Yderupgård

Yderupgård er den nordligste af de oprindeligt fire gårde i Yderup og har i dag adressen Yderupvej 37. Den tilhørte i mange år i det 19. og 20. århundrede familien Jørgensen, hvor bl.a.  Anton Jørgensen har skrevet om livet i den meget lille landsby (Østjysk Hjemstavn 1936, 1937 og 1939). Den store gårdejer i Yderup var Borum-Lyngbys første pendler, der som direktør for bøndernes sparekasse hver dag tog bussen til Århus. Eller rettere: Bussen kom til Yderup og hentede ham. I sidste del af det 20. århundrede udvidede familien Brund den landbrugsmæssige bedrift med en meget stor svineproduktion, der siden flyttede til Borum Østergård. Bygningerne tilhører i dag en anden storlandmand, Johannes Nielsen, Rohde, mens næsten al jorden er solgt fra til Naturstyrelsen, der har udnyttet en stor del til True Skov.