I dag kan man ikke kraftigt nok advare mod at stille sig op og fotografere fra det sted, hvor dette billede blev taget. Her kører masser af tog mellem Århus og Nord-/Vestjylland, og det går hurtigt rundt i kurven gennem den mindste af de tre landsbyer i vores område.
Yderup menes ifølge navneforskeren Kr. Hald anlagt i torp-tiden (vikingetid) af en mand ved navn Ygge. Allerede 1315 var her fire helgårde – ganske som i dag.
Pedersminde og Bavnehøjgård ligger øst for banen og er flyttet ud, mens de to andre ses på billedet.
Den store gård med stuehuset t.h. er Yderupgård, Yderupvej 37, der 1891-1935 var ejet af den navnkundige sparekassedirektør Anton Jørgensen og indtil begyndelsen af 2000’erne af Lis og Søren Brund.
Mens Skov- og Naturstyrelsen nu overtog jorden til brug for bl.a. skovrejsning i området over mod True og Todderup, udvidede Brund svineproduktionen med Borum Østergård som hovedejendom. En del år senere overtog gårdejer Johannes Nielsen, Rohde, Yderupgård og påbegyndte en istandsætning af nogle af de mange bygninger og nedrivning af andre.
Yderupgård hed oprindelig Helledi efter en hellig kilde.
Gården til venstre er “Mortensens gård”, Lyngbygårdsvej 61. i dag har den hverken stråtag eller en lang portlænge. Den indehaves nu af Erik Ohlsen, der blandt andet driver reparationsværksted.
Over horisontlinjen anes Borum Vindhøj.
Hvor gammelt er billedet? Vi ved det ikke, men ret sikkert fra efter 1936, da banen fik dobbeltspor og blev flyttet lidt.
Historier
Alfabetisk indgang til nogle af de røverhistorier i Borum-Lyngby, der er værd at huske på:
Garage-Kim havde værksted ved Aages “gode sving”
Sikke en flade asfalt, der lå i Borum. Faktisk havde Trekanten mellem Langelinie og Bysvinget oprindelig haft en pæn, lille trekant af græs inde på midten mellem kørebanerne – deraf navnet – men i Århus Kommunes tid blev der ikke råd til at klippe græs, og det hele fik et lag asfalt.
”Et godt sving – det skal I unge mennesker ikke lave om på”, mente Aage Hansen, socialdemokraternes veteran, da nogen dristede sig til at stille et forslag på et borgermøde om den kommende lokalplan i 1988.
Men det skete nu alligevel, og med stor glæde anlagde borgerne og kommunen i et sjældent samarbejde en legeplads og et noget mere trafiksikkert T-kryds i stedet for Trekanten.
Her er vi foreløbig i 1987, hvor den flittige landpost Arne Toft har bygget solfanger på sit hus, Bysvinget 20. En pionér i vedvarende energi, der i årene efter kriserne i 1970’erne også var med i en af de seks lokale vindmøller, Langelinie Vindkraft.
Kims Garage ApS
Til venstre har endnu en iværksætter og vindmøllemand, Kim Vogt, overtaget smed Jensens værksted fra 1961. Det skete i 1985, da smedeværkstedet flyttede til større lokaler på Damvej i Sabro på den gradvise vej til den store virksomhed Borum Industri.
Kim Vogt begyndte at bikse som selvlært smed hjemme i garagen ved kollektivet Thovshøj, Langelinie 69, og han var fuld af gode ideer. Hans firma, der simpelthen hed Kims Garage, tryllede med bøjet, skåret og svejset metal til alt fra opera, ballet, maskiner og restauranter. Specialopgaver var standard – i grunden lidt ligesom forgængeren, Ejgil Jensen.
Manglede nogen lidt nytårskrudt eller en brugt rustvogn, gik de heller ikke forgæves hos “68’eren” i det gamle smedeværksted.
Fra Borum og Århus nåede løjerne et højdepunkt med 10 ansatte i Falling ved Odder, og han bosatte han sig på et nedlagt mejeri ved Gylling.
I 1981 var samme Kim Vogt i øvrigt initiativtager til Århus-områdets dengang største vindmølle (55 kw) ved Borum Eshøj.
På det lille billede holder han et brag af en 40 års fødselsdagsfest i værkstedet med en skrotbil på liften som udsmykning.
Gårdene helt ude på den nye vang
For 150 år siden var der næsten ene hede og åben mark nord for Borum By. Kun pionererne på Tandholm oppe ved Vindskov kunne trives helt herude.
Men så i 1868 og 1870 blev disse to gårde udstykket fra den gamle tvillinggård Borum Byvej 18 og Bysvinget 1 inde i byen.
Man skal nok tænke sig, at folk i byen syntes, at det dog var meget langt ude at bo. Helt ude på ”den nye vang” (mark), hvor der var endnu mere mørkt og koldt om natten end inde i landsbyen.
I klar erindring stod nok, at egnens sidste ulv havde huseret netop heromkring. Ulven havde, skriver August F. Schmidt, haft held til at nedlægge en voksen hoppe, der forsvarede sit føl.
Begge gårde fik navnet ”Nyvangsgård”. Her ses de i deres velmagt i slutningen af 1940’erne. Stillingvej 222 (t.h.) på 35 tønder land kom først og havde ligesom Stillingvej 224 (t.v.) med 45 tønder land fire længer.
Nyvangsgårdene blev snart omgivet af flere mindre husmandssteder, men de to gårde fik langt over 100 år som klassiske familielandbrug. I de seneste år har den mere moderne landmand Henrik Winther dog overtaget begge og lagt jorden sammen med Borum Vestergård, Skivholmevej 21. En epoke, hvor ejendomme på 30-50 tønder land kunne give et godt udkomme til familien, er for længst forbi.
Også en stor del af bygningerne er fornyet fuldstændig i det 21. århundrede.
Gårdsplads ved Langelinie
Mange steder i Borum-Lyngby ser der nogenlunde ud, som der har gjort i mange år. Men ikke her.
Ove Christensen (t.v.) står foran dobbelthuset Langelinie 34-36 med ponyvogn og både egne og naboers børn omkring 1945. Huset (t.h. på billedet) har endnu stråtag og bindingsværk med de opstregede murstenstavl, som er autentiske her på egnen, men efterhånden er blevet ret sjældne.
Hele dobbelthuset Langelinie 34-36 er temmelig gammelt. Vi kender ikke alderen, men vi ved fra et skøde i arkivet, at greven på Frijsenborg i 1856 solgte matr. 41 til gårdmand Jens Nielsen Kande for 905 rigsdaler. Da var det ét hus og én grund sammen med den jord, hvor nr. 38-40 senere blev bygget (i dag delt på matr. nr. 41a, b, c og d.
Ove Christensen boede i den ende af huset, der kan ses t.h. (nr. 36). Børnene i jumben er Torben Olsen, Jonna Udengaard og Kurt Christensen. Foran står Bent Jakobsen (med seler) og Grethe Jakobsen. I 1990 blev Clara Andersens stald og lade bagved (Langelinie 42, nu Borumtoften 2) revet ned. Tre år senere blev den fælles forplads, hvor børnene står, delt op. Endnu en ændring skete i 2015, hvor de sidste rester af gården på Langelinie 42 blev væltet, heriblandt også bygningen i baggrunden af billedet.
På det nederste billede er det Frank Udengaard, der leger med trillebør på vejen op til dobbelthuset.
Til venstre skimtes udhus bag hans hjem, Langelinie 38.
Gemt og glemt af kommunen
I Borum har vi tre historiske vejvisersten. De står alle tre langs med det forløb, der engang udgjorde landevejen Randers-Skanderborg gennem Borum.
Heldigvis blev de både gemt og glemt, da vejvæsenerne gik over til metalskilte. Lejlighedsvis fik de endda lidt ny maling. Men i 40 år fra 1970 til 2010 skete der ikke spor, for da sorterede de under Århus Kommune.
Tværtimod var de med tiden kommet til at stå noget skævt og trykket.
I sommeren 2010 førte Lokalhistorisk Arkiv stenene tilbage til den oprindelige udførelse.
Stenmester Hans O. Hansen, Tingvad, forestod selve opmalingen.
Carsten Nielsen og Peter Poulsen, Borum, gravede, hejsede op, gravede noget mere og hejsede ned igen. Stenene er naturligvis anbragt historisk korrekt i de samme huller som før. I øvrigt var de overraskende lange og tunge. Faktisk kostede de Hans O. Hansens kran, som bogstaveligt talt bukkede sammen under vægten, før Carsten Nielsen fandt sværere grej frem.
Her ses, hvor glemt og trykket stenen på hjørnet af nuværende Borum Byvej og Borum Møllevej efterhånden var blevet.
Gør gode tider bedre
I 1960’erne gik Danmarks (dengang) største parti, Socialdemokratiet, til valg på et slogan, der lød: ”Gør gode tider bedre”.
Her er vi i 1975, og tiderne er blevet bedre, som det blandt andet fremgår af det tidstypiske møblement med langluvet gulvtæppe, væg-rya, fjernsyn og møbler i teak og syret eg.
Arbejdsfolk i vores område organiserede sig i 1906 med en socialdemokratisk vælgerforening. 24-årige Jens Andersen, kaldet Jens Vægter, Borum, var blandt initiativtagerne og blev den første kasserer i foreningen for Skjoldelev-kredsen. Dengang var der virkelig fattigdom til. Som syv-årig blev Jens sendt ud at vogte gæs, har han fortalt i optagelser, der i dag findes i Nationalmuseet. Her beskriver han også, hvordan gårdmændene slog igen mod arbejdernes organisering. Personligt måtte han hver dag gå langt til fods for at få arbejde, og i 1909 flyttede han permanent til Århus.
Allerede i 1910 indgik foreninger for henholdsvis husmænd og tyende på egnen i øvrigt en alliance med Socialdemokratiet. Det skete ved et møde mellem i alt 22 foreninger fra den daværende Skjoldelev-valgkreds på Mundelstrup Kro.
I Borum-Lyngby holdt socialdemokraters og husmænds foreninger faktisk fælles arrangementer, lige indtil sidstnævnte blev nedlagt 12. januar 1977.
Socialdemokraternes bestyrelse på billedet udgør f.v. Leif Jørgensen, Borum, Aage Hansen, Borum, Sten Kirstein Nielsen, Lyngby, Peter Sørensen, Borum, og Preben Pedersen, Lyngby.
Gravkammeret fra stenalderen

Tegning udført ved fredningen i 1918. Den vestlige del af højen ud mod den gamle Skanderborg-landevej blev ødelagt ved lergravning.
Folk går lige forbi uden at opdage det. Men skjult i skoven lige syd for Borum By ligger faktisk et fredet fortidsminde. Og det er endda meget ældre end de berømte gravhøje ved Borum Eshøj, Vindhøj og Langelinie-højene.
Det drejer sig om resterne af en stendysse. Stadig står gravkammeret – uden dæksten – åbent på en lille bakke.
I 1918 gav Nationalmuseets omkringrejsende eksperter denne beskrivelse, der stort set passer i dag:
Høj med Dyssekammer. Højen ligger paa Toppen af en skovdækket Banke, der sænker sig mod S., og er 0,75 m h., maalt fra N., 1,25 m. h. maalt fra S. og ca. 14,50 m i Diam. i N.-S. En nu opgivet og tilgroet Grusgrav (det var nu en lergrav, L.A.) har borttaget Foden og hele Siden i V.; dens Rand ligger 1,25 m fra Overkanten af Kamrets vestlige Endesten. Højen er bevokset med høje, buskede Træer. Vestlig i Højen er udgravet et Hul, ca. 2,50 m i Diam., i hvis vestlige Del er blottet et Dyssekammer, der mangler Dæksten. Det er ca. 2 m l. i Retning V. t. N.-Ø. t. S. og forneden ca. 0,70 m br. i V., 0,50 m br. i Ø., foroven henholdsvis ca. 0,40 og ca. 0,30 m. Det er tømt i V. indtil en Dybde af 0,80 m under Bærestenenes Toppe; Bunden skraaner lidt opad mod Ø. – Bunden af det nævnte Hul i Højen gaar i Flugt med Bærestenenes Toppe, saaledes at intet af deres Ydersider ses. Kamret er sat af 4 Bæresten, der danner en Rektangel, og hvis Toppe ligger ca. 0,65 m under Højtop. I Nordsiden staar en meget stor afkløvet Sten, der sikkert er ret tynd; den vender Kløvsiden mod Gravrummet, hælder lidt ind mod dette – ligesom de andre Bæresten, men dog lidt mere – og staar i oprindeligt Leje. – For Vestenden er sat en Sten, næppe afkløvet, hvis sydllige lodrette Sidekant i Tidens Løb er blevet trykket lidt ind i Gravrummet. – I Sydsiden staar 2 ret tykke Bæresten, der begge vender en Kløvside indad. I Mellemrummet mellem dem skimtes fast indkilede Smaasten. Den vestliges Østkant springer ca. 0,12 m frem foran den østlige Sten; dog staar begge antagelig i oprindeligt Leje. Deres samlede Bredde har ikke været tilstrækkelig til at fylde Siden ud. De østligste 35 cm af denne optages forneden af en mindre udkløvet Sten. Over den sidder i Jorden 2 omtrent hovedstore Sten, trukne lidt tilbage. De viser aabenbart, at de øverste 50 cm af Væggen har været bygget af saadanne. – For Østenden staar en lav, næppe kløvet Sten, hvis Overside ligger ca. 0,35 m under Bærestenenes Toppe.
Højen blev fredet samme år.
Men hvor er dækstenene over stenaldermenneskenes grav blevet af? Tja, Borum Kirke er nok en god teori. Den gamle Borum Bro en anden. Stenkisten over Borum Bæk midt i byen en tredje.
Af og til kigger myndighederne stadig til landets mange fredede fortidsminder. I 1980 – tre år efter at omfartsvejen (Borumvej) havde skåret sig ind mellem byen og præstegårdsskoven, konstaterede Skov- og Naturstyrelsen, at stendyssen ved Borum stadig stod, men at der lå affald som dæk og plasticdunke tæt på højen. De tilføjede:
Dyssekammeret måler indvendigt 1,9 m x 0,6 m. højt og det jordfri kammer er nu 0,6 m. højt. Kammeret ligger ca 1/2 m under højoverfladen i en 3 m. stor rund jorddybning. Bevoksning: Løvtræer.
Grusvejen gennem Lyngby
Her går en ganske almindelig grusvej igennem en ganske almindelig landsby, sådan som de så ud for bare 50-60 år siden.
Landsbyen er Lyngby, og vejen er den nuværende Glamhøjvej set ned ad bakken mod vest. Vejen til Borum og Yderup går fra til højre ved vejviser-standeren midt i billedet.
Billedet er fra omkring 1945-50. På venstre side ligger “Sofies hus”, Glamhøjvej 4, og “Dahls gård”, Glamhøjvej 2. På højre side ligger Lyngbygårds arbejderbolig, hvor Cecilie i lejligheden i den østre ende (Glamhøjvej 7B) var det faste holdepunkt, og længere oppe ad bakken boede Jens “Husmand”. Masterne på højre side af vejen bar datidens telefonkabler – én tråd til hver abonnent.
Det lille hus vest for bindingsværkshuset, hvor nu Glamhøjvej 5 er bygget, var byens sprøjtehus, altså brandstationen. Her stod en håndsprøjte centralt placeret ved branddammen, som dog ikke kan ses på billedet. Vejskiltet, der anes i baggrunden, viste til Labing, Yderup og Aarslev.
Glamhøjvej i dag.
Helt oppe på Granhøj
Vi har en Eshøj, en Vindhøj, en Glamhøj og en Blankhøj her i Borum-Lyngby. De er ret kendte.
Men så kommer Baunehøj, Blakhøj, Åbenhøj, Thoushøj, Draghøj, Trehøje, Tinghøje, Kophøj, Stejlhøj, Guldhøj, Stenhøj og alle de andre navngivne bakketoppe.
Navnenes oprindelse fortaber sig ofte. Helt sikkert gælder det her, hvor vi nu står: på de toppede brosten i Granhøjgård, Eshøjvej 79. Det højst beliggende hus i lokalområdet.
Gården på Granhøj blev bygget på det yderste af Borum Bækgårds udlod ved Lading skel i 1870. De første år bar den da også navnet Bækgårdsminde. Der var bindingsværk og stråtag, og i årenes løb blev der restaureret og bygget til, indtil den store katastrofe indtraf i 1958. Da nedbrændte gården totalt. Både indbo og besætning indebrændte, så det var meget ubehageligt. De nuværende bygninger af mursten blev opført bagefter.
Dette dejlige billede er fra 1926, hvor ejerne af Granhøjgård var Kristiane og Jens Sørensen. Det er dog ikke dem, men børn og børnebørn der står på billedet sammen med gårdens stolthed, to litauiske heste. Den ældste datter, Gerda, er på besøg med sine tre drenge. Til venstre står hendes lillesøster Inga og til højre lillebror Børge, der overtog gården i 1945.
Her graves professionelt
I 1875 blev en af Danmarks første professionelle arkæologiske udgravninger foretaget i Borum.
Borum Eshøj rummede tre usædvanligt velbevarede lig med klæder i egekister – alt fra bronzealderen.
Fire år før havde lokale indbyggere – først og fremmest en ærkeskurk ved navn Søren Ovesen – ellers gjort, hvad de kunne for at ødelægge oldtidsminderne.
Tegningen viser den officielle registrering af udgravningen. Nationalmuseets tegner, J. Magnus-Petersen, har siddet i timevis for at udføre totalbilledet af udgravningsfeltet.
Læs hele historien om kampen om Borum Eshøj i 1800-tallet.
Videnskabeligt interesseret? Se Nationalmuseets officielle site om Borum Eshøj.
Sidste nyt fra Institut for bl. a. Forhistorisk Arkæologi ved Aarhus Universitet om udgravninger i 2011
Med god sans for historisk parallel stillede medarbejdere fra Moesgård op til dette foto i 2011.
Her lå Borums første telefoncentral
Helt op i vores tid kaldes et bestemt hus i Borum for “Centralen”. Det er Borum Byvej 3, som ganske rigtigt var telefoncentral fra 1928 til 1968, hvorefter Jydsk Telefon Aktie-Selskab automatiserede, så at folk skulle til at vælge nummeret på en drejeskive, når de ønskede at ringe op i stedet for bare at sige det til telefonistinden, Grethe Udengaard. Der blev samtidig installeret en mønttelefon i forgangen til hendes private hjem (helt op til omkring 1980 var det ikke alle, der ejede en telefon).
Men Borums første telefoncentral lå her i “Aksel Vognmands hus”, Langelinie 39.
Huset kan vi let genkende ud for masten i forgrunden med de mange porcelænsklokker i fire etager. Det var dengang længere og bygget sammen med Langelinie 37, der også har en spændende historie.
Ud for midten af det lange hus ligger i dag en lille plads og en høj, brun trægarage, hvori nu afdøde Aksel Nielsen i årtier parkerede sin lille lastbil og i øvrigt stod og pudsede, malede og vedligeholdt køretøjet som et af Østjyllands fineste af sin art.
Huset vedligeholdt han lige så sirligt med opstreget bindingsværk i Århus-områdets tradition. Tove Nielsen, hans enke, boede i huset på Langelinie indtil 2017.
Telefonen kom til Borum i 1896 med læge Götsche og købmand Eistrup som de første abonnenter. Telefonbogen for 1914 – findes i Arkivet – viser i øvrigt, at enkelte af de gamle numre under Borum Central kunne genfindes op til i dag som de sidste cifre. Det gjaldt blandt andet lægen i Borum, der havde nummer 10, og Herskind Brugsforening, der havde nummer 4 (og nu 86954004).
Herskind? Ja, Borum var hele egnens centrum, og trådene fra centralen på Langelinie rakte langt ud. Blandt abonnenterne var: Mundelstrup Station, Geding Mejeri, Ristrup, Lyngbygård, Vedelslund og “Skivholme Telefonkonsortium”.
Herfra blev kommunen drevet
Her er vi hjemme hos den sidste formand for sognerådet i Borum-Lyngby Kommune.
Gårdejer Niels Kjeldsen Jensen, Baskærgård (Skivholmevej 29), var kendt af alle som en retskaffen og forstående mand, og foruden det politiske hverv – der nu ikke var så politisk endda – havde han adskillige vigtige tillidsposter i foderstofforening, mejeri, sparekasse og menighedsråd.
Borum-Lyngby Kommune havde intet fint kommunekontor. Og slet ikke et rådhus. Den blev drevet fra private hjem. Styring af kommunens økonomi, bevilling af sociale ydelser, kort sagt: magtens centrum, befandt sig her ved spisebordet.
Niels Kjeldsen Jensen, død 1986, var medlem af sognerådet i 20 år fra 1950, var formand for socialudvalget og blev i 1966-70 den, i hvis lod det faldt at afvikle og overdrage kommunen som den sidste sognerådsformand op til sammenlægningen med Århus 1.4.70.
Billedet her er dog noget yngre. I 1982 overdrog Kjeldsen Jensen sit hverv som direktør for Borum Sparekasse til næste generation, husmand Ove Hvid Nielsen, Blakhøjvej 8.
Sparekassen forblev en institution og tillige i mange år en økonomisk grundpille i lokalsamfundet. Den lukkede så sent som i 1997, men nåede aldrig at købe en computer.
Borum Sparekasse blev med kunder og konti, aktiver og passiver fusioneret ind i Unibank, nu Nordea. Fornuftige folk sørgede for, at dens egenkapital overgik til en lokal fond stiftet til formålet, Borumfonden.
Herre- og damefrisøren i Borum
Borum Byvej 29 er et flot, gammelt bindingsværkshus, som købmand Hermann Wind i 1920 indrettede som butik.
Da han lagde op, købte købmand Juel Kjær i 1942 huset for at undgå konkurrence fra en eventuel ny køber. Han udlejede derefter butikken i den sydlige ende af huset til Gudrun og Rasmus Smith Nielsen, og nu blev der frisørsalon i 22 år.
Det har vi flere billeder af i arkivet. Her er det sønnen Tonny, der får flyttet ørerne engang i 1950erne.
Smith Nielsen havde flere talenter. Han var engageret i idrætsforening og dilettant og spillede trommer. Forretningen gik godt, og parret købte grunden Langelinie 49, hvor de ville bygge bolig og salon. Men så kom The Beatles. Langt og snart helt uklippet hår blev mode.
I 1966 valgte parret at give op og flyttede til Århus. Endnu et håndværk forsvandt i Borum-Lyngby.
Historisk genopretning
I Borum har vi tre historiske vejvisersten. De står alle tre langs med det forløb, der engang udgjorde landevejen Randers-Skanderborg gennem Borum.
Heldigvis blev de både gemt og glemt, da vejvæsenerne gik over til metalskilte. Lejlighedsvis fik de endda lidt ny maling. Men i 40 år fra 1970 til 2010 skete der ikke spor, for da sorterede de under Århus Kommunes vejvæsen.
Tværtimod var de med tiden kommet til at stå noget skævt og trykket.
I sommeren 2010 førte Lokalhistorisk Arkiv stenene tilbage til den oprindelige udførelse.
Stenmester Hans O. Hansen, Tingvad, forestod selve opmalingen.
Carsten Nielsen og Peter Poulsen, Borum, gravede, hejsede op, gravede noget mere og hejsede ned igen. Stenene blev naturligvis anbragt historisk korrekt i de samme huller som før. I øvrigt var de overraskende lange og tunge.
Her er det stenen på hjørnet af Skivholmevej, der er ved at blive sat på plads.
Høsten fra hånden med børn og Ferguson
Engang var kornhøsten hårdt arbejde i ugevis for alle mand. I dag berører den kun nogle få.
På dette billede fra omkring 1955 er vi halvvejs i udviklingen fra håndkraft til mejetærsker. Efter tur var seglen, leen og den hestetrukne skårlægger blevet fortid. Ind på scenen kørte selvbinderen, det redskab vi ser her.
Gårdejer André Pedersen på Bækgården i Borum havde nu i mange år brugt selvbinder. En selvbinder høstede kornet og bandt aksene i neg. Tærsket blev de ikke, så der var stadig meget at gøre bagefter.
Oprindelig blev en selvbinder trukket af tre heste, og de skulle være stærke. Det motiv har vi flere eksempler på i arkivet. Men efter Anden Verdenskrig rullede traktorerne frem i massevis, og så begyndte det at gå lidt hurtigere frem over marken.
Bækgården fik sin første Ferguson-traktor i 1949. Model nummer to kom fire år senere og hed nu Massey Ferguson. Det er den, vi ser her med Borum By i baggrunden.
Børnene på 13 år deltog nok så stolt i arbejdet – vistnok på en måde, som Arbejdstilsynet ikke ville se på med milde øjne i dag. Det er Søren Højgaard på traktoren og Børge Pedersen på binderen.
Her et mere regulært høstbillede med selvbinder og tre heste. Jakob Jakobsen på Søgården, Glamhøjvej 31, Lyngby, er i gang med kornhøsten i slutningen af 1940erne.







