Borum Idrætsforening

april-2010-7-1-borum-idraetsforeningI 1930’erne, fyrrerne og halvtredserne havde Borum en aktiv idrætsforening, BIF.

Dengang var der mange karle og piger på gårdene og i byen, så byen kunne sagtens stille hold til både fodbold og håndbold.

Hver sommer holdt man et ret stort stævne med ringridning, fodbold og håndbold ved Mølletoften. Her var der stemning, som var det en landskamp.

Borum Idrætsforening var tilmeldt en hovedforening og skulle spille et antal kampe mod naboforeningerne. Men først skulle der trænes, og det foregik på en mark. I 1950’erne fik man mere faste forhold og et klubhus ved Langelinie 62 – samme sted som Borum Idrætsforening genopstod et halvt århundrede senere.

Borum IF, altså den første af dem, vandt i årenes løb en del pokaler, som i mange år var udstillet i forsamlingshuset. Nu passer Arkivet på dem.

På billedet, som er fra ca. 1939, kan vi i bageste række kende Svend Nielsen, Magnus Thomasen, Evald Thomasen og Ejgil Jensen. Forrest i midten sidder den dygtige målmand, Orla Ljunggreen.

Ringridning Borumgård

Dette er så at sige fastelavnssoldater til hests. Hvad vi ser, er forløberen for den nuværende tradition, hvor drengene til fastelavn går hele sognet rundt, synger og samler ind til fest.
Her er vi i 1930, og dengang red karlene i Borum  rundt på hesteryg. På billedet er der hele 29 af dem, og der var ikke som i dag nogen aldersgrænse ved konfirmationen.

Men ellers er der rigtig meget, der ligner den tradition, der stadig lever. Se bare uniformerne og opstillingen t.h. med konge, klovn osv. Nummer otte fra venstre er for eksempel kongen, og både han og hesten bærer krone.

Bag på billedet står “ringridning”, så den sport må også have været en del af dagens program.
Stedet er stuehuset til Borumgård, Langelinie 59. Det imponerende hus med svungne gavle og fire skorstene lå på nordsiden af gårdspladsen indtil 1970’erne, hvor de daværende ejere, Ingrid og Søren Skifter, rev det ned og byggede helt nyt og mere tidssvarende stuehus til Borumgård – denne gang på sydsiden af gårdspladsen.

Borum Møllevej

MollevejenSelvforklarende navn, idet vejen går fra landsbyen til Borum Vandmølle. Hed da også officielt Møllevejen i sognekommunens tid, men fik efter kommunalreformen i 1970 navnet Langelinie som del af den daværende landevej, der dermed kom til at hedde sådan på hele forløbet gennem Borum Sogn. Navnet Møllevejen var i brug et andet sted i den nye Århus Kommune og måtte derfor ikke længere anvendes.
Da BM fra 1977 ikke længere var landevej, men derimod en delvist blind vej (gennemkørsel kun mulig på cykel og andre små køretøjer), bad Borum Borgerforening om at få det gamle navn tilbage, hvilket skete i den nuværende form.
Tre af husstandene på BM ligger i øvrigt på “den forkerte” side af en smal viadukt, så beboerne må køre ud af Århus Kommune for at komme hjem til Borum og Århus Kommune i bil.
Ved Borum Mølle har siden 1910 været en smuk festplads omgivet af skov. Den blev brugt til grundlovsfester til begyndelsen af 1920erne og til sommerstævne med ringridning indtil ca. 1950, men er siden 1980erne igen blevet taget i brug til den største sammenkomst i Borum hvert år: sankthansaften (dog forladt igen fra ca. 2015).