Købmand og branddam

Dana Luftfoto 1950

Dette luftfoto vier et lille stykke af Langelinie i 1950.

Mest bemærkelsesværdigt er måske det firkantede bassin i nederste venstre hjørne. Det var Borums branddam. Billedet er det eneste kendte, hvor branddammen ses.

Hvis Borum nogensinde har haft et gadekær – og hvorfor ikke? – må det også have ligget her ved bredden af bækken gennem byen. Selv de ældste matrikelkort giver dog ingen fingerpeg. Men nu langt op i 1900-tallet er vandet altså tæmmet godt og stemt op. Sprøjtehuset, hvor byens brandsprøjte stod, befandt sig lige til venstre for kanten af billedet.

Der var hegn hele vejen rundt om dammen og en låge med en lille trappe.

Branddammen befandt sig foran huset Langelinie 43, der først blev bygget en snes år senere.

Midt i billedet ses købmand Harry Lauge Johannesens hus med butik, Langelinie 50. Senere opførte Lauge et supermarked på grunden til venstre for. Til højre ses huset Langelinie 46 og bagved det den lille ejendom Langelinie 48. Lidt bag den løber Løkkediget, der adskilte de indre tofter fra de ydre marker – cirka hvor omfartsvejen løber i dag.

Bindingsværkshuset i venstre side er nuværende Løkkediget 4 og 6. Altså nu vejnavnet Løkkediget.

I baggrunden engen ved Lyngbygård Å og skråningerne op mod Labing. Vejtræerne stod langs hele landevejen, her den nuværende Labing Landevej.

Billedet og mange andre fra samme epoke kan ses på www.kb.dk/danmarksetfraluften