Et af de ældste stednavne i Lyngby Sogn er Blankager, der nævnes allerede i 1455 (Blanck Ager), hvor prioren i Ring Kloster gør krav på hævd på denne ager. Marken har givet navn til højen (eller omvendt). Blank menes at betyde hvid som i romanske sprog eller måske blå, og August F. Schmidt, 1951, formoder, at navnet kommer af en bevoksning med enten hvidtjørn eller slåen. Blankhøj lå nord for Amhøjgården og syd for Bavnehøj ved Yderup, men da motorvej E45 blev anlagt, skar vejen sig praktisk taget midt igennem det hele. Inden da blotlagde arkæologerne dog en interessant oldtidshøj, hvori der blandt andet viste sig en omhyggelig brolægning. Tiderne skifter: Vejdirektoratet har i dag gjort Blankhøj til navnet på en motorvejsrasteplads.