Det kommunale selvstyre

Borum-Lyngby Sogneråd. Se mere i teksten.

Vi er i 1920’erne. Disse syv udmærkede mænd i deres bedste alder udgør sognerådet, der styrer Borum-Lyngby Kommune.

Lokalstyret bygger på en tradition fra før landboreformerne (omkring 1790), hvor bymændene mødtes for at beslutte dyrkningen af jorden.

I 1841 indførte centralmagten i København de såkaldte sogneforstanderskaber, der fik ansvar for fattighjælpen på landet.Det blev en mellemform inden nærdemokratiet.

Grundloven af 1849 fastslog kommunernes ret til at styre deres egne anliggender under statens og amtets tilsyn, og med Landkommunalloven i 1867 blev det alvor på den måde, at der indførtes et lokalt selvstyre med folkevalgte sogneråd.

Adskillige af sognerådenes beslutninger skulle dog godkendes i amtsrådet. Dette i modsætning til købstædernes byråd. Byerne var slet ikke med i amterne.

Borum-Lyngby var en selvstændig kommune indtil 1. april 1970. Den sidste sognerådsformand blev Niels Kjeldsen Jensen, Skivholmevej 29.

Så flyttede ”nærdemokratiet” til Århus, og de lokale politiske strukturer blev rykket op med rode. Faktisk det samme som i 2007 sker for vores naboer i bl.a. Herskind og Lading, der også fik langt til rådhusene i Skanderborg og Hadsten.

Personerne her er f.v. Laurs Hvidkjær, Borum, Marius Bigum, Lyngby, Peter Fogsgaard, Lyngby, Peder Pedersen, Borum, Morten Mortensen, Borum, Mogens Sørensen, Borum, og lærer J. M. Vogelius Jensen, Lyngby.

Sognerådsformand var den legendariske gårdejer Peder Pedersen (forrest i midten). Det kan man næsten se.

Peder Pedersen kan vi også takke for Borum Forsamlingshus – men det er en helt anden historie.

Det vigtigste hus i Borum

Forsamlingshus i 80 år

Tale holdt ved husets 80 års jubilæumsfest 1. november 2008

Kære venner

Lige her hvor vi sidder nu, blev der holdt en stor fest den 19. oktober i 1928.

Det var indvielsen af Borum Forsamlingsbygning, og det var virkelig en stor fest.

Hvis man kan tro på, hvad de skriver i aviserne – men kan man nu det? – så samledes to hundrede mennesker  så godt som alle voksne i Borum – klokken otte omkring “de festligt smykkede borde”.

Den største sammenkomst, som jeg personligt har været med til her, var årtusindskiftet nytårsaften 1999. Da var vi nok lige så mange eller flere. Men vi stod sandelig op. I 1980 havde vi en vældigste byfest. Da sad vi 120 mennesker klemt tæt sammen i både salen og den lille stue, mens vi spiste kyllinger og knapt nok havde plads til at bruge både kniv og gaffel på én gang.

Borum Forsamlingshus er faktisk blandt de mindste på egnen. Underligt nok, når landsbyen Borum i sin tid var en af de største. Og et problem, som har optaget os nu i foreløbig 80 år.

Et citat mere fra dengang: “Bygningen ligger midt i byen på et højtliggende sted med facaden ud mod landevejen (det var det dengang), og den ligger smukt og bekvemt og tager sig meget godt ud”.

Musikken blev, står der, “udført meget smukt af frk. Staack, Borum, (hende kender den ældre generation som Julle Rishøj, spillemand og organist) og musiker Martin Rasmussen, Skivholme.” Og så er det hele minsandten underskrevet “p.p.”

Avisen var Aarhus Amtstidende. Det var den helt enerådende avis på Århus-egnen. Så snart man kom uden for Århus Købstad, så var det Amtstidende, de folkelige bevægelsers og Venstres avis, man læste. I landsbyer som for eksempel Viby, Hasle, Brabrand – og altså Borum.

Vi skal tænke på et helt anderledes samfund end i dag. Næsten alle arbejdede i landbruget. Resten var service for landbruget, og det blev da også en af de største gårdejere, Peder Pedersen på Bækgården – farfar til den nuværende Peder Pedersen og oldefar til Lasse – der både stod i spidsen for at få opført et forsamlingshus, og som, efter hvad jeg har fået fortalt, skar igennem en hel del smålig nid og kævl. Peder Pedersen (Pie Piesen) blev også den første formand for bestyrelsen.

De fire andre var i januar 1928, da det hele begyndte: Husmand Jørgen Simonsen, handelsmand Stag (Chr. Staack), købmand Espersen og tømrermester Anton Nielsen. Det var de fem, der tog ud i Kreditforeningen af Grundejere paa Landet i Jylland og lånte 10.000 kroner.

Den sidstnævnte, altså tømreren, en indfødt borummer på 40 år, fik til opgave at “udarbejde tegninger og konditioner efter nærmere aftale”. Det står der i protokollen, som gode mennesker har været så fornuftige at gemme, og som vi nu passer godt på i vores lokalhistoriske arkiv – der også er star-tet her i huset.

Men Anton Nielsen kom nu let om ved det med at tegne huset. Det kan enhver se, der tager til Kolt. Der står nemlig et forsamlingshus nøjagtig mage til vores, og det er faktisk 20 år ældre. Jeg har spurgt min lokalhistoriske kollega i Ormslev-Kolt, og hun kan oplyse, at deres hus er indviet i maj 1908. I dag er det dog nærmest bygget om til selskabslokaler med en privat restauratør – tja.

Nå, men så blev der hentet tilbud ind i Borum. Det blev mureren Ras Sørensen, der skulle bygge, og elektriker Arnold Wind skulle lægge lys ind, som man sagde. Maler Jensen skulle hvidte og male – så langt som han nu kunne komme for 325 kroner. Tømrer Rasmussen i Framlev, altså en udefra, blev valgt, og til det møde har Anton Nielsen, tømrermesteren, ikke længere skrevet under. Protokollen er meget fåmælt. De skrev ikke så langt dengang. Kun nogle få linjer og ingenting om dette. Men mon ikke, at vi kan gætte, hvad der er blevet sagt og tænkt. Ellers er vi i hvert fald nogle, der kan huske nogle lignende situationer langt senere med håndværkere og brødnid. Men tre dage senere blev der holdt et udvidet bestyrelsesmøde, og nu står en ny mand som nummer fem i bestyrelsen i stedet for tømrer Nielsen, gårdejer Karl Winther.

I 80 år har forsamlingshuset været den vigtigste bygning i Borum Sogn. Men det var faktisk ret sent, at denne del af andelsbevægelsen nåede hertil. Borum skilte sig lidt ud. Her turde folk for eksempel heller ikke at lave en brugsforening som de fleste andre steder. De ville hellere stå sig godt med købmændene.

Indtil 1911 havde vi så faktisk også en kro. Borum Kro ovre på den anden side af vejen blev drevet af en legendarisk madam Jakobsen. Kroen var nu sygnet lidt hen, efter at hovedvejen mellem Århus og Viborg siden ca. 1880 ikke længere gik igennem Borum, men det var her på kroen, der blev holdt sammenkomster og blandt andet også møderne i Borum-Lyngby Sogneråd.

Så flyttede de folkelige aktiviteter i 17 år til det såkaldte Staacks lokale. Det findes ikke længere, men var en del af den gamle Borum Østergård, Langelinie 62. Staack syntes dog selv, at det var noget råddent gammelt bras. Det var det nok også. Han blev en af initiativtagerne til huset her, men der var altså foredragsforening, ungdoms- og gymnastikforening og blandt andet dilettant deroppe.
Enkelte møder blev også holdt i skolen, og i to år var der et lille lokale med konditori hos bageren.

Nu flyttede det hele ind, og i mange årtier var huset også sæde for Borum-Lyngby Sparekasse.

Jeg har kigget en masse materiale igennem fra den mellemliggende tid. Det skal jeg ikke trætte jer med. Men tre forhold går tydeligvis igen:

For det første: En evig debat om husets brug. Det begyndte allerede i ’28. I en af de mange taler sagde præsten, Jensen, at nu skulle man huske, at det ikke bare var et festhus. Det skulle også bruges til møder, der, som han sagde, “holder idealets fane højt”. Og det er jo faktisk sket. Jeg ved, at den nuværende bestyrelse lægger vægt på, at vi ikke bare driver en forretning, hvor alle mulige mennesker udefra kan betale for at holde deres fester. Det er vores hus – med kor og gymnastik og fællesspisning og møder og dilettant og foredrag og filmklub og så videre. Så det blev virkelig det vigtigste hus i Borum, og derfor er det også lidt sørgeligt, at huset i 2008 åbenbart ikke længere er fint nok til folkekirken, der nu vil bygge sit eget hus med mødelokale oppe ved siden af præsteboligen. Det tror jeg personligt bliver et problem – men det var nu et sidespor.

I samme forbindelse som det med brugen har et evigt tilbagevendede emne været vrøvl med de skiftende bestyrere. Allerede den første – han hed Karl Jepsen – nøjedes de med at ansætte for ét år ad gangen, og han holdt kun til 1932. Der har i alle 80 år været et vist spændingsforhold mellem det synspunkt, at beboeren i huset havde en billig lejlighed med visse forpligtelser, og så dem, der mente, at det var en vært, der kunne disponere over huset og skulle drive det som sin egen forretning.

Det andet gennemgående træk: Offervilje. Heldigvis har Borum jo fået lov til at blive ved med at være et landsbysamfund og ikke et eller andet fremmedgjort nybyggerområde med en voldsom vækst. Til gengæld er vi klar over, at det er os selv, der har ansvaret for det meste. Sådan er det stadig, og det er nok sundt. Så der er blevet udført mængder af arbejde med ombygning og vedligeholdelse, og der har været en perlerække af arrangementer, der skulle give indtægter. I 1941 for eksempel blev den årlige aktionærfest ødelagt af den meget hårde vinter. Så holdt man sommerfest nede i Mølleskoven for at tjene penge til huset. I 1979, hvor både økonomi og standard var kørt langt ned, indbragte et loppemarked over 8000 kroner. De blev brugt til det loft, som vi nu – nå ja, alt har sin tid.

Det tredje, der går igen – og nu vender jeg tilbage til det: Salen var og er lovligt lille, og der mangler en scene. Allerede i 1934 blev der taget initiativ til at gøre noget ved det. Borum Gymnastikforening lavede dilettant det år, og det samlede overskud – 125 kroner – blev sat ind på en sparekassebog for at opbygge en kapital til at bygge en scene bagud på salen. For syv-otte år siden sad jeg selv i betyrelsen. Og hvad fik vi blandt andet lavet tegninger af? Jo, såmænd, en udvidelse på to-tre meter plus en scene.

Peter Poulsen

Detaljerne røber forskellen

Enhver lokal kan se, at dette er et billede af den midterste del af Borum. Men flere detaljer fortæller, at billedet faktisk er 40 år gammelt. Det blev taget af Geografisk Institut ved Aarhus Universitet, da forskere og studerende i 1974-76 lavede en større beskrivelse af landsbymiljø i Århus Kommune.

Vi kan begynde i forgrunden. Her står, at Møllevejen hedder Langelinie. Det gjorde den faktisk i nogle få år fra 1970. Rådhus-logikken var, at Møllevejen allerede lå i Århus (C), og så kunne man ikke have én mere inden for kommunegrænsen. Nogle år senere lykkedes det dog borgerforeningen og beboerne at få indført navnet Borum Møllevej.

Så følger en lygtepæl med luftledninger på. Sådan nogen findes ikke i Borum mere.

Bilerne foran det gamle mejeri – en Ford Taunus og et ægte “folkevogns-rugbrød” gør heller ikke. Frode Hansen, senere Borum Byvej 8, havde i en længere periode i 70erne og 80erne autoværksted her.

På den anden side af vejen ses lidt af Bækgården før totalombygningen i 2006. Nu er det dér, der er autoværksted i Borum.

Bag Bækgården ses det gamle bageri, købmandsgården, hvor der indtil 1911 var kro, og den flotte Borum Højgård (Erik Rasmussens gård).

Dilettant til alle tider

Amatørteater i Borum i 1920’erne.

Når Borum Amatørteater år efter år sætter nye standarder for munter og talentfuld optræden i forsamlingshuset, så er det bemærkelsesværdigt, at det sker i en næsten ubrudt tradition, der kan føres temmelig langt tilbage.
Billedet her er faktisk så gammelt, at vi i Lokalhistorisk Arkiv kun har svage anelser om, hvem der står på scenen med undtagelse af nummer tre fra venstre. Men stiligt og sikkert også sjovt har det været, som det lille tableau antyder.
Billedet er fra før 1928, da Borum Forsamlingshus kom til verden. Inden da mødtes man hos Staack (udtalt: Stag) på Langelinie 62.
Staacks Lokale, som det blev betegnet, befandt sig i en senere nedrevet fløj vest for det gamle stuehus – omtrent hvor der nu er hønsehus ved indgangen til ”Borum Stadion”.
Billedet her er ligesom andre fulgt med huset til Birgit Rishøj Knudsen og nu Gitte Holm og Jan Nielsen. Vi siger tak for lån.
Om dilettant har arkivet en lidt spredt samling af gamle programmer, tekster og billeder fra blandt andet 1940’erne, ligesom vi gemmer nogle stikprøver fra vores egen tid.
Vi vil meget gerne have mere.
I de såkaldt glade tressere døde dilettanten ud som så meget andet landsbyliv, men kort efter Borum Borgerforenings start tog man omkring 1980 fat igen med nu afdøde tømrermester Børge Pedersen, Byvej 1, som den første ”teaterdirektør”. Og med denne del af landsbyens sociale liv blev alt igen som før.
Store skikkelser på “de skrå brædder” (der nu plejer at være ret lige) i Borum og som instruktører af revy og teater har senere været bl.a. Niels Hansen, Søren Willumsen, Karl Iversen og Marie Wendelboe.

Et højdepunkt blev nået i 1995, da 37 børn og voksne medvirkede i Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter instrueret af Niels Hansen.
Her ses forskellige slags røvere i skikkelse af fra venstre Jens Christian Riis Jørgensen, Anne-Grete Lundorff, Karl Iversen og Marie Bach Hansen. Foto: Helene Bagger

Dronningen på Borum Eshøj

Dronning Margrethe II modtages 27. august 1999 af museumsinspektør Niels H. Andersen på et af de felter, hvor der endnu er gang i udgravningerne. Til venstre for Dronningen ses yachtkaptajn Viggo Hansen fra “Dannebrog” og en adjudant. Foto: Hans Skov.

Her har vi virkelig en begivenhed af historisk format. Dronning Margrethe II besøgte Borum Eshøj 27. august 1999, hvor hun her bydes velkommen af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, Moesgård Museum.

Niels H. Andersen forestod i 1990’erne de genoptagne udgravninger på Borum Eshøj-plateauet og har ved flere lejligheder øst af sin viden også til gavn for lokalbefolkningen.

Dronningen viste sin aldrig svigtende interesse for arkæologi ved at holde sig a jour med udgravningerne i Borum, hvor forskerne i denne omgang blandt andet afdækkede resterne af et toskibet langhus fra den sene del af stenalderen.

Dronningen fik også forevist de tre rekonstruerede høje – Johannes’, Kajs og Pouls Høj kaldet, og Hendes Majestæt så indenfor i “kolortehuset”, som børnene på egnen kalder det rekonstruerede bronzealderhus, der ganske rigtigt har vægge af ler, der er æltet med komøg.

Så vides har Danmarks regent ellers ikke besøgt vort lokalområde siden 4. november 1583. Det skulle da lige være, om en konge engang gjorde holdt ved Borum Kro for at få en bid brød på en rejse til Viborg eller Randers. I 1583 overnattede kong Frederik II med sikkerhed hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum.

Dyrlægen i Bysvinget – elskværdig eller?

Dyrlæge J. Kjeldsen i Bysvinget 1908.

Dyrlæge J. Kjeldsen i Bysvinget 1908.

Dyrlæge Jens Kjeldsen (1865-1911) havde til huse i den store ejendom på Bysvinget 12-14. Her triller han omkring 1908 frem på gaden i et let, lille hestekøretøj kaldet en gig.

Kjeldsen var gårdmandssøn fra Vejlby, havde to uddannelser og blev i en nekrolog ved sin tidlige død beskrevet som “en overmaade elskværdig og jovial Mand, der sikkert kun havde Venner”. Han interesserede sig for politik, blev tilhænger af Det radikale Venstre og støttede en partiavis kaldet Jysk Morgenblad.

Det var forresten Jysk Morgenblad, der bragte de uforbeholdent positive ord ved hans død. En helt anden historie kunne man nogle år tidligere læse i Demokraten i 1904. Den handlede om mishandling af en tjenestepige og en dom for vold mod en karl.

Dyrlægeboligen omfattede dengang hele hjørneejendommen.

De to følgende dyrlæger, S. Vinther Christensen (1911-1938) og A. P. Rasmussen (1938-1980), var rene slidere. Da sidstnævnte i en alder af bare 28 år overtog den lokale praksis, flyttede han den til villaen Thoushøj, Langelinie 69, og fik efterhånden flere ansatte.

Der er altså hele to ejendomme i Borum, som med rette kan kaldes for ”den gamle dyrlægebolig”. Ja, faktisk tre. Bysvinget 12 blev nemlig skilt fra Bysvinget 14 i 1945.

Foruden en separat bolig i nabobygningen, nu Langelinie 69A, byggede Rasmussen også huset på Langelinie 49 – begge som medarbejderboliger for dyrlægeassistenter.

Efterårsstemning på Lyngby Østergård

1994-11-3b-lyngbygaardsv-520001Roerne var ved at blive taget op en dag i 1940, da fotografen kom forbi og stillede sit kamera an. Han bad de medvirkende om at stå fuldstændig stille, og kun en af hestene kunne ikke helt overholde det.

Vi er på Lyngby Østergård, ganske tæt på det sted hvor der i 2006 blev gravet en sø ud. Redskabet foran karlen til venstre er en såkaldt kålroeoptager, og til højre er drengene klar til at læsse på vognen.

Egnens ægte byggestil

Her ses beboere, hestehold og ikke mindst stuehuset til “Katrinesminde”, Stillingvej 208. De er fotograferet i 1918, men bygningen er fra 1800.

Mange sætter i stand og restaurerer de gamle huse og gårde i Borum-Lyngby i disse år, og dette billede kan give god inspiration. Det viser nemlig den originale, traditionelle byggestil på Århus-egnen:

Skorstenene har udkravninger. Stråtaget er stejlt, mønnet med halm og uden udhæng eller overliggere. Yderdørene er fløjdøre med fyldinger, og der er en bred trappesten foran ud i stenbrolægningen.

Og så det allermest karakteristiske for netop vores egn: Bindingsværkets tavl skal være opstreget i murstensmønster som på blandt andet Langelinie 33 og (til for få år siden) 37 og Borum Højgård, Borum Byvej 18.

Marie og Søren Andersen (t.v.) flyttede til Borum i 1916 fra en ejendom i Tilst. Sønnen Gunnar Andersen (på hesten t.h. i en alder af syv år) overtog “Katrinesminde” i 1935, og i 1978 kom turen til tredje generation, Henning Andersen.

Ejgil ventede ikke på møggreben

Smedeboligen

Smedeboligen, nu Løkkediget 1.

Lige over for den gamle landsbysmedje Langelinie boede smedemesterparret Esther og Ejgil Jensen i dette hus.

”Ejgil-smeden”, som han blev kaldt, var en driftig mand. Ganske som sin far, Jens Jensen, kunne han naturligvis sko en hest og svejse på en plov, men fra 1950’erne skulle der tænkes nyt. Smeden i Borum investerede i en industriproduktion.

Som han sagde i et interview i Aarhuus Stiftstidende ca. 1983: ”Betingelserne var simpelthen at finde en produktion eller lukke. At stå her i smedjen og vente på, at der skulle komme en med en møggreb, der skulle skaftes, det kan ingen leve af”.

Nej, vente gjorde Ejgil Jensen ikke. Han opfandt en række snurrige maskiner, der alle kunne male striber på asfalt. Før brugte man en pensel. Blandt andet maskiner til de nu så almindelige rumlestriber er opfundet i Borum.

Men vejen var lang:

“Vi måtte igennem en fortvivlet masse forsøg, tiden gik og pengene rullede, men det gjorde maskinen ikke. Den blev bygget om og om igen og lignede til sidst en original Storm P.-udgave. De timer vi har brugt på disse eksperimenter, tør jeg slet ikke tælle”, fortalte Ejgil Jensen i avisen.

Samtidig reparerede hans folk hver vinter sneplove for det daværende Århus Amts Vejvæsen i den nybyggede hal, Langelinie 47.

Privat flyttede smedeparret fra dette hyggelige hus (nu Løkkediget 1) og byggede parcelhuset på Bysvinget 27 i tressernes stil.

Og virksomheden? Den er i dag et verdensfirma i vejafmærkning. Læs mere på borum.as

En anderledes juleafslutning

Af Aase Suk

Det var sidste skoledag før juleferien i 1958. Alle syv klasser i Lyngby Skole (egentlig kun to, nemlig bette klasse og store klasse) var samlet i skolestuen. Nogle af de ældste børn havde pyntet op med gran og levende lys.

På katedret havde min bror Leif lavet en grotte af pap og vat. I grotten var der nisser og et lille bitte juletræ og under træet små pakker med ingenting i.

Vi startede dagen med at synge julesalmer og -sange, og derefter kom Harlev-bageren Magnus med en stor plade fyldt med wienerbrød.. Der var også en kasse med sodavand.

Da pladen var tømt, og sodavanderne var drukket, læste lærer Hermansen en julehistorie for os. Vi sad alle pænt og lyttede, mens han gik frem og tilbage foran katedret og læste. Pludselig gik der ild i gran og vat.

Hermansen var snarrådig og råbte, at vi skulle blive siddende på vores pladser. Han tog den tomme bageplade, klappede den ned over flammerne og kvalte ilden.

Pyha, vi blev forskrækkede, men alt gik så hurtigt, og kun overfladen på katedret tog skade. Det måtte have en afhøvling og en gang lak i det nye år 1959.

Børn og lærere i Lyngby Skole fotograferet i 1956. Det er ganske vist ikke helt det samme år som den dramatiske begivenhed, men næsten, og billedet siger meget om bl.a. påklædningen. I arkivet har vi i øvrigt navnene på alle 26 personer.

En skole i det åbne land

september-2010-12-1-lyngby-skole-forbedretI 2011 fyldte denne bygning 100 år – cirka. Hvor mærkeligt det end lyder, kan Arkivet ikke med sikkerhed fastslå præcis hvornår Lyngby Skole blev taget i brug. Sognerådets protokol er nemlig noget mangelfuld. Sandsynligvis var det i 1911.

Ved samme lejlighed blev børnene i Tingvad og Hvinning Mose i Borum flyttet til Lyngby Skoledistrikt.

Mange år efter lå skolen stadig frit i det åbne land lige uden for Lyngby. På billedet fra 1953 er hverken huse eller den nye sø at se, og i baggrunden har ingen så meget som tænkt på True Skov.

Til gengæld ser du til højre små skolehaver, som børnene i Lyngby selv dyrkede.

Skolerne i Borum-Lyngby blev nedlagt i 1964. Den i Lyngby forblev dog i lang tid i kommunalt eje. I 1998 åbnede skolen som sognegård, hvor Lokalhistorisk Arkiv siden har haft til huse.

En sød, lille lastbil til alle formål

Moderne anlægsarbejde på Møllevejen 1961.

Moderne anlægsarbejde på Møllevejen 1961.

På Borum Møllevej 11 byggede Oda og Søren Madsen hus, og det så sådan ud, da der blev gravet ud på grunden 4. maj 1961.

Det var ret moderne metoder, der slog igennem, for man havde lånt Tilst Teglværks gravemaskine. Den læssede jorden på lastbilen tilhørende Thorvald Olsen, Langelinie 55. Der kunne ikke være meget ad gangen sammenlignet med nutidens materiel, men læsset skulle heller ikke så langt. Det blev tippet af på det sted, hvor den nuværende legeplads ligger.

Tallet på døren betyder ikke “vogn 15”. Olsen havde kun én lastbil. Men han havde telefonnummer Borum 15.

Samme lille lastbil blev i de år også brugt som ”bus” til Borum Skoles årlige udflugt. Der blev sat høje sider på ladet, og så blev alle børn kørt til toget ved Mundelstrup Station, fortæller et af børnene, Ivan Nielsen, Borum Byvej 15B. Det er ham, der er den lille chauffør på billedet. Den rigtige var Leif Mikkelsen, Borum Landevej 9.

En lille detalje om skoleudflugterne huskes af Signe Aaby: Bag på lastbilen stod med tydelig skrift: ”Godkendt til kreaturtransport”…

En stille sommerdag i Borum

Man kan næsten se, hvordan Borum sov middagssøvn, da dette luftfoto blev taget på en varm sommerdag i 1950’erne. Ingen mennesker er at se. For øvrigt heller ingen biler.
Til gengæld står der røde køer på markerne. Sognefoged Alfred Jørgensens (Borum Landevej 6) RDM-besætning står blandt andet tøjret i baggrunden.
En mængde detaljer fortæller om udviklingen på godt og ondt siden da: Der er master til telefontråde og el langs vejene, og vejtræerne står tæt som en allé langs landevejen til Randers. Til gengæld mangler den snart 30 år gamle omfartsvej (Stillingvej), og man ser, hvordan Skivholmevej roligt følger terrænet nord og vest ud af byen, hvor den i dag ligger gravet ned i landskabet.
Men det var nu først og fremmest gården i forgrunden, Borum Højgård, fotografen gik efter. Billedet er let at tidsfæste, for gårdejer Marius Rasmussen havde netop sparet på forsikringspræmien ved at udskifte de sidste rester af stråtag med det splinternye eternit, der lyser op på bygningen med det flotte, opstregede bindingsværk. De to navnløse gårde – delvist bygget sammen – er givetvis blandt de ældste i Borum.
Frem til 1800-tallet var der også tvillinggårde mindste tre andre steder i byen: Omkring Langelinie 56-60, i Bysvinget 6-12 og lige over for Rasmussens omkring Byvejen 21-19.
Da billedet blev taget, fungerede den centralt beliggende gård i øvrigt som en hel legeplads. Hver aften samlede sig 20-25 børn og spillede rundbold. Når de legede fangeleg, tjente hønsehuset, der ses mod øst på gårdspladsen, som byens fængsel, har vi fået fortalt.
21.1.2012
pp

Endelig flyttede de ud

Åbenhøj, Skivholmevej 26, fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet.

Åbenhøj, Skivholmevej 26, fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet.

De store landboreformer omkring 1800 slog kun langsomt igennem.
I Borum blev jorden udskiftet i 1796, så hver gård fik sin jord samlet – så nogenlunde da.
Men der gik lang tid inden næste skridt, som kongen, Struensee, Reventlow og andre havde drømt om, kom til udførelse i Borum-Lyngby. Gårdmændene så nemlig ikke uden videre nogen grund til at flytte deres gårde ud af landsbyen.
Her er en af de første fra dengang, da der omsider gik hul på bylden.
Åbenhøj, Skivholmevej 26, blev grundlagt i 1876 som den største af nogle ejendomme, der blev oprettet på den måde, at en gård inde i byen samtidig blev nedlagt. Sidstnævnte gård var den, der lå på nuværende Borum Byvej 21-23-25.
Bygningerne på billedet er dog opført i 1908 i røde mursten og tækket med cementtagsten. Udbygningerne var bindingsværk med stråtag.
Siden er der sket en hel del. Traditionelt familielandbrug var Åbenhøj indtil 1985, da jorden blev overtaget af Kurt E. Pedersens planteskole. Siden er bygningerne ombygget og moderniseret til ukendelighed af adskillige forskellige ejere.

 

Et ældgammelt landevejshus

Klik for større foto.

Dette fine foto fik vi Arkivet i januar 2022 af en mand i Skovby. Han huskede ikke, hvor han havde det fra, men vi blev hurtigt enige om, at det er over 100 år gammelt. Og motivet med det for Århus-egnen så karakteristiske, opstregede bindingsværk? Noget sagde ham, at det vist var fra Borum.

Det tror vi også! Dobbelthuset med stråtag ligger meget markant ved landsbyens indkørsel sydfra. Da det blev bygget engang i tidernes morgen lå det ved landevejen mellem  kongens Skanderborg (Slot) og Dronningborg (i nutidens Randers).

Siden kom først én omfartsvej i 1930’erne (Borum Landevej) og siden én mere i 1970’erne (Stillingvej), så landevejen blev til Borum Byvej. Adressen i dag er Borum Byvej 6 og 8.

Byens allerførste skole lå heromkring. Måske i et lille hus på den sydvestlige del af den nuværende kirkegård. Måske i sydenden af huset på Borum Byvej 6.

Arkivet har naturligvis allerede flere billeder fra samme sted, men ingen så fine. Vi har heller ikke tidligere set det lille bislag ved nordgavlen.

På et af de andre billeder kommer sadelmager Marius Sørensen (f. 1878) gående mod sit hjem på “sadelmager-bakket”, som folk dengang kaldte strækningen fra Centralen til bygrænsen. Allerede på det tidspunkt var nummer 8 blevet ommuret med røde mursten, kan man se – sådan som det også fremstår i dag.

Det nye billede sad i en fin ramme, som vi forsigtigt lirkede det ud af for skanning. Stod der mon noget bag på det? Det gør der tit, men her var bare et diskret stempel med teksten “Th”. Sikkert fotografens mærke.

I 2022 finder vi Adriënne Heijnen henholdsvis Christina Karvonen i det bevaringsværdige dobbelthus.

Tidligere boede en af Socialdemokratiets og fagforeningens kæmper, Jens Olsen, i nummer 8. Nummer 6, sadelmagerens hus gennem årtier, havde i 1980’erne et mellemspil som embedsbolig for folkekirken. Da begyndte pengene at fosse.

Hele partiet omkring huset var ellers i 1974 blevet kaldt “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”, og idyllisk så der ud. Men nu skulle her bo en graver, mente menighedsrådet. Så al beplantning blev brutalt ryddet væk, bindingsværket blev skiftet ud af en tømrer, og gavlen blev muret op til halv højde af lysrøde, maskinstrøgne mursten. Sidstnævnte måtte menighedsrådet nu rykke ned igen, da sagkyndige så det grimme syn. Så nu er der på ny bindingsværk, og kirken har også sluppet grebet. Huset har nu en pietetsfuld, privat ejer

Største ændring fra det oprindelige hus er faktisk, at der er kommet kviste på. Med dagens kvadratmeterpriser udnytter næsten alle huse i Borum i dag etagen under taget. Selv de ældste.

Billedet, der fik registreringsnummer 2022-1-B42, sad i en fin ramme. Efter skanning kom det tilbage i rammen.

Jo, der kan vist ikke være megen tvivl. Det er samme hus med over 100 års forskel. Foto fra januar 2022.

1 3 4 5 6 7 15