En stol er vel en stol? Men nej.
I arkivet har vi nu en fint udført spisestuestol af egetræ med en fortid i Borum. Engang for over 100 år siden.
Vi håber, at nogen kan hjælpe os med at regne historien ud, selv om vi jo godt selv kan skønne os frem til, at der nok ikke længere lever mennesker, der personligt kan huske. Stolen blev nemlig givet væk i 1912. Og ikke nok med det. Den blev forsynet med en fin, lille metalplade, hvorpå der står:
”Til Erindring fra Bekendte i Borum – d. 28/11 1912” (eventuelt kan det sidste 2-tal være et 9-tal).
Normalt består et lokalhistorisk arkiv af papirer, fotos og de tilsvarende digitale medier. Altså ikke af genstande ligesom et museum. Men vi har tidligere gjort enkelte undtagelser: Fagforeningens fane. Folkedanserforeningens fane. Et sværd og lidt uniformsdele fra fastelavnssoldater i tidernes morgen. Et bornholmerur fra Borum Mølle. En klokke fra Lyngbygård. Noget klokkeophæng fra Lyngby Kirke. Og nu altså også en stol med tekst på.
For hvem skulle ellers passe på den, nu da den var blevet sat til storskrald ved ”Lille Amalienborg”?
”Lille Amalienborg” er en beboelsesejendom i Haderslev. Og ja, en ukendt beboer ville åbenbart skille sig af med stolen. Hvilket var lige ved at lykkes, hvis ikke viceværten greb ind. Vi har nu fået den af viceværtens hustru fra Aabenraa.
Jo, men Haderslev og Aabenraa, hvad har de med Borum at gøre?
Aner det ikke. Og endnu større bliver gåden af, at i 1912 (eller 1919) udgjorde de en del af det tyske rige. Haderslev hed Hadersleben, de fleste borgere talte tysk, og faktisk blev de første bygninger i ”Lille Amalienborg” opført som tysk kaserne – og hed bestemt ikke noget, der kunne give associationer til Danmark.
Kan nogen hjælpe? Skriv til borumlyngbyarkiv@gmail.com