Ingen kan gå ud eller ind af Borum Kirke uden at få øje på denne solide træblok på godt 90 centimeter. Den er af eg og bundet sammen med kraftige jernbånd med en låge i.
Det drejer sig om en indsamlingsbøsse eller pengeblok.
Når man i dag giver en skærv i kirkebøssen, går pengene måske til Folkekirkens Nødhjælp, et missionsselskab eller noget andet godt ude i den store verden. Men da pengeblokken var i sin velmagt, forblev pengene i sognet.
Skillingerne gik til de lokale fattige, som der var mange af i Borum helt op til vores tid.
Pengeblokken er flere hundrede år gammel, nemlig fra 1500-tallet. I herredsbogen for Framlev Herred kom der i 1661 til at stå, at den var “gammel og skakels”. Det sidste betyder skæv.
Lokalhistorikeren August F. Schmidt, der i 1952 skrev om Borums historie, viderebringer en historie om, at pengeblokken en overgang blev brugt som transportabelt pengeskab af Frijsenborgs ridefoged. Fogeden puttede bøndernes skatter i, og hjemme på godset ved Hammel opbevarede greven så selv nøglen.
Om det passer, ved vi ikke. Blokken var tidligere malet sort, men i 1980, da kirken blev restaureret, fandt arkitekten på, at malingen skulle tages af og kun beslagene derefter males. Hver tid sin mode.
Historier
Alfabetisk indgang til nogle af de røverhistorier i Borum-Lyngby, der er værd at huske på:
Pigernes aftenskole
Disse ni søde Borum-piger gik til fritids-undervisning. Året er 1954, og ordet hobby siver så småt ind i det danske sprog.
Så avanceret er det nu ikke her. Pigerne lærer at sy, for det har piger (men ikke drenge) brug for, vidste man. Lærerinde fru Lindquist, gift med en dyrlæge-assistent, samlede børnene til aftenskole hjemme hos sig selv i dyrlægeboligens nyindrettede medarbejderlejlighed (Langelinie 69A).
Børnene er (bagest f.v.) Janne Knudsen, Lisbeth Nielsen, Kirsten Kjær, Gerda Pallesen og Lilly Nielsen. Forrest f.v. sidder Karin Andersen, Bodil Pedersen, Jette Knudsen og Ulla Christensen.
Sidstnævnte drev det i øvrigt vidt på et helt andet felt end hjemmesyning. Sammen med søsteren Jette opbyggede og drev hun det succesrige firma Århus Charter – kåret som Danmarks bedste i 2001, 2005, 2006, 2008 og 2009 og solgte først livsværket i 2014. Søstrene voksede op i Borum Forsamlingshus, som forældrene Ella og Ove Christensen forpagtede i en del år, og Borum har stadig en stor plads i deres hjerter.
Populær præst fik sig en villa
Billedet af den nye præstebolig blev sendt som postkort fra Borum til Grundfør i 1915. I øverste hjørne t.h. kan man se, at der ikke var plads nok til hele beskeden på bagsiden.
Jørgen Jensen havde kun været sognepræst i Borum-Lyngby i få år, da menighedsrådet byggede ham denne embedsbolig.
Den bemærkelsesværdigt flotte villa af røde mursten med hvidkalkede udsmykninger afløste en mere traditionel præstegård af bindingsværk. I denne var både bolig, stald og lade samlet i en firelænget gård. En af længerne lå helt inde på det område, der nu er kirkegård.
Næsten alt blev revet ned i 1912. Det eneste bevarede er to fotografier i Lokalhistorisk Arkiv.
Præstens røde køer
I landbrugssamfundet havde alle præster på landet en gård stillet til rådighed. Borum Præstegårds jorder strakte sig fra kirken mod syd ned til Lyngbygård Å og omfattede både ager, eng og skov.
Den folkekære Jørgen Jensen i fuldt ornat. Men mindst lige så tit mødte man ham som landmand.
Jørgen Jensen tiltrådte i 1906 og forblev i embedet lige til 1941. Han nåede at blive den måske mest folkelige og afholdt præst i mands minde. Med årene blev han i enhver forstand en rund mand.
Paradoksalt er egentlig, at netop Jørgen Jensen gik meget op i sit landbrug. Landmanden Jensen var optaget af, at både sognebørnene og hans røde køer havde det godt.
Samtidig med den nye bolig opførte folkekirken en gård med avlsbygningerne, den nuværende Borum Landevej 25. I mange år boede her en præstegårdsforpagter, indtil menighedsrådet for få år siden valgte at sælge næsten hele herligheden.
Haven blev til park
I 1942 var Orla Møller, den næste sognepræst i rækken, trådt til. Nu fik haven til præsteboligen den store tur. Plan, beskrivelse og overslag ligger i arkivet.
Entreprisen gik til Det danske Hedeselskab (!), og den anonyme havearkitekt eller gartner skriver om udgangspunktet for den opgave, så man næsten kan høre et forarget fnys:
“Præstegaardshaven, hvis Størrelse er ca. 1 ha, er gennem en Aarrække blevet stærkt forsømt, den vidner om at have været anvendt til Græsning for Kreaturer, det er ganske tydeligt, at den tidligere Embedsindehaver ganske har manglet Interesse for Præstegaardshaven til fordel for Landbruget, der blev drevet af Præsten”.
Så blev haven lavet til park for 5765 kroner. Det svarer til cirka 135.000 kroner i nutidens penge.
Modstandsbevægelsen
Der kom i øvrigt noget andet konkret ud af arbejdet i præstens have.
Gartner Niels Grauengaard og pastor Orla Møller fandt sammen om at danne en modstands-gruppe mod den tyske besættelse af Danmark. De inddrog enkelte andre i Borum blandt andre tjenestekarlen Aage Annesen, der var på Bækgården.
Som en del af det berømte samarbejde kaldet 5. Kolonne udførte Borum-gruppen adskillige natlige sabotager mod den jyske længdebane i 1943-45. Også en militær telefoncentral i Lading fik sin bekomst, uden at tyskerne fandt ud af, hvorfra sabotørerne kom.
Tilbage til matrikelnummer 1a: I 1992 fik fik selve præsteboligen den helt store overhaling. Nu til et millionbeløb.
Punkteret
Også i 1932 havde de rige mange glæder. Såsom en bil.
Situationen er ikke til at tage fejl af: Bilen er punkteret på højre baghjul, og så er der bare tilbage at lappe slangen, pumpe ny luft i og køre videre.
Årstallet er 1932, og stedet er ud for købmand Ejnar Bigum, Lyngbygårdsvej 36. Ifølge vores oplysninger er bilen også købmandens, og ved den står Sigfred Hollesen (t.v.) og Holger Bigum, Lyngby. I græsset Sigfreds svoger fra Grenaa.
Og ja, det er faktisk boksehandsker, Sigfred har på. Han og svogeren dyrkede denne sport, men til lapning af bilslanger har de næppe været til stor nytte.
Reddet fra branden
J. Rasmussen Fogsgaards ejendom, nu Langelinie 62, blev lige akkurat reddet fra den ødelæggende brand i 1861.
Billedet her er fra første halvdel af 1900-tallet. Man skal forestille sig, at alle de brændte huse også var af bindingsværk og med stråtag.
Stuehuset var et af de længste i Jylland. I den del, der lå længst mod vest, lå forløberen for forsamlingshuset, Staacks Lokale. Det blev revet ned omkring 1930.
Ringridning Borumgård
Dette er så at sige fastelavnssoldater til hests. Hvad vi ser, er forløberen for den nuværende tradition, hvor drengene til fastelavn går hele sognet rundt, synger og samler ind til fest.
Her er vi i 1930, og dengang red karlene i Borum rundt på hesteryg. På billedet er der hele 29 af dem, og der var ikke som i dag nogen aldersgrænse ved konfirmationen.
Men ellers er der rigtig meget, der ligner den tradition, der stadig lever. Se bare uniformerne og opstillingen t.h. med konge, klovn osv. Nummer otte fra venstre er for eksempel kongen, og både han og hesten bærer krone.
Bag på billedet står “ringridning”, så den sport må også have været en del af dagens program.
Stedet er stuehuset til Borumgård, Langelinie 59. Det imponerende hus med svungne gavle og fire skorstene lå på nordsiden af gårdspladsen indtil 1970’erne, hvor de daværende ejere, Ingrid og Søren Skifter, rev det ned og byggede helt nyt og mere tidssvarende stuehus til Borumgård – denne gang på sydsiden af gårdspladsen.
Røde Svend kaldte sig “Signe”
Svend Vestergaard Jensen fotograferet i 2021 med den landskendte plakat fra 1970’erne.
I 2021 røbede en tidligere borummer en ret vild hemmelighed, der havde holdt i næsten 50 år. Nemlig hvem den “Signe” var, der i 1974 tegnede Rødstrømpebevægelsens berømte, logo-agtige plakat, der ikke bare mobiliserede kvinder i hele landet i nogle hektiske år, men siden nærmest er blevet danmarkshistorie.
Det var nemlig ham. Ja, ham, en mand.
Svend Vestergaard Jensen, socialistisk grafiker, socialrådgiver og siden trafik-aktivist m.m., voksede op på Galten Vestermark, men flyttede til Borum i 1974, nemlig ind i det venstreorienterede kollektiv i Købmandsgården, Borum Byvej 16.
Samme år fik han en tys-tys-opgave. Havde han ikke holdt mund, ville det have udløst en skandale i og omkring Rødstrømperne, der med slogans som “kvinder er stærke” og “det private er politisk” arbejdede i basisgrupper af kvinder – og absolut ikke mænd. Derfor holdt Svend loyalt mund i 47 år.
Men i 2021 besluttede “Røde Svend” Vestergaard Jensen, der nu bor i København, at tage æren af det arbejde, som han rettelig havde udført. Han valgte det i grunden ærkekapitalistiske, amerikanske medie Facebook til afsløringen og skrev i sit opslag:
“Kvindefestivalen i august 1974 er gentagne gange i DR blevet brugt som billede på 1970’erne med denne silketryk-plakat og folder som blikfang. Jeg lavede den efter aftale med Rødstrømperne i Odense – og lovede ikke at sige, at det var en mand, der havde tegnet og trykt plakaten. Sig hun hedder Signe – sagde jeg – hende der har lavet den. Jeg afslører nu, at det var mig. Af samme årsag hedder min datter Signe. Hun er ikke lille – såmænd lige blevet 38 år!”
Rummelihul mens den endnu fandtes
Billedet er taget i april 2007 og viser ejendommen Haraldskær – i folkemunde Rummelihul – der på dette tidspunkt havde stået ubeboet i to år efter Henrik Lemches død. Rummelihul blev endelig nedrevet i 2008. På stedet står nu en gruppe træer ud til E45 bag Salling Groups højlager.
Så byggede de op igen
Vognmand Aksel Nielsen (t.v.) hjalp Niels Hansen med at bygge facaden op efter et trafikuheld. Det blev den en hel del mere harmonisk af. Foto: Peter Poulsen
Langelinie 37 er et af de huse, som vores arkiv har billeder af i meget skiftende tilstande. Her har været en lille butik, en hyrevognsforretning og meget andet godt i tidens løb.
I 1988, da dette billede blev taget, blev Gertrud Bach og Niels Hansen dog lige pludselig nødt til at foretage en lidt større ombygning, end de egentlig var klar til.
En bil havde torpederet den noget skrøbelige mur ud til vejen, og så var det ellers bare i gang med at bryde ned, rense mursten af og bygge op igen.
Samtidig fik facaden et mere harmonisk udseende med nye vinduer. Naboen Aksel “Vognmand” Nielsen var til stor hjælp for den unge Hansen, der 5 år senere skulle blive kendt af hele egnen. Da havde han titelrollen som Boreas i det første Borum Eshøj-spil.
P.S.: Så mange år senere sker der vist ikke noget ved at røbe, hvor den vildfarne bil kom fra. Det var genboens. Bilen bakkede førerløs ned ad den stejle indkørsel til Langelinie 44 og fortsatte tværs over vejen, inden turen sluttede brat et stykke inde i muren. Ombord var en lille dreng, Tobias Christensen, der var kommet til at skubbe til gearstang/håndbremse, så bilen pludselig begyndte at rulle.
Så fik Esther “Pløkker” en medalje
Esther Jacobsen (i midten) boede som nabo til kirken på Langelinie 34 lige til sin død i 1993. Dag ud og dag ind steg hun ad en lille trappe over kirkediget og gik de få skridt hen til kirken. Her ringede hun solen op og ned ved at trække i et reb, der hang ned ved tårnet.
Som enke efter ringer og graver Erhardt Jacobsen – kaldet Pløkkeren, fordi han også var skomager (og altså satte pløkker i folks skosåler) – fortsatte hun i flere årtier trofast med at passe Borum Kirke.
I 1972 var tiden endelig kommet til at modtage en pokal for ”god og trofast tjeneste 1948-72”, som der står på den. Dette billede er dog fra 1986, hvor sognepræst Jørgen Glenthøj (t.h.) tildeler Esther “Pløkker” Jacobsen en medalje på hendes 75 års fødselsdag. Bodil Hansen, Borum Byvej 8, hjælper til.
Så skal høsten i hus
Marken er mejet, negene bundet, og nu er høstvogn og folk klar til at køre høsten i hus på Lyngby Østergård, Lyngbygårdsvej 52.
På den gamle type landbrugsvogn med træhjul, bund og skrå sidefjæle kunne afstanden mellem forhjul og baghjul forlænges, når den skulle bruges som høstvogn.
Bemærk de spidse stykker træ i hvert hjørne. De var der for at holde på negene, der omhyggelig blev lagt oven på en flade, den såkaldte skrave, på cirka 2 gange 3,5 meter.
Læsset blev højt, og der skulle det rigtige håndelag til for at stakke op til fire traver (240 stk) bygneg, så hele herligheden ikke skred af, når hjulene ramte sten og huller på vejen hjem. Her er gårdejer Søren Fogsgaard (nummer 4 f.v.) omgivet af hjælpende naboer og ansatte, lige før slaget skal stå.
Ud fra personernes alder kan vi tidsfæste billedet til begyndelsen af 1940’erne.
Sådan begyndte linje 112
I 2019 nedlagde Midttrafik egnens livsnerve, rutebilen med linjenummeret 112. Midttrafik kører nemlig kun de busruter, som enten kommuner eller region “bestiller” og dækker underskuddet på. I alt rev Region Midtjylland tæppet væk under regionale busruter for tilsammen 60 millioner kr.
På det tidspunkt havde ruten Silkeborg-Sorring-Borum-Århus eksisteret i 72 år.
Måske fordi denne rutebilrute måske faktisk var den mest effektive måde at trafikbetjene Voel, Sorring, Toustrup, Skjørring, Sjelle, Herskind og Borum på.
Borum kom dermed fra 2019 i selskab med Lyngby, der i 2009 gik direkte fra timedrift til nuldrift.
Altid til Århus
Her ser du, hvordan det hele begyndte for Borum. Klik på billedet og se det større.
I 1947 åbnede Hammelbanen (Aarhus Hammel Thorsø Jernbane) den rute, som vi med ganske få justeringer har kendt lige siden.
I nogle få år i begyndelsen kørte bussen fra Borum over Framlev og Brabrand til Århus. Men den blev så flyttet til forløbet forbi Mundelstrupgård, Holmstrup Mark (der dengang bestod af husmandssteder) og Hasle. Og nej, den kom ikke til Tilst. Denne landsby lå slet ikke ved hovedvejen dengang.
Hammelbanen byggede videre på tre private busejeres småruter. Det var Anders Mosegaard fra Borum, der siden 1930 havde kørt til Århus via Framlev. Det var Robert Rohde fra Sorring, der kørte fra Toustrup Station over Sorring til Silkeborg. Endelig var der en vognmand på en rute fra Skivholme til Århus.
Bemærk, at ruterne naturligvis gik til centrum af Århus. Alt andet er – som vi nu ved – galimatias.
Højrestyret
Bussen på billedet var en splinterny Austin AO 26. Den var bygget i England og naturligvis højrestyret, hvilket snart viste sig usædvanlig upraktisk for de arme chauffører. Men der var ikke meget at vælge mellem på markedet lige efter Anden Verdenskrig.
Foto: Sven Erik Ersgaard. Billedet er venligst udlånt af Jens Birch, Sorø.
Download hele historien om Linje 112:
Sankthansaften 2003
Flammerne slår lodret i vejret.
Bål, fællessang og pølser santkhansaften er en gammel tradition i Borum ligesom nok i de fleste andre landsbyer.
I nogle år havde traditionen dog været privatiseret, indtil Borum Borgerforening opstod i 1977 og efter få år begyndte med fælles bål for alle sognets indbyggere.
Stedet er skiftet lidt – både Borum Landevej og Borumtoften har været forsøgt – men i de fleste af årene blev bålet tændt på toften bag Borum Mølle. Den er som en stor lysning i skoven, så der er læ.
Men langt fra altid ly for regnen. Som bekendt regner det jo tit sankthansaften i Danmark.
Således også i 2003, hvor disse billeder blev taget.
I de senere år har sankthansbålet været holdt i Kringlen ved Lyngbygård Å.
Snobrød over en rende med gløder.
Selvejer eller fæstebonde
I 1796 blev alle jorder i Borum udskiftet. De mange smalle lodder blev lagt sammen, så hver gård stort set fik sin jord anbragt samlet. Men grevskabet Frijsenborg ejede stadigvæk alle gårdene. Og dog.
I et årsskrift for Hinnerup Egnsarkiv kan man læse om en meget interessant retssag, som Frijsenborg anlagde mod fem af gårdmændene i Borum. De mente nemlig, at de selv ejede jord og gårde og nægtede derfor at gøre hoveri for godsejeren.
Brand i Norring
Her er hele artiklen:
“Da adskillige huse og gårde i Norring By var brændt i 1798 under Grevskabet Frijsenborg blev 8 gårde og huse udflyttet, hvortil godsets bønder blev tilsagt at være behjælpelige med kørsel og arbejde.
Selvejerbønder i Borum, 5 gårdmænd, Peder Pedersen, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Jens Pedersen og Niels Nielsen under Frijsenborg nægtede at taget til Norring for at gøre arbejde og kørsel, da de hævdede, at de som selvejere ikke havde sådanne pligter uden for deres eget sogn.
Forvalter Borch, Frijsenborg, anlagde derefter sag mode de 5 selvejere ved Frijsenborg Birketing 13/11 1798, hvor de alle blev dømt til at forrette kørsel og arbejde, til de afbrændte og udflyttede gårde og huse i Norring By efter skete inddeling, lige med Frijsenborgs andre bønder og fæstere og ligesom fæstebønderne i Borum By imod lige begivenhed at nyde lige hjælp at forrette det tilbagestående arbejde lige med fæsterne i Borum har forrettet under mulkt til sognets fattige af 48 skilling. Hvor hver dag de udeblev og endelig betale mulkt hver 4 rigsdaler, som skal tilfalde de ved deres udeblivelse fornærmede udflyttere Christen Pedersen og Christen Jensen og betale rettens omkostninger med 24 skilling. Alt inden 3 solemærker (døgn).
Godsets bønder
Politirettens dom af 13/11 1798 blev ved Højesterets kendelse af 16/1 1801 henvist til ny foretagelse og påkendelse af amtmanden, og under 24/11 næst efter har hans kongelige majestæt allernådigst forundt de nævnte selvejere oprejsning til at påanke den under 13/11 1798 afsagte dom til prøvelse ved overpolitiretten.
Forvalter Borch vil i sit indlæg til overpolitiretten anse de indstævnede som godsets bønder og går så vidt, at han angiver, at den ejendomsrettighed, de gør sig til af, består blot af navnet og mener ikke, de er sådanne selvejere, som lovens 3.-12. kapitel omhandler.
De 5 selvejere havde intet videre at fremføre i deres sag, men henholdt sig til deres første indlæg i politiretten og deres ved et tidligere retsmøde fremlagte lovformelige skøder til bevis for deres selveje.
Disse skøder udtrykker sig forskelligt, da nogle af dem nævner “den mig tilskrevne selvejergård”. Andre nævner “selvejerrettighed og bondeejet hartkorn”. Men ingen af dem nævner alene bygningerne.
Der var også fremlagt et af afdøde grevinde Frijs desmescieres ovennævnte Peder Pedersen forundt husbondhold på den selvejergård, som Søren Pedersen sidst beboede, det viser tydeligt nok, at grevskabet på den tid har erkendt Peder Pedersens selvejerrettighed.
Overpolitiret og Højesteret
Sagen er for overpolitiretten d. 21/4 1802, hvor dommen lyder således: Politirettens dom af 13/11 1798 bør ikke falde de for retten indstævnte selvejere, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Peder Pedersen, Jens Pedersen og Niels Nielsen til last eller penges udgift i nogen måde.
De frifindes for forvalter Borchs tiltale i denne sag, og det pålægges forvalter Borch at udbetale de nævnte selvejere de hos dem inddrevne mulkter og omkostninger, nemlig til Niels Nielsen 22 rgd 1 mark 13 skill, til Jens Jørgensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Morten Sørensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Jens Pedersen 22 rgd 1 mark 13 skill, og til Peder Pedersen 4 rgd 4 mark 13 skill, alt at efterkomme inden 3 solemærker (døgn) efter denne doms lovlige forkyndelse. Morgenstjerne
Det kunne forvalter Borch ikke være tilfreds med, og han indstævnede på sit herskabs vegne sagen for Højesteret.
I rettens votering blev det heller ikke draget i tvivl, at samtlige er selvejere ifølge deres skøder, samt at Borum, hvor de indstævnede bor, ikke hører til det sogn, hvor Norring By ligger, og det skønnes, at de ifølge de påberåbte forordninger er fritagne for at præste hjælp uden for sognet.
Herpå blev afsagt dom:
Overpolitirettens dom bør stå ved magt at stande. Processens omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betales citanten som tabende 5 rgd.
Kilde: Aarhus Amts overpolitiretsprotokol”
De fem gårde i Borum
Så vidt artiklen.
Holger Dalegaard har ved hjælp af udskiftningsmaterialet fra 1796 fundet ud af, hvilke fem gårdmænd og gårde det var, der vandt så knusende over grevskabet Frijsenborg. Det drejer sig om:
Niels Nielsen på gård nr. XIII, matr. nr. 8, i dag Borum Byvej 15 (den oprindelige Borum Vestergård)
Jens Jørgensen på gård nr. XVI, matr. nr. 9, i dag Borum Byvej 18 (Borum Højgård)
Morten Sørensen på gård nr. XVII, matr. nr. 10, i dag Bysvinget 1 (nu kaldet Storkesiggård)
Peder Pedersen på gård nr. XI, matr. nr. 6, sted: Bysvinget 2 (udflyttet til Stillingvej 219, Tanholm)
Jens Pedersen på gård nr. IX, matr. nr. 19, i dag Borum Byvej 10 (den oprindelige Borum Bækgård)
Har de andre gårdmænd i Borum været fæstebønder, så alle mødte frem til byggearbejdet i Norring uden at gøre modstand? Eller har der været andre undtagelser. Det undersøger vi nu.
Sikke et rod på Møllevejen
I dag er Borum Møllevej nærmest mondæn, og huset på Borum Møllevej 7 er i hvert fald både stort og flot.
Men sikke en forskel. Her er vi på nøjagtig samme plads i sommeren 1970. En journalist ved Århus (Aarhuus) Stiftstidende er ifølge den korte tekst meget forarget.
Og vist var det da også en værre rodebutik, produkthandler John Knudsen drev ved sit fødehjem – både ud til Møllevejen, der dengang var landevej, og hele vejen op ad skrænten bagved.
Det lille og simple hus blev påbegyndt af Johns forældre i 1945. Dengang var der ubebygget i hele slugten mellem Borum Mølle og byen. Kun ejendommen Mølvang, der nu hedder nummer 27, og Møllegård, nu Skivholmevej 19, havde indkørsel fra den øverste del af Møllevejen. Derefter var der tomt hele vejen til vandmøllen.
Anders og Karla Knudsen boede fra starten uendeligt primitivt i en slags kælder bygget ind i skrænten. Først over nogle år blev det til et lille, gult hus – et af mange enkle huse, der i de følgende par årtier skød op langs Møllevejen.
I 1970’erne blev slugten med Møllevejen maltrakteret af hele to nye vejdæmninger for byens nye omfartsveje (Stillingvej og Borumvej). Det tog noget af idyllen.
Men efterhånden blev der ryddet op i rod og rotter på Borum Møllevej 7.