Nu er Karlsson udgivet: Bogen om mordet på præsten

karlsson-giftmordSå har “Verdens bedste Karlsson” slået til: Den længe ventede bog om blandt andet mordet på præsten i Borum er nu på gaden.

Andreas og Anna Karlsson har skrevet “Giftmord och gästabud”. Den er på svensk – selvfølgelig – for den handler om kriminalitet og retshåndhævelse i 1600-tallets Halland, og det er jo ikke længere en del af Danmark.

Men fra Danmark, ja fra Borum i Jylland, kom en af bogens gyselige hovedpersoner, Hans Piersen, og han kom som fredløs, for i 1649 havde han brutalt myrdet sognepræsten i Borum-Lyngby, og det var også dengang ganske forbudt at slå præster ihjel. Viborg Landsthing havde stadfæstet Framlev Herredstings dom, der lyste Piersen fra hans fred, som det hed.

Andreas Karlsson plejer at slutte sine venlige mail til Lokalhistorisk Arkiv med ordene “Många hälsningar från andra sidan Kattegatt”.

Nu anbefaler vi her på denne side af Kattegat hans og søster Anna Karlssons grundige, lokalhistoriske arbejde til læsere på den side af Kattegat, der forblev dansk . Prisen er 255 kr. – vel at mærke af de billige, svenske kroner. Læs mere om bogen her:

Bog om giftmord og den slags

Stor interesse for hus og mord

Lokalhistorisk Arkiv har i årenes løb holdt offentlige arrangementer i massevis. Her i Borum i 2013.

Lokalhistorisk Arkiv har i årenes løb holdt offentlige arrangementer i massevis. Her i Borum i 2013.

Hele 70 borgere mødte op til Lokalhistorisk Arkivs åbne aften i Borum Forsamlingshus i april 2013.

De lyttede med stor interesse til sidste nyt om gamle sensationer: mordet på sognepræsten i Borum-Lyngby i 1649.

Også Holger Dalegaards fortælling om de første årtier med Borum Forsamlingshus faldt på et tørt sted.

Holger, der er født i 1932, kunne føje flere personlige erindringer til det stof, som er indsamlet om det vigtigste hus i Borum.

Som indramning af den lokalhistoriske aften havde arkivet udstillet nogle smagsprøver på de mange billeder, der gemmer sig i skufferne.

Arkivet tilstræber at lave et offentligt arrangement hvert år – som regel på skift i Borum og Lyngby.

I 2015 var det efter brand umuligt at benytte Borum Forsamlingshus. I stedet gik turen til det dengang nye Moesgård Museum i Skåde.