De kaldte den Bette Amhøw

nybyggetMed stuehuset vendt mod Lyngby ligger ejendommen ”Eriksminde”, Rætebølvej 24, i skellet mellem Årslev og Lyngby Sogne.

Gården blev bygget fra 1904, og som det ses, blev det gjort flot. Nok noget af det nærmeste, vi her i området kommer på jugendstil eller skønvirke. Vi tror, at billedet må være taget kort efter, men må nøjes med at gætte på, hvem de tre personer er.

”Eriksminde” blev udstykket fra ”Amhøjgård”, Selkærvej 8, og fik da også i folkemunde navnet ”Bette Amhøw”. Gårdejer Laurs Eriksen flyttede derover, og hans søn, Marius Eriksen blev boende på fødegården. Dennes søn, Niels Erik, blev sidste led i familien Eriksen på stedet. De nuværende ejere, Sanne og Thomas Otbo, kom til i 2003. Det meste af de oprindelige 20 tønder land var dog allerede solgt fra til anden side.

Billedet modtog vi af nu afdøde Laurs Eriksen, Lyngby, barnebarn af bygherren.