Selkærvej er her fotograferet i 2007. Med tiden vil den blive til en decideret skovvej.
Opkaldt efter et kær ved navn Selkjær i True. Her ligger Selkærgård i udkanten af landsbyen. Tre ejendomme i Lyngby har adresse på Selkærvej, og strækningen mellem Lyngby og True omgives nu efterhånden af statsskoven True Skov.
Her begynder Rætebølvej. Gården Eriksminde (t.v.) og ejendommen med det gamle ledvogterhus (bag træerne) hører til Lyngby Sogn. Resten af Rætebøl er Brabrand Sogn. Foto fra 2007. I 2012 blev t-krydset i forgrunden omlagt, så Rætebølvej blev sidevej til Selkærvej, hvor det hidtil havde været omvendt.
Navn efter området Rætebøl, der i århundreder har været gammel hede eller overdrev midt mellem Brabrand, Årslev og Lyngby.
Endelsen -bøl er sjælden i Østjylland og betyder på oldnordisk et leje for mennesker eller dyr, evt. en gård.
I år 1204 fandtes der her en landsby ved navn Rætebøl, Rætæbolæ, ved man fra et gammelt testamente. I 1315 var den dog allerede nedlagt. Jorden i Årslev Sogn tilhørte Århus Domkapitel, og den i Lyngby var som resten af Lyngby under Ring Kloster. Fra 1947 genoptog man det middelalderlige navn for området.
Rætebølvej udgjorde en del af en af de gamle Ryveje fra Århus over Hasle, Lyngby og Skovby, før Silkeborg og Silkeborgvej blev opfundet.
Eng i den sydvestlige del af Borum vest for Stillingvej.
Navnet forekommer ifølge ældre mundtlige kilder at være forkert anbragt på Kort- og Matrikelstyrelsens kort, idet det dækker et område omkring Borum Møllebæk nær dennes udløb i Lyngbygård Å. Størstedelen blev ca. 1950 tilplantet og fremstår nu som skov. August F. Schmidt, Århus 1952, anfører bl.a., at forleddet formentlig betyder rug (jysk: row).
Mosevejen eller Lodsejervejen udgik fra Bysvinget og førte frem til Vind Skov, Døvmosen og Borum Stormose.
Mosevejen. Vej der gik fra Bysvinget ved nr. 5 til Borum Vindskov og Borum Stormose.
Se Lodsejervejen
På en forårsdag kan der stå en hel del vand i Maden og resten af ådalen.
Betegnelse for fugtigt område mellem Træskobakken og Lyngbygård Å.
Er som andre tilsvarende stednavne i landet senere fejlagtigt blevet gengivet som “Månen”. Misforståelsen skyldes ordet “made”, der på gammelt jysk udtales som “må’e”, men som gled ud af sproget undtagen i brugen som egennavn. Da ingen længere huskede, hvorfor området blev kaldt Må’en, blev det efterhånden forvansket til noget, der dog gav en vis mening.
Betegnelsen har været brugt bredt, men huskes mere præcist brugt om mose mellem engene og de dyrkede arealer.
Børnene i Lyngby gik eventuelt til skole i Borum, indtil Lyngby fik sin første skole i 1814. Men deres sti over dalen eksisterede længe efter. Nu blev den til Præstebørnenes sti, for børnene skulle stadig gå til præst i Borum.
Stien gik fra en låge i vestsiden af kirkegårds-diget i Lyngby i en lige linje over markerne til foden af Træskobakken og afkortede dermed turen med knapt en kilometer. Stien var i brug indtil 1910, men først i 1930 fik den daværende godsejer på Lyngbygård den officielt nedlagt.
Løkkediget er i dag navn på en lille vej i Borum. Men selve diget lå tidligere et lidt andet sted.
Oprindelig betegnelse for et dige, der indhegnede tofterne i Borum mod syd.
Der lå tidligere adskillige gårde side langs den sydlige side af Langelinie. Toft og mark blev på en del af strækningen mellem Lyngbyvejen og præstegårdslodden adskilt af Løkkediget. Diget blev i praksis fjernet ved anlæg af omfartsvej syd om Borum i 1975-1977.
Navnet er fra 1997 vendt tilbage som officielt vejnavn til en ny stikvej fra Langelinie ved nr. 52 i forbindelse med flere nybyggerier. Vejnavnet blev dengang foreslået af Vagn Jørgensen, Løkkediget 3, efter at det gamle Løkkediget var forsvundet.
“Løkker” kan ortografisk enten betyde en løkke, indhegning, eller evt. et område præget af huller (løkker, tysk: Löcher). Betydningen her er sikkert den første.
Der er derimod ikke tale om en løkke som i en galge (vejen Løkkediget er bestemt ikke, som en teori kunne høres i 2008, vejen op til galgebakken).
Udenforstående vil ofte skrive navnet som “Lykkediget”. Lige så forkert.
Lyngbygårdsvej danne den ene “hovedgade” i Lyngby.
Tilsyneladende selvforklarende navn, men Århus Kommune valgte i 1970 at lade vejnavnet gå helt fra Silkeborgvej ved Årslev Kro forbi Lyngbygård til Lyngby, her dreje fra i et T-kryds og påny dreje i et T-kryds i Yderup og fortsætte til Bavnehøjvej og Munkevejen ved Todderup, hvorved logikken bliver mindre indlysende.
Det sidstnævnte gælder endnu mere, efter at tilslutningen ved Silkeborgvej er lukket og fjernet med anlæg af motorvejen Brabrand-Låsby.
Navn på vandløb, der udspringer syd for Sorring, passerer herregården Lyngbygård i Lyngby Sogn og støder til Århus Å lidt vest for Brabrand Sø (nu den kunstige Årslev Engsø).
I dag ses af og til den fejlagtige betegnelse Lyngbygårds Å, altså med s.
Denne form bruges ikke lokalt, men skyldes især en fejl begået af det nu nedlagte Århus Amt. Åen har da heller aldrig tilhørt Lyngbygård bortset fra en kort strækning. “Danmarks Stednavne”, København 1964, såvel som Stednavneudvalgets hjemmeside, 2006, anfører også navnet uden “s”.
Den fredede hovedbygning fotograferet i 2004.
Lyngbygård hed engang Lyngby Søndergaard, hvilket navn passer udmærket på gårdens tidligere jordtilliggender. Senere blev Lyngbygård den helt dominerende ejendom i Lyngby Sogn.
Første gang nævnt i 1540 som Liungbygaard. I Danske Atlas 1768 Lyngbyegaard Hovedgaard. Udgjorde omkring år 1800 en selvstændig matrikel i forbindelse med udskiftningen af det øvrige Lyngby.
Folkeholdet 1957
Til Lyngbygård hørte i tidligere tider store dele af Åby Sogn. I nyere tid har Lyngbygård ejet Labing Vandmølle i Framlev Sogn Indtil 1924 lå også 30 tønder landbrugsjord ved Tovsgård i Brabrand faktisk i Lyngby Sogn og betalte skat til Borum-Lyngby Kommune, idet de var godsejerens såkaldte enemærke. Arealet ligger i dag ved Edwin Rahrs Vej og er bebygget med Gellerupparken. Tovsgård rummer kontorer for Brabrand Boligforening.
Lægger fra 2008 desuden navn og jord til Lyngbygaard Golf.
Se Lyngbygård Gods’ eget site her.
Navnet er et af de mest almindelige i Danmark. Det skal oversættes helt bogstaveligt: en by på en lyngstrækning.
Vores Lyngby er første gang nævnt i Aarhusiensis Liber i 1313 som Liungby.
Den har også i årenes løb været stavet Liøngbye, Løngby og Liunby. Navneforskere regner med, at landsbyer, der ender på -by, er opstået i vikingetiden (800-1050 e.Kr.).
Lyngby er igennem tiderne blevet regnet som “annekssogn” til Borum og er altså også yngst af de to landsbyer.
I dag er “bjerget” gravet væk. Der er fri udsigt fra Yderup til Vind Skov i baggrunden.
Delvist skovklædt bakke, der indtil cirka 1980 lå mellem Yderup og Hvinning (s.d.). Tilhørte Yderupgård. Skoven og dele af bakken blev ødelagt ved grusgravning. Kort- og Matrikelstyrelsen kaldte på sine kort bakken for “Lortbjerg”, hvilket nok er forkert.
Lovt, loft, betegner noget ovenfor liggende. Det giver bedre mening.
Lodsejervejen udgik fra Bysvinget og gik tværs over det åbne areal, der i dag er mark tilhørende Borum Østergård.
En af flere betegnelser for en meget gammel vej, der ca. 1980 blev endeligt nedlagt.
Vejen gik parallelt med Langelinie fra Bysvinget 5-11 over Borumgårds, Eskjærgårds og Borum Øsergårds marker langs Borum Bæk til Vind Skov og Borum Stormose.
Har sikkert haft andre betegnelser. Mosevejen og Vindskovvejen menes at være hørt. Sidstnævnte betegnelse findes også på udskiftningskortet fra 1796.
Dyrlæge A. P. Rasmussen holdt op til sidste halvdel af 1900-tallet vejretten i hævd, når han fik kørt haveaffald væk fra haven til Thoushøj, Langelinie 69. Det kom til konflikt, da en gårdejer pludselig pløjede vejen væk.
Langelinie er mange kilometer lang. Her ses et tilfældigt udsnit i den østlige del af Borum By.
Gammel betegnelse for en kæde af biveje igennem Skjørring, Sjelle, Herskind og Borum. Anders Bjerrum, København 1964, mener, at L. er opkaldt efter Langelinie i København, hvilket utvivlsomt er forkert.
Navnet udtaltes især tidligere med tryk på første stavelse og skal formentlig tolkes meget direkte. I Borum Sogn blev navnet tidligere især brugt om strækningen fra selve landsbyen og frem til Mundelstrup-skellet i øst. Altså inklusive den nuværende Blakhøjvej. Vejen mod Herskind hed Møllevej – ligesom nu – men en overgang i 1970’erne havde kommunen også navngivet den L. Det forklarer, at numrene i dag begynder med 33 og 34 – de lave numre bruges i dag på Borum Møllevej.
I 1880 betegnede sognerådet simpelthen bygaden som Søndergade. Flere mundtlige kilder fortæller, at strækningen midt i Borum By til et godt stykke op i 1900-tallet blev kaldt “Skidenstræde”, idet den havde åbne grøfter, der afledte afløbsvand og siden kloakvand til Borum Bæk.
Hele den forhenværende landevej inde i Borum By kunne egentlig hedde “Gammel Langelinie”, idet omfartsvejen (“Borumvej”) i folkemunde stadig kaldes Langelinie ligesom i Skanderborg Kommune.
Navnet Langelinie forsøgtes i 1990’erne introduceret som betegnelse for et område nord for Århus Havn, hvor projektmagere med bl. a. den lidt for driftige erhvervsmand, Kurt Thorsen, gennemførte et byggeri for velhavere.
Da projektmagerne sørgede for næsten daglig omtale i Århus Stiftstidende, kunne man i Borum med stor forundring læse den ene nyhed efter den anden om, hvad der skulle ske “på Langelinie”. Det blev bragt op med en advarende pegefinger ved et borgermøde i Borum, og ved daværende rådmand Hans Schiøtts mellemkomst blev Thorsens navne-kup i sidste øjeblik modificeret til Langelinieparken.
Kringlen, som den så ud endnu i 2007.
Øst for Borumbro (se dette) lå området Kringlen . Navn efter Lyngbygård Ås slyngningsform på stedet.
Her ved landevejen var frem til ca. 1910 et utvungent møde- og badested, som blandt andet blev brugt grundlovsdag 5. juni. Senere blev der nogle gange holdt sankthans-bål på stedet.
Efterhånden ændrede Kringlen karakter og blev et naturområde med lidt græssende kreaturer, men i 2011 blev det kraftigt ombygget af Folkekirken, og den vilde plantevækst blev gjort til græsplæne. Kringlen anvendes nu bl.a. til friluftsgudstjenester og siden 2013 til Borum Fri Festival.
Der er rejst en større pavillonbygning med front mod åen og anlagt stier, bålpladser og faste bænke som i en bypark.
I 2016 fastslog myndighederne, at Folkekirken (Borum Menighedsråd og Århus Vestre Provsti) havde anlagt det hele uden tilladelse og krænkede naturbeskyttelseszonen langs åen. Der blev stillet krav om at fjerne en hel del af installationerne. Sagen blev i 2018 forligt ved nogle ombygninger. Samtidig blev åløbet forbedret med sten og gydegrus til ørrederne, og der kom mere vand i den afsnørede arm – en af de oprindelige kringler.