Storken knejser på taget

Langelinie 33 og Borum Byvej 10 – tilsammen Bækhuset – fotograferet i 1946.

I de seneste år er Borum-Lyngby flere gange blevet besøgt af storke om foråret. I april 2019 kom der hele fem hvide storke, som i nogle dage opholdt sig i Tingvad og gjorde sig til gode med småkravl på engene og den nærliggende golfbane ved Lyngbygård.

Storke er også flere gange set i vådområdet øst for Stillingvej mellem Borum og Sabro. Det er lige omkring udspringet af… ja, Storkesig Bæk.

Vi har en Storkesig Bæk i Borum. Men til hverdag har vi ingen storke. Som det gamle stednavn – i dag repeteret i et gårdnavn og en lille stikvej på Bysvinget – viser, har det engang været helt anderledes.

Og vi skal faktisk ikke så langt tilbage. Dette billede viser Bækhuset, som var stuehus til den gamle Borum Bækgård, indtil udbygningerne blev revet ned i 1944. Billedet er taget bare to år senere.

På tagryggen står tre og på skorstenen yderligere én vaskeægte stork. På dette tidspunkt var de helt almindelige. Også på taget af kostalden på Lyngbygård var der altid en beboet storkerede på dette tidspunkt. Kostalden, der nu er revet ned, lå syd for gårdspladsen.

Storkene samlede føde i engene og langs vandløbene. De var dog også glade for tætklippede græsmarker, hvor der for eksempel var blevet slået hø.

Om vi snart får mere bofaste storke i Borum-Lyngby afhænger af tre ting: 1) at den samlede bestand øges, for vi befinder os jo på nordflanken for udbredelsen, 2) at storkene på ny finder vores landskab velegnet, og ikke mindst 3) at nogen sætter stativet op til en storkerede.

P.S.: Hvad er det, der stikker op bag skorstenen til venstre? Det er såmænd den daværende vindmølle af jern på købmandsgården, Borum Byvej 16, en såkaldt klapsejler.

Fuld beskæftigelse i 1928

Anius Andersen, Lyngby, (siddende) og hans fætter slog skærver ved Borumbro. Vejen er datidens Stillingvej.

Hvem sidder der bag skærmen? Alle kender Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der huggede vilde gnister af morgenvåde sten. Sangen er fra 1905.

På denne perle af et billede ser vi et fuldstændig tilsvarende syn, men så sent som i 1928. Skærmen værnede mod blæst og regn, og så var det ellers bare at tage fat med hammeren.

Billedet er taget ved Borumbro og dermed lige på randen af vores lokalområde. Vejen, der ses med sine vejtræer, er Skanderborgvej, der nu hedder Stillingvej, og fordybningen i baggrunden må nok være Lyngbygård Å.

Råmaterialet var almindelige marksten, og vejenes behov var næsten umætteligt for skærver og sand. På den måde var der dengang med garanti altid arbejde nok til dem, der virkelig ville arbejde – så længe de nu kunne holde til det.

De to vejmænd er Anius Andersen, Lyngby (siddende), og hans fætter, som vi ikke kender navnet på. Billedet modtog arkivet midt i 1990’erne fra smedemester Anders Andersen, Mundelstrup Stationsby.

Vejmand passer den gamle sten ved Borumbro

Frederik Baltzersen, søn af Baltzer Frederiksen, passede blandt andet landevejen gennem Borum. Her er han omkring år 1900 i gang med finrivningen omkring kongens gamle vildtbanesten fra 1700-tallet.

Vejene omkring Borum har altid været arbejdsplads for småfolk. Da veje blev passet med håndkraft af henholdsvis amt og kommune, var der altid nok at gøre. Om ikke andet skulle vejtræerne beskæres.

Her er en gammel borummer i gang med at vedligeholde pladsen foran den fine sten, der i sin tid udgjorde en skelpæl for kongens jagtområde, Skanderborg Domæne. De kongelige jagtområder blev også kaldt vildtbaner, og kendere kalder stenene for vildtbanepæle.

Vildtbanen sluttede mod nord ved Lyngbygård Å, så Borum Sogn var lige nøjagtig ikke omfattet af det område, hvor der faktisk gjaldt dødsstraf for at skyde vildtet. Stenen stod indtil cirka 1975 direkte ud til landevejen ved lokaliteten Borumbro – stedet hvor vejen krydsede over åen.

Nu ligger Stillingvej højt over stedet, for den nye og meget bredere vej er placeret på en dæmning over åen. Men stenen blev reddet og flyttet over på Borum-siden af åen, hvor man i dag møder den ved Kringlen. Der kommer dog ikke just en vejmand og river pænt omkring den.

Fra små kår

Frederik Baltzersen, født 1856, var ud af en gammel Borum-slægt, hvor mændene skiftevis hed Baltzer (Baltasar) Frederiksen og Frederik Baltzersen. Præsterne havde dog deres hyr med at skrive det fremmedartede navn ind i kirkebøgerne, selv om det faktisk kommer fra en af de hellige tre konger på Jesu tid, så der ses mange versioner af stavningen.

Ved “Frederich Baltharzen”s fødsel skrev præst Hørning dog uden tøven faderens titel sådan: Indsidder. Det betød en mand, der boede til leje med sin familie hos andre, og det var allerede dengang et lidt gammeldags udtryk. Han kunne også have skrevet “laveste socialklasse”.

Familien var som regel at træffe i de mindre, jordløse huse. I 1883 fik Frederiks far, Baltzer Frederiksen, dog skøde på matrikel 19l, der er Langelinie 37. Dengang var det bygget sammen med Langelinie 39. Nu var det jordløse hus dog hans eget. Baltzers stilling angives som karetmager. I 1891 overgik huset til hans datter, Maren Baltzersen, der tilsyneladende boede der sammen med sin niece Ane Frederiksen. De nærmere familieforhold må slægtsforskere udrede.

Malet på porcelæn

Erna og Tage Kragh, Borum Byvej, var ud af samme familie. Tage var så glad for billedet af vejmanden ved Borumbro, så at han malede det af i en forbedret udgave. Det skete på en indrammet porcelænsplade, som efter hans død i 2016 overgik til Lokalhistorisk Arkiv.

Tages udgave ses her:


En anderledes juleafslutning

Af Aase Suk

Det var sidste skoledag før juleferien i 1958. Alle syv klasser i Lyngby Skole (egentlig kun to, nemlig bette klasse og store klasse) var samlet i skolestuen. Nogle af de ældste børn havde pyntet op med gran og levende lys.

På katedret havde min bror Leif lavet en grotte af pap og vat. I grotten var der nisser og et lille bitte juletræ og under træet små pakker med ingenting i.

Vi startede dagen med at synge julesalmer og -sange, og derefter kom Harlev-bageren Magnus med en stor plade fyldt med wienerbrød.. Der var også en kasse med sodavand.

Da pladen var tømt, og sodavanderne var drukket, læste lærer Hermansen en julehistorie for os. Vi sad alle pænt og lyttede, mens han gik frem og tilbage foran katedret og læste. Pludselig gik der ild i gran og vat.

Hermansen var snarrådig og råbte, at vi skulle blive siddende på vores pladser. Han tog den tomme bageplade, klappede den ned over flammerne og kvalte ilden.

Pyha, vi blev forskrækkede, men alt gik så hurtigt, og kun overfladen på katedret tog skade. Det måtte have en afhøvling og en gang lak i det nye år 1959.

Børn og lærere i Lyngby Skole fotograferet i 1956. Det er ganske vist ikke helt det samme år som den dramatiske begivenhed, men næsten, og billedet siger meget om bl.a. påklædningen. I arkivet har vi i øvrigt navnene på alle 26 personer.

Aksel Vognmands hus – den gamle telefoncentral

Gadebillede, Langelinie vinteren 2016-17. Nummer 39 står til salg. Uha. Hvad skal der ske?

Af Holger Dalegaard
og Peter Poulsen

Der ligger et vigtigt, lille hus i landsbyen. Det ligger lige ud til Langelinie, og uden det hus ville Borum tage sig meget ringere ud. I dag kan enhver se det.

De fleste i Borum husker Aksel “Vognmand” Nielsen (1922-2013). I hans velmagt kørte han omkring i Østjylland med egnens flotteste lastbil. Den var ikke stor og slet ikke moderne, men Aksel pudsede, plejede og malede vognen, så selv hjulene skinnede i flere farver. “Hold Dem til Volvo – den holder til Dem”, citerede han et ældgammelt reklameslogan.

Ældgammelt var også huset, som han vedligeholdt med samme omhu, hvilket indebar den store fordel, at han altid stod klar til snak, når nogen kom forbi.

Sådan noget bindingsværk passer jo ikke sig selv – især ikke når det efterhånden er blevet lidt vel trøsket inde bag tjæren. Asfalten på vejen lå lidt højere end huset, så Aksel havde også en fare for vandindsivning at tage vare på. Rækværket fik af og til skrammer af en bil.

Og så skulle bindingsværkets tavl jo også opstreges, som traditionen på Århus-egnen bød engang, og som næsten ingen andre end vognmanden i Borum efterhånden holdt i hævd. Når muren havde fået sin gule cempexo, stregede Aksel murstensmønstret op i hvidt med en smal børste. Ikke fordi han skulle, men fordi sådan havde man altid gjort. Flot og meget traditionsbevidst.

Levende tradition: Aksel “Vognmand” Nielsen stregede bindingsværkets tavl op i murstensmønster, som man i umindelige tider har gjort i Østjylland. Det havde han et helt bestemt tag på. Billedet er taget af Niels Hansen omkring 1988.

Nede i kælderen havde han sin hule. Vognmanden, der aldrig glemte, at han før lastbilen havde kørt med heste, fremstillede som en habil sadelmager fint seletøj til andre hesteinteresserede.

Aksel Nielsen var indfødt i Borum. Da Tove og han blev gift, overtog de Aksels bedsteforældres hus i 1952 og fik over seks årtier som ejere.

Ægte bindingsværk på ny

2018 blev året, da hele det bevaringsværdige hus kunne være endt som et hul i luften efterfulgt af… ja, hvad som helst som kommunen kunne have godkendt til at udfylde den bevarende lokalplan for Borum med.

Sådan gik det heldigvis ikke, og det blev sjovt nok en anden, nyere og noget mere effektiv vognmand, der valgte at give det gamle hus et fuldstændig nyt liv på dets egne, historisk korrekte betingelser. Lindskow Udlejning ApS købte i 2017. Tilsyneladende billigt, men især efter et års mindre vellykket udlejning kunne alle se, at her var der virkelig brug for mere end lidt maling, kit og nye stikkontakter.

Oprindeligt rød. Altså muren.

Mens Borum skiftevis måbede og glædede sig, valgte Sanne og Per Lindskow faktisk at forny hele Langelinie 39 styk for styk – fra syldsten til tagryg. Per brækkede ned i den varme sommer, og en dag kom noget så sjældent som en ægte bindingsværkstømrer til Borum. I hans kyndige hænder røg råddent træ ud og ægte egetømmer ind – komplet med tapper, nagler, hageblade, trætjære og alt til faget henhørende (hvilket ikke omfatter sømbeslag, kunne vi erfare). Sandt at sige blev der ikke mange meter  tilbage af det gamle bindingsværks tømmer og bogstaveligt talt ikke en pind af loft og tag. Undervejs gjorde Lindskows mange sære opdagelser. En af dem var, at det gule hus oprindelig havde været rødt.

Så bygges der med egetømmer. Kim Christensen fra Jysk Bindingsværk går ikke på kompromis, når det kommer til samling og udmuring af bindingsværket.

Her på egnen har vi ikke set en så omfattende og fagmæssig renovering af en historisk bygning siden branden og genopførelsen af Borum Vandmølles stuehus i 1981. Resultatet ser ud til at blive fantastisk.

Et sjældent længehus

Er det så i virkeligheden bare et nybyggeri, vi efterhånden ser ligge og tage sig godt ud på den markante plads ved Langelinie? Slet ikke. Det er stadig et ældgammelt hus i præcis det gamle hus’ sted, dimension og ånd, men stort set bygget af nye materialer.

Alt træ har sin tid. Også egetræ rådner.

Proportionerne er for eksempel helt specielle. Vognmandens hus var – og er – næsten kvadratisk. Syv og en halv meter på den ene og knapt otte meter på den anden led. Dertil kom en påhængt veranda mod øst – en “velstandsknast” som de blev lavet i begyndelsen af 1900-tallet. Men de otte meter på grundhuset er faktisk dybden, og dette er højst usædvanligt for et længehus, der jo – som navnet siger – bør have en lang facade med smalle gavle.

Aksel fortalte da også uden udpræget utilfredshed, at han engang havde haft besøg af en fin professor i arkitektur, der studerede det sjældne fænomen i Borum og målte huset op.

Engang var det langt

Lad os også gå tilbage i tiden:

I 1800-tallet udgjorde Langelinie 39 kun den ene ende af et ganske langt hus, hvor det nuværende Langelinie 37 udgjorde den anden ende. Til alt held er et foto heraf bevaret i arkivet. Så et længehus er det skam. Den store dybde fortæller måske noget om det gamle bindingsværk, hvoraf store dele tydeligvis var genbrug. Eventuelt fra en meget større bygning.

Det kan man da kalde et længehus. Langelinie 37-39 hang sammen som en lang længe. Billedet er fra omkring 1914, da egnens telefontråde endnu endte her.

Alderen forbliver faktisk en af husets helt store hemmeligheder. Langelinie 37-39 kan være endog meget gamle huse. En enkelt reference bliver, at deres grunde ses allerede på udskiftningskortet fra 1796. Bygningerne kan være ældre – men sådan set også yngre. Alle gamle spor kan være væk. Men de kan sådan set også stå i samme profil og med samme fodaftryk som noget endnu tidligere. Udskiftningskortet afmærker faktisk flere skitser af bygninger. Lige her ser det egentlig ud, som om der lå en længe klos op ad bækken, men om kortet kan tolkes så bogstaveligt, er nok tvivlsomt. Det viser hele sognet og er noget gnidret inde i byen.

Er Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37, så på et tidspunkt udskilt fra vognmandens? Nej, faktisk ikke. Med begge er vi bestemt i afdelingen for “jordløse huse”, som man sagde engang (dermed mentes ejendomme, hvor man ikke kunne leve af landbrugsjorden), men der er forskelle. Sidstnævnte har det selvstændige matrikelnummer 32 og et pænt stort stykke havejord på 1000 kvadratmeter. Førstnævnte har nummer 19l og en absolut minimal grund. Hovedmatrikelnummer 19 var den gamle, firlængede Bækgård (Langelinie 33/Byvej 10).

Vestgavlen af de gamle hus stod dobbelt, viste det sig. Som det ses af de sært anbragt taphuller, havde en del af tømmeret også haft en fortid i andre bygninger. Det er nu ikke ualmindeligt for gamle bindingsværkshuse.

Husene er snarere stillet op ad hinanden for at spare en gavl. Senere – helt præcis i 1927 – blev den venstre side af det største hus (altså midterste del af længen) revet ned og erstattet af en stald med plads til en hest, en ko og en kalv og til deres vinterfoder. Det er den træbygning, som Aksel Nielsen senere satte en port i og omdannede til garage for Volvo-lastbilen, der lige akkurat kunne kantes ind, når han kom hjem.

Seks voksne og et barn under samme tag

Grundlæggende har næsten alle huse i Borum By rummet en håndværker eller handlende. Efter udskiftning og en del udflytning af gårdene tjente landsbyen i 1800-tallet og det meste af 1900-tallet næsten udelukkende som servicecenter for landbruget. Længe før vognmandens tid udgjorde huset Langelinie 39 en tømrermesters bolig og base.

I 1901 boede her faktisk hele seks voksne og et stort barn under samme tag: Tømrermester Johannes Nielsen og hans hustru Ane Kirstine, deres søn, tømrersvend Anders Nielsen på 24 år, den ukonfirmerede søn Anton Marius på 13 år, tjenestepigen Magda på 17 år, tømrersvenden Peter på 21 år og tømrerlærlingen Rasmus, der også var 21 år. Den slags kan man læse i de sirligt førte folketællinger, hvis man altså ved, hvor man skal lede.

Bomholts butik, Langelinie 37, med staldbygning til Langelinie 39. Foto fra ca. 1950, før stalden blev bygget om til lastbilgarage.

Tømrer og centralbestyrer

Jamen var huset ikke også telefoncentral? Rigtigt husket. Telefonen kom til Borum i 1896, hvor læge Götsche (Langelinie 71) og købmand Eistrup (Langelinie 50) blev de første abonnenter.

Det nye kommunikationsmiddel spredte sig med en fart som en kattevideo på Facebook. I arkivet har vi Jydsk Telefon Aktie-Selskabs telefonbog fra 1914, og i den er Borum Central med 45 abonnenter allerede blevet knudepunkt for en større egn.

Familien Nielsen svarede “Borum” i røret, når brugerne drejede på håndsvinget og kaldte op, selv om Herskind Brugs, Vedelslund i Sjelle, Ristrup i Sabro, Lyngbygård Gods og Mundelstrup Station (DSB) var blandt abonnenterne. Nogle af dem delte en linje fra centralen, for eksempel “Kvottrup Telefonkonsortium”.

Vi ved intet om, hvor stort omfang telefonpasningen havde i forhold til tømrerarbejdet, men gætter på, at førstnævnte let kunne klares ved, at der altid var mindst én person hjemme i den store husstand.

Sønnen Anton, der tog over i 1918, satsede dog stort på det nye. Han byggede huset på Byvej 3 (som eternitplader på træskelet – man er vel tømrer), og Jydsk Telefon flyttede centralen til … ja, Centralen, som huset vist stadig kaldes, selv om det er over 50 år siden, at de gamle fastnettelefoner blev automatiske.

“Centralen”, Borum Byvej 3, fotograferet i 1987 af Stig Andersen.

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Anton Nielsen fik i 1927 også en rolle i spillet om det kommende forsamlingshus, men den rolle må vi fortælle om en anden gang.

En aktiv pensionist: Skov-Andreas

Samme år flyttede i hvert fald en helt ny familie Nielsen ind i huset på Langelinie 39. Andreas Nielsen – Aksels morfar, født 1869 – var, hvad vi i dag vil kalde en aktiv pensionist. Han havde solgt Højballegård (Eshøjvej 92), men havde stadig lidt dyr og ejede et pænt stykke skov på højre side af Møllevejen nordvest for vandmøllen.

Om morgenen kunne man se ham tage til skovs med en gig (tohjulet hestevogn) efterfulgt af en ko med kalv. Mens “Skov-Andreas” slog hø med le inde mellem træerne, græssede hest og kreaturer, som han tøjrede i lysninger og ved skovveje. Om aftenen kom dyrene ind i den føromtalte stald. En lille plads adskilte (og adskiller) beboelseshuset fra stalden. Også på den lille, nu opfyldte eng ved Brundsving (i dag under husene Langelinie 49 og 51) græssede Nielsens dyr, og svigersønnen Carl (Aksels far) fik en hjælpende hånd på sit husmandssted, Langelinie 57. Den gamle mand havde fuldt op at gøre.

Nyt liv i landsbyen

Imens dette skete, udviklede den anden ende af huset sig helt anderledes. Under stråtaget rummede Langelinie 37 i 40 år familien Bomholt. Niels var tækkemand, men også meget andet. Dorthea og Niels Bomholt købte to biler og kørte begge lillebil, som man sagde. Altså taxi. De drev også en lille butik med is og slik.

Fra Tove og Aksel Nielsens storhedstid i det gule hus på Langelinie. Lastbilen, som Aksel passede og plejede med stor omhu, findes der desværre kun dette ene billede af – måske fra omkring 1970. Bag på billedet står, at pigen skal være Birgit Svendsen, Højballegård.

Tove og Aksel Nielsen fik mange år i det gule – men oprindeligt røde – bindingsværkshus på Langelinie, og her voksede døtrene Lise Lotte og Inge Merete op.

Merete har hjulpet med enkelte oplysninger til denne artikel. Resten af det fortalte er en blanding af egne hukommelser og materiale i Lokalhistorisk Arkiv.

Vi er overbeviste om, at det nye, gamle hus bliver attraktivt for de kommende beboere. Langelinie 39 får nyt liv, og det gamle er nu dokumenteret.

November 2018

Holger Dalegaard og Peter Poulsen

Bysvinget 1: Høsten køres ind

Læs for læs blev kornhøsten trukket ind til landsbyen i 1939.

Billedet viser et typisk høstlæs, som de to robuste arbejdsheste netop har trukket hjem til Laurs Hvidkjærs gård. Året er 1939.

Foran læsset står Helmer og Martha Koch med datteren Gudrun. Højt til vejrs sidder Martha Kochs bror, Henry, med sønnen Aage.

Martha og Helmer Koch var fodermesterpar på gården, der i dag har adressen Bysvinget 1. Kochs byggede huset Borum Byvej 41 på en spids grund, hvor byvejen løber sammen med den dengang nyanlagte omfartsvej, Borum Landevej.

Spidst blev også huset, der i dag er ombygget til ukendelighed.

Familielandbrug i solskin

Skivholmevej 44 omkring 1925. Et statshusmandsbrug.

Det er næsten rørende at tænke på, at en hel familie skulle kunne leve af en ganske lille ejendom som denne. Men det var netop tanken med de såkaldte statshusmandsbrug – små landbrug på få tønder land udstykket med statens hjælp. Idéen i den første lov fra 1899 var at hjælpe uformuende landarbejdere til at få deres eget og dermed få en mere intensiv udnyttelse af landet. Dette videreførtes i flere love i de følgende årtier.

Husmandsstedet på Skivholmevej 44 i Borum – næstsidste ejendom før sognegrænsen – blev udstykket i 1907 af jord fra Højballegård, Eshøjvej 92. Der var syv tønder land – faktisk lidt mere end normalt. En ejendom af pudsede, hvidkalkede vægge med paptag blev opført.

Langs Skivholmevej i Borum kom der seks statshusmandssteder. De fleste er i dag ændret til ukendelighed.

Selv om husmændene fik billige statslån til at starte på, måtte de fleste arbejde ved siden af. Som nu Niels Anton Kristiansen, der passede markerne i “fritiden”, mens Thora og de fem børn måtte røgte besætningen: fire køer, seks-otte svin, høns og efter de første svære år endda egen hest. Datteren Clara, der her sidder i trækvognen midt i billedet, huskede livet igennem den store dag, da hendes far kom hjem med hesten.

Clara Andersen havde sit voksenliv på den nu nedrevne gård Langelinie 42/Løkkediget 2. Hendes søskende på billedet fra cirka 1925 er Herluf på armen af hans mor og Erik i de spidsnæsede træsko.

Niels Anton Kristiansen drev ejendommen på Skivholmevej i næsten 70 år fra 1920 til sin død i 1989. De fleste steder var der meget større udskiftning blandt statshusmændene. enten knoklede de sig frem til et større landbrug – med tilhørende risiko – eller også gik de over til kun at være arbejdsmænd.

Da forsamlingshuset endelig fik et ordentligt køkken

Fra venstre Henrik Søgaard, Lars Madsen, Carsten Nielsen og Søren Brøndum Madsen. Også flere andre dygtige folk var med til at skabe køkkenet. Foto: Peter Poulsen

I årevis havde Borum Forsamlingshus døjet med et efterhånden ret uhumsk køkken. Myndighederne havde forlængst kasseret køkkenet til madlavning, så ved alle private fester blev færdig mad bragt ind udefra.

Køkkenet – og i perioder også husets værter – spærrede effektivt for, at medlemmerne kunne komme til at bruge deres eget hus til alle formål, der indebar madlavning. For eksempel fællesspisning.

Kompliceret
Situationen var kompliceret, for lokalet udgjorde også værtens private køkken. Ud mod vejen havde værten desuden en lille stue, hvor der i perioder blev røget cigaretter på samlebånd. Under køkkenet lå en gammel viktualiekælder.

Hvordan skulle det nogensinde blive godt? Og hvor skulle pengene komme fra?

En ny og effektiv bestyrelse med Lars Madsen, Bysvinget 12, som formand fik gang i fremskridtet.

Muren mellem de to rum blev væltet. Kælderen fyldt op. Et helt nyt storkøkken med rustfrit inventar og fliser på væg og gulve blev bygget op. Imens stod hele salen fyldt med inventar.

Elsa Kristiansen, den daværende vært i forsamlingshuset, laver i 2002 en sidste kop kaffe i det gamle køkken. Døren i baggrunden ledte både ud til trappen op til lejligheden og til salen. Klik for større foto.

Del af en større plan
Et par år tidligere havde forreste del af huset fået nyt tag og vinduer. Det var første etape i en større renoveringsplan, der endte med toiletter og sal. Til flere af de andre arbejder blev der brugt betalte håndværkere. Men køkkenet udgjorde nok den vigtigste af alle ombygningerne. Nu blev det nemlig muligt at lave mad helt lovligt.

Med masser af frivillig arbejdskraft, hvoraf mange var kompetente folk med erfaring fra byggepladser, kom arbejdet i gang i efteråret 2002.

Borum Sammenspisning, begyndt 2004, blev et af de synlige resultater – startet af en arbejdsgruppe med folk fra både forsamlingshus og borgerforening.

Snart efter besluttede bestyrelsen, at det vist var i alles interesse, at tiden med fast vært eller værtspar i huset fik lov at løbe ud.

Spisepause i den lille sal. Fra venstre Verner Madsen, Lars Madsen, Elsa Kristiansen, Brian Pedersen og Henrik Søgaard.


Nye skabe med sikkerhed

Med en passende stor kran og et par professionelle flyttefolk fik vi et par solide, brandsikre skabe manøvreret på plads i Lokalhistorisk Arkiv.

Nu (2019) har arkivet fået endnu bedre mulighed for at passe på alt det, der endelig ikke må gå tabt i vores dejlige lokalsamfund: unikke papirer, protokoller, billeder og meget andet godt. Vi får også bedre plads til at holde tidsklausuleret materiale med personfølsomme oplysninger bag lås og slå i Borum-Lyngby Sognegård, Lyngbygårdsvej 41.

Nyskabelsen, to fine, nye brandskabe (200 kg stykket), kom på plads med megen møje. Desværre kunne de ikke komme op ad trappen, der er for lille. Så ud med et vindue og bagefter i igen med vinduet, skum, karmskruer og fugning ude og inde, så alt nu ser en my pænere ud end før.

I de kommende år håber vi, at endnu flere private, foreninger og firmaer vælger at deponere deres bid af fortiden i Lokalhistorisk Arkiv.


Kollektivernes tid

Købmandsgården så jævnt kedelig ud i 1970’erne og 1980’erne. Men indenfor!

I 1970’erne gik en bølge hen over de større byer, og snart skvulpede bølgen videre visse steder på landet. Unge fandt sammen og dannede kollektiver.

Rygterne om, hvad der foregår i sådan ét, overgik ofte langt realiteterne, og det var vist også godt det samme.

I Borum-Lyngby opstod Købmandsgården på Borum Byvej 16 som ét af de første kollektiver i landet. Oprindelig var det en slags filial af storkollektivet på Toustrup Mark en halv snes kilometer længere mod vest.

Toushøj på Langelinie 69 og Glamhøjgården, Glamhøjvej 2, kom til som kollektiver lidt senere.

Læs meget mere her:

3 kollektiver – Word

3 kollektiver – PDF

Sådan begyndte linje 112

Rutebil 1947 jpgI 2019 nedlagde Midttrafik egnens livsnerve, rutebilen med linjenummeret 112. Midttrafik kører nemlig kun de busruter, som enten kommuner eller region “bestiller” og dækker underskuddet på. I alt rev Region Midtjylland tæppet væk under regionale busruter for tilsammen 60 millioner kr.

På det tidspunkt havde ruten Silkeborg-Sorring-Borum-Århus eksisteret i 72 år.

Måske fordi denne rutebilrute måske faktisk var den mest effektive måde at trafikbetjene Voel, Sorring, Toustrup, Skjørring, Sjelle, Herskind og Borum på.

Borum kommer dermed fra 2019 i selskab med Lyngby, der i 2009 gik direkte fra timedrift til nuldrift.

Altid til Århus

Her ser du, hvordan det hele begyndte for Borum. Klik på billedet og se det større.

I 1947 åbnede Hammelbanen (Aarhus Hammel Thorsø Jernbane) den rute, som vi med ganske få justeringer har kendt lige siden.

I nogle få år i begyndelsen kørte bussen fra Borum over Framlev og Brabrand til Århus. Men den blev så flyttet til forløbet forbi Mundelstrupgård, Holmstrup Mark (der dengang bestod af husmandssteder) og Hasle. Og nej, den kom ikke til Tilst. Denne landsby lå slet ikke ved hovedvejen dengang.

Hammelbanen byggede videre på tre private busejeres småruter. Det var Anders Mosegaard fra Borum, der siden 1930 havde kørt til Århus via Framlev. Det var Robert Rohde fra Sorring, der kørte fra Toustrup Station over Sorring til Silkeborg. Endelig var der en vognmand på en rute fra Skivholme til Århus.

Bemærk, at ruterne naturligvis gik til centrum af Århus. Alt andet er – som vi nu ved – galimatias.

Højrestyret

Bussen på billedet var en splinterny Austin AO 26. Den var bygget i England og naturligvis højrestyret, hvilket snart viste sig usædvanlig upraktisk for de arme chauffører. Men der var ikke meget at vælge mellem på markedet lige efter Anden Verdenskrig.

Foto: Sven Erik Ersgaard. Billedet er venligst udlånt af Jens Birch, Sorø.

Download hele historien om Linje 112:

Kryb-i-Ly

Ifølge folketællingerne for 1901 og 1906 blev ejendommen Langelinie 79 dengang benævnt Kryb-i-Ly eller Krybily.

Det virker umiddelbart uforståeligt, hvorfor en solid, stout bondegård af de pæne blev kaldt sådan. Samme navn findes dog spredt ud over hele landet – mest kendt er nok Kryb i Ly Kro ved Taulov.

Gården Langelinie 79 lå oprindelig på det sted i Borum, der i dag har adressen Løkkediget 3, og denne ejendom rummer måske stadig træk af ejendommens opdeling. Gården flyttede ud – og dengang var det virkelig ud af byen i slutningen af 1800-tallet.

Gården havde de fleste af sine jorder syd for bygningerne ned mod Guldhøj og Tingvad.

I slutningen af 1970’erne blev de plantet til i form af en nyetableret frugtplantage, og den tænkte ingen i hvert fald på at kalde Kryb-i-Ly.

Langelinie Frugtplantage ved Aase og Torben Wiskum blev et større foretagende med kirsebær, hindbær, pluk-selv og meget andet, men den overlevede ikke længe efter afslutningen af den kolde krig, da den blev udkonkurreret af import fra blandt andet Polen til dumpingpriser.

Ejendommens jorder syd for omfartsvejen blev overtaget af Borum Østergård. De stejle dele ligger brak omgivet af det poppelhegn, der blev plantet ved etableringen af frugtplantagen.

Stor interesse for at høre om huse og folk i Lyngby

Ud for kirken og den gamle købmandsgård fortæller Aase Suk til unge og gamle.

Ud for kirken og den gamle købmandsgård fortæller Aase Suk til unge og gamle.

Der viste sig stor interesse for en lille byvandring i Lyngby 12. maj 2018 arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv.
Op til 28 unge og gamle deltog og hørte en masse nyt om gammelt i den lille landsby.
Solen skinnede smukt, fuglene sang, bilisterne kørte forsigtigt, og det blev alt i alt en rigtig dejlig tur. Da vi kiggede på uret, viste det sig, at vi havde brugt to timer (!) om at gå fra toppen ved Glamhøjvej 12 til Sognegården, hvor der var kaffe.

Her fortæller Gunnar D. Nielsen ud for Lyngbygårds tidligere arbejderboliger, Glamhøjvej 7.

Her fortæller Gunnar D. Nielsen ud for Lyngbygårds tidligere arbejderboliger, Glamhøjvej 7.

Lyngby-soldaternes sang fundet

Foto af 2017-6-3I Lyngby og Yderup er den gamle fastelavnstradition desværre død. Det er mange år siden, at der fra dør til dør gik drenge rundt udklædt som soldater, sådan som skikken endnu er mange andre steder i Århus-området – blandt andet i Borum.

Derfor er også noget andet gået i glemmebogen. Nemlig den sang, som drengene sang, når de “gik soldat”.

Men i 2017 dukkede den op, nemlig i boet efter Tage Kragh, Borum Byvej 23. Tage Kragh (1921-2016) voksede op i Lyngby, nemlig på ejendommen Bækkelund, Tingvad 20. Han nedskrev før sin død teksten til sangen – sandsynligvis med henblik på, at den skulle nå frem til Lokalhistorisk Arkiv, og Tage noterede øverst, at han var med til at gå rundt som fanebærer i årene 1933-34.

Teksten lyder:

Nu har vi fastelavn igen det er en herlig tid
så går vi til enhver mands dør og byder til en fest
den fest som vi nu holde vil er for at more damerne
og dem som ønsker at gå med må møde klokken syv

Og damerne dem byder vi til kaffe og til dans
til ære for vor konge god, som kronen bær med glans
men kronen den er ej af guld men kun flettet af papir
men navnet det er lige fuld, det er i år kong Arne*

Så takker vi for gaven god som I os givet har
og ønsker alle og enhver en lykkelig fastelavn
hvis I nu vil som vi nu vil vil more jer i fastelavn
så kom til fest og dans og spil nu er det fastelavn

*Navnet sidst i andet vers blev sikkert skiftet ud med den aktuelle “konge” – altså den ældste af drengene.

Og melodien? Den var i 6/8-takt. Tage Kragh skriver herom:

Sangen den kan synges som en March og danses som en Trekant

Her er et sjældent billede af fastelavnssoldaterne i Lyngby. Det er taget i 1989.

Her er et sjældent billede af fastelavnssoldaterne i Lyngby. Det er taget i 1959.

Borum-tur i tiden 1956 – ca. 1966

Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Birgit Sørensen fortæller for Dameklubben. Her er de nået til de to skoler i Borum.

Den halve by rundt, set med barneøjne

På opfordring af dameklubben i Borum fortalte jeg 4/5-2017 om steder i byen, mens vi gik rundt. Det er her skrevet ud, så det forhåbentlig kan læses, uden at jeg peger imens.

 

Af Birgit Sørensen
Langelinie 63

1956: Født i Borum

Jeg er født i Borum. Min mor, Inger, født Olsen, var også født i Borum, og min far, Niels Henning Dremstrup Hansen, var fra Mundelstrup.

De boede til leje hos Jens Back, Bysvinget 6, da jeg kom til verden.

Mor var 25 og min far 24 år. Mor var hjemmegående efter giftermålet, havde før da arbejdet som sygehjælper på Sabro Alderdomshjem. Og min far var på det tidspunkt lastbilschauffør. Han arbejdede hos et af byens vognmandsfirmaer: Thorvald Olsen (mors farbror), Langelinie 55 (Henrik Søgaard)

Mors kusine og mand, Aksel og Tove, havde også vognmandsfirma (Langelinie 39)

Mors søster og mand + 3 børn boede i forsamlingshuset. Det var Ella og Ove Christensen, med deres børn, Kurt, Ulla og Jette. I 1958 byggede de dog hus på den nuværende adresse Borum Landevej 20.

Min mors forældre, Agnes og Jens Henrik Olsen, boede i huset ved kirken, nedad mod byen. Det hedder nu Borum Byvej 8

Jeg blev født den 24/6-56. Dengang var det hjemmefødsler. Den lokale jordemoder cyklede rundt, og denne weekend havde hun travlt…. Hun havde 3 fødsler denne weekend. Nummer 1, der kom til verden, var i det nederste hus på Møllevejen inden broen (Borum Møllevej 5), en pige (Marianne). Længere oppe ad Møllevejen (nr 15), en dreng, (Hans Christian, bor nu i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 11) den 23/6, og så ved Jens Back mig den 24/6.

De to første fødsler forløb fint, men hos min mor opstod der komplikationer. Moderkagen var gået i stykker, lægen blev kontaktet, og vi blev sendt med ambulance til Århus.

 

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange detaljer.

En meget lille Birgit foran Bysvinget 6. Klik og se de mange fine detaljer.

Hos Back

Vi boede altså til leje hos Back.

Lejligheden i den vestlige ende af huset rummede en stue, et soveværelse, køkken og en lille gang.

Der var en lille kakkelovn i stuen der varmede hele lejligheden op. Das var i udhuset, fint bag en karlekammerskabs-dør, og bagerst i skuret var vaskehuset med en gruekedel.

Vi hentede koldt vand ved håndpumpen ude foran huset.

Foran huset var der en lille græsplæne og et dejligt æbletræ. Urtehave på husets sydside, hvor vi dyrkede grønsager.

Vi havde intet køleskab, men ude i haven gravede far nogle cement-brøndringe ned, og ned i hullet kom flaskemælken. Jeg kan huske hvor dejligt det var at få et glas koldt mælk – lige fra den primitive køleskabsanordning.

 

Back

Jens Back var en lille mand med en stor pukkel på ryggen. Back boede i den anden ende af huset. Denne lejlighed var endnu mindre end vores. Jens Back var en vellidt mand. Han arbejdede med forefaldende arbejde. Var hjælper hos købmand Kjær, Borum Byvej 16, indsamlede til Julens Glæder og sygekassen. Var medhjælper ved det kommunale vejvæsen, satte bl.a. sneskærme op. Han hjalp også mølleren, der arbejdede ved Kjær, med at male korn.

De små husmænd kunne få opbevaret deres korn og senere komme og få det malet.

Jens Back kom rundt til rigtig mange af byens borgere. Han spiste mange steder og havde mange faste traditioner. Hos vores familie fik han altid søndagsrundstykker, hver eneste søndag, og han var med til frokost 1. juledag indtil han døde i 1980. Ved oprydningen efter hans død fandt man alle de kommunale lønposer – mange uåbnet. Back havde bare åbnet en pose, når han skulle bruge penge.

Han var en vellidt mand, en særling i byen. Han gemte alt, og der var mange stabler af alt muligt. Var yderst nøjsom.

Hvis der var brug for barnepasning en aften, kom Back ind og hørte efter mig, medens vi boede i lejligheden.

Byen havde et frosthus på nuværende Borum Møllevej 31 (Nicolaj og Anni Bøgelund). Der kunne man leje et frostrum. Her hentede vi det frosne kød. Det var især spændende at få lov til at komme med ind i frosthuset om sommeren, at mærke frosten og se al rimfrosten og rimånden, for så igen at komme ud i varmen.

Børnepasning også af kusinerne og faster. Mine kusiner Jette og Ulla, der boede i forsamlingshuset, kom og legede med mig. Min faster Gerda, 17 år, boede til leje hos Karl og Marie Nielsen i den gamle mejeribolig, ved siden af forsamlingshuset, nu Hans Christian Sørensen, Borum Byvej 11.

 

Købmand Kjær

Købmandsgården, Borum Byvej 16, hvor der senere blev kollektiv. Der var der en lille bagvej ned, hvor jeg kunne gå, og jeg fik lov til at hente småting til mor. Om sommeren var der hele vejen ned blomstrende geoginer i alle farver. Det var et eventyr at gå en sommerdag mellem alle blomsterne. I den lille bolig mellem bageren (Borum Byvej 14) og købmanden boede fru Kjærs gamle far, Damborg. Det var ham, der holdt hele urtehaven samt prydhaven. Han var en gammel, gammel mand, der ikke talte til børn, jeg var lidt bange for ham.

 

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie.

Foran Bysvinget 8 og 10 med familie og naboer.

Naboerne

Dagmar Lindgård, gammel elskelig dame, boede i det første hus, set fra Jens Backs hus (Bysvinget 8). Der fik jeg tit en leverpostejmad og saftevand og sad og hyggesnakkede på den gamle slagbænk. Hyggeligt køkken med en flot tallerkenrække. Lige uden for havedøren var der en stor, grøn aspargesplante, og jeg elskede at spise de grønne stængler, og senere betragte den fjerlette plante.

Kan også huske, at jeg sommetider sov til middag hos hende.

I det næste hus (de to var ikke bygget sammen på det tidspunkt ), Bysvinget 10, boede Katrine og Regnar og deres søn John. Der var også en storesøster, Lone. Men jeg legede kun med John.

Vi kunne rigtig blive enige om at pumpe vand op med håndpumpen og lave smatkager, og pynte dem med bellis.

Regnar havde åbenbart begået underslæb i en vognmandsforretning, og måtte ind og sidde. Så Katrine var alene med børnene. Katrine var en festlig kone. Altid i godt humør. Jeg har arvet den hurtigste og lækreste kringleopskrift fra hende.

 

Fællesvask

På den tid, var det muligt at leje en elektrisk vaskemaskine. Vi lejede den hos købmand Kjær. Man bookede en aftale om, hvilken dag maskinen var til rådighed. Og købmanden kom trillende med den. Det var en lille, smart sag, med en vrider på, til at presse vandet ud af tøjet, en lille Ferm. Så skulle der vaskes. Kogevask i gruekedlen og resten i Fermen.

Nabokonen, Katrine, og mor lavede på et tidspunkt en bytteaftale, således at de skiftedes til at vaske, men vaskede så for begge husholdninger. Det gik så, lige indtil en dag da far kom cyklende hjem, og Katrine råbte ham an, at hun gerne ville have hans skjorte med til vask.

Det blev for meget for far, og efter den tid vaskede de hver især for sig selv.

Nede ad vejen (i Frank Bredahls hus, Bysvinget 4) boede der 2 gamle mænd ( 60-65 år!) De var brødre, Peter og Magnus Pallesen. Dem besøgte jeg også tit, når jeg var heldig at få lov til at hente mælken.

Mælken blev leveret af mælkemanden, og den blev stillet nede ved vejen. Det var de gamle, hvide flasker med de flotte aluminiumskapsler i forskellige farver. Kapslerne var så spændende, og der var næsten altid stukket en finger igennem, inden jeg nåede hjem med flasken. Dengang var det den lokale mælkemand, Tage Nielsen (i huset ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 15) og hans medhjælper, Ib, som vi alle kender, der kørte rundt. Først med hestevogn, og siden i bil.

 

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Birgit til danseskole i Borum Forsamlingshus 1960. Bemærk ribberne i salen på gavlvæggen mod vest og de cigaretrygende mødre i baggrunden

Danseskole

Omkring 1959 var en ung danselærer til fest i Borum Forsamlingshus. Der fik han en idé og fik en dialog i gang med min moster Ella, der bestyrede huset og lavede mad til festerne, at det kunne være spændende at tage rundt i Århus’ opland og lære børnene at danse. Hvad hun mente om det. Han var ung og havde så meget lyst til at prøve det af, at hun gik med til at lave en aftale. Så således startede danseinstituttet Brøgger. Der gik jeg til dans, fra jeg var 4 år sammen med alle byens børn. Hver dansesæson blev afsluttet med et afdansningsbal, hvor alle forældre kom og så på. Det var så spændende og stort, når vi lavede fælles indmarch.

 

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum.

Brøggers Danseskole startede med en idé i Borum. Vi kan navngive en meget stor del af de stærkt koncentrerede børn på dette foto fra 1960

 

 

 

 

 

 

 

 

Søndagsskole

Da jeg blev 5 år, fik jeg lov til at komme i søndagsskole. Det var hos Marie Møller, der hvor Peter Ekman bor, Bysvinget 1. Det varede en times tid, og jeg syntes, at det var spændende at få fortalt historier om Adam og Eva og jordens skabelse.

 

Søskende

I 1960 kom min lillesøster, Bente, til verden i Back hus, og i 1966 blev Ulla født på Bysvinget 11, som vi mellemtiden var flyttet til.

 

Julle Rishøj og Åge Rishøj (boede i Lars og Lones hus, Bysvinget 12 og før da på Langelinie 62).

Rishøj var handelsmand. Han gik altid med en hvid kittel og en stor cigar i munden.

Julle var en festlig dame, tog ud og spillede til fester og gav privat undervisning på det flotte flygel, der stod så majestætisk i stuen, bl.a. for byens lidt ældre børn. Det var altid spændende at gå forbi ude på vejen, når verandadørene var åbne om sommeren, og musikken strømmede ud.

Deres svigersøn og datter Poul Erik og Birgit og deres 3 børn, Birthe, Finn og Niels, legede jeg tit med, når de var på besøg hos Julle og Rishøj, i deres skønne store have. (De boede selv i Rishøjs tidligere gård, hvor Jan og Gitte Holm- Nielsen nu bor, Langelinie 62), som var byens gamle forsamlingshus.

 

Karen Lauersen og Frits og deres søn Laurits, Bysvinget 3

Karen var kogekone og tog ud og lavede mad ved de fine fruer i Borum

(Dyrlægen, fru Lauge osv.), og hun hjalp også Moster Ella i forsamlingshuset.

Frits var arbejdsmand, som jeg husker det.

Karen og Frits var gode venner med moster og Ove,

Laurits var taxachauffør med kørsel fra Borum.

 

Karetmageren (nu: Straszek, Bysvinget 5)

Oluf og Kristine Jensen, og deres yngste søn, Ib.

Hos karetmageren var der altid en dejlig duft af træ. Det var dog sjældent, at vi fik lov til at komme ind for at se på alle de spændende maskiner. Ib kender vi alle i dag, han bor længere ude på Langelinie 77A. Han var dengang en stor dreng.

 

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

Her er man gået i gang med at grave ud til kælder til det nye hus på Bysvinget 11 i 1960. Alt skete med håndkraft. Personerne er f.v. far Niels Henning, morbror Torben Olsen, Bent Christensen, Birgit på skuldrene af Jette Christensen og bedstefar Jens Henrik Olsen. I baggrunden ses Borumgård, Langelinie 59

1960: Bysvinget 11

Dette år byggede familien sit eget hus på Bysvinget 11 – dengang var der nu ikke gadenavne og husnumre.

Min far købte grunden af Holger Christensen, det er der, hvor Skifters boede, Borumgård, Langelinie 59.

Han købte grunden for kr. 3000,-. Dengang var der kun Kaja og Richard, fodermesterfamilie fra Borum Østergård, der havde bygget, med seks børn, hvoraf de tre var hjemmeboende, nemlig på Bysvinget 7.

Senere kom byens malermester i det gule hus, Børge og Ketty Sørensen, og byggede Bysvinget 9. Han boede før i Stigs lille hus, Borum Byvej 27, med 3 børn. Og til sidst byggede Tonny Olsen, nu Pernilles Schmidts hus, Bysvinget 13a.

Selvbyg: Huset var med selvbyg. Familien hjalp med at grave ud til kælder, og huset blev bygget for kr. 30,000,-.

Vi havde en lille gravhund: Dejts. Hvis mor ville have min far til at komme hjem, skrev hun en seddel og bandt den om halsen på hunden, og gav den besked på at finde far, og hunden gik så op på byggegrunden med beskeden.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 - med wc, indlagt vand og kakkelovn.

Bysvinget 11 som helt nybygget i 1960 – med wc, indlagt vand og kakkelovn. I baggrunden t.h. Langelinie 64 og 66.

Nu fik vi wc indlagt og koldt vand. Der var en kakkelovn i stuen.

Det viste sig hurtigt, at den ikke kunne varme huset op, så efter et par år fik vi indlagt centralvarme. Der var et fyr i kælderen, som skulle fodres med brænde.

Senere fyrede vi med koks, og midt i 60 erne kom oliefyret ind.

 

Hunde

Da far var jæger, havde vi altid jagthunde, men nr. 2 vi fik, var overhovedet ikke jagt-interesseret, men utrolig selskabelig. Især når der var godbidder i farvandet. Den blev noget så tyk og fik selvfølgelig navnet Tykke, egentlig hed den Smut

Den gik på rundtur, når der ikke var noget spiseligt hjemme. Den besøgte Karen Lauersen, sad pænt og ventede på dørtrinnet, hvis hun ikke var hjemme, skrabede på døren for at være helt sikker. Kom gerne ind. Når der ikke var mere servering der, gik den over til Julle Risshøj, og begge døre (Karen og Julles) var helt opkradset. Der var der også godbidder med endnu bedre en dejlig stol i stuen, den kunne slå mave i.

Så hvis vi skulle i byen, og hundene skulle ind, måtte vi rundt i nabolaget for at finde hunden, inden vi kunne komme afsted.

Når hunden var så tyk og altid godt mæt, kunne den sommetider trænge til en hvilepause, dette gerne midt på vejen, lige i svinget. Dette gav problemer for Bussen, der ikke kunne komme forbi, og hunden flyttede sig ikke, selv om bussen dyttede.

Så hvis der var en bus, der dyttede, måtte vi springe ned til vejen og få den flyttet. Ja den holdt os i gang, den lille tykke hund.

 

Legekammerater

Jeg legede med en 2 år ældre pige, Annie, der var datter af Holger Christensen (Skifters gård).

Dengang var hovedhuset på gården mod nord. En stor flot gårdsplads. Jeg gik ad markvejen derop, eller løb tværs over marken. Det var en gård med et stort køkken, dagligstue, fin stue, spisestue og stadsstue. Badeværelse med badekar. En helt ny verden for mig.. Der var en stor, skøn have, mange frugtrær og mange muligheder for at lege og lave huler. Der var 2 ældre brødre som sommetider legede med. Vi spillede Antonius, byggede drager og legede dåseput.

 

Transformator

Der stod en stor firkantet klods halvejs nede ad vejen op til Bysvinget 11, et tårn dækket af metalplader, og der lød altid en summen fra boksen. I dagtimerne var det helt fint, men uhyggeligt efter mørkets frembrud. Så kunne vi få benene på nakken og komme forbi.

 

Fuhlendorf (Benny Berg Jensens hus, Bysvinget 15)

Haven var fantastisk. Der var blandt andet det flotteste pærekvædetræ, helt eventyrligt at betragte, og et drivhus der bugnede af grønsager og mange sommerblomster til udplantning i haven.

 

Ida (Lone Hansens bedstemor), Bysvinget 17

 

Hoppes hus, Bysvinget 14.

Der flyttede vor dansklærer over efter skolesammenlægningen i 1964.

 

Skolen

Jeg gik i skole i Karen og Torben Hansens Hus, Bysvinget 16. Ud mod den lille skolegård var den store skoletrappe på sydsiden af huset.

Skolegården var lukket med en smedejerns låge, hvor der stod skole. Her kunne vi så, hvis vi var heldige, hilse på vore mødre og små søskende, hvis de kom forbi i et frikvarter og skulle til købmanden.

Finn ”Maler” fik engang hovedet til at sidde fast i O´et. Smeden måtte tilkaldes for at få ham savet fri. Vi stod selvfølgelig alle sammen og grinede, men blev gennet ind, inden smeden gik i gang.

Vi gik to klasser sammen ad gangen. Første og lille anden, store anden og lille tredje, osv.

Vi gik selvfølgelig også i skole om lørdagen.

Regnelærer Georg Andersen, boede i Dalums hus, Bysvinget 18a. Mange historier går der om, at han slog for et godt ord – med violinbuen.

Gymnastik foregik i forsamlingshuset. Der var ribber ved bagvægen, plint, bom og måtter i vaskehuset. Vi gik på en lang række 2 og 2 om til huset, og retur igen. Intet bad…

 

Skolesammenlægning

Det var nytænkning, at 3 kommuner gik sammen om Sabro-Korsvejskolen, der blev grundlagt i 1964. Her var der så skolebus, der fragtede børnene frem, i sommerhalvåret skulle børn fra 4 klasse dog cykle i skole.

En stor omvæltning var det at starte på den store skole med 28-30 børn i klasserne, når jeg kom fra en klasse på 7: 4 piger og 3 drenge.

Der var en skolebestyrelse også dengang. I den sad bl.a. min bedstefar, Jens Henrik Olsen, Borum Byvej 8.

Det var lidt unikt, at fem sogne kunne arbejde sammen på tværs om et nyt skoleprojekt. Det var: Lading, Skjoldelev, Borum, Lyngby, Sabro og Fårup (Mundelstrup) Sogne med opland.

Fra 1970 lå de i øvrigt i to forskellige kommuner (Hammel og Århus). Langt senere, da kommunerne havde lavvande i kassen og ikke længere ville være med til at betale for skolegang for deres børn i en anden kommune, blev børnene fra Lading og Skjoldelev kaldt hjem til egne kommune, og skolen blev en ren århuskommuneskole.

 

Ester sypige, Bysvinget 21

Ester havde klumpfod og bar stærke, stærke briller. Hun var en sød dame, der modtog bestilling på hjemmesyet tøj.

 

Gurlis hus, Bysvinget 23

Der boede en ældre, lille mand, Søren Højgård, der gik med stok og hat.

 

Cilius Østergård, Bysvinget 25 (Niels Lemperts)

Det var dengang et meget forfaldent hus

 

Posten hus, Bysvinget 20

I sin tid var det overlærerens køkkenhave med gamle frugttræer, og Kjærsig hus, nu Bysvinget 18, var den store skolegård. Allernederst en garage til overlærens bil. Jeg kalder Bysvinget 20 for Postens hus, fordi det var landpostbud Arne Toft, der byggede det.

 

Kommunens største vejkryds

Trekanten havde græs i en trekant i midten. Der var også busstoppested.

 

Smedjen, Langelinie 47, og smedeboligen, Bysvinget 27

De var slet ikke opført. Den gamle smedje lå lige vest for værkstedet, hvor der nu er en åben plads.

 

Vandværket

Vi havde lokalt vand. Det dejligste vand. Om sommeren var der vandingsforbud. Dengang vandede vi urtehaverne og græsplænerne. Fordelingen blev senere, at de ulige husnumre vandede i ulige uger og omvendt.

 

Dyrlægeassistents bolig, Langelinie 49

Huset blev bygget af dyrlæge A. P. Rasmussen (Langelinie 69). Vandværkets grund blev senere en del af haven hertil.

 

Købmand Kjær/Købmand Lauge: Gammel og ny butik.

Borum havde 2 købmænd i byen, Kjær af den lidt gamle type med en disk, hvor man afgav ordre, og købmanden fandt varerne på hylderne til en. Kjær, Borum Byvej 16, solgte alt – fra korn til høns, søm og skruer, og til frisk skåret pålæg, leverpostej, pølser og ost efter vægt.

Lauge var også i starten en gammeldags butik på samme måde som Kjærs, og havde butik, hvor Birgit Bertelsen bor, Langelinie 50. Men først i 1969 kunne Lauge se udviklingen med selvbetjening, og han åbnede en ny butik, Langelinie 52-24, som han selv havde bygget.

Der kom flere meter varer på hylder, og smarte indkøbsvogne. Vi gik ind ad den ene dør, og ud ad den anden.

Jeg elskede at lave julepynt og kunne næsten ikke vente til det blev første december. Lauge fortalte friskt til alle, at han gjorde klar til julepyntning, når jeg kom og skulle købe fiskelim og glanspapir, og klatrenisser. Så var tiden inde.

 

Branddammen

Branddammen foran nuværende Langelinie 43 var åben. Vandoverfladen lå omkring halvanden meter nede og var støbt i et betonbassin. Et trådhegn omkring skulle beskytte os børn mod at falde ned i det kolde vand. Om vinteren, når der var frost, blev lågen åbnet, og de store børn løb på skøjter på dammen, også om aftenen blev der skøjtet i skæret af gadelamperne. Bassinet ligger der endnu, men er fyldt op og står nu som en græsplæne.

 

Jenny Taastrup (Mogens Nielsens hus, Langelinie 48)

Hun kom rundt og solgte ugeblade, Anders And og tegneserier. Op til jul havde hun mere specielle blade med som Knold og Tot, Blondie, Basserne og lignende.  Jenny var utrolig dygtig til håndarbejde, til at hækle og strikke. Jeg var somme tider på besøg hos hende sammen med min bedstemor, der også hæklede. Der kunne være opskrifter, der var komplicerede, og Jenny kunne altid hjælpe.

 

Bomholt (Gertrud og Niels’ hus, Langelinie 37)

Bomholt havde kiosk og også taxa kørsel. Senere Viggo rejsebud.

Hos Bomholt kunne man sælge brugte ting. Han tog mindre ting i kommission.

Palles mor indleverede et par sorte laksko, der var blevet for små. Dem købte min bedstemor så til mig (Bedste syntes, det var lidt sjovt, da Palle og jeg blev kærester siden hen).

 

Selvforsyning

Overordnet var Borum en selvforsynet by med masser af butikker, og kvinderne var hjemmegående. Flere var i familie med hinanden, og alle vidste, hvem der var hvem. Skolen lå i byen, så Borum var et trygt sted for børnene.

Vi havde to købmænd som jeg har fortalt om, en bager, skomager, slagter, damefrisør og herrefrisør, karetmager, sadelmager, mejeri (og senere samme sted vognmekaniker), to benzintanke, sparekasse i forsamlingshuset, dyrlæge, læge, tømrerforretning og cykelmekaniker.

Mange borgere i byen havde betroede opgaver såsom sognefoged, skatteindkasserer, sygekassebestyrer og andet.

 

Rundbold

Om aftenen ude foran mekanikeren i det gamle mejeri, Borum Byvej 9, mødtes alle ungerne, og der blev spillet rundbold.

 

Tv

Mine bedsteforældre var nogle af de første, der fik et sort/hvid fjernsyn. Jeg husker især, at jeg var på ferie hos dem, da der var OL i Tokyo i 64 og Mexico i 68. Da sov jeg i deres veranda, vågnede tidligt og tændte for fjernsynet. Lå og hyggede mig.

 

Bil

Bil havde vi ikke, så hvis vi skulle udenbys, lånte vi os frem. Vi lånte tit bil af Thorvald Olsen.

Vi fik først bil sidst i 60 ’erne. En Morris 1000.

 

Telefoncentralen (Nancys hus, Borum Byvej 3)

Vi havde ikke telefon. Hvis vi havde brug for at ringe, måtte vi gå med til telefoncentralen hos Sine. Derfra kunne vi ringe, hvis vi evt. havde brug for lægehjælp eller skulle ringe til andre udenbys.

 

Sommerferie

Der var jeg så heldig at komme på ferie hos min moster i Skæring. Jeg elskede at komme ud at bade. De havde et stort frilandsgartneri, og vi måtte spise af det hele. En kæmpe oplevelse hvert år. Jeg var tit at finde i ærtemarken, nød de søde kirsebær, jordbær og stikkelsbær i alle farver.