Intet år uden at drengene i Borum går hele sognet rundt som fastelavnssoldater og bagefter egenhændigt arrangerer fest for sig selv, forældrene og pigerne.
Skikken er ældgammel. Forskere mener, at den kan føres helt tilbage til en ungdomstradition med ringridning og udpegning af såkaldte gadelam og gadebasser. Dette er første gang beskrevet fra Mundelstrup allerede i 1675. Men fastelavnssoldaterne findes kun i et smalt bælte af Østjylland cirka fra Mariager til Horsens Fjord.
På billedet er drengene i 1986 nået til Gunhild og Peter Sørensen på Møllevejen 15. Peter tager venligt imod og hilser på ”kongen”, der er Jørgen Jørgensen, nu Bysvinget 20.