Forsamlingshus i 80 år

Tale holdt ved husets 80 års jubilæumsfest 1. november 2008

Kære venner

Lige her hvor vi sidder nu, blev der holdt en stor fest den 19. oktober i 1928.

Det var indvielsen af Borum Forsamlingsbygning, og det var virkelig en stor fest.

Hvis man kan tro på, hvad de skriver i aviserne – men kan man nu det? – så samledes to hundrede mennesker  så godt som alle voksne i Borum – klokken otte omkring “de festligt smykkede borde”.

Den største sammenkomst, som jeg personligt har været med til her, var årtusindskiftet nytårsaften 1999. Da var vi nok lige så mange eller flere. Men vi stod sandelig op. I 1980 havde vi en vældigste byfest. Da sad vi 120 mennesker klemt tæt sammen i både salen og den lille stue, mens vi spiste kyllinger og knapt nok havde plads til at bruge både kniv og gaffel på én gang.

Borum Forsamlingshus er faktisk blandt de mindste på egnen. Underligt nok, når landsbyen Borum i sin tid var en af de største. Og et problem, som har optaget os nu i foreløbig 80 år.

Et citat mere fra dengang: “Bygningen ligger midt i byen på et højtliggende sted med facaden ud mod landevejen (det var det dengang), og den ligger smukt og bekvemt og tager sig meget godt ud”.

Musikken blev, står der, “udført meget smukt af frk. Staack, Borum, (hende kender den ældre generation som Julle Rishøj, spillemand og organist) og musiker Martin Rasmussen, Skivholme.” Og så er det hele minsandten underskrevet “p.p.”

Avisen var Aarhus Amtstidende. Det var den helt enerådende avis på Århus-egnen. Så snart man kom uden for Århus Købstad, så var det Amtstidende, de folkelige bevægelsers og Venstres avis, man læste. I landsbyer som for eksempel Viby, Hasle, Brabrand – og altså Borum.

Vi skal tænke på et helt anderledes samfund end i dag. Næsten alle arbejdede i landbruget. Resten var service for landbruget, og det blev da også en af de største gårdejere, Peder Pedersen på Bækgården – farfar til den nuværende Peder Pedersen og oldefar til Lasse – der både stod i spidsen for at få opført et forsamlingshus, og som, efter hvad jeg har fået fortalt, skar igennem en hel del smålig nid og kævl. Peder Pedersen (Pie Piesen) blev også den første formand for bestyrelsen.

De fire andre var i januar 1928, da det hele begyndte: Husmand Jørgen Simonsen, handelsmand Stag (Chr. Staack), købmand Espersen og tømrermester Anton Nielsen. Det var de fem, der tog ud i Kreditforeningen af Grundejere paa Landet i Jylland og lånte 10.000 kroner.

Den sidstnævnte, altså tømreren, en indfødt borummer på 40 år, fik til opgave at “udarbejde tegninger og konditioner efter nærmere aftale”. Det står der i protokollen, som gode mennesker har været så fornuftige at gemme, og som vi nu passer godt på i vores lokalhistoriske arkiv – der også er star-tet her i huset.

Men Anton Nielsen kom nu let om ved det med at tegne huset. Det kan enhver se, der tager til Kolt. Der står nemlig et forsamlingshus nøjagtig mage til vores, og det er faktisk 20 år ældre. Jeg har spurgt min lokalhistoriske kollega i Ormslev-Kolt, og hun kan oplyse, at deres hus er indviet i maj 1908. I dag er det dog nærmest bygget om til selskabslokaler med en privat restauratør – tja.

Nå, men så blev der hentet tilbud ind i Borum. Det blev mureren Ras Sørensen, der skulle bygge, og elektriker Arnold Wind skulle lægge lys ind, som man sagde. Maler Jensen skulle hvidte og male – så langt som han nu kunne komme for 325 kroner. Tømrer Rasmussen i Framlev, altså en udefra, blev valgt, og til det møde har Anton Nielsen, tømrermesteren, ikke længere skrevet under. Protokollen er meget fåmælt. De skrev ikke så langt dengang. Kun nogle få linjer og ingenting om dette. Men mon ikke, at vi kan gætte, hvad der er blevet sagt og tænkt. Ellers er vi i hvert fald nogle, der kan huske nogle lignende situationer langt senere med håndværkere og brødnid. Men tre dage senere blev der holdt et udvidet bestyrelsesmøde, og nu står en ny mand som nummer fem i bestyrelsen i stedet for tømrer Nielsen, gårdejer Karl Winther.

I 80 år har forsamlingshuset været den vigtigste bygning i Borum Sogn. Men det var faktisk ret sent, at denne del af andelsbevægelsen nåede hertil. Borum skilte sig lidt ud. Her turde folk for eksempel heller ikke at lave en brugsforening som de fleste andre steder. De ville hellere stå sig godt med købmændene.

Indtil 1911 havde vi så faktisk også en kro. Borum Kro ovre på den anden side af vejen blev drevet af en legendarisk madam Jakobsen. Kroen var nu sygnet lidt hen, efter at hovedvejen mellem Århus og Viborg siden ca. 1880 ikke længere gik igennem Borum, men det var her på kroen, der blev holdt sammenkomster og blandt andet også møderne i Borum-Lyngby Sogneråd.

Så flyttede de folkelige aktiviteter i 17 år til det såkaldte Staacks lokale. Det findes ikke længere, men var en del af den gamle Borum Østergård, Langelinie 62. Staack syntes dog selv, at det var noget råddent gammelt bras. Det var det nok også. Han blev en af initiativtagerne til huset her, men der var altså foredragsforening, ungdoms- og gymnastikforening og blandt andet dilettant deroppe.
Enkelte møder blev også holdt i skolen, og i to år var der et lille lokale med konditori hos bageren.

Nu flyttede det hele ind, og i mange årtier var huset også sæde for Borum-Lyngby Sparekasse.

Jeg har kigget en masse materiale igennem fra den mellemliggende tid. Det skal jeg ikke trætte jer med. Men tre forhold går tydeligvis igen:

For det første: En evig debat om husets brug. Det begyndte allerede i ’28. I en af de mange taler sagde præsten, Jensen, at nu skulle man huske, at det ikke bare var et festhus. Det skulle også bruges til møder, der, som han sagde, “holder idealets fane højt”. Og det er jo faktisk sket. Jeg ved, at den nuværende bestyrelse lægger vægt på, at vi ikke bare driver en forretning, hvor alle mulige mennesker udefra kan betale for at holde deres fester. Det er vores hus – med kor og gymnastik og fællesspisning og møder og dilettant og foredrag og filmklub og så videre. Så det blev virkelig det vigtigste hus i Borum, og derfor er det også lidt sørgeligt, at huset i 2008 åbenbart ikke længere er fint nok til folkekirken, der nu vil bygge sit eget hus med mødelokale oppe ved siden af præsteboligen. Det tror jeg personligt bliver et problem – men det var nu et sidespor.

I samme forbindelse som det med brugen har et evigt tilbagevendede emne været vrøvl med de skiftende bestyrere. Allerede den første – han hed Karl Jepsen – nøjedes de med at ansætte for ét år ad gangen, og han holdt kun til 1932. Der har i alle 80 år været et vist spændingsforhold mellem det synspunkt, at beboeren i huset havde en billig lejlighed med visse forpligtelser, og så dem, der mente, at det var en vært, der kunne disponere over huset og skulle drive det som sin egen forretning.

Det andet gennemgående træk: Offervilje. Heldigvis har Borum jo fået lov til at blive ved med at være et landsbysamfund og ikke et eller andet fremmedgjort nybyggerområde med en voldsom vækst. Til gengæld er vi klar over, at det er os selv, der har ansvaret for det meste. Sådan er det stadig, og det er nok sundt. Så der er blevet udført mængder af arbejde med ombygning og vedligeholdelse, og der har været en perlerække af arrangementer, der skulle give indtægter. I 1941 for eksempel blev den årlige aktionærfest ødelagt af den meget hårde vinter. Så holdt man sommerfest nede i Mølleskoven for at tjene penge til huset. I 1979, hvor både økonomi og standard var kørt langt ned, indbragte et loppemarked over 8000 kroner. De blev brugt til det loft, som vi nu – nå ja, alt har sin tid.

Det tredje, der går igen – og nu vender jeg tilbage til det: Salen var og er lovligt lille, og der mangler en scene. Allerede i 1934 blev der taget initiativ til at gøre noget ved det. Borum Gymnastikforening lavede dilettant det år, og det samlede overskud – 125 kroner – blev sat ind på en sparekassebog for at opbygge en kapital til at bygge en scene bagud på salen. For syv-otte år siden sad jeg selv i betyrelsen. Og hvad fik vi blandt andet lavet tegninger af? Jo, såmænd, en udvidelse på to-tre meter plus en scene.

Peter Poulsen