Hvem sidder der bag skærmen? Alle kender Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der huggede vilde gnister af morgenvåde sten. Sangen er fra 1905.
På denne perle af et billede ser vi et fuldstændig tilsvarende syn, men så sent som i 1928. Skærmen værnede mod blæst og regn, og så var det ellers bare at tage fat med hammeren.
Billedet er taget ved Borumbro og dermed lige på randen af vores lokalområde. Vejen, der ses med sine vejtræer, er Skanderborgvej, der nu hedder Stillingvej, og fordybningen i baggrunden må nok være Lyngbygård Å.
Råmaterialet var almindelige marksten, og vejenes behov var næsten umætteligt for skærver og sand. På den måde var der dengang med garanti altid arbejde nok til dem, der virkelig ville arbejde – så længe de nu kunne holde til det.
De to vejmænd er Anius Andersen, Lyngby (siddende), og hans fætter, som vi ikke kender navnet på. Billedet modtog arkivet midt i 1990’erne fra smedemester Anders Andersen, Mundelstrup Stationsby.