Tørv skal der til – mange tørv

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Indtil omkring 1950 var tørv fra moserne et vigtigt brændsel til opvarmning og madlavning. Ved udskiftningen af Borum Sogn i 1796 sørgede man da også nøje for, at hver gård fortsat fik en aflang lod af Stormosen og Døvmosen bag Vind Skov og en liggeplads, hvor tørvene kunne tørre.

Gradvist blev arbejdet mere og mere systematisk. Et dokument fra 1897 fortæller, at ejerne i fællesskab optog et lån i Borum Lyngby Sognes Spare- og Laanekasse til udpumpning af vandet. Uden at sænke vandstanden kunne man jo kun grave de allerøverste tørvelag op og var afhængig af en tør sommer, så pumpeværket må have været et stort fremskridt.

Siden specialiserede nogle husmænd sig i tørv og købte andres lodder op. Det gjaldt blandt andre Jens Sørensen, ”Skovblink” (Blakhøjvej 3).

På billedet er vi i 1938 eller 1939. Marinus Jauert og Magnus Kragh, begge Tingvad, læsser en fladvogn. En petroleumsmotor trak vognen hen ad sporet til et ælteværk, hvorefter tørvedyndet blev hældt i forme og siden tørret af solen. Samme motor blev brugt til en snegl eller pumpe, der lænsede graven om natten.

Under Besættelsen 1940-45 og i nogle få år derefter blev tørvegravningen en hel industri, fordi Danmark manglede energi. Der kom af gode grunde ingen kul fra England og efterhånden heller ikke mange sydfra, og selv kraftværker gik efterhånden over til at fyre med tørv fra moserne.

Der blev tjent store penge. Både på det hårde arbejde, men måske mest af dem, der købte tørvene op og solgte dem videre om vinteren.

Til sidst fremstod Borum Stormose som en sø. Sådan kender vi den i dag.

Vandværkets pionerer – spændende kort

Originalkortet i arkivet er håndtegnet og i størrelse cirka A3.

Originalkortet i arkivet er håndtegnet og i størrelse cirka A3.

I 1934 kom der for første gang rindende vand i husene i Borum. Det var dog langt fra alle, der havde råd til eller fandt det nødvendigt at tilslutte sig det nystiftede vandværk. Man havde jo sin brønd (en del dog en brønd til deling).
Dette kort viser, hvilke huse og gårde, der var pionerer. Eskjærgård (Langelinie 81 helt til højre på kortet) fortrød åbenbart, for her er vandledningen streget ud igen. Langelinie 66 (under opførelse?) er til gengæld ført på senere, kan man se.
Kortet afslører også en sti ind til skolen (Bysvinget 18) og gamle veje omkring Borumgård (Langelinie 59 lige midt i kortet).
Den nordlige bygade (Bysvinget) gik helt ind til husene nr. 21-23-25. Endelig er tre nu nedrevne huse med: Lybæksminde på (ca.) Bysvinget 20. Lækkerbo ved Langelinie 53-55. Og et hus nord for Bysvinget 16.
Til vandværket gav sognerådet kommunegaranti på et anseligt lån i Landbosparekassen Aarhus og et mindre i Borum Sparekasse. Og så kom alle udgifterne: Murer Sørensen skulle have 770 og tømrer Jeppesen 200 kr., viser protokollerne. Kristian Kristiansen fik 60 øre pr. meter grøft, han gravede til rørene.
Bestyrelsen så først på et brugt pumpeværk i Kongsvang ved Århus, kan vi læse. Men det duede ikke til formålet. Man købte nyt.
Regningen fra ingeniør Blichfeld i Viborg blev på 11.000 kr.
Værkets første bestyrelse bestod af Laurs Hvidkjær, Marius Rasmussen, Karl Jeppesen, slagter Borlund og købmand Juel Kjær (formand).

Vejmand passer den gamle sten ved Borumbro

Frederik Baltzersen, søn af Baltzer Frederiksen, passede blandt andet landevejen gennem Borum. Her er han omkring år 1900 i gang med finrivningen omkring kongens gamle vildtbanesten fra 1700-tallet.

Vejene omkring Borum har altid været arbejdsplads for småfolk. Da veje blev passet med håndkraft af henholdsvis amt og kommune, var der altid nok at gøre. Om ikke andet skulle vejtræerne beskæres.

Her er en gammel borummer i gang med at vedligeholde pladsen foran den fine sten, der i sin tid udgjorde en skelpæl for kongens jagtområde, Skanderborg Domæne. De kongelige jagtområder blev også kaldt vildtbaner, og kendere kalder stenene for vildtbanepæle.

Vildtbanen sluttede mod nord ved Lyngbygård Å, så Borum Sogn var lige nøjagtig ikke omfattet af det område, hvor der faktisk gjaldt dødsstraf for at skyde vildtet. Stenen stod indtil cirka 1975 direkte ud til landevejen ved lokaliteten Borumbro – stedet hvor vejen krydsede over åen.

Nu ligger Stillingvej højt over stedet, for den nye og meget bredere vej er placeret på en dæmning over åen. Men stenen blev reddet og flyttet over på Borum-siden af åen, hvor man i dag møder den ved Kringlen. Der kommer dog ikke just en vejmand og river pænt omkring den.

Fra små kår

Frederik Baltzersen, født 1856, var ud af en gammel Borum-slægt, hvor mændene skiftevis hed Baltzer (Baltasar) Frederiksen og Frederik Baltzersen. Præsterne havde dog deres hyr med at skrive det fremmedartede navn ind i kirkebøgerne, selv om det faktisk kommer fra en af de hellige tre konger på Jesu tid, så der ses mange versioner af stavningen.

Ved “Frederich Baltharzen”s fødsel skrev præst Hørning dog uden tøven faderens titel sådan: Indsidder. Det betød en mand, der boede til leje med sin familie hos andre, og det var allerede dengang et lidt gammeldags udtryk. Han kunne også have skrevet “laveste socialklasse”.

Familien var som regel at træffe i de mindre, jordløse huse. I 1883 fik Frederiks far, Baltzer Frederiksen, dog skøde på matrikel 19l, der er Langelinie 37. Dengang var det bygget sammen med Langelinie 39. Nu var det jordløse hus dog hans eget. Baltzers stilling angives som karetmager. I 1891 overgik huset til hans datter, Maren Baltzersen, der tilsyneladende boede der sammen med sin niece Ane Frederiksen. De nærmere familieforhold må slægtsforskere udrede.

Malet på porcelæn

Erna og Tage Kragh, Borum Byvej, var ud af samme familie. Tage var så glad for billedet af vejmanden ved Borumbro, så at han malede det af i en forbedret udgave. Det skete på en indrammet porcelænsplade, som efter hans død i 2016 overgik til Lokalhistorisk Arkiv.

Tages udgave ses her:


Vores ældste fotografi

Skolefoto 1875

Længe før Lokalhistorisk Arkiv var opfundet, tog Frede Kristensen og Ingvar Jakobsen, Lyngby, på rundtur og indsamlede gamle billeder af lokale minder. Poul Pedersen, Lyngby, lavede dem senere om til en serie lysbilleder.
Hos nu afdøde Søren Fogsgaard, Lyngby Østergård, fandt de dette billede af børn og lærer i Lyngby Skole, og da Fogsgaard kunne datere det helt tilbage til 1875, er det ikke så lidt af et klenodie. Faktisk det ældste fotografi på egnen.
Selve den fotokemiske proces blev først opdaget af opfinderen J. N. Niepce i 1826 og udviklet til praktisk brug i de allerførste kameraer af Daguerre fra 1839. Så det har utvivlsomt været en sensation at blive fotograferet i Lyngby i 1875.
Den første skole lå i Vibeke og Richards nuværende hus, Lyngbygårdsvej 38. Den blev oprettet i 1814, og da den nye skole (nu sognegården) blev bygget i 1910, kom der købmandsforretning bag bindingsværket.
Personerne? Det har vi ingen anelse om.

Yderup set fra luften

1994-19-1-Lyngbygardsvej-61Den er altså ikke ret stor, landsbyen Yderup, der her ses i al sin glans og herlighed midt i 1900-tallet. Tilmed kløves den i to af jernbanen op gennem Jylland.
Ejerlavet Yderup lå oprindelig i True Sogn og hørte siden til Brabrand, indtil de fire gårde og et hus blev indlemmet i Lyngby Sogn i 1811.
Ejendommen i forgrunden er sognefoged Jens Mortensens gård (Lyngbygårdsvej 61), og bagved ses den parklignende have til “Yderupgård”. Bag denne igen ligger det tidligere ledvogterhus.
Ledvogteren sørgede for at afspærre vejen, når der kom tog. Da jernbanen Århus-Langå-Randers blev anlagt i 1862, byggede man ikke niveaufrie skæringer.
Sådan en fulgte dog i 1930’erne, da spor nummer to blev anlagt, og vejen mod Todderup og True blev da gravet ned i et gevaldigt sving, der ses tydelig til højre foran marken med høstakke. Siden blev der bygget to huse langs svinget.
I baggrunden “Bavnehøjgård” og det flade land mod True. På dette er der nu anlagt henholdsvis motorvej, skov og svæveflyvebane.

Yndet fotomotiv: Lyngbygård

"Vores" herregård er her fotograferet i udgaven 1925.

“Vores” herregård er her fotograferet i udgaven 1925.

I 2010 reddede Lokalhistorisk Arkiv en række digitale kopier hjem af interessante billeder fra vores lokalområde. Heriblandt var en del ældre billeder taget af anerkendte fotografer i Århus. Det øgede blandt andet samlingen af fotos af vores lokale herregård, Lyngbygård.

Lyngbygårds hovedbygning, der er fra 1755-75, har været fredet i umindelige tider. Alligevel har det yndede fotomotiv taget sig ud på mange forskellige måder i tidernes gang, og det hele er nu bevaret for eftertiden.

Her er vi for eksempel i 1925, hvor en stor dam med snadrende ænder dominerede gårdspladsen.

Mange ejere gennem tiderne

Nogle få herregårde i Danmark har været ejet af én eller få slægter igennem århundreder.

Med Lyngbygård, der i tidernes morgen hed Lyngby Søndergård, er det lige omvendt. Kun slægten Althalt (1686-1826) sad ret længe i Lyngby.

Nummer to i “regeringstid”, familien Friis (1826-1903), bliver om få år overgået af de nuværende ejere, familien Bønløkke, der nu i tredje og fjerde slægtled siden 1945 ejer Lyngbygård. Og for øvrigt en hel del andre landbrug i Jylland.

Oprindelig ejedes herregården af benekdiktiner-nonnerne på Ring Kloster ved Skanderborg Sø. Ved reformationen i 1536 overtog kronen (kongen) gården og beholdt den i over 40 år. De følgende ejere kommer her:

1579-1612: Anne Skram
1612-1647: Marie Henriksdatter Below
1647-1655: Ida Daa
1655-1681: Anshelm von Podewils
1681-1686: Hans Mogensen Arenfeldt
1686-1728: Johan Arentsen Althalt
1728-1734: Christian Johansen Althalt
1734-1766: Johan Christiansen Althalt
1766-1808: Anne Elisabeth Lassen
1808-1826: Thøger Lassen Johansen Althalt
1826-1877: Johannes Friis
1877-1903: Johannes Friis
1903-1911: Frederik Lagoni
1911-1917: N.A. Høgdall
1917-1921: H.R. Angelo
1921-1932: P. Nymann
1932-1933: Jysk Landhypotekforening
1933-1945: Aage Søborg
1945-1967: Enkefru Marie Bønløkke
1967-1990: Hans Bønløkke
1990- : Niels Jørgen Bønløkke

Poul Jakob Bønløkke og Niels Jørgen Bønløkke har siden 2015 ejet Lyngbygård i lige sameje.

Lyngby Kirke blev indtil 1926 ejet og drevet af Lyngbygård. Først derefter gik den over til sognebeboerne.

I årene 1697-1808 blev adskillige medlemmer af slægten Althalt begravet inde i Lyngby Kirke, hvilket et epitafium i koret fra 1813 fortæller om.

Fra dyr og folk til mekaniseret planteavl

juniI arkivet gemmer vi mange andre Lyngbygård-billeder. Blandt andet har vi en stribe billeder med hovedbygningen i baggrunden, hvor man kan følge udviklingen af landbrugets trækkraft fra en hel masse heste til nogle få traktorer.

Dette er fra 1947, og den enlige Fordson-traktor købte gården allerede før krigen. Men det gik faktisk langsomt med ”mekaniseringen”, som man sagde dengang, fortæller Anker Nielsen. Han tjente i de år på herregården og kørte netop den første traktor.

På det tilsvarende foto i 1951 ser man stadig 12 heste og kun to traktorer, men på 1959-billedet er hestene helt væk. Siden forsvandt også malkekøerne, og Lyngbygård blev ren planteavl.

Sidste nyt i den udvikling kan du se på gårdens egen hjemmeside.

 

 

 

1 12 13 14