Af Peter Poulsen

Midt i Borums historiske centrum står en mindesten. Den blev rejst på en af Danmarks store, nationale festdage, 11. juli 1920.

Stenen markerer Genforeningen, der netop var trådt i kraft 15. juni samme år.

Begivenheden da Danmark, der i 1864 var blevet slået noget så knusende og havde afstået hele Slesvig og Holsten, nu fik halvdelen af Slesvig (Sønderjylland) hjem igen. Og vel at mærke fik det efter en folkeafstemning, hvormed vælgerne kreds for kreds stemte, om de ville høre til Tyskland eller Danmark.

For at undgå en alt for mærkelig grænse, hvor lommer af det ene land lå inde i det andet, jævnede stormagterne ganske vist lidt ud. Tønder, som egentlig havde stemt tysk, kom til Danmark. Dele af Flensborg-området, som vist havde dansk flertal, blev tysk. Men det er detaljer.

Stor fest på Dybbøl, hvor det hele var gået så galt 56 år tidligere. Og overalt i Danmark fejrede man begivenheden med mindesmærker.

En pryd for byen

Stenen i Borum blev hentet på Nyvangsgård (Stillingvej 224), hvor gårdejer Morten Mortensen havde fundet den i marken. Så blev den prydet med tekst, malede flag og to hænder, der symbolsk rækker ud efter hinanden.

“En pryd for byen”, skrev lokalhistoriker August F. Schmidt (endda så sent som i 1952).

Stenen blev sat på en sokkel med et velegnet digt af Bjørnstjerne Bjørnsson skrevet i cementen, og omkring det hele satte borgerne nogle år senere et lille anlæg med en stenhøj og et pænt stakit. Tableau!

Siden gik det meget tilbage. Især fra 1960erne til 2014. Bilerne kom til. Torvet i Borum, den gamle grandeplads, hvor bønderne et par århundreder tidligere mødtes og aftalte landsbyens drift, blev nu anset for en parkeringsplads til biler, og da forsamlingshuset manglede og mangler en sådan, accepterede alle denne udvikling.

Pauls Plads

I 1969 blev pladsen nyindrettet af Borum-Lyngby Kommune. Det skete i tidens stil med asfalteret parkeringsplads, fortovsfliser, støttemur af knækfliser og nogle træer og buske i små, forhøjede bede.

Arbejdet blev udført af Paul Fuhlendorff, fagforeningsformand og sognerådsmedlem for Socialdemokratiet, og det skete bl.a. for at sikre, at formuen i kommunekassen forblev i Borum-Lyngby inden sammenlægning med Århus i 1970. Et mønster der i øvrigt var almindeligt i mange sognekommuner før den første kommunalreform (det prægtigste eksempel blev Åby Bibliotek i Åbyhøj, hvor intet kunne være for dyrt).

I Borum hentede folkeviddet inspiration i samme Århus og kaldte det nye torv “Pauls Plads”.

Omkring 1990 tilkom en grå glasfiberlæskærm som ly for buspassagerer til skolebussen og til rutebilen (den senere linje 112), der dengang kørte via Bysvinget.

Stenen stod glemt

Også grønne glasfiber-containere til henholdsvis papir og glas blev opstillet ved siden af mindestenen og senere også en fritstående, rød postkasse. Alt sammen sådan set meget godt og nyttigt.

Men mindestenen stod forladt og forsømt – som et barn nogen har glemt at hente i børnehaven.  De generationer, der huskede begejstringen over Genforeningen, var også døet ud.

De små bede med flisekant var i elendig forfatning, og en dag rullede et par kommunale medarbejdere op med en orange bil og sløjfede bedene helt. De lagde fliser tæt omkring træerne, der nu kom til at stå med rødderne nærmest oven på jorden.

Jeg så det selv og sagde et par ord om det. Sandsynligvis ikke noget, der lød som en indstilling af de to kommunemænd til Nobel-prisen. De reagerede ved at spænde træerne fast med nogle barduner, så de i det mindste ikke lige kunne vælte for en brise, og sagde, at de træer nok snart gik ud alligevel.

Det gjorde de også, og kort efter kunne resterne fjernes og de sidste fliser anbringes.

I 1990’erne var Borum Borgerforening i en længerevarende dialog med Århus Kommune om forskønnelse. Det skete i forlængelse af udarbejdelsen af den bevarende lokalplan for landsbyen, der trådte i kraft i 1988.

Sagen i Johns egen hånd

Det lykkedes at få anlagt legeplads ved at sammenlægge et stykke vejareal af den daværende “Trekanten” på hjørnet af Bysvinget og Langelinie med et stykke jord langtidslejet af ejeren af værkstedsbygningen på Langelinie 47, det gamle smedeværksted. Over for det fik vi en lille hæk med et par træer og en bænk.

Men i den anden ende af Bysvinget mislykkedes samtalerne. Eller rettere: Vi var enig om, at her godt nok så herrens ud, og at nogen burde gøre noget. Men det lykkedes ikke at åbne kommunekassen få nogen form for forbedring af Torvet og området ved mindestenen.

Nu afdøde John Larsson, Bysvinget 5, tog imidlertid sagen i egen hånd. Han beskar de trods alt tilbageværende lindetræer for høje rodskud og lavede en opmaling af mindestenen helt uden at spørge om lov. Så fik han jo heller ikke nej af den kommunale forvaltning i Århus (hvor man sikkert også var fløjtende ligeglade).

Pludselig kunne vi igen se, at der stod “Velkommen hjem” under de to hænder, og nogle troede, at det var sådan en slags hilsen til folk, der stod af bussen fra Århus om eftermiddagen.

Gratis arbejde

Nordslesvigs genforening med kongeriget ligger langt tilbage – omend vi kommer til at høre en masse derom, når vi når til jubilæumsåret 2020.

Hundrede år tidligere blev der holdt folkefest, og to yderst centrale skikkelser i Borum holdt taler ved festen. Folk samlede sig på pladsen ved Borum Vandmølle, efter at stenen var blevet afsløret, og alle sognets børn var blevet fotograferet rundt om den.

Den ene var den populære sognepræst, Jørgen Jensen. Den anden lærer Carl Emil Johansen.

Aarhus Amtstidende skrev:

Omkring Klokken 4-5 samledes ca. 200 Mennesker ved ´Genforeningsstenen, hvor Formanden for Foredragsforeningen, Morten Mortensen, Nyvangsgaard, holdt Talen. Herefter gik man i Procession til Festpladsen ved Vandmøllen. Chauffør Firgaard havde stillet sin Bil til Raadighed for Gamle og Børn. Ved Vandmøllen pakkede man Madkurven ud og ville slet ikke gå Hjem efter de to Taler.

200 deltagere! Man fornemmer, at den grundtvigske og nationale ånd havde fået godt fat. Klappet blev der uden tvivl også af gårdejer Morten Mortensen fra Nyvanggård. Alt knokkelarbejdet i 1920 blev også lavet gratis, og Mortensen leverede som nævnt stenen. Kun det kunstneriske med indhugning af indskrift og udsmykning måtte borummerne betale sig fra.

I en årrække blev der hvert år holdt genforeningsfest, men den tradition ebbede ud i Borum som nok stort set alle andre steder uden for Sønderjylland.

Positiv overraskelse

I juni 2014 skete der pludselig noget uventet og positivt. Stenkonservator Mette Westergaard Nielsen fra Øster Alling ved Auning var blevet hyret til en større omgang sten-eftersyn i Århus-området, og hun valgte at give Borum-stenen en både kærlig og professionel omgang.

Som så meget andet i den kommunale forvaltning skyldtes det lidt af en tilfældighed. Der var på det tidspunkt ansat en embedsmand, som havde opsynet med mindesmærker i offentlige anlæg og parker, og som faktisk interesserede sig for disse. Han fik lov til at hyre et par professionelle folk i nogle måneder til at bremse forfaldet.

Det slog nok ikke bunden ud af kommunekassen…

Mette Westergaard Nielsen oplyste til mig, at opfriskningen med maling bør gentages med 20 års mellemrum. Den røde farve falmer allerede efter 10 år, forudså hun.

På soklen stod eksperten over for et svært valg. Et digt var ridset ind i cementmørtelen. På papirer i Lokalhistorisk Arkiv kunne man læse, hvad der stod, så det var ikke en hemmelighed. Men ude i virkeligheden var skriften blevet næsten umulig at tyde. Hvad nu?

Stenkonservatoren valgte at slibe fladen let og male ordene op. Det var de ganske vist ikke oprindelig, men alternativet havde været værre. Altså at de forsvandt helt. Og hvad står der så?

Alt, hvad Fædrene har kæmpet,

Mødrene har grædt,

har den Herre stille læmpet,

saa vi vandt vor Ret

Højt og tydeligt. De sidste fire verselinjer i vers 7 af den norske nationalsang, såmænd.

Noget pænt og noget grimt

Nu stod stenen så fint istandsat og opmalet. Men hvad med omgivelserne?

Tja, Torvet i Borum ser jo sådan set stadigvæk rædselsfuldt ud som så mange andre kommunale områder i og ved Århus. Der er stadig meget langt til noget, der ligner en grøn, central plads i en pæn, lille dansk landsby med en vis selvbevidsthed.

I foråret 2016 rykkede et entreprenørfirma de fortovsfliser op, som Paul Fuhlendorff havde lagt næsten 50 år tidligere, og som de udsendte træ-mordere havde suppleret 20-30 år senere. Fliserne var revnede og grimme.

Aha, nu sker der endelig noget pænt og landsby-agtigt. Men nej. Der blev såmænd sirligt lagt nye fortovsfliser og lidt asfalt ud i præcis samme by-agtige baner.

Men ret skal være ret. Efter adskillige måneders stilstand og utallige rykkere fra borgerforeningens bestyrelse blev et mindre areal belagt med græsarmering, og ved siden af blev 1-2-vupti rullet rullegræs ud. Lidt grønt blev der altså plads til ved siden af den store flade med gammel asfalt, knækfliser og års skidt og møg.

Tre nye lindetræer blev også sat og markerer, at der trods alt er sket fremskridt, siden deres forgængere blev ødelagt. Træerne blev plantet om sommeren (!), men i skrivende stund virker de til at have overlevet mod alle odds.