Så fik Esther “Pløkker” en medalje

2009-14-1-bodil-esther-glenthoej-faerdigtEsther Jacobsen (i midten) boede som nabo til kirken på Langelinie 34 lige til sin død i 1993. Dag ud og dag ind steg hun ad en lille trappe over kirkediget og gik de få skridt hen til kirken. Her ringede hun solen op og ned ved at trække i et reb, der hang ned ved tårnet.

Som enke efter ringer og graver Erhardt Jacobsen – kaldet Pløkkeren, fordi han også var skomager (og altså satte pløkker i folks skosåler) – fortsatte hun i flere årtier trofast med at passe Borum Kirke.

I 1972 var tiden endelig kommet til at modtage en pokal for ”god og trofast tjeneste 1948-72”, som der står på den. Dette billede er dog fra 1986, hvor sognepræst Jørgen Glent­høj (t.h.) tildeler Esther “Pløkker” Jacobsen en medalje på hendes 75 års fødselsdag. Bodil Hansen, Borum Byvej 8, hjælper til.

Til evigt minde om Ane Maria – et gravtræ

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde.

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde, der lå på kirkeloftet i over 100 år.

Ane Maria Nielsdatter, Lyngby, var et enestående menneske. Det kan man læse på dette stykke træ fra 1843.

På den tid fik kun de rigeste en gravsten, når de døde. Jens Vejmand fik som bekendt et gammelt, frønnet bræt, der tilmed stod skævt. Over de fleste blev der dog sat et mindesmærke af jern eller som i Anes tilfælde et såkaldt gravtræ af eg.

Da hendes gravsted siden blev sløjfet, var det blevet så usædvanligt, at fremsynede mennesker lagde brættet op på loftet af Lyngby Kirke. Dér lå det tørt og godt og blev mere og mere sjældent lige frem til 2010.

Den håndmalede tekst med skråskrift står helt tydeligt. Den er lang og rørende sammenlignet med nutidens enkle gravsten.

Efter et mellemspil med Nationalmuseet overdrog Lyngby Menighedsråd opgaven med at konservere og udtegne Ane Maria Nielsdatters minde til Moesgård Museum. Og så er vi pludselig hjemme igen, for Marianne Schwartz (billedet) udførte opgaven på museet. Marianne bor i Borum og har tilmed en forfader i Lyngby.

Det sjældne gravtræ kan nu ses i Lyngby Kirkes våbenhus.

 

Her er den fulde tekst fra forsiden:

Herunder hviler de jordiske Levninger

af

Den i Livet hæderlige og for sin Dyd

almindelig elskede nu hos Gud salige

Ane Maria Nielsdatter

Født i Lyngbye Aar 1761, i den Gaard

som for Tiden beboes af Jens Sørensen; gift

omtrent i 50 Aar med sin forhen afdøde

Mand Gaardmand Anders Pedersen; med

hvem hun levede et lykkeligt men barn=

løst Ægteskab. Efter at hun, omtrent i

13 Aar havde været Aftægtskone, hjemkald=

te den alvise Gud hende efter næsten

2 Maaneders Sygdom, til Evighedens

salige Egne, i en Alder af omtrent 82 Aar

 

Her er teksten fra bagsiden:

Gravskrivt!

Efter Støvets fulde Alder,

Viisdoms Fader Dig hjemkalder,

Til sit blide Himmelhjem;

Hvor Din Aand nu i det Høie,

lever fri for Sorg og Møie,

I Forening med Din Ven.

 

Der i salig Fryd og Glæde,

Hvor de Gode have Sæde,

Samles vi med Dig igjen;

Indtil da vi her vil mindes,

Hvad Du var, og hvad der findes,

af det Held Du bragte frem.

 

Her i Livet vi påskjønner,

Og i Himlen hist belønner,

Gud Dig for hver øvet Dyd,

Som Du elskede herneden,

Og som gav Dig Saligheden,

Gav Dig Fred og evig Fryd.

Jørgensen med folk og familie

Yderupgård kan genkendes på hovedbygningens gavle. Her i 1904.

Her er et billede af landbruget, som romanforfatteren Morten Korch må have husket det.

Fotografen er kommet, og alle har taget opstilling foran Yderupgård i 1904. I midten står det lille samfunds absolutte nummer ét, gårdejer Anton Jørgensen, med bowlerhat, hustruen Thomasine og imellem dem datteren Mary. Længst til venstre ved et føl står sønnen Karl og med gårdens bedste ko ses sønnen Jens.

Forkarlen med roerne, malkepigerne og karlen på hestevognen har ingen skrevet navnene op på. Hvem mon de var?

Til gengæld rummer arkivet en del viden om den gamle slægtsgård Yderupgård, i dag Yderupvej 37, hvor familien Jørgensen gjorde det godt. I nyere tid blev gården ved Lis og Søren Brund bygget ud til et moderne svinebrug med næsten 7000 kvadratmeter under tag.

Naturstyrelsen ejer nu jorden, og en del indgår i True Skov. Styrelsen  solgte i 2010 bygningerne fra til Johannes Nielsen, Skjørring.

I forgrunden ses den daværende vej gennem Yderup. Vejen blev flyttet i 1930’erne, da jernbanen fik dobbeltspor og broer, og der blev senere have på stedet.

Supermarkedet holdt i 20 år

2009-14-6-langelinie-52-til-tryk

Bemærk tobaksreklamerne på facaden for Prince (cigaretter) og Advokat (cerutter).

Året er 1987, og nu skal det ikke skjules mere: Borums supermarked er blevet så elendig en forretning, at Ellen og Baune Jakobsen drejer nøglen om for sidste gang. Datoen står på ruden.

Det var ellers den legendariske Harry Lauge Johannesen (købmand i Borum 1945-76), der åbnede noget så moderne som en selvbetjenings-butik på Langelinie 52. Men Lauges selvtegnede bygning fra 1967 fik en kort levetid. Meget kortere end alle dengang havde ventet.

Inger og Henning Riis overtog fra Lauge. De havde tidligere været ”den frie købmand” i Lyngby og True og troede nok, at nu havde de endelig fundet noget fremtidssikkert. De byggede stort hus (Borum Møllevej 29) og lagde flot ud. Men allerede omfartsvejen fra 1977 gjorde indhug i omsætningen for den tidligere strøgbutik på Langelinie.

Henning Riis døde pludseligt, og Inger Riis forsøgte i et par år at drive butikken videre. Hun kom hver dag med lokalbussen fra Langkærparken i Tilst, så det blev lidt skrøbeligt. Plaget af indbrud var hun også.

Da en gammel borummer, Ellen Jakobsen, opvokset Borum Møllevej 7, overtog, havde omegnens butikker for længst fået alt for godt fat. Blandt andet steg omsætningen i Herskind Brugsforening, der stadig lå og ligger ud til Langelinie. Ellen havde i forvejen en forretning med stoffer, altså tekstiler, som hun flyttede med ind i det rummelige supermarked. Men efter en kort periode med en vis optimisme måtte hun også give op.

Intern konkurrence var der minsandten også kommet på det tidspunkt, nemlig i form af ”Det gamle Bageri” ved Elsebeth Pedersen i det ellers forlængst nedlagte bageri på Borum Byvej 14, første sal til venstre. Det var nærmest en lille døgnkiosk med noget så moderne som udlejning af videofilm på VHS-bånd og med længere åbningstider, end det dengang var normalt.

Det gamle Bageri stod imod en lille smule længere end supermarkedet og lukkede i 1988.

På soklen af Lauges supermarked blev siden bygget to boliger, nemlig det harmoniske dobbelthus Langelinie 52-54. Det holder væsentligt bedre.

Familien flytter – men bliver i Borum

Flytning 1986.

Flytning 1986.

”De fleste ordentlige folk har efterhånden boet i mindst to huse i Borum”, sagde en vittig mand engang.

Sandt er, at både Borum og Lyngby adskiller sig fra de fleste andre danske landsbyer på to måder: 1) Når de unge flytter hjemmefra til f.eks. Århus eller København, så vender de ofte hjem igen efter nogle år og stifter familie her, hvor de kom fra. 2) Mange flytter efter behov fra ét hus til et andet, men bliver hos os i lokalsamfundet.

Sine Christensen (f. 1974) er et prægtigt eksempel på begge dele. Hun bor nu i sit hus nummer fire i Borum (to som barn og to som voksen). Her er (f.v.) børnene Sine, Tobias og Sofie i 1986 i gang med den første af flytningerne, nemlig fra Løkkediget 1 (der dengang hed Langelinie 58) til familien Christensens nybyggede hus, Langelinie 44. Eva Ross Petersen, Langelinie 36, hjalp til.

I baggrunden skimtes udendørs stålreoler fra dengang, da der stadig var værksted (Kim Vogt) i byen. Huset på Løkkediget 1 var i øvrigt oprindelig smedefamilierne Jensens bolig. Mere herom her.

Helt oppe på Granhøj

2010-2-1-eshoejvej-790001Vi har en Eshøj, en Vindhøj, en Glamhøj og en Blankhøj her i Borum-Lyngby. De er ret kendte.

Men så kommer Baunehøj, Blakhøj, Åbenhøj, Thoushøj, Draghøj, Trehøje, Tinghøje, Kophøj, Stejlhøj, Guldhøj, Stenhøj og alle de andre navngivne bakketoppe.

Navnenes oprindelse fortaber sig ofte. Helt sikkert gælder det her, hvor vi nu står: på de toppede brosten i Granhøjgård, Eshøjvej 79. Det højst beliggende hus i lokalområdet.

Gården på Granhøj blev bygget på det yderste af Borum Bækgårds udlod ved Lading skel i 1870. De første år bar den da også navnet Bækgårdsminde. Der var bindingsværk og stråtag, og i årenes løb blev der restaureret og bygget til, indtil den store katastrofe indtraf i 1958. Da nedbrændte gården totalt. Både indbo og besætning indebrændte, så det var meget ubehageligt. De nuværende bygninger af mursten blev opført bagefter.

Dette dejlige billede er fra 1926, hvor ejerne af Granhøjgård var Kristiane og Jens Sørensen. Det er dog ikke dem, men børn og børnebørn der står på billedet sammen med gårdens stolthed, to litauiske heste. Den ældste datter, Gerda, er på besøg med sine tre drenge. Til venstre står hendes lillesøster Inga og til højre lillebror Børge, der overtog gården i 1945.

Borum Bys bankende hjerte

Borum Byvej med bl.a. torvet, købmandsgården, benzintanken, bageren og Bækgården.

Borum Byvej med bl.a. torvet, købmandsgården, benzintanken, bageren og Bækgården. Klik for større foto.

Borums historiske centrum befinder sig lige her.

I Borum Kro, Borum Byvej 16, mødtes de lokale gennem århundreder med hinanden og med dem, som var på rejse. Så her var der altid nyheder og sladder at hente.

Landevejen mellem Skanderborg og Randers gik på den ene led. På den anden led gik landevejen mellem Århus og Viborg indtil midten af 1800-tallet også gennem Borum (Langelinie-Bysvinget-Eshøjvej).

Kroen blev til købmandsgård, og da det gik bedst i 1950erne, byggede købmand Juel Kjær den nuværende knast på facaden over for forsamlingshuset og satte en ordentligt stor butiksrude i efter datidens sædvane.

Men bortset fra denne tilbygning, som heldigvis siden er modereret noget, ligner meget virkelig sig selv, når man sammenligner nutiden med dette foto, som vi daterer til slutningen af 1940’erne.

Til venstre skimtes et lille, pænt anlæg, der lå som en trekant omkring mindestenen og med kørevej på alle tre sider. Så kommer købmandsgården med en benzintank med Esso. Længere nede ad vejen holder bager Møllers bil foran bageriet med kringle-symbolet, og så følger en længe af Bækgården – nu nyopført i samme profil til Lasse Pedersen, Borum Auto.

Købmanden lukkede i 1971, og så kom der kollektiv i købmandsgården som sidste nye skrig i datidens samfundsudvikling. I dag privat beboelse med tre husstande.

Landkøbmanden i 1911

forside-2009-6-1-lyngbygaardsvej-44Her kan man købe Ceres-øl og Oma-margarine. Det står på skiltene ved døren. Men så ophører enhver lighed vist også med nutidens detailhandel.

Vi står på Kirkevej, gaden i Lyngby, og kigger på høns og købmandsfamilie på brolægningen foran det fine, stråtækte bindingsværkshus. Adressen er i dag Lyngbygårdsvej 44.

Her drev Ane Marie og Hans Pedersen høkerforretning sammen med deres landbrug. Børnene hedder (efter alder) Petra, Mary, Kristian (på hesten), Anna og Peter.

Ejendommen nedbrændte i 1919, og derefter blev de nuværende bygninger opført i røde mursten.

Gården hedder fra gammel tid Kildebækgård eller Kirkegård og har matrikelnummer 1a. Kildebækgård var oprindelig tvillingegård med matr. 2a, Lyngby Østergård, der så sent som i 1897 blev flyttet ud til sin nuværende placering på Lyngbygårdsvej 52. 13 år senere fulgte 4 husmandssteder i hælene på den, alle udstykket fra Kildebækgård.

Senere blev der købmandsforretning i Lyngby lidt længere oppe ad gaden i Lyngbygårdsvej 38.

 

Moderne tider i 1978: Claras træ kom ud at flyve

Træet lettede i1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Træet lettede i 1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Naur er normalt et lille træ eller en beskeden busk, der bruges som hækplante.

Men hos Clara Andersen, Langelinie 42, senere Borumtoften 2, var et par stykker af slagsen ret usædvanligt blevet til store træer. Her ses et af dem, en naur som sluttede sit lange liv med en flyvetur.

Hvorfor nu det? Jo, træet stod i et hjørne mellem to elektriske luftledninger. Skulle det fældes, måtte Galten Elværk først slukke for strømmen og afmontere elforsyningen. Udgift og besvær.

I stedet fik man fat i en mobilkran, som dengang var noget ret sjældent, og løftede forsigtigt træet væk. Det syn blev der snakket en del om i Borum i vinteren 1977-78.

Statshusmandsbrug i Lyngby

Husmandsstedet fra 1910 er her 30 år gammelt.

Husmandsstedet fra 1910 er her 30 år gammelt.

Denne ejendom, Lyngbygårdsvej 55, var ét af fire såkaldte statshusmandsbrug, der blev oprettet i 1910. De fire ens ejendomme blev alle udstykket fra Kildebækgård, Lyngbygårdsvej 44, inde i Lyngby.

Der blev ikke ruttet med pengene, når de fattige husmænd byggede, så bolig og stald på tilsammen 120 kvadratmeter skulle være under samme tag. En lille lade lå i en vinkel bagtil. Husmandsfamilien havde ved hårdt arbejde samlet en lille startkapital, og den blev suppleret med et gunstigt statslån. Deraf navnet statshusmand.

I årene 1899-1920 blev der indført en række love, hvormed staten støttede nye husmænd med lån og i øvrigt arbejdede for at få udstykket de små landbrug. I alt førte det til over 9.000 nye såkaldte statshusmandsbrug. Desværre ofte alt for små. I det daværende Århus Amt kom der 552 styk, flest i årene 1906 til 1912. I Borum-Lyngby ligger de fleste af dem på den dårligste landbrugsjord.

Originalt matrikelkort af husmands-udstykningen ved Lyngby. Det er vejen til Borum til venstre og til Yderup til højre. Målene står i alen.

På hver af de fire ens ejendomme ved Lyngby udgjorde ager og eng tilsammen seks tønder land. Jorden var dårlig og stenet. Det var altså svært at få noget til at gro der. Der var dog en eng, hvor en hest og en ko kunne græsse. En lille bæk hvor der var vandingsmuligheder til de to til fire køer. Nogle grise og en flok høns gav også et tilskud ligesom en have med frugttræer, bærbuske og en køkkenhave. En hund og nogle katte sørgede for, at rotter og mus ikke åd alt for meget af afgrøderne.

Billedet her er fra 1940’erne, hvor der er kommet bliktag på huset.

Sådan så tusindvis af husmandssteder ud landet over. I vores område blandt andet i Tingvad, på Borum Feldhede, ved BaskærEshøjvej og Blakhøjvej. Men ganske som her er de fleste i tidens løb bygget om til ukendelighed af skiftende ejere.

Siden blev nogle af de fire større eller mindre i jordareal. Og i de forløbne år er bygningerne ændret så meget, at det ensartede præg slet ikke kan genfindes. Endsige fattigdommen.

Borum fik 20 år som vindmølleby

Tre af seks lokale vindmøller fotograferet omkring 1995.

Tre af seks lokale vindmøller fotograferet omkring 1995.

Engang for ikke så længe siden var Borum pionér i vedvarende energi.

Da hele Danmark vågnede med olietømmermænd i 1970’erne, lagde forudseende mennesker grunden til den udvikling, der i dag har gjort Danmark i almindelighed og Østjylland i særdeleshed til hele verdens centrum for vindkraft med firmaer som Siemens Gamesa, Vestas og Suzlon.

I Borum begyndte det tæt på toppen af Borum Eshøj. På en mørk dag med 13 graders frost, 11. december 1981, blev den første vindmølle rejst bag Højballegård, en 55 kw mølle af mærket Nordtank. Idémanden var Kim Vogt, dengang beboer i kollektivet på Thoushøj, Langelinie 69.

Bare fem år senere stod der hele seks vindmøller i Borum Sogn, og foruden Nordtank var også mærkerne Bonus og Micon nu blevet repræsenteret. Tre møller stod på det første sted ved Borum Eshøj, og tre andre (billedet) var blevet rejst ved bakkedraget med det gamle navn Draghøj syd for Langelinie/Borumvej.

Alle møller var andelsejede, og to af dem havde lutter lokale ejere i selskaberne Borum Eshøj Vindkraft og Langelinie Vindkraft. Stemningen var god – også selv om den første mølle i en storm løb løbsk og smed vingerester flere hundrede meter væk.

I 20 år fik Borum lov til at være selvforsynende med ren elektricitet. Så sluttede det brat. Møllerne kunne sådan set nok have kørt den dag i dag og givet et lille bidrag til at reducere CO2-problemet. I Tyskland ser man i hvert fald endnu mange af samme typer. En energipolitisk beslutning i Folketinget gjorde dog med ét slag Borums møller til underskudsforretninger, men det er en helt anden historie.

Det samme er en nyere problemstilling: kommunens tanker om 150 meter høje kæmpevindmøller. I årene 2014-2018 spøgte de i området ved Vindhøj. Dem er der ikke megen lokal opbakning til, tværtimod.

Så skal høsten i hus

aug-2009-5-9-lyngbygaardsvej-52Marken er mejet, negene bundet, og nu er høstvogn og folk klar til at køre høsten i hus på Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 52.

På den gamle type landbrugsvogn med træhjul, bund og skrå sidefjæle kunne afstanden mellem forhjul og baghjul forlænges, når den skulle bruges som høstvogn.

Bemærk de spidse stykker træ i hvert hjørne. De var der for at holde på negene, der omhyggelig blev lagt oven på en flade, den såkaldte skrave, på cirka 2 gange 3,5 meter.

Læsset blev højt, og der skulle det rigtige håndelag til for at stakke op til fire traver (240 stk) bygneg, så hele herligheden ikke skred af, når hjulene ramte sten og huller på vejen hjem. Her er gårdejer Søren Fogsgaard (nummer 4 f.v.) omgivet af hjælpende naboer og ansatte, lige før slaget skal stå.

Ud fra personernes alder kan vi tidsfæste billedet til begyndelsen af 1940’erne.

Borums mindste hus

Bysvinget 23 i 1979.

Bysvinget 23 i 1979.

Her ligger et rækkehus, fra før det ord overhovedet var opfundet.

Idéen er klar: Når man bygger to huse sammen – eller deler ét langt hus op i to – sparer man en gavl. Den kunst har været særdeles udviklet i Borum. Et af landsbyens gamle særpræg er de mange sammenbyggede huse.

Toppen af kunsten nås her med Bysvinget 23, der ligger som det midterste af tre. I skarp konkurrence med Langelinie 40 er det også byens mindste hus.

Vi befinder os i den del af byen, der blev hærget af den store brand i 1861 og derefter gradvis blev genopbygget. Gamle kort og billeder viser i øvrigt, at selve gaden oprindelig gik noget tættere på husene end i dag.

Billedet er taget i 1979. Det er et godt eksempel på, at også nyere fotografier kan vise en udvikling.

Lyden mangler

Spillemandsmusik af en slags i 1940

Spillemandsmusik af en slags i 1940

Så går det løs. Desværre har vi ikke lyden bevaret, men musikken har sikkert været helt i særklasse.

Vi er i 1940, og spillemændene er fotograferet foran hønsegården på Lyngbygårdsvej 36. To violiner, harmonika, mandolin og vaskefad.

Fra venstre Holger Bigum, Rosa Bigum, Sigfred Hollesen, Martine Hollesen og Holger Poulsen.

En sød, lille lastbil til alle formål

Moderne anlægsarbejde på Møllevejen 1961.

Moderne anlægsarbejde på Møllevejen 1961.

På Borum Møllevej 11 byggede Oda og Søren Madsen hus, og det så sådan ud, da der blev gravet ud på grunden 4. maj 1961.

Det var ret moderne metoder, der slog igennem, for man havde lånt Tilst Teglværks gravemaskine. Den læssede jorden på lastbilen tilhørende Thorvald Olsen, Langelinie 55. Der kunne ikke være meget ad gangen sammenlignet med nutidens materiel, men læsset skulle heller ikke så langt. Det blev tippet af på det sted, hvor den nuværende legeplads ligger.

Tallet på døren betyder ikke “vogn 15”. Olsen havde kun én lastbil. Men han havde telefonnummer Borum 15.

Samme lille lastbil blev i de år også brugt som ”bus” til Borum Skoles årlige udflugt. Der blev sat høje sider på ladet, og så blev alle børn kørt til toget ved Mundelstrup Station, fortæller et af børnene, Ivan Nielsen, Borum Byvej 15B. Det er ham, der er den lille chauffør på billedet. Den rigtige var Leif Mikkelsen, tidligere Borum Landevej 9.

En lille detalje om skoleudflugterne huskes af Signe Aaby: Bag på lastbilen stod med tydelig skrift: ”Godkendt til kreaturtransport”…

1 6 7 8 9 10 26