I skovens dybe, stille ro

Hvor det beskedne skovfogedhus puttede sig i Vind Skov, ligger i dag et eksklusivt fritidshus.

Dybt inde i Vind Skov lå denne bygning så sent som 2004. Forladt, med røde skodder for vinduerne og så godt som glemt. Billedet er taget 23. marts 2003.
Meget få kommer her forbi, selv om den østligste gård i Borum, Overskovlund med adressen Viborgvej 717C, faktisk også ligger herude. I sandhed et naturområde.
I 2004 skete der dog pludselig en masse, der brød den stille idyl. Huset blev revet ned og en del af skoven ned mod Stormosen fjernet. Grænsehandels-familien Fleggaard købte skoven for 4,4 mio. kr. og fik tilladelse til at bygge et større sommerhus som ”ombygning” af den forladte spejder- og jagthytte.
Historien om huset ude i skovens dybe, stille ro går langt tilbage, for her boede Frijsenborgs lokale skovfoged. Han havde også ”en del agerland og engbund” og nævnes allerede i protokollen om udskiftningen af jorden i Borum Sogn i 1796, men skovfogeden boede indtil branden i 1861 formentlig i Bysvinget, hvorfra skovvejen udgik.
I arkivet har vi en brandforsikringsprotokol fra 1869, der meget præcist beskriver to nybygninger i skoven – hus og stald. Huset af et så moderne materiale som cement.
Det er ikke noget nyt, at rigmænd boltrer sig i Vind Skov. Da bønderne i midten af 1800-tallet overtog deres egne gårde, forblev skoven samlet under grev Krag Juul Wind(!) Frijs. Senere ejere: Baron Juul Rysensteen, Mundelstrupgård. Udstykningsforening 1907. Mikkel Thomsen, Borum Østergård 1918. Søren Loft m.fl. 1941. S. A. Fangel, Aarhus Emballagefabrik 1948. Frijsenborg-Wedellsborg (igen) 1985. Og nu altså Fleggaard.

Vind Skov (Vindskov)

Vindskov eller Vind Skov.

Navnet er endnu i anvendelse – også som Borum Vindskov – for en større samlet skov lige langt fra Borum, Sabro og Mundelstrup (Vindskovgård ligger fx. i Sabro, mens Overskovlund hører til Borum).

Oprindelig bønderskov med små parceller, dog med Frijsenborg som ejeren. Siden bl.a. ejet af Mundelstrupgård, Borum Østergård, så Aarhus Emballagefabrik, siden 1980erne Frijsenborg Gods og Skovbrug, siden 2001 af grænsekøbmandsfamilien Fleggaard.

I Vind Skov lå skovfogedhuset. Nu er det revet ned og erstattet af et fritidshus.