Bavnehøjvej

BavnehojvejOpkaldt efter bavnehøjen lige øst for Yderup, hvor også Bavnehøjgård ligger. En bavn betyder et tegn. En bavnehøj er en høj, hvor man siden middelalderen har brændt bål for at sende et signal videre om f.eks. fremrykkende soldater, altså et kommunikationsmiddel til langdistance fra før telefon radio, tv og internet.

Baskær

BaskarOprindeligt stednavn på den ene af Borum Sogns tre marker (opmålt 1683) og den nordlige del af Borum Skov. Først benævnt Baskiardt, 1492.
Forleddet er antagelig navneordet “baste”, der i stednavne anvendtes om kratbevoksninger. Navnet Baskær er på vej ud af almindelig brug, men fastholdt i form af Baskærskoven og “Baskærgård”, Skivholmevej 29. Første sving på Skivholmevej i retning mod Skivholme kaldtes tidligere Baskærsvinget.
Stavemåden Badskær har været brugt, men beror nok mest på en misforståelse af oprindelsen.

Glamhøjvej

GlamhojvejHøjdepunktet Glamhøj (56 m.o.h.) ligger s.ø. for Lyngby og har givet navnet. Det kan betyde noget i retning af udsigtspunkt, men kan også hentyde til forestillinger om en bjergmand, der lavede støj (gammel dansk: glam) i højen.

Glamhøjvej er nu officielt navn for den østlige landsbygade i Lyngby frem til T-krydset med Rosbjergvej og Selkærvej ved jernbaneviadukten.

Det vigtigste hus i Borum

Forsamlingshus i 80 år

Tale holdt ved husets 80 års jubilæumsfest 1. november 2008

Kære venner

Lige her hvor vi sidder nu, blev der holdt en stor fest den 19. oktober i 1928.

Det var indvielsen af Borum Forsamlingsbygning, og det var virkelig en stor fest.

Hvis man kan tro på, hvad de skriver i aviserne – men kan man nu det? – så samledes to hundrede mennesker  så godt som alle voksne i Borum – klokken otte omkring “de festligt smykkede borde”.

Den største sammenkomst, som jeg personligt har været med til her, var årtusindskiftet nytårsaften 1999. Da var vi nok lige så mange eller flere. Men vi stod sandelig op. I 1980 havde vi en vældigste byfest. Da sad vi 120 mennesker klemt tæt sammen i både salen og den lille stue, mens vi spiste kyllinger og knapt nok havde plads til at bruge både kniv og gaffel på én gang.

Borum Forsamlingshus er faktisk blandt de mindste på egnen. Underligt nok, når landsbyen Borum i sin tid var en af de største. Og et problem, som har optaget os nu i foreløbig 80 år.

Et citat mere fra dengang: “Bygningen ligger midt i byen på et højtliggende sted med facaden ud mod landevejen (det var det dengang), og den ligger smukt og bekvemt og tager sig meget godt ud”.

Musikken blev, står der, “udført meget smukt af frk. Staack, Borum, (hende kender den ældre generation som Julle Rishøj, spillemand og organist) og musiker Martin Rasmussen, Skivholme.” Og så er det hele minsandten underskrevet “p.p.”

Avisen var Aarhus Amtstidende. Det var den helt enerådende avis på Århus-egnen. Så snart man kom uden for Århus Købstad, så var det Amtstidende, de folkelige bevægelsers og Venstres avis, man læste. I landsbyer som for eksempel Viby, Hasle, Brabrand – og altså Borum.

Vi skal tænke på et helt anderledes samfund end i dag. Næsten alle arbejdede i landbruget. Resten var service for landbruget, og det blev da også en af de største gårdejere, Peder Pedersen på Bækgården – farfar til den nuværende Peder Pedersen og oldefar til Lasse – der både stod i spidsen for at få opført et forsamlingshus, og som, efter hvad jeg har fået fortalt, skar igennem en hel del smålig nid og kævl. Peder Pedersen (Pie Piesen) blev også den første formand for bestyrelsen.

De fire andre var i januar 1928, da det hele begyndte: Husmand Jørgen Simonsen, handelsmand Stag (Chr. Staack), købmand Espersen og tømrermester Anton Nielsen. Det var de fem, der tog ud i Kreditforeningen af Grundejere paa Landet i Jylland og lånte 10.000 kroner.

Den sidstnævnte, altså tømreren, en indfødt borummer på 40 år, fik til opgave at “udarbejde tegninger og konditioner efter nærmere aftale”. Det står der i protokollen, som gode mennesker har været så fornuftige at gemme, og som vi nu passer godt på i vores lokalhistoriske arkiv – der også er star-tet her i huset.

Men Anton Nielsen kom nu let om ved det med at tegne huset. Det kan enhver se, der tager til Kolt. Der står nemlig et forsamlingshus nøjagtig mage til vores, og det er faktisk 20 år ældre. Jeg har spurgt min lokalhistoriske kollega i Ormslev-Kolt, og hun kan oplyse, at deres hus er indviet i maj 1908. I dag er det dog nærmest bygget om til selskabslokaler med en privat restauratør – tja.

Nå, men så blev der hentet tilbud ind i Borum. Det blev mureren Ras Sørensen, der skulle bygge, og elektriker Arnold Wind skulle lægge lys ind, som man sagde. Maler Jensen skulle hvidte og male – så langt som han nu kunne komme for 325 kroner. Tømrer Rasmussen i Framlev, altså en udefra, blev valgt, og til det møde har Anton Nielsen, tømrermesteren, ikke længere skrevet under. Protokollen er meget fåmælt. De skrev ikke så langt dengang. Kun nogle få linjer og ingenting om dette. Men mon ikke, at vi kan gætte, hvad der er blevet sagt og tænkt. Ellers er vi i hvert fald nogle, der kan huske nogle lignende situationer langt senere med håndværkere og brødnid. Men tre dage senere blev der holdt et udvidet bestyrelsesmøde, og nu står en ny mand som nummer fem i bestyrelsen i stedet for tømrer Nielsen, gårdejer Karl Winther.

I 80 år har forsamlingshuset været den vigtigste bygning i Borum Sogn. Men det var faktisk ret sent, at denne del af andelsbevægelsen nåede hertil. Borum skilte sig lidt ud. Her turde folk for eksempel heller ikke at lave en brugsforening som de fleste andre steder. De ville hellere stå sig godt med købmændene.

Indtil 1911 havde vi så faktisk også en kro. Borum Kro ovre på den anden side af vejen blev drevet af en legendarisk madam Jakobsen. Kroen var nu sygnet lidt hen, efter at hovedvejen mellem Århus og Viborg siden ca. 1880 ikke længere gik igennem Borum, men det var her på kroen, der blev holdt sammenkomster og blandt andet også møderne i Borum-Lyngby Sogneråd.

Så flyttede de folkelige aktiviteter i 17 år til det såkaldte Staacks lokale. Det findes ikke længere, men var en del af den gamle Borum Østergård, Langelinie 62. Staack syntes dog selv, at det var noget råddent gammelt bras. Det var det nok også. Han blev en af initiativtagerne til huset her, men der var altså foredragsforening, ungdoms- og gymnastikforening og blandt andet dilettant deroppe.
Enkelte møder blev også holdt i skolen, og i to år var der et lille lokale med konditori hos bageren.

Nu flyttede det hele ind, og i mange årtier var huset også sæde for Borum-Lyngby Sparekasse.

Jeg har kigget en masse materiale igennem fra den mellemliggende tid. Det skal jeg ikke trætte jer med. Men tre forhold går tydeligvis igen:

For det første: En evig debat om husets brug. Det begyndte allerede i ’28. I en af de mange taler sagde præsten, Jensen, at nu skulle man huske, at det ikke bare var et festhus. Det skulle også bruges til møder, der, som han sagde, “holder idealets fane højt”. Og det er jo faktisk sket. Jeg ved, at den nuværende bestyrelse lægger vægt på, at vi ikke bare driver en forretning, hvor alle mulige mennesker udefra kan betale for at holde deres fester. Det er vores hus – med kor og gymnastik og fællesspisning og møder og dilettant og foredrag og filmklub og så videre. Så det blev virkelig det vigtigste hus i Borum, og derfor er det også lidt sørgeligt, at huset i 2008 åbenbart ikke længere er fint nok til folkekirken, der nu vil bygge sit eget hus med mødelokale oppe ved siden af præsteboligen. Det tror jeg personligt bliver et problem – men det var nu et sidespor.

I samme forbindelse som det med brugen har et evigt tilbagevendede emne været vrøvl med de skiftende bestyrere. Allerede den første – han hed Karl Jepsen – nøjedes de med at ansætte for ét år ad gangen, og han holdt kun til 1932. Der har i alle 80 år været et vist spændingsforhold mellem det synspunkt, at beboeren i huset havde en billig lejlighed med visse forpligtelser, og så dem, der mente, at det var en vært, der kunne disponere over huset og skulle drive det som sin egen forretning.

Det andet gennemgående træk: Offervilje. Heldigvis har Borum jo fået lov til at blive ved med at være et landsbysamfund og ikke et eller andet fremmedgjort nybyggerområde med en voldsom vækst. Til gengæld er vi klar over, at det er os selv, der har ansvaret for det meste. Sådan er det stadig, og det er nok sundt. Så der er blevet udført mængder af arbejde med ombygning og vedligeholdelse, og der har været en perlerække af arrangementer, der skulle give indtægter. I 1941 for eksempel blev den årlige aktionærfest ødelagt af den meget hårde vinter. Så holdt man sommerfest nede i Mølleskoven for at tjene penge til huset. I 1979, hvor både økonomi og standard var kørt langt ned, indbragte et loppemarked over 8000 kroner. De blev brugt til det loft, som vi nu – nå ja, alt har sin tid.

Det tredje, der går igen – og nu vender jeg tilbage til det: Salen var og er lovligt lille, og der mangler en scene. Allerede i 1934 blev der taget initiativ til at gøre noget ved det. Borum Gymnastikforening lavede dilettant det år, og det samlede overskud – 125 kroner – blev sat ind på en sparekassebog for at opbygge en kapital til at bygge en scene bagud på salen. For syv-otte år siden sad jeg selv i betyrelsen. Og hvad fik vi blandt andet lavet tegninger af? Jo, såmænd, en udvidelse på to-tre meter plus en scene.

Peter Poulsen

Med Schmidt på besøg i Borum og Lyngby

August F. Schmidt, professionel folkemindesamler og lokalhistoriker.

August F. Schmidt, professionel folkeminde-samler og lokalhistoriker.

“Borum er en udpræget Terrænby. Dens ældste Form har været præget af det ujævne Jordsmon, hvor den er blevet anlagt”.

“Ejeren af Lyngbygaard har gennem Tiderne haft god Fortjeneste af Træsalg fra sin Skov”.

Disse sætninger kan man læse i to grundige artikler skrevet af en bemærkelsesværdig mand.

August F. Schmidt var Århus-egnens helt store lokalhistoriker. Han levede i årene 1899 til 1965, det meste af livet i Brabrand, der dengang var en driftig og selvstændig stationsby.

Som ung arbejdede han som faglig assistent ved Dansk Folkemindesamling. Hans første bog var den landsdækkende “Danmarks Helligkilder”, 1926.

Sagn, folketro, mundtlige erindringer og den slags interesserede ham livet igennem. Et righoldigt udvalg kan man læse i “Fra Aarhusegnens gamle Landsbyer”, 1960.

Han kom landet rundt. Vil man vide noget om fattiggårde i Ganløse og Skibby i Nordsjælland, så står der August F. Schmidt på ryggen af bogen på biblioteket.

En grundig mand

I årene 1937-1955 udgav han i syv bind storværket ”Brabrand og Årslev Sognes historie”. I samme periode kom ”Aaby Sogns Historie” i to bind 1941-43 og ”Viby Sogns Historie” i to bind 1942-49.

Karakteristisk var en grundighed baseret på selvstændige kildestudier kombineret med mundtlige oplysninger indhentet ved besøg i en næsten H. C. Andersensk tradition for at rejse omkring fra sted til sted og søge spændende stof.

Som Andersen udsøgte han sig med tiden de steder, hvor beværtningen var god, og hvor værten delte hans interesse for at få beskrevet netop denne pågældende persons jordiske lod.

Et af stederne var hos gårdejer Marius Eriksen, Amhøjgården i Lyngby, indtil midt i 1900-tallet. Dennes søn, nu afdøde Laurs Eriksen fortalte:

”Jeg kan se ham for mig. Han kom gerne med sin lille knejt, som måske var 10 år, ved hånden. Så skulle ham og fatter gerne en tur op på Blankhøj og se ud over landskabet.”

Leve skulle man jo også. Mange småskrifter blev til mod betaling.

I Lokalhistorisk Arkiv har vi meget naturligt det fint indbundne skrift af 5. august 1945 ”Amhøjgaard. I Anledning af Marius Eriksens 40 Aars Jubilæum som Gaardejer”. I Slægtsgaarden 1962 nævner han blandt andet, at ”det var skønt at være til stede og høre til kredsen i det gamle grundtvigsk prægede hjem (…) velsitueret, og der blev intet sparet, hvor N. Marius Eriksen var vært”.

Det bedste vi har

Så sent som i 1950’erne blev en af August F. Schmidts mange, mange udgivelser brugt som skolebog i Lyngby Skole. Det var “Aarhusegnens Hjemstavnsbog”, som skolen havde i klassesæt, fortæller Leif Degn, Lyngby. Schmidt var én af flere forfattere til bogen.

Skal man i dag sætte sig ind i Borum og Lyngbys lokalhistorie, kender jeg heller intet bedre sted at begynde end hos August F. Schmidt. To artikler fra hans hånd er det hidtil mest grundige og alsidige, der i samlet form er skrevet om vores dejlige lokalområde.

Og så hedder de endda bare:

*”Bidrag til Lyngby Sogns Historie”. 19 sider. 1951

*”Bidrag til Borum Sogns Historie”. 29 sider. 1952-53

Begge “bidrag” blev trykt i Aarhus Stifts Aarbøger, der den dag i dag årligt udgives af foreningen Historisk Samfund for Århus Stift.

Alle de glemte navne

Heri tager Schmidt fat fra en ende af. Han begynder med oldtiden og de fund, der var blevet gjort og fortolket på hans tid. Af gode grunde giver det især nogle lange afsnit for Borums vedkommende. Sognefællesskabets tid beskrives efterfulgt af udskiftning og udflytning. Kirkerne og vores enlige herregård får, hvad de skal have, Borum Kro og herredsfogedfunktionen ligeså, og enkelte ejendomme nævnes separat (rigtigt gættet – Amhøjgården er en af dem).

Særlig interessante er de topografiske beskrivelser og de fyldige uddrag af 1600-tallets markbøger med deres mange navne.

Hvem ved for eksempel, at den allerede nævnte Blankhøj er et af de ældste stednavne i Århus-området? I dag navn på en motorvejs-rasteplads, akja.

Hver plet havde navn, da menneskene var totalt afhængigt af stedets jordbrug.
Her er teorier om navne som Gryde Agre, Kops Røgle og Demantz Kier.
Steilhøys Vangen i den østlige del af Borum kan have navn efter de stejle fald ned mod engen, men August F. Schmidt tror snarere, at her kan have stået en stejle (pæl til at anbringe et afhugget hoved af en henrettet på).
Stakkelsgraven lå, hvor Borum, Sabro og Lading Sogne støder sammen nær Grødebakken (Grøøbakket), lærer vi. Navnet kom af, at her var en rakker (stakkelsmand) begravet.

Grænsesøgende

Grænser interesserede August F. Schmidt. Han funderer over et fremspring mod øst, som Lyngby Sogn gør i terrænet.

Og så er der den helt specielle enklave i Brabrand, hvor 30 tønder land ved Tousgården helt indtil 1924 hørte til Lyngby Sogn og betalte skat til Borum-Lyngby Kommune. Det er på det sted, hvor Gellerupparken/Toveshøj ligger i dag.

Som den grundige og halv-akademiske mand, han var, forsynede August F. Schmidt artiklerne med noter. Enhver (der vel at mærke kan læse gotisk håndskrift) kan gå på Lands- og Rigsarkivet, slå op og kigge den gamle brabrander i kortene.

Gravsten på Brabrand Kirkegård.

Få et eksemplar

På Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne har vi lavet kopisæt af de to artikler.

Få et eksemplar i forbindelse med et besøg på arkivet.

1.12.2007
Peter Poulsen

1 23 24 25