I 1993 stod hele egnen på den anden ende. Et storstilet friluftsspil med inspiration i bronzealderen blev ved en kæmpemæssig indsats af frivilligt arbejde skabt på Borum Eshøj.

I tusindvis af tilskuere myldrede derefter op til totalteatret på bakketoppen, og et meget stort antal frivillige fra hele egnen medvirkede til at gøre det hele muligt. Det var en kraftanstrengelse i Borum, Herskind, Skivholme, Lading, Sabro og Mundelstrup m. fl.

Nogle syede dragter eller lavede store klovnehoveder. Andre trænede i lang tid med heste til processioner og voldsomme ridt. Enkelte spillede på lur. Dygtige amatører – børn som voksne – øvede sig på optrin i hidtil ukendte discipliner som stokkedans, knivkamp, tranegang på stylter og i tableauer, der under forestillingen kom til at stå i virkningsfuldt relief mod solnedgangen.  Stridsvogne, “verdens største” gong, en egekiste model bronzealder og endda selveste Solvognen med en solskive på halvanden meter blev fremstillet rundt om i huse, lader og værksteder – og naturligvis uden brug af et eneste søm eller andet moderne stads fra jernalderen.

Ja, og på Sabro Korsvejskolen og i sin bolig skråt overfor sad den utrættelige projektmager Kaj Jensen og skrev ansøgninger til fonde og andre velgørere, mens andre centrale medarbejdere førte lange lister over opgaver, tidsplaner og husk-nu-også-lige-dit-og-dat.

Enkelte professionelle blev ansat og fik honorar, forfattere, instruktør og musikere. Men langt de fleste arbejdstimer ydede lokalsamfundene hele vejen rundt om Borum Eshøj. Egnens virksomheder gav også et betydeligt bidrag i form af gratis arbejde og sponsorater af den slags, som man får en lille annonce og en stor goodwill for.

Snobberne havde Kaj Jensen også tænkt på. Borum Eshøj-spillene fik en rigtig protektor, nemlig den daværende direktør for og  mor til ejeren af Frijsenborg, Irene Wedell. Alle ugebladslæsere dengang vidste, at lensgrevinden var kammerdame for dronning Margrethe.

 

Tredje stykke er skrevet

Det første spil, Boreas, havde Borums førende amatørskuespiller, Niels Hansen, Langelinie 37, i hovedrollen som nordenvindens gud. Det blev opført i 1993 efter en kort tale af omtalte protektor. I dagene op til gik der rygter om, at også the real stuff, Dronningen, ville stige til højs og kaste glans over amatørerne. Så godt spillede klaveret (eller luren) dog ikke.

Fire år senere gentog hele det store setup sig, nu med stykket Solvognen, 150 medvirkende og nye 5-6000 tilskuere. Boreas, alias Niels Hansen, var med igen. Et tema denne gang var kampe mellem jægere og bønder, som forfatteren forestillede sig, at de kunne være foregået. Til medierne snakkede Tørk Haxthausen, som han hed, om “kærligheden, som vi skal værne om, og dæmonien, som vi skal passe på”.

Det tredje stykke i den tænkte trilogi hedder Cumulus. Det er skrevet, men aldrig opført. Efter kraftanstrengelse nummer to i 1997 viste det sig nemlig, at udgifterne havde være en del for store i forhold til indtægterne. Der manglede med andre ord penge i kassen til at betale forskellige leverandører, og Borum Eshøjspillet kunne være endt med en forsmædelig konkurs.

Efter betalingsstandsningen lykkedes det dog med besvær at sikre, at enhver fik sit. Men det viste sig svært at få den vildt begejstrede, fandenivoldske iværksætterånd til at boble frem på ny i de mange små hjem på egnen.

Hør, er det ikke en vindmølle, der anes lige bag Nordenvindens gud? Jo, i 1990’erne stod hele tre el-producerende møller ved Borum Eshøj. Det var svært at tage billeder uden at få en af dem med. I dag er de også kun lokalhistorie.