Selvforklarende navn, idet vejen går fra landsbyen til Borum Vandmølle. Hed da også officielt Møllevej i sognekommunens tid, men fik efter kommunalreformen i 1970 navnet Langelinie som del af den daværende landevej, der dermed kom til at hedde sådan på hele forløbet gennem Borum Sogn. Navnet Møllevejen var i brug et andet sted i den nye Århus Kommune, nemlig en sidevej til Langelandsgade i Århus C, og måtte derfor ikke længere anvendes.
Da Møllevej fra 1977 ikke længere var landevej, men derimod en delvist blind vej (gennemkørsel kun mulig på cykel og andre små køretøjer), bad Borum Borgerforening om at få det gamle navn tilbage, hvilket efter lidt tovtrækkeri skete i den nuværende form.
Tre af husstandene på BM ligger i øvrigt på “den forkerte” side af en smal viadukt, så beboerne må køre ud af Århus Kommune for at komme hjem til Borum og egen kommune i bil.
Ved Borum Mølle har siden 1910 været en smuk festplads omgivet af skov. Den blev brugt til grundlovsfester til begyndelsen af 1920erne og til sommerstævne med ringridning indtil ca. 1950, men er siden 1980erne igen blevet taget i brug til den største sammenkomst i Borum hvert år: sankthansaften (dog forladt igen fra ca. 2015).