet et muret begravelsesrum for familien under kirkens korgulv, hvor slægten blev stedt til hvile, helt frem til der i 1805 blev udstedt forbud mod begravelser inde i landets kirker. I 1813 rejste overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt epitafiet på korets nordvæg til minde om slægten Althalt og etablerede gravhøjen til fremtidige begravelser. Han blev dog den sidste og eneste af slægten der blev begravet i gravhøjen i Lyngby.

På den lille marmortavle på den rejste stele kan man læse:
Hvilested for Herr Overkrigskommissær Tøger Lassen Althalt, Ejer af Lyngbygaard med Underliggender, Født den 20. August 1763, død den 13. January 1826. Erkjendt som retskaffen Mand og Menneskeven. Sattes dette Minde ham af hans taknemmelige Arvinger.

Efter familien Althalt ejede familien Friis Lyngbygård Gods i to generationer fra 1826 til 1903.

Ritmester og senere hofjægermester Johannes Friis, født 1795 død 1877, gift med Dorthea Sofie Meulengracht, ejede Lyngbygård fra 1826-1874, hvorefter sønnen, der i 1887 også fik titlen hofjægermester og også hed Johannes Friis, født 1832 død 1903, gift med Johanne Søltoft, overtog og drev godset frem til sin død i 1903.

Både far og søn var dygtige landmænd, der drev Lyngbygård meget frem. Under faren blev hoveri til Lyngbygård opløst i 1839, og i 1850 begyndte han at sælge fæstegodset til selveje.

Sønnen Johannes Friis var veluddannet både fra polyteknisk og landøkonomiske læreanstalter herhjemme og i udlandet og havde lært landvæsen på Hofmansgave Gods og i Skotland.
I 1858 ledede han dræningsarbejde på Lyngbygård og begyndte samtidig at sætte sig ind i praktisk mejeridrift. I 1859 købte Johannes Friis herregården Lillerup ved Horsens, hvor han ligeledes drænede markerne og indførte dyrkning af foderroer, hvorved han delvis kunne

afskaffe at lægge markerne brak. Han indførte vægten i mejeriet og dobbelt bogholderi over gårdens drift. I det hele taget blev regnskabsføring i landbruget hans specialitet.
Han arbejdede tæt sammen med vennen Thomas Riise Segelcke, senere professor på Landbohøjskolen, om at udarbejde mejeridriftens teoretiske grundlag, og sammen udgav de forskellige vejledninger, regnskabsbøger og mejeritavler for mejeribrugets fremme, som til dato har sat danske mejeriprodukter på landkortet.

Den første grav i højen er fra 1820. Heri ligger godsejer Tøger Lassen Althalt.

I 1874 blev Lillerup solgt, og Johannes Friis overtog driften af Lyngbygård efter faderen. Ved siden af varetog han mange offentlige hverv i amt, kommune, landboforeninger og andre samfundsforetagender. Han var medlem af Århus Amtsråd, formand for Lyngby-Borum Sogneråd og for Århus Amts landøkonomiske Selskab og medstifter af Horsens Landbrugsforening. Et stort og anerkendt arbejde udførte han i skadeserstatningskommissionen efter krigen i 1864.
Han var bestyrelsesmedlem i Landhusholdningsselskabet og i Foreningen af jyske Landboforeninger, medlem af Landbohøjskolens tilsynsråd og fungerede som censor ved højskolen fra 1887-1903, dommer ved landmandsforsamlinger herhjemme og ved internationale udstillinger i udlandet.

Johannes Friis var kendt som en stilfærdig og tilbageholdende mand, der intelligent og samvittighedsfuldt varetog sine mange tillidsposter, og som havde en nobel og kultiveret personlighed.

De to sten forrest på Friiserhøjen er sat over Johannes og Johanne Friis’ døtre, Lucie og Ingeborg Friis, henholdsvis 1867-1914 og 1867-1911, og deres søn og svigerdatter Johannes og Karen Friis, 1865-1934 og 1863-1943.