Author: Lokalhistorisk Arkiv

Karetmagerens usædvanlige hus

Lokalhistorisk Arkiv

På pladsen foran Bysvinget 5 en dag i begyndelsen af 1900-tallet.

Et af de mærkeligste huse i Borum er karetmagerens, Bysvinget 5. Der var i sin tid værksted i den underste etage og beboelse ovenpå. Kun øverste del er i bindingsværk.
Huset er opført efter den store brand i 1861, hvor næsten hele Bysvinget nedbrændte. Karetmager Jens Jochum Jensen købte huset i 1894, og måske var det først ved den lejlighed, at det blev bygget op i to etager.
Jensen havde en svend og to lærlinge ansat, for folk kom fra nabobyerne for at få lavet hjul og vogne, da han var kendt for at lave godt håndværk. Vindmøllen trak den store bloksav, der skar løvtræstammerne op. Senere gik man over til elektricitet, så man ikke var så afhængig af vinden.
Her er vi formentlig omkring år 1900-20. Foran huset og nogle igangværende arbejder står de tre yngste af familiens 10 børn. I 1921 overtog en af sønnerne, Oluf Jensen, værkstedet og drev det videre, men kun med egen arbejdskraft. Vogne og hjul af træ var under langsom afvikling, og efter krigen vandt gummihjul så hurtigt frem, at han måtte indstille arbejdet som karetmager og tage arbejde som tømrer.
Familien blev boende i huset. Den yngste søn, Ib Jensen, valgte senere at flytte fra det store hus og byggede et nyt på Langelinie 77A.

Gør gode tider bedre

Lokalhistorisk Arkiv

Socialdemokratiets bestyrelse 1975. Foto: Mogens Nielsen, Demokraten.

I 1960’erne gik Danmarks (dengang) største parti, Socialdemokratiet, til valg på et slogan, der lød: ”Gør gode tider bedre”.

Her er vi i 1975, og tiderne er blevet bedre, som det blandt andet fremgår af det tidstypiske møblement med langluvet gulvtæppe, væg-rya, fjernsyn og møbler i teak og syret eg.

Arbejdsfolk i vores område organiserede sig i 1906 med en socialdemokratisk vælgerforening. 24-årige Jens Andersen, kaldet Jens Vægter, Borum, var blandt initiativtagerne og blev den første kasserer i foreningen for Skjoldelev-kredsen. Dengang var der virkelig fattigdom til. Som syv-årig blev Jens sendt ud at vogte gæs, har han fortalt i optagelser, der i dag findes i Nationalmuseet. Her beskriver han også, hvordan gårdmændene slog igen mod arbejdernes organisering. Personligt måtte han hver dag gå langt til fods for at få arbejde, og i 1909 flyttede han permanent til Århus.

Allerede i 1910 indgik foreninger for henholdsvis husmænd og tyende på egnen i øvrigt en alliance med Socialdemokratiet. Det skete ved et møde mellem i alt 22 foreninger fra den daværende Skjoldelev-valgkreds på Mundelstrup Kro.

I Borum-Lyngby holdt socialdemokraters og husmænds foreninger faktisk fælles arrangementer, lige indtil sidstnævnte blev nedlagt 12. januar 1977.

Socialdemokraternes bestyrelse på billedet udgør f.v. Leif Jørgensen, Borum, Aage Hansen, Borum, Sten Kirstein Nielsen, Lyngby, Peter Sørensen, Borum, og Preben Pedersen, Lyngby.

Bliv medlem for 30 kroner

Lokalhistorisk Arkiv

Lokalhistorisk Arkiv er taknemmelig for alle bidrag i form af f.eks. billeder, dokumenter, protokoller eller dagbøger.

Vi har også en støtteforening, som du kan blive medlem af for bare 30 kroner.

Der er tre muligheder for at melde sig ind eller forny et allerede eksisterende medlemskab:

Brug gerne netbank og send kontingentet til støtteforeningens konto i Sparekassen Danmark.
Kontonummeret er: 9070 2074884388.

Eller brug mobile pay: 4234 2077 (kasserer Lea Dorthe Tøstesen).

Eller put en tyver og en tier i en kuvert med dit eget navn på og aflever den ét af følgende steder:
→ Lea Dorthe Tøstesen, Tingvad 14.
→ Kirsten Bønløkke, Lyngbygårdsvej 31A, Lyngby.

På forhånd tak 🙂

 

Smedjen bag verdensnavnet Borum

Lokalhistorisk Arkiv

Det begyndte småt for Borum Industri.

I det gamle landsbysamfund var smeden en central person. Her ses smedemester Jens Jensen i sin bedste alder foran den gamle smedje i Borum.

Den lå foran ”Sove-Niels’ hus”, Langelinie 45, hvor der i dag er en lille åben plads ved et Århus-firmas depot. Det er gavlen af skolen, Bysvinget 18A, der stikker op til højre.

Hvis Borum nogensinde har haft et gadekær, har det ligget her ved smedjen og det lille hus med brandsprøjten – begge så vidt vides bygget efter den store bybrand i 1861.

Borum A/S
Men tilbage til smedjen, for det kan nok være, at den udviklede sig.

Den lave bysmedje blev revet ned og et langt større værksted bygget på samme sted af Ejgil Jensen, søn af Jens Jensen.

Frem til 1980’erne udviklede Ejgil Jensen virksomheden til en lille maskinfabrik med speciale i vejmaskiner. “Borum Smede- og Maskinværksted”, som der stod på gavlen ved den nuværende legeplads, havde mange medarbejdere og en stor forretning med bl.a. reparation af maskiner, køretøjer og sneplove for det daværende Århus Amt.

8102-til-web

Fra fabrikken Borum. Virksomhedsbesøg.

Men Borum-smeden gik videre. Blandt andet udviklede Jensen, der stadig blev kaldt Ejgil-smeden, et køretøj, der kunne fremstille de i dag så almindelige rumlestriber på lande- og motorveje. Hans søn, John Leth Jensen, var med i alt det nye og overtog senere virksomheden, der først flyttede til Sabro og i dag – med nye ejere – er et verdensfirma med 40 ansatte i Hadbjerg ved Hadsten.

Hvis du en dag ser en maskine til at lave vejstriber med, så læg mærke til fabriksnavnet: “BORUM”, står der efter al sandsynlighed.

Navnet er fulgt med fra den lille landsbysmedje til en moderne fabrik med agenturer i Moskva og Oman. Se selv her om firmaet, der har referencer fra motorveje og lufthavne over hele verden.

Smed-smed-tømrer-projekt
Slet så avanceret gik det ikke til, da billedet med Jens Jensen blev taget. Ved siden af smeden står et af datidens vognhjul. Det skal have lagt ny ring på, et af smedens klassiske arbejder.

Efter verdensfirmaet fulgte et noget mindre smedefirma, Kims Garage ved Kim Vogt, som ejer af værkstedet ved Langelinie. I en årrække derefter havde tømrermester Chr. Danielsen værksted, og i de seneste år er bygningen degraderet til opbevaring af møbler for et Århus-firma.

Nyeste udvikling på stedet er projektmageri. En gruppe ønsker at oprette et kulturhus i Borum – endda i Ejgil Jensens værksted.

Den oprindelige smedje med sprøjtehuset (“brandstationen”) i forgrunden fotograferet midt i 1900-tallet. I baggrunden bag maskinen skimtes taget af Borum Vandværk.

Dilettant til alle tider

Lokalhistorisk Arkiv

Amatørteater i Borum i 1920’erne.

Når Borum Amatørteater år efter år sætter nye standarder for munter og talentfuld optræden i forsamlingshuset, så er det bemærkelsesværdigt, at det sker i en næsten ubrudt tradition, der kan føres temmelig langt tilbage.
Billedet her er faktisk så gammelt, at vi i Lokalhistorisk Arkiv kun har svage anelser om, hvem der står på scenen med undtagelse af nummer tre fra venstre. Men stiligt og sikkert også sjovt har det været, som det lille tableau antyder.
Billedet er fra før 1928, da Borum Forsamlingshus kom til verden. Inden da mødtes man hos Staack (udtalt: Stag) på Langelinie 62.
Staacks Lokale, som det blev betegnet, befandt sig i en senere nedrevet fløj vest for det gamle stuehus – omtrent hvor der nu er hønsehus ved indgangen til ”Borum Stadion”.
Billedet her er ligesom andre fulgt med huset til Birgit Rishøj Knudsen og nu Gitte Holm og Jan Nielsen. Vi siger tak for lån.
Om dilettant har arkivet en lidt spredt samling af gamle programmer, tekster og billeder fra blandt andet 1940’erne, ligesom vi gemmer nogle stikprøver fra vores egen tid.
Vi vil meget gerne have mere.
I de såkaldt glade tressere døde dilettanten ud som så meget andet landsbyliv, men kort efter Borum Borgerforenings start tog man omkring 1980 fat igen med nu afdøde tømrermester Børge Pedersen, Byvej 1, som den første ”teaterdirektør”. Og med denne del af landsbyens sociale liv blev alt igen som før.
Store skikkelser på “de skrå brædder” (der nu plejer at være ret lige) i Borum og som instruktører af revy og teater har senere været bl.a. Niels Hansen, Søren Willumsen, Karl Iversen og Marie Wendelboe.

Et højdepunkt blev nået i 1995, da 37 børn og voksne medvirkede i Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter instrueret af Niels Hansen.
Her ses forskellige slags røvere i skikkelse af fra venstre Jens Christian Riis Jørgensen, Anne-Grete Lundorff, Karl Iversen og Marie Bach Hansen. Foto: Helene Bagger

Gå ikke over sporet

Lokalhistorisk Arkiv

Del af Yderup set mod nord omkring 1940.

I dag kan man ikke kraftigt nok advare mod at stille sig op og fotografere fra det sted, hvor dette billede blev taget. Her kører masser af tog mellem Århus og Nord-/Vestjylland, og det går hurtigt rundt i kurven gennem den mindste af de tre landsbyer i vores område.
Yderup menes ifølge navneforskeren Kr. Hald anlagt i torp-tiden (vikingetid) af en mand ved navn Ygge. Allerede 1315 var her fire helgårde – ganske som i dag.
Pedersminde og Bavnehøjgård ligger øst for banen og er flyttet ud, mens de to andre ses på billedet.
Den store gård med stuehuset t.h. er Yderupgård, Yderupvej 37, der 1891-1935 var ejet af den navnkundige sparekassedirektør Anton Jørgensen og indtil begyndelsen af 2000’erne af Lis og Søren Brund.
Mens Skov- og Naturstyrelsen nu overtog jorden til brug for bl.a. skovrejsning i området over mod True og Todderup, udvidede Brund svineproduktionen med Borum Østergård som hovedejendom. En del år senere overtog gårdejer Johannes Nielsen, Rohde, Yderupgård og påbegyndte en istandsætning af nogle af de mange bygninger og nedrivning af andre.
Yderupgård hed oprindelig Helledi efter en hellig kilde.
Gården til venstre er “Mortensens gård”, Lyngbygårdsvej 61. i dag har den hverken stråtag eller en lang portlænge. Den indehaves nu af Erik Ohlsen, der blandt andet driver reparationsværksted.
Over horisontlinjen anes Borum Vindhøj.
Hvor gammelt er billedet? Vi ved det ikke, men ret sikkert fra efter 1936, da banen fik dobbeltspor og blev flyttet lidt.

Lyngbygårds egen vandmølle

Lokalhistorisk Arkiv

2003-26-1a-Labing-Molle0001

Nyere billede af selve møllebygningen til Labing Mølle og den lille bro over Lyngbygård Å.

Labing Mølle ligger i virkeligheden slet ikke i Borum-Lyngby. Bygningen befinder sig, som navnet også siger, i Labing under Framlev Sogn.
Møllen ligger dog ved Lyngbygård Å, der her danner sogneskel, så det er tæt på, og i mands minde og lidt til har den da også været ejet af herregården Lyngbygård.
Mølledammen var i en årrække sløjfet, fordi man jo sjældent bruger vandmøller for alvor i nutiden, men i 2002 blev den genetableret i form af en lille udposning af åen, der snor sig sindigt langs skovbrynet.
Det gule hus, som var selve møllebygningen, er fra 1907. Her blev der blandt andet produceret elektricitet til herregården. Men mølleriet er langt ældre: Allerede i 1385 nævnes det første gang på skrift. Der kendes mange navne på ejere og beboere i de mellemliggende århundreder, fremgår det af en artikel af Chr. Heilskov i Aarhus Stifts Aarbøger 1941. Fås på Statsbiblioteket.
I 1827 brændte møllegården, og i 1906-07 blev det hele bygget kraftigt om.

Før Borumtoften – historien om en gård på Langelinie

Lokalhistorisk Arkiv

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Landlig idyl. I dag er næsten alt ændret.

Året er 1968, og flaget er hejst for Niels Erik Andersens fødselsdag. Det er sensommer, august, og Volvoen holder i skyggen af kostalden.

Vi er på landet, og bevares, det er vi da også stadigvæk sådan så nogenlunde på samme sted i dag.

Men stærke kræfter har gjort, hvad de kunne, for at urbanisere Borum og oprette et stykke Århus netop her: Borumtoften.

“Ældreboliger”

Hvor flagstang og sirlige haver befandt sig på billedets tid, går i dag en asfalteret vej. I 1990 skete nemlig en af de største omkalfatringer i Borums nyere historie, da Brabrand Boligforening gjorde sit indtog inviteret af præstefruen, Marie Glenthøj, Borum Byvej 4, og Socialdemokratiets gamle kæmpe, Aage Hansen, Bysvinget 18.

Boligforeningen, der på det tidspunkt mest var kendt for Gellerupparken, købte det meste af gården. Stald og lade blev revet ned, og boligforeningen byggede seks rækkehuse på gårdens toft. Flere år senere fulgte – uden sammenhæng med boligforeningen – Sophie Toft og Morten K. Larsens private hus, Borumtoften 4 (cirka der hvor stalden stod).

I dag er alle dele af gården væk – stuehuset røg som det sidste i 2014, og Lotte Lindskow byggede et nyt hus på dets sted i 2018. Paradoksalt nok blev hele den udvikling sat i gang af en såkaldt bevarende lokalplan i 1988.

Marker ned mod ådalen

Vejen til boligforeningens indmarch blev ryddet med lokalplan 335, hvor tæt-lav boligbebyggelse efter en samlet plan direkte blev udlagt – for første gang i byens historie.

Boligerne var tænkt som ældreboliger for folk i Borum. Det mente initiativtagerne, at der var stort behov for. Da det kom til virkelighedens verden, flyttede dog kun tre enlige borummer ind i halvdelen af de seks rækkehuse.  De er døde for længst. Og det var så det ældrebolig-eventyr.

Nybyggeriet fik navn efter toften til gården Langelinie 42 = Borumtoften 2 = matr. nr. 15a. Denne toft strakte sig oprindelig fra stalden langs præsteboligens skel til Løkkediget. Dette dige befandt sig omtrent der, hvor omfartsvejen nu ligger (og altså ikke hvor den senere vej Løkkediget er anlagt).

Mens Borumtoftens nybyggeri lagde et nyt lag på Borum, kan vi i arkivet følge gårdens historie bagud. Foruden den nævnte toft havde gården fra 1796 marker ned mod ådalen i syd og mod Lyngby-vejen i øst. Dertil kom lidt skov og mose og en klat jord øst for Borum Østergård ned mod Tingvad.

Ret til mælk, tørv og brænde

I arkivet opbevarer vi et skøde fra 1944. Niels Andersen solgte gården til sin søn, Henning Andersen, for 28.700 kroner. Med i handelen fulgte blandt andet to heste og 14 kreaturer.

Men forældrene fik meget mere end penge, da de forlod gården og flyttede til datidens “ældrebolig”, et lille hus på Borum Byvej 17. Søn og svigerdatter havde flere pligter, for skødet indeholdt nemlig en temmelig gammeldags aftægts-forpligtelse. Vi gengiver den her ordret:

“Jeg Niels Andersen forbeholder min hustru og mig ret til, sålænge en af os lever, at få leveret vederlagsfrit fra vor søn på vor bopæl en liter sødmælk daglig og en fedegris hvert år, således at vi får en halv gris leveret efterår og forår, når min søn slagter.

Endvidere har jeg forbeholdt mig ret til at skære de tørv i mosen, som jeg kan overkomme til vort private brug samt til at få et passende kvantum brænde årligt fra skoven.

Hvis min hustru og jeg flytter fra Borum, skal min søn ikke være forpligtet til at levere os mælk, tørv eller brænde, men skal i stedet betale os et årligt beløb på 200 kr., sålænge en af os lever, og beløbet skal betales hvert år på den dato, da vi fraflytter Borum By, første gang ved fraflytningen.

Til sikkerhed for betalingerne ifølge denne aftale begærer vi tillige skødet tinglyst pantstiftende for et beløb på 2000 kr., men vore panterettigheder skal til enhver tid respektere størst mulige lån af offentlige midler”.

Så var der vist tænkt på det hele.

Solgt ad flere gange

“Andersens gård” blev splittet ad stump for stump over mange år.

Først solgte gården den ensomme lod jord, hvor Yderupvej 20 blev bygget. Husmandsstedet Langelinie 57, der oprindelig kun havde nogle få tønder land nord for Langelinie, tilkøbte også en strimmel gårdjord ved Træskobakken.

Det var lidt i småtingsafdelingen. Men ved vejforlægningen i 1977 solgte Clara Andersen, enke efter gårdejer Henning Andersen, resten af sine marker. De kom nemlig til noget upraktisk at ligge syd for den nye omfartsvej og indgik i vejprojektets indviklede jordfordeling, hvor nogle solgte og andre købte. Køberen var her Peder Pedersen på Bækgården, Borum Byvej 12. På disse marker kom der i 1980’erne og 1990’erne en stor grusgrav.

Tilbage var nu kun “toften” på indersiden af omfartsvejen, men i stalden var der stadig liv. Her holdt gårdejer Erik Rasmussen grise ligesom hjemme på Borum Højgård, Borum Byvej 18. Hver dag gik han gennem byen med sin trillebør mellem de to stalde.

Midt i 1980’erne solgte Clara Andersen en byggegrund fra ud mod gaden, nemlig arealet nederst til venstre i billedet. Langelinie 44 blev bebygget af Ellen og Erling Christensen, der i 1986 flyttede fra et gammelt til et splinternyt hus i Borum. Igen en mindre afskalning.

Men i 1990 gik Clara Andersen modvilligt ind på de moderne tider repræsenteret af boligforeningen. Hun solgte hele sin toft og stalden, og så gik nybyggeriet i gang, efter at stalden var blevet revet ned og en ny adgangsvej anlagt fra Langelinie.

Byggeriet gik også i stå igen. De seks rækkehuse fylder nemlig kun en mindre del af toften. Der er plads til seks mere, men det er der tilsyneladende ikke stor interesse for – hverken hos ejer eller naboer.

Længst mod syd på grunden rejser “udsigten” sig. Herfra kan man mod nord se hen over Borum By og til Borum Eshøj. Mod syd ser man lige over på den gård i Labing, hvor Torben Overgaard, boligforeningens daværende direktør, bor.

Stuehuset røg til sidst

Blev sælgeren så rig? Næ, for hun skulle også betale for den nye vej og for at få revet stald og lade ned. Efter eget udsagn blev Clara Andersens eneste fortjeneste på hele operationen med boligforeningen faktisk den byggegrund, som hun adskillige år senere solgte til Sophie og Morten.

Bagefter blev rollerne byttet om. Nybyggerne købte den sidste rest af gården på matr. 15a, stuehuset og gårdspladsen.

I 2014 blev også stuehuset revet ned – inden det faldt selv – og nu er alle spor af “Andersens gård” slettet. Stuehuset var opført i 1881 og menes faktisk at have været det sidste bindingsværkshus, der blev nybygget i Borum. Med andre ord står mange huse bevaret, der er meget ældre.

Spejdertroppen fra Borum

Lokalhistorisk Arkiv

Borum Spejdertrop, en afdeling af “de grønne” KFUM-spejdere, blev oprettet i efteråret 1953 af en ung mand, Svend Vig, Tanholm. Den daværende sognepræst, Jens Lund, stillede konfirmandstuen i præsteboligen til rådighed.

KFUM-spejderne 1955.

Fra starten var der to og senere tre patruljer. Også drenge fra Sabro-Mundelstrup deltog og udgjorde yderligere én patrulje.
Dette billede er taget i 1955, da spejderne fra Borum deltog i en korpslejr på Bornholm.
Drengene er: Bagerst f.v. Poul Hansen, Peder Pedersen, Ewald Hansen, Carsten Nielsen. Midterste række f.v. Henning Koch, Jens P. Petersen og Poul Nielsen. Forreste f.v. Leif Jensen, Preben Ljunggren og Erling Nielsen.
Borum Trop opløstes i 1960’erne. Senere begyndte spejderarbejdet igen, nu med udgangspunkt i spejderhytten på  Damvej i Sabro. Her har spejderne i dag den fane, som troppen i Borum fik tildelt af Danmarkssamfundet i 1955. Derudover er alle spor så vidt vides slettet.

På det nederste billede er der indmarch i Borum Forsamlingshus til en eller anden begivenhed. Det var 12. august 1963, og da der hænger et ur over døren, kan vi også slå fast, at klokken var otte. Billedet, der blev trykt i avisen dagen efter, er taget af H. Schiby, Tilst. Fanebæreren og drengen bag – ham der har lært at kigge direkte i kameraet – er fra Sabro. Bag dem Finn Dall Jensen og Nanny Villadsen, Borum. Med hat t.h. Anne Grethe Kragh. Yderligere seks mener vi at kunne genkende, bl.a. Marie og Johs. Møller,  Bysvinget 1, og Lydia Nielsen, Langelinie 81.

I baggrunden ses i øvrigt, at forsamlingshuset dengang havde flere farver. Der var også en balkon. Den blev omkring 1970 lagt til lejligheden på første sal.

Indmarch i forsamlingshuset i Borum.

Indmarch i forsamlingshuset i Borum.

Friske skolebørn

Lokalhistorisk Arkiv

I Borum var der ikke bare én skole i gamle dage. Der var to!
De to bygninger ligger der endnu – hovedskolen (Bysvinget 18A) bygget i de lokale, gule mursten og den lidt nyere forskole (Bysvinget 16) i røde sten og med en arkitektur, som man genfinder i masser af danske landsbyskoler.
Begge skolerne blev nedlagt i 1964, da tre kommuner, Lading, Sabro-Fårup og Borum-Lyngby, sammen åbnede centralskolen ved Sabro Korsvej. Nedlagt blev også Lyngby Skole.
Men her er nogle af Borum-børnene fotograferet i 1952. De to i forgrunden hedder Erling Møller og Anker Karlsen (kaldt Bette Wolle).

Her ses begge Borum-skoler i begyndelsen af 1900-tallet.

Bageren kom på hjul igen

Lokalhistorisk Arkiv

Så kan der igen køres landtur med brødbilen.

Anden Verdenskrig er slut, der kan igen fås benzin, og bager Thorvald Møller i Borum har fundet sin bil frem på ny. Den har været opklodset hos hans svoger, karetmager Oluf Jensen, Bysvinget 5.
Billedet viser Anna og Thorvald Møller foran den gamle Ford.
Under krigen var det ikke muligt at få benzin til private biler, så det var nødvendigt at finde på en anden måde at få kørt sin landtur til kunderne på. Bageriet på Borum Byvej 14 havde et stort salg på turen til Borum Mark og nabobyerne, så kørslen var nødvendig for at holde gang i forretningen.
Da mælkemanden i Borum, Tage Nielsen, Borum Byvej 15, havde de samme problemer, anskaffede han sig en hest og en vogn, og da han ingen steder havde at opstalde dem, fik han plads hos bageren mod at køre landtur for ham.
Bager Møllers havde overtaget bageriet i 1941 efter Thorvalds forældre, som havde drevet det siden 1924.
Den markante bygning med den høje kælder ud til gaden blev i øvrigt en overgang i 1980’erne genåbnet med navnet “Det gamle Bageri”.

Yderup set fra luften

Lokalhistorisk Arkiv

1994-19-1-Lyngbygardsvej-61Den er altså ikke ret stor, landsbyen Yderup, der her ses i al sin glans og herlighed midt i 1900-tallet. Tilmed kløves den i to af jernbanen op gennem Jylland.
Ejerlavet Yderup lå oprindelig i True Sogn og hørte siden til Brabrand, indtil de fire gårde og et hus blev indlemmet i Lyngby Sogn i 1811.
Ejendommen i forgrunden er sognefoged Jens Mortensens gård (Lyngbygårdsvej 61), og bagved ses den parklignende have til “Yderupgård”. Bag denne igen ligger det tidligere ledvogterhus.
Ledvogteren sørgede for at afspærre vejen, når der kom tog. Da jernbanen Århus-Langå-Randers blev anlagt i 1862, byggede man ikke niveaufrie skæringer.
Sådan en fulgte dog i 1930’erne, da spor nummer to blev anlagt, og vejen mod Todderup og True blev da gravet ned i et gevaldigt sving, der ses tydelig til højre foran marken med høstakke. Siden blev der bygget to huse langs svinget.
I baggrunden “Bavnehøjgård” og det flade land mod True. På dette er der nu anlagt henholdsvis motorvej, skov og svæveflyvebane.

Her lå Borums første telefoncentral

Lokalhistorisk Arkiv

Udsnit af Langelinie anno 1914.

Helt op i vores tid kaldes et bestemt hus i Borum for “Centralen”. Det er Borum Byvej 3, som ganske rigtigt var telefoncentral fra 1928 til 1968, hvorefter Jydsk Telefon Aktie-Selskab automatiserede, så at folk skulle til at vælge nummeret på en drejeskive, når de ønskede at ringe op i stedet for bare at sige det til telefonistinden, Grethe Udengaard. Der blev samtidig installeret en mønttelefon i forgangen til hendes private hjem (helt op til omkring 1980 var det ikke alle, der ejede en telefon).
Men Borums første telefoncentral lå her i “Aksel Vognmands hus”, Langelinie 39.
Huset kan vi let genkende ud for masten i forgrunden med de mange porcelænsklokker i fire etager. Det var dengang længere og bygget sammen med Langelinie 37, der også har en spændende historie.
Ud for midten af det lange hus ligger i dag en lille plads og en høj, brun trægarage, hvori nu afdøde Aksel Nielsen i årtier parkerede sin lille lastbil og i øvrigt stod og pudsede, malede og vedligeholdt køretøjet som et af Østjyllands fineste af sin art.
Huset vedligeholdt han lige så sirligt med opstreget bindingsværk i Århus-områdets tradition. Tove Nielsen, hans enke, boede i huset på Langelinie indtil 2017.
Telefonen kom til Borum i 1896 med læge Götsche og købmand Eistrup som de første abonnenter. Telefonbogen for 1914 – findes i Arkivet – viser i øvrigt, at enkelte af de gamle numre under Borum Central kunne genfindes op til i dag som de sidste cifre. Det gjaldt blandt andet lægen i Borum, der havde nummer 10, og Herskind Brugsforening, der havde nummer 4 (og nu 86954004).
Herskind? Ja, Borum var hele egnens centrum, og trådene fra centralen på Langelinie rakte langt ud. Blandt abonnenterne var: Mundelstrup Station, Geding Mejeri, Ristrup, Lyngbygård, Vedelslund og “Skivholme Telefonkonsortium”.

Borum Bro

Lokalhistorisk Arkiv

Stillingvej gik oprindelig helt ned til broen over åen. Tegning 1956: Asger Muchitsch.

Det syn, som her er bevaret på en tegning, forsvandt i midten af 1970’erne.
Landevejen mellem Randers og Skanderborg, Stillingvej, krydsede over Lyngbygård Å på  Borum Bro. Det gør den sådan set stadigvæk, men nu på en høj dæmning, så vej og vand helt har tabt kontakten.
Borumbro (som regel skrevet i ét ord) er et ældgammelt stednavn, der også blev brugt om et par ejendomme på begge sider af åen. I dag er kun dem i Framlev Sogn bevaret.
Ejendommen på Borum-siden, “Skovlund”, blev revet ned, da Århus Amt i 1976-77 anlagde den nuværende landevej, og kun en lille gruppe træer vest for vejen viser i dag, hvor den stod.
Selve åen blev ved samme lejlighed rettet ud, så “kringlerne” forsvandt. Siden har man forsøgt at reparere på det brutale indgreb i engen, blandt andet med en passage i åen til lystfiskere, oddere og andre pattedyr.
Og “kringlerne” eller “kringlen” er – i hvert fald som navn – genopstået i form af en park, som Borum Menighedsråd anlagde i 2011.
Aarhuus Stiftstidendes tegner, Asger Muchitsch, Kvottrup, udførte den tegning, du ser her, og avisen ledsagede den 6. august 1956 af en tekst af lokalhistorikeren August F. Schmidt, Brabrand. Han fandt det sandsynligt, at kongen havde passeret broen, da han i 1563 var indkvarteret hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum. Det lyder rigtigt.
Hvor gammel er Borum Bro? Det fortaber sig. Oprindelig har her nok været et vadested, men vi ved, at allerede under svenskekrigene i 1500-tallet blev den daværende bro så hårdt medtaget, at den måtte repareres.
Afgørende for, hvor man valgte at krydse e så forholdsvis stort vandløb som Lyngbygård Å, har været, at der var nogenlunde fast grund under fødderne indtil selve åen. Det er netop tilfældet her. Det lidt højere land på Borum-siden blev kaldt for Broholm.

Herfra blev kommunen drevet

Lokalhistorisk Arkiv

Niels Kjeldsen Jensen (t.v.) og Ove Hvid Jensen fotograferet i 1982.

Her er vi hjemme hos den sidste formand for sognerådet i Borum-Lyngby Kommune.
Gårdejer Niels Kjeldsen Jensen, Baskærgård (Skivholmevej 29), var kendt af alle som en retskaffen og forstående mand, og foruden det politiske hverv – der nu ikke var så politisk endda – havde han adskillige vigtige tillidsposter i foderstofforening, mejeri, sparekasse og menighedsråd.
Borum-Lyngby Kommune havde intet fint kommunekontor. Og slet ikke et rådhus. Den blev drevet fra private hjem. Styring af kommunens økonomi, bevilling af sociale ydelser, kort sagt: magtens centrum, befandt sig her ved spisebordet.
Niels Kjeldsen Jensen, død 1986, var medlem af sognerådet i 20 år fra 1950, var formand for socialudvalget og blev i 1966-70 den, i hvis lod det faldt at afvikle og overdrage kommunen som den sidste sognerådsformand op til sammenlægningen med Århus 1.4.70.
Billedet her er dog noget yngre. I 1982 overdrog Kjeldsen Jensen sit hverv som direktør for Borum Sparekasse til næste generation, husmand Ove Hvid Nielsen, Blakhøjvej 8.
Sparekassen forblev en institution og tillige i mange år en økonomisk grundpille i lokalsamfundet. Den lukkede så sent som i 1997, men nåede aldrig at købe en computer.
Borum Sparekasse blev med kunder og konti, aktiver og passiver fusioneret ind i Unibank, nu Nordea. Fornuftige folk sørgede for, at dens egenkapital overgik til en lokal fond stiftet til formålet, Borumfonden.

1 … 16 17 18 19 20 … 26