I slutningen af forrige århundrede blev Borum Forsamlingshus rammen om en helt uventet succes: Gammeldags bal på fredage klokken 20 til 24 med polka, vals og hopsa. Ja, og med Totur fra Vejle, tango, kaffe og brændevin.
”Helt gammeldags bliver det nu ikke, for i mine unge dage skulle vi slås, når vi gik til bal, og vi havde sgu svensknøglen med i baglommen”, belærte en ældre borummer, Leif Mikkelsen, de noget yngre arrangører.
Gertrud Bach, Niels Hansen, Eva Ross Petersen og Peter Poulsen interesserede sig for spillemandsmusik og gammeldans og dannede til lejligheden en forening, der fik et par hundrede medlemmer. De to sidstnævnte holdt også takten i husorkestret, Bror Palles Kapel.
Her ses Eva ved trommerne med Ella Jørgensen på rasletøj og Palle Juhl Nielsen på bas. Violinen, der stikker frem, spilles af Erling Hartmann Hansen, mens Egon Petersen på klarinet og Peter Poulsen på harmonika er helt skjult af de dansende.
Dem var der mange af. I starten alt for mange, så fredag d. 15. januar 1988 klokken 20 kom følgende historiske opslag op på forsamlingshusets hoveddør:
”På grund af overvældende tilslutning vil det være uforsvarligt at lukke flere ind i aften”.
108 mennesker befandt sig da i salen, og de skulle jo også bruge lidt plads til at danse på. Mange måtte gå forgæves, men de fik chancen på ny tre-fire gange hver vinter i syv år. Så slap kræfterne op. Måske kommer de igen.
Bemærk salens fine bagvæg. ”Murstenene” var tapet i hine tider.
———
Udefra så vores forsamlingshus lidt kedeligt ud dengang. Dette billede er taget i 1987: