Denne artikel er skrevet til arkivet af nu afdøde Anders Thingvad, København (se om forfatteren nederst)
Borum By og Sogn
På de Borum marker har der været bopæle både i Stenalderen og i Bronzealderen, derom vidner gravhøjene omkring på de Borum bakker.
Borum er rimeligvis opstået ligesom andre landsbyer, først som bopæle for ganske få og senere vokset fra en enkelt gård til flere og flere, og med stadig voksende befolkning.
Sognet har førhen været ganske rigt på jordfaste oldtidsmindesmærker samt tæt SV for Borum et af en lavhøj omsluttet Dyssekammer (fredlyst), nu uden dæksten. De fleste af højene lå i en stribe Ø for Borum.
Fredlyste og velbevarede er nu kun den ene af Trehøjene og Stenhøj, Borum Eshøj, der nu tildels er sløjfet, efter at Højballegården er udstykket. Borum Eshøj var 104 meter. Vindhøj er 85 meter.
Kendt blev Borum Eshøj ved udgravningerne af de tre lig, der blev dragne frem henholdsvis April 1871, hvor et kvindelig i en udhulet egestamme blev opgravet, og 1875 to mandslig af alder Ca. 40-50 år og ca. 20 år.
Søren Ovesen, der lod højen gennemgrave, døde senere som fattiglem i Aarhus, men blev begravet på Borum Kirkegård, hvor han måske havde gravsted bevaret, siden han havde gården. Folk snakkede den gang om, at det måtte gå ham galt, da han jo forstyrrede de dødes fred. Disse overtroiske folk mente at få ret, da de så, hvorledes det gik ham efter de tre brande, der med kort mellemrum lagde gården i aske. Brandene blev vistnok aldrig opklarede, men Søren Ovesen sad efter hver brand lang tid i arresten. Beretningerne og planer af højen findes i Illustreret Tidende 28-4.1861 og 21-1 1872 og 28-1-1872 samt 15-10-1876.
Dragsbæk-bakket kaldes også Egebakket og nåede fra præstens skov til hen ad Yderup og målte ca. 4000 alen. Bakken er eventuelt fortsat over Baronens bakker, og egestammerne eller deres rester ligger i Maden, Duesig og Hvinning mose. Der var overalt begravelsespladser og bopæle på bakkerne.
Det ældste navn af Borum, som vi kender er Bardhom 1326 og 1335 Bordhum, 1490 kaltes den Bordum 1610 Borrum.
Beboerne i Borum levede som i andre byer i jordfællesskab, der måske har strakt sig fra oldtiden af. Byen lå som andre byer samlet med toft bag hver gård. Jorden var delt i fald rundt omkring på markerne således at hver gård havde en ager i et fald, og således at hver gård havde både god og dårlig jord. Havde den ene mand byg på sin ager, måtte alle de andre have ligeså og så fremdeles. Dette jordfællesskab vedblev indtil vore forældres og bedsteforældres tid, det vil på det nærmeste sige indtil fæstevæsenets ophør (i Borum 1796).
Borum var ligesom mange andre landsbyer kommet under Grevskabet Frijsenborg, hvorfra det købte sig fri på billige vilkår ved begyndelsen af 1850 eller senere. Nu kunne udflytningen på markerne begynde. Adskillige gårdmænd, der dels trængte til penge, dels havde havde flere børn, som kunde få et stykke, solgte nu væk. Jens Iversen solgte således til min fader det jordstykke, som fader senere lod bygge på.
Da jordfællesskabet ophørte, fik hver gård sin indmark og sin udmark, således at den, der fik indmarken tættest ved, måtte have sin udmark længst borte. Kun Søren Pedersen fik sin mark imellem de andre udmarker og deres indmarker og derfor samlet på et sted.
En stor brand ødelagde i 1861 Borum, og der flyttedes en del uden for byen bl a. Jens Jespersens gård , der var solgt 1846 til af Jens Jensen for 2000 rigsdaler. Han købte den sidste herlighedsret og arvefæstet fra Grevskabet Friisenborg for 3000 rigsdaler sølv. Gården blev nu opbygget af grundmur. Eskjærgårds samlede areal 95½ tdr land hvoraf 82 tdr land ager, 5 tdr land eng og mose 1½ tdr land skov og 1½ tdr land have og gårdsplads.
Om denne artikel
Papirgrosserer Anders Thingvad, Flæsketorvet, København, har skrevet denne tekst på et tidspunkt efter 1951 og har overdraget den til Lokalhistorisk Arkiv.
Forfatteren er født i 1869 og opvokset i Tingvad, hvor hans far var husmand Peder Jensen. Vi er interesserede i flere oplysninger om Anders Thingvad.
