Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.
Indtil omkring 1950 var tørv fra moserne et vigtigt brændsel til opvarmning og madlavning. Ved udskiftningen af Borum Sogn i 1796 sørgede man da også nøje for, at hver gård fortsat fik en aflang lod af Stormosen og Døvmosen bag Vind Skov og en liggeplads, hvor tørvene kunne tørre.
Gradvist blev arbejdet mere og mere systematisk. Et dokument fra 1897 fortæller, at ejerne i fællesskab optog et lån i Borum Lyngby Sognes Spare- og Laanekasse til udpumpning af vandet. Uden at sænke vandstanden kunne man jo kun grave de allerøverste tørvelag op og var afhængig af en tør sommer, så pumpeværket må have været et stort fremskridt.
Siden specialiserede nogle husmænd sig i tørv og købte andres lodder op. Det gjaldt blandt andre Jens Sørensen, ”Skovblink” (Blakhøjvej 3).
På billedet er vi i 1938 eller 1939. Marinus Jauert og Magnus Kragh, begge Tingvad, læsser en fladvogn. En petroleumsmotor trak vognen hen ad sporet til et ælteværk, hvorefter tørvedyndet blev hældt i forme og siden tørret af solen. Samme motor blev brugt til en snegl eller pumpe, der lænsede graven om natten.
Under Besættelsen 1940-45 og i nogle få år derefter blev tørvegravningen en hel industri, fordi Danmark manglede energi. Der kom af gode grunde ingen kul fra England og efterhånden heller ikke mange sydfra, og selv kraftværker gik efterhånden over til at fyre med tørv fra moserne.
Der blev tjent store penge. Både på det hårde arbejde, men måske mest af dem, der købte tørvene op og solgte dem videre om vinteren.
Til sidst fremstod Borum Stormose som en sø. Sådan kender vi den i dag.
