Erindringer om Møllevejen 1939-1983
Udsnit af Borum Møllevej mellem de to broer fotograferet en forårsdag i 2007.
Af Holger Dalegaard
Når jeg tænker tilbage på, hvordan Borum har forandret sig siden min barndom, står det for mig, som at Herskindvejen eller Møllevejen, som den blev kaldet, er det sted, hvor der er sket mange forandringer gennem tiderne. Jeg vil prøve at skrive hvordan de mange forandringer er sket gennem tiderne.
Jeg er født på Møllegården den 30 oktober 1932, hvorfor jeg vil begynde min beretning omkring 1939, som var dengang jeg begyndte min skolegang. Jeg vil skrive det som en vandring på vejen og beskrive de forskellige ting som man møder på vejen.
Vi starter, hvor Møllevejen går fra den gamle landevej Skanderborg-Randers, som fra gammel tid har gået gennem den vestlige del af Borum by, det stykke som nu hedder Borum Byvej.
Ud for laden til gården Borum Byvej 12 går vejen fra til Herskind, dette er markeret med en granitsten, hvor der er indhugget skrift “HERSKIND 3 KM”. Den blev pænt kalket og bogstaverne malet op hvert år. Den står der endnu, men er lidt vildledende, da vejen nu er blind – kun adgang til fods eller cykel, årsagen kommer vi til senere. Stenen skal helst blive stående som et minde fra den tid, hvor der ikke var så meget færdsel, og det var en tur, mange familier har gået og nydt den fred og ro, der var dengang.
Det var ret almindelig at gå tur på Møllevejen, både hele familier, og hvis man havde gæster, gik hele selskabet tur og nød den natur, som var her. Der var nogle som næsten daglig gik en tur her, bl.a. fru købmand Juel Kjær, som gik tur med sin hund, også Asta Johansen gik tur når hun kom fra arbejde.
Til højre lå en staklade tilhørende gården Borum Byvej 12. Stakladen var en åben lade bygget på store granstammer, som bar et tag af pandeplader, kun gavlene var beklædt med brædder. Laden blev brugt til opbevaring af neg, hø og halm, og hvis der var plads, som opbevaring af arbejdsvogne og maskiner.
Laden var et yndet samlingssted for børn og unge. Da Andre Pedersen overtog gården, blev han træt af al det renderi og beklædte laden med brædder og porte, så man ikke kunne gå ind i den, men det var stadig et godt mødested med den beliggenhed den havde.
Ved siden af var et mindre areal, som om sommeren blev brugt til græsning af kalve og gæslinger, om efteråret blev roerne lagt i kuler her.
Til venstre ligger et smalt engareal mellem vejen og bækken, som går fra Borum Stormose og midt igennem byen. Der hvor den løber under Borum Byvej, var der et større broanlæg af store kampesten, der nu er erstattet af en ny bro, men stenene er bevaret i Borum. På engen kunne gå en lille kalv eller gæs om sommeren, hvis det ikke var for regnfuldt.
Den nye landevej
Vi kommer nu hen til den såkaldte “Nye Landevej”. Det er et vejstykke, der blev lavet først i trediverne, da der på grund af den store arbejdsløshed blev sat en del arbejder i gang, og det var et af disse. Vejen starter ved kirken i syd og går til Skivholmevej i nord. Formålet var at undgå trafikken gennem Borum By. Arbejdet blev udført med håndkraft og hestevogne, så det har været mange læs jord som er flyttet for at lave dette arbejde. Krydset med Møllevejen blev forhøjet en del, og der er udgravet meget af bakken nord for krydset. Det var et fint arbejde, der blev lavet med bl. a. autoværn omkring de store skrænter et godt stykke fra selve krydset, lavet af store bjælker opsat på cementblokke. Det var en yndet sport at balancere på autoværnet for at se, hvem der kunne komme længst uden at falde ned, det har givet mange hudafskrabninger i tidens løb.
Der var ikke mere trafik på vejen, end at man kunne drive køerne på vejen. Meningen med forlægningen har været at skaffe større trafiksikkerhed, det var også rigtigt i de første år, men da trafikken i halvtredserne og tresserne blev større, er der alligevel sket mange uheld i krydset, også nogle med dødelig udgang.
Alle jorderne på begge sider af Møllevejen tilhørte familien Pedersen, som ejede både Bækgården, Borum Byvej 10, og Borum Byvej 12.
Lige over krydset er der en mindre græsmark, hvor der tit gik nogle følhopper med deres føl eller plage, det var noget, mange dengang kunne nyde synet af.
Til venstre tæt på krydset var bygget et stemmeværk, som blev brugt i det tidlige forår, hvor der blev sat brædder for, så vandet kunne ledes ud på marken ad nogle kanaler som var gravet. På den måde kunne noget af marken vandes ved overrisling, og græsset kom derfor tidligt i gang, så der tidligt kunne slås lidt frisk græs, som var en god hjælp for en syg ko eller kalv. Dyrene fik dengang ikke de vitaminer som nu, fordi fodringen var mere ensidig, og sidst på vinteren var hø og ensilage brugt op.
Storkesig Bæk
Vi fortsætter hen, hvor Storkesig Bæk løber under Møllevejen. Vi kan se, hvordan Storkesig Bæk snor sig gennem engen på de laveste steder. Det er fantastisk at se, hvor stejl jorderne er på begge sider af bækken, så det er et meget bakket terræn på så forholdsvis et lille areal. Hvis man ser mod nord, får man øje på et lille idyllisk bindingsværkshus lige midt på marken.
Her var i øvrigt en rigtig god kælkebakke fra vejen til Møllegård til bækken.
Disse arealer kunne man godt ønske blev bevaret, som de var dengang med græsmarker, det vil været synd hvis udviklingen i landbruget gør at disse arealer gør at det bliver urentabelt at benytte dem, så de enten bliver brak eller plantet til med træer eller andet vildnis.
Lige forbi hvor Storkesig Bæk løber under vejen går der en vej op til mit barndomshjem, Møllegården, som ligger ret højt ca. 300 meter fra Møllevejen. Vejen blev også brugt som markvej til jorderne, hvor der blev bygget en ny ejendom, som vi vender tilbage til senere. På disse jorder ved siden af vejen var der en gammel lergrav. Det var et stort hul, som var udgravet ind i bakken, om det er ler eller mergel, der er udgravet, vides ikke med bestemthed, men da ejeren af gården, Palle Hansen, i 1800-tallet byggede og drev et teglværk, er det nærliggende at antage, at det er ler, der er gravet her til produktion af mursten. Det vides heller ikke, hvor teglværket har ligget. Graven er nu jævnet, men det vender vi tilbage til senere.
Straks hvor Storkesig Bæk er kommet fri af Møllevejen, løber Storkesig Bæk og bækken fra mosen sammen, hvilket til tider kan give nogle sjove cirkler i vandet afhængig af strømforholdene.
Lidt senere på vestre side kommer vi til en bro, som blev bygget i forbindelse med vejarbejdet, den blev altid i folkemunde kaldet Pie’s bro efter Peder Pedersen, som ejede gården dengang, og da han var amtsrådsmedlem, kunne han bedre få sine ønsker opfyldt. Folk syntes, det var et for stort bygningsværk i forhold til den brug, der var for broen som adgang til de arealer, som der nemt kunne skaffes adgang til fra hans andre marker.
Lige ved broen slår bækken et brat sving mod syd og løber meget tæt på den høje skrænt, der egentlig er et interessant landskab med nogle vildtvoksende tjørnebuske. Når der gik en flok kvier på de vedvarende græsarealer, var det et syn, mange glædede sig over, særlig hvis de kom helt hen til hegnet, når man gik forbi, det er også et areal som gerne må bevares.
Vi fortsætter lidt længere ned ad vejen. Bækken er nu igen helt ovre ved Møllevejen, og her er igen bygget et stemmeværk, som fungerer på samme måde som tidligere beskrevet, blot er der gravet nogle rør ned, som kan lede vandet hen på marken uden de dybe render. Efter stemmeværket er der et ret stort fald på bækken over mod skrænten, som er meget stejl. Denne skrænt er blevet beplantet i 1916, da Peder Pedersen overtog gården. Hele skrænten er bevokset med træer til den egentlige skov. Der er eng mellem bækken og Møllevejen.
På modsat side af vejen ved stemmeværket udløber dræn fra markerne og den lavning, som er i markerne nordpå. Det udløb blev brugt som vandingssted for kreaturer om sommeren når de gik på græs på marken, men da jorden var meget xxx i den trekant indtil den nordlige skrænt, blev jorden tit trådt op af kreaturerne, når de gik til vanding. På skrænten var der et stykke, som ikke kunne dyrkes eller gå dyr på, da det var overgroet med vilde buske og enkelte selvsåede træer.
Når man kommer rundt om dette, kommer man til et stykke, hvor der er et lille fladt areal ind mod en stor skrænt, som nok er 10-12 meter høj. Det er stadig på højre side af vejen. På selve toppen er der en lille skov af selvsåede træer. Midt i denne er skellet mellen Bækgården og Vandmøllens jorder. Hvis man går op mod nord langs denne lille skov kommer man op til en interessant kløft, som er ret dyb og kun 5 meter bred, den blev brugt som vandingssted for Møllegårdens kreaturer, da der er udløb fra nogle dræn her fra et stort opland, så der var vand hele sommeren også i tørre år. Der er nok ikke ret mange, der ved, den er der, da den ligger så afsides. Det er en kløft, som er dannet af smeltevandet, da istiden var slut. Ellers havde der været en stor sø på markerne ovenfor.
Den nye og den gamle møllevej
Nu kommer vandmøllens jorder, som er meget bakkede, blot engen syd for vejen er flad. På det nordlige areal er der på midten igen en lille skov på det højeste sted, resten af jorden drives som almindelig agerbrug, blot skal man have stærke heste for at bearbejde jorden, da det er så bakket, og man skal også køre efter hældningerne for ikke at vælte med læs.
Vi kommer nu ned til den egentlige skov på venstre side af Møllevejen. Den hedder ”Ballehauge”eller Ballehave, som det blev udtalt.
Det er en gammel skov, hvor flere gårde havde en mindre skovpart, Matr nr 19 Bækgården, Matr nr 9 Stillingvej 224, Matr nr 10 Stillingvej 222, Matr nr 10 Bysvinget 1, Matr nr 5 Borum Byvej 12, Matr nr 15 Borumtoften 2.
I den østlige ende af skoven skal man lægge mærke til den gamle bro (stenkiste) over bækken. Det er den gamle vej, som gik fra Borum til Herskind. Den udgik fra Randers-Skanderborg-landevejen ca. der, hvor præstegården er bygget. Vejen gik over markerne og ned gennem skoven til denne bro.
Her skete 11. juni 1879 en dødsulykke, som rystede folk så meget, at det blev besluttet at få lavet en ny vej, hvor den går nu. Et notat fra Børge Pedersen om Sognerådets beslutninger viser, at vejen er omlagt 1881. Ved ulykken blev mølleejer Jens Andersen, 63 år, dræbt.
Vandmøllen
Vi kommer helt ned til Borum Vandmølle. Det er en rigtig gammel mølle, den har ligget der i hvert fald siden 1427.
1581 registrerer Skanderborg Len Hans Persen i Borum Mølle, derefter forskellige ejere til 1732, hvor Grev Friis som har part i møllen køber de andre ud og overtager møllen.
Forskellige fæstere til 1885, derefter forskellige ejere.
1866 brænder møllehuset, der opføres et nyt af gule mursten
1981 brænder stuehuset, et nyt opføres i samme stil som det gamle med både bindingsværk og stråtag
I 1683 driver møllen et stykke jord som tilhører Aarhus Domkirke.
1940 ejes den af Carl C. Petersen, som drev den som almindeligt landbrug og kun under krigen lidt mølleri, fordi det i den periode var svært for landmændene selv at male deres korn, da elværket havde problemer med at levere strøm nok.
Møllen bestod af et langt bindingsværk stuehus, som beboedes af familien Petersen i den sydlige ende, i den nordlige ende var indrettet en lejlighed, som blev udlejet, først til en mand ved navn Kragh, som drev et mindre savværk i møllebygningen. Da han rejste, kom Anna og Johannes Nielsen, som boede der, til de købte huset Borum Møllevej 5, så kom Anine og Valdemar Rasmussen, som blev kendt som torvehandlere på torvet i Århus.
Endvidere var der en staldbygning i gule mursten, som blev brugt til heste-, ko og svinestald. Mod øst lå en gammel bindingsværk bygning, som blev brugt som lade, men den styrtede sammen under snetryk en gang først i halvtredserne og blev ikke genopført.
Mod nord lå den mest interessante bygning i gule mursten, det var en meget høj bygning, den var i tre etager og der er meget højt til loftet. Det var den bygning, som blev brugt til møllevirksomhed, dengang møllen havde sin storhedstid. I den vestlige ende løb vandet fra mølledammen ind til først et møllehjul. I 1683 ses at møllen har to overfaldshjul, som driver hver sin kværn.
Disse blev siden erstattet med en turbine, som trak et mindre elektricitetsværk, som kunne levere strøm til lys og trække de store kværne. Vandet løb fra turbinen i en dyb rende mellem stuehus og staldbygning og ud i bækken ved skoven.
På muren ud til vejen er der noget interessant. Her har mange skrevet deres navn og dato på en mursten, så det er et studium værd at læse det.
Mølledammen og stemmeværket
Mølledammen i Borum er et af de elskede motiver, som arkivet har i virkelig mange udgaver. Her som et maleri, hvor gavlen af stuehuset spejler sig i den højtliggende vandoverflade.
Nord for vejen lå den store mølledam. Det er et stort savn, at den efterhånden er mudret til og senere jævnet og tilplantet. Det var sjovt at betragte det svanepar, som sejlede rundt på dammen med gæslinger samt ænder og andre fugle, som altid var der, det kunne man få megen tid til at gå med at betragte.
Mellem Mølledammen og skoven løb den større Borum Møllebæk fra Lading. Lige før Møllevejen var bygget et større sluseanlæg. Der er så stort fald på vandet, at der var bygget trapper, som vandet løb ned af, det blev kaldet vandfaldet. Det var interessant at se, hvordan vandet brusede ned af trapperne og fortsatte gennem møllens have mod syd og gennem skoven til Lyngbygård Å. Grunden til dette bygningsværk var at få vandet så højt, at det kunne drive møllehjulene som skal have været meget store.
Da stemmeværket var der, udnyttede en ejer i trediverne det til at anlægge et større ørreddambrug gennem et stort røranlæg.
Vest for møllens have lå en toft, som for mange står som et kært minde for de sommerfester, som hvert år blev afholdt der med ringridning, gymnastikopvisning, håndbold- og fodboldkampe og andre fornøjelser. Det var et arrangement, hvor næsten alle byens borgere deltog, så der var rigtig mange dernede. Efter krigen holdt disse fester desværre op, da der kom en vis affolkning af unge mennesker, hvorfor gymnastik- og idrætsforening delvis indstillede sin virksomhed og da der (første gang) blev oprettet træningsbaner på Langelinie 62, kom det til at foregå der, men i meget mindre målestok.
Når man kommer forbi møllen, kan man vælge til hvilken side man vil gå ind i skoven.
Den sydlige del var ikke så fremkommelig, men der var dejlig fredeligt.
Den nordlige del, som hedder Gydeløkke, tilhørte Andreas Nielsen, Langelinie 39, og senere Dyrlæge A. P. Rasmussen, Langelinie 69, og var meget velholdt med skovvejene slåede og i Andreas Nielsens tid afgræsset af hans hest og ko.
Hvis man gik i Gydeløkke-skoven, var der mulighed for at komme over bækken. Der har tidligere været en træbro over bækken, men den var ikke blevet vedligeholdt, hvorfor den var rådnet væk, kun stod der nogle enkelte pæle ude i vandet endnu. I stedet lå der en stor træstamme tværs over vandet, den kunne man balancere over på med forsigtighed.
Så kom man over i en skov, hvor bækken snoede sig mellem træerne det er tur som skal opleves for at forstå, hvor skønt der var her.
Denne skov bærer præg af at den er den sidste skov, som Frijsenborg har afstået, og de senere ejere har værnet om de flotte bøgetræer, som der var, og ikke hugget ned med hård hånd, når der var mulighed for at tjene penge.
Der var også mulighed for at fange en fisk. Det var bare noget, man gjorde dengang, der var ingen fiskekort eller fiskeudlejning, man skulle bare opføre sig ordentlig, så var der ingen der sagde noget til det.
Når man var kommet så langt ind i skoven, var der flere som gik ad Møllegårdens markvej tilbage, den er ca. 1 km lang. Her kunne man følge landbrugets udvikling gennem årstiderne i et helt andet område, som dog ikke lå ret langt fra Møllevejen.
Jeg har valgt at beskrive det ejendommelige areal og den natur, som var omkring Møllevejen.
De store skrænter er et resultat af istiden for 10.000 år siden, hvor der blev dannet tunneldale under gletsjerne af smeltevandstrømmene, der løb under isen, og som gravede sig ned i gletsjernes underlag. Det er mærkelig at gå her og tænke på, hvad der er dannet for så lang tid siden og som stadig kan ses, derfor synes jeg også at det er værd at værne om sådan et terræn.
Byggeri langs Møllevejen
Indtil 1940 var der slet ingen bebyggelse langs Møllevejen, kun var der vejen op til Møllevejen og så den idylliske Borum Vandmølle.
Jeg vil nu beskrive den udvikling som skete, da der blev bygget boliger på nogle arealer langs vejen.
I efteråret 1942 overtager André Pedersen sin moders gård, Borum Byvej 12, og sælger Bækgården, Borum Byvej 10, til Erik Nissen, som straks går i gang med at flytte stald og ladebygninger ud på sine arealer og opføre en ny ejendom. Erik Nissen kaldte sin ejendom på Borum Møllevej 27 “Møllevang”.
I årene 1945 til 1955 blev bygget 11 huse på nogle arealer, som ikke var anvendelige til landbrug. De var derfor billige at erhverve, og da de ikke var nogle regler for at bygge, gik man bare i gang med at bygge et lille hus, og da der var kommet byggeblokke i stedet for mursten, kunne de fleste med lidt snilde selv bygge murene op, hvorfor der kom nogle billige huse. Selv om de måske ikke var så smukke som de traditionelle huse, man var vant til på den tid, fik man sit eget hjem.
Mange var kede af at der blev bygget disse huse, de følte sig iagttaget fra vinduerne, det var måske ikke rigtigt, men alene følesen er nok, og når snakken gik om, hvem der gik tur med hvem, kan man godt forstå det. Når der så ikke alle steder var så ryddeligt, men som haverne voksede til og husene ombygget, blev bedre så nu kan man godt gå tur og nyde det.
Amtsveje med vandalisme
Der havde gennem mange år været planer om at bygge en landevej fra Mundelstrup til Sorring. Den var laver i flere etaper fra Herskind til Sorring og blev lavet fra Viborgvej i Mundelstrup til Borum skel. Man manglede nu kun stykket i Borum, som man ikke havde planlagt hvor skulle gå.
Der var planer om, at vejen skulle gå nord om Borum, men ved jordbundsundersøgelser måtte man droppe denne linjeføring.
Da der kun manglede det stykke i Borum, blev det besluttet, at Langelinie og Møllevejen midlertidig skulle gøres til amtsvej. Det gav en forøgelse af trafikken både gennem byen og på Møllevejen, det fremmede i hvert fald ikke idyllen.
Men i 1976 skete dog den største vandalisme på det smukke og særprægede område. Nu havde amtet fundet en løsning på hvordan vejene skulle gå uden om Borum.
Landevejen Mundelstrup-Sorring skulle gå syd for Borum, og Stillingvej flyttes længere mod vest. Dette medførte, at der skulle nedrives to huse, Møllevej 21 og 23, og her blev bygget en bro over Møllevejen og Stillingvej ført over på en høj dæmning, det var lige som der blev et skel midt i ådalen.
Men det blev værre, da den nye vej syd om byen skulle over Møllevejen lige vest for Møllevej 5. Her blev bygget en dæmning over ådalen, og da man ikke ville bygge en tunnel, så der stadig var trafik til møllen og Mølleskoven, blev Møllevejen blind til nr 5, hvor der blev lavet en lille vendeplads. Dog blev der lavet en lille tunnel helt oppe på toppen af dæmningen som gennemgang for cykler og gående. Den var dog så bred, at en personbil kunne komme igennem, da man var så venlig at glemme at sætte de chikaner op, der skulle være midt i tunnelen. Det gik helt fint, indtil en beboer forlangte at få dem sat op, så var det slut med at køre ned til møllen.
Nu er den del af arealet mellem broen og dæmningen ligesom en gryde med de høje skrænter, så beboerne må føle sig noget indeklemt og uden for fællesskabet med byen. Men helt galt er det dog for dem vest for dæmningen, Møllevej 1 og 3 samt Vandmøllen. Deres adgang sker nu fra Herskind, så de må slet ikke føle sig tilknyttet til Borum.
Nutidens ændringer
I 1972 overtog De Forenede Teglværker vandmøllen og åbnede en lergrav ved at grave ind i bakken nord for Møllevej 1. Det er enormt mange læs ler, som blev kørt til Tilst Teglværk. Nu var det slut med at benytte bakken til skiløb, den var ellers perfekt til det.
Bygningerne og jorden blev udlejet til hønseriejer Carl Jensen, Herskind, som havde sine gæs og ænder til at gå der. Det gav en fæl lugt.
I 1980 overtog læge Thuesen bygningerne og jorden omkring. Straks efter overtagelsen nedbrændte det gamle stuehus totalt, men genopførtes i samme stil med bindingsværk og stråtag.
Nu er arealet vest for dæmningen og til møllebækken og til Borumvej i nord plantet til, så det en gang bliver til skov, det er godt nok, når det ikke kan være anderledes. Ligeledes er det gamle stemmeværk blevet fjernet, og møllebækken forsynet med stryg for at skabe bedre forhold for fisk og padder i forbindelse med et naturgenoprettelses-projekt i Århus Amt. Her kunne det have rart hvis man også havde fået genoprettet Mølledammen, det må have været muligt, hvis der havde været vilje til det.
Det er mit ønske, at fremtidige beboere omkring Møllevejen vil værne om det særprægede areal, så det kan blive et sted, hvor mange kan nyde den natur, som er i området.
Mange steder i Borum-Lyngby ser der nogenlunde ud, som der har gjort i mange år. Men ikke her.
Til venstre skimtes udhus bag hans hjem, Langelinie 38.
