Spejdertroppen fra Borum

Borum Spejdertrop, en afdeling af “de grønne” KFUM-spejdere, blev oprettet i efteråret 1953 af en ung mand, Svend Vig, Tanholm. Den daværende sognepræst, Jens Lund, stillede konfirmandstuen i præsteboligen til rådighed.

KFUM-spejderne 1955.

Fra starten var der to og senere tre patruljer. Også drenge fra Sabro-Mundelstrup deltog og udgjorde yderligere én patrulje.
Dette billede er taget i 1955, da spejderne fra Borum deltog i en korpslejr på Bornholm.
Drengene er: Bagerst f.v. Poul Hansen, Peder Pedersen, Ewald Hansen, Carsten Nielsen. Midterste række f.v. Henning Koch, Jens P. Petersen og Poul Nielsen. Forreste f.v. Leif Jensen, Preben Ljunggren og Erling Nielsen.
Borum Trop opløstes i 1960’erne. Senere begyndte spejderarbejdet igen, nu med udgangspunkt i spejderhytten på  Damvej i Sabro. Her har spejderne i dag den fane, som troppen i Borum fik tildelt af Danmarkssamfundet i 1955. Derudover er alle spor så vidt vides slettet.

På det nederste billede er der indmarch i Borum Forsamlingshus til en eller anden begivenhed. Det var 12. august 1963, og da der hænger et ur over døren, kan vi også slå fast, at klokken var otte. Billedet, der blev trykt i avisen dagen efter, er taget af H. Schiby, Tilst. Fanebæreren og drengen bag – ham der har lært at kigge direkte i kameraet – er fra Sabro. Bag dem Finn Dall Jensen og Nanny Villadsen, Borum. Med hat t.h. Anne Grethe Kragh. Yderligere seks mener vi at kunne genkende, bl.a. Marie og Johs. Møller,  Bysvinget 1, og Lydia Nielsen, Langelinie 81.

I baggrunden ses i øvrigt, at forsamlingshuset dengang havde flere farver. Der var også en balkon. Den blev omkring 1970 lagt til lejligheden på første sal.

Indmarch i forsamlingshuset i Borum.

Indmarch i forsamlingshuset i Borum.

Spiret – en evighedsopgave

Foreløbig sidste ophejsning skete i 2019. Foto: Hanne Petersen

Folk, der flytter til Lyngby og af vanvare kommer til at bruge ordet “kirketårnet”, bliver hurtigt belært. Det er aldeles ikke et tårn, men et spir. Ja, faktisk kaldes den fine konstruktion på taget af Lyngby Kirke i fagsproget for en tagrytter.

Sådan en fyr er ret sjælden på Danmarks gamle middelalderkirker. Malt, Gredstedbro og Rødding i Syd- og Sønderjylland. Låsby, Stilling og Lyngby her på egnen. Randlev ved Odder. Kvorning mellem Randers og Viborg. Ikke mange flere.

Men tagryttere er jo flotte og derfor et yndet statussymbol på visse herregårde, slotte og såmænd også nyere kirker som den i Åbyhøj.

Kommer tilflytteren i Lyngby nu i menighedsrådet en dag, så er det ikke spor usandsynligt, at han/hun møder spiret igen. Dets vedligeholdelse har nemlig vist sig at være lidt af en evighedsopgave.

Fra 1600-tallet

“Vores” tagrytter er en konstruktion i bindingsværk og med blytag. Fin og ikke så lidt af et særpræg for Lyngby er den. Men den sidder i fri luft, og den skal kunne klare kirkeklokkens svingninger, hvad der som regel går bedst i begyndelsen.

Tagrytteren blev første gang sat op i 1600-tallet, da Lyngby Kirke var ejet af Lyngbygård. Vi ved ikke, hvor mange gange den er blevet repareret og fornyet i de forløbne år, men det er ikke få.

I arkivet har vi billeder fra renoveringet i 1935, 1973, 2003 og 2019. De sidste tre gange blev hele konstruktionen hejst ned med kran og siden løftet op på plads igen.

1935: Alle håndværkere og hele menighedsrådet stillede op ved rejsegildet efter årets fornyelse af tagrytteren. Bemærk den lange stige op til arbejdspladsen. I midten med cigar og stok over armen pastor Jørgen Jensen.

1973: Klokke og tagrytter taget ned i forbindelse med en større restaurering af hele kirken.

2003: Ny rekonstruktion på jorden. Her hejses arbejdet på plads højt til vejrs. På billedet tømrersvend Finn Sørensen, Borum.

Statshusmandsbrug i Lyngby

Husmandsstedet fra 1910 er her 30 år gammelt.

Husmandsstedet fra 1910 er her 30 år gammelt.

Denne ejendom, Lyngbygårdsvej 55, var ét af fire såkaldte statshusmandsbrug, der blev oprettet i 1910. De fire ens ejendomme blev alle udstykket fra Kildebækgård inde i Lyngby.

Der blev ikke ruttet med pengene, når de fattige husmænd byggede, så bolig og stald på tilsammen 120 kvadratmeter skulle være under samme tag. En lille lade lå i en vinkel bagtil. Husmandsfamilien havde ved hårdt arbejde samlet en lille startkapital, og den blev suppleret med et gunstigt statslån. Deraf navnet statshusmand.

Ager og eng udgjorde tilsammen seks tønder land, og i 1910 har der sandsynligvis kun været to-fire køer og et par grise i stalden. Billedet her er fra 1940’erne, hvor der er kommet bliktag på huset.

Sådan så tusindvis af husmandssteder ud landet over. I vores område blandt andet i Tingvad, på Borum Feldhede, ved BaskærEshøjvej og Blakhøjvej. Men ganske som her er de fleste i tidens løb bygget om til ukendelighed af skiftende ejere.

Stenene kom til ære og værdighed på ny

I Borum har vi tre historiske vejvisersten. De står alle tre langs med det forløb, der engang udgjorde landevejen Randers-Skanderborg gennem Borum.

Heldigvis blev de både gemt og glemt, da vejvæsenerne gik over til metalskilte. Lejlighedsvis fik de endda lidt ny maling. Men i de sidste 40 år er der ikke sket spor, for da sorterede de under Århus Kommune.

Tværtimod var de med tiden kommet til at stå noget skævt og trykket.

I sommeren 2010 har Lokalhistorisk Arkiv ført stenene tilbage til den oprindelige udførelse.

Stenmester Hans O. Hansen, Tingvad, forestod selve opmalingen.

Carsten Nielsen og Peter Poulsen, Borum, gravede, hejsede op, gravede noget mere og hejsede ned igen. Stenene er naturligvis anbragt historisk korrekt i de samme huller som før. I øvrigt var de overraskende lange og tunge.

Her ses to af stenene lige efter renoveringen, inden de blev sat tilbage.

Stor interesse for at høre om huse og folk i Lyngby

Ud for kirken og den gamle købmandsgård fortæller Aase Suk til unge og gamle.

Ud for kirken og den gamle købmandsgård fortæller Aase Suk til unge og gamle.

Der viste sig stor interesse for en lille byvandring i Lyngby 12. maj 2018 arrangeret af Lokalhistorisk Arkiv.
Op til 28 unge og gamle deltog og hørte en masse nyt om gammelt i den lille landsby.
Solen skinnede smukt, fuglene sang, bilisterne kørte forsigtigt, og det blev alt i alt en rigtig dejlig tur. Da vi kiggede på uret, viste det sig, at vi havde brugt to timer (!) om at gå fra toppen ved Glamhøjvej 12 til Sognegården, hvor der var kaffe.

Her fortæller Gunnar D. Nielsen ud for Lyngbygårds tidligere arbejderboliger, Glamhøjvej 7.

Her fortæller Gunnar D. Nielsen ud for Lyngbygårds tidligere arbejderboliger, Glamhøjvej 7.

Stor interesse for hus og mord

Lokalhistorisk Arkiv har i årenes løb holdt offentlige arrangementer i massevis. Her i Borum i 2013.

Lokalhistorisk Arkiv har i årenes løb holdt offentlige arrangementer i massevis. Her i Borum i 2013.

Hele 70 borgere mødte op til Lokalhistorisk Arkivs åbne aften i Borum Forsamlingshus i april 2013.

De lyttede med stor interesse til sidste nyt om gamle sensationer: mordet på sognepræsten i Borum-Lyngby i 1649.

Også Holger Dalegaards fortælling om de første årtier med Borum Forsamlingshus faldt på et tørt sted.

Holger, der er født i 1932, kunne føje flere personlige erindringer til det stof, som er indsamlet om det vigtigste hus i Borum.

Som indramning af den lokalhistoriske aften havde arkivet udstillet nogle smagsprøver på de mange billeder, der gemmer sig i skufferne.

Arkivet tilstræber at lave et offentligt arrangement hvert år – som regel på skift i Borum og Lyngby.

I 2015 var det efter brand umuligt at benytte Borum Forsamlingshus. I stedet gik turen til det dengang nye Moesgård Museum i Skåde.

Storken knejser på taget

Langelinie 33 og Borum Byvej 10 – tilsammen Bækhuset – fotograferet i 1946.

I de seneste år er Borum-Lyngby flere gange blevet besøgt af storke om foråret. I april 2019 kom der hele fem hvide storke, som i nogle dage opholdt sig i Tingvad og gjorde sig til gode med småkravl på engene og den nærliggende golfbane ved Lyngbygård.

Storke er også flere gange set i vådområdet øst for Stillingvej mellem Borum og Sabro. Det er lige omkring udspringet af… ja, Storkesig Bæk.

Vi har en Storkesig Bæk i Borum. Men til hverdag har vi ingen storke. Som det gamle stednavn – i dag repeteret i et gårdnavn og en lille stikvej på Bysvinget – viser, har det engang været helt anderledes.

Og vi skal faktisk ikke så langt tilbage. Dette billede viser Bækhuset, som var stuehus til den gamle Borum Bækgård, indtil udbygningerne blev revet ned i 1944. Billedet er taget bare to år senere.

På tagryggen står tre og på skorstenen yderligere én vaskeægte stork. På dette tidspunkt var de helt almindelige. Også på taget af kostalden på Lyngbygård var der altid en beboet storkerede på dette tidspunkt. Kostalden, der nu er revet ned, lå syd for gårdspladsen.

Storkene samlede føde i engene og langs vandløbene. De var dog også glade for tætklippede græsmarker, hvor der for eksempel var blevet slået hø.

Om vi snart får mere bofaste storke i Borum-Lyngby afhænger af tre ting: 1) at den samlede bestand øges, for vi befinder os jo på nordflanken for udbredelsen, 2) at storkene på ny finder vores landskab velegnet, og ikke mindst 3) at nogen sætter stativet op til en storkerede.

P.S.: Hvad er det, der stikker op bag skorstenen til venstre? Det er såmænd den daværende vindmølle af jern på købmandsgården, Borum Byvej 16, en såkaldt klapsejler.

Supermarkedet holdt i 20 år

2009-14-6-langelinie-52-til-tryk

Bemærk tobaksreklamerne på facaden for Prince (cigaretter) og Advokat (cerutter).

Året er 1987, og nu skal det ikke skjules mere: Borums supermarked er blevet så elendig en forretning, at Ellen og Baune Jakobsen drejer nøglen om for sidste gang. Datoen står på ruden.

Det var ellers den legendariske Harry Lauge Johannesen (købmand i Borum 1945-76), der åbnede noget så moderne som en selvbetjenings-butik på Langelinie 52. Men Lauges selvtegnede bygning fra 1967 fik en kort levetid. Meget kortere end alle dengang havde ventet.

Inger og Henning Riis overtog fra Lauge. De havde tidligere været ”den frie købmand” i Lyngby og True og troede nok, at nu havde de endelig fundet noget fremtidssikkert. De byggede stort hus (Borum Møllevej 29) og lagde flot ud. Men allerede omfartsvejen fra 1977 gjorde indhug i omsætningen for den tidligere strøgbutik på Langelinie.

Henning Riis døde pludseligt, og Inger Riis forsøgte i et par år at drive butikken videre. Hun kom hver dag med lokalbussen fra Langkærparken i Tilst, så det blev lidt skrøbeligt. Plaget af indbrud var hun også.

Da en gammel borummer, Ellen Jakobsen, opvokset Borum Møllevej 7, overtog, havde omegnens butikker for længst fået alt for godt fat. Blandt andet steg omsætningen i Herskind Brugsforening, der stadig lå og ligger ud til Langelinie. Ellen havde i forvejen en forretning med stoffer, altså tekstiler, som hun flyttede med ind i det rummelige supermarked. Men efter en kort periode med en vis optimisme måtte hun også give op.

Intern konkurrence var der minsandten også kommet på det tidspunkt, nemlig i form af ”Det gamle Bageri” ved Elsebeth Pedersen i det ellers forlængst nedlagte bageri på Borum Byvej 14, første sal til venstre. Det var nærmest en lille døgnkiosk med noget så moderne som udlejning af videofilm på VHS-bånd og med længere åbningstider, end det dengang var normalt.

Det gamle Bageri stod imod en lille smule længere end supermarkedet og lukkede i 1988.

På soklen af Lauges supermarked blev siden bygget to boliger, nemlig det harmoniske dobbelthus Langelinie 52-54. Det holder væsentligt bedre.

Tærskeselskab

På arbejde i Borum i sommeren 1936.

På arbejde i Borum i sommeren 1936.

Inden mejetærskning blev almindelig, måtte tærskningen af kornmarkernes mange neg klares ved hjælp af et tærskeværk i laden. Eller – som her på Skivholmevej – ved at slå sig sammen.
Ved fælles hjælp fik alle efter tur tærsket årets høst. Det tog cirka en måned at blive færdige.
Billedet er taget ved Rask Eskesen, Skivholmevej 36, i sommeren 1939. Selskabet er (f.v.) Anders Andersen (Skivholmevej 40), Niels Anton kristiansen (Skivholmevej 44), Ras Eskesen, Kristian Bossow (Skivholmevej 34) med børnene Elly, Annelise og Vilhelm og Mikael Andersen, søn af Anders Andersen.

Til evigt minde om Ane Maria – et gravtræ

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde.

Marianne Schwartz med det sjældne gravminde, der lå på kirkeloftet i over 100 år.

Ane Maria Nielsdatter, Lyngby, var et enestående menneske. Det kan man læse på dette stykke træ fra 1843.

På den tid fik kun de rigeste en gravsten, når de døde. Jens Vejmand fik som bekendt et gammelt, frønnet bræt, der tilmed stod skævt. Over de fleste blev der dog sat et mindesmærke af jern eller som i Anes tilfælde et såkaldt gravtræ af eg.

Da hendes gravsted siden blev sløjfet, var det blevet så usædvanligt, at fremsynede mennesker lagde brættet op på loftet af Lyngby Kirke. Dér lå det tørt og godt og blev mere og mere sjældent lige frem til 2010.

Den håndmalede tekst med skråskrift står helt tydeligt. Den er lang og rørende sammenlignet med nutidens enkle gravsten.

Efter et mellemspil med Nationalmuseet overdrog Lyngby Menighedsråd opgaven med at konservere og udtegne Ane Maria Nielsdatters minde til Moesgård Museum. Og så er vi pludselig hjemme igen, for Marianne Schwartz (billedet) udførte opgaven på museet. Marianne bor i Borum og har tilmed en forfader i Lyngby.

Det sjældne gravtræ kan nu ses i Lyngby Kirkes våbenhus.

 

Her er den fulde tekst fra forsiden:

Herunder hviler de jordiske Levninger

af

Den i Livet hæderlige og for sin Dyd

almindelig elskede nu hos Gud salige

Ane Maria Nielsdatter

Født i Lyngbye Aar 1761, i den Gaard

som for Tiden beboes af Jens Sørensen; gift

omtrent i 50 Aar med sin forhen afdøde

Mand Gaardmand Anders Pedersen; med

hvem hun levede et lykkeligt men barn=

løst Ægteskab. Efter at hun, omtrent i

13 Aar havde været Aftægtskone, hjemkald=

te den alvise Gud hende efter næsten

2 Maaneders Sygdom, til Evighedens

salige Egne, i en Alder af omtrent 82 Aar

 

Her er teksten fra bagsiden:

Gravskrivt!

Efter Støvets fulde Alder,

Viisdoms Fader Dig hjemkalder,

Til sit blide Himmelhjem;

Hvor Din Aand nu i det Høie,

lever fri for Sorg og Møie,

I Forening med Din Ven.

 

Der i salig Fryd og Glæde,

Hvor de Gode have Sæde,

Samles vi med Dig igjen;

Indtil da vi her vil mindes,

Hvad Du var, og hvad der findes,

af det Held Du bragte frem.

 

Her i Livet vi påskjønner,

Og i Himlen hist belønner,

Gud Dig for hver øvet Dyd,

Som Du elskede herneden,

Og som gav Dig Saligheden,

Gav Dig Fred og evig Fryd.

Til fest i forsamlingshuset

novemberDet er næsten som at være der selv. Der mangler bare lyden.

I Borum Forsamlingshus spiller et tremands orkester med den navnkundige Julle Rishøj, Borum, ved klaveret, Jensen fra True på violin og en dæmpet trommeslager, mens selskabet konverserer ved bordene.

Vi er i slutningen af 1950’erne, og vi tror, at billedet må være taget ved Tage ”Mælkemand” og Grethe Nielsens sølvbryllup. De havde ejendommen lige ved siden af forsamlingshuset, Borum Byvej 15.

Med ansigterne vendt mod os ses f.v. først to ukendte, så Svend Nielsen, bagermester Thorvald Møller, Anna Møller og Bodil Hansen. Helt til venstre med ryggen til sidder frisør Rasmus Smith Nielsen med bølger i håret.

Tingstedet i Sibirien – en hypotese

Bakken hæver sig på grænsen af Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav. Netop denne placering gør den særligt interessant.

Den, der går ind ad en ubetydelig markvej ved et ret nyt hus på Lyngbygårdsvej 53, kommer til et fredfyldt og meget usædvanligt sted.

Først går turen helt ned i bunden af tunneldalen, der rummer Lyngbygård Å, Yderup Bæk og (uden for vores område) Egåen. Så krydser man en lille eng med en grøft, og nu går det op igen. Her ligger nemlig en  markant, græsklædt bakke på nogle få tønder land – næsten som en ø mellem grøften (mod syd og vest),  Yderup Bæk (mod nord) og endnu et blødt område (mod øst) med lidt kildevæld.

Jorden er overdrev. Om sommeren bruges den til græsning. I foråret nyder planter som kodriver og gøgeurt godt af, at græsset kun er lavt.

Folkesnakken var forkert

Sibirien, kaldes området, og det navn er ret nyt. Faktisk er vi ikke sikre på, at det kan føres længere tilbage end til den tidligere ejer, Laurs Eriksen.

Navne som “Sibirien”, “Amerika” og “Thule” findes rundt omkring i Danmark og betegner gerne steder, der ligger (lå) lidt langt fra nærmeste landsby. Set fra Lyngby lå stedet afsides.

Men er bakken også et gammelt tingsted? Måske et sted for et årligt møde mellem folk fra en lidt større egn? Måske også stedet, hvor henrettelser skete?

Hypotesen stammer fra Østjyllands førende lokalhistoriker gennem årene, August F. Schmidt, og helt forkert lyder den ikke.

Hvorfor hedder området mellem Borum og Lyngby ellers Tingvad? Og hvorfor har der fandtes et par oldtidshøje med navnet Tinghøje? Endelig et tredje sprogligt argument: Den sydøstlige af Borums tre vange i fællesskabets tid hed Stejlhøjsvangen. Og nok er her ingen mangel på stejle skråninger ned til ådalen, men betyder ordet ikke snarere, at her stod stejlen? Henrettelsespælen? Jævnfør udtrykket at lægge på hjul og stejle.

August F. Schmidt hopper i hvert fald ikke på den teori, som beboerne omkring 1950 prøvede at bilde ham ind: “Nå, Tingvad? Tjo, det hedder det vist, fordi bønderne fra Borum gik til tings på Lyngbygård”.

Rent sludder.

God høj at holde ting på

Derimod lyder det ikke helt skævt, at en form for fælles ting kunne have haft sin plads netop i “Sibirien”. Her mødes Borum, Lyngby og Yderup Ejerlav og dermed 3 sogne: Borum, Lyngby og (indtil ca. 1650) True Sogn. (derefter Brabrand til 1811).

Borum hører til Framlev Herred, de andre til Hasle Herred. Men kun få hundrede meter skiller bakken fra Mundelstrup Ejerlav (Fårup Sogn), og dermed kiler også et tredje herred sig ind, nemlig Sabro Herred.

Herreder er en meget gammel inddeling af Danmark. Måske udviklede herrederne sig allerede som enhed i vikingetiden og den tidlige middelalder. Et herred var i mange århundreder frem til 1919 ensbetydende med en retskreds. Herredsfogeden havde politimyndighed.

Altså et tingsted for fælles anliggender for tre velstillede herreder på god jord? Tre herreder, der alle grænsede op til købstaden Aarhuus, og som for øvrigt helt op til 1956 sammen med Vester Lisbjerg Herred udgjorde en fælles retskreds med det mundrette navn Hasle med flere Herreders Retskreds (og tilsvarende med politiet helt indtil 1973).

Ikke utænkeligt.

Hvornår holdt man så ting i “Sibirien”? Sandsynligvis i middelalderen og frem til for få hundrede år siden.

Hypotesen er altså klar. Nu mangler vi kun en arkæolog.

Tipoldefars arbejde

Søskendeparret Ulla Rasmussen og Hans Mikkelsen, Viby, fortæller: Dette er nogle ting, som vores tipoldefar har lavet, og vi er meget stolte af at have arvet dem efter så mange år.
De har også god grund til at være stolte af Karen og Lars Jacobsen, som, da Lars kom hjem fra krigen i 1848-50, købte en jordlod og et bindingsværkshus, som han brød ned og genopførte på grunden, nu Langelinie 48.
De to var mønster-eksempler i den bjørnbakske oplysningsbevægelse i 1800-tallet: omhyggelige, flittige og selvstændige, fremgår det af en artikel om dem i Østjysk Hjemstavn i 1940.
For sin indsats under krigen modtog Lars fortjenstmedalje i sølv, som ses på billedet, hvor der også er et foto af Karen.
Lars var udlært drejer og fremstillede mange ting, som han tog til Århus og solgte. Blandt det mere specielle var lange rør og vandpumper fremstillet af udhulede granstammer. Endvidere lavede han møbler til dem selv og deres børn. Nogle er bevaret endnu. Også deres jordlod drev de med flid og dygtighed, hvilket blev belønnet med diplom flere gange. Et displom er overdraget arkivet.
Familien fik fire børn, som alle fik en uddannelse, hvilket var ret usædvanligt dengang. De havde den store sorg, at deres søns familie blev ramt af tuberkulose. Kun en dreng på fire år overlevede, og ham måtte Karen og Lars nu tage sig af. De klarede også denne opgave og sørgede godt for barnebarnets fremtid.
Ejendommen har efter flere ombygninger stået indtil 1999, hvor den blev revet ned. Her har Mogens M. Nielsen nu bygget nyt hus og solgt en grund fra til yderligere ét.

To Gaarde nedbrændte i Lyngby

Artikel fra Aarhus Amtstidende 6. September 1919:

To Gaarde nedbrændte i Lyngby

Al den indavlede Sæd brændte

Et Føl, en Gris og to Kalve omkom i Ilden

En større Ildebrand har i gaar Eftermiddag hjemsøgt Lyngby ved Brabrand og lagt to Gaarde i Aske.
Ved totiden opdagedes Ild i Gdr. Knud Dahls Gaard. Ilden opstod i Udbygningerne, formedentlig ved Kortslutning. De straatækte tørre Bygninger med det meste af den indavlede Sæd i Laden afgav et udmærket Brændselsmatriale for Flammerne, der med stor Hastighed omspændte Gaardens tre Udlænger, som i Løbet af en halv times Tid fuldstændigt var nedbrændte. Stuehuset, der var teglhængt, lykkedes det derimod at redde.
Kort tid efter at Branden var opstaaet i Dahls Gaard, bredte ilden sig til Gdr. Andreas Nielsens Gaard. Her var alle fire Længer straatækte og al Sæden i Hus. Ogsaa her fandt Ilden god Næring, og denne Gaard var ligeledes i Løbet af en halv times tid Luernes Bytte. Alt nedbrændte fuldstændigt, Stuehuset med.
Det meste af Indboet blev reddet. Af levende indebrændte intet hos Andreas Nielsen men et Føl, en Gris og to Kalve hos Knud Dahl.
Straks Branden opdagedes, blev der sendt Bud efter Byens Brandsprøjte og Nabobyerne, men inden de kom til stede og kunde paabegynde Slukningsarbejdet var begge Gaarde et vældigt Flammehav, og der var intet at udrette.
Efter Branden afholdt Herredsfuldmægtig Nordentoft et Forhør i Skolen. Begge Ejere vil lide Tab ved Branden, da Vurderingssummen ikke kan dække det ødelagte.

NOTE: De omtalte gårde er “Glamhøjgård” og “Damgård”.
Sidstnævnte, der lå midt i Lyngby, blev efter branden udflyttet til sin nuværende adresse, Glamhøjvej 30.

Tørv skal der til – mange tørv

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Arkivet har enkelte billeder fra tørvegravningens storhedstid i Borum Stormose, men de er desværre af dårlig teknisk kvalitet. Dette er et af de bedste.

Indtil omkring 1950 var tørv fra moserne et vigtigt brændsel til opvarmning og madlavning. Ved udskiftningen af Borum Sogn i 1796 sørgede man da også nøje for, at hver gård fortsat fik en aflang lod af Stormosen og Døvmosen bag Vind Skov og en liggeplads, hvor tørvene kunne tørre.

Gradvist blev arbejdet mere og mere systematisk. Et dokument fra 1897 fortæller, at ejerne i fællesskab optog et lån i Borum Lyngby Sognes Spare- og Laanekasse til udpumpning af vandet. Uden at sænke vandstanden kunne man jo kun grave de allerøverste tørvelag op og var afhængig af en tør sommer, så pumpeværket må have været et stort fremskridt.

Siden specialiserede nogle husmænd sig i tørv og købte andres lodder op. Det gjaldt blandt andre Jens Sørensen, ”Skovblink” (Blakhøjvej 3).

På billedet er vi i 1938 eller 1939. Marinus Jauert og Magnus Kragh, begge Tingvad, læsser en fladvogn. En petroleumsmotor trak vognen hen ad sporet til et ælteværk, hvorefter tørvedyndet blev hældt i forme og siden tørret af solen. Samme motor blev brugt til en snegl eller pumpe, der lænsede graven om natten.

Under Besættelsen 1940-45 og i nogle få år derefter blev tørvegravningen en hel industri, fordi Danmark manglede energi. Der kom af gode grunde ingen kul fra England og efterhånden heller ikke mange sydfra, og selv kraftværker gik efterhånden over til at fyre med tørv fra moserne.

Der blev tjent store penge. Både på det hårde arbejde, men måske mest af dem, der købte tørvene op og solgte dem videre om vinteren.

Til sidst fremstod Borum Stormose som en sø. Sådan kender vi den i dag.