Den første bil på egnen

1991-6-1-borum-byvej-gen-bedre

Dette er vejen igennem Borum, og det er en landevej. På vejen kører egnens første automobil.

Det kom til Borum i 1903, og billedet er taget et par år senere.

I motorkøretøjet på Borum Byvej sidder en af landets første bilister, læge Harald Andersen Götsche.

I året 1906 var der i købstaden Aarhuus indregistreret siger og skriver 2 – to! – biler. Lægen i Borum var altså ikke bare tidligt på den, men decideret  pionér.

Bilen vakte så stor opsigt, at en fotograf tog dette billede og trykte det som postkort, der kunne købes i Søren Fregerslevs Boghandel i Hammel.

Kigger man efter med lup, ser man, at to betuttede børn kigger ud fra deres skjul i buskene til højre, hvor nu forsamlingshuset ligger.

Sognerådet havde ret: Biler er farlige

Som alle andre læger i det 20. århundrede drog Götsche på besøg hos de syge – ofte langvejs omkring – og da de første biler blev konstrueret, var lægen med på det nyeste.

Det var sognerådet ikke. Meget forudseende (!) mente man både i Borum-Lyngby og de fleste andre kommuner, at bilerne var alt for farlige. Götsche fik dog efter flere forsøg sin tilladelse til at køre på visse veje også om natten, hvilket krævede skriftlig ansøgning. Det stod simpelthen i Lov om Automobiler af 15. maj 1903.

I 1910 behandlede også sognerådet i Brabrand-Årslev en ansøgning fra den vilde mand i Borum. Meningerne var delte, men det endte også der trods alt med, at han fik tilladelsen til at køre med et firehjulet automobil også i denne kommune.

Begejstret nytårsdigt

I Årslev boede fru Marie Hagelquist, og hun var så begejstret for bilen (eller lægen), at hun altid stod og vinkede glad, når han kom tøffende. Herom skrev Götsche i januar 2017 et lille digt, som han sendte bag på et postkort med billedet af sig selv og automobilet:

Naar “Dowtoren i Borum” gennem Aarslev biler
Da vinker – fru Marie – venligt og smiler
Derfor en Hilsen og Tak i Dag hun faar
og en Lykønskning med for – “det nye Aar” –
Deres hengivne
H. Götsche

Man får indtryk af en humoristisk mand med mange talenter. Kortet er adresseret ganske enkelt i tre linjer: Fru Marie Hagelquist/ Aarslev/ pr. Brabrand St.

Og fru Marie? Hvem var hun? Hun blev fire år før digtet gift med en murermester: Se her. Så vidt vi og vores kolleger i Brabrand kan se, boede Hagelquists på nuværende Silkeborgvej 760. Huset findes endnu – nu gudhjælpeos som solcenter.

Lægeboligen i Borum

Læge Götsche satte sig også blivende spor i Borum. Han byggede nemlig i 1898 villaen på Langelinie 71, og han efterlod sig en gåde. For hvorfor fik lægeboligen dog navnet Ehem?

Den dag i dag står lægeboligen trods en senere tilbygning (1970) nok som Borums flotteste hus.

Der kan opregnes fire generationer af læger i villaen:

Harald Andersen Götsche

Johannes Krogh

Elin Andersen

Jesper Munch Lund

Jesper Munch Lund døde i 2015. Hans enke, Mette, solgte huset i 2017 – og ikke til en læge.

Omkring 1916 var Götsche blevet noget bedre kørende. Billedet ligger i lokalarkivet for Brabrand-Årslev. Vi ved ikke, hvor det er taget.

En amerikaner

For eventuelle veteranbil-nørder:
Vi har fået oplyst, at bilen nærmest kun kan være en Oldsmobile Curved Dash, der blev fremstillet i USA fra 1901. Bilen havde en éncylindret motor på 5 hk, den var vandkølet og havde to gear frem og ét bak. Tophastigheden var cirka 30 km/t og – vigtigt for den udkørende læge – den gik for at være meget driftsikker.
Mere nærliggende var måske den samtidige Brems-bil, der faktisk blev fremstillet lidt tættere på, nemlig i Viborg. Den ligner bare ikke rigtig.