Selvejer eller fæstebonde

faestebondeI 1796 blev alle jorder i Borum udskiftet. De mange smalle lodder blev lagt sammen, så hver gård stort set fik sin jord anbragt samlet. Men grevskabet Frijsenborg ejede stadigvæk alle gårdene. Og dog.

I et årsskrift for Hinnerup Egnsarkiv kan man læse om en meget interessant retssag, som Frijsenborg anlagde mod fem af gårdmændene i Borum. De mente nemlig, at de selv ejede jord og gårde og nægtede derfor at gøre hoveri for godsejeren.

Brand i Norring

Her er hele artiklen:

“Da adskillige huse og gårde i Norring By var brændt i 1798 under Grevskabet Frijsenborg blev 8 gårde og huse udflyttet, hvortil godsets bønder blev tilsagt at være behjælpelige med kørsel og arbejde.

Selvejerbønder i Borum, 5 gårdmænd, Peder Pedersen, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Jens Pedersen og Niels Nielsen under Frijsenborg nægtede at taget til Norring for at gøre arbejde og kørsel, da de hævdede, at de som selvejere ikke havde sådanne pligter uden for deres eget sogn.

Forvalter Borch, Frijsenborg, anlagde derefter sag mode de 5 selvejere ved Frijsenborg Birketing 13/11 1798, hvor de alle blev dømt til at forrette kørsel og arbejde, til de afbrændte og udflyttede gårde og huse i Norring By efter skete inddeling, lige med Frijsenborgs andre bønder og fæstere og ligesom fæstebønderne i Borum By imod lige begivenhed at nyde lige hjælp at forrette det tilbagestående arbejde lige med fæsterne i Borum har forrettet under mulkt til sognets fattige af 48 skilling. Hvor hver dag de udeblev og endelig betale mulkt hver 4 rigsdaler, som skal tilfalde de ved deres udeblivelse fornærmede udflyttere Christen Pedersen og Christen Jensen og betale rettens omkostninger med 24 skilling. Alt inden 3 solemærker (døgn).

Godsets bønder

Politirettens dom af 13/11 1798 blev ved Højesterets kendelse af 16/1 1801 henvist til ny foretagelse og påkendelse af amtmanden, og under 24/11 næst efter har hans kongelige majestæt allernådigst forundt de nævnte selvejere oprejsning til at påanke den under 13/11 1798 afsagte dom til prøvelse ved overpolitiretten.

Forvalter Borch vil i sit indlæg til overpolitiretten anse de indstævnede som godsets bønder og går så vidt, at han angiver, at den ejendomsrettighed, de gør sig til af, består blot af navnet og mener ikke, de er sådanne selvejere, som lovens 3.-12. kapitel omhandler.

De 5 selvejere havde intet videre at fremføre i deres sag, men henholdt sig til deres første indlæg i politiretten og deres ved et tidligere retsmøde fremlagte lovformelige skøder til bevis for deres selveje.

Disse skøder udtrykker sig forskelligt, da nogle af dem nævner “den mig tilskrevne selvejergård”. Andre nævner “selvejerrettighed og bondeejet hartkorn”. Men ingen af dem nævner alene bygningerne.

Der var også fremlagt et af afdøde grevinde Frijs desmescieres ovennævnte Peder Pedersen forundt husbondhold på den selvejergård, som Søren Pedersen sidst beboede, det viser tydeligt nok, at grevskabet på den tid har erkendt Peder Pedersens selvejerrettighed.

Overpolitiret og Højesteret

Sagen er for overpolitiretten d. 21/4 1802, hvor dommen lyder således: Politirettens dom af 13/11 1798 bør ikke falde de for retten indstævnte selvejere, Jens Jørgensen, Morten Sørensen, Peder Pedersen, Jens Pedersen og Niels Nielsen til last eller penges udgift i nogen måde.

De frifindes for forvalter Borchs tiltale i denne sag, og det pålægges forvalter Borch at udbetale de nævnte selvejere de hos dem inddrevne mulkter og omkostninger, nemlig til Niels Nielsen 22 rgd 1 mark 13 skill, til Jens Jørgensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Morten Sørensen 4 rgd 4 mark 13 skill, til Jens Pedersen 22 rgd 1 mark 13 skill, og til Peder Pedersen 4 rgd 4 mark 13 skill, alt at efterkomme inden 3 solemærker (døgn) efter denne doms lovlige forkyndelse. Morgenstjerne

Det kunne forvalter Borch ikke være tilfreds med, og han indstævnede på sit herskabs vegne sagen for Højesteret.

I rettens votering blev det heller ikke draget i tvivl, at samtlige er selvejere ifølge deres skøder, samt at Borum, hvor de indstævnede bor, ikke hører til det sogn, hvor Norring By ligger, og det skønnes, at de ifølge de påberåbte forordninger er fritagne for at præste hjælp uden for sognet.

Herpå blev afsagt dom:

Overpolitirettens dom bør stå ved magt at stande. Processens omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betales citanten som tabende 5 rgd.

Kilde: Aarhus Amts overpolitiretsprotokol”

De fem gårde i Borum

Så vidt artiklen.

Holger Dalegaard har ved hjælp af udskiftningsmaterialet fra 1796 fundet ud af, hvilke fem gårdmænd og gårde det var, der vandt så knusende over grevskabet Frijsenborg. Det drejer sig om:

Niels Nielsen på gård nr. XIII, matr. nr. 8, i dag Borum Byvej 15 (den oprindelige Borum Vestergård)

Jens Jørgensen på gård nr. XVI, matr. nr. 9, i dag Borum Byvej 18 (Borum Højgård)

Morten Sørensen på gård nr. XVII, matr. nr. 10, i dag Bysvinget 1 (nu kaldet Storkesiggård)

Peder Pedersen på gård nr. XI, matr. nr. 6, sted: Bysvinget 2 (udflyttet til Stillingvej 219, Tanholm)

Jens Pedersen på gård nr. IX, matr. nr. 19, i dag Borum Byvej 10 (den oprindelige Borum Bækgård)

Har de andre gårdmænd i Borum været fæstebønder, så alle mødte frem til byggearbejdet i Norring uden at gøre modstand? Eller har der været andre undtagelser. Det undersøger vi nu.

 

 

Sikke et rod på Møllevejen

1988-13-3-borum-moellevej-7-0001I dag er Borum Møllevej nærmest mondæn, og Kirsten Kampps hus, Borum Møllevej 7, er i hvert fald både stort og flot.

Men sikke en forskel. Her er vi på nøjagtig samme plads i sommeren 1970. En journalist ved Århus (Aarhuus) Stiftstidende er ifølge den korte tekst meget forarget.

Og vist var det da også en værre rodebutik, produkthandler John Knudsen drev ved sit fødehjem – både ud til Møllevejen, der dengang var landevej, og hele vejen op ad skrænten bagved.

Det lille og simple hus blev påbegyndt af Johns forældre i 1945. Dengang var der ubebygget i hele slugten mellem Borum Mølle og byen. Kun ejendommen Mølvang, der nu hedder nummer 27, og Møllegård, nu Skivholmevej 19, havde indkørsel fra den øverste del af Møllevejen.

Anders og Karla Knudsen boede fra starten uendeligt primitivt i en slags kælder bygget ind i skrænten. Først over nogle år blev det til et lille, gult hus – et af mange enkle huse, der i de følgende par årtier skød op langs Møllevejen.

I 1970’erne blev slugten med Møllevejen maltrakteret af hele to nye vejdæmninger  for byens nye omfartsveje (Stillingvej og Borumvej). Det tog noget af idyllen.

Men efterhånden blev der ryddet op i rod og rotter.

Skovlen lagt til side

Moderne tider hos en moderne landmand.

Moderne tider hos en moderne landmand.

Dette billede fortæller en historie, fra da landbrugets mekanisering for alvor kom i omdrejninger. Skovlen kunne lægges væk, og for mange blev det tid til at søge job i andre erhverv.

Vi befinder os omkring 1955-60, og der skal spredes kalk ud i store portioner ad gangen. Sådan så det i hvert fald ud set gennem samtidens briller.

I midten står ejeren af Borum Østergård, Anker Knudsen, der havde flere tillidshverv i landboforeningerne. Manden i de moderigtige knickers til højre er landbrugskonsulent, og til venstre forklarer sælgeren herlighederne ved den dengang avancerede maskine.

Nu behøvede der ikke længere stå en mand på vognen og sprede kalken med skovl. Her var automatisk kraftoverføring fra traktorens motor. Nyt og meget interessant. Sådan, do!

Landboforeningen købte et antal af den slags maskiner og lejede dem ud til medlemmerne for at speede udviklingen op, og det gik jo da også overbevisende godt. Men hvor er det dog i grunden en lille bitte sjat, vognen fra fabrikken Epoke kan køre med, sammenlignet med vore dages grej på markerne.

Slut med at have magten

Borum-Lyngbys sidste sogneråd sad til 31. marts 1970.

Den 31. marts 1970 klokken 24 blev disse syv samvittighedsfulde mennesker med ét slag blev sat fra bestillingen.
Hvad der samtidig skete: Borum-Lyngby ophørte med at være en selvstændig kommune. Sognerådet blev nedlagt.
Kommunalreformen i 1970 indskrænkede i hele Danmark det lokale selvstyre. De nye kommuner skulle være bæredygtige, men mange af dem fik dødsstødet ved en ny runde sammenlægninger i 2007.
For 50 år siden blev 19 små sognekommuner her på egnen lagt sammen med købstaden Århus. De fleste – også Borum-Lyngby, der også dengang var blandt de mindste – har dog bevaret en vis lokal identitet. Når det gælder den lokale hukommelse i form af arkiverne, følger man næsten overalt de gamle kommuner såsom Brabrand-Årslev, Lystrup-Elsted, Beder-Malling – og altså Borum-Lyngby.
Politisk har vores lokalområde kun ganske sporadisk været repræsenteret i byrådet ide 50 år, der er gået. En kort overgang i 1980erne boede et SF-byrådsmedlem, Annie Niebuhr, i kollektiv i Borum. Byrådsmedlem Knud Mathiesen, Dansk Folkeparti, er opvokset i Borum. Men vi har aldrig rigtig kunnet levere til de store magt-partier i Århus Byråd.
Da dette billede blev taget, så alt anderledes ud. I sognerådsformand Niels Kjeldsen Jensens hjem på Baskærgård, Skivholmevej 29, blev der truffet mange vigtige afgørelser. Borum-Lyngby Sogneråd havde især kompetence, når det gjaldt sociale forhold, skole, veje og vandløb. Rigtig meget skulle dog konfirmeres bagefter i Århus Amtsråd.
Det sidste sogneråd 1966-1970 bestod af bagerst f.v. Paul Fuhlendorff, Borum, Inga Lauge Johannesen, Borum, Tage Kristensen, Lyngby, E. Ramskov Pedersen, Borum, og forrest f.v. Kristen H. Christensen, Yderup, Niels Kjeldsen Jensen, Borum, og Karl Chr. Hansen, Borum.

Smedjen bag verdensnavnet Borum

Det begyndte småt for Borum Industri.

I det gamle landsbysamfund var smeden en central person. Her ses smedemester Jens Jensen i sin bedste alder foran den gamle smedje i Borum.

Den lå foran ”Sove-Niels’ hus”, Langelinie 45, hvor der i dag er en lille åben plads ved et Århus-firmas depot. Det er gavlen af skolen, Bysvinget 18A, der stikker op til højre.

Hvis Borum nogensinde har haft et gadekær, har det ligget her ved smedjen og det lille hus med brandsprøjten – begge så vidt vides bygget efter den store bybrand i 1861.

Borum A/S
Men tilbage til smedjen, for det kan nok være, at den udviklede sig.

Den lave bysmedje blev revet ned og et langt større værksted bygget på samme sted af Ejgil Jensen, søn af Jens Jensen.

Frem til 1980’erne udviklede Ejgil Jensen virksomheden til en lille maskinfabrik med speciale i vejmaskiner. “Borum Smede- og Maskinværksted”, som der stod på gavlen ved den nuværende legeplads, havde mange medarbejdere og en stor forretning med bl.a. reparation af maskiner, køretøjer og sneplove for det daværende Århus Amt.

8102-til-web

Fra fabrikken Borum. Virksomhedsbesøg.

Men Borum-smeden gik videre. Blandt andet udviklede Jensen, der stadig blev kaldt Ejgil-smeden, et køretøj, der kunne fremstille de i dag så almindelige rumlestriber på lande- og motorveje. Hans søn, John Leth Jensen, var med i alt det nye og overtog senere virksomheden, der først flyttede til Sabro og i dag – med nye ejere – er et verdensfirma med 40 ansatte i Hadbjerg ved Hadsten.

Hvis du en dag ser en maskine til at lave vejstriber med, så læg mærke til fabriksnavnet: “BORUM”, står der efter al sandsynlighed.

Navnet er fulgt med fra den lille landsbysmedje til en moderne fabrik med agenturer i Moskva og Oman. Se selv her om firmaet, der har referencer fra motorveje og lufthavne over hele verden.

Smed-smed-tømrer-projekt
Slet så avanceret gik det ikke til, da billedet med Jens Jensen blev taget. Ved siden af smeden står et af datidens vognhjul. Det skal have lagt ny ring på, et af smedens klassiske arbejder.

Efter verdensfirmaet fulgte et noget mindre smedefirma, Kims Garage ved Kim Vogt, som ejer af værkstedet ved Langelinie. I en årrække derefter havde tømrermester Chr. Danielsen værksted, og i de seneste år er bygningen degraderet til opbevaring af møbler for et Århus-firma.

Nyeste udvikling på stedet er projektmageri. En gruppe ønsker at oprette et kulturhus i Borum – endda i Ejgil Jensens værksted.

Den oprindelige smedje med sprøjtehuset (“brandstationen”) i forgrunden fotograferet midt i 1900-tallet. I baggrunden bag maskinen skimtes taget af Borum Vandværk.

Smukkest på egnen

Så idyllisk tog indkørslen til Borum sig ud i 1974. Foto fra rapporten.

I 1974 udgav Geografisk Institut ved Aarhus Universitet en rapport i fire tykke bind med den fælles titel “Landsbymiljø i Århus Kommune”. Værket blev til i samarbejde med kommunen, men det er uvist, om kommunen nogensinde brugte det store arbejde.
Rapporterne om landsbymiljø giver en minutiøs beskrivelse af hver enkelt landsby og indeholder desuden interessante afsnit om både det fysiske miljø – hvordan der så ud – og det sociale miljø, altså hvordan vi landboer havde det med hinanden.
Borum-Lyngby scorede højt på skalaen.
Dette billeder, der stammer fra rapporten, viser “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”. Sådan betegnede rapportens hovedforfatter, professor A. Krarup Mogensen, den sydlige del af Borum Byvej.
Og sandt er det jo, at der var noget fortryllende over indkørslen til Borum. Vejen var indrammet af store træer. Og Jens Olsens og sadelmagerens dobbelthus (Borum Byvej 8 og 6)  midt i billedet var dækket af planter lige op til stråtaget.
Især sadelmagerens hus, Borum Byvej 6, blev siden “restaureret” på en noget hårdhændet måde. Det kom nemlig på folkekirkens hænder i nogle år, fordi nogen havde fået den idé, at Borum Kirke skulle have en embedsbolig for en graver. Og sådan en bolig skulle have muret gavl og maskinskåret bindingsværk, hvad huset derfor fik i en årrække. Plantevæksten blev brutalt fjernet i samme omgang, hvor der blev brugt en masse penge på den ende af det lille, stråtækte hus, som kirken ejede.
Siden blev huset solgt til privat beboelse – kirken ville alligevel ikke have en embedsbolig for en graver – og er på ny blevet noget pænere. Skiftende ejere – senest Anne Marie Steenild – holder nu huset pietetsfuldt.
Det hjalp naturligvis heller ikke på helheden, at de store elmetræer gik ud, da elmesygen hærgede landet midt i 1990’erne. Træerne blev fældet i 1996, og først en del år senere plantede kommunen lindetræer til erstatning. Med tiden kommer allé-præget altså tilbage.
Men i dag kommer der næppe en professor forbi, kigger sig omkring ved den sydlige indkørsel til Borum og udbryder: “Det må være egnens smukkeste”.

Soldaterne i sneen

Fastelavnssoldater i Borum fotograferet 1933

Man skal ikke være flyttet hertil ret langt væk fra for at opleve skikken med fastelavnssoldater som højst usædvanlig, om ikke ligefrem skræmmende.
Hvad er dette dog for noget mærkeligt noget med drenge, der synger og samler penge ind til en fest for hele sognet?
“Soldaterne” findes kun på Århus-egnen, og de har især overlevet tidens opløsningstendenser i autentiske landsbyer som Sjelle, Vitten, Skjoldelev, Hundslund, Skjød – ja, og altså Borum. Borum er et af de steder, hvor traditionen lever stærkest og mest autentisk med en hel dags hårdt arbejde af de ukonfirmerede drenge.
I Lyngby måtte man for år tilbage fortynde den ægte vare med piger for at blive nok. Sabro blev vist for stor og usammenhængende, og så var der ikke længere nogen voksne til at tage ansvar.
Uændret rollefordeling
Oprindelig menes det at have været gårdenes karle, der red rundt og samlede ind til fastelavnsfesten.
Før knejterne i Borum næste gang skal på vandring, kan de kaste et blik på disse forgængere fra 1933 og konstatere, at uniformerne ligner, og at de samme roller blev besat dengang som nu: Kongen (med kronen), to fanebærere, prinsen (helt t.v.), generalen, kassereren (nr. 6 f.h.) og klovnen (helt t.h.).
Personerne i 1933 var dog (f.v.): Helmer Sørensen, Erik Kristiansen, Karl Bundgaard, P. O. Winther, Vagn Olsen, Henning Andersen, Karl Hansen, Niels Jørgen Hansen, ukendt, Godtfred Asmussen, Aage Olsen, Niels Bundgaard og Orla Ljunggren. Billedet er taget i Winthers gård, Borum Vestergård, Skivholmevej 21.
Til sammenligning og i farver et foto fra 2018.

Læs mere:
Fakta om fastelavnssoldaterne i Borum
Personlig beretning om fastelavnsfest i 1983

85 år senere lå der også sne fastelavnssøndag. Her er Borums fastelavnssoldater i 2018.

Solvang på Feldheden

oktober-1991-11-5-stillingvej-214-0001Læg mærke til, hvor åbent og bart der ser ud omkring den lille landejendom Solvang, Stillingvej 214.

For 100 år siden lå det sted virkelig langt ude på heden.

Borum Feldhede udgjorde oprindelig et stort, udyrket areal nord for byen. Det blev mest brugt til græsning af får.

Ved udskiftningen i 1796 fik hver gård sin lod af heden i striber på tværs af landevejen fra Storkesig Bæk i øst til Nyvanggårdenes jord i vest.

De første små ejendomme blev bygget omkring 1850, men først i 1910 blev Solvangs parcel udstykket. Den var på syv tønder land, men i 1950 blev der købt 10 tønder land mere til ved udstykning fra Tandholm. Så mente man, at en familie kunne eksistere af landbruget.

Sommerfest i købmandsgården

Borum Byvej 16

Borum Byvej 16

Sommerfesterne i Borum begyndte i 1970’erne. Det var kollektivet i købmandsgården, Borum Byvej 16, der inviterede, men hurtigt kom den nystiftede borgerforening ind som arrangør.

Forsamlingshusets lange bordplader blev sat op under åben himmel i den hyggelige gård, og her hyggede man sig så i sommervarmen. Her sidder noget af den hårde kerne, efter at mørket er faldet på.

Forrest fra venstre Aase Lassen, Peder Nielsen, Ejgil Nicolajsen og Aksel Nielsen. Bagest f.v. Lisbeth Fabricius Jensen, Inge Olsen, Tonny Olsen, Tove Nielsen, Eva Nicolajsen og Vagn Jørgensen. Tidspunktet er mellem 1975 og 1980.

Sommerfesterne flyttede siden til boldbanen på Langelinie 62, hvor de voksede til nogle af byens allerstørste arrangementer. Siden flyttede de tilbage til området ved købmandsgården, men sygnede hen og blev til en ren børneaktivitet.

Søgården 1950

Den skæve gård.

Den skæve gård blev Søgården kaldt i mange år, fordi jernbanens dobbeltspor kappede et hjørne af en af længerne.

Dette billede af Søgården i Lyngby er taget mod sydvest, og selve landsbyen Lyngby ligger og gemmer sig bag høje træer øverst t.h.

Nederst i billedet går karlen Svend Aage Jørgensen med hesten Lis forspændt radrenseren og fjerner ukrudt mellem roerækkerne.

På den anden side af gården går de øvrige heste og græsser – lykkeligt uvidende om, at den lille, grå Ferguson snart vil gøre dem overflødige som arbejdsheste.

Meget er forandret siden 1950, da billedet blev taget. Den seneste større ændring skete i 2005, da jorden forrest (nordøst for banen) blev plantet til med skov. Hen over det åbne landskab mod Lyngby kan man skimte en vej, der i sin tid gik direkte mellem Søgården og landsbyen. Vejen endte, hvor Lyngbygårdsvej 32 nu ligger. Den blev nedlagt, da huset Glamhøjvej 29 blev bygget. I dag har Søgården kun indkørsel fra Glamhøjvej, der anes øverst t.v. omgivet af den tids el- og telefonmaster.

Søgården blev oprindelig opført 1856 og fik jernbanen som nabo allerede i 1862. Da den østjyske længdebane i 1936 blev udvidet til to spor, fik gården egen viadukt under banen.

Spar-købmanden

1999-13-10-Lyngbygardsvej-3Selvfølgelig var der da en dagligvareforretning i Lyngby i 1953. En købmand tilsluttet Spar-kæden på Lyngbygårdsvej 38.
Som det ses, var der også en skole (skiltet stod der i øvrigt indtil omkring 2000, hvor skolen havde været nedlagt i 36 år).
En af de sidste købmænd i den gamle købmandsgård blev Henning Riis, der kom til Lyngby i 1953 og blev her til 1963.
Senere i det 20. århundrede blev Inger og Henning Riis faktisk også de næstsidste købmænd i Borum, hvor de overtog H. Lauge Johannesens velrenommerede supermarked (Langelinie 50), byggede villa (Borum Møllevej 29), og hvor Inger Riis under stadigt større vanskeligheder kæmpede for at holde butikken kørende efter Henning Riis’ pludselige død i 1983.
Ind imellem havde parret drevet den ene af to (!) købmandsbutikker i True i 1970’erne.
I sandhed en evig flugt fra Bilka, som Salling og Mærsk åbnede i 1970, og fra de andre dominerende konkurrenter. Inger og Henning Riis ligger begravet på Lyngby Kirkegård.

Spændende dag på Borum

logoBorum er ikke bare et dejligt sted at leve. BORUM er også en mærkevare: gule maskiner der efterhånden findes udbredt på næsten hele kloden. Og Borum Industri A/S er en særdeles interessant, dansk industri-virksomhed, der med betydelig succes eksporterer sine højt udviklede specialprodukter til de mest forskellige lande og firmaer.

Det fik heldige medlemmer af Støtteforeningen for Lokalhistorisk Arkiv vished for ved et virkeligt spændende arrangement 1. december 2014.

Direktør og ejer Ib Neustrup Simonsen tog sig god tid til at vise og fortælle os om virksomheden, der fremstiller noget så specielt som maskiner til afstribning af gader, veje og lufthavne.

8098-til-web

I 1960’erne begyndte smeden i Borum, Ejgil Jensen, at gøre lidt opfindelser. Han indså, at han ikke som sine forfædre kunne leve af landbrugets behov. Dermed gik starten til en højt specialiseret virksomhed.

Lokalerne i Borum blev snart for små, en hal i Sabro blev også alt for lille, og fabrikken har i dag sin hovedafdeling med 35-40 ansatte i Hadbjerg ved Hadsten. BORUM har desuden afdelinger i Tyskland, Rusland, Brasilien og USA.

Bare én blandt en mængde overraskende oplysninger om verdensfirmaet fra Borum følger her: Den største enkeltkunde hedder Moskva Kommune.

8108-til-web

8102-til-web

 

 

Spejdertroppen fra Borum

Borum Spejdertrop, en afdeling af “de grønne” KFUM-spejdere, blev oprettet i efteråret 1953 af en ung mand, Svend Vig, Tanholm. Den daværende sognepræst, Jens Lund, stillede konfirmandstuen i præsteboligen til rådighed.

KFUM-spejderne 1955.

Fra starten var der to og senere tre patruljer. Også drenge fra Sabro-Mundelstrup deltog og udgjorde yderligere én patrulje.
Dette billede er taget i 1955, da spejderne fra Borum deltog i en korpslejr på Bornholm.
Drengene er: Bagerst f.v. Poul Hansen, Peder Pedersen, Ewald Hansen, Carsten Nielsen. Midterste række f.v. Henning Koch, Jens P. Petersen og Poul Nielsen. Forreste f.v. Leif Jensen, Preben Ljunggren og Erling Nielsen.
Borum Trop opløstes i 1960’erne. Senere begyndte spejderarbejdet igen, nu med udgangspunkt i spejderhytten på  Damvej i Sabro. Her har spejderne i dag den fane, som troppen i Borum fik tildelt af Danmarkssamfundet i 1955. Derudover er alle spor så vidt vides slettet.

På det nederste billede er der indmarch i Borum Forsamlingshus til en eller anden begivenhed. Det var 12. august 1963, og da der hænger et ur over døren, kan vi også slå fast, at klokken var otte. Billedet, der blev trykt i avisen dagen efter, er taget af H. Schiby, Tilst. Fanebæreren og drengen bag – ham der har lært at kigge direkte i kameraet – er fra Sabro. Bag dem Finn Dall Jensen og Nanny Villadsen, Borum. Med hat t.h. Anne Grethe Kragh. Yderligere seks mener vi at kunne genkende, bl.a. Marie og Johs. Møller,  Bysvinget 1, og Lydia Nielsen, Langelinie 81.

I baggrunden ses i øvrigt, at forsamlingshuset dengang havde flere farver. Der var også en balkon. Den blev omkring 1970 lagt til lejligheden på første sal.

Indmarch i forsamlingshuset i Borum.

Indmarch i forsamlingshuset i Borum.

Spiret – en evighedsopgave

Foreløbig sidste ophejsning skete i 2019. Foto: Hanne Petersen

Folk, der flytter til Lyngby og af vanvare kommer til at bruge ordet “kirketårnet”, bliver hurtigt belært. Det er aldeles ikke et tårn, men et spir. Ja, faktisk kaldes den fine konstruktion på taget af Lyngby Kirke i fagsproget for en tagrytter.

Sådan en fyr er ret sjælden på Danmarks gamle middelalderkirker. Malt, Gredstedbro og Rødding i Syd- og Sønderjylland. Låsby, Stilling og Lyngby her på egnen. Randlev ved Odder. Kvorning mellem Randers og Viborg. Ikke mange flere.

Men tagryttere er jo flotte og derfor et yndet statussymbol på visse herregårde, slotte og såmænd også nyere kirker som den i Åbyhøj.

Kommer tilflytteren i Lyngby nu i menighedsrådet en dag, så er det ikke spor usandsynligt, at han/hun møder spiret igen. Dets vedligeholdelse har nemlig vist sig at være lidt af en evighedsopgave.

Fra 1600-tallet

“Vores” tagrytter er en konstruktion i bindingsværk og med blytag. Fin og ikke så lidt af et særpræg for Lyngby er den. Men den sidder i fri luft, og den skal kunne klare kirkeklokkens svingninger, hvad der som regel går bedst i begyndelsen.

Tagrytteren blev første gang sat op i 1600-tallet, da Lyngby Kirke var ejet af Lyngbygård. Vi ved ikke, hvor mange gange den er blevet repareret og fornyet i de forløbne år, men det er ikke få.

I arkivet har vi billeder fra renoveringet i 1935, 1973, 2003 og 2019. De sidste tre gange blev hele konstruktionen hejst ned med kran og siden løftet op på plads igen.

1935: Alle håndværkere og hele menighedsrådet stillede op ved rejsegildet efter årets fornyelse af tagrytteren. Bemærk den lange stige op til arbejdspladsen. I midten med cigar og stok over armen pastor Jørgen Jensen.

1973: Klokke og tagrytter taget ned i forbindelse med en større restaurering af hele kirken.

2003: Ny rekonstruktion på jorden. Her hejses arbejdet på plads højt til vejrs. På billedet tømrersvend Finn Sørensen, Borum.

Statshusmandsbrug i Lyngby

Husmandsstedet fra 1910 er her 30 år gammelt.

Husmandsstedet fra 1910 er her 30 år gammelt.

Denne ejendom, Lyngbygårdsvej 55, var ét af fire såkaldte statshusmandsbrug, der blev oprettet i 1910. De fire ens ejendomme blev alle udstykket fra Kildebækgård inde i Lyngby.

Der blev ikke ruttet med pengene, når de fattige husmænd byggede, så bolig og stald på tilsammen 120 kvadratmeter skulle være under samme tag. En lille lade lå i en vinkel bagtil. Husmandsfamilien havde ved hårdt arbejde samlet en lille startkapital, og den blev suppleret med et gunstigt statslån. Deraf navnet statshusmand.

Ager og eng udgjorde tilsammen seks tønder land, og i 1910 har der sandsynligvis kun været to-fire køer og et par grise i stalden. Billedet her er fra 1940’erne, hvor der er kommet bliktag på huset.

Sådan så tusindvis af husmandssteder ud landet over. I vores område blandt andet i Tingvad, på Borum Feldhede, ved BaskærEshøjvej og Blakhøjvej. Men ganske som her er de fleste i tidens løb bygget om til ukendelighed af skiftende ejere.