Baskærgård (også stavet Badskjærgård) ligger på adressen Skivholmevej 29. Den er den største gård i området Baskær.
Author: Lokalhistorisk Arkiv
Bakkely
Bakkely
er et gammelt navn for på husmandsstedet i Tingvad 14.
Annaly
Annaly er navnet på husmandsstedet på Skivholmevej 44
Amhøjgård
Amhøjgård ligger på adressen Selkærvej 8 som den sidste i Lyngby på vejen mod True.
Kunst fra længst forgangne tider

Rytterbilledet i Lyngby er ret enestående i Nordeuropa. Klik for at se det tættere på. Foto: Gunhild Trøllund Pedersen
I vinteren 1975 blev der gjort en epokegørende opdagelse fra Middelalderen i Lyngby.
Kirken var ved at blive restaureret. Kirkebænkene blev taget ned. En klump kalk faldt af. Og hvad var nu det, der pludselig kunne skimtes bag kalk og puds?
Kirkeværge Gunnar Damgaard Nielsen, Glamhøjvej 30, fik øje på noget ukendt, og så blev eksperterne trommet sammen. Også de mente, at det så interessant ud.
Resultatet af en minutiøs frilægning og restaurering ser du her: Et 850 år gammelt kalkmaleri, der er helt enestående i Nordeuropa, ja nærmest satte Lyngby på verdenskortet blandt fagfolk.
Kalkmaleriet er et af de ældste i Danmark. Det er på alder med kirken og viser to ryttere bevæbnet med lanser, lige i det øjeblik, da de støder sammen.
Kampen på lanser er et kendt motiv. De to er goter-kongen Theodorik og germaner-kongen Odoaker i 400-tallets Italien, og forbilledet skal man finde i San Zeno-kirken i Verona.
Men hvorfor nu i Lyngby? Sognepræst Vini Madsen, Borum Byvej 4, har forsket i spørgsmålet, og Vini har en klar teori. Herom har hun skrevet en lille bog, som er en blanding af facts og en novelle, der kan kaldes for sandsynlig fiktion. Et billede af Lyngby for omkring 850 år siden.
I våbenhuset findes nemlig en romansk gravsten med skrift over en kvinde, kaldet Gertrud Gunni Albertsons hustru. Ved at kæde rytterbillede, den romanske gravsten samt de øvrige af kirkens stenrelieffer sammen med egnen og tidens forhold, giver Vini Madsen et interessant bud på, hvordan det gik til, da lyngbyerne fik deres kirke.
Sådan en bog er der ikke mange landsbykirker i Danmark, der har. Og heller ikke sådan et billede.
Læs selv:
Vini Madsen: Gertrud og Gunni Albertsøn og Nonnerne fra Ring. En historie om Lyngby Kirke.
Borum Enggård
Gården lå på Stillingvej 209. Det er på Borum Feldhede lige nord for vejen til Tanholm.
Den blev nedbrudt ca. 1985 efter nogle års forfald efter den sidste ejer, Marinus Jensens (”Molboen”s), død.
Siden da har stedet ligget hen som bar mark.
Nu er Karlsson udgivet: Bogen om mordet på præsten
Så har “Verdens bedste Karlsson” slået til: Den længe ventede bog om blandt andet mordet på præsten i Borum er nu på gaden.
Andreas og Anna Karlsson har skrevet “Giftmord och gästabud”. Den er på svensk – selvfølgelig – for den handler om kriminalitet og retshåndhævelse i 1600-tallets Halland, og det er jo ikke længere en del af Danmark.
Men fra Danmark, ja fra Borum i Jylland, kom en af bogens gyselige hovedpersoner, Hans Piersen, og han kom som fredløs, for i 1649 havde han brutalt myrdet sognepræsten i Borum-Lyngby, og det var også dengang ganske forbudt at slå præster ihjel. Viborg Landsthing havde stadfæstet Framlev Herredstings dom, der lyste Piersen fra hans fred, som det hed.
Andreas Karlsson plejer at slutte sine venlige mail til Lokalhistorisk Arkiv med ordene “Många hälsningar från andra sidan Kattegatt”.
Nu anbefaler vi her på denne side af Kattegat hans og søster Anna Karlssons grundige, lokalhistoriske arbejde til læsere på den side af Kattegat, der forblev dansk . Prisen er 255 kr. – vel at mærke af de billige, svenske kroner. Læs mere om bogen her:
Spændende dag på Borum
Borum er ikke bare et dejligt sted at leve. BORUM er også en mærkevare: gule maskiner der efterhånden findes udbredt på næsten hele kloden. Og Borum Industri A/S er en særdeles interessant, dansk industri-virksomhed, der med betydelig succes eksporterer sine højt udviklede specialprodukter til de mest forskellige lande og firmaer.
Det fik heldige medlemmer af Støtteforeningen for Lokalhistorisk Arkiv vished for ved et virkeligt spændende arrangement 1. december 2014.
Direktør og ejer Ib Neustrup Simonsen tog sig god tid til at vise og fortælle os om virksomheden, der fremstiller noget så specielt som maskiner til afstribning af gader, veje og lufthavne.
I 1960’erne begyndte smeden i Borum, Ejgil Jensen, at gøre lidt opfindelser. Han indså, at han ikke som sine forfædre kunne leve af landbrugets behov. Dermed gik starten til en højt specialiseret virksomhed.
Lokalerne i Borum blev snart for små, en hal i Sabro blev også alt for lille, og fabrikken har i dag sin hovedafdeling med 35-40 ansatte i Hadbjerg ved Hadsten. BORUM har desuden afdelinger i Tyskland, Rusland, Brasilien og USA.
Bare én blandt en mængde overraskende oplysninger om verdensfirmaet fra Borum følger her: Den største enkeltkunde hedder Moskva Kommune.
Da kulturen kom trillende
Bogbussen var en fantastisk kommunal service for Borum og Lyngby. Så længe det varede.
Århus Kommune havde to bogbusser, og de kørte til landsbyer, forstæder og ældrecentre. Hurtigt blev Borum det største udlånssted af dem alle. Det vrimlede ind med mennesker i alle aldre.
Mange fandt, at bogbussen, der hele tiden kunne udskifte sine samlinger, var en bedre service end et støvet lokalbibliotek. Samtidig begyndte internettet at slå igennem, og mange opdagede, at de ved at bestille på nettet havde adgang til hele kommunens bestand af bøger og de dengang så populære cd-plader og vhs-videobånd.
Bogbussen holdt første gang i Borum i 1997, og den kommunale service blev udvidet til Lyngby et par år senere. Også i Lyngby tog beboerne bogbussen til sig, og den blev meget brugt.
Her er vi ombord en af de sidste gange, før bogbussen blev nedlagt, i marts 2004.
Mit liv i og med Lyngby
Af Aase Suk
Fra 1949 til 1959
Jeg blev født i april 1949 i taglejligheden i den gamle lærerindelejlighed i Lyngby Skole. Vi boede der, fordi skolen ikke længere havde to lærere, men kun én, så lejligheden var blevet ledig.
Min familie bestod af far, Niels Peter Degn, min mor Karen og min bror Leif. Vi havde også en hund, Bonzo.
Far var chauffør i farfars vognmandsforretning. Mor var tildels hjemmegående, hun var dog medhjælp rundt omkring på gårdene med roehakning og i høsten med at binde neg og sætte sammen.
Hun hjalp også med hovedrengøring hos Fogsgaards, hvor hun, før hun blev gift, havde været tjenestepige og husbestyrerinde.
Min fødsel var en hjemmefødsel, som de fleste var dengang.
Der var som regel en kone fra byen, der hjalp jordemoderen med det praktiske. Ved min ankomst var det Andrea af Andreas’ (Lyngbygårdsvej 59), der hjalp til. Min mors ældre søster boede i Lyngby dengang, så hun måtte tage sig af min bror i et par dage.
Min farmor og farfar boede også i byen. Min farmor, som jeg husker svagt, da jeg kun var knap 5 år, da hun døde, var næsten altid sengeliggende. Hun havde overlevet den spanske syge i 1919, men kom sig aldrig helt.
Hun og min farfar havde mødt hinanden i Lyngby, og hun var ikke mere end 18 år, da de blev gift og fik min ældste faster i 1910. Endnu en pige blev født i 1912 og min far i 1914.
Da 1. Verdenskrig startede i 1914, blev min farfar indkaldt til militæret, og min farmor var så alene med tre små børn på 4, 2 og 0 år plus en lille ejendom med husdyr. De var meget fattige, har mine fastre fortalt.
Jeg voksede op i skolen, hvor jeg boede til 1969.
Jeg havde en tryg barndom, selv om pengene var små, og rammerne var spartanske. Vi havde i min tidlige barndom ikke rindende vand i køkkenet, men måtte hente det kolde vand i en hane i gangen nede ved hoveddøren. Der var brændekomfur til opvarmning af køkkenet og til at lave mad på. Der var en indbygget vandgryde til opvarmning af vand til opvask og lignende. I stuen var der en sort kakkelovn, der blev varmet op med træ og briketter. Vi havde elektrisk lys og en radio, ellers bestod stuemøblerne af et spisebord med fire stole, en skænk og et dækketøjsskab plus en divan med et slumretæppe over. Vi havde også et ur, som stod på skabet. Der var soveværelse, et kammer og et spisekammer. I gården var der wc (das). Bad foregik i en zinkbalje på køkkengulvet eller i vaskehuset, og det var ikke én gang om ugen, vi fik bad.
I Lyngby var der i 1953-54, hvor mine erindringer begynder, en købmandsforretning og om sommeren et ishus hos Tinne Hollesen (Lyngbygårdsvej 36), der også passede telefoncentralen. Vi havde rullende bager, ostemand, slagter, fiskemand, grønthandler og uldkræmmer. Bageren og slagteren kom én gang om ugen, oste-, fiske- og grønthandleren hver anden uge. Uldkræmmerne (der var to) kom et par gange om året hver.
Vi havde ikke køleskab eller fryser, men et isskab. Vi fik isblokke fra Vesterbro Mejeri, som blev slået i små stykker med en økse og kom op i en aflang zinkspand, der blev sat ned i isskabet, som var lavet af træ og beklædt med zinkplader indeni. Isskabet stod i spisekammeret. Jeg husker stadig lugten af kølig is og zink, det var en sommerlugt, for om vinteren var der så koldt i spisekammeret, at isskab var overflødigt. Der var af og til is på den indvendige side af vinduerne i lejligheden og nogle vintre frøs potteplanterne om natten inde i stuen.
Det var bedst at vente med at stå op, til mor havde tændt op i komfuret. Det gav en dejlig varme.
Der var ikke særlig fodkoldt, for der var også kakkelovn i skolestuen under vores lejlighed, hvor læreren fyrede op hver morgen ved 6-tiden på skoledage. Da vi også gik i skole om lørdagen, var det kun søndag, der ikke var varmet op i skolestuen.
Der var to skoleklasser, store klasse og bette klasse. Drenge og piger gik i samme klasse. Tre år i bette klasse og fire år i store klasse. Store klasse begyndte dagen kl 8 og gik hjem kl. 12, bette klasse fra 12.30 til 15 – altså seks dage om ugen. I store klasse startede dagen med Fadervor og morgensang. Der var kun én lærer ansat til alle elever, og om søndagen var han kirkesanger, så der var ikke megen fritid. Der var gudstjeneste hver søndag.
Min bror og jeg havde en nem skolevej. Det var ned ad trappen rundt om hjørnet, så var vi i skolegangen. Til højre var der toiletter med træk og slip, et til pigerne og et til drengene plus et pissoir. Der var også en håndvask med koldt vand. Det var luksus for os. Vi havde das i gården uden lys og ingen håndvask, men trods alt 00-toiletpapir.
De andre børn gik eller cyklede til skole. Der var langt fra Rummelihul til skolen, og det var op ad bakke. Cyklerne var gamle, tunge jernheste uden gear, og det var sommer som vinter, der skulle trampes i pedalerne.
Der var asfalteret vej gennem selve byen (ca. 500 meter). Resten var grusveje. Der var elmaster langs med vejene, men ingen gadebeslysning. Der var ikke mange, der havde bil i Lyngby i ’50erne, så skolevejen var barsk, men rimelig trafiksikker. Der var ingen vejnavne eller husnumre, så posten kendte alle. Hvis der kom nye til byen, kunne han spørge købmanden, hvor de var flyttet ind.
Undervisning
I skolen blev vi undervist i disse fag:
Bibelhistorie
I de små klasser hørte vi historierne fra Det gamle Testamente om David og Goliath, Jonas, der blev slugt af en hval, og om baby Moses, der blev sat ud i floden i en kurv flettet af siv og blev reddet fra døden af en prinsesse. Det var spændende.
Vores lærer, A. Hermansen, var en mester til at fortælle og læse historier.
Dansk
I 1. klasse fik vi udleveret et brunt, linieret kladdehæfte, hvor vi skulle skrive en hel side med hvert bogstav i alfabetet. Først alle de små bogstaver og så de store. Det kunne godt være rigtig kedeligt, for vi skulle både sidde stille og tie stille.
Vi skulle også lære at stave d-e-t det v-a-r var i-k-k-e ikke l-e-t let. Jeg troede, som nok andre børn også har troet, at jeg kunne læse fra første dag i skolen, men ak.
Regning
Var ikke mit bedste fag. Det kunne gå i skolen, hvor vi regnede med æbler og appelsiner, men senere, da det drejede sig om rumindhold og den slags, var jeg ikke helt med længere.
Geografi
Da verdenskortet blev rullet ned, gik det op for mig, at Danmark var et af verdens mindste lande. Det var ikke nogen rar oplevelse, men det hjalp lidt, da vi fik at vide, at Grønland også hørte med til os.
Vi havde, så vidt jeg husker, ikke så meget verdenshistorie og geografi før 4. klassetrin.
Sang
Vi sang meget i både betteklasse og storeklasse. Det var salmer og sange, der passede til årstiden, og historiske sange.
Gymnastik
Da vi havde samme lærer til alle fag, var gymnastik ikke det helt store. Vi havde en gymnastiksal, men ingen bademuligheder, så det var små lette fjedrehop på stedet om vinteren og rundbold udendørs om sommeren.
I store klasse var der hvert år eksamen med karakterer for de ældste børn. Der var en skolekommission, som sad og hørte på. Den bestod af præsten og nogle forældre. Det var den mest lydløse dag i hele året. Man kunne høre sit eget hjerte slå, og hænderne var våde af angstens sved.
Byens liv
Der var 13 huse i Lyngby inkl. skole, købmandsforretning og kirke. Der blev ikke bygget et eneste hus i Lyngby i 1950’erne.
Købmandsbutikken og arealet foran kirken var samlingssted for børn og unge. Der blev spillet bold, leget dåseleg, sjippet, og en enkelt nævekamp kunne også forekomme.
Lyngbygård var så afgjort den største arbejdsplads i sognet.
Det var almindeligt at se et hestekøretøj, men midt i 50’erne vandt traktorerne indpas i de fleste landbrug. Fra vinduet i vores stue kunne vi se jernbanen, hvor de sorte damplokomotiver kom kørende med en lang række vogne efter. Det var sjovt at stå og tælle, hvor mange der var. Toget kunne være rigtig langt, en slæber som det hed.
Mode og motion
En del af mit tøj var brugt, arvet efter min tre år ældre kusine. Jeg fik dog også lidt nyt hvert år.
Der var to hjemmesyersker i omegnen, Kirstine Meyer (Glamhøjvej 37) og Marie Kristensen (Lyngbygårdsvej 55). Marie var også frisør. Min mor fik syet tøj til hende og mig ved dem begge. Vi fik også kataloger fra Daells Varehus og Sommers Magasin.
Da jeg var fire år, begyndte min bror (ni år) og jeg at gå til dans hos danselærer Knud Jensen. Det foregik på Mundelstrup Kro i 50’erne og 60’erne. Jeg var, trods mine kun fire år, med fordi min mor skulle cykle ved siden af min bror, og der var ingen steder at anbringe mig imens (ingen børnehave), så jeg sad bagpå ved mor i en cykelstol af jern, som var monteret på bagagebæreren.
Mange børn og nogle voksne har klemt fingrene i den slags cykelstole, da de kunne virke som en smækfælde, når de blev klappet ned.
Der var en såkaldt frakkeskåner (et stykke voksdug) monteret over baghjulet på cyklen, så småbørn ikke kunne få benene i klemme i hjulet. Jeg lærte selv at cykle, da jeg var syv år og havde fået en brugt børnecykel, som min noget ældre fætter havde sat i stand og malet.
Fest og glæde
I skolen var der to fester om året, som vi glædede os til.
Det var fastelavnsballet og juletræsfesten. Vi havde vores helt egne soldaterdrenge, som gik rundt i hele sognet og samlede penge ind til fastelavnsballet ved at synge: ”Vi er raske Lyngby drenge” Mel: Vi er børn af sol og sommer.
Til festen var der levende musik og dans, sodavand og fastelavnsboller.
Til juletræsfesten var der dans og sanglege omkring juletræet. Lærer Hermansen læste en julehistorie, og så var der en godtepose til hvert barn. Det var en papirspose, for plastic kendte vi ikke.
Der var altid en appelsin og et æble i, der var også flødekarameller, chokolade og lakrids.
Det var to dejlige aftener.
Vi havde intet tv i mit hjem, men vi hørte radio. Far og mor skulle høre Pressens Radioavis hver dag. Der var også hørespil og ældre dansemusik en gang om ugen, somme tider dansede vi med hjemme i stuen.
For os børn var der en udsendelse, der hed Godnat til de Små med Inge Aasted og selvfølgelig Giro 413 om søndagen.
Kost og logi
Før jeg begyndte at gå i skole i 1956, sov jeg til kl. 10-11 stykker, så jeg fik mine otte timers søvn så godt og vel.
Jeg sov i en udtræksseng i soveværelset. Madrassen var stoppet med tang (ålegræs) og pude og dyne med dun og fjer fra høns, ænder og gæs. Om vinteren havde jeg en mursten, som var opvarmet i komfurovnen, i min seng. Den var pakket ind i en avis, så jeg ikke brændte fødderne på den. Da jeg stod sent op, spiste jeg ikke morgenmad, men havregryn med mælk og sukker til frokost. Om vinteren fik vi en Tunol-perle (D-vitamin) hver dag.
Vi fik varm mad om aftenen, da far jo ikke var hjemme om dagen. Aftensmaden blev serveret kl. 17.30 og bestod af forret og hovedret.
Forretten var gerne grød eller vælling lavet af ris, byggryn, rismel og mælk eller kærnemælk. Vandgrød med æblemos, tvebaksmælk og gul sagosuppe. Hovedretten bestod næsten altid af kartofler med kød. Det kunne være stegt flæsk, frikadeller, kødrand, boller i karry og medisterpølse. Der var også kålretter som stuvet hvidkål, kåldolmer, hvidkålssuppe med kogte ben. Grønkål og rosenkål fik vi også.
Lørdag var tit kødløs dag med pandekager og øllebrød, omelet eller æggekage.
Søndag var det mere hele stykker kød som koteletter, rullesteg, benløse fugle og stegt kylling med persillefyld. Der var ikke forret om søndagen, men dessert: frugtgrød, budding, svesker med flødeskum m.m.
Sundhed og omsorg
En gang om året havde vi besøg af en læge i skolen.
Vi fik foretaget en syns- og høreprøve, og vi blev også målt og vejet og efterset her og der. Vi blev vaccineret for kopper og difteritis m.m.
Jeg har haft det, der blev kaldt de almindelige børnesygdomme såsom mæslinger, skoldkopper, kighoste, røde hunde og fåresyge.
Mæslingerne var det værste. Jeg havde feber og sov i flere dage. Hvis vi var syge i høsttiden, blev der sendt bud til vores mormor. Hun blev enke, da hun var omkring 60 år, så hun boede hos os i 14 dage eller mere, når det var nødvendigt. Hun havde altid hæklenålen og garn med, og hun ville meget gerne læse for os. Det var dejligt at have hende på besøg.
En stor dag
I slutningen af 50’erne – den nøjagtige dato var 1. maj 1959 – var en stor dag for mig. Jeg fik mit største ønske opfyldt, en grammofon.
Jeg havde lavet en aftale med min far. Hvis jeg selv kunne spare 50 kr. sammen, ville han give mig resten. Jeg kunne lægge 50 øre til side om måneden. Min bror og jeg fik en krone i lommepenge for at hjælpe med opvask og borddækning, hente æg og skrælle kartofler, men næsten halvdelen af kronen gik til Anders And-bladet, som var uundværligt. Jeg fik somme tider lidt penge for at køre en tur med børn i barnevogn og se efter dem et par timer, men det battede ikke meget. Til min 10 års fødselsdag ønskede jeg mig penge, og det hjalp.
Når man havde fødselsdag, blev pigerne i klassen inviteret til sodavand og kage, og hver havde 2 kr. med. Efter fødselsdagen blev pengene talt op. Det var dog et større arbejde for en tiårig, da der både var 1-øre, 2-øre, 5-øre, 10-øre, 25-øre, 1-kroner og 2-kroner (som ogs blev kaldt en daler). 5 kroner var en seddel, ligesom også 10 kr. var af papir, men det vigtigste af alt, det magiske tal 50 var nået, HURRA.
Jeg måtte dog vente til 1. maj, hvor forretningerne havde længe åbent. Vi havde ingen bil, så far og jeg var med rutebilen til Aarhus. Frederiksgade var dengang radioforretningernes gade, og vi fandt en brugt rejsegrammofon, som jeg desværre ikke kan huske prisen på, men far måtte lægge en del penge. Jeg skulle jo også have grammofonplader til. Det var bl.a. årets danske grand prix-vinder med Raquel Rastenni, som sang Uh – jeg ville ønske jeg var dig, og på bagsiden den svenske vinder Augustin. Den plade ejer jeg endnu 54 år efter, men ikke grammofonen. Popmusikken var kommet til Danmark. Vi havde også hørt om en vis Elvis Presley, men det var i 60’erne, det store gennembrud kom, og denne beretning slutter i 1959. Fortsættelse følger måske.
Aase
Fastelavnssang
Mel: Vi er børn af sol og sommer
Vi er raske Lyngby drenge
vi har Dannebrog i favn
vi har alle ventet længe
på den kære fastenavn
men når dagen nu er kommen
og vi ret den fejre vil
vi opdager tom er lommen
mange penge skal der til
derfor kommer vi til eder
for at synge ved jer dør
at vi ej forgæves beder
ved vi jo fra året før
selv om benene er trætte
før det hen ad aften når
da bli’r sind og tanke lette
for vi ved det hjemad går
Vi for gaven vil jer takke
kom i aften til vor fest
vi om sagerne kan snakke
more os som vi kan bedst
når musikkens toner klinger
al vor træthed borte er
vi os rundt i dansen svinger
vi det unge Danmark er
Stor interesse for hus og mord

Lokalhistorisk Arkiv har i årenes løb holdt offentlige arrangementer i massevis. Her i Borum i 2013.
Hele 70 borgere mødte op til Lokalhistorisk Arkivs åbne aften i Borum Forsamlingshus i april 2013.
De lyttede med stor interesse til sidste nyt om gamle sensationer: mordet på sognepræsten i Borum-Lyngby i 1649.
Også Holger Dalegaards fortælling om de første årtier med Borum Forsamlingshus faldt på et tørt sted.
Holger, der er født i 1932, kunne føje flere personlige erindringer til det stof, som er indsamlet om det vigtigste hus i Borum.
Som indramning af den lokalhistoriske aften havde arkivet udstillet nogle smagsprøver på de mange billeder, der gemmer sig i skufferne.
Arkivet tilstræber at lave et offentligt arrangement hvert år – som regel på skift i Borum og Lyngby.
I 2015 var det efter brand umuligt at benytte Borum Forsamlingshus. I stedet gik turen til det dengang nye Moesgård Museum i Skåde.
Ringridning Borumgård
Dette er så at sige fastelavnssoldater til hests. Hvad vi ser, er forløberen for den nuværende tradition, hvor drengene til fastelavn går hele sognet rundt, synger og samler ind til fest.
Her er vi i 1930, og dengang red karlene i Borum rundt på hesteryg. På billedet er der hele 29 af dem, og der var ikke som i dag nogen aldersgrænse ved konfirmationen.
Men ellers er der rigtig meget, der ligner den tradition, der stadig lever. Se bare uniformerne og opstillingen t.h. med konge, klovn osv. Nummer otte fra venstre er for eksempel kongen, og både han og hesten bærer krone.
Bag på billedet står “ringridning”, så den sport må også have været en del af dagens program.
Stedet er stuehuset til Borumgård, Langelinie 59. Det imponerende hus med svungne gavle og fire skorstene lå på nordsiden af gårdspladsen indtil 1970’erne, hvor de daværende ejere, Ingrid og Søren Skifter, rev det ned og byggede helt nyt og mere tidssvarende stuehus til Borumgård – denne gang på sydsiden af gårdspladsen.
I skovens dybe, stille ro
Dybt inde i Vind Skov lå denne bygning så sent som 2004. Forladt, med røde skodder for vinduerne og så godt som glemt. Billedet er taget 23. marts 2003.
Meget få kommer her forbi, selv om den østligste gård i Borum, Overskovlund med adressen Viborgvej 717C, faktisk også ligger herude. I sandhed et naturområde.
I 2004 skete der dog pludselig en masse, der brød den stille idyl. Huset blev revet ned og en del af skoven ned mod Stormosen fjernet. Grænsehandels-familien Fleggaard købte skoven for 4,4 mio. kr. og fik tilladelse til at bygge et større sommerhus som ”ombygning” af den forladte spejder- og jagthytte.
Historien om huset ude i skovens dybe, stille ro går langt tilbage, for her boede Frijsenborgs lokale skovfoged. Han havde også ”en del agerland og engbund” og nævnes allerede i protokollen om udskiftningen af jorden i Borum Sogn i 1796, men skovfogeden boede indtil branden i 1861 formentlig i Bysvinget, hvorfra skovvejen udgik.
I arkivet har vi en brandforsikringsprotokol fra 1869, der meget præcist beskriver to nybygninger i skoven – hus og stald. Huset af et så moderne materiale som cement.
Det er ikke noget nyt, at rigmænd boltrer sig i Vind Skov. Da bønderne i midten af 1800-tallet overtog deres egne gårde, forblev skoven samlet under grev Krag Juul Wind(!) Frijs. Senere ejere: Baron Juul Rysensteen, Mundelstrupgård. Udstykningsforening 1907. Mikkel Thomsen, Borum Østergård 1918. Søren Loft m.fl. 1941. S. A. Fangel, Aarhus Emballagefabrik 1948. Frijsenborg-Wedellsborg (igen) 1985. Og nu altså Fleggaard.
Cykler repareres – tage tækkes – slik sælges
Huset Langelinie 37 har rummet lidt af hvert. Her er det fotograferet i 1925. Den fem-årige pige med dukkevognen er Jenny Taastrup, født Bomholt, senere Langelinie 48, der døde i 2002.
Hendes mor og far drev adskillige erhverv. Niels Jakobsen Bomholt var tækkemand i tredje generation og desuden cykelsmed. I 1928 udvidede Dorthea (i døren) og Niels Bomholt med lillebilkørsel. De kørte begge og drev også en lille butik, der blandt andet solgte is og slik. Det hele gav en god kontakt med byens ungdom.
Gadehuset, der altid har været nært forbundet med Langelinie 39, ses her i den oprindelige udgave med stråtag og bindingsværk med opstregede tavl. Huset har siden været igennem talrige mere og mindre talentfulde ombygninger, og i arkivet har vi billeder af det i mange skikkelser.
Efter den seneste renovering i 1988 ved de nuværende ejere, Gertrud Bach og Niels Hansen, står det på ny med et helstøbt præg ud til Langelinie.
Børnenes egne haver
Tanken er smuk: Hvert barn skal dyrke sin egen lille have. Bare en halv snes kvadratmeter, men nok til at se sine egne planter gro frem og følge naturens kredsløb.
For 70 år siden kunne det også lade sig gøre i praksis – i hvert fald i Lyngby.
I dag går forsøg med de såkaldte skolehaver i folkeskolen op i hærværk og manglende pasning – blandt andet fordi både børn og lærere jo nu engang holder sommerferie i vækstsæsonen. Men da dette billede blev taget, boede førstelærer Gunnar Madsen i skolen og børnene lige omkring den.
Madsen, der var lidt af en pædagogisk foregangsmand, virkede i Lyngby i 1930-34 og blev i øvrigt siden en berømt mand i Gylling ved Odder.
I hans tid i Lyngby begyndte de store børn at spille håndbold. Og altså dyrke skolehaver, en aktivitet som fortsatte i en snes år under efterfølgeren, C. A. Lykke-Møller.
Her er hele den store klasse i skolen stillet op til fotografering i haverne, der lå lige syd for skolebygningen. T.h. ses med vest Tage Kragh, senere Borum, og i hvid skjorte Laurs Eriksen. Foran Bent Bigum. T.v. Arne Jensen.








