Detaljerne røber forskellen

Enhver lokal kan se, at dette er et billede af den midterste del af Borum. Men flere detaljer fortæller, at billedet faktisk er 50 år gammelt. Det blev taget af Geografisk Institut ved Aarhus Universitet, da forskere og studerende i 1974-76 lavede en større beskrivelse af landsbymiljø i Århus Kommune.

Vi kan begynde i forgrunden. Her står, at Møllevejen hedder Langelinie. Det gjorde den faktisk i nogle få år fra 1970. Rådhus-logikken var, at Møllevejen allerede lå i Århus (C), og så kunne man ikke have én mere inden for kommunegrænsen. Nogle år senere lykkedes det dog borgerforeningen og beboerne at få indført navnet Borum Møllevej.

Så følger en lygtepæl med luftledninger på. Sådan nogen findes ikke mere.

Bilerne foran det gamle mejeri – en Ford Taunus og et ægte “folkevogns-rugbrød” gør heller ikke. Frode Hansen, senere Borum Byvej 8, havde i en længere periode i 70erne og 80erne autoværksted her.

På den anden side af vejen ses lidt af Bækgården før en større renovering i 2006. Nu er det dér, der er autoværksted i Borum.

Bag Bækgården ses det gamle bageri, købmandsgården, hvor der indtil 1911 var kro, og den flotte Borum Højgård (i mange år kaldt Erik Rasmussens gård).

En stille sommerdag i Borum

Man kan næsten se, hvordan Borum sov middagssøvn, da dette luftfoto blev taget på en varm sommerdag i 1950’erne. Ingen mennesker er at se. For øvrigt heller ingen biler.
Til gengæld står der røde køer på markerne. Sognefoged Alfred Jørgensens (Borum Landevej 6) RDM-besætning står blandt andet tøjret i baggrunden.
En mængde detaljer fortæller om udviklingen på godt og ondt siden da: Der er master til telefontråde og el langs vejene, og vejtræerne står tæt som en allé langs landevejen til Randers. Til gengæld mangler den snart 30 år gamle omfartsvej (Stillingvej), og man ser, hvordan Skivholmevej roligt følger terrænet nord og vest ud af byen, hvor den i dag ligger gravet ned i landskabet.
Men det var nu først og fremmest gården i forgrunden, Borum Højgård, fotografen gik efter. Billedet er let at tidsfæste, for gårdejer Marius Rasmussen havde netop sparet på forsikringspræmien ved at udskifte de sidste rester af stråtag med det splinternye eternit, der lyser op på bygningen med det flotte, opstregede bindingsværk. De to navnløse gårde – delvist bygget sammen – er givetvis blandt de ældste i Borum.
Frem til 1800-tallet var der også tvillinggårde mindste tre andre steder i byen: Omkring Langelinie 56-60, i Bysvinget 6-12 og lige over for Rasmussens omkring Byvejen 21-19.
Da billedet blev taget, fungerede den centralt beliggende gård i øvrigt som en hel legeplads. Hver aften samlede sig 20-25 børn og spillede rundbold. Når de legede fangeleg, tjente hønsehuset, der ses mod øst på gårdspladsen, som byens fængsel, har vi fået fortalt.
21.1.2012
pp

Spar-købmanden

1999-13-10-Lyngbygardsvej-3Selvfølgelig var der da en dagligvareforretning i Lyngby i 1953. En købmand tilsluttet Spar-kæden på Lyngbygårdsvej 38.
Som det ses, var der også en skole (skiltet stod der i øvrigt indtil omkring 2000, hvor skolen havde været nedlagt i 36 år).
En af de sidste købmænd i den gamle købmandsgård blev Henning Riis, der kom til Lyngby i 1953 og blev her til 1963.
Senere i det 20. århundrede blev Inger og Henning Riis faktisk også de næstsidste købmænd i Borum, hvor de overtog H. Lauge Johannesens velrenommerede supermarked (Langelinie 50), byggede villa (Borum Møllevej 29), og hvor Inger Riis under stadigt større vanskeligheder kæmpede for at holde butikken kørende efter Henning Riis’ pludselige død i 1983.
Ind imellem havde parret drevet den ene af to (!) købmandsbutikker i True i 1970’erne.
I sandhed en evig flugt fra Bilka, som Salling og Mærsk åbnede i 1970, og fra de andre dominerende konkurrenter. Inger og Henning Riis ligger begravet på Lyngby Kirkegård.

Bysmedjen

Bygningen her foran Lyngby Kirke er den gamle bysmedje, som den fungerede indtil midten af 1930’erne. Billedet er fra omkring 1920.
Oprindelig var der to smede i Lyngby. Én var ansat som smed alene på Lyngbygård, og den anden var lønnet af bønderne i Lyngby og Yderup, sådan som det var almindeligt i de gamle landsbyer.
Han havde sit smedeværksted i et lille hus, som byen ejede her midt i det hele.
I 1920 døde den sidste lønnede smed, Søren Peter Wulff, og smeden på Lyngbygård overtog også arbejdet i den gamle bysmedje. Samtidig overgik bysmedeordningerne i nabobyerne Årslev, True og Borum til private forretninger.
I arkivet har vi bevaret en regnskabsbog fra begyndelsen af 1920’erne. I den har smed Arnold Nellemann Laursen, Lyngbygård, nøje oplistet arbejde og pris på regninger til Lyngbys gård- og husmænd. Hans efterfølger var i mange år Marius Bigum.
Efterhånden som mulighederne for at få lavet smedearbejde blev større, blev der mindre arbejde for den aldrende smed Bigum, fortæller ældre folk i Lyngby, og man besluttede at rive smedjen ned, da han lagde op.
På Lyngbygård havde man derefter i en årrække en aftale med smeden i Hørslev, der to gange om ugen fungerede på herregården. Smedjen ved Lyngbygård er bevaret.

Herregårdssmedjen ved Lyngbygård fotograferet ca. 1960.

Kapellet på murens top

I vinteren 1980-81 blev kapellet ved Borum Kirke revet ned. Den nydelige lille bygning i røde mursten med de elegante lysninger over de romanske vinduer stod på toppen af det østlige skel, hvor den gamle kirkegårdsmur i kløvede kampesten slog et knæk.
Kapellet var i nogle år ikke blevet brugt ret meget eftersom de fleste mennesker nu om stunder dør på sygehusene, og toiletterne i kælderetagen var ikke videre indbydende. Men frem for at sætte bygningen i stand valgte de ansvarlige at fjerne den, og på den åbne plads mellem kirken og præsteboligen blev der nu sat en lang bygning mage til en mængde andre, der i de same år blev tegnet af arkitekt Exner: nøgen, smal, hvidkalket og med depot i den ene ende og kapel i den anden.
Mere dyrt end pænt, mente mange i Borum, da de så huset – ja, og sådan set også regningen.
Det gamle kapel blev opført i 1912. Det var omtrent samtidig med den pompøse præstebolig, der stod klar i 1911. Sandsynligvis har de haft samme arkitekt.

Borum Taxi

1992-9-10a-Langelinie-37-00

Fru Bomholt klar til at køre folk til fest.

I 1928 var det højst usædvanligt, at en kvinde brugte hele sin energi på udearbejde og havde en ung pige til at passe hus og hjem imens.
Men Borums lillebilchauffør i de følgende ni år, Dorthea Bomholt, Langelinie 37, var heller ikke helt almindelig.
Hendes mand, Niels Bomholt, var begyndt med lillebil (i dag ville vi nok sige taxi) nogle år tidligere, men nu fik de to Ford-biler, og Dorthea begyndte at køre på lige fod med manden.
Kørekortet var det ikke så vanskeligt at erhverve, fortælles det:
Mekaniker Theodor Staack, Langelinie 62, kørte lidt rundt med hende, så tog hun til køreprøve, bestod og efter et år kunne hun få erhvervskort hos politiet. Ikke noget med teori og øvelsesbaner.
Dorthea Bomholt kom langt omkring. Det var tit til familiebesøg og fester, der skulle køres til og fra, så det blev lange dage. Man kørtei øvrigt ikke ret hurtigt sammenlignet med i dag.
Dorthea var en god og vellidt chauffør. Mange bad udtrykkeligt om at køre med hende, fordi man vidste, at hun overholdt sin tavshedspligt. Ingen fik noget at vide om, hvad hun erfarede på turene.
I 1919 blev hun ramt af gigtfeber, men ved hjælp fra byens læge, Due Petersen, blev hun rask i nogle år. Den usædvanlige kvindelige chauffør afgik dog ved døden i 1937 i en alder af kun 37 år.

Børn i den stråtækte

1996-14-2-Lyngbygardsvej-38Her ses alle de børn, der gik i skole i Lyngby for 120 år siden. Man kan bogstaveligt talt sige, at det var dengang, børnene gik i den stråtækte skole.

Dengang lå skolen på det nuværende Lyngbygårdsvej 38, hvor der siden har været købmandsforretning.

Læreren – og der var kun én – hed Evald, og ellers ved vi kun noget om én af personerne.
Det er drengen, der står bagerst til venstre. Hans navn var Marius Martinus Wulff, og han blev født som uægte søn af en ugift kvinde på Årslev Mark og med en kusk på Ludvigsholm (Harlev Mølle) som udlagt barnefader. Faktisk hed han ikke Wulff, men Pedersen i de første 25 år af sit liv. Han voksede dog op hos Søren Peter Wulff, der først var bysmed i Sjelle og siden i Lyngby, og tog dennes navn.

Marius blev født i 1881, og mon ikke at han er cirka 11 år på billedet?
Vi regner os altså frem til, at fotografen besøgte Lyngby i 1892. Det er meget tidligt for fotografier.

Biler og legende børn

1999-20-1-A-Borum-Byvej-genSådan så der ud midt i Borum for 70-80 år siden. Mest bemærkelsesværdigt er måske i virkeligheden, hvor meget der ikke har ændret sig trods de mange år, der er gået. Dog kan vi vist hurtigt slå fast, at trafikken har ændret karakter, og at børnene roligt kunne lege ude midt på vejen. Og så var Borum Byvej endda landevej dengang. Vejen mellem Skanderborg og Randers gik igennem byen.
Vi ved ikke så meget om baggrunden for billedet, der har tilhørt Søren Kristiansen, Borum Landevej 16. Men vi kan nogenlunde tidsfæste det, nemlig ud fra Bækgårdens bygninger (Borum Byvej 12) og ved at forsamlingshuset ikke er bygget endnu. Det giver et tidsrum fra ca. 1920 til 1928.
Det passer vist også meget godt med de statelige bilmodeller, der holder parkeret foran købmandsgården (Borum Byvej 16).

Afdansningsbal i forsamlingshuset

Polka og foxtrot. Disko og square dance. Gammeldans og techno. Borum Forsamlingshus har lagt gulv til det hele i årenes løb. Her er vi til afdansningsbal i Kurt Brøggers danseskole, der havde en filial i Borum. Året er 1956, måske 1957, og der er mange kendte ansigter på billedet. Behøver vi at skrive, at stemningen var anspændt? Enkelte piger og mødre ser dog ud til at være bare lidt glade.

Lidt om huset: I 2000 løb en bestræbelse for at erstatte forsamlingshuset fra 1928 med en helt ny bygning ud i sandet. En ekstraordinær generalforsamling viste et stort flertal for at bevare Borum Forsamlingshus. Siden da er det lykkedes at komme langt med modernisering: vinduer og tag ud mod gaden, nyt køkken, totalt istandsat sal og nye toiletter.
Og dansen? Den fortsætter. Prøv for eksempel at komme til børnenes egen fest, når fastelavnssoldaterne indbyder.

Tærskeselskab

På arbejde i Borum i sommeren 1936.

På arbejde i Borum i sommeren 1936.

Inden mejetærskning blev almindelig, måtte tærskningen af kornmarkernes mange neg klares ved hjælp af et tærskeværk i laden. Eller – som her på Skivholmevej – ved at slå sig sammen.
Ved fælles hjælp fik alle efter tur tærsket årets høst. Det tog cirka en måned at blive færdige.
Billedet er taget ved Rask Eskesen, Skivholmevej 36, i sommeren 1939. Selskabet er (f.v.) Anders Andersen (Skivholmevej 40), Niels Anton kristiansen (Skivholmevej 44), Ras Eskesen, Kristian Bossow (Skivholmevej 34) med børnene Elly, Annelise og Vilhelm og Mikael Andersen, søn af Anders Andersen.

Penge til de fattige

Ingen kan gå ud eller ind af Borum Kirke uden at få øje på denne solide træblok på godt 90 centimeter. Den er af eg og bundet sammen med kraftige jernbånd med en låge i.
Det drejer sig om en indsamlingsbøsse eller pengeblok.
Når man i dag giver en skærv i kirkebøssen, går pengene måske til Folkekirkens Nødhjælp, et missionsselskab eller noget andet godt ude i den store verden. Men da pengeblokken var i sin velmagt, forblev pengene i sognet.
Skillingerne gik til de lokale fattige, som der var mange af i Borum helt op til vores tid.
Pengeblokken er flere hundrede år gammel, nemlig fra 1500-tallet. I herredsbogen for Framlev Herred kom der i 1661 til at stå, at den var “gammel og skakels”. Det sidste betyder skæv.
Lokalhistorikeren August F. Schmidt, der i 1952 skrev om Borums historie, viderebringer en historie om, at pengeblokken en overgang blev brugt som transportabelt pengeskab af Frijsenborgs ridefoged. Fogeden puttede bøndernes skatter i, og hjemme på godset ved Hammel opbevarede greven så selv nøglen.
Om det passer, ved vi ikke. Blokken var tidligere malet sort, men i 1980, da kirken blev restaureret, fandt arkitekten på, at malingen skulle tages af og kun beslagene derefter males. Hver tid sin mode.

Grusvejen gennem Lyngby

Her går en ganske almindelig grusvej igennem en ganske almindelig landsby, sådan som de så ud for bare 50-60 år siden.
Landsbyen er Lyngby, og vejen er den nuværende Glamhøjvej set ned ad bakken mod vest. Vejen til Borum og Yderup går fra til højre ved vejviser-standeren midt i billedet.
Billedet er fra omkring 1945-50. På venstre side ligger “Sofies hus”, Glamhøjvej 4, og “Dahls gård”, Glamhøjvej 2. På højre side ligger Lyngbygårds arbejderbolig, hvor Cecilie i lejligheden i den østre ende (Glamhøjvej 7B) var det faste holdepunkt, og længere oppe ad bakken boede Jens “Husmand”. Masterne på højre side af vejen bar datidens telefonkabler – én tråd til hver abonnent.
Det lille hus vest for bindingsværkshuset, hvor nu Glamhøjvej 5 er bygget, var byens sprøjtehus, altså brandstationen. Her stod en håndsprøjte centralt placeret ved branddammen, som dog ikke kan ses på billedet. Vejskiltet, der anes i baggrunden, viste til Labing, Yderup og Aarslev.
Glamhøjvej i dag.

Begyndende byvækst i Lyngby

1996 var året, da Brabrand Boligforening byggede fire boliger syd for Lyngby Kirke. Det var også samme år, som menighedsrådet overtog den tidligere skole til indretning af graverfaciliteter og til sognegård for Borum-Lyngby. Luftbilledet er taget, netop som oprydningen i det fredede område omkring kirken og skolen er godt begyndt. Nederst i billedet ses det store, nybyggede hus, Lyngbygårdsvej 40A, og legepladsen. Øverst marken mellem byen og Lyngbygård.

Et lille hedehus, der ikke findes mere

Dette billede viser med tydelighed, at hvad der er dagligdag i dag, bliver historie i morgen.
Arkivet fotograferede de fleste huse og ejendomme i Borum i 1987-88. Et af dem var heldigvis Nielsine og Mikael Sørensens lille husmandssted, Stillingvej 211, på Borum Feldhede. Natten mellem 22. og 23. juni 1999 brændte huset ned til grunden.
Hermed gik et af de ældste huse på Feldheden tabt.
Det var bygget i 1874 omtrent samtidig med tre andre småejendomme her i det yderste af Borum Sogn.
En udskrift af Husmandskreditforeningen Aalborgs vurdering i 1910 fortæller, at N. C. A. Bjørn i 1908 købte det lille og næsten jordløse sted ved Randers-landevejen for 1500 kroner. Han lejede det ud for 108 kr. om året.
Allerede dengang var det 10 gange 14 alen store hus en blanding af bindingsværk og grundmur. Vedligeholdelsen var mådelig, kan man læse. Der var ingen brønd, står der, men med denne tilføjelse: Vand fås i et vældhul ved siden af huset.
I vores tid overtog Jesper Hyldgaard huset ved Nielsine Sørensens død og restaurerede det grundigt. Efter branden byggede Jesper, der nu driver Eshøj Murerforretning, et helt nyt hus på stedet – dog trukket lidt længere væk fra den støjende landevej.
Til højre for huset går vejen ind til Tanholm.

Smukkest på egnen

Så idyllisk tog indkørslen til Borum sig ud i 1974. Foto fra rapporten.

I 1974 udgav Geografisk Institut ved Aarhus Universitet en rapport i fire tykke bind med den fælles titel “Landsbymiljø i Århus Kommune”. Værket blev til i samarbejde med kommunen, men det er uvist, om kommunen nogensinde brugte det store arbejde.
Rapporterne om landsbymiljø giver en minutiøs beskrivelse af hver enkelt landsby og indeholder desuden interessante afsnit om både det fysiske miljø – hvordan der så ud – og det sociale miljø, altså hvordan vi landboer havde det med hinanden.
Borum-Lyngby scorede højt på skalaen.
Dette billeder, der stammer fra rapporten, viser “den smukkeste indkørsel overhovedet i kommunens landsbyer”. Sådan betegnede rapportens hovedforfatter, professor A. Krarup Mogensen, den sydlige del af Borum Byvej.
Og sandt er det jo, at der var noget fortryllende over indkørslen til Borum. Vejen var indrammet af store træer. Og Jens Olsens og sadelmagerens dobbelthus (Borum Byvej 8 og 6)  midt i billedet var dækket af planter lige op til stråtaget.
Især sadelmagerens hus, Borum Byvej 6, blev siden “restaureret” på en noget hårdhændet måde. Det kom nemlig på folkekirkens hænder i nogle år, fordi nogen havde fået den idé, at Borum Kirke skulle have en embedsbolig for en graver. Og sådan en bolig skulle have muret gavl og maskinskåret bindingsværk, hvad huset derfor fik i en årrække. Plantevæksten blev brutalt fjernet i samme omgang, hvor der blev brugt en masse penge på den ende af det lille, stråtækte hus, som kirken ejede.
Siden blev huset solgt til privat beboelse – kirken ville alligevel ikke have en embedsbolig for en graver – og er på ny blevet noget pænere. Skiftende ejere – senest Anne Marie Steenild – holder nu huset pietetsfuldt.
Det hjalp naturligvis heller ikke på helheden, at de store elmetræer gik ud, da elmesygen hærgede landet midt i 1990’erne. Træerne blev fældet i 1996, og først en del år senere plantede kommunen lindetræer til erstatning. Med tiden kommer allé-præget altså tilbage.
Men i dag kommer der næppe en professor forbi, kigger sig omkring ved den sydlige indkørsel til Borum og udbryder: “Det må være egnens smukkeste”.

1 19 20 21 22 23 26