Marianne Schwartz med det sjældne gravminde, der lå på kirkeloftet i over 100 år.
Ane Maria Nielsdatter, Lyngby, var et enestående menneske. Det kan man læse på dette stykke træ fra 1843.
På den tid fik kun de rigeste en gravsten, når de døde. Jens Vejmand fik som bekendt et gammelt, frønnet bræt, der tilmed stod skævt. Over de fleste blev der dog sat et mindesmærke af jern eller som i Anes tilfælde et såkaldt gravtræ af eg.
Da hendes gravsted siden blev sløjfet, var det blevet så usædvanligt, at fremsynede mennesker lagde brættet op på loftet af Lyngby Kirke. Dér lå det tørt og godt og blev mere og mere sjældent lige frem til 2010.
Den håndmalede tekst med skråskrift står helt tydeligt. Den er lang og rørende sammenlignet med nutidens enkle gravsten.
Efter et mellemspil med Nationalmuseet overdrog Lyngby Menighedsråd opgaven med at konservere og udtegne Ane Maria Nielsdatters minde til Moesgård Museum. Og så er vi pludselig hjemme igen, for Marianne Schwartz (billedet) udførte opgaven på museet. Marianne bor i Borum og har tilmed en forfader i Lyngby.
Det sjældne gravtræ kan nu ses i Lyngby Kirkes våbenhus.
Her er den fulde tekst fra forsiden:
Herunder hviler de jordiske Levninger
af
Den i Livet hæderlige og for sin Dyd
almindelig elskede nu hos Gud salige
Ane Maria Nielsdatter
Født i Lyngbye Aar 1761, i den Gaard
som for Tiden beboes af Jens Sørensen; gift
omtrent i 50 Aar med sin forhen afdøde
Mand Gaardmand Anders Pedersen; med
hvem hun levede et lykkeligt men barn=
løst Ægteskab. Efter at hun, omtrent i
13 Aar havde været Aftægtskone, hjemkald=
te den alvise Gud hende efter næsten
2 Maaneders Sygdom, til Evighedens
salige Egne, i en Alder af omtrent 82 Aar
Her er teksten fra bagsiden:
Gravskrivt!
Efter Støvets fulde Alder,
Viisdoms Fader Dig hjemkalder,
Til sit blide Himmelhjem;
Hvor Din Aand nu i det Høie,
lever fri for Sorg og Møie,
I Forening med Din Ven.
Der i salig Fryd og Glæde,
Hvor de Gode have Sæde,
Samles vi med Dig igjen;
Indtil da vi her vil mindes,
Hvad Du var, og hvad der findes,
af det Held Du bragte frem.
Her i Livet vi påskjønner,
Og i Himlen hist belønner,
Gud Dig for hver øvet Dyd,
Som Du elskede herneden,
Og som gav Dig Saligheden,
Gav Dig Fred og evig Fryd.
Esther Jacobsen (i midten) boede som nabo til kirken på Langelinie 34 lige til sin død i 1993. Dag ud og dag ind steg hun ad en lille trappe over kirkediget og gik de få skridt hen til kirken. Her ringede hun solen op og ned ved at trække i et reb, der hang ned ved tårnet.
