Kunstnernes Efterårsudstilling

 

I 1991 blev der for første gang holdt en kunstudstilling i Borum Forsamlingshus. Og den var stor.

I de år var der et ualmindeligt højt aktivitets-niveau i Borum Borgerforening med blandt andet arrangementer i massevis. Det var da også en højst usædvanlig begivenhed, borgerforeningen havde stablet på benene lørdag d. 5. oktober 1991.

Dengang var forsamlingshusets sal præget af brune og grå nuancer. Men ved udstillingen kom der pludselig lyse stoffer op på udstillingsvægge fyldt med spændende ting for øjet.

Borgerforeningen førte i de år en bestyrelses-protokol, der selvfølgelig ligger i arkivet i dag. I den kan man følge forberedelserne.

Kirsten Hansen, Bysvinget 14, og Stig Andersen, Langelinie 69, var hovedpersonerne. De  samlede ikke færre end 14 kunstnere og kunsthåndværkere af alle slags – og vel at mærke alle fra Borum. Vi andre blev noget overraskede over at se, at der fandtes så meget talent midt iblandt os.

Lone Hindø (SF!) til åbningen

Her er noget af det, der var repræsenteret: Maleri. Knipling. Skulptur. Billedvævning. Papirklip. Almuemaling. Orkis. Foto. Syning. Blomsterbinding. Silkemaling. Keramik. Tegning.

Som det fremgår, var der en del kunsthåndværk imellem.

Det forhindrede dog ikke, at der blev brugt store, klassiske ord. Arrangementet hed simpelthen: Borum-kunstnernes Efterårsudstilling. Eller bare Kunstnernes Efterårsudstilling. Frit efter den mere etablerede og stærkt censurerede begivenhed på Charlottenborg i København.

Da den store dag oprandt, mødte Lone Hindø (dengang SF) op og foretog den officielle indvielse. Hun var byrådsmedlem og rådkvinde for blandt andet kultur, så finere kunne det vist ikke blive.

Kirsten Hansen lagde cigaretten, klappede for efter rådkvindens lille tale og tog imod den medbragte kurv med roser og en lykkebringende hestesko.

I Lokalavisen stod, at dagen havde været en fernisering. Også det ord var nyt i Borum.

Mange år senere. Trabekelværket udstiller samme sted 1. marts 2020.

Data fra arkivet

I dag har Borum Trabekelværket – stiftet i 2017 af Line Wegger, Borum Byvej 16, Gitte Wendelboe, Langelinie 36, og Vibeke Andreassen, Bysvinget 18. Trabekelværket har allerede adskillige arrangementer bag sig. I efteråret 2021 har man for eksempel i en længere periode kunnet se værker af Susi Nyholm, Tingvad 23.

I perioden mellem 1991 og 2017 er der selvfølgelig også blevet lavet billedkunst og lignende i Borum, men det er ikke så velbeskrevet.

Med arkivets hjælp kan vi derimod slå fast, præcis hvem det var, der udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling hin lørdag i 1991:

 

De udstillede i 1991

Elin Andersen, Borum Møllevej 27: Papirklip.

Birgit Bertelsen, Bysvinget 21 (nu Langelinie 50): Silkemaling.

Torben Gregersen, Bysvinget 21 (nu Langelinie 50): Oliemaleri.

Kirsten Hansen, Bysvinget 14: Fotografi.

Lisbet Ulbjerg Kristensen, Bysvinget 18A: Akvarel.

Mette Dalum Kristensen, Bysvinget 18A: Akvarel og tegning.

Rikke Dalum Kristensen, Bysvinget 18A: Brudekjole.

Erik Lange, Skivholmevej 44: Skulptur.

Martha Møller, Langelinie 67: Akvarel og lerfigurer.

Irma Munk Nielsen, Blakhøjvej 3 (nu Langelinie 77B): Blomsterdekoration.

Tommy Juul Sørensen, Borum Byvej 16 (senere Bysvinget 5): Keramik.

Peder Thuesen, Borum Møllevej 1: Knipling.

Jenny Taastrup, Langelinie 48: Almuemaling og stoftryk.

Ruth Wadsholt, Borum Byvej 10: Billedvævning og orkis.

Kun Birgit, Torben og Irma kan man i 2021 stadig møde i Borum.

 

Husk at fotografere

Arkivet råder også over den stump videofilm fra kunstudstillingen, som du kan se herover. Den viser blandt andet, at afdøde Martha Møllers akvareller af Borum-motiver havde stor blivende værdi som lokalhistorisk dokumentation. Desværre ved vi dog ikke, hvor de findes i dag.

Filmen er i øvrigt fra videokameraets barndom og ikke særligt god rent teknisk.

Men den minder om, at vi skal slutte med følgende opfordring:

Tag billeder!

Tag video!

Mal!

Tegn!

Og husk at aflevere lidt af det til dit lokalhistoriske arkiv.