Dette kort viser, hvordan jorden i Yderup blev opmålt i 1781 og nyfordelt, udskiftet, i 1811.
For en gangs skyld var opgaven enkel. Her var kun fire gårde, og de fik hver et lagkagestykke som en halv stjerne mod øst.
Oprindelig hørte lille Yderup til True Sogn, men kirken i True blev så hårdt vandaliseret under svenskekrigene i 1618 til 1648, at indbyggerne rev ruinen ned, og så blev Yderup en del af Brabrand Sogn lige indtil 1811.
Der var langt at gå eller køre til kirken i Brabrand, og efter de mange års besvær blev Yderup lagt til Lyngby Sogn, hvor Lyngbygård ejede kirken.
Kirkegården i Lyngby vidnede indtil for få år siden om sammenlægningen, idet et stykke jord nær kirkens nordside blev opdelt i fem lige store gravsteder til de fire gårde og en husmand, som Yderup dengang og i mange år bestod af. Gravstederne ligger den dag i dag i nummerorden efter matrikelnumrene i Yderup.
Man kan forestille sig, at lyngbyerne, der jo var kommet først, sikrede sig deres gravsteder på solsiden af kirken, mens Yderups afdøde måtte nøjes med den mørke og kolde side, hvor der var god plads.