Den voldsparate dyrlæge

Dyrlægen var en imponerende mand – og ikke rar at arbejde for.

Om dyrlæge Jens Kjeldsen i Borum (1865-1911) er der skrevet meget og pænt. Han var en overordentlig velbegavet mand med hele to uddannelser, jovial og vellidt. I hvert fald var han vellidt blandt støtter af Det radikale Venstre, som han var med til at stifte i 1905, og af dets avis i Århus, Jysk Morgenblad.

En helt anden historie fortæller hans tjenestefolk, og i 1904 var det gået så galt, at arbejderbevægelsens avis, Demokraten, optog et indlæg af tjenestepigen Martha M. Enevoldsen.

Hun havde i lang tid balanceret på en knivsæg. For løb man af sin plads, som det hed – og det var der vist gode grunde til – mistede man hele årslønnen. Sådan var betingelserne for tjenestefolk dengang. Indlægget lød:

“Dyrlæge Jens Keldsen, Borum, hos hvem jeg undertegnede har tjent fra 1. Novbr. 1903 til 1. Novbr. 1904, er en Mand af en saadan Karakter, at det er min simple Pligt at fremdrage ham for Offentligheden.
Han generede sig ikke ved – fordi jeg ikke vilde gøre Staldtjeneste en Søndag Eftermiddag (i Form af at muge) – at overfuse mig med saa grove Skældsord, at jeg ikke her kan gengive dem, og som Kronen på Værket at nappe mig i Armene, saa der var Mærker deraf i mindst 14 Dage efter. Desuden trak han mig i Haaret og slog mig over Fingrene med sin Egestok, naar jeg malkede, af hvilken Grund min forlovede maatte køre to Mil hver Aften for at staa Vagt, mens Malkningen varede.
Jens Keldsen bedes huske paa, at han ikke mere er Skolelærer, saa hans Myndighed med Hensyn til legemlig Revselse ikke naar saa vidt, at han har Lov til at banke løs på hverken Karl eller Pige, især da Prygleloven endnu ikke er gennemført. Hans Kone er af samme Stof som Gemalen – altsaa rask paa Næven, naar hun synes, at en “flad” paa Øret kunde gøre godt.
Den sidste Dag maatte jeg vente til Aften, inden hun vilde udlevere mig min surt fortjente Løn. I Fald alle Jens Keldsens gode Egenskaber skulde fremhæves, vilde der sagtens kunne blive Stof til en hel Roman; men min Hensigt er kun at advare alle pladssøgende Piger, der ønsker at bevare Lemmerne i god Behold”.

Den ene ravn hakker ikke den anden
Den nævnte forlovede hed Laurits K. Larsen. Kæresten var vokset op på ejendommen Langelinie 48 og var siden i lære som karetmager i Borum, inden han flyttede til Tåstrup ved Harlev. Laurits K. Larsen har beskrevet mangt og meget om småfolks kår begge steder. For eksempel om den dag, da Martha sammen med sin mor opsøgte lægen, Götsche (Langelinie 71), og fremviste de store, sorte mærker på armene:

“Der er et gammelt ord, der siger, at den ene ravn ikke hakker øjnene ud på den anden. Lægen kunne naturligvis godt se, at hun var blevet mishandlet, men som han bandede, fandengalemig kunne han ikke se, at det havde været dyrlægen, og så gik de hjem med uforrettet sag”.

Også sognefogeden, Hans Pallesen, måtte engang tilkaldes, men han nøjedes med at tage en snak med dyrlægen bag lukket dør og kom så ud til Martha, klappede hende på skulderen og sagde, at nu kunne hun nok regne med, at Kjeldsen nok skulle lade være med at gøre hende noget. Det holdt ikke.

Dømt for vold
Én gang slap dyrlæge Kjeldsen dog ikke godt fra sin “radikale” måde at behandle tjenestefolk på. En karl havde, før han henvendte sig, allieret sig med en af byens daglejere, der stod vagt bag et hushjørne ved stalden, det nuværende hus på Bysvinget 14. Laurits K. Larsen fortæller i en livserindring, som vi gemmer en afskrift af i arkivet:

“Martha havde kaldt dyrlægen ud i baggangen, da karlen ville bede om nogle penge. Så tog dyrlægen ham og smed ham om på gulvet og begyndte at høvle løs på ham. Da karlen råbte om hjælp, var daglejeren der straks og fik dyrlægen stoppet, mens karlen kaldte daglejeren til vidne om overfaldet, og dyrlægen blev meldt til politiet. Han blev dømt for overfald og vold og måtte betale karlens løn fuldtud”.

Dyrlægen fotograferet i et tohjulet hestekøretøj, en gig, foran Bysvinget 12 i 1908.

 

Lægens flotte bolig

2006-19-1-langelinie-71-forbedretMange huse i Borum er over 100 år gamle, og det er ikke små, skæve længer af bindingsværk altsammen.

Lidt uden for selve landsbyen på landevejen mod Mundelstrup byggede læge Harald Andersen Götsche i 1898 denne flotte bungalow. Han kaldte den ”Villa Ehem”. Lægeboligen blev opført på en grund udstykket fra Frøkjærgård.

Derefter var der lægepraksis ganske ubrudt lige frem til 2006, da Jesper Lund trak sig tilbage efter 28 år som områdets praktiserende læge. I dag ejer to eller flere læger som regel en praksis sammen, og Borum er alt for lille til det formål.

Ældre kilder oplyser, at den første ”læge” i Borum var en homøopat ved navn Gabel. Men Götsche, født 1866 i Lading, var den første med universitetsuddannelse. Han blev i øvrigt også Borums første bilist og fik i 1903 med besvær tilladelse til at køre på bestemte veje i dagtimerne.

Den næste læge i villaen på Langelinie 71 blev Johannes Krogh. På billedet herover står han i 1929 med fru Jensine foran den røde bungalow. Der er rejst en æresport over indkørslen. Til højre ses en af de meget store sten, der også i dag markerer indkørslen.

Det lille billede nedenunder viser huset set fra gårdsiden i 1960’erne, da lægen var fru Elin Andersen. Bemærk en detalje: Fire mælkeflasker står på en lille hylde på muren.

I 1970 blev der bygget en udbygning med flad tag til med venteværelse og indgang for patienterne. Den erstattede det vindfang, der ses bag sølvbrudeparret – som det jo nok var.

Lægeboligen i Borum set bagfra ca. 1960.

Lægeboligen i Borum set bagfra i 1960’erme