Bysvinget 1: Høsten køres ind

Læs for læs blev kornhøsten trukket ind til landsbyen i 1939.

Billedet viser et typisk høstlæs, som de to robuste arbejdsheste netop har trukket hjem til Laurs Hvidkjærs gård. Året er 1939.

Foran læsset står Helmer og Martha Koch med datteren Gudrun. Højt til vejrs sidder Martha Kochs bror, Henry, med sønnen Aage.

Martha og Helmer Koch var fodermesterpar på gården, der i dag har adressen Bysvinget 1. Kochs byggede huset Borum Byvej 41 på en spids grund, hvor byvejen løber sammen med den dengang nyanlagte omfartsvej, Borum Landevej.

Spidst blev også huset, der i dag er ombygget til ukendelighed.

Bysvinget med Lybæksminde

JanuarFor 100 år siden så der sådan ud i Borum. Motivet var yndet. Vi har det i flere udgaver i arkivet taget med nogle års mellemrum.

Vi ser op ad Bysvinget, og det er skolerne til venstre og husrækken fra nummer 17 til 25 til højre. I baggrunden kan man skimte vindmøllen på nummer 5, karetmagerens hus. I forgrunden løber Langelinie og bag gaden og det noget forfaldne hegn ligger bækken, der dengang gik frit gennem byen.

Det hvide bindingsværkshus blev kaldt ”Lybæksminde”, og her boede ”Gamle Stine” i 1920’erne og 1930’erne. Borum-Lyngby Kommune købte huset i 1939 og rev det ned i forbindelse med en større vejomlægning og opfyldning af Brundsving, engen ved bækken. Huset stod nogenlunde mellem det nuværende Bysvinget 20 og legepladsen, men noget lavere end det nuværende terræn.

Du kan læse om selve navnet “Lybæksminde” her.

Bysvinget, der oprindelig var en del af hovedvejen mellem Århus og Viborg, lå dengang lidt længere mod øst ind mod rækkehusene end i dag. Vasketøjet på billedet hænger nogenlunde, hvor vejen går i dag.

Området blev bygget om i årene 1942-43.

Centralen i Lyngby

I 1896 kom telefonen til Borum-Lyngby.
Lyngbygård, købmand Eistrup og læge Götsche blev de første tre abonnenter, men hørte under centraler i henholdsvis Årslev og Skovby.
Lyngby Central (billedet) blev oprettet i 1916 med 14 abonnenter. Vi kan endda fortælle hvilke abonnenter, for arkivet er i besiddelse af listen.
Centralen i det hus, der i dag hedder Lyngbygårdsvej 36, havde murer J. A. Sørensen som første bestyrer og fra 1917 til nedlæggelsen i 1940 Ane Bigum.
På billedet fra 1921 ses (f.v.) smedemester Marius J. T. Bigum, centralbestyrer Ane Bigum, deres datter Marie, sønnen Einar (med motorcyklen), barnebarnet Vagner, datteren Martine, der normalt passede centralen, svigersønnen Valdemar Hansen, sønnen Holger, datteren Agnes og hendes mand Emil Samsing med deres søn Robert på nakken.
I arkivet har vi også et udmærket billede af Borums første central. Den lå i Aksel Nielsens hus, Langelinie 39.

Cykler repareres – tage tækkes – slik sælges

Langelinie 37 – Bomholts hus.

Huset Langelinie 37 har rummet lidt af hvert. Her er det fotograferet i 1925. Den fem-årige pige med dukkevognen er Jenny Taastrup, født Bom­holt, senere Langelinie 48, der døde i 2002.

Hendes mor og far drev adskillige erhverv. Niels Jakobsen Bomholt var tækkemand i tredje generation og desuden cykelsmed. I 1928 udvidede Dorthea (i døren) og Niels Bomholt med lillebilkørsel. De kørte begge og drev også en lille butik, der blandt andet solgte is og slik. Det hele gav en god kontakt med byens ungdom.

Gadehuset, der altid har været nært forbundet med Langelinie 39, ses her i den oprindelige udgave med stråtag og bindingsværk med opstregede tavl. Huset har siden været igennem talrige mere og mindre talentfulde ombygninger, og i arkivet har vi billeder af det i mange skikkelser.
Efter den seneste renovering i 1988 ved de nuværende ejere, Gertrud Bach og Niels Hansen, står det på ny med et helstøbt præg ud til Langelinie.

Da banen kom til Lyngby og Yderup, ankom den to gange

Af Peter Poulsen

Yderup har i over 150 år været en stærkt trafikeret by – især hvis man tæller togpassagererne med. I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. For nok ser det underligt ud, men den er god nok: de to viadukter, som det reelt er, er bare ikke lige gamle. Det er sporene oven på dem heller ikke. Og oprindelig lå vejen et helt andet sted, så der slet ingen bro var. Lad os tage det forfra:

Store planer for Lyngby

Den danske konges første jernbanetog uden for Sjælland løb – eller rettere luntede af sted – mellem Altona og Kiel. Men det er jo Holsten. Den første jernbane efter København-Roskilde i selve kongeriget lå i Yderup og Lyngby. Med omegn.

Viadukt nummer 1 i Yderup er fra 1915. På det tidspunkt havde banen allerede eksisteret i mere end 50 år.

Den 2. september 1862 indviede kong Frederik VII personligt jernbanen mellem Randers og Århus, og allerede året efter gik det så ellers i hektisk tempo videre med banebyggeri fra Langå til Viborg, Skive og Struer og snart efter mod syd fra Århus og mod nord fra Randers.

Siden var Lyngby tænkt som afgreningsstation for baner mod både Silkeborg og Hammel.

Silkeborg- og Hammelbanerne blev som bekendt anbragt andetsteds. Men i 2021 foreligger der et nyt politisk forlig om bane nummer to til Silkeborg, og også den skal dreje fra et sted mellem Årslev og Lyngby.

Jernbane-anlægget dengang kan på mange måder sammenlignes med vore dages motorvejsbyggerier: modernitet og udvikling på hjul. Staten eksproprierer sig derfor frem tværs igennem folks marker, huse og natur. En klar forskel er dog, at jernbanen endte med at være ganske populær, hvor den kom frem. Modsat motorvejen plagede den ikke sine omgivelser med enerverende støj døgnet rundt – kun en sky af damp og kulrøg nogle få gange om dagen.

Men tvang måtte der til. Ingeniører i London, København og Århus tegnede op, præcis hvor dampdragen skulle flyve over markerne, som H. C. Andersen udtrykte det. Bønderne blev ikke spurgt. Dengang som nu skulle staten dog betale erstatning for jorden, og på lange lister anførte en kommissarius, nøjagtig hvilke arealer staten agtede at tiltvinge sig.

Fine dokumenter i arkivet

To af disse lister – fine og bogtrykte – sprang for nylig i øjnene på mig fra en mappe i Lokalhistorisk Arkiv. Til alt held har en familie i Lyngby nemlig gemt og siden deponeret disse klenodier.

Den ældste oversigt er den sjældneste. Den er trykt med gotiske bogstaver, og den markerer også det største nybrud. Nemlig da selve fænomenerne tog og jernbanespor første gang dukkede op i de lavloftede stuer hos en landalmue, der hverken kendte til elektricitet, dampmaskiner – eller maskiner i det hele taget. Rigdom måltes i heste, køer og jord. Nu måtte bønderne bytte nogle tønder land til rigsdaler.

Dybt i arkivet ligger dette dokument fra 1860.

“Fortegnelse over de Eiere og Besiddere af Grunde, om hvis Afstaaelse til Anlæget af Jernbanen mellem Aarhuus og Randers der vil blive Spørgsmaal”, hedder listen fra 1860.

Næst efter kancelliråd Ingerslev på Marselisborg og gartner Bergs enke inde midt i Århus blev ingen hårdere ramt af den første ekspropriation end Jørgen Pedersen på matrikel 1 i Yderup. Det var og er Yderupgård, Yderupvej 37.

40.520 kvadratalen måtte Pedersen af med. Det svarer til 1,6 hektar. De andre yderupper slap meget lettere, men 75 år senere ramte spor nummer to i højere grad Mortensens gård, Lyngbygårdsvej 61. Det vender jeg tilbage til.

 

Ledvogter – to familiers job i lokalsamfundet

I Lyngby fik bane-anlægget i 1860-62 størst konsekvenser for Jacob Pedersen på Søgården, Glamhøjvej 31, Anders Nielsens enke på Kildebækgård, Lyngbygårdsvej 44, og Peder Rasmussen på Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 50. Men selv bysmed Peder Frederiksen måtte give slip på et areal, der dog tilhørte “Byens samtlige Gaardmænd”.jernbanens barndom anlagde man ikke broer. Det var ganske unødvendigt. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig med den rasende fart af 30-40 km/t. Der kørte ikke ret mange tog dengang, så opgaven var overkommelig. Men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang – dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren træde frem og give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.

Ledvogterens familie skulle leve af en beskeden løn DSB og lidt havejord. Det var umuligt at forlade hjemmet.

Ledvogterhuset i Yderup fotograferet midt i 1900-tallet.

I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte dengang  ligeud ned ad bakken til hjørnet af Yderupgårds stuehus.

Efterhånden som togene begyndte at køre hurtigere, og der blev flere af dem, kunne systemet med ledvogtere udvikle sig lidt farligt. Derfor begyndte DSB faktisk allerede for 100 år siden at bygge trafiksikre, niveaufrie skæringer, så enhver konflikt mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret. Yderup var blandt de første steder. Derfor står der 1915 på viadukten – altså den vestlige af dem.

Ledvogterhuse står endnu

I protokollen for Borum-Lyngby Sogneråd står det år, at man har modtaget meddelelse fra Statsbanerne om, at underføringen er åben fra 17. september.

Vejen blev gravet ned i den trælse og uoverskuelige bue, som vi kender den dag i dag. Lastbiler slipper Yderup til gengæld næsten for på grund af broens lave max-højde.

Det lille ledvogterhus fra banens barndom fik lov til til at stå i over 100 år, efter at viadukten var taget i brug. Det blev solgt til privat beboelse og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og sporene. I 2021 købte banen – nu Banedanmark – dog huset tilbage til nedrivning. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.

Også i Lyngby, ja faktisk lige på sognegrænsen, boede en ledvogter, nemlig i huset med den nuværende adresse Rætebølvej 21. Huset findes i bedste velgående i dag beboet af Yvonne og René.

Jensgård kunne få den gamle vej

Ved Lyngby lå overkørslen til Rætebølvej tæt på den nuværende bro. Baneleddet var på sommeraftener et yndet mødested for egnens ungdom, har Laurs Eriksen (1922-2001) fortalt. Han voksede op lige ved siden af, på Amhøjgården, Selkærvej 8.

Et sjældent foto fra jernbaneoverkørslen ved Lyngby. Her mødtes ungdommen.

Efterhånden voksede jernbanetrafikken kraftigt med masser af gods- og persontog på den østjyske længdebane. 20 år efter broen i Yderup var banen blevet så befærdet, at der måtte anlægges dobbeltspor.

Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses- arbejder, der især kaldte på arbejdsløse mænd med skovl. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første i Yderup. Det er den, der står 1936 på.

Laurs’ far på Amhøjgården i Lyngby, Niels Marius Eriksen, måtte i de samme år se staten lægge beslag på 3500 kvadratmeter af hans jord, hvorpå lokale arbejdsmænd og omrejsende “banebørster” rykkede ind med tipvogne og trillebøre og byggede dæmninger. Men det var billigt sluppet sammenlignet med Jensgårdens ejer ovre på den anden side af banen.

Også dobbeltsporet – taget i brug i netop 1936 – udløste nemlig det helt store ekspropriations-maskineri.

Især egnens største virksomhed, Mundelstrup Gødningsfabrik, ømmede sig, fordi sporet imod fabriksejernes ønsker blev anlagt på østsiden af det oprindelige fra 1862. Dér lå fabrikken, der endnu var i fuld gang.

I Lyngby skred DSB samtidig med spor nummer to til at føre vejen over begge spor på en bro. Nemlig den bro, der (lidt) endnu står og ser vakkelvorn ud med hullede brosten som kørebane.

Jensgård, mtr. 5b, en gård fra 1860 på Glamhøjvej 36 tilhørende Kaj Pedersen, måtte bøde betydeligt, da dobbeltsporet kom. For at føre vejen mod Årslev og Brabrand op i højde til den nævnte bro, blev der med møje, besvær og tipvogne anlagt en dæmning. Minutiøst anførte kommissarius, at Kaj Pedersen afgav 5.608 kvadratmeter, men modtog 2.387 kvadratmeter, nemlig den gamle vej, der havde ligget tæt på sporet. Det er på det sted, hvor der i dag er bygget en transformatorstation.

Arbejdet med dobbeltsporet og broerne krævede, at en masse jord blev flyttet. Dette tipvognstog passerer den nuværende bro ved Glamhøjvej/Rætebølvej. Angivelig skal det være gårdejer Marius Eriksen, der “inspicerer” arbejdet.

Selve Jensgård blev i øvrigt revet ned i 2011 og jorden overtaget af kommunen, der har solgt videre til erhvervsområdet lige syd for.

I skrivende stund (2021) er broen fra trediverne tæt på at blive revet ned til fordel for en ny og højere. Det skyldes den kommende el-drift, der – sent – indføres på den østjyske længdebane fra Fredericia til Aalborg.

Markveje under og over

Ved Søgården (Glamhøjvej 31) blev der ved ombygningen i 1930’erne støbt en solid, sporbærende bro, så gårdens folk kunne komme under banen, når de skulle til og fra deres marker. I arkivet har vi et billede fra indvielsen, hvor en stor del af egnens notabiliteter står på broen.

Søgården fik på den måde betalt lidt tilbage for den tort, den havde lidt i 1800-tallet. Dengang skar banen simpelthen et hjørne af gårdens bygninger, fordi de lå i vejen, og helt op i vores tid var Søgården både lokalt og i banemiljøet kendt som “den skæve gård”. I arkivet har vi et billede fra indvielsen ved Søgården, hvor en stor del af egnens notabiliteter står ved broens rækværk.

Også Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 50, havde store marker på den forkerte side af den nu dobbelte jernbane. Til Østergård blev der anlagt en markvejsbro over sporene.

Både under- og overføring fører i dag ind i True Skov. Markvejsbroen er den, der i 2021 blev erstattet af en ny og højere stibro. Det var på et hængende hår og efter Borum-Lyngby Fællesråds stærke ønske. I de oprindelige planer for elektrificeringen stod, at den gamle bro bare skulle fjernes.

NB: Adresser i teksten er de nutidige postadresser.

Da elmene faldt

elmefaldningI oktober 1996 faldt de gamle kæmper.
Landet over havde elmesygen langsomt bredt sig og gjort det af med tusindvis af store, karaktergivende træer. Nu var turen kommet til Borum.
Striben af elmetræer langs Byvejen i Borum blev forvandlet til brændestabler ligesom alle andre gamle elme i hele landet. Ramt af den lille bille, hvis larver langsomt dræber elmetræer.
Med trærækken i Borum By forsvandt samtidig den sidste rest af markante vejtræer på Randers-Stilling landevejen.
I nogle år derefter brugte mange elmetræ som brændsel. Et enkelt af de mægtige træer så ud til at tilhøre kirken, så i Borum-revyen i 1998 blev det til, at man nu også kunne fyre med “pastoriseret” træ.
Århus Kommunes Naturforvaltning plantede nogle år senere nye træer, nemlig lind, til erstatning for de gamle, der faldt. Den markante allé ud for Byvejen 1 og 3 genopstår efterhånden.

Da et stykke Lyngby lå i Brabrand

Tousgården – engang et stykke Lyngby – er gået meget grumt igennem. Her tegnede arkitekterne Gellerupparken. I årevis var gården kontor for Brabrand Boligforening, men blev naturligvis for lille til administrationen. Her flyttes der ud i december 2011. Foto: Jens Thaysen.

Frem til 1924 lå et lille stykke af Borum-Lyngby Kommune som en enklave inde i Brabrand-Årslev Kommune.

Det hørte under den største gård i Brabrand Sogn, Tousgården (Tovsgården).

Gårdens bygninger findes endnu og ligger på begge sider af Edwin Rahrs Vej nær krydset med Gudrunsvej og Lenesvej.

Stuehuset var i 1964-67 den statelige ramme om den tegnestue, hvor Gellerupparken blev til (ak!). Siden blev det hovedkontor for Brabrand Boligforening ind til udgangen af 2011.

Hele området er bygget til med Gellerupparken og Toveshøj.

Edwin Rahrs Vej er en del af den tidligere Ryvej eller rettere én af de gamle Ry-veje, vejene mellem Århus og Ry.

Baggrunden for det lille stykke Lyngby i Brabrand ligger tilbage i den feudale tid. Det meste af Åby Sogn tilhørte Lyngbygård, men efter udskiftningen af Åbys marker købte de fleste af gårdejerne sig fri. Lyngbygård beholdt dog nogle højtliggende jorder kaldet Tovsagrene i grænseområdet mellem Åby, Hasle og Brabrand, fortæller forfatteren August F. Schmidt i “Brabrand og Aarslev Sognes Historie bind V”, 1947.

Dragonernes eksercerplads

I nogle årtier i 1800-tallet udlejede godsejer Johannes Friis, Lyngbygård, disse marker til eksercerplads og hestegræsning for 3. Dragonregiment i Århus. Efterhånden kom hele området under Brabrand som matrikelnumrene 1a og 1b Tovsmark. På en del blev Tovsgården bygget i 1842.

I 1872 var der bryllup på Tovsgård. Ejeren, I. P. Th. Qvistgaard blev gift med Johannes Friis’ datter, Clara Friis. Da brugte hendes far sin del af Tovsmarken som brudegave, hvormed Tovsgård ifølge Schmidt fik “en fortrinlig Arrondering af sine Jorder”.

Ejendomsskatten af de 30 tønder land skulle godsejeren dog betale til Borum-Lyngby, og sådan blev det ved indtil 1924.

21.01.12
pp

_______________________________________________________________________

Da kulturen kom trillende

Det bugnede med tilbud til alle aldre. Foto: Peter Poulsen

Det bugnede med tilbud til alle aldre.
Foto: Peter Poulsen

Bogbussen var en fantastisk kommunal service for Borum og Lyngby. Så længe det varede.

Århus Kommune havde to bogbusser, og de kørte til landsbyer, forstæder og ældrecentre. Hurtigt blev Borum det største udlånssted af dem alle. Det vrimlede ind med mennesker i alle aldre.

Mange fandt, at bogbussen, der hele tiden kunne udskifte sine samlinger, var en bedre service end et støvet lokalbibliotek. Samtidig begyndte internettet at slå igennem, og mange opdagede, at de ved at bestille på nettet havde adgang til hele kommunens bestand af bøger og de dengang så populære cd-plader og vhs-videobånd.

Bogbussen holdt første gang i Borum i 1997, og den kommunale service blev udvidet til Lyngby et par år senere. Også i Lyngby tog beboerne bogbussen til sig, og den blev meget brugt.

Her er vi ombord en af de sidste gange, før bogbussen blev nedlagt, i marts 2004.

Da tjenestekarlen fik knallert

Velstand 1955. Bysvinget 1.

Velstand 1955. Bysvinget 1.

I 1955 var den unge mand på billedet faktisk ikke helt fyldt de 16 år endnu, som man skulle være for at køre på knallert.

Men Hardy Asmussen købte alligevel en to-gears Sachs samtidig med sin far. Så fik de lidt rabat hos den omkringkørende forhandler fra Voldby, og prisen blev 1300 kroner.

Det kan vi sammenligne med hans løn. Den unge mand tjente 3500 kroner. Om året, altså.

Han kom fra en lille ejendom på Langelinie, nu Blakhøjvej 12, men tjente i Johannes Møllers gård, Bysvinget 1. Det er den, der i dag har fået navnet Storkesiggård.

Her er billedet taget. Bag det åbentstående vindue lå karlekammeret, og det var primitive forhold: Hvidkalkede vægge, en seng, og på den anden side af muren gik grisene.

Knallerten repræsenterede friheden i det lille samfund, men måske er der også lidt sandhed i de ord, som nu afdøde Vagn Jørgensen, Løkkediget 3, ofte sagde: – Landsbyfællesskabet, det forsvandt med knallerten og fjernsynet. De unge kørte væk, og de gamle blev inde ved kassen.

Dalgas byggede den første Silkeborgvej – aktivister forsøgte at hindre den næste

E. M. Dalgas

Hedens opdyrker, Enrico Mylius Dalgas (1828-94), udrettede også andet end det, eftertiden kender ham bedst for. Han byggede større veje – også i vores område.

Syd for Lyngbygård stod Dalgas for arbejdet med at anlægge den første vej mellem Århus og den nyanlagte by Silkeborg. Silkeborg, der blev oprettet af papirfabrikant Michael Drewsen så sent som i 1844. Rigsdagen og kongen ønskede, at Dalgas trak en så lige vejføring som muligt tværs over Jylland fra Århus over Silkeborg og et lille sted kaldet Herning (1064 indbyggere) til købstaden Ringkøbing.

I 1861 var ingeniørkaptajn Dalgas og hans folk i gang ved Lyngbygård Å, hvor de blandt andet anlagde den første bro over åen på dette sted (dog vides det, at den sydligste af de tre gamle Ry-veje krydsede åen på en bro kaldet Kannikemøllebroen lidt syd for samme sted, faktisk omtrent hvor E45 krydser i dag). 

Arkæologi to gange på samme sted
I skrænten ved Kannikegården lige vest for Snåstrup Mølle gravede vejfolkene grus. Her stødte de på grave, der viste sig at stamme fra romersk jernalder (0-400 e. Kr.). Så overlod Dalgas scenen til det nystiftede Historisk-Antikvariske Selskab i Århus.

Under ledelse af godsejer Dahl, Moesgård, blev 10 grave nu endevendt. Urner, et par knive, synåle, dragtspænder, fibulaer og en kam dukkede op.

139 år senere, år 2000, genoptog Forhistorisk Museum, igen med base på Moesgård, det arkæologiske arbejde, nu under ledelse af arkæolog Jens Jeppesen og med betydeligt mere moderne metoder. Konservator Marianne Schwartz, Borum, sørgede for, at de fundne genstande forblev og forbliver velbevarede. Jens Jeppesen er kendt i vores område. Han har også gravet i Borum Eshøj og i Blankhøj, hvor der nu ligger en rasteplads af samme navn.

Både Blankhøj og udgravningen ved Kannikegården var såkaldte nød-udgravninger betalt af Vejdirektoratet.

Sidste chance
Denne gang var det nemlig sidste chance. For nu byggedes der igen vej, og den nyeste udgave af “Silkeborgvej” over Lyngbygård Å kom til at bestå af to enorme landskabsbroer (højbroer) med en motorvej på. Første etape af Silkeborg-motorvejen, Brabrand-Låsby, åbnede i 2004. Kannikegården blev fjernet, og vejen tog også den sydlige del af Lyngbygårds jord.

Endnu mere berørt blev bofællesskabet Snåstrup Mølle, en gammel vandmølle der ligger på kanten af Lyngby og Framlev Sogne.

På Snåstrup Mølle stiftedes i 1980’erne en usædvanlig forening og aktionsgruppe, der faktisk findes den dag i dag.

Overflødig?
“Jyder mod Overflødige Motorveje”, kom foreningen nok så smart til at hedde. På det tidspunkt talte man i København nemlig meget om, at hvis jyder bare blev spist af med nogle motorveje, kunne magthaverne sagtens pacificere dem.

Træ-aktion i 2002.

“Jyderne” gennemførte i 2002 en flere måneder lang, men nytteløs fysisk besættelse af nogle træer på den selvsamme skrænt, hvor d’herrer Dalgas, Dahl og Jeppesen fandt oldsager. Hver dag fra 17. februar til 28. juni 2002 sad et par aktivister på en platform højt oppe i træerne og forhindrede entreprenøren i at komme frem. Til sidst opgav de dog, og to år senere var motorvejen en realitet.

Om den nye rute 15 og dermed det seneste indgreb i naturen ved Lyngbygård virkelig blev overflødig, eller om den kan ses i naturlig forlængelse af Dalgas’ værk med at binde Silkeborg og Århus sammen, må enhver selv vurdere.

Damgården blev udflyttet på bare to måneder

Foto af Damgården, der i de første år kun havde to længer. Kommer du fra Lyngby og kører mod øst, er Damgården den sidste før motorvejen.

Efter branden i Lyngby i september måned 1919 blev Damgården, der havde ligget midt i byen omkring det nuværende Glamhøjvej 3, opført på marken cirka 500 meter øst for byen (nuværende Glamhøjvej 30).

Byggeriet gik meget hurtigt, da man skulle have dyrene på stald, inden vinteren satte ind i november. Arbejdet blev delt mellem to murermestre. Én opførte staldlængen og en anden stuehuset. Således lykkedes det at blive færdig rettidig med de nødvendigste bygninger. 

Om branden kan du læse mere her.

De iklæder kirken på ny

Procession 1976

Procession 1976

Præsten i Borum-Lyngby, Jørgen Glenthøj, brugte dette udtryk for den begivenhed, der foregår lige her.

Dagen var søndag 17. oktober 1976, og der var 100 mennesker til stede i Lyngby Kirke. Den blev gen-indviet efter tre års ombygning ude og inde. Glenthøj (ikke på billedet) gik bagerst i en procession, hvor kirkens liturgiske inventar blev bragt på plads igen. Kirken var dermed klædt på til brug igen.

F.v. ses kirkeværge Gunnar Nielsen med den syvarmede lysestage, graver Marius Andersen med krucifikset, Jørn Dahl med dåbsfadet, og Linda Jacobsen med dåbskanden.

Allerede i 2003 måtte tagrytteren (”tårnet”), der er fra 1600-tallet, ned på jorden og renoveres på ny. Det samme skete i 1930’erne. Den åbne konstruktion med kirkeklokken i er svær at holde sund.

De illegale fik husly på Lyngbygård

aprilVi er i 1944 eller 1945, og manden i midten er nok den person i Danmark, som den tyske besættelsesmagt allerhelst af alle vil have kløerne i.

Oberstløjtnant Vagn Bennike koordinerede den jyske jernbanesabotage, der ganske effektivt gjorde nazisternes transport af tropper og materiel mellem Tyskland og Norge besværlig.

Af sikkerhedsgrunde kendte sabotørerne kun deres chef under dæknavnet ”Onkel”. Han og hans personlige sekretær, overbetjent Elmøe (t.v.), levede naturligvis ”under jorden”, som man sagde dengang. De flyttede sig også konstant.

Godsejer Aage Søborg, Lyngbygård, var en af de modige, der mere end én gang indkvarterede modstandsledere, der hver især sov med en revolver, en håndgranat og en maskinpistol.

På dette fantastiske billede ser man, at der også kunne være ganske bekvemt ”under jorden”. Elmøe, Bennike og Lyngbygårds ejer (t.h.) lytter sammen til nyheder og kode-meddelelser fra BBC i London i en stue i den gamle hovedbygning.

I kælderen blev der opbevaret våben og sprængstoffer. Her er endnu bevaret tre gammeldags das og en beskyttende sprængmur. Sidstnævnte blev der heldigvis aldrig brug for.

De kaldte den Bette Amhøw

nybyggetMed stuehuset vendt mod Lyngby ligger ejendommen ”Eriksminde”, Rætebølvej 24, i skellet mellem Årslev og Lyngby Sogne.

Gården blev bygget fra 1904, og som det ses, blev det gjort flot. Nok noget af det nærmeste, vi her i området kommer på jugendstil eller skønvirke. Vi tror, at billedet må være taget kort efter, men må nøjes med at gætte på, hvem de tre personer er.

”Eriksminde” blev udstykket fra ”Amhøjgård”, Selkærvej 8, og fik da også i folkemunde navnet ”Bette Amhøw”. Gårdejer Laurs Eriksen flyttede derover, og hans søn, Marius Eriksen blev boende på fødegården. Dennes søn, Niels Erik, blev sidste led i familien Eriksen på stedet. De nuværende ejere, Sanne og Thomas Otbo, kom til i 2003. Det meste af de oprindelige 20 tønder land var dog allerede solgt fra til anden side.

Billedet modtog vi af nu afdøde Laurs Eriksen, Lyngby, barnebarn af bygherren.