De kaldte den Bette Amhøw

nybyggetMed stuehuset vendt mod Lyngby ligger ejendommen ”Eriksminde”, Rætebølvej 24, i skellet mellem Årslev og Lyngby Sogne.

Gården blev bygget fra 1904, og som det ses, blev det gjort flot. Nok noget af det nærmeste, vi her i området kommer på jugendstil eller skønvirke. Vi tror, at billedet må være taget kort efter, men må nøjes med at gætte på, hvem de tre personer er.

”Eriksminde” blev udstykket fra ”Amhøjgård”, Selkærvej 8, og fik da også i folkemunde navnet ”Bette Amhøw”. Gårdejer Laurs Eriksen flyttede derover, og hans søn, Marius Eriksen blev boende på fødegården. Dennes søn, Niels Erik, blev sidste led i familien Eriksen på stedet. De nuværende ejere, Sanne og Thomas Otbo, kom til i 2003. Det meste af de oprindelige 20 tønder land var dog allerede solgt fra til anden side.

Billedet modtog vi af nu afdøde Laurs Eriksen, Lyngby, barnebarn af bygherren.

De kaldte det for Lækkerbo

Tre fag bindingsværk, stråtag med kragetæer, spåntækket gavl og en rar dame i døren.

Dette spidse hus lå engang på Langelinie mellem nummer 53 og 55. Kommer du fra Lyngby eller Århus og glemmer at bremse ned ad bakken, kører du lige ned til stedet, hvor der i dag ligger to garager.
Oprindelig var det et halvt dobbelthus. Der står jo kun tre fag bindingsværk her, men bygningen fortsatte oprindelig i en lidt længere del mod øst, hvor Langelinie 55 i dag har en lille forplads. Uden tvivl var dobbelthuset vældig gammelt.
På billedet fra omkring 1940 står Marie Bonde Kristiansen i døren. Hun og Kristian Kristiansen boede siden på Langelinie 75 og i det røde hus ved vandmøllen, Borum Møllevej 1.
Alle i Borum kendte dengang huset under navnet Lækkerbo. Hvorfor? Jo, fordi “Bette Niels Peter” flyttede ind omkring 1920. Han blev engang spurgt, hvorfor hans husbestyrerinde nu igen var rejst fra ham.
“Jo, for hun var begyndt at gå og gøre sig lækker over for mig, og det vil jeg ikke have”, svarede han.
Mange mente, at det vist forholdt sig lige omvendt. Kvinderne flyttede i hvert fald efter tur. Og “Bette Niels Peter” fik øgenavnet Lækker – hvorfor hans hus nødvendigvis måtte blive til Lækkerbo.
Denne historie har arkivet fået fortalt af Leo Sørensen, født 1912. Han kom faktisk selv til verden i det lille hus ved Langelinie, inden han senere voksede op på Byvejen 6.
Marie og Kristian Kristiansens datter, Karen, har udlånt os billedet. Sikke et held, at det blev taget. Lækkerbo brændte nemlig i 1946. Den anden del af dobbelthuset findes der ingen billeder af.

Her er til gengæld et billede fra 1957 af nabohuset, Langelinie 53. Det er ikke helt den originale udgave. Stråtaget er væk. Der er kommet eternittag. Men mure, døre og vinduer har det oprindelige udseende.

Ak hvor forandret. Langelinie 53 fotograferet i 1957.

De voksnes fastelavnsløjer

februar-1987-18-1-sluppen-forbedretVi står i Bysvinget, og flere af Borums borgere har klædt sig ud til narrestreger og musik. Nu tager de på tur rundt i byen for at samle ind til fest.

Det besynderlige fænomen ”Sluppen” ruller ud med hesteforspand og festmusik en februardag i 1944.

Egentlig stammer traditionen fra havnebyer, hvor man kørte en stor jolle, en slup, i optog gennem byens gader.

Men i Borum, som man jo ikke med selv den bedste vilje kan betegne som en havneby, ville de også samle ind til fest. Sluppen var på en måde de voksnes svar på fastelavnssoldaterne, og den kørte lige til 1951.

På billedet står f.v. Gunni Fenge, Rasmus Jensen, Kristian Taastrup, Helmer Koch, Oskar Annesen, Viggo Annesen, Annelise Pedersen, Evald Thomassen, Karl Frederik Johansen og en karl ved navn Esmann.

Den første bil på egnen

1991-6-1-borum-byvej-gen-bedre

Dette er vejen igennem Borum, og det er en landevej. På vejen kører egnens første automobil.

Det kom til Borum i 1903, og billedet er taget et par år senere.

I motorkøretøjet på Borum Byvej sidder en af landets første bilister, læge Harald Andersen Götsche.

I året 1906 var der i købstaden Aarhuus indregistreret siger og skriver 2 – to! – biler. Lægen i Borum var altså ikke bare tidligt på den, men decideret  pionér.

Bilen vakte så stor opsigt, at en fotograf tog dette billede og trykte det som postkort, der kunne købes i Søren Fregerslevs Boghandel i Hammel.

Kigger man efter med lup, ser man, at to betuttede børn kigger ud fra deres skjul i buskene til højre, hvor nu forsamlingshuset ligger.

Sognerådet havde ret: Biler er farlige

Som alle andre læger i det 20. århundrede drog Götsche på besøg hos de syge – ofte langvejs omkring – og da de første biler blev konstrueret, var lægen med på det nyeste.

Det var sognerådet ikke. Meget forudseende (!) mente man både i Borum-Lyngby og de fleste andre kommuner, at bilerne var alt for farlige. Götsche fik dog efter flere forsøg sin tilladelse til at køre på visse veje også om natten, hvilket krævede skriftlig ansøgning. Det stod simpelthen i Lov om Automobiler af 15. maj 1903.

I 1910 behandlede også sognerådet i Brabrand-Årslev en ansøgning fra den vilde mand i Borum. Meningerne var delte, men det endte også der trods alt med, at han fik tilladelsen til at køre med et firehjulet automobil også i denne kommune.

Begejstret nytårsdigt

I Årslev boede fru Marie Hagelquist, og hun var så begejstret for bilen (eller lægen), at hun altid stod og vinkede glad, når han kom tøffende. Herom skrev Götsche i januar 2017 et lille digt, som han sendte bag på et postkort med billedet af sig selv og automobilet:

Naar “Dowtoren i Borum” gennem Aarslev biler
Da vinker – fru Marie – venligt og smiler
Derfor en Hilsen og Tak i Dag hun faar
og en Lykønskning med for – “det nye Aar” –
Deres hengivne
H. Götsche

Man får indtryk af en humoristisk mand med mange talenter. Kortet er adresseret ganske enkelt i tre linjer: Fru Marie Hagelquist/ Aarslev/ pr. Brabrand St.

Og fru Marie? Hvem var hun? Hun blev fire år før digtet gift med en murermester: Se her. Så vidt vi og vores kolleger i Brabrand kan se, boede Hagelquists på nuværende Silkeborgvej 760. Huset findes endnu – nu gudhjælpeos som solcenter.

Lægeboligen i Borum

Læge Götsche satte sig også blivende spor i Borum. Han byggede nemlig i 1898 villaen på Langelinie 71, og han efterlod sig en gåde. For hvorfor fik lægeboligen dog navnet Ehem?

Den dag i dag står lægeboligen trods en senere tilbygning (1970) nok som Borums flotteste hus.

Der kan opregnes fire generationer af læger i villaen:

Harald Andersen Götsche

Johannes Krogh

Elin Andersen

Jesper Munch Lund

Jesper Munch Lund døde i 2015. Hans enke, Mette, solgte huset i 2017 – og ikke til en læge.

Omkring 1916 var Götsche blevet noget bedre kørende. Billedet ligger i lokalarkivet for Brabrand-Årslev. Vi ved ikke, hvor det er taget.

En amerikaner

For eventuelle veteranbil-nørder:
Vi har fået oplyst, at bilen nærmest kun kan være en Oldsmobile Curved Dash, der blev fremstillet i USA fra 1901. Bilen havde en éncylindret motor på 5 hk, den var vandkølet og havde to gear frem og ét bak. Tophastigheden var cirka 30 km/t og – vigtigt for den udkørende læge – den gik for at være meget driftsikker.
Mere nærliggende var måske den samtidige Brems-bil, der faktisk blev fremstillet lidt tættere på, nemlig i Viborg. Den ligner bare ikke rigtig.

Den gamle Borum Østergård og vandværket

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Måske Borums flotteste gård: den særdeles velbevarede Langelinie 62.

Dette foto er fra 1950’erne, men hvor er vi henne? Det eneste, du lige umiddelbart kan genfinde, er trappen til højre. Den går op til Langelinie 60.

Den flotte og særdeles bevaringsværdige gård til venstre ligger i dag næsten skjult af træer og buske. Det er den oprindelige Borum Østergård, Langelinie 62.

“Trekanten” i forgrunden var faktisk oprindelig en rigtig trekant med et græsbed ude i midten. Senere blev den rationaliseret hen til en ordentlig asfalt-plamage, og først da legepladsen fik lov til at bruge et stykke af den kommunale jord på den ene side, og kommunen satte et lille bed med en bænk på den anden side, blev Bysvingets udmunding i Langelinie til et mere almindeligt T-kryds.

Billedet, arkivnr. 1997-21/4, er samtidig det eneste, som arkivet råder over, af Borum Vandværk. Det er den uanselige bygning til venstre.

Vandværket blev oprettet i 1934. Det var et stort fremskridt at få rindende vand i boligerne, og værket leverede billigt vand. For billigt, viste det sig efterhånden, for der blev ikke sat penge nok af til at vedligeholde ledningsnettet. Arne Toft, Bysvinget 20, som med stor omhu holdt maskineriet kørende, kunne i de sidste år konstatere, at en stor del af vandet aldrig kom frem til folks vandhaner. I et par barske tørkesomre i 1970’erne kom der ikke en dråbe til dem, der boede højst. Når de hen under aften åbnede vandhanen, lød der blot en sugende lyd. Kontraventiler var der nemlig heller ikke monteret.

Og så i 1977 vedtog et flertal på et møde i forsamlingshuset at nedlægge hele skidtet og tage imod et godt tilbud om at blive sluttet til Århus Kommunale Værker, det nuværende Aarhusvand. 32 stemte ja og 12 nej. Værkerne lagde nu næsten hele nettet om, satte målere og kontraventiler op i husene og brandhaner på gaderne og installerede en særlig lille Borum-pumpe på det store vandværk i Tingvad.

Mere om vandværket her.

 

Den lokale vognmand

den-lokaleTransport-erhvervet har i århundreder været stærkt repræsenteret i Borum-Lyngby. Først med hestevogne og siden med lastbiler.

Så sent som i 1970’erne var der for eksempel tre selvstændige lastbilvognmænd inde i Borum By – Aksel Nielsen på Langelinie 39, Vagn Mathiesen på Bysvinget 2 og Leif Mikkelsen på Borum Landevej 9.

Og i Lyngby boede vognmand Niels P. Degn i en lejlighed i skolen, Lyngbygårdsvej 41, indtil han i 1969 fik bygget et såkaldt 40 dages-hus på adressen Glamhøjvej 8.

Vognmændene kørte med stort og småt – ikke mindst for landbruget. På billedet, der er taget i 1961, ses Kurt Sørensen, Borum, og Leif Degn, Lyngby, ved en Austin lastbil fra 1958.

Den mystiske viadukt

Viadukten er på den ene side fra 1915.

… men på den anden side er den også fra 1936.

Ledvogterhuset, Lyngbygårdsvej 65, fotograferet i 2021. Fraflyttet, men endnu ikke nedrevet.

I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej Lyngbygårdsvej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. Forklaringen er ganske banal:
I jernbanens barndom byggede man ikke broer. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig. Der kørte ikke så mange tog dengang, men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.
I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte lige ud ned til hjørnet af Yderupgårds stuehus.
Men i 1915 blev der støbt en trafiksikker viadukt, så konflikten mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret.
At vejen til gengæld blev gravet ned i en uoverskuelig bue, lider fodgængere, cyklister og ryttere under i dag. Lastbiler slipper de dog for. De færreste kan smutte under broens tre meters max-højde.
Ledvogterhuset fra banens barndom blev solgt til privat beboelse, da overkørslen kunne nedlægges.
20 år efter broen var jernbanen blevet så befærdet, at der blev anlagt dobbeltspor. Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses-arbejder, der især kaldte på arbejdsløse arbejdsmænd med skovl og trillebør. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første. Det er den, der står 1936 på.
Det lille ledvogterhus fik lov til at stå i over 100 år mere og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og banen.
I 2021 blev huset dog købt til nedrivning af Banedanmark. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Den nye skole og alle 40 børn i Lyngby

apr-2009-5-5-lyngby-skoleHer ses den splinternye skole i Lyngby. Året må være 1912. Da flyttede lærer J. M. Vogelius Jensen med familie og en nyansat lærerinde, frøken Frandsen, ind i den nye bygning.

De 40 børn fra Lyngby, Yderup og Tingvad flyttede fra den gamle skole, Lyngbygårdsvej 38, til rummelige og moderne forhold. Her står de alle opmarcheret – pigerne med hvide forklæder, drengene i knæbukser og alle i træsko.

I Borum-Lyngby Sogneråds protokoller kan vi læse om hele beslutningsprocessen, inden byggeriet gik i gang i 1911. Skolen blev nedlagt i 1964, hvorefter den fungerede som ungdomsklub, forsamlingshus og kommunal kunstnerbolig.

Sognegård blev bygningen i 1998, og her bor Lokalhistorisk Arkiv.

Den sidste butik i Borum

Det gamle Bageri fotograferet i 1987. Det er nok ikke et tilfælde, at gavlen er pyntet af en ølreklame. Foto: Stig Andersen

Det gamle Bageri fotograferet i 1987. Det er nok ikke et tilfælde, at gavlen er pyntet af en ølreklame. Foto: Stig Andersen

Købmænd har der været mange af i Borum. To på Byvejen, to på Langelinie. Men det blev ikke nogen af dem, der lukkede som den allersidste butik en dag i 1988.

Det blev derimod “Det gamle Bageri”, som Elsebeth Pedersen og Hugo Nørgaard i nogle få år drev her på Borum Byvej 14.

Dengang bestemte lukkeloven, hvornår butikker måtte holde åbent, men der var en del undtagelser. En kiosk som denne kunne derfor uden større problemer holde åbent både om aftenen og i weekenden, når blot ekspedienterne ikke solgte for eksempel øl (hvad de selvfølgelig gjorde alligevel).

I 1986 lagde Elsebeth Pedersen og Hugo Nørgaard derfor frisk ud med åbningstider, som dengang var ret uhørte på landet: mandag til fredag kl. 14.30-21 og lørdag-søndag kl. 7-21.

Spøgefugle konstaterede, at det slet ikke var et brødudsalg, der lå deroppe for enden af trappen, men et ølogbrødudsalg. Blandt varerne var dog også sidste nye skrig i underholdning dengang: vhs-film, som man lejede.

Så i en landsby, hvor det i forvejen balancerede på vippen, om der var underlag for en dagligvarebutik, havde vi en overgang ligefrem to, og det gik selvfølgelig, som det måtte: begge drejede nøglen om.

Læs om supermarkedet på Langelinie her.

Den store gård midt i Lyngby

Luftfoto af Lyngby med Glamhøjgård.

Luftfoto af Lyngby med Glamhøjgård.

Glamhøjgård, i dag opdelt i en halv snes boliger, ses her, mens den endnu var et landbrug med seks jyske heste, 30 røde køer, 20 ungkreaturer, en avlstyr og 35 svin i staldene.

62 tønder land mark hørte til omme bag ved den firelængede gård, der tilhørte gårdejerfamilien Dahl.

Luftbilledet er taget omkring 1945-50, og dengang så Lyngby en del anderledes ud. Vi ser mod sydvest. Til højre støder tre veje sammen i en trekant, og det er Glamhøjvej mod venstre. Vejen til Lyngbygård (mod højre) blev siden rettet ud, så den kom til at ligge i forlængelse af Glamhøjvej. I forgrunden en åben plads, hvor der blev bygget tre huse i 1980’erne.

På selve Glamhøjgård er stuehuset med de fire skorstene bygget i 1877 og udlængerne genopført efter en voldsom brand i 1919. Efter familien Dals tid fra 1918 til 1950 kom her skifende ejere, en produktion af legepladsredskaber og siden et kollektiv. Andelsforeningen blev nedlagt i 2004, og Glamhøjgård er nu udlejningsejendom foruden domicil for Lyngby Entreprise, der ejes af Thomas Lund.

Den voldsparate dyrlæge

Dyrlægen var en imponerende mand – og ikke rar at arbejde for.

Om dyrlæge Jens Kjeldsen i Borum (1865-1911) er der skrevet meget og pænt. Han var en overordentlig velbegavet mand med hele to uddannelser, jovial og vellidt. I hvert fald var han vellidt blandt støtter af Det radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905, og af dets avis i Århus, Jysk Morgenblad.

En helt anden historie fortæller hans tjenestefolk, og i 1904 var det gået så galt, at arbejderbevægelsens avis, Demokraten, optog et indlæg af tjenestepigen Martha M. Enevoldsen.

Hun havde i lang tid balanceret på en knivsæg. For løb man af sin plads, som det hed – og det var der vist gode grunde til – mistede man hele årslønnen. Sådan var betingelserne for tjenestefolk dengang. Indlægget lød:

“Dyrlæge Jens Keldsen, Borum, hos hvem jeg undertegnede har tjent fra 1. Novbr. 1903 til 1. Novbr. 1904, er en Mand af en saadan Karakter, at det er min simple Pligt at fremdrage ham for Offentligheden.
Han generede sig ikke ved – fordi jeg ikke vilde gøre Staldtjeneste en Søndag Eftermiddag (i Form af at muge) – at overfuse mig med saa grove Skældsord, at jeg ikke her kan gengive dem, og som Kronen på Værket at nappe mig i Armene, saa der var Mærker deraf i mindst 14 Dage efter. Desuden trak han mig i Haaret og slog mig over Fingrene med sin Egestok, naar jeg malkede, af hvilken Grund min forlovede maatte køre to Mil hver Aften for at staa Vagt, mens Malkningen varede.
Jens Keldsen bedes huske paa, at han ikke mere er Skolelærer, saa hans Myndighed med Hensyn til legemlig Revselse ikke naar saa vidt, at han har Lov til at banke løs på hverken Karl eller Pige, især da Prygleloven endnu ikke er gennemført. Hans Kone er af samme Stof som Gemalen – altsaa rask paa Næven, naar hun synes, at en “flad” paa Øret kunde gøre godt.
Den sidste Dag maatte jeg vente til Aften, inden hun vilde udlevere mig min surt fortjente Løn. I Fald alle Jens Keldsens gode Egenskaber skulde fremhæves, vilde der sagtens kunne blive Stof til en hel Roman; men min Hensigt er kun at advare alle pladssøgende Piger, der ønsker at bevare Lemmerne i god Behold”.

Den ene ravn hakker ikke den anden
Den nævnte forlovede hed Laurits K. Larsen. Kæresten var vokset op på ejendommen Langelinie 48 og var siden i lære som karetmager i Borum, inden han flyttede til Tåstrup ved Harlev. Laurits K. Larsen har beskrevet mangt og meget om småfolks kår begge steder. For eksempel om den dag, da Martha sammen med sin mor opsøgte lægen, Götsche (Langelinie 71), og fremviste de store, sorte mærker på armene:

“Der er et gammelt ord, der siger, at den ene ravn ikke hakker øjnene ud på den anden. Lægen kunne naturligvis godt se, at hun var blevet mishandlet, men som han bandede, fandengalemig kunne han ikke se, at det havde været dyrlægen, og så gik de hjem med uforrettet sag”.

Også sognefogeden, Hans Pallesen, måtte engang tilkaldes, men han nøjedes med at tage en snak med dyrlægen bag lukket dør og kom så ud til Martha, klappede hende på skulderen og sagde, at nu kunne hun nok regne med, at Kjeldsen nok skulle lade være med at gøre hende noget. Det holdt ikke.

Dømt for vold
Én gang slap dyrlæge Kjeldsen dog ikke godt fra sin “radikale” måde at behandle tjenestefolk på. En karl havde, før han henvendte sig, allieret sig med en af byens daglejere, der stod vagt bag et hushjørne ved stalden, det nuværende hus på Bysvinget 14. Laurits K. Larsen fortæller i en livserindring, som vi gemmer en afskrift af i arkivet:

“Martha havde kaldt dyrlægen ud i baggangen, da karlen ville bede om nogle penge. Så tog dyrlægen ham og smed ham om på gulvet og begyndte at høvle løs på ham. Da karlen råbte om hjælp, var daglejeren der straks og fik dyrlægen stoppet, mens karlen kaldte daglejeren til vidne om overfaldet, og dyrlægen blev meldt til politiet. Han blev dømt for overfald og vold og måtte betale karlens løn fuldtud”.

Dyrlægen fotograferet i et tohjulet hestekøretøj, en gig, foran Bysvinget 12 i 1908.

 

Der var engang så flot – om mindestenen i Borum

1920. Byens børn bliver fotograferet ved den nye mindesten. Siden blev der holdt fest ved vandmøllen. Til venstre ses tvillingegården Borum Højgård og den unavngivne gård, der senere fik navnet Storkesiggård. Til højre huset Bysvinget 2.

1920. Byens børn bliver fotograferet ved den nye mindesten. Siden blev der holdt fest ved vandmøllen. Til venstre ses tvillingegården Borum Højgård og den unavngivne gård, der senere fik navnet Storkesiggård. Til højre huset Bysvinget 2.

Af Peter Poulsen

Midt i Borums historiske centrum står en mindesten. Den blev rejst på en af Danmarks store, nationale festdage, 11. juli 1920.

Stenen markerer Genforeningen, der netop var trådt i kraft 15. juni samme år.

Begivenheden da Danmark, der i 1864 var blevet slået noget så knusende og havde afstået hele Slesvig og Holsten, nu fik halvdelen af Slesvig (Sønderjylland) hjem igen. Og vel at mærke fik det efter en folkeafstemning, hvormed vælgerne kreds for kreds stemte, om de ville høre til Tyskland eller Danmark.

For at undgå en alt for mærkelig grænse, hvor lommer af det ene land lå inde i det andet, jævnede stormagterne ganske vist lidt ud. Tønder, som egentlig havde stemt tysk, kom til Danmark. Dele af Flensborg-området, som vist havde dansk flertal, blev tysk. Men det er detaljer.

Stor fest på Dybbøl, hvor det hele var gået så galt 56 år tidligere. Og overalt i Danmark fejrede man begivenheden med mindesmærker.

En pryd for byen

Stenen i Borum blev hentet på Nyvangsgård (Stillingvej 224), hvor gårdejer Morten Mortensen havde fundet den i marken. Så blev den prydet med tekst, malede flag og to hænder, der symbolsk rækker ud efter hinanden.

“En pryd for byen”, skrev lokalhistoriker August F. Schmidt (endda så sent som i 1952).

Stenen blev sat på en sokkel med et velegnet digt af Bjørnstjerne Bjørnsson skrevet i cementen, og omkring det hele satte borgerne nogle år senere et lille anlæg med en stenhøj og et pænt stakit. Tableau!

1939. Omkring mindestenen står et lille anlæg indrammet af stakit. Alt ånder fred og idyl.

1939. Omkring mindestenen står et lille anlæg indrammet af stakit. Alt ånder fred og idyl.

Siden gik det meget tilbage. Især fra 1960erne til 2014. Bilerne kom til. Torvet i Borum, den gamle grandeplads, hvor bønderne et par århundreder tidligere mødtes og aftalte landsbyens drift, blev nu anset for en parkeringsplads til biler, og da forsamlingshuset manglede og mangler en sådan, accepterede alle denne udvikling.

Pauls Plads

I 1969 blev pladsen nyindrettet af Borum-Lyngby Kommune. Det skete i tidens stil med asfalteret parkeringsplads, fortovsfliser, støttemur af knækfliser og nogle træer og buske i små, forhøjede bede.

Arbejdet blev udført af Paul Fuhlendorff, fagforeningsformand og sognerådsmedlem for Socialdemokratiet, og det skete bl.a. for at sikre, at formuen i kommunekassen forblev i Borum-Lyngby inden sammenlægning med Århus i 1970. Et mønster der i øvrigt var almindeligt i mange sognekommuner før den første kommunalreform (det prægtigste eksempel blev Åby Bibliotek i Åbyhøj, hvor intet kunne være for dyrt).

I Borum hentede folkeviddet inspiration i samme Århus og kaldte det nye torv “Pauls Plads”.

Omkring 1990 tilkom en grå glasfiberlæskærm som ly for buspassagerer til skolebussen og til rutebilen (den senere linje 112), der dengang kørte via Bysvinget.

Stenen stod glemt

Også grønne glasfiber-containere til henholdsvis papir og glas blev opstillet ved siden af mindestenen og senere også en fritstående, rød postkasse. Alt sammen sådan set meget godt og nyttigt.

Men mindestenen stod forladt og forsømt – som et barn nogen har glemt at hente i børnehaven.  De generationer, der huskede begejstringen over Genforeningen, var også døet ud.

De små bede med flisekant var i elendig forfatning, og en dag rullede et par kommunale medarbejdere op med en orange bil og sløjfede bedene helt. De lagde fliser tæt omkring træerne, der nu kom til at stå med rødderne nærmest oven på jorden.

Jeg så det selv og sagde et par ord om det. Sandsynligvis ikke noget, der lød som en indstilling af de to kommunemænd til Nobel-prisen. De reagerede ved at spænde træerne fast med nogle barduner, så de i det mindste ikke lige kunne vælte for en brise, og sagde, at de træer nok snart gik ud alligevel.

Det gjorde de også, og kort efter kunne resterne fjernes og de sidste fliser anbringes.

Ca. 1990. Asfalt og fliser har vundet.

Ca. 1990. Asfalt og fliser har vundet.

I 1990’erne var Borum Borgerforening i en længerevarende dialog med Århus Kommune om forskønnelse. Det skete i forlængelse af udarbejdelsen af den bevarende lokalplan for landsbyen, der trådte i kraft i 1988.

Sagen i Johns egen hånd

Det lykkedes at få anlagt legeplads ved at sammenlægge et stykke vejareal af den daværende “Trekanten” på hjørnet af Bysvinget og Langelinie med et stykke jord langtidslejet af ejeren af værkstedsbygningen på Langelinie 47, det gamle smedeværksted. Over for det fik vi en lille hæk med et par træer og en bænk.

Men i den anden ende af Bysvinget mislykkedes samtalerne. Eller rettere: Vi var enig om, at her godt nok så herrens ud, og at nogen burde gøre noget. Men det lykkedes ikke at åbne kommunekassen få nogen form for forbedring af Torvet og området ved mindestenen.

Nu afdøde John Larsson, Bysvinget 5, tog imidlertid sagen i egen hånd. Han beskar de trods alt tilbageværende lindetræer for høje rodskud og lavede en opmaling af mindestenen helt uden at spørge om lov. Så fik han jo heller ikke nej af den kommunale forvaltning i Århus (hvor man sikkert også var fløjtende ligeglade).

Pludselig kunne vi igen se, at der stod “Velkommen hjem” under de to hænder, og nogle troede, at det var sådan en slags hilsen til folk, der stod af bussen fra Århus om eftermiddagen.

Gratis arbejde

Nordslesvigs genforening med kongeriget ligger langt tilbage – omend vi kommer til at høre en masse derom, når vi når til jubilæumsåret 2020.

Hundrede år tidligere blev der holdt folkefest, og to yderst centrale skikkelser i Borum holdt taler ved festen. Folk samlede sig på pladsen ved Borum Vandmølle, efter at stenen var blevet afsløret, og alle sognets børn var blevet fotograferet rundt om den.

Den ene var den populære sognepræst, Jørgen Jensen. Den anden lærer Carl Emil Johansen.

Aarhus Amtstidende skrev:

Omkring Klokken 4-5 samledes ca. 200 Mennesker ved ´Genforeningsstenen, hvor Formanden for Foredragsforeningen, Morten Mortensen, Nyvangsgaard, holdt Talen. Herefter gik man i Procession til Festpladsen ved Vandmøllen. Chauffør Firgaard havde stillet sin Bil til Raadighed for Gamle og Børn. Ved Vandmøllen pakkede man Madkurven ud og ville slet ikke gå Hjem efter de to Taler.

200 deltagere! Man fornemmer, at den grundtvigske og nationale ånd havde fået godt fat. Klappet blev der uden tvivl også af gårdejer Morten Mortensen fra Nyvanggård. Alt knokkelarbejdet i 1920 blev også lavet gratis, og Mortensen leverede som nævnt stenen. Kun det kunstneriske med indhugning af indskrift og udsmykning måtte borummerne betale sig fra.

I en årrække blev der hvert år holdt genforeningsfest, men den tradition ebbede ud i Borum som nok stort set alle andre steder uden for Sønderjylland.

Positiv overraskelse

Stenkonservator Mette Westergaard Nielsen rejste en lille pavillon, inden hun tog fat på arbejdet i Borum i 2014

Stenkonservator Mette Westergaard Nielsen rejste en lille pavillon, inden hun tog fat på arbejdet i Borum i 2014. Foto: Lars Madsen

2014-7-1-aI juni 2014 skete der pludselig noget uventet og positivt. Stenkonservator Mette Westergaard Nielsen fra Øster Alling ved Auning var blevet hyret til en større omgang sten-eftersyn i Århus-området, og hun valgte at give Borum-stenen en både kærlig og professionel omgang.

Som så meget andet i den kommunale forvaltning skyldtes det lidt af en tilfældighed. Der var på det tidspunkt ansat en embedsmand, som havde opsynet med mindesmærker i offentlige anlæg og parker, og som faktisk interesserede sig for disse. Han fik lov til at hyre et par professionelle folk i nogle måneder til at bremse forfaldet.

Det slog nok ikke bunden ud af kommunekassen…

Mette Westergaard Nielsen oplyste til mig, at opfriskningen med maling bør gentages med 20 års mellemrum. Den røde farve falmer allerede efter 10 år, forudså hun.

På soklen stod eksperten over for et svært valg. Et digt var ridset ind i cementmørtelen. På papirer i Lokalhistorisk Arkiv kunne man læse, hvad der stod, så det var ikke en hemmelighed. Men ude i virkeligheden var skriften blevet næsten umulig at tyde. Hvad nu?

Stenkonservatoren valgte at slibe fladen let og male ordene op. Det var de ganske vist ikke oprindelig, men alternativet havde været værre. Altså at de forsvandt helt. Og hvad står der så?

Alt, hvad Fædrene har kæmpet,

Mødrene har grædt,

har den Herre stille læmpet,

saa vi vandt vor Ret

Højt og tydeligt. De sidste fire verselinjer i vers 7 af den norske nationalsang, såmænd.

Noget pænt og noget grimt

Mindestenens nyopmalede forside.

Mindestenens nyopmalede forside.

Nu stod stenen så fint istandsat og opmalet. Men hvad med omgivelserne?

Tja, Torvet i Borum ser jo sådan set stadigvæk rædselsfuldt ud som så mange andre kommunale områder i og ved Århus. Der er stadig meget langt til noget, der ligner en grøn, central plads i en pæn, lille dansk landsby med en vis selvbevidsthed.

I foråret 2016 rykkede et entreprenørfirma de fortovsfliser op, som Paul Fuhlendorff havde lagt næsten 50 år tidligere, og som de udsendte træ-mordere havde suppleret 20-30 år senere. Fliserne var revnede og grimme.

Aha, nu sker der endelig noget pænt og landsby-agtigt. Men nej. Der blev såmænd sirligt lagt nye fortovsfliser og lidt asfalt ud i præcis samme by-agtige baner.

Men ret skal være ret. Efter adskillige måneders stilstand og utallige rykkere fra borgerforeningens bestyrelse blev et mindre areal belagt med græsarmering, og ved siden af blev 1-2-vupti rullet rullegræs ud. Lidt grønt blev der altså plads til ved siden af den store flade med gammel asfalt, knækfliser og års skidt og møg.

Tre nye lindetræer blev også sat og markerer, at der trods alt er sket fremskridt, siden deres forgængere blev ødelagt. Træerne blev plantet om sommeren (!), men i skrivende stund virker de til at have overlevet mod alle odds.

2014-7-1-e

Der var kunstnerbolig i Lyngby

Lyngby Skole. I baggrunden Tingvad og Borum. Koloreret luftfoto 1955 af Sylvest Jensen.

I 1964 blev alle tre skoler i den gamle kommune nedlagt – de to i Borum og den ene i Lyngby. Børnene flyttede til den nye centralskole ved Sabro Korsvej. Det gjaldt for alle de tre medvirkende kommuner: Borum-Lyngby, Lading og Sabro-Fårup.

Hvad skulle der nu ske med bygningerne? I Borum blev Bysvinget 16 og 18a ret hurtigt solgt til privat beboelse – dog fortsatte kommunebiblioteket i en periode i en skolestue. Skolepladsen omme bagved og en opfyldt grund mellem skolerne og bækken blev styk for styk udstykket til parcelhuse. Herefter opstod Langelinie 43, Langelinie 45, Bysvinget 18 og Bysvinget 20.

I Lyngby gik det helt anderledes. Her beholdt Borum-Lyngby Kommune skolebygningen, og efter 1970 gjorde den nye storkommune Århus heldigvis heller ikke noget for at komme af med den gamle skole.

Tværtimod blev den lokale ungdomsklub videreført i mange år, indtil Sabro fik den nedlagt i en periode med små årgange.

Bygningen i Lyngby indeholdt også to boliger. På første sal boede Karen og Niels Peter Degn med familie (1942-1970) efterfulgt af Bent “Pløkker” Jakobsen fra Borum med familie. I stuen fortsatte lærer Hermansens familie med at bo i otte-ni år efter skolens nedlæggelse.  I alle årene kunne beboerne i Lyngby også bruge den gamle skole som “forsamlingshus” i forståelse med kommunens fritids- og kulturforvaltning.

Som det mest mærkværdige opfandt kommunen tillige noget helt nyt i den lejlighed, hvor læreren havde boet: en kommunal kunstnerbolig. Af og til også kaldt en æresbolig.

De nærmere omstændigheder står ikke helt klare, men det foregik utvivlsomt i den periode, da Thorkild Simonsen, den senere borgmester m.m., var en fremstormende rådmand (1971-81) for kulturen. Simonsen var oprindelig maler, men dog vist ikke kunstmaler. På kommunens vegne stillede han et legat til rådighed for skiftende kunstnere på den måde, at de kunne bo og arbejde gratis i den gamle skole i Lyngby.

I 1991 fortalte Lokalavisen om én af dem:

“Århus Kommune ejer en gammel skole i landsbyen Lyngby mellem Borum og Aarslev. Den gamle skolestue bruges stadig som ungdomsklub, forsamlingshus og mødested for lokalbefolkningen. Men den gamle førstelærer-bolig tjener nu som kunstnerbolig for den 39-årige grafiker og billedhugger Steffen Tast.

Blandt 14 ansøgninger valgte kommunen ham som legatmodtager af boligen for en periode på 2-3 år. Af samme årsag har Steffen Tast derfor også kun fremlejet sin ejerlejlighed i midtbyen samt værkstedet i Knudriisgade.

Det er derfor ikke for økonomiens skyld, at Steffen Tast søgte på landet til en bolig, som nok er billigere end et normalt lejemål, men som også har sine ulemper: han har måttet købe en bil for at passe sit job som sygeplejerske i aftenvagt på Kommunehospitalet” (…)

“Han arbejder foruden grafikken med materialer som træ, papir, glas, acrylplade, søm, skruer, trådnet eller sand. I øjeblikket har han gang i en kæmpestor skål med en diameter på to en halv meter formet af hvidmalede pinde stillet på højkant. Skålen skal med på kunstnernes efterårsudstilling på Charlottenborg ved København til efteråret”.

“Gennem årene har Steffen Tast solgt værker til Århus Komune, Århus Amt, Rosenholm Kommune, Ålborg Kommune, Herning Kunstmuseum og Kiel Kulturamt samt en udsmykningsopgave, en kæmpestor stiliseret bjørneklo i aluminium, for boligforeningen Solgården i Hjortshøj”.

På avisens billede sidder Steffen Tast på boligens trappesten og snitter pinde til den omtalte skål.

 

Systemet med den kommunale kunstnerbolig fortsatte lige til 1997. Det år ramte den store Århus-sparekniv lille Lyngby. For var det egentlig en kommunal kerneopgave at drive en kunstnerbolig og et gratis forsamlingshus i en meget lille landsby? Flertallet i byrådet mente nej.

Som en enkelt linje i et af de sædvanlige budgetforlig stod derfor: Salg af Lyngby Gl. Skole.

Så gik alarmen i lokalsamfundet, og det endte med det lykkelige resultat, at Folkekirken købte skolen af den pengemanglende kommune og tilmed satte et par millioner i at renovere den efterhånden lidt slidte og umoderne bygning. Skal enkeltpersoner fremhæves for denne indsats, må det blive de daværende menighedsrådsmedlemmer Gunnar Damgaard Nielsen og Knud Danmand Sørensen samt provsten (altså den daværende).

I 1998 åbnede Borum-Lyngby Sognegård, og biskop Herluf Eriksen kastede glans over den lille landsby ved den officielle åbning. Lyngbyerne bevarede deres samlingssted.

Fra ombygningen af skolen til sognegård 1997-98.

Ved ombygningen og renoveringen blev der fra starten taget hensyn til, at Lokalhistorisk Arkiv skulle have et lille hjørne. Det blev på første sal med adgang af den stejle trappe, der ses til højre på billedet herover.