Masser af sne og et vældig spidst hus

decemberVinteren 1978/79 gik over i historien som en af dem, der fyldte en del – i højden. Der kom flere gange meget store mængder af sne.

Men Borum Maskinstation var som altid på pletten og sørgede for, at borummerne også denne gang kunne komme frem og tilbage.

Vi står ved Borum Bys nordlige indkørsel og kigger mod syd. Personen til venstre går på Byvejen. Maskinen holder på landevejen. Fotografen står cirka på broen over Storkesig Bæk.

Når man ser på dette sted i dag, er der ikke meget, der ligner, og det skyldes ikke kun, at sneen er smeltet.

Der ligger blandt andet to store villaer i synsfeltet, hvor kun Martha og Helmer Kochs ualmindeligt spidse hus, Borum Byvej 41, dengang ragede op som byens grænsepost. Men hvor mærkeligt det end lyder: Et sted inde i det nuværende Borum Byvej 41 – stort, hvidt og på den modsatte led –  ligger Kochs  gamle villa dog faktisk. Man kan bare ikke se det.

Med Schmidt på besøg i Borum og Lyngby

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

August F. Schmidt, professionel folkeminde-samler og lokalhistoriker.

“Borum er en udpræget Terrænby. Dens ældste Form har været præget af det ujævne Jordsmon, hvor den er blevet anlagt”.

“Ejeren af Lyngbygaard har gennem Tiderne haft god Fortjeneste af Træsalg fra sin Skov”.

Disse sætninger kan man læse i to grundige artikler skrevet af en bemærkelsesværdig mand.

August F. Schmidt var Århus-egnens helt store lokalhistoriker. Han levede i årene 1899 til 1965, det meste af livet i Brabrand, der dengang var en driftig og selvstændig stationsby.

Som ung arbejdede han som faglig assistent ved Dansk Folkemindesamling. Hans første bog var den landsdækkende “Danmarks Helligkilder”, 1926.

Sagn, folketro, mundtlige erindringer og den slags interesserede ham livet igennem. Et righoldigt udvalg kan man læse i “Fra Aarhusegnens gamle Landsbyer”, 1960.

Han kom landet rundt. Vil man vide noget om fattiggårde i Ganløse og Skibby i Nordsjælland, så står der August F. Schmidt på ryggen af bogen på biblioteket.

En grundig mand

I årene 1937-1955 udgav han i syv bind storværket ”Brabrand og Årslev Sognes historie”. I samme periode kom ”Aaby Sogns Historie” i to bind 1941-43 og ”Viby Sogns Historie” i to bind 1942-49.

Karakteristisk var en grundighed baseret på selvstændige kildestudier kombineret med mundtlige oplysninger indhentet ved besøg i en næsten H. C. Andersensk tradition for at rejse omkring fra sted til sted og søge spændende stof.

Som Andersen udsøgte han sig med tiden de steder, hvor beværtningen var god, og hvor værten delte hans interesse for at få beskrevet netop denne pågældende persons jordiske lod.

Et af stederne var hos gårdejer Marius Eriksen, Amhøjgården i Lyngby, indtil midt i 1900-tallet. Dennes søn, nu afdøde Laurs Eriksen fortalte:

”Jeg kan se ham for mig. Han kom gerne med sin lille knejt, som måske var 10 år, ved hånden. Så skulle ham og fatter gerne en tur op på Blankhøj og se ud over landskabet.”

Leve skulle man jo også. Mange småskrifter blev til mod betaling.

I Lokalhistorisk Arkiv har vi meget naturligt det fint indbundne skrift af 5. august 1945 ”Amhøjgaard. I Anledning af Marius Eriksens 40 Aars Jubilæum som Gaardejer”. I Slægtsgaarden 1962 nævner han blandt andet, at ”det var skønt at være til stede og høre til kredsen i det gamle grundtvigsk prægede hjem (…) velsitueret, og der blev intet sparet, hvor N. Marius Eriksen var vært”.

Det bedste vi har

Så sent som i 1950’erne blev en af August F. Schmidts mange, mange bidrag brugt som skolebog i Lyngby Skole. Det var “Aarhusegnens Hjemstavnsbog” udgivet af Østjysk Hjemstavnsforening, som skolen havde i klassesæt, fortæller Leif Degn, Lyngby. Bogens hovedforfatter var Hans P. Sejerholt, direktør for Århus Skolevæsen. Schmidt var én af flere andre skribenter i bogen.

Skal man i dag sætte sig ind i Borum og Lyngbys lokalhistorie, kender jeg heller intet bedre sted at begynde end hos August F. Schmidt. To artikler fra hans hånd er det hidtil mest grundige og alsidige, der i samlet form er skrevet om vores dejlige lokalområde.

Og så hedder de endda bare:

*”Bidrag til Lyngby Sogns Historie”. 19 sider. 1951

*”Bidrag til Borum Sogns Historie”. 29 sider. 1952-53

Begge “bidrag” blev trykt i Aarhus Stifts Aarbøger, der den dag i dag årligt udgives af foreningen Historisk Samfund for Århus Stift.

Alle de glemte navne

Heri tager Schmidt fat fra en ende af. Han begynder med oldtiden og de fund, der var blevet gjort og fortolket på hans tid. Af gode grunde giver det især nogle lange afsnit for Borums vedkommende. Sognefællesskabets tid beskrives efterfulgt af udskiftning og udflytning. Kirkerne og vores enlige herregård får, hvad de skal have, Borum Kro og herredsfogedfunktionen ligeså, og enkelte ejendomme nævnes separat (rigtigt gættet – Amhøjgården er en af dem).

Særlig interessante er de topografiske beskrivelser og de fyldige uddrag af 1600-tallets markbøger med deres mange navne.

Hvem ved for eksempel, at den allerede nævnte Blankhøj er et af de ældste stednavne i Århus-området? I dag navn på en motorvejs-rasteplads, akja.

Hver plet havde navn, da menneskene var totalt afhængigt af stedets jordbrug.
Her er teorier om navne som Gryde Agre, Kops Røgle og Demantz Kier.
Steilhøys Vangen i den østlige del af Borum kan have navn efter de stejle fald ned mod engen, men August F. Schmidt tror snarere, at her kan have stået en stejle (pæl til at anbringe et afhugget hoved af en henrettet på).
Stakkelsgraven lå, hvor Borum, Sabro og Lading Sogne støder sammen nær Grødebakken (Grøøbakket), lærer vi. Navnet kom af, at her var en rakker (stakkelsmand) begravet.

Grænsesøgende

Grænser interesserede August F. Schmidt. Han funderer over et fremspring mod øst, som Lyngby Sogn gør i terrænet.

Og så er der den helt specielle enklave i Brabrand, hvor 30 tønder land ved Tousgården helt indtil 1924 hørte til Lyngby Sogn og betalte skat til Borum-Lyngby Kommune. Det er på det sted, hvor Gellerupparken/Toveshøj ligger i dag.

Som den grundige og halv-akademiske mand, han var, forsynede August F. Schmidt artiklerne med noter. Enhver (der vel at mærke kan læse gotisk håndskrift) kan gå på Lands- og Rigsarkivet, slå op og kigge den gamle brabrander i kortene.

Gravsten på Brabrand Kirkegård.

Få et eksemplar

På Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne har vi lavet kopisæt af de to artikler.

Få et eksemplar i forbindelse med et besøg på arkivet.

1.12.2007
Peter Poulsen

Mejeriet i sin velmagt

xxxx-borum-byvej-9-repDenne bygning midt i Borum står i dag med en ny facade, der har ændret den næsten til ukendelighed. Men grundlæggende er den der stadig.

Husets historie handler om mælk. Her på nuværende Borum Byvej 9 lå nemlig mejeriet i Borum.

Verdens første mejeri, som bønderne selv ejede i fællesskab, opstod i Vestjylland i 1882, og i Borum og omegn var de ikke sene til at følge trop. Andelsmejeriet Borumlund åbnede allerede i 1887.

Det gik glimrende. Dampmaskinen drev en centrifuge, og smørret derfra blev sendt til England. Ost lavede man også. Mælkekuskene kørte til og fra, og hver formiddag klokken 10 lød dampfløjten ud over landsbyen.

Fra år 1900 fik mejeriet en ekstra lille facilitet omme bagtil ved den varme dampkedel: et baderum, hvor varmt karbad kunne købes for 30 øre og varmt styrtebad for 25 øre.

Bindingsværkshuset, der skimtes til højre, hørte med, og i 1913 blev der samme sted bygget en fin villa til mejeribestyreren. Dette hus, Borum Byvej 11, er betydeligt bedre bevaret i forhold til oprindeligt udseende.

I 1920’erne måtte Borumlund gå et gear ned, fordi der kom et nyt andelsmejeri i Mundelstrup, og de fleste leverandører i Sabro flyttede dertil, men først i 1955 lukkede mejeriet i Borum helt.

Det gamle mejeri blev så i omkring 30 år autoværksted og bolig for Bodil og Frode Hansen (senere Borum Byvej 8), og efter et par mellemspil bebos ejendommen nu af Susan og Torben Hrab, der har bygget den kraftigt om.

Billedet er taget omkring forrige århundredskifte.

Til sammenligning er her et billede fra 1987, hvor der var byggeplads:

Borum byvej 9

 

– og her et fra oktober 2016:

img_6516

Mindesten i 100 år

Genforeningsstenen fotograferet i vinteren 2019/20. Den fylder 100 år 11. juli 2020. Foto: Peter Poulsen

I 2020 fylder den flotte mindesten på Torvet i Borum 100 år. Den blev indviet 11. juli 1920 ved en af de helt store begivenheder i Danmarks historie, Genforeningen.

10. juli 1920 red kong Christian d. 10. over den gamle grænse mod Tyskland på en hvid hest. Nu var det endelig beseglet, at Sønderjylland på ny var dansk, og 11. juli blev der holdt en kæmpemæssig fest på Dybbøl Banke ved Sønderborg. Samme dag samledes 200 i Borum til afsløring af den nye sten.

Overalt i Danmark var begejstringen enorm – således også i voers lokalområde. I dag hæfter vi os måske mest ved, at grænse-flytningen blev til efter verdens første demokratiske folkeafstemning. Dengang var det mere en bølge af nationalbevidsthed og glæde over (i det mindste) at have fået halvdelen af Slesvig tilbage efter det frygtelige nederlag i 1864, der drev danskerne. Samtidig bøjede man hovedet i mindet om de over 5.000 sønderjyder, der mistede livet, mens de var tvunget i tysk krigstjeneste i Første Verdenskrig.

Mindestenen i Borum blev rejst ved frivilligt arbejde – og dengang var det uden traktor og gravemaskine. Stenen kom fra jorden på Nyvanggård, Stillingvej 224, hvor gårdejer Morten Mortensen havde fundet den i marken. En professionel stenhugger – vi ved desværre ikke hvem – indhuggede flag, årstal og de to hænder, der mødes over teksten “Velkommen hjem”.

Pladsen ved Borum Byvej og Bysvinget var også dengang offentlig. Den er byjord (gadejord) og menes at have været den gamle grandeplads, hvor bønderne og en repræsentant for jordbesidderne mødtes for at træffe aftaler om jordbruget i landsbyfællesskabets tid (før 1796).

Efter 1920 blev der i mange år holdt fest i Borum på Dybbøldagen, 11. juli. Omkring stenen blev sat et lille hegn og lavet en nydelig beplantning. Siden da har pladsen omkring stenen gået så grueligt meget igennem. Men det er en helt anden historie.

Vi mødes ved stenen 20. maj 2020

I Borum markerer Lokalhistorisk Arkiv og mange andre gode kræfter 100 års jubilæet ved en offentlig sammenkomst onsdag d. 20. maj kl. 19.
Alle er velkomne.

Mit liv i og med Lyngby

Aase voksede op i Lyngby Skole - nu sognegård.
Aase voksede op på førstesalen af Lyngby Skole – nu sognegård.

Af Aase Suk

Fra 1949 til 1959

Jeg blev født i april 1949 i taglejligheden i den gamle lærerindelejlighed i Lyngby Skole. Vi boede der, fordi skolen ikke længere havde to lærere, men kun én, så lejligheden var blevet ledig.

Erindringsforfatteren i en alder af 10 år.

Erindringsforfatteren i en alder af 10 år.

Min familie bestod af far, Niels Peter Degn, min mor Karen og min bror Leif. Vi havde også en hund, Bonzo.

Far var chauffør i farfars vognmandsforretning. Mor var tildels hjemmegående, hun var dog medhjælp rundt omkring på gårdene med roehakning og i høsten med at binde neg og sætte sammen.

Hun hjalp også med hovedrengøring hos Fogsgaards, hvor hun, før hun blev gift, havde været tjenestepige og husbestyrerinde.

Min fødsel var en hjemmefødsel, som de fleste var dengang.

Der var som regel en kone fra byen, der hjalp jordemoderen med det praktiske. Ved min ankomst var det Andrea af Andreas’ (Lyngbygårdsvej  59), der hjalp til. Min mors ældre søster boede i Lyngby dengang, så hun måtte tage sig af min bror i et par dage.

Min farmor og farfar boede også i byen. Min farmor, som jeg husker svagt, da jeg kun var knap 5 år, da hun døde, var næsten altid sengeliggende. Hun havde overlevet den spanske syge i 1919, men kom sig aldrig helt.

Hun og min farfar havde mødt hinanden i Lyngby, og hun var ikke mere end 18 år, da de blev gift og fik min ældste faster i 1910. Endnu en pige blev født i 1912 og min far i 1914.

Da 1. Verdenskrig startede i 1914, blev min farfar indkaldt til militæret, og min farmor var så alene med tre små børn på 4, 2 og 0 år plus en lille ejendom med husdyr. De var meget fattige, har mine fastre fortalt.

Jeg voksede op i skolen, hvor jeg boede til 1969.

Jeg havde en tryg barndom, selv om pengene var små, og rammerne var spartanske. Vi havde i min tidlige barndom ikke rindende vand i køkkenet, men måtte hente det kolde vand i en hane i gangen nede ved hoveddøren. Der var brændekomfur til opvarmning af køkkenet og til at lave mad på. Der var en indbygget vandgryde til opvarmning af vand til opvask og lignende. I stuen var der en sort kakkelovn, der blev varmet op med træ og briketter. Vi havde elektrisk lys og en radio, ellers bestod stuemøblerne af et spisebord med fire stole, en skænk og et dækketøjsskab plus en divan med et slumretæppe over. Vi havde også et ur, som stod på skabet. Der var soveværelse, et kammer og et spisekammer. I gården var der wc (das). Bad foregik i en zinkbalje på køkkengulvet eller i vaskehuset, og det var ikke én gang om ugen, vi fik bad.

I Lyngby var der i 1953-54, hvor mine erindringer begynder, en købmandsforretning og om sommeren et ishus hos Tinne Hollesen (Lyngbygårdsvej 36), der også passede telefoncentralen. Vi havde rullende bager, ostemand, slagter, fiskemand, grønthandler og uldkræmmer. Bageren og slagteren kom én gang om ugen, oste-, fiske- og grønthandleren hver anden uge. Uldkræmmerne (der var to) kom et par gange om året hver.

Vi havde ikke køleskab eller fryser, men et isskab. Vi fik isblokke fra Vesterbro Mejeri, som blev slået i små stykker med en økse og kom op i en aflang zinkspand, der blev sat ned i isskabet, som var lavet af træ og beklædt med zinkplader indeni. Isskabet stod i spisekammeret. Jeg husker stadig lugten af kølig is og zink, det var en sommerlugt, for om vinteren var der så koldt i spisekammeret, at isskab var overflødigt. Der var af og til is på den indvendige side af vinduerne i lejligheden og nogle vintre frøs potteplanterne om natten inde i stuen.

Det var bedst at vente med at stå op, til mor havde tændt op i komfuret. Det gav en dejlig varme.

Der var ikke særlig fodkoldt, for der var også kakkelovn i skolestuen under vores lejlighed, hvor læreren fyrede op hver morgen ved 6-tiden på skoledage. Da vi også gik i skole om lørdagen, var det kun søndag, der ikke var varmet op i skolestuen.

Der var to skoleklasser, store klasse og bette klasse. Drenge og piger gik i samme klasse. Tre år i bette klasse og fire år i store klasse. Store klasse begyndte dagen kl 8 og gik hjem kl. 12, bette klasse fra 12.30 til 15 – altså seks dage om ugen. I store klasse startede dagen med Fadervor og morgensang. Der var kun én lærer ansat til alle elever, og om søndagen var han kirkesanger, så der var ikke megen fritid. Der var gudstjeneste hver søndag.

Min bror og jeg havde en nem skolevej. Det var ned ad trappen rundt om hjørnet, så var vi i skolegangen. Til højre var der toiletter med træk og slip, et til pigerne og et til drengene plus et pissoir. Der var også en håndvask med koldt vand. Det var luksus for os. Vi havde das i gården uden lys og ingen håndvask, men trods alt 00-toiletpapir.

De andre børn gik eller cyklede til skole. Der var langt fra Rummelihul til skolen, og det var op ad bakke. Cyklerne var gamle, tunge jernheste uden gear, og det var sommer som vinter, der skulle trampes i pedalerne.

Der var asfalteret vej gennem selve byen (ca. 500 meter). Resten var grusveje. Der var elmaster langs med vejene, men ingen gadebeslysning. Der var ikke mange, der havde bil i Lyngby i ’50erne, så skolevejen var barsk, men rimelig trafiksikker. Der var ingen vejnavne eller husnumre, så posten kendte alle. Hvis der kom nye til byen, kunne han spørge købmanden, hvor de var flyttet ind.

 

Undervisning

I skolen blev vi undervist i disse fag:

Bibelhistorie

I de små klasser hørte vi historierne fra Det gamle Testamente om David og Goliath, Jonas, der blev slugt af en hval, og om baby Moses, der blev sat ud i floden i en kurv flettet af siv og blev reddet fra døden af en prinsesse. Det var spændende.

Vores lærer, A. Hermansen, var en mester til at fortælle og læse historier.

Dansk

I 1. klasse fik vi udleveret et brunt, linieret kladdehæfte, hvor vi skulle skrive en hel side med hvert bogstav i alfabetet. Først alle de små bogstaver og så de store. Det kunne godt være rigtig kedeligt, for vi skulle både sidde stille og tie stille.

Vi skulle også lære at stave d-e-t det v-a-r var i-k-k-e ikke l-e-t let. Jeg troede, som nok andre børn også har troet, at jeg kunne læse fra første dag i skolen, men ak.

Regning

Var ikke mit bedste fag. Det kunne gå i skolen, hvor vi regnede med æbler og appelsiner, men senere, da det drejede sig om rumindhold og den slags, var jeg ikke helt med længere.

Geografi

Da verdenskortet blev rullet ned, gik det op for mig, at Danmark var et af verdens mindste lande. Det var ikke nogen rar oplevelse, men det hjalp lidt, da vi fik at vide, at Grønland også hørte med til os.

Vi havde, så vidt jeg husker, ikke så meget verdenshistorie og geografi før 4. klassetrin.

Sang

Vi sang meget i både betteklasse og storeklasse. Det var salmer og sange, der passede til årstiden, og historiske sange.

Gymnastik

Da vi havde samme lærer til alle fag, var gymnastik ikke det helt store. Vi havde en gymnastiksal, men ingen bademuligheder, så det var små lette fjedrehop på stedet om vinteren og rundbold udendørs om sommeren.

I store klasse var der hvert år eksamen med karakterer for de ældste børn. Der var en skolekommission, som sad og hørte på. Den bestod af præsten og nogle forældre. Det var den mest lydløse dag i hele året. Man kunne høre sit eget hjerte slå, og hænderne var våde af angstens sved.

 

Byens liv

Der var 13 huse i Lyngby inkl. skole, købmandsforretning og kirke. Der blev ikke bygget et eneste hus i Lyngby i 1950’erne.

Købmandsbutikken og arealet foran kirken var samlingssted for børn og unge. Der blev spillet bold, leget dåseleg, sjippet, og en enkelt nævekamp kunne også forekomme.

Lyngbygård var så afgjort den største arbejdsplads i sognet.

Det var almindeligt at se et hestekøretøj, men midt i 50’erne vandt traktorerne indpas i de fleste landbrug. Fra vinduet i vores stue kunne vi se jernbanen, hvor de sorte damplokomotiver kom kørende med en lang række vogne efter. Det var sjovt at stå og tælle, hvor mange der var. Toget kunne være rigtig langt, en slæber som det hed.

 

Mode og motion

En del af mit tøj var brugt, arvet efter min tre år ældre kusine. Jeg fik dog også lidt nyt hvert år.

Der var to hjemmesyersker i omegnen, Kirstine Meyer (Glamhøjvej 37) og Marie Kristensen (Lyngbygårdsvej 55). Marie var også frisør. Min mor fik syet tøj til hende og mig ved dem begge. Vi fik også kataloger fra Daells Varehus og Sommers Magasin.

Da jeg var fire år, begyndte min bror (ni år) og jeg at gå til dans hos danselærer Knud Jensen. Det foregik på Mundelstrup Kro i 50’erne og 60’erne. Jeg var, trods mine kun fire år, med fordi min mor skulle cykle ved siden af min bror, og der var ingen steder at anbringe mig imens (ingen børnehave), så jeg sad bagpå ved mor i en cykelstol af jern, som var monteret på bagagebæreren.

Mange børn og nogle voksne har klemt fingrene i den slags cykelstole, da de kunne virke som en smækfælde, når de blev klappet ned.

Der var en såkaldt frakkeskåner (et stykke voksdug) monteret over baghjulet på cyklen, så småbørn ikke kunne få benene i klemme i hjulet. Jeg lærte selv at cykle, da jeg var syv år og havde fået en brugt børnecykel, som min noget ældre fætter havde sat i stand og malet.

 

Fest og glæde

I skolen var der to fester om året, som vi glædede os til.

Det var fastelavnsballet og juletræsfesten. Vi havde vores helt egne soldaterdrenge, som gik rundt i hele sognet og samlede penge ind til fastelavnsballet ved at synge: ”Vi er raske Lyngby drenge” Mel: Vi er børn af sol og sommer.

Til festen var der levende musik og dans, sodavand og fastelavnsboller.

Til juletræsfesten var der dans og sanglege omkring juletræet. Lærer Hermansen læste en julehistorie, og så var der en godtepose til hvert barn. Det var en papirspose, for plastic kendte vi ikke.

Der var altid en appelsin og et æble i, der var også flødekarameller, chokolade og lakrids.

Det var to dejlige aftener.

 

Vi havde intet tv i mit hjem, men vi hørte radio. Far og mor skulle høre Pressens Radioavis hver dag. Der var også hørespil og ældre dansemusik en gang om ugen, somme tider dansede vi med hjemme i stuen.

For os børn var der en udsendelse, der hed Godnat til de Små med Inge Aasted og selvfølgelig Giro 413 om søndagen.

 

Kost og logi

Før jeg begyndte at gå i skole i 1956, sov jeg til kl. 10-11 stykker, så jeg fik mine otte timers søvn så godt og vel.

Jeg sov i en udtræksseng i soveværelset. Madrassen var stoppet med tang (ålegræs) og pude og dyne med dun og fjer fra høns, ænder og gæs. Om vinteren havde jeg en mursten, som var opvarmet i komfurovnen, i min seng. Den var pakket ind i en avis, så jeg ikke brændte fødderne på den. Da jeg stod sent op, spiste jeg ikke morgenmad, men havregryn med mælk og sukker til frokost. Om vinteren fik vi en Tunol-perle (D-vitamin) hver dag.

Vi fik varm mad om aftenen, da far jo ikke var hjemme om dagen. Aftensmaden blev serveret kl. 17.30 og bestod af forret og hovedret.

Forretten var gerne grød eller vælling lavet af ris, byggryn, rismel og mælk eller kærnemælk. Vandgrød med æblemos, tvebaksmælk og gul sagosuppe. Hovedretten bestod næsten altid af kartofler med kød. Det kunne være stegt flæsk, frikadeller, kødrand, boller i karry og medisterpølse. Der var også kålretter som stuvet hvidkål, kåldolmer, hvidkålssuppe med kogte ben. Grønkål og rosenkål fik vi også.

Lørdag var tit kødløs dag med pandekager og øllebrød, omelet eller æggekage.

Søndag var det mere hele stykker kød som koteletter, rullesteg, benløse fugle og stegt kylling med persillefyld. Der var ikke forret om søndagen, men dessert: frugtgrød, budding, svesker med flødeskum m.m.

 

Sundhed og omsorg

En gang om året havde vi besøg af en læge i skolen.

Vi fik foretaget en syns- og høreprøve, og vi blev også målt og vejet og efterset her og der. Vi blev vaccineret for kopper og difteritis m.m.

Jeg har haft det, der blev kaldt de almindelige børnesygdomme såsom mæslinger, skoldkopper, kighoste, røde hunde og fåresyge.

Mæslingerne var det værste. Jeg havde feber og sov i flere dage. Hvis vi var syge i høsttiden, blev der sendt bud til vores mormor. Hun blev enke, da hun var omkring 60 år, så hun boede hos os i 14 dage eller mere, når det var nødvendigt. Hun havde altid hæklenålen og garn med, og hun ville meget gerne læse for os. Det var dejligt at have hende på besøg.

En stor dag

I slutningen af 50’erne – den nøjagtige dato var 1. maj 1959 – var en stor dag for mig. Jeg fik mit største ønske opfyldt, en grammofon.

Jeg havde lavet en aftale med min far. Hvis jeg selv kunne spare 50 kr. sammen, ville han give mig resten. Jeg kunne lægge 50 øre til side om måneden. Min bror og jeg fik en krone i lommepenge for at hjælpe med opvask og borddækning, hente æg og skrælle kartofler, men næsten halvdelen af kronen gik til Anders And-bladet, som var uundværligt. Jeg fik somme tider lidt penge for at køre en tur med børn i barnevogn og se efter dem et par timer, men det battede ikke meget. Til min 10 års fødselsdag ønskede jeg mig penge, og det hjalp.

Når man havde fødselsdag, blev pigerne i klassen inviteret til sodavand og kage, og hver havde 2 kr. med. Efter fødselsdagen blev pengene talt op. Det var dog et større arbejde for en tiårig, da der både var 1-øre, 2-øre, 5-øre, 10-øre, 25-øre, 1-kroner og 2-kroner (som ogs blev kaldt en daler). 5 kroner var en seddel, ligesom også 10 kr. var af papir, men det vigtigste af alt, det magiske tal 50 var nået, HURRA.

Jeg måtte dog vente til 1. maj, hvor forretningerne havde længe åbent. Vi havde ingen bil, så far og jeg var med rutebilen til Aarhus. Frederiksgade var dengang radioforretningernes gade, og vi fandt en brugt rejsegrammofon, som jeg desværre ikke kan huske prisen på, men far måtte lægge en del penge. Jeg skulle jo også have grammofonplader til. Det var bl.a. årets danske grand prix-vinder med Raquel Rastenni, som sang Uh – jeg ville ønske jeg var dig, og på bagsiden den svenske vinder Augustin. Den plade ejer jeg endnu 54 år efter, men ikke grammofonen. Popmusikken var kommet til Danmark. Vi havde også hørt om en vis Elvis Presley, men det var i 60’erne, det store gennembrud kom, og denne beretning slutter i 1959. Fortsættelse følger måske.

Aase

 

Fastelavnssang

Mel: Vi er børn af sol og sommer

 

Vi er raske Lyngby drenge

vi har Dannebrog i favn

vi har alle ventet længe

på den kære fastenavn

men når dagen nu er kommen

og vi ret den fejre vil

vi opdager tom er lommen

mange penge skal der til

 

derfor kommer vi til eder

for at synge ved jer dør

at vi ej forgæves beder

ved vi jo fra året før

selv om benene er trætte

før det hen ad aften når

da bli’r sind og tanke lette

for vi ved det hjemad går

 

Vi for gaven vil jer takke

kom i aften til vor fest

vi om sagerne kan snakke

more os som vi kan bedst

når musikkens toner klinger

al vor træthed borte er

vi os rundt i dansen svinger

vi det unge Danmark er

 

 

Moderne tider i 1978: Claras træ kom ud at flyve

Træet lettede i1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Træet lettede i 1978 fra et hjørne mellem Langelinie 40 og Langelinie 42.

Naur er normalt et lille træ eller en beskeden busk, der bruges som hækplante.

Men hos Clara Andersen, Langelinie 42, senere Borumtoften 2, var et par stykker af slagsen ret usædvanligt blevet til store træer. Her ses et af dem, en naur som sluttede sit lange liv med en flyvetur.

Hvorfor nu det? Jo, træet stod i et hjørne mellem to elektriske luftledninger. Skulle det fældes, måtte Galten Elværk først slukke for strømmen og afmontere elforsyningen. Udgift og besvær.

I stedet fik man fat i en mobilkran, som dengang var noget ret sjældent, og løftede forsigtigt træet væk. Det syn blev der snakket en del om i Borum i vinteren 1977-78.

Mosegaards rutebil

januarBorum og Lyngby fik aldrig jernbanestation. Så havde meget måske set helt anderledes ud – for eksempel som i Hinnerup eller Harlev.

Men hestetrukne dagvogne passerede jævnlig Borum på vej mellem Viborg og Århus. I 1920 skriver Aarhus Amtstidende, at en venlig mand tilbød at køre børn og dårligt gående til festpladsen ved Borum Vandmølle i forbindelse med en omtale af byens nye mindesten. Den venlige mand hed Firgaard (eller også hed han Firhøj, for det står der i en bog fra 1936 om dansk persontrafik) og havde været dagvognskusk, men her benævnes han som chauffør. Det kan tyde på, at der allerede så tidligt var kommet motor på diligencen.

Egentlige rutebiler dukkede op fra begyndelsen af 1930’erne, og nu er vi på mere sikker grund.

I Borum købte vognmand Anders Mosegaard, Langelinie 75, denne flotte 20-personers NAG (Nationale Automobil Gesellschaft) i 1930 og satte den, som skiltet viser, ind på ruten fra Borum over Framlev til Århus.

Ni år senere solgte han til Hammelbanen, der byggede et rutebilnet op i sit dækningsområde. Banen havde i 1935 overtaget ruten Skivholme-Århus med to Chevrolet-busser fra Anders Sørensen.

Under besættelsen blev kørslen efterhånden opgivet, men i 1947 kom der nye tider med en Austin-rutebil på en ny rute: Silkeborg-Sorring-Borum-Århus. Linje 112 har altså over 70 år på bagen med stort set uændret rute. Den blev dog nedlagt i 2019.

Møllevejen: Ak hvor forandret

Erindringer om Møllevejen 1939-1983

Mollevejen

Udsnit af Borum Møllevej mellem de to broer fotograferet en forårsdag i 2007.

Holger-webstorrelseAf Holger Dalegaard

Når jeg tænker tilbage på, hvordan Borum har forandret sig siden min barndom, står det for mig, som at Herskindvejen eller Møllevejen, som den blev kaldet, er det sted, hvor der er sket mange forandringer gennem tiderne. Jeg vil prøve at skrive hvordan de mange forandringer er sket gennem tiderne.

Jeg er født på Møllegården den 30 oktober 1932, hvorfor jeg vil begynde min beretning omkring 1939, som var dengang jeg begyndte min skolegang. Jeg vil skrive det som en vandring på vejen og beskrive de forskellige ting som man møder på vejen.

Vi starter, hvor Møllevejen går fra den gamle landevej Skanderborg-Randers, som fra gammel tid har gået gennem den vestlige del af Borum by, det stykke som nu hedder Borum Byvej.

Ud for laden til gården Borum Byvej 12 går vejen fra til Herskind, dette er markeret med en granitsten, hvor der er indhugget skrift “HERSKIND 3 KM”. Den blev pænt kalket og bogstaverne malet op hvert år. Den står der endnu, men er lidt vildledende, da vejen nu er blind – kun adgang til fods eller cykel, årsagen kommer vi til senere. Stenen skal helst blive stående som et minde fra den tid, hvor der ikke var så meget færdsel, og det var en tur, mange familier har gået og nydt den fred og ro, der var dengang.
Det var ret almindelig at gå tur på Møllevejen, både hele familier, og hvis man havde gæster, gik hele selskabet tur og nød den natur, som var her. Der var nogle som næsten daglig gik en tur her, bl.a. fru købmand Juel Kjær, som gik tur med sin hund, også Asta Johansen gik tur når hun kom fra arbejde.

Til højre lå en staklade tilhørende gården Borum Byvej 12. Stakladen var en åben lade bygget på store granstammer, som bar et tag af pandeplader, kun gavlene var beklædt med brædder. Laden blev brugt til opbevaring af neg, hø og halm, og hvis der var plads, som opbevaring af arbejdsvogne og maskiner.

Laden var et yndet samlingssted for børn og unge. Da Andre Pedersen overtog gården, blev han træt af al det renderi og beklædte laden med brædder og porte, så man ikke kunne gå ind i den, men det var stadig et godt mødested med den beliggenhed den havde.

Ved siden af var et mindre areal, som om sommeren blev brugt til græsning af kalve og gæslinger, om efteråret blev roerne lagt i kuler her.

Til venstre ligger et smalt engareal mellem vejen og bækken, som går fra Borum Stormose og midt igennem byen. Der hvor den løber under Borum Byvej, var der et større broanlæg af store kampesten, der nu er erstattet af en ny bro, men stenene er bevaret i Borum. På engen kunne gå en lille kalv eller gæs om sommeren, hvis det ikke var for regnfuldt.

Den nye landevej

Vi kommer nu hen til den såkaldte “Nye Landevej”. Det er et vejstykke, der blev lavet først i trediverne, da der på grund af den store arbejdsløshed blev sat en del arbejder i gang, og det var et af disse. Vejen starter ved kirken i syd og går til Skivholmevej i nord. Formålet var at undgå trafikken gennem Borum By. Arbejdet blev udført med håndkraft og hestevogne, så det har været mange læs jord som er flyttet for at lave dette arbejde. Krydset med Møllevejen blev forhøjet en del, og der er udgravet meget af bakken nord for krydset. Det var et fint arbejde, der blev lavet med bl. a. autoværn omkring de store skrænter et godt stykke fra selve krydset, lavet af store bjælker opsat på cementblokke. Det var en yndet sport at balancere på autoværnet for at se, hvem der kunne komme længst uden at falde ned, det har givet mange hudafskrabninger i tidens løb.

Der var ikke mere trafik på vejen, end at man kunne drive køerne på vejen. Meningen med forlægningen har været at skaffe større trafiksikkerhed, det var også rigtigt i de første år, men da trafikken i halvtredserne og tresserne blev større, er der alligevel sket mange uheld i krydset, også nogle med dødelig udgang.

Alle jorderne på begge sider af Møllevejen tilhørte familien Pedersen, som ejede både Bækgården, Borum Byvej 10, og Borum Byvej 12.

Lige over krydset er der en mindre græsmark, hvor der tit gik nogle følhopper med deres føl eller plage, det var noget, mange dengang kunne nyde synet af.

Til venstre tæt på krydset var bygget et stemmeværk, som blev brugt i det tidlige forår, hvor der blev sat brædder for, så vandet kunne ledes ud på marken ad nogle kanaler som var gravet. På den måde kunne noget af marken vandes ved overrisling, og græsset kom derfor tidligt i gang, så der tidligt kunne slås lidt frisk græs, som var en god hjælp for en syg ko eller kalv. Dyrene fik dengang ikke de vitaminer som nu, fordi fodringen var mere ensidig, og sidst på vinteren var hø og ensilage brugt op.

Storkesig Bæk

Vi fortsætter hen, hvor Storkesig Bæk løber under Møllevejen. Vi kan se, hvordan Storkesig Bæk snor sig gennem engen på de laveste steder. Det er fantastisk at se, hvor stejl jorderne er på begge sider af bækken, så det er et meget bakket terræn på så forholdsvis et lille areal. Hvis man ser mod nord, får man øje på et lille idyllisk bindingsværkshus lige midt på marken.
Her var i øvrigt en rigtig god kælkebakke fra vejen til Møllegård til bækken.

Disse arealer kunne man godt ønske blev bevaret, som de var dengang med græsmarker, det vil været synd hvis udviklingen i landbruget gør at disse arealer gør at det bliver urentabelt at benytte dem, så de enten bliver brak eller plantet til med træer eller andet vildnis.

Lige forbi hvor Storkesig Bæk løber under vejen går der en vej op til mit barndomshjem, Møllegården, som ligger ret højt ca. 300 meter fra Møllevejen. Vejen blev også brugt som markvej til jorderne, hvor der blev bygget en ny ejendom, som vi vender tilbage til senere. På disse jorder ved siden af vejen var der en gammel lergrav. Det var et stort hul, som var udgravet ind i bakken, om det er ler eller mergel, der er udgravet, vides ikke med bestemthed, men da ejeren af gården, Palle Hansen, i 1800-tallet byggede og drev et teglværk, er det nærliggende at antage, at det er ler, der er gravet her til produktion af mursten. Det vides heller ikke, hvor teglværket har ligget. Graven er nu jævnet, men det vender vi tilbage til senere.

Straks hvor Storkesig Bæk er kommet fri af Møllevejen, løber Storkesig Bæk og bækken fra mosen sammen, hvilket til tider kan give nogle sjove cirkler i vandet afhængig af strømforholdene.

Lidt senere på vestre side kommer vi til en bro, som blev bygget i forbindelse med vejarbejdet, den blev altid i folkemunde kaldet Pie’s bro efter Peder Pedersen, som ejede gården dengang, og da han var amtsrådsmedlem, kunne han bedre få sine ønsker opfyldt. Folk syntes, det var et for stort bygningsværk i forhold til den brug, der var for broen som adgang til de arealer, som der nemt kunne skaffes adgang til fra hans andre marker.

Lige ved broen slår bækken et brat sving mod syd og løber meget tæt på den høje skrænt, der egentlig er et interessant landskab med nogle vildtvoksende tjørnebuske. Når der gik en flok kvier på de vedvarende græsarealer, var det et syn, mange glædede sig over, særlig hvis de kom helt hen til hegnet, når man gik forbi, det er også et areal som gerne må bevares.

Vi fortsætter lidt længere ned ad vejen. Bækken er nu igen helt ovre ved Møllevejen, og her er igen bygget et stemmeværk, som fungerer på samme måde som tidligere beskrevet, blot er der gravet nogle rør ned, som kan lede vandet hen på marken uden de dybe render. Efter stemmeværket er der et ret stort fald på bækken over mod skrænten, som er meget stejl. Denne skrænt er blevet beplantet i 1916, da Peder Pedersen overtog gården. Hele skrænten er bevokset med træer til den egentlige skov. Der er eng mellem bækken og Møllevejen.

På modsat side af vejen ved stemmeværket udløber dræn fra markerne og den lavning, som er i markerne nordpå. Det udløb blev brugt som vandingssted for kreaturer om sommeren når de gik på græs på marken, men da jorden var meget xxx i den trekant indtil den nordlige skrænt, blev jorden tit trådt op af kreaturerne, når de gik til vanding. På skrænten var der et stykke, som ikke kunne dyrkes eller gå dyr på, da det var overgroet med vilde buske og enkelte selvsåede træer.

Når man kommer rundt om dette, kommer man til et stykke, hvor der er et lille fladt areal ind mod en stor skrænt, som nok er 10-12 meter høj. Det er stadig på højre side af vejen. På selve toppen er der en lille skov af selvsåede træer. Midt i denne er skellet mellen Bækgården og Vandmøllens jorder. Hvis man går op mod nord langs denne lille skov kommer man op til en interessant kløft, som er ret dyb og kun 5 meter bred, den blev brugt som vandingssted for Møllegårdens kreaturer, da der er udløb fra nogle dræn her fra et stort opland, så der var vand hele sommeren også i tørre år. Der er nok ikke ret mange, der ved, den er der, da den ligger så afsides. Det er en kløft, som er dannet af smeltevandet, da istiden var slut. Ellers havde der været en stor sø på markerne ovenfor.

Den nye og den gamle møllevej

Nu kommer vandmøllens jorder, som er meget bakkede, blot engen syd for vejen er flad. På det nordlige areal er der på midten igen en lille skov på det højeste sted, resten af jorden drives som almindelig agerbrug, blot skal man have stærke heste for at bearbejde jorden, da det er så bakket, og man skal også køre efter hældningerne for ikke at vælte med læs.

Vi kommer nu ned til den egentlige skov på venstre side af Møllevejen. Den hedder ”Ballehauge”eller Ballehave, som det blev udtalt.

Det er en gammel skov, hvor flere gårde havde en mindre skovpart, Matr nr 19 Bækgården, Matr nr 9 Stillingvej 224, Matr nr 10 Stillingvej 222, Matr nr 10 Bysvinget 1, Matr nr 5 Borum Byvej 12, Matr nr 15 Borumtoften 2.

I den østlige ende af skoven skal man lægge mærke til den gamle bro (stenkiste) over bækken. Det er den gamle vej, som gik fra Borum til Herskind. Den udgik fra Randers-Skanderborg-landevejen ca. der, hvor præstegården er bygget. Vejen gik over markerne og ned gennem skoven til denne bro.

Her skete 11. juni 1879 en dødsulykke, som rystede folk så meget, at det blev besluttet at få lavet en ny vej, hvor den går nu. Et notat fra Børge Pedersen om Sognerådets beslutninger viser, at vejen er omlagt 1881. Ved ulykken blev mølleejer Jens Andersen, 63 år, dræbt.

Vandmøllen

Vi kommer helt ned til Borum Vandmølle. Det er en rigtig gammel mølle, den har ligget der i hvert fald siden 1427.

1581 registrerer Skanderborg Len Hans Persen i Borum Mølle, derefter forskellige ejere til 1732, hvor Grev Friis som har part i møllen køber de andre ud og overtager møllen.
Forskellige fæstere til 1885, derefter forskellige ejere.
1866 brænder møllehuset, der opføres et nyt af gule mursten
1981 brænder stuehuset, et nyt opføres i samme stil som det gamle med både bindingsværk og stråtag

I 1683 driver møllen et stykke jord som tilhører Aarhus Domkirke.
1940 ejes den af Carl C. Petersen, som drev den som almindeligt landbrug og kun under krigen lidt mølleri, fordi det i den periode var svært for landmændene selv at male deres korn, da elværket havde problemer med at levere strøm nok.

Møllen bestod af et langt bindingsværk stuehus, som beboedes af familien Petersen i den sydlige ende, i den nordlige ende var indrettet en lejlighed, som blev udlejet, først til en mand ved navn Kragh, som drev et mindre savværk i møllebygningen. Da han rejste, kom Anna og Johannes Nielsen, som boede der, til de købte huset Borum Møllevej 5, så kom Anine og Valdemar Rasmussen, som blev kendt som torvehandlere på torvet i Århus.
Endvidere var der en staldbygning i gule mursten, som blev brugt til heste-, ko og svinestald. Mod øst lå en gammel bindingsværk bygning, som blev brugt som lade, men den styrtede sammen under snetryk en gang først i halvtredserne og blev ikke genopført.
Mod nord lå den mest interessante bygning i gule mursten, det var en meget høj bygning, den var i tre etager og der er meget højt til loftet. Det var den bygning, som blev brugt til møllevirksomhed, dengang møllen havde sin storhedstid. I den vestlige ende løb vandet fra mølledammen ind til først et møllehjul. I 1683 ses at møllen har to overfaldshjul, som driver hver sin kværn.

Disse blev siden erstattet med en turbine, som trak et mindre elektricitetsværk, som kunne levere strøm til lys og trække de store kværne. Vandet løb fra turbinen i en dyb rende mellem stuehus og staldbygning og ud i bækken ved skoven.

På muren ud til vejen er der noget interessant. Her har mange skrevet deres navn og dato på en mursten, så det er et studium værd at læse det.

Mølledammen og stemmeværket

Mølledammen i Borum er et af de elskede motiver, som arkivet har i virkelig mange udgaver. Her som et maleri, hvor gavlen af stuehuset spejler sig i den højtliggende vandoverflade.

Mølledammen i Borum er et af de elskede motiver, som arkivet har i virkelig mange udgaver. Her som et maleri, hvor gavlen af stuehuset spejler sig i den højtliggende vandoverflade.

Nord for vejen lå den store mølledam. Det er et stort savn, at den efterhånden er mudret til og senere jævnet og tilplantet. Det var sjovt at betragte det svanepar, som sejlede rundt på dammen med gæslinger samt ænder og andre fugle, som altid var der, det kunne man få megen tid til at gå med at betragte.

Mellem Mølledammen og skoven løb den større Borum Møllebæk fra Lading. Lige før Møllevejen var bygget et større sluseanlæg. Der er så stort fald på vandet, at der var bygget trapper, som vandet løb ned af, det blev kaldet vandfaldet. Det var interessant at se, hvordan vandet brusede ned af trapperne og fortsatte gennem møllens have mod syd og gennem skoven til Lyngbygård Å. Grunden til dette bygningsværk var at få vandet så højt, at det kunne drive møllehjulene som skal have været meget store.

Da stemmeværket var der, udnyttede en ejer i trediverne det til at anlægge et større ørreddambrug gennem et stort røranlæg.

Vest for møllens have lå en toft, som for mange står som et kært minde for de sommerfester, som hvert år blev afholdt der med ringridning, gymnastikopvisning, håndbold- og fodboldkampe og andre fornøjelser. Det var et arrangement, hvor næsten alle byens borgere deltog, så der var rigtig mange dernede. Efter krigen holdt disse fester desværre op, da der kom en vis affolkning af unge mennesker, hvorfor gymnastik- og idrætsforening delvis indstillede sin virksomhed og da der (første gang) blev oprettet træningsbaner på Langelinie 62, kom det til at foregå der, men i meget mindre målestok.

Når man kommer forbi møllen, kan man vælge til hvilken side man vil gå ind i skoven.
Den sydlige del var ikke så fremkommelig, men der var dejlig fredeligt.

Den nordlige del, som hedder Gydeløkke, tilhørte Andreas Nielsen, Langelinie 39, og senere Dyrlæge A. P. Rasmussen, Langelinie 69, og var meget velholdt med skovvejene slåede og i Andreas Nielsens tid afgræsset af hans hest og ko.

Hvis man gik i Gydeløkke-skoven, var der mulighed for at komme over bækken. Der har tidligere været en træbro over bækken, men den var ikke blevet vedligeholdt, hvorfor den var rådnet væk, kun stod der nogle enkelte pæle ude i vandet endnu. I stedet lå der en stor træstamme tværs over vandet, den kunne man balancere over på med forsigtighed.

Så kom man over i en skov, hvor bækken snoede sig mellem træerne det er tur som skal opleves for at forstå, hvor skønt der var her.

Denne skov bærer præg af at den er den sidste skov, som Frijsenborg har afstået, og de senere ejere har værnet om de flotte bøgetræer, som der var, og ikke hugget ned med hård hånd, når der var mulighed for at tjene penge.

Der var også mulighed for at fange en fisk. Det var bare noget, man gjorde dengang, der var ingen fiskekort eller fiskeudlejning, man skulle bare opføre sig ordentlig, så var der ingen der sagde noget til det.

Når man var kommet så langt ind i skoven, var der flere som gik ad Møllegårdens markvej tilbage, den er ca. 1 km lang. Her kunne man følge landbrugets udvikling gennem årstiderne i et helt andet område, som dog ikke lå ret langt fra Møllevejen.

Jeg har valgt at beskrive det ejendommelige areal og den natur, som var omkring Møllevejen.
De store skrænter er et resultat af istiden for 10.000 år siden, hvor der blev dannet tunneldale under gletsjerne af smeltevandstrømmene, der løb under isen, og som gravede sig ned i gletsjernes underlag. Det er mærkelig at gå her og tænke på, hvad der er dannet for så lang tid siden og som stadig kan ses, derfor synes jeg også at det er værd at værne om sådan et terræn.

Byggeri langs Møllevejen

Indtil 1940 var der slet ingen bebyggelse langs Møllevejen, kun var der vejen op til Møllevejen og så den idylliske Borum Vandmølle.

Jeg vil nu beskrive den udvikling som skete, da der blev bygget boliger på nogle arealer langs vejen.

I efteråret 1942 overtager André Pedersen sin moders gård, Borum Byvej 12, og sælger Bækgården, Borum Byvej 10, til Erik Nissen, som straks går i gang med at flytte stald og ladebygninger ud på sine arealer og opføre en ny ejendom. Erik Nissen kaldte sin ejendom på Borum Møllevej 27 “Møllevang”.

I årene 1945 til 1955 blev bygget 11 huse på nogle arealer, som ikke var anvendelige til landbrug. De var derfor billige at erhverve, og da de ikke var nogle regler for at bygge, gik man bare i gang med at bygge et lille hus, og da der var kommet byggeblokke i stedet for mursten, kunne de fleste med lidt snilde selv bygge murene op, hvorfor der kom nogle billige huse. Selv om de måske ikke var så smukke som de traditionelle huse, man var vant til på den tid, fik man sit eget hjem.

Mange var kede af at der blev bygget disse huse, de følte sig iagttaget fra vinduerne, det var måske ikke rigtigt, men alene følesen er nok, og når snakken gik om, hvem der gik tur med hvem, kan man godt forstå det. Når der så ikke alle steder var så ryddeligt, men som haverne voksede til og husene ombygget, blev bedre så nu kan man godt gå tur og nyde det.

Amtsveje med vandalisme

Der havde gennem mange år været planer om at bygge en landevej fra Mundelstrup til Sorring. Den var laver i flere etaper fra Herskind til Sorring og blev lavet fra Viborgvej i Mundelstrup til Borum skel. Man manglede nu kun stykket i Borum, som man ikke havde planlagt hvor skulle gå.

Der var planer om, at vejen skulle gå nord om Borum, men ved jordbundsundersøgelser måtte man droppe denne linjeføring.

Da der kun manglede det stykke i Borum, blev det besluttet, at Langelinie og Møllevejen midlertidig skulle gøres til amtsvej. Det gav en forøgelse af trafikken både gennem byen og på Møllevejen, det fremmede i hvert fald ikke idyllen.

Men i 1976 skete dog den største vandalisme på det smukke og særprægede område. Nu havde amtet fundet en løsning på hvordan vejene skulle gå uden om Borum.

Landevejen Mundelstrup-Sorring skulle gå syd for Borum, og Stillingvej flyttes længere mod vest. Dette medførte, at der skulle nedrives to huse, Møllevej 21 og 23, og her blev bygget en bro over Møllevejen og Stillingvej ført over på en høj dæmning, det var lige som der blev et skel midt i ådalen.

Men det blev værre, da den nye vej syd om byen skulle over Møllevejen lige vest for Møllevej 5. Her blev bygget en dæmning over ådalen, og da man ikke ville bygge en tunnel, så der stadig var trafik til møllen og Mølleskoven, blev Møllevejen blind til nr 5, hvor der blev lavet en lille vendeplads. Dog blev der lavet en lille tunnel helt oppe på toppen af dæmningen som gennemgang for cykler og gående. Den var dog så bred, at en personbil kunne komme igennem, da man var så venlig at glemme at sætte de chikaner op, der skulle være midt i tunnelen. Det gik helt fint, indtil en beboer forlangte at få dem sat op, så var det slut med at køre ned til møllen.

Nu er den del af arealet mellem broen og dæmningen ligesom en gryde med de høje skrænter, så beboerne må føle sig noget indeklemt og uden for fællesskabet med byen. Men helt galt er det dog for dem vest for dæmningen, Møllevej 1 og 3 samt Vandmøllen. Deres adgang sker nu fra Herskind, så de må slet ikke føle sig tilknyttet til Borum.

Nutidens ændringer

I 1972 overtog De Forenede Teglværker vandmøllen og åbnede en lergrav ved at grave ind i bakken nord for Møllevej 1. Det er enormt mange læs ler, som blev kørt til Tilst Teglværk. Nu var det slut med at benytte bakken til skiløb, den var ellers perfekt til det.

Bygningerne og jorden blev udlejet til hønseriejer Carl Jensen, Herskind, som havde sine gæs og ænder til at gå der. Det gav en fæl lugt.

I 1980 overtog læge Thuesen bygningerne og jorden omkring. Straks efter overtagelsen nedbrændte det gamle stuehus totalt, men genopførtes i samme stil med bindingsværk og stråtag.

Nu er arealet vest for dæmningen og til møllebækken og til Borumvej i nord plantet til, så det en gang bliver til skov, det er godt nok, når det ikke kan være anderledes. Ligeledes er det gamle stemmeværk blevet fjernet, og møllebækken forsynet med stryg for at skabe bedre forhold for fisk og padder i forbindelse med et naturgenoprettelses-projekt i Århus Amt. Her kunne det have rart hvis man også havde fået genoprettet Mølledammen, det må have været muligt, hvis der havde været vilje til det.

Det er mit ønske, at fremtidige beboere omkring Møllevejen vil værne om det særprægede areal, så det kan blive et sted, hvor mange kan nyde den natur, som er i området.

Mørk nat: Snublede over hestene og kisten

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten og Vejle.

Den store folkemindesamler Evald Tang Kristensen (1843-1929) kom også til Borum på sine mange rejser, hvor han utrætteligt støvede mundtlige beretninger op fra gammel tid.

I Borum hørte han et sagn om, hvad man kunne møde i den mørke del af døgnet. Man skal tænke på, at der var betydeligt mere mørkt end i dag, hvor man stort set alle vegne kan se elektrisk lys. Det kunne man bestemt ikke i 1800-tallet.

Derfor var det svært at se… ligtoget!

Historien står i “Danske Sagn, Ellefolk, Nisser og adskillige Uhyrer samt religiøse Sagn, Lys og Varsler”, Bind II, Aarhus 1893:

Det vil a rele it

“To gamle Koner i Borum fulgtes en Aften ad, det var saadan i Udkanten af Byen. Saa gik pludselig den ene af Vejen og op ved den anden Side af Grøftekanten, og hun sagde til den anden:

“Kom, kom herop”.

“Nej, det vil a da rele ikke, a vil ikke gaa og humple der oppe i Steden for at følge Vejen”

“Ja, du kan jo da komme herop”, siger den første igen.

“Nej”, svarede den anden, men lige i det samme hun sagde det, snublede hun og var lige ved at falde.

“Kom da herop!”

Men hun vilde ikke. Saa snublet hun igen. Den første sagde det tredje Gang:

“Kom da herop!”

Nej, hun vilde nu ikke, og saa snublet hun tredje Gang og var næsten faldet.

“Ja, nu vil a op til dig, her kan a ikke gaa, a ved ikke, hvad der er i Vejen”

“Nej, nu behøver du ikke at komme, for nu vil a ned til dig igen”

“Ja, hvordan kan det da være, du gik derop?”

“Det kan a ikke sige dig i Aften, men i Morgen da skal a sige dig det”

En naturlig forklaring af en slags

Dagen efter fortalte hun det saa. Det var en Ligskare, hun var kommen imod, men hun turde ikke fortælle det om Aftenen, for saa var hun blevet syg.

Saa vilde den anden jo vide, hvad hun var snublet over, og hvordan det havde sig med det.

Ja, første Gang var hun snublet over Hestene for Ligvognen, og anden Gang over Kisten, men tredie Gang, da hun kom bag ud af Vognen, var hun nær falden. Det kunde den anden Kone gaa og se der oppe paa Kanten. (Maaske hun ogsaa var snublet over Folkene, der gik foran Vognen).

Nu kører Ligvognen altid forrest, men i ældre Tid gik Følget foran, eller ogsaa kørte de.”

Græstørv

August F. Schmidt føler i bogen “Fra Aarhusegnens gamle Landsbyer”, Brabrand 1960, trang til at tilføje følgende gammelkloge bemærkning:

“Konen er vel i Mørket snublet over nogle Græstørvsdynger, der har ligget langs med Vejrabatten, eller ogsaa er hun faldet i nogle af de mange Huller og Ujævnheder, der altid fandtes paa de gamle Landsbyveje.”

Ja ja. Så siger vi det…

10.12.08
Peter Poulsen

Muldvarpemanden med stryknin i spanden

Når man kigger ud over mangen en have eller mark, kan man godt nogle gange ønske sig tilbage til 1941.
Fra dette år stammer billedet af Kristian Bossov, der kørte som muldvarpemand for Borum-Lyngby Kommune. Dengang var det nemlig en kommunal opgave at udrydde de undergravende kræfter, og husmanden fra den ejendom, der nu hedder Skivholmevej 34, var en af dem, der havde tjansen. Licens til at dræbe.
Kvinder og børn gravede regnorm, som var de betalt for det – det var de også – og i de solide jernspande (plastic var ikke opfundet for 60 år siden) blandede muldvarpemanden nu stryknin og regnorme, der naturligvis straks døde. Derefter blev de anbragt i muldvarpenes gange, og så var det dem, der døde. En effektiv kur mod skadedyrene. Desværre døde en af Bossovs kolleger også, og folkesnakken mente, at det skyldtes en lidt for letsindig omgang med den stærke gift.
Billedet er taget i Bækgården, Borum Byvej 12.

Mysterium opklaret

DEC-UdflyttergardenDette billede er fra cirka 1915-20 og viser “en gård i Borum”. Den  oplysning har vi i hvert fald fået sammen med billedet.

Men kan det nu passe? Efter forgæves at have forsøgt flere sammenligninger og gennem flere år efterlyst en fornuftig forklaring har vi nu fået opklaret mysteriet.

Gården ligger nemlig slet ikke i Borum. Den ligger i Hår ved Hinnerup og har adressen Gadekæret 8. Det var en af vores gode arkivvenner i Hinnerup, der kendte svaret.

 

Når gården skulle præsentere sig

Amhøjgården præsenterer sig i 1896.

Amhøjgården viser sig fra den pæneste side i 1896.

Stor ståhej på gården. Der er kommet fotograf.

I dag kan det være svært at begribe, hvor stor en begivenhed det var, at der skulle tages et billede. Men resultatet her er fra en tid, da fotografiet endnu var ganske nyt, og fotografer var mere sjældne, end tækkemænd er i dag.

På denne dag i 1896 skal slaget stå på Amhøjgården, Selkærvej 8 i Lyngby.

Gårdejer Laurs Eriksen og hustru sidder i vognen, og alle andre står bomstille, så billedet kan blive skarpt. Kun hestene virrer lidt med hovedet, kan man se.

Alle stoltheder er trukket frem på pladsen mellem stuehuset og møddingen, blandt andet familiens moderne cykel og præmiekoen. Husstanden er inklusive tjenestefolk på 14 personer, hvilket var almindeligt.

Når kæmperne slog huller i jorden

Sagn og myter om Borum Eshøj og omegn

Af Peter Poulsen

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj - her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Den oprindelige størrelse af Borum Eshøj – her rekonstrueret grafisk af Moesgård Museum.

Er det virkelig sandt, at en kæmpe engang boede på Borum Eshøj og dukkede sig for en flyvende hammer, så hammeren slog det hul, hvor Lading Sø nu ligger? Ja, selvfølgelig! Den historie kender hvert barn i Borum og omegn.

Så det må uden tvivl være rigtigt…

Men har du også hørt om kæmpen i Borum, der slog hullet til Geding Sø? Eller om hvordan der kom syv bøgetræer i Vind Skov? Eller om kæmpestenen i Storring?

Kedeligt eller spændende

Masser af spændende teorier forklarer, hvordan landskabet i egnen omkring Borum-Lyngby har fået sin form.

Nåja, og så er der selvfølgelig også den kedelige om istiden, morænebakkerne og smeltevandet. Altså den der passer.

Her giver vi ordet til August F. Schmidt, Brabrand, der i 1960 udgav “Fra Aarhusegnens gamle landsbyer”. Han bygger heri rigt videre på folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen, der i årene omkring 1900 udgav adskillige bind om sagn og fortællinger.

Vi gengiver her Schmidt med hans egen stavning og tegnsætning.

Sagn om store Sten

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

“Det var nærliggende for et Bondefolk som det danske at spekulere over, hvorledes alle de store Sten var kommet til at ligge spredt om i Landskabet og ved Kysterne. Nu véd vi, at Kæmpestenene i Istiden for 15-20.000 Aar siden blev ført til Danmark med Isen fra Sverrig og Norge, men herom kunde gamle Tiders Mennesker ikke have nogen Kundskab. Derfor gav de en Forklaring, der havde sin Forudsætning i den Forestillingsverden, de levede i og ansaa for rigtig.
De tænkte sig, at de store Sten var kastet til deres Pladser af Kæmper og Trolde med uhyre Kræfter. Denne Anskuelse har været husket ned gennem Tiderne, saa man i vore Dage har kunnet optegne Sagn herom i alle Egne af Danmark.
Ogsaa ved Hjælp af andre Sagn har man søgt at forklare nogle særegne Stens Tilstedeværelse. Dette ser vi i Sagnet om “Sandemændene” (antagelig nogle Bautasten) i Harlev Sogn. Sagnet om denne Stengruppe er meddelt i Kapitlet: “Mensvoren Jord”.
Kæmpen tømte sin træsko

Fra gammel Tid har Sagnene trukket deres Spind om den vældige Borum Æshøj (Borum S., Framlev H.), hvori der Aar 1875 blev gjort betydningsfulde Oldtidsfund. Et Sagn fortæller, at Højen var dannet af en Kæmpe, der fik Højen opdynget af den Jord, der fandtes i hans Træsko.
En kæmpe, der boede i Højen, slog med Kølle efter en Kollega i Hasle Høj. Han slog fejl og slog derved det Hul, der frembragte Brabrand Sø. Da han slog om, fremkom Gjeding Sø.
Den anden Kæmpe kastede i sin Styrke for langt, hans Kølle fór over Borum Æshøj, skilte den ad med Skaftet af sin Kølle, der fløj længere vestpaa og slog den Fordybning, som nu er Lading Sø.
En anden Sagnoptegnelse meddeler, at Bjærgmanden i en Høj ved Hasle blev budt til Barsel hos Bjærgmanden i Borum Æshøj, hvor han skulde være Fadder. Da imidlertid hans Kone blev syg, kunde han ikke komme. For dog ikke at undlade at give Faddergaven, en Guldhammer, gik han op paa en Høj for at smide den af Skaftet, og den fløj mere til Nordvest og faldt i en Lavning ved Mundelstrup og frembragte derved Gjeding Sø, men Skaftet kom godt nok til Borum Æshøj uden dog at efterlade sig noget Spor.

De syv bøgetræer
Der var en Bjærgmand i Hasle Høj, og der var én i Borum Æshøj. Han i Hasle Høj havde en Kølle, de kaldte en Stridskølle, og Skaftet paa den var kilet med Bøg. Saa kom de i Træde (op at skændes, pp), og ham med Køllen vilde slaa den anden ihjel. Han kylte den ogsaa efter Højen, men den faldt i en Mose Nordøst for Borum. Det var lige i Kanten af Mosen ved Vind Skov, og idet den faldt, gav det saadant et Stød, at Kilerne sprang af, og saa sprang der syv Bøge op fra dem.
Der er ikke flere Bøge i den Skov end de syv. Der var alligevel saadan Kraft fra Stridskøllen, at den straks sprang op igen, og saa blev den ved at flyve videre. Endelige slog den det Hul, som kaldeds Lading Sø, og der ligger Køllen endnu, det gælder blot om, at den kan findes.
Vi har her en særlig Form af et Kæmpesagn. Vind Skov, der nævnes i Optegnelsen, findes Nordøst for Borum.

Trolden i Skivholme
Lærer N. Ø. Lassen, Gjeding, fortæller i Historisk Aarbog for Aarhus Stift 1909, 110, at der boede en Trold under Trolleborg (Skivholme Skov). Han kom i Strid med Trolden i Borum Æshøj, og i sin Vrede kastede Æshøj-Trolden en mægtig Hammer over mod Trolleborg, men Hammeren gik af Skaftet, og det slog det lange Hul, hvori Skivholme By nu ligger. Hammerhovedet naaede lige forbi Trolleborg og slog det dybe Hul, hvor Lading Sø nu findes.

Godkendt af myndighederne
Et andet Sagn beretter, at i Borum Æshøj laa Kæmpen Boris begravet. En Kæmpe herfra vilde slaa Spiret af Store-Ring Kirke ned med en Sten, men den faldt paa Skovby Mark. Dette Sagn henholdt Borum-Lyngby Sogneforstanderskab sig til i en Udtalelse af 4. Oktbr. 1853, som det blev afæsket vedrørende Borum Æshøj. Heri nævnes, at Prins Buris skal være begravet i Æshøj. Denne Prins levede som bekendt paa Valdemar den Stores Tid. 
Som man kan se, har Almuen (det var nu præsten, pp) førhen anstillet visse Betragtninger vedrørende den store Oldtidshøj med det kostelige Indhold. Fra dens Top har man antagelig kunnet se de fleste af de Lokaliteter (Søer, Høje, Kirker), der omtales i Sagnene.

Flere kæmpestenkast
En Sten paa Rammel Aas (Stjær Sogn, Framlev Herred) er kastet efter Mjesing Kirketaarn af den Kæmpe, der byggede Storring Kirke. I Stenen er Mærke af fem Fingre. Nu er den ”kommen væk, der var flere Hundrede Læs i den, … a har set Stenen flere Gange. Det maa have været en Mand, der havde Kræfter,” fortalte E. Tang Kristensens Meddeler, Niels Pedersen, Stjær. En Sten Sydøst for Kolt Kirke er kastet efter Spiret paa denne Kirke fra Borum Æshøj.
Der var mange Læs i Stenen, der blev sprængt 1879. En anden Optegnelse fortæller, at Stenen er kastet efter Kirken af en Trold ved Odder. Han slyngede Stenen i sit Strømpebaand. Stenen er for længst slaaet i Stykker og brugt til Bygningsmateriale. En Sten paa Skovby Mark (Framlev H.) er kastet efter Spiret paa Storring Kirke af en Kæmpe, der stod paa Borum Æshøj og prøvede Kræfter med en anden Kæmpe, der kastede Sten efter Koldt Kirke.
Som man vil have set i Kæmpekastsagnene, indeholder disse ogsaa primitive Forklaringer paa, hvorledes Aarhusegnenes Søer er fremstaaet. De vældige Stens Fald mod Jorden har skabt de Fordybninger, der blev til Søerne ved Brabrand, Gjeding og Lading. (…)

I udsigten fra Jelshøj ved Holme
En Sten ( Borum S., Framlev H.) mellem Borum Æshøj og Lyngballegaard har Svend Felding kunnet løfte op i stive Arme, da han fik en Styrkedrik af en Bjærgmandspige.
(…)
I en Optegnelse fra 1854 ved M. V. Fausbøll meddeles, at Bønder i Holme paa Spørgsmaal om, hvad de ved om Jelshøjene i Holme Sogn, fortæller, at der ligger tre Konger begravede under den største af Jelshøjene, og at den gamle Degn i Maarslet, ”som nu er død, skal have haft en Bog, hvori han kunde læse om dem”. Bogen, hvori han læste om Jelshøj, er maaske Thiele 1819, II, S. 64, eller Thiele 1843, II, S. 228 ff, heri er et Svend Felding Sagn om Kamp mellem Bjærgtrolden i Jelshøj og ham i Borum Æshøj.
Fra Jelshøj er en usædvanlig stor og skøn Udsigt over hele Aarhusegnen. I Thieles ovennævnte Sagnværk (2. Udgave, 1843) findes bl.a. følgende om Svend Felding:

Kæmpen Svend Felding
Han var en drabelig Kæmpe, barnefødt i Falling, Hads Herred. I lang Tid tjente han paa Gaarden Aakær ved Falling, og saasom Vejen var usikker formedelst Trolde og underjordiske, hvilke havde Fjendskab med alt Kristenfolk, saa paatog han sig at være Brevdrager.
Som han engang gik på Vejen, kom Trolden fra Jelshøj paa Holme Mark til ham og begærede, at han skulde staa ham bi i en Kamp med Bjærgtrolden fra Borum Æshøj. Dertil erklærede Svend Felding sig villig og mente sig dertil stærk og dygtig nok. Og for at forsøge hans Kræfter, rakte Trolden ham en vældig Jernstang, at han dermed skulde vise sin Styrke. Men han mægtede ikke at løfte den, ihvor stærk han end var. Trolden rakte ham da et Horn, sigende, at han skulde drikke deraf. Og da han havde drukket lidet, kunde han løfte Stangen, og da han atter havde drukket, var det ham end lettere, men da han havde udtømt Hornet, mægtede han at svinge Stangen, og fik han da af Trolden at vide, at han nu havde 12 Mænds Styrke. Da lavede han sig til at gaa i Strid med den saakaldte ”Bjærgmands Trold”, og blev det ham da sagt, at han paa Vejen skulde møde en rød og en sort Tyr, af hvilke han skulde angribe den sorte og af al Magt drive den fra den røde Tyr. Dette gjorde han, som det var ham sagt, og erfoer han da, efterat Arbejdet var vel bestaaet, at den sorte Tyr var Trolden fra Borum Æshøj, den røde derimod selve Trolden fra Jels Høj, af hvem han da til Tak og Belønning fik til fremdeles Brug de tolv Mænds Styrke, dog med den Betingelse, at om han nogensinde aabenbarede for noget, hvorlunde havde faaet slige Kræfter, da skulde han til Straf ogsaa faa Madlyst for tolv.

Ellepigens drikkehorn
Andre fortæller, at Svend Felding tjente som Smaadreng paa Sjelle Skovgaard (Sjelle S., Framlev H.), og at det engang hændte sig, da han i Ærinde skulde ride til Ristrup, at det blev Aften, inden han naaede hjem igen. Da han kom forbi Borum Æshøj, blev han Ellepigerne vaer, de dansede uafladelig rundt om Hesten. En af disse Piger gik da hen til ham, rakte ham et prægtigt Drikkehorn og befalede ham at drikke. Svend tog vel imod Hornet, men saasom han havde liden Tro til, hvad der var i, slog han det bagud over sig, saa det faldt paa Hestens Bag og tog Haarene bort. Men han holdt Hornet fast i Haanden, gav Hesten af Sporen og red skyndeligt derfra. Da fulgte Ellepigen efter, indtil han var kommen til Trigebrands Mølle, og red han da der over rindende Vand, over hvilket Ellefolket ikke kan følge: Derfor bad Ellepigen indstændigt Svend Felding, at han skulde give hende Hornet tilbage, lovende ham til Belønning tolv Mænds Styrke, og paa dette Tilsagn gav han hende Hornet og fik, hvad hun havde lovet ham. Men han kom derved helt ofte i Forlegenhed, efterdi han tillige havde faaet Madlyst for tolv. Da han samme Dags Aften var kommen hjem, skulde Folkene just have deres Juleøl. Og efterdi de vilde have Svend til Bedste, sendte de ham ned at hente Øllet, sigende: ”Svend! gaa du og hent os vort Øl, saa drikke vi ikke mere i Jule

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

Evald Tang Kristensen, Danmarks mest ihærdige folkemindesamler, vandrede Jylland tyndt med udgangspunkt i Hadsten.

n.” Svend tav og gik, men kom saa tilbage med en Tønde i hver Haand og en under hver Arm.

Øllebrød i litervis

I et Sagn hos Evald Tang Kristensen fortælles det, at Svend Felding tjente paa Lyngballegaard. Han fik af den forfølgende Bjærgkvinde fra Borum Æshøj ti Karles Styrke som Betaling for at levere Guldbægeret tilbage til hende. Paa Lyngballegaard havde de en stor Dovregryde til ham, den blev kaldt Svend Feldings Dovregryde. “Den blev der i mange Aar, men da Gaarden brændte, kom den nok hen”. Paa Sjelle Skovgaard, det nuværende Vedelslund, skulde man o. 1760 have “Svend Feldings Øllebrødspotte”, den holdt en Fjerdings (1 fjerdingkar = 4,35 liter, pp) Maal?.

20.12.2008
Peter Poulsen

Nej, det er ikke Borum Højgård

En halv tvillingegård.

En halv tvillingegård.

Luftbilledet viser ikke Borum Højgård, Erik Rasmussens gård, Borum Byvej 18, sådan som man let kan tro, men derimod den anden halvdel af den tvillingegård, som de tilsammen udgør.

Begge havde dengang en portlænge af bindingsværk ud til Bysvinget. Men på den østlige af de to gårde – altså den på billedet – blev længen revet ned og i 1957 delvist erstattet af en muret lade i gule sten. Længen i venstre side ligger langs skel og menes opført i 1925, men det står fast, at de to gårde i århundreder har ligget på denne måde og haft tilsammen 7 længer. Tidligere har der også været andre tvillingegårde i Borum, især på sydsiden af Langelinie.

Det grundmurede stuehus blev bygget i 1909, men mere bemærkelsesværdig er faktisk staldlængen fra 1925 mod øst. Den blev nemlig tækket med det første tag af asbestcement (eternit) i miles omkreds. Folk kom rejsende langvejs fra for at se fremskridtet. En fjerdedel af taget blev først udskiftet i 2000, og resten holder stadig – 80 år senere.

Gården, i dag Bysvinget 1, var oprindelig uden navn, men blev kaldt “Hvidkjærs gård” efter ejeren, Laurs Hvidkjær. Senere ejere var Johannes og Marie (Hvidkjær) Møller og 1976-92 Jens Skjold Jensen. Den nuværende ejer, Peter Ekman, har navngivet ejendommen “Storkesig”, hvilket er nærliggende, da dens jord grænser til Storkesiget med Storkesig Bæk nord for Borum By.

Nordenvindens gud Boreas

Boreas blev spillet af Niels Hansen, Borum. Foto: Margrethe Perelman.

I 1993 stod hele egnen på den anden ende. Et storstilet friluftsspil med inspiration i bronzealderen blev ved en kæmpemæssig indsats af frivilligt arbejde skabt på Borum Eshøj.

I tusindvis af tilskuere myldrede derefter op til totalteatret på bakketoppen, og et meget stort antal frivillige fra hele egnen medvirkede til at gøre det hele muligt. Det var en kraftanstrengelse i Borum, Herskind, Skivholme, Lading, Sabro og Mundelstrup m. fl.

Nogle syede dragter eller lavede store klovnehoveder. Andre trænede i lang tid med heste til processioner og voldsomme ridt. Enkelte spillede på lur. Dygtige amatører – børn som voksne – øvede sig på optrin i hidtil ukendte discipliner som stokkedans, knivkamp, tranegang på stylter og i tableauer, der under forestillingen kom til at stå i virkningsfuldt relief mod solnedgangen.  Stridsvogne, “verdens største” gong, en egekiste model bronzealder og endda selveste Solvognen med en solskive på halvanden meter blev fremstillet rundt om i huse, lader og værksteder – og naturligvis uden brug af et eneste søm eller andet moderne stads fra jernalderen.

Ja, og på Sabro Korsvejskolen og i sin bolig skråt overfor sad den utrættelige projektmager Kaj Jensen og skrev ansøgninger til fonde og andre velgørere, mens andre centrale medarbejdere førte lange lister over opgaver, tidsplaner og husk-nu-også-lige-dit-og-dat.

Enkelte professionelle blev ansat og fik honorar, forfattere, instruktør og musikere. Men langt de fleste arbejdstimer ydede lokalsamfundene hele vejen rundt om Borum Eshøj. Egnens virksomheder gav også et betydeligt bidrag i form af gratis arbejde og sponsorater af den slags, som man får en lille annonce og en stor goodwill for.

Snobberne havde Kaj Jensen også tænkt på. Borum Eshøj-spillene fik en rigtig protektor, nemlig den daværende direktør for og  mor til ejeren af Frijsenborg, Irene Wedell. Alle ugebladslæsere dengang vidste, at lensgrevinden var kammerdame for dronning Margrethe.

 

Tredje stykke er skrevet

Det første spil, Boreas, havde Borums førende amatørskuespiller, Niels Hansen, Langelinie 37, i hovedrollen som nordenvindens gud. Det blev opført i 1993 efter en kort tale af omtalte protektor. I dagene op til gik der rygter om, at også the real stuff, Dronningen, ville stige til højs og kaste glans over amatørerne. Så godt spillede klaveret (eller luren) dog ikke.

Fire år senere gentog hele det store setup sig, nu med stykket Solvognen, 150 medvirkende og nye 5-6000 tilskuere. Boreas, alias Niels Hansen, var med igen. Et tema denne gang var kampe mellem jægere og bønder, som forfatteren forestillede sig, at de kunne være foregået. Til medierne snakkede Tørk Haxthausen, som han hed, om “kærligheden, som vi skal værne om, og dæmonien, som vi skal passe på”.

Det tredje stykke i den tænkte trilogi hedder Cumulus. Det er skrevet, men aldrig opført. Efter kraftanstrengelse nummer to i 1997 viste det sig nemlig, at udgifterne havde være en del for store i forhold til indtægterne. Der manglede med andre ord penge i kassen til at betale forskellige leverandører, og Borum Eshøjspillet kunne være endt med en forsmædelig konkurs.

Efter betalingsstandsningen lykkedes det dog med besvær at sikre, at enhver fik sit. Men det viste sig svært at få den vildt begejstrede, fandenivoldske iværksætterånd til at boble frem på ny i de mange små hjem på egnen.

Hør, er det ikke en vindmølle, der anes lige bag Nordenvindens gud? Jo, i 1990’erne stod hele tre el-producerende møller ved Borum Eshøj. Det var svært at tage billeder uden at få en af dem med. I dag er de også kun lokalhistorie.

1 9 10 11 12 13 15