Lægens flotte bolig

2006-19-1-langelinie-71-forbedretMange huse i Borum er over 100 år gamle, og det er ikke små, skæve længer af bindingsværk altsammen.

Lidt uden for selve landsbyen på landevejen mod Mundelstrup byggede læge Harald Andersen Götsche i 1898 denne flotte bungalow. Han kaldte den ”Villa Ehem”. Lægeboligen blev opført på en grund udstykket fra Frøkjærgård.

Derefter var der lægepraksis ganske ubrudt lige frem til 2006, da Jesper Lund trak sig tilbage efter 28 år som områdets praktiserende læge. I dag ejer to eller flere læger som regel en praksis sammen, og Borum er alt for lille til det formål.

Ældre kilder oplyser, at den første ”læge” i Borum var en homøopat ved navn Gabel. Men Götsche, født 1866 i Lading, var den første med universitetsuddannelse. Han blev i øvrigt også Borums første bilist og fik i 1903 med besvær tilladelse til at køre på bestemte veje i dagtimerne.

Hvad navnet “Ehem” betyder, aner ingen i dag. Det giver tilsyneladende ingen mening, hverken som ord eller som forkortelse.

Den næste læge i villaen på Langelinie 71 blev Johannes Krogh. På billedet herover står han i 1929 med fru Jensine foran den røde bungalow. Der er rejst en æresport over indkørslen. Til højre ses en af de meget store sten, der også i dag markerer indkørslen.

Det lille billede nedenunder viser huset set fra gårdsiden i 1960’erne, da lægen var fru Elin Andersen.

I 1970 blev der bygget en lav udbygning til med venteværelse og indgang for patienterne. Bemærk en detalje: Fire mælkeflasker står på en lille hylde på muren.

Lægeboligen i Borum set bagfra ca. 1960.

Lægeboligen i Borum set bagfra i 1960’erme