Det skete

Da forsamlingshuset endelig fik et ordentligt køkken

Lokalhistorisk Arkiv
Fra venstre Henrik Søgaard, Lars Madsen, Carsten Nielsen og Søren Brøndum Madsen. Også flere andre dygtige folk var med til at skabe køkkenet. Foto: Peter Poulsen

I årevis havde Borum Forsamlingshus døjet med et efterhånden ret uhumsk køkken. Myndighederne havde forlængst kasseret køkkenet til madlavning, så ved alle private fester blev færdig mad bragt ind udefra.

Køkkenet – og i perioder også husets værter – spærrede effektivt for, at medlemmerne kunne komme til at bruge deres eget hus til alle formål, der indebar madlavning. For eksempel fællesspisning.

Kompliceret
Situationen var kompliceret, for lokalet udgjorde også værtens private køkken. Ud mod vejen havde værten desuden en lille stue, hvor der i perioder blev røget cigaretter på samlebånd. Under køkkenet lå en gammel viktualiekælder.

Hvordan skulle det nogensinde blive godt? Og hvor skulle pengene komme fra?

En ny og effektiv bestyrelse med Lars Madsen, Bysvinget 12, som formand fik gang i fremskridtet.

Muren mellem de to rum blev væltet. Kælderen fyldt op. Et helt nyt storkøkken med rustfrit inventar og fliser på væg og gulve blev bygget op. Imens stod hele salen fyldt med inventar.

Elsa Kristiansen, den daværende vært i forsamlingshuset, laver i 2002 en sidste kop kaffe i det gamle køkken. Døren i baggrunden ledte både ud til trappen op til lejligheden og til salen. Klik for større foto.

Del af en større plan
Et par år tidligere havde forreste del af huset fået nyt tag og vinduer. Det var første etape i en større renoveringsplan, der endte med toiletter og sal. Til flere af de andre arbejder blev der brugt betalte håndværkere. Men køkkenet udgjorde nok den vigtigste af alle ombygningerne. Nu blev det nemlig muligt at lave mad helt lovligt.

Med masser af frivillig arbejdskraft, hvoraf mange var kompetente folk med erfaring fra byggepladser, kom arbejdet i gang i efteråret 2002.

Borum Sammenspisning, begyndt 2004, blev et af de synlige resultater – startet af en arbejdsgruppe med folk fra både forsamlingshus og borgerforening.

Snart efter besluttede bestyrelsen, at det vist var i alles interesse, at tiden med fast vært eller værtspar i huset fik lov at løbe ud.

Spisepause i den lille sal. Fra venstre Verner Madsen, Lars Madsen, Elsa Kristiansen, Brian Pedersen og Henrik Søgaard.


Dalgas byggede den første Silkeborgvej – aktivister forsøgte at hindre den næste

Lokalhistorisk Arkiv
E. M. Dalgas

Hedens opdyrker, Enrico Mylius Dalgas (1828-94), udrettede også andet end det, eftertiden kender ham bedst for. Han byggede større veje – også i vores område.

Syd for Lyngbygård stod Dalgas for arbejdet med at anlægge den første vej mellem Århus og den nyanlagte by Silkeborg. Silkeborg, der blev oprettet af papirfabrikant Michael Drewsen så sent som i 1844. Rigsdagen og kongen ønskede, at Dalgas trak en så lige vejføring som muligt tværs over Jylland fra Århus over Silkeborg og et lille sted kaldet Herning (1064 indbyggere) til købstaden Ringkøbing.

I 1861 var ingeniørkaptajn Dalgas og hans folk i gang ved Lyngbygård Å, hvor de blandt andet anlagde den første bro over åen på dette sted (dog vides det, at den sydligste af de tre gamle Ry-veje krydsede åen på en bro kaldet Kannikemøllebroen lidt syd for samme sted, faktisk omtrent hvor E45 krydser i dag). 

Arkæologi to gange på samme sted
I skrænten ved Kannikegården lige vest for Snåstrup Mølle gravede vejfolkene grus. Her stødte de på grave, der viste sig at stamme fra romersk jernalder (0-400 e. Kr.). Så overlod Dalgas scenen til det nystiftede Historisk-Antikvariske Selskab i Århus.

Under ledelse af godsejer Dahl, Moesgård, blev 10 grave nu endevendt. Urner, et par knive, synåle, dragtspænder, fibulaer og en kam dukkede op.

139 år senere, år 2000, genoptog Forhistorisk Museum, igen med base på Moesgård, det arkæologiske arbejde, nu under ledelse af arkæolog Jens Jeppesen og med betydeligt mere moderne metoder. Konservator Marianne Schwartz, Borum, sørgede for, at de fundne genstande forblev og forbliver velbevarede. Jens Jeppesen er kendt i vores område. Han har også gravet i Borum Eshøj og i Blankhøj, hvor der nu ligger en rasteplads af samme navn.

Både Blankhøj og udgravningen ved Kannikegården var såkaldte nød-udgravninger betalt af Vejdirektoratet.

Sidste chance
Denne gang var det nemlig sidste chance. For nu byggedes der igen vej, og den nyeste udgave af “Silkeborgvej” over Lyngbygård Å kom til at bestå af to enorme landskabsbroer (højbroer) med en motorvej på. Første etape af Silkeborg-motorvejen, Brabrand-Låsby, åbnede i 2004. Kannikegården blev fjernet, og vejen tog også den sydlige del af Lyngbygårds jord.

Endnu mere berørt blev bofællesskabet Snåstrup Mølle, en gammel vandmølle der ligger på kanten af Lyngby og Framlev Sogne.

På Snåstrup Mølle stiftedes i 1980’erne en usædvanlig forening og aktionsgruppe, der faktisk findes den dag i dag.

Overflødig?
“Jyder mod Overflødige Motorveje”, kom foreningen nok så smart til at hedde. På det tidspunkt talte man i København nemlig meget om, at hvis jyder bare blev spist af med nogle motorveje, kunne magthaverne sagtens pacificere dem.

Træ-aktion i 2002.

“Jyderne” gennemførte i 2002 en flere måneder lang, men nytteløs fysisk besættelse af nogle træer på den selvsamme skrænt, hvor d’herrer Dalgas, Dahl og Jeppesen fandt oldsager. Hver dag fra 17. februar til 28. juni 2002 sad et par aktivister på en platform højt oppe i træerne og forhindrede entreprenøren i at komme frem. Til sidst opgav de dog, og to år senere var motorvejen en realitet.

Om den nye rute 15 og dermed det seneste indgreb i naturen ved Lyngbygård virkelig blev overflødig, eller om den kan ses i naturlig forlængelse af Dalgas’ værk med at binde Silkeborg og Århus sammen, må enhver selv vurdere.

Fuld beskæftigelse i 1928

Lokalhistorisk Arkiv
Anius Andersen, Lyngby, (siddende) og hans fætter slog skærver ved Borumbro. Vejen er datidens Stillingvej.

Hvem sidder der bag skærmen? Alle kender Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der huggede vilde gnister af morgenvåde sten. Sangen er fra 1905.

På denne perle af et billede ser vi et fuldstændig tilsvarende syn, men så sent som i 1928. Skærmen værnede mod blæst og regn, og så var det ellers bare at tage fat med hammeren.

Billedet er taget ved Borumbro og dermed lige på randen af vores lokalområde. Vejen, der ses med sine vejtræer, er Skanderborgvej, der nu hedder Stillingvej, og fordybningen i baggrunden må nok være Lyngbygård Å.

Råmaterialet var almindelige marksten, og vejenes behov var næsten umætteligt for skærver og sand. På den måde var der dengang med garanti altid arbejde nok til dem, der virkelig ville arbejde – så længe de nu kunne holde til det.

De to vejmænd er Anius Andersen, Lyngby (siddende), og hans fætter, som vi ikke kender navnet på. Billedet modtog arkivet midt i 1990’erne fra smedemester Anders Andersen, Mundelstrup Stationsby.