Historier

Alfabetisk indgang til nogle af de røverhistorier i Borum-Lyngby, der er værd at huske på:

Stor interesse for at høre om huse og folk i Lyngby

Lokalhistorisk Arkiv
Ud for kirken og den gamle købmandsgård fortæller Aase Suk til unge og gamle.

Ud for kirken og den gamle købmandsgård fortæller Aase Suk til unge og gamle.

Der viste sig stor interesse for en lille byvandring i Lyngby 12. maj 2018 arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv.
Op til 28 unge og gamle deltog og hørte en masse nyt om gammelt i den lille landsby.
Solen skinnede smukt, fuglene sang, bilisterne kørte forsigtigt, og det blev alt i alt en rigtig dejlig tur. Da vi kiggede på uret, viste det sig, at vi havde brugt to timer (!) om at gå fra toppen ved Glamhøjvej 12 til Sognegården, hvor der var kaffe.

Her fortæller Gunnar D. Nielsen ud for Lyngbygårds tidligere arbejderboliger, Glamhøjvej 7.

Her fortæller Gunnar D. Nielsen ud for Lyngbygårds tidligere arbejderboliger, Glamhøjvej 7.

Stor interesse for Feldheden

Lokalhistorisk Arkiv

Et udsnit af deltagerne ved vejen til Kathrinesminde, Stillingvej 208.

Det var flot forårsvejr, og mange var mødt op til Lokalhistorisk Arkivs arrangement i 2025.

Denne gang ikke en byvandring, men tværtimod en “landvandring”. Fra byskiltene i Borum og nordud til sognegrænsen ved Storkesig Bæk. Det bragte os til gårde på “den nye vang” og mange husmandssteder i et område, der helt frem til midten af 1800-tallet var tomt, ubeboet og træløst. En stor kontrast til i dag.

Turen sluttede ved Tanholm, den eneste ejendom der flyttede ud fra den trygge landsby efter udskiftningen i 1796.

Lone Hansen, der har boet på Borum Feldhede hele livet, fortalte om mennesker og liv. Arkivleder Peter Poulsen supplerede om den ældste lokalhistorie.

Stor interesse for foredrag om hemmeligheder

Lokalhistorisk Arkiv

Et arrangement om hemmelighederne under vores fødder blev en stor succes i Borum Forsamlingshus.

Harlev-Framlev Lokalhistoriske Arkiv og Lokalhistorisk Arkiv for Borum og Lyngby Sogne havde indbudt detektorfører Michael Rønde til at fortælle om sin interessante fritidsinteresse.

Et udsnit af de forventningsfulde tilhørere i Borum Forsamlkingshus, inden foredraget begyndte. Michael Rønde ses i rød polo i baggrunden.

Michael Rønde, opvokset mellem Labing og Lyngbygård, har afsøgt en mængde marker i lokalområdet. Han har dermed ryddet jorden for en masse skrammel fra nyere tid. Men han har også fundet danefæ – fine genstande fra middelalderen, jernalderen og bronzealderen. Michael Rønde bor i Galten og bevæger sig rundt i området i både Århus og Skanderborg Kommuner.

Vi havde på forhånd regnet med 30-35 deltagere. Der kom 54. Ved at kigge ud over forsamlingen kunne man se, at Michael Rønde holdt interessen fanget fra først til sidst.

Stor interesse for hus og mord

Lokalhistorisk Arkiv
Lokalhistorisk Arkiv har i årenes løb holdt offentlige arrangementer i massevis. Her i Borum i 2013.

Lokalhistorisk Arkiv har i årenes løb holdt offentlige arrangementer i massevis. Her i Borum i 2013.

Hele 70 borgere mødte op til Lokalhistorisk Arkivs åbne aften i Borum Forsamlingshus i april 2013.

De lyttede med stor interesse til sidste nyt om gamle sensationer: mordet på sognepræsten i Borum-Lyngby i 1649.

Også Holger Dalegaards fortælling om de første årtier med Borum Forsamlingshus faldt på et tørt sted.

Holger, der er født i 1932, kunne føje flere personlige erindringer til det stof, som er indsamlet om det vigtigste hus i Borum.

Som indramning af den lokalhistoriske aften havde arkivet udstillet nogle smagsprøver på de mange billeder, der gemmer sig i skufferne.

Arkivet tilstræber at lave et offentligt arrangement hvert år – som regel på skift i Borum og Lyngby.

I 2015 var det efter brand umuligt at benytte Borum Forsamlingshus. I stedet gik turen til det dengang nye Moesgård Museum i Skåde.

Storken knejser på taget

Lokalhistorisk Arkiv
Langelinie 33 og Borum Byvej 10 – tilsammen Bækhuset – fotograferet i 1946.

I de seneste år er Borum-Lyngby flere gange blevet besøgt af storke om foråret. I april 2019 kom der hele fem hvide storke, som i nogle dage opholdt sig i Tingvad og gjorde sig til gode med småkravl på engene og den nærliggende golfbane ved Lyngbygård.

Storke er også flere gange set i vådområdet øst for Stillingvej mellem Borum og Sabro. Det er lige omkring udspringet af… ja, Storkesig Bæk.

Vi har en Storkesig Bæk i Borum. Men til hverdag har vi ingen storke. Som det gamle stednavn – i dag repeteret i et gårdnavn og en lille stikvej på Bysvinget – viser, har det engang været helt anderledes.

Og vi skal faktisk ikke så langt tilbage. Dette billede viser Bækhuset, som var stuehus til den gamle Borum Bækgård, indtil udbygningerne blev revet ned i 1944. Billedet er taget bare to år senere.

På tagryggen står tre og på skorstenen yderligere én vaskeægte stork. På dette tidspunkt var de helt almindelige. Også på taget af kostalden på Lyngbygård var der altid en beboet storkerede på dette tidspunkt. Kostalden, der nu er revet ned, lå syd for gårdspladsen.

Storkene samlede føde i engene og langs vandløbene. De var dog også glade for tætklippede græsmarker, hvor der for eksempel var blevet slået hø.

Om vi snart får mere bofaste storke i Borum-Lyngby afhænger af tre ting: 1) at den samlede bestand øges, for vi befinder os jo på nordflanken for udbredelsen, 2) at storkene på ny finder vores landskab velegnet, og ikke mindst 3) at nogen sætter stativet op til en storkerede.

P.S.: Hvad er det, der stikker op bag skorstenen til venstre? Det er såmænd den daværende vindmølle af jern på købmandsgården, Borum Byvej 16, en såkaldt klapsejler.

Supermarkedet holdt i 20 år

Lokalhistorisk Arkiv

2009-14-6-langelinie-52-til-tryk

Bemærk tobaksreklamerne på facaden for Prince (cigaretter) og Advokat (cerutter).

Året er 1987, og nu skal det ikke skjules mere: Borums supermarked er blevet så elendig en forretning, at Ellen og Baune Jakobsen drejer nøglen om for sidste gang. Datoen står på ruden.

Det var ellers den legendariske Harry Lauge Johannesen (købmand i Borum 1945-76), der åbnede noget så moderne som en selvbetjenings-butik på Langelinie 52. Men Lauges selvtegnede bygning fra 1967 fik en kort levetid. Meget kortere end alle dengang havde ventet.

Inger og Henning Riis overtog fra Lauge. De havde tidligere været ”den frie købmand” i Lyngby og True og troede nok, at nu havde de endelig fundet noget fremtidssikkert. De byggede stort hus (Borum Møllevej 29) og lagde flot ud. Men allerede omfartsvejen fra 1977 gjorde indhug i omsætningen for den tidligere strøgbutik på Langelinie.

Henning Riis døde pludseligt, og Inger Riis forsøgte i et par år at drive butikken videre. Hun kom hver dag med lokalbussen fra Langkærparken i Tilst, så det blev lidt skrøbeligt. Plaget af indbrud var hun også.

Da en gammel borummer, Ellen Jakobsen, opvokset Borum Møllevej 7, overtog, havde omegnens butikker for længst fået alt for godt fat. Blandt andet steg omsætningen i Herskind Brugsforening, der stadig lå og ligger ud til Langelinie. Ellen havde i forvejen en forretning med stoffer, altså tekstiler, som hun flyttede med ind i det rummelige supermarked. Men efter en kort periode med en vis optimisme måtte hun også give op.

Intern konkurrence var der minsandten også kommet på det tidspunkt, nemlig i form af ”Det gamle Bageri” ved Elsebeth Pedersen i det ellers forlængst nedlagte bageri på Borum Byvej 14, første sal til venstre. Det var nærmest en lille døgnkiosk med noget så moderne som udlejning af videofilm på VHS-bånd og med længere åbningstider, end det dengang var normalt.

Det gamle Bageri stod imod en lille smule længere end supermarkedet og lukkede i 1988.

På soklen af Lauges supermarked blev siden bygget to boliger, nemlig det harmoniske dobbelthus Langelinie 52-54. Det holder væsentligt bedre.

Tærskeselskab

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

På arbejde i Borum i sommeren 1936.

På arbejde i Borum i sommeren 1936.

Inden mejetærskning blev almindelig, måtte tærskningen af kornmarkernes mange neg klares ved hjælp af et tærskeværk i laden. Eller – som her på Skivholmevej – ved at slå sig sammen.
Ved fælles hjælp fik alle efter tur tærsket årets høst. Det tog cirka en måned at blive færdige.
Billedet er taget ved Rask Eskesen, Skivholmevej 36, i sommeren 1939. Selskabet er (f.v.) Anders Andersen (Skivholmevej 40), Niels Anton kristiansen (Skivholmevej 44), Ras Eskesen, Kristian Bossow (Skivholmevej 34) med børnene Elly, Annelise og Vilhelm og Mikael Andersen, søn af Anders Andersen.

Til evigt minde om Ane Maria – et gravtræ

Lokalhistorisk Arkiv

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde.

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde, der lå på kirkeloftet i over 100 år.

Ane Maria Nielsdatter, Lyngby, var et enestående menneske. Det kan man læse på dette stykke træ fra 1843.

På den tid fik kun de rigeste en gravsten, når de døde. Jens Vejmand fik som bekendt et gammelt, frønnet bræt, der tilmed stod skævt. Over de fleste blev der dog sat et mindesmærke af jern eller som i Anes tilfælde et såkaldt gravtræ af eg.

Da hendes gravsted siden blev sløjfet, var det blevet så usædvanligt, at fremsynede mennesker lagde brættet op på loftet af Lyngby Kirke. Dér lå det tørt og godt og blev mere og mere sjældent lige frem til 2010.

Den håndmalede tekst med skråskrift står helt tydeligt. Den er lang og rørende sammenlignet med nutidens enkle gravsten.

Efter et mellemspil med Nationalmuseet overdrog Lyngby Menighedsråd opgaven med at konservere og udtegne Ane Maria Nielsdatters minde til Moesgård Museum. Og så er vi pludselig hjemme igen, for Marianne Schwartz (billedet) udførte opgaven på museet. Marianne bor i Borum og har tilmed en forfader i Lyngby.

Det sjældne gravtræ kan nu ses i Lyngby Kirkes våbenhus.

 

Her er den fulde tekst fra forsiden:

Herunder hviler de jordiske Levninger

af

Den i Livet hæderlige og for sin Dyd

almindelig elskede nu hos Gud salige

Ane Maria Nielsdatter

Født i Lyngbye Aar 1761, i den Gaard

som for Tiden beboes af Jens Sørensen; gift

omtrent i 50 Aar med sin forhen afdøde

Mand Gaardmand Anders Pedersen; med

hvem hun levede et lykkeligt men barn=

løst Ægteskab. Efter at hun, omtrent i

13 Aar havde været Aftægtskone, hjemkald=

te den alvise Gud hende efter næsten

2 Maaneders Sygdom, til Evighedens

salige Egne, i en Alder af omtrent 82 Aar

 

Her er teksten fra bagsiden:

Gravskrivt!

Efter Støvets fulde Alder,

Viisdoms Fader Dig hjemkalder,

Til sit blide Himmelhjem;

Hvor Din Aand nu i det Høie,

lever fri for Sorg og Møie,

I Forening med Din Ven.

 

Der i salig Fryd og Glæde,

Hvor de Gode have Sæde,

Samles vi med Dig igjen;

Indtil da vi her vil mindes,

Hvad Du var, og hvad der findes,

af det Held Du bragte frem.

 

Her i Livet vi påskjønner,

Og i Himlen hist belønner,

Gud Dig for hver øvet Dyd,

Som Du elskede herneden,

Og som gav Dig Saligheden,

Gav Dig Fred og evig Fryd.

Til fest i forsamlingshuset

Lokalhistorisk Arkiv

novemberDet er næsten som at være der selv. Der mangler bare lyden.

I Borum Forsamlingshus spiller et tremands orkester med den navnkundige Julle Rishøj, Borum, ved klaveret, Jensen fra True på violin og en dæmpet trommeslager, mens selskabet konverserer ved bordene.

Vi er i slutningen af 1950’erne, og vi tror, at billedet må være taget ved Tage ”Mælkemand” og Grethe Nielsens sølvbryllup. De havde ejendommen lige ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 15.

Med ansigterne vendt mod os ses f.v. først to ukendte, så Svend Nielsen, bagermester Thorvald Møller, Anna Møller og Bodil Hansen. Helt til venstre med ryggen til sidder frisør Rasmus Smith Nielsen med bølger i håret.

Tingstedet i Sibirien – en hypotese

Lokalhistorisk Arkiv
Bakken hæver sig på grænsen af Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav. Netop denne placering gør den særligt interessant.

Den, der går ind ad en ubetydelig markvej ved et ret nyt hus på Lyngbygårdsvej 53, kommer til et fredfyldt og meget usædvanligt sted.

Først går turen helt ned i bunden af tunneldalen, der rummer Lyngbygård Å, Yderup Bæk og (uden for vores område) Egåen. Så krydser man en lille eng med en grøft, og nu går det op igen. Her ligger nemlig en  markant, græsklædt bakke på nogle få tønder land – næsten som en ø mellem grøften (mod syd og vest),  Yderup Bæk (mod nord) og endnu et blødt område (mod øst) med lidt kildevæld.

Jorden er overdrev. Om sommeren bruges den til græsning. I foråret nyder planter som kodriver og gøgeurt godt af, at græsset kun er lavt.

Folkesnakken var forkert

Sibirien, kaldes området, og det navn er ret nyt. Faktisk er vi ikke sikre på, at det kan føres længere tilbage end til den tidligere ejer, Laurs Eriksen.

Navne som “Sibirien”, “Amerika” og “Thule” findes rundt omkring i Danmark og betegner gerne steder, der ligger (lå) lidt langt fra nærmeste landsby. Set fra Lyngby lå stedet afsides.

Men er bakken også et gammelt tingsted? Måske et sted for et årligt møde mellem folk fra en lidt større egn? Måske også stedet, hvor henrettelser skete?

Hypotesen stammer fra Østjyllands førende lokalhistoriker gennem årene, August F. Schmidt, og helt forkert lyder den ikke.

Hvorfor hedder området mellem Borum og Lyngby ellers Tingvad? Og hvorfor har der fandtes et par oldtidshøje med navnet Tinghøje? Endelig et tredje sprogligt argument: Den sydøstlige af Borums tre vange i fællesskabets tid hed Stejlhøjsvangen. Og nok er her ingen mangel på stejle skråninger ned til ådalen, men betyder ordet ikke snarere, at her stod stejlen? Henrettelsespælen? Jævnfør udtrykket at lægge på hjul og stejle.

August F. Schmidt hopper i hvert fald ikke på den teori, som beboerne omkring 1950 prøvede at bilde ham ind: “Nå, Tingvad? Tjo, det hedder det vist, fordi bønderne fra Borum gik til tings på Lyngbygård”.

Rent sludder.

God høj at holde ting på

Derimod lyder det ikke helt skævt, at en form for fælles ting kunne have haft sin plads netop i “Sibirien”. Her mødes Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav og dermed 3 sogne: Borum, Lyngby og (indtil ca. 1650) True Sogn. (derefter Brabrand til 1811).

Borum hører til Framlev Herred, de andre til Hasle Herred. Men kun få hundrede meter skiller bakken fra Mundelstrup Ejerlav (Fårup Sogn), og dermed kiler også et tredje herred sig ind, nemlig Sabro Herred.

Herreder er en meget gammel inddeling af Danmark. Måske udviklede herrederne sig allerede som enhed i vikingetiden og den tidlige middelalder. Et herred var i mange århundreder frem til 1919 ensbetydende med en retskreds. Herredsfogeden havde politimyndighed.

Altså et tingsted for fælles anliggender for tre velstillede herreder på god jord? Tre herreder, der alle grænsede op til købstaden Aarhuus, og som for øvrigt helt op til 1956 sammen med Vester Lisbjerg Herred udgjorde en fælles retskreds med det mundrette navn Hasle med flere Herreders Retskreds (og tilsvarende med politiet helt indtil 1973).

Ikke utænkeligt.

Hvornår holdt man så ting i “Sibirien”? Sandsynligvis i middelalderen og frem til for få hundrede år siden.

Hypotesen er altså klar. Nu mangler vi kun en arkæolog.

Tipoldefars arbejde

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

Søskendeparret Ulla Rasmussen og Hans Mikkelsen, Viby, fortæller: Dette er nogle ting, som vores tipoldefar har lavet, og vi er meget stolte af at have arvet dem efter så mange år.
De har også god grund til at være stolte af Karen og Lars Jacobsen, som, da Lars kom hjem fra krigen i 1848-50, købte en jordlod og et bindingsværkshus, som han brød ned og genopførte på grunden, nu Langelinie 48.
De to var mønster-eksempler i den bjørnbakske oplysningsbevægelse i 1800-tallet: omhyggelige, flittige og selvstændige, fremgår det af en artikel om dem i Østjysk Hjemstavn i 1940.
For sin indsats under krigen modtog Lars fortjenstmedalje i sølv, som ses på billedet, hvor der også er et foto af Karen.
Lars var udlært drejer og fremstillede mange ting, som han tog til Århus og solgte. Blandt det mere specielle var lange rør og vandpumper fremstillet af udhulede granstammer. Endvidere lavede han møbler til dem selv og deres børn. Nogle er bevaret endnu. Også deres jordlod drev de med flid og dygtighed, hvilket blev belønnet med diplom flere gange. Et displom er overdraget arkivet.
Familien fik fire børn, som alle fik en uddannelse, hvilket var ret usædvanligt dengang. De havde den store sorg, at deres søns familie blev ramt af tuberkulose. Kun en dreng på fire år overlevede, og ham måtte Karen og Lars nu tage sig af. De klarede også denne opgave og sørgede godt for barnebarnets fremtid.
Ejendommen har efter flere ombygninger stået indtil 1999, hvor den blev revet ned. Her har Mogens M. Nielsen nu bygget nyt hus og solgt en grund fra til yderligere ét.

To Gaarde nedbrændte i Lyngby

Lokalhistorisk Arkiv Leave a comment

Artikel fra Aarhus Amtstidende 6. September 1919:

To Gaarde nedbrændte i Lyngby

Al den indavlede Sæd brændte

Et Føl, en Gris og to Kalve omkom i Ilden

En større Ildebrand har i gaar Eftermiddag hjemsøgt Lyngby ved Brabrand og lagt to Gaarde i Aske.
Ved totiden opdagedes Ild i Gdr. Knud Dahls Gaard. Ilden opstod i Udbygningerne, formedentlig ved Kortslutning. De straatækte tørre Bygninger med det meste af den indavlede Sæd i Laden afgav et udmærket Brændselsmatriale for Flammerne, der med stor Hastighed omspændte Gaardens tre Udlænger, som i Løbet af en halv times Tid fuldstændigt var nedbrændte. Stuehuset, der var teglhængt, lykkedes det derimod at redde.
Kort tid efter at Branden var opstaaet i Dahls Gaard, bredte ilden sig til Gdr. Andreas Nielsens Gaard. Her var alle fire Længer straatækte og al Sæden i Hus. Ogsaa her fandt Ilden god Næring, og denne Gaard var ligeledes i Løbet af en halv times tid Luernes Bytte. Alt nedbrændte fuldstændigt, Stuehuset med.
Det meste af Indboet blev reddet. Af levende indebrændte intet hos Andreas Nielsen men et Føl, en Gris og to Kalve hos Knud Dahl.
Straks Branden opdagedes, blev der sendt Bud efter Byens Brandsprøjte og Nabobyerne, men inden de kom til stede og kunde paabegynde Slukningsarbejdet var begge Gaarde et vældigt Flammehav, og der var intet at udrette.
Efter Branden afholdt Herredsfuldmægtig Nordentoft et Forhør i Skolen. Begge Ejere vil lide Tab ved Branden, da Vurderingssummen ikke kan dække det ødelagte.

NOTE: De omtalte gårde er “Glamhøjgård” og “Damgård”.
Sidstnævnte, der lå midt i Lyngby, blev efter branden udflyttet til sin nuværende adresse, Glamhøjvej 30.

Tørv skal der til – mange tørv

Lokalhistorisk Arkiv

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Indtil omkring 1950 var tørv fra moserne et vigtigt brændsel til opvarmning og madlavning. Ved udskiftningen af Borum Sogn i 1796 sørgede man da også nøje for, at hver gård fortsat fik en aflang lod af Stormosen og Døvmosen bag Vind Skov og en liggeplads, hvor tørvene kunne tørre.

Gradvist blev arbejdet mere og mere systematisk. Et dokument fra 1897 fortæller, at ejerne i fællesskab optog et lån i Borum Lyngby Sognes Spare- og Laanekasse til udpumpning af vandet. Uden at sænke vandstanden kunne man jo kun grave de allerøverste tørvelag op og var afhængig af en tør sommer, så pumpeværket må have været et stort fremskridt.

Siden specialiserede nogle husmænd sig i tørv og købte andres lodder op. Det gjaldt blandt andre Jens Sørensen, ”Skovblink” (Blakhøjvej 3).

På billedet er vi i 1938 eller 1939. Marinus Jauert og Magnus Kragh, begge Tingvad, læsser en fladvogn. En petroleumsmotor trak vognen hen ad sporet til et ælteværk, hvorefter tørvedyndet blev hældt i forme og siden tørret af solen. Samme motor blev brugt til en snegl eller pumpe, der lænsede graven om natten.

Under Besættelsen 1940-45 og i nogle få år derefter blev tørvegravningen en hel industri, fordi Danmark manglede energi. Der kom af gode grunde ingen kul fra England og efterhånden heller ikke mange sydfra, og selv kraftværker gik efterhånden over til at fyre med tørv fra moserne.

Der blev tjent store penge. Både på det hårde arbejde, men måske mest af dem, der købte tørvene op og solgte dem videre om vinteren.

Til sidst fremstod Borum Stormose som en sø. Sådan kender vi den i dag.

Tresserbyggeri

Lokalhistorisk Arkiv

Bysvinget 9.

Byggeri fra 1960’erne har et dårligt ry. Hurtigt klappet op af håndværkere på akkord. Kedelige parcelhuse af gule mursten og obligatorisk vinkelstue. Og håbløse allerede i den energikrise der kom i næste årti, 1970’erne.

Ofte er tresser-ryet uretfærdigt. Men en historisk kendsgerning er, at parcelhuset på Bysvinget 9 fik et kort liv. Allerede i 2021 blev det revet ned til fordel for et stort, moderne hus i helt anden stil opført for Signe og Ole Christensen, der efter en påtvunget pause andetsteds vendte hjem til Borum i vinteren 2022-2023.

Parcelhusgrunden blev udstykket fra Borumgård (i baggrunden) i 1967, og det oprindelige hus blev opført til malermester Børge Sørensen med familie. Senere har der været en hel del ejere og beboere. Der var mange kvadratmeter, for i kælderen kunne der i mange år være en separat udlejningsbolig.

Sylvest Jensen fløj over det i 1968 og tog et af de utroligt mange luftfotos, der i dag ligger offentligt tilgængelige på kb.dk/danmarksetfraluften.

Hvis du klikker billedet op i størrelse, ses det, at der endnu på dette tidspunkt kunne anes en forbindelsesvej fra Bysvinget til Borumgård. Det var den oprindelige vej til gården, der nu har adressen Langelinie 59.

 

 

Under DSB’s værksted

Lokalhistorisk Arkiv

Foto: Sylvest Jensen 1947

Der lå engang en nydelig lille ejendom på grænsen mellem Lyngby og Årslev. Rosbjergvej 100. Ove Reiffensteins ejendom.

Det gør der ikke mere. Tværtimod ligger DSB’s nye IC5-værksted lige oven på ejendommen. Vejen til højre løb fra hjørne til hjørne af den kæmpestore værkstedshal.

Ved skæbnens ironi er det nu blevet DSB, der har den fine adresse Rosbjergvej 100.

Først kom der regionplan. Så en kommuneplan. Så stadigt mere detaljerede lokalplaner. Og derefter ryddede Århus Kommune pladen og opkøbte hele den gamle Rosbjergvej med undtagelse af nogle få huse inde i Årslev By, hvor det nye navn blev Årslev Kirkevej.

Kronprins Frederik indviede første del af det nye logistikcenter ved Årslev 4. juni 2009.

Jamen Rosbjergvej. Findes den da ikke stadigvæk? Jo, men kun som navn. Og nu som adresse på blandt andet Salling Group, Stark, Nemlig.com og senest DSB.

Den gamle Rosbjergvej løb inde under hele denne herlighed af erhvervsliv. Den var en bivej mellem Lyngby og Årslev, og langs vejen lå en række landbrug – gårde og husmandssteder. Det største var Rosbjerggård ejet af Peter Frost. Gården lå lige syd for DSB-værkstedet. Peter Frost byggede senere et stort hus i Todderup ved Tilst.

Efter opkøbet sørgede kommunen for, at alt blev revet ned. Gradvist blev jorden solgt og bebygget.

Reiffensteins ejendom lå på vestsiden af den daværende bivej. Den var holdt i gammel stil med bindingsværk, stråtag og blandt andet en gavl af kløvede kampesten.

Efter tvangssalget købte Ove Reiffenstein ejendommen Engholm, Tingvad 12, i Borum, og boede der til sin død.

Store samlinger af luftfotos er overdraget til staten og lagt på nettet af Det kongelige Bibliotek. Blandt andet dette. Mange flere her: www.kb.dk/danmarksetfraluften

Samme sted kan man se stederne på såvel nutidige luftfotos – med DSB-værkstedet – som gamle målebordsblade.

1 … 13 14 15 16