Røde Svend kaldte sig “Signe”

Svend Vestergaard Jensen fotograferet i 2021 med den landskendte plakat fra 1970’erne.

I 2021 røbede en tidligere borummer en ret vild hemmelighed, der havde holdt i næsten 50 år. Nemlig hvem den “Signe” var, der i 1974 tegnede Rødstrømpebevægelsens berømte, logo-agtige plakat, der ikke bare mobiliserede kvinder i hele landet i nogle hektiske år, men siden nærmest er blevet danmarkshistorie.

Det var nemlig ham. Ja, ham, en mand.

Svend Vestergaard Jensen, socialistisk grafiker, socialrådgiver og siden trafik-aktivist m.m., voksede op på Galten Vestermark, men flyttede til Borum i 1974, nemlig ind i det venstreorienterede kollektiv i Købmandsgården, Borum Byvej 16.

Samme år fik han en tys-tys-opgave. Havde han ikke holdt mund, ville det have udløst en skandale i og omkring Rødstrømperne, der med slogans som “kvinder er stærke” og “det private er politisk” arbejdede i basisgrupper af kvinder – og absolut ikke mænd. Derfor holdt Svend loyalt mund i 47 år.

Men i 2021 besluttede “Røde Svend” Vestergaard Jensen, der nu bor i København, at tage æren af det arbejde, som han rettelig havde udført. Han valgte det i grunden ærkekapitalistiske, amerikanske medie Facebook til afsløringen og skrev i sit opslag:

Kvindefestivalen i august 1974 er gentagne gange i DR blevet brugt som billede på 1970’erne med denne silketryk-plakat og folder som blikfang. Jeg lavede den efter aftale med Rødstrømperne i Odense – og lovede ikke at sige, at det var en mand, der havde tegnet og trykt plakaten. Sig hun hedder Signe – sagde jeg – hende der har lavet den. Jeg afslører nu, at det var mig. Af samme årsag hedder min datter Signe. Hun er ikke lille – såmænd lige blevet 38 år!”

 

Garage-Kim havde værksted ved Aages “gode sving”

Trekanten i 1987. Foto: Stig Andersen

Trekanten i 1987. Foto: Stig Andersen

Sikke en flade asfalt, der lå i Borum. Faktisk havde Trekanten mellem Langelinie og Bysvinget oprindelig haft en pæn, lille trekant af græs inde på midten mellem kørebanerne – deraf navnet – men i Århus Kommunes tid blev der ikke råd til at klippe græs, og det hele fik et lag asfalt.

”Et godt sving – det skal I unge mennesker ikke lave om på”, mente Aage Hansen, socialdemokraternes veteran, da nogen dristede sig til at stille et forslag på et borgermøde om den kommende lokalplan i 1988.

Men det skete nu alligevel, og med stor glæde anlagde borgerne og kommunen i et sjældent samarbejde en legeplads og et noget mere trafiksikkert T-kryds i stedet for Trekanten.

Her er vi foreløbig i 1987, hvor den flittige landpost Arne Toft har bygget solfanger på sit hus, Bysvinget 20. En pionér i vedvarende energi, der i årene efter kriserne i 1970’erne også var med i en af de seks lokale vindmøller, Langelinie Vindkraft.

Et lidt skørt festlokale til en festlig mand.

Kims Garage ApS
Til venstre har endnu en iværksætter og vindmøllemand, Kim Vogt, overtaget smed Jensens værksted fra 1961. Det skete i 1985, da smedeværkstedet flyttede til større lokaler på Damvej i Sabro på den gradvise vej til den store virksomhed Borum Industri.

Kim Vogt begyndte at bikse som selvlært smed hjemme i garagen ved kollektivet Thovshøj, Langelinie 69, og han var fuld af gode ideer. Hans firma, der simpelthen hed Kims Garage, tryllede med bøjet, skåret og svejset metal til alt fra opera, ballet, maskiner og restauranter. Specialopgaver var standard – i grunden lidt ligesom forgængeren, Ejgil Jensen.

Manglede nogen lidt nytårskrudt eller en brugt rustvogn, gik de heller ikke forgæves hos “68’eren” i det gamle smedeværksted.

Fra Borum og Århus nåede løjerne et højdepunkt med 10 ansatte i Falling ved Odder, og han bosatte han sig på et nedlagt mejeri ved Gylling.

I 1981 var samme Kim Vogt i øvrigt initiativtager til Århus-områdets dengang største vindmølle (55 kw) ved Borum Eshøj.

På det lille billede holder han et brag af en 40 års fødselsdagsfest i værkstedet med en skrotbil på liften som udsmykning.