Dette gamle stednavn blev brugt om et kær vest for Stillingvej nær Rouseng. Om vinteren stod her som regel vand, og efter frostvejr blev der skåret is i store blokke. Isen blev blandt andet opbevaret ved mejeriet og brugt til afkøling i den varme del af året.
Author: Lokalhistorisk Arkiv
Raden
Raden – på østjysk Rajen – blev tidligere brugt om rækken af husmandsbrug på nordsiden af Skivholmevej – altså fra nummer 34 til Skivholme skel.
Det gamle træ
Den store bøg i sognegårdens have.
Hænge-elmen ved søen.
Blodbøgen på Lyngbygård
Aase Suk skrev i 2019 en lille historie om tre markante træer i Lyngby.
Borum blev besat, hærget og plyndret
Alle gemmesteder blev fundet, og ingen husstand blev skånet, da 3-4000 vilde karle indtog Borum i 1849. Vi ved det fra præsten, der skrev en grundig redegørelse i Aarhuus Stiftstidende.
Læs hele artiklen herom på dette gratis link.
Borum blev besat og plyndret – Word
3 husmandssteder revet ned i løbet af 2019
Skæbnen ville, at hele tre gamle husmandssteder i Borum-Lyngby forsvandt fra jordens overflade i i løbet af året 2019: Langelinie 57. Langelinie 78. Tingvad 20.
Dronningen på Borum Eshøj
Her har vi virkelig en begivenhed af historisk format. Dronning Margrethe II besøgte Borum Eshøj 27. august 1999, hvor hun her bydes velkommen af museumsinspektør, dr. phil. Niels H. Andersen, Moesgård Museum.
Niels H. Andersen forestod i 1990’erne de genoptagne udgravninger på Borum Eshøj-plateauet og har ved flere lejligheder øst af sin viden også til gavn for lokalbefolkningen.
Dronningen viste sin aldrig svigtende interesse for arkæologi ved at holde sig a jour med udgravningerne i Borum, hvor forskerne i denne omgang blandt andet afdækkede resterne af et toskibet langhus fra den sene del af stenalderen.
Dronningen fik også forevist de tre rekonstruerede høje – Johannes’, Kajs og Pouls Høj kaldet, og Hendes Majestæt så indenfor i “kolortehuset”, som børnene på egnen kalder det rekonstruerede bronzealderhus, der ganske rigtigt har vægge af ler, der er æltet med komøg.
Så vides har Danmarks regent ellers ikke besøgt vort lokalområde siden 4. november 1583. Det skulle da lige være, om en konge engang gjorde holdt ved Borum Kro for at få en bid brød på en rejse til Viborg eller Randers. I 1583 overnattede kong Frederik II med sikkerhed hos herredsfoged Peder Pedersen i Borum.
Slut med at have magten
Den 31. marts 1970 klokken 24 blev disse syv samvittighedsfulde mennesker med ét slag blev sat fra bestillingen.
Hvad der samtidig skete: Borum-Lyngby ophørte med at være en selvstændig kommune. Sognerådet blev nedlagt.
Kommunalreformen i 1970 indskrænkede i hele Danmark det lokale selvstyre. De nye kommuner skulle være bæredygtige, men mange af dem fik dødsstødet ved en ny runde sammenlægninger i 2007.
For et halvt århundrede siden blev 19 små sognekommuner her på egnen lagt sammen med købstaden Århus. De fleste – også Borum-Lyngby, der også dengang var blandt de mindste – har dog bevaret en vis lokal identitet. Når det gælder den lokale hukommelse i form af arkiverne, følger man næsten overalt de gamle kommuner såsom Brabrand-Årslev, Lystrup-Elsted, Beder-Malling – og altså Borum-Lyngby.
Politisk har vores lokalområde kun ganske sporadisk været repræsenteret i byrådet ide 50 år, der er gået. En kort overgang i 1980erne boede et SF-byrådsmedlem, Annie Niebuhr, i kollektiv i Borum. Knud Mathiesen, Dansk Folkeparti, er opvokset i Borum og sad i byrådet i 2014-2021. Men vi har aldrig rigtig kunnet levere til de store magt-partier i Århus Byråd.
Da dette billede blev taget, så alt anderledes ud. I sognerådsformand Niels Kjeldsen Jensens hjem på Baskærgård, Skivholmevej 29, blev der truffet mange vigtige afgørelser. Borum-Lyngby Sogneråd havde især kompetence, når det gjaldt sociale forhold, skole, veje og vandløb. Rigtig meget skulle dog bagefter konfirmeres i Århus Amtsråd.
Det sidste sogneråd 1966-1970 bestod af bagerst f.v. Paul Fuhlendorff, Borum, Inga Lauge Johannesen, Borum, Tage Kristensen, Lyngby, E. Ramskov Pedersen, Borum, og forrest f.v. Kristen H. Christensen, Yderup, Niels Kjeldsen Jensen, Borum, og Karl Chr. Hansen, Borum.
Lift til en styg trappe
Nu er det blevet sikkert at besøge Lokalhistorisk Arkiv – uanset bentøjet.
Vi er glade for lokalerne på første sal i sognegården i Lyngby. Men trappen er både stejl, smal og forfærdelig. Vi er derfor meget tilfredse med, at det er blevet muligt at investere i en professionel stolelift. Den er let at bruge for alle.
Vi siger tak for støtten til Veluxfonden, Menighedsrådet og Støtteforeningen for Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne.
Mindesten i 100 år
Foto: Peter Poulsen
I 2020 fyldte den flotte mindesten på Torvet i Borum 100 år. Den blev indviet 11. juli 1920 ved en af de helt store begivenheder i Danmarks historie, Genforeningen.
10. juli 1920 red kong Christian d. 10. over den gamle grænse mod Tyskland på en hvid hest. Nu var det endelig beseglet, at Sønderjylland på ny var dansk, og 11. juli blev der holdt en kæmpemæssig fest på Dybbøl Banke ved Sønderborg. Samme dag samledes 200 i Borum til afsløring af den nye sten.
Overalt i Danmark var begejstringen enorm – således også i vores lokalområde. I dag hæfter vi os måske mest ved, at grænse-flytningen blev til efter verdens første demokratiske folkeafstemning. Dengang var det mere en bølge af nationalbevidsthed og glæde over (i det mindste) at have fået halvdelen af Slesvig tilbage efter det frygtelige nederlag i 1864, der drev danskerne. Samtidig bøjede man hovedet i mindet om de over 5.000 sønderjyder, der mistede livet, mens de var tvunget i tysk krigstjeneste i Første Verdenskrig.
Mindestenen i Borum blev rejst ved frivilligt arbejde – og dengang var det uden traktor og gravemaskine. Stenen kom fra jorden på Nyvanggård, Stillingvej 224, hvor gårdejer Morten Mortensen havde fundet den i marken. En professionel stenhugger – vi ved desværre ikke hvem – indhuggede flag, årstal og de to hænder, der mødes over teksten “Velkommen hjem”.
Pladsen ved Borum Byvej og Bysvinget var også dengang offentlig. Den er byjord (gadejord) og menes at have været den gamle grandeplads, hvor bønderne og en repræsentant for jordbesidderne mødtes for at træffe aftaler om jordbruget i landsbyfællesskabets tid (før 1796).
Efter 1920 blev der i mange år holdt fest i Borum på Dybbøldagen, 11. juli. Omkring stenen blev sat et lille hegn og lavet en nydelig beplantning. Siden da har pladsen omkring stenen gået så grueligt meget igennem. Men det er en helt anden historie.
Vi mødes ved stenen 20. maj 2020
I Borum markerer Lokalhistorisk Arkiv og mange andre gode kræfter 100 års jubilæet ved en offentlig sammenkomst onsdag d. 20. maj kl. 19.
Alle er velkomne.
I al sin enkelhed
Borum Skole, Bysvinget 16, blev opført i 1901, og den ser ikke ud til at være mange år gammel, da dette billede blev taget. Den flotte rødstensbygning står knivskarpt uden sløring af træer og buske som ved lidt ældre huse. Vejen til højre for stakittet var i skolens første år simpelthen hovedvejen mellem Viborg og Århus.
Skolen blev også kaldt “lærerindens skole” eller “forskolen”. For den afløste nemlig ikke den langt ældre bygning lige ved siden af, “lærerens skole” med den nutidige adresse Bysvinget 18a, nej den supplerede den, fordi de mange børn i Borum Sogn ikke kunne rummes i mindre end to bygninger.
Sådan fortsatte det lige indtil 1964, da alle tre skoler i Borum-Lyngby blev nedlagt.
Billedet er trykt som brevkort. Arkivets eksemplar blev sendt eller rettere afleveret uden frimærke til Frk. Asta Petersen, “Borumlund”, Mundelstrup. Borumlund var mejeriet. Asta var vist en datter af mejeribestyrer Petersen. Som afsender står “H.L.”, der nu nok var lærerinde Helga Laursen.
Linje 112’s historie 1947-2019
I 2019 nedlagde Midttrafik og Region Midtjylland busruten Silkeborg-Sorring-Borum-Århus. Eller rettere: De lavede den om til en deltidsrute mellem Voel og Tilst, hvorefter ingen frivillige kunder var tilbage.
Lige inden dødstidspunktet udgav Lokalhistorisk Arkiv denne gennemgang af busrutens storhed og fald:
Tinghøje
Se Sibirien.
Damgården blev udflyttet på bare to måneder – det tog meget længere tid at rive den ned
Efter en hærgende brand i Lyngby i september måned 1919 blev Damgården opført på marken cirka 500 meter øst for byen (nuværende Glamhøjvej 30). Den lå før branden midt i Lyngby omkring det nuværende Glamhøjvej 3.
Byggeriet gik meget hurtigt, da man skulle have dyrene på stald, inden vinteren satte ind i november. Arbejdet blev delt mellem to murermestre. Én opførte staldlængen og en anden stuehuset. Således lykkedes det at blive færdig rettidig med de nødvendigste bygninger.
Om branden kan du læse mere her.
I 2024 blev gården opkøbt af Vejdirektoratet. Men det tog meget længere tid at rive den ned, end det 100 år før havde taget at bygge den op.
I pinligt lang tid stod de tomme bygninger som forfald, inden de endelig blev fjernet til fordel for udvidelse af E45 og tilhørende støjvold.
Dalgas byggede den første Silkeborgvej – aktivister forsøgte at hindre den næste
Hedens opdyrker, Enrico Mylius Dalgas (1828-94), udrettede også andet end det, eftertiden kender ham bedst for. Han byggede større veje – også i vores område.
Syd for Lyngbygård stod Dalgas for arbejdet med at anlægge den første vej mellem Århus og den nyanlagte by Silkeborg. Silkeborg, der blev oprettet af papirfabrikant Michael Drewsen så sent som i 1844. Rigsdagen og kongen ønskede, at Dalgas trak en så lige vejføring som muligt tværs over Jylland fra Århus over Silkeborg og et lille sted kaldet Herning (1064 indbyggere) til købstaden Ringkøbing.
I 1861 var ingeniørkaptajn Dalgas og hans folk i gang ved Lyngbygård Å, hvor de blandt andet anlagde den første bro over åen på dette sted (dog vides det, at den sydligste af de tre gamle Ry-veje krydsede åen på en bro kaldet Kannikemøllebroen lidt syd for samme sted, faktisk omtrent hvor E45 krydser i dag).
Arkæologi to gange på samme sted
I skrænten ved Kannikegården lige vest for Snåstrup Mølle gravede vejfolkene grus. Her stødte de på grave, der viste sig at stamme fra romersk jernalder (0-400 e. Kr.). Så overlod Dalgas scenen til det nystiftede Historisk-Antikvariske Selskab i Århus.
Under ledelse af godsejer Dahl, Moesgård, blev 10 grave nu endevendt. Urner, et par knive, synåle, dragtspænder, fibulaer og en kam dukkede op.
139 år senere, år 2000, genoptog Forhistorisk Museum, igen med base på Moesgård, det arkæologiske arbejde, nu under ledelse af arkæolog Jens Jeppesen og med betydeligt mere moderne metoder. Konservator Marianne Schwartz, Borum, sørgede for, at de fundne genstande forblev og forbliver velbevarede. Jens Jeppesen er kendt i vores område. Han har også gravet i Borum Eshøj og i Blankhøj, hvor der nu ligger en rasteplads af samme navn.
Både Blankhøj og udgravningen ved Kannikegården var såkaldte nød-udgravninger betalt af Vejdirektoratet.
Sidste chance
Denne gang var det nemlig sidste chance. For nu byggedes der igen vej, og den nyeste udgave af “Silkeborgvej” over Lyngbygård Å kom til at bestå af to enorme landskabsbroer (højbroer) med en motorvej på. Første etape af Silkeborg-motorvejen, Brabrand-Låsby, åbnede i 2004. Kannikegården blev fjernet, og vejen tog også den sydlige del af Lyngbygårds jord.
Endnu mere berørt blev bofællesskabet Snåstrup Mølle, en gammel vandmølle der ligger på kanten af Lyngby og Framlev Sogne.
På Snåstrup Mølle stiftedes i 1980’erne en usædvanlig forening og aktionsgruppe, der faktisk findes den dag i dag.
Overflødig?
“Jyder mod Overflødige Motorveje”, kom foreningen nok så smart til at hedde. På det tidspunkt talte man i København nemlig meget om, at hvis jyder bare blev spist af med nogle motorveje, kunne magthaverne sagtens pacificere dem.
“Jyderne” gennemførte i 2002 en flere måneder lang, men nytteløs fysisk besættelse af nogle træer på den selvsamme skrænt, hvor d’herrer Dalgas, Dahl og Jeppesen fandt oldsager. Hver dag fra 17. februar til 28. juni 2002 sad et par aktivister på en platform højt oppe i træerne og forhindrede entreprenøren i at komme frem. Til sidst opgav de dog, og to år senere var motorvejen en realitet.
Om den nye rute 15 og dermed det seneste indgreb i naturen ved Lyngbygård virkelig blev overflødig, eller om den kan ses i naturlig forlængelse af Dalgas’ værk med at binde Silkeborg og Århus sammen, må enhver selv vurdere.
Døvmosen
Døvmose virker som et svært forståeligt navn. Ved udskiftningen i 1796 blev den betegnet “Døjmose”. Første led kan så være dynd. Mosen ligger nord for Borum Stormose. Ligesom denne står den under vand efter intensiv tørvegravning, der først sluttede omkring 1950.