Author: Lokalhistorisk Arkiv

Lægens flotte bolig

Lokalhistorisk Arkiv

2006-19-1-langelinie-71-forbedretMange huse i Borum er over 100 år gamle, og det er ikke små, skæve længer af bindingsværk altsammen.

Lidt uden for selve landsbyen på landevejen mod Mundelstrup byggede læge Harald Andersen Götsche i 1898 denne flotte bungalow. Han kaldte den ”Villa Ehem”. Lægeboligen blev opført på en grund udstykket fra Frøkjærgård.

Derefter var der lægepraksis ganske ubrudt lige frem til 2006, da Jesper Lund trak sig tilbage efter 28 år som områdets praktiserende læge. I dag ejer to eller flere læger som regel en praksis sammen, og Borum er alt for lille til det formål.

Ældre kilder oplyser, at den første ”læge” i Borum var en homøopat ved navn Gabel. Men Götsche, født 1866 i Lading, var den første med universitetsuddannelse. Han blev i øvrigt også Borums første bilist og fik i 1903 med besvær tilladelse til at køre på bestemte veje i dagtimerne.

Der næste læge i villaen på Langelinie 71 blev H. Due Pedersen 1928-1929 og Johannes Krogh 1929-1950. På billedet herover står Krogh i 1929 med fru Jensine foran den røde bungalow. Der er rejst en æresport over indkørslen. Til højre ses en af de meget store sten, der også i dag markerer indkørslen.

Efter de to fulgte Jørgen Jacobsen 1950-1960 og noget dengang lidt usædvanligt, nemlig en kvindelig læge, Elin Andersen 1960-1978.

Det lille billede nedenunder viser huset set fra gårdsiden i 1960’erne. Bemærk en detalje: Fire mælkeflasker står på en lille hylde på muren.

I 1970 blev der bygget en udbygning med flad tag til med venteværelse og indgang for patienterne. Den erstattede det vindfang, der ses bag sølvbrudeparret – som det måske var.

Lægeboligen i Borum set bagfra ca. 1960.

Lægeboligen i Borum set bagfra i 1960’erme

Født for over 100 år siden

Lokalhistorisk Arkiv

2002-2-1-lyngby-skole-0001Børnene på dette herlige billede har to ting til fælles: De er født for lidt mere end 100 år siden, og de går i skole i Lyngby.

Vi ser den store klasse – der var to – flankeret af lærerparret Jensen.

Der står ikke dato bag på det fine billede, som en professionel fotograf fra Brabrand kom og tog, men vi føler os ret sikre på, at billedet er taget kort tid efter den officielle indvielse af den fine, nye skole i Lyngby i 1912.

Før da gik Lyngby-børnene helt bogstaveligt i ”den stråtækte skole”, nemlig i det hus, der nu er Vibeke og Richards hjem, Lyngbygårdsvej 38.

På væggen i baggrunden ser vi et bevis for, at danske landsbybørn allerede dengang fik udsyn til verden. Der hænger både et verdenskort og et kort over Europa.

Skolestuen har siden 1998 været møde- og selskabslokale i Borum-Lyngby Sognegård, og de ord, du lige har læst, er skrevet i lærer Jensens lejlighed. Dér bor Lokalhistorisk Arkiv.

Sikke et rod på Møllevejen

Lokalhistorisk Arkiv

1988-13-3-borum-moellevej-7-0001I dag er Borum Møllevej nærmest mondæn, og huset på Borum Møllevej 7 er i hvert fald både stort og flot.

Men sikke en forskel. Her er vi på nøjagtig samme plads i sommeren 1970. En journalist ved Århus (Aarhuus) Stiftstidende er ifølge den korte tekst meget forarget.

Og vist var det da også en værre rodebutik, produkthandler John Knudsen drev ved sit fødehjem – både ud til Møllevejen, der dengang var landevej, og hele vejen op ad skrænten bagved.

Det lille og simple hus blev påbegyndt af Johns forældre i 1945. Dengang var der ubebygget i hele slugten mellem Borum Mølle og byen. Kun ejendommen Mølvang, der nu hedder nummer 27, og Møllegård, nu Skivholmevej 19, havde indkørsel fra den øverste del af Møllevejen. Derefter var der tomt hele vejen til vandmøllen.

Anders og Karla Knudsen boede fra starten uendeligt primitivt i en slags kælder bygget ind i skrænten. Først over nogle år blev det til et lille, gult hus – et af mange enkle huse, der i de følgende par årtier skød op langs Møllevejen.

I 1970’erne blev slugten med Møllevejen maltrakteret af hele to nye vejdæmninger  for byens nye omfartsveje (Stillingvej og Borumvej). Det tog noget af idyllen.

Men efterhånden blev der ryddet op i rod og rotter på Borum Møllevej 7.

Den store gård midt i Lyngby

Lokalhistorisk Arkiv
Luftfoto af Lyngby med Glamhøjgård.

Luftfoto af Lyngby med Glamhøjgård.

Glamhøjgård, i dag opdelt i en halv snes boliger, ses her, mens den endnu var et landbrug med seks jyske heste, 30 røde køer, 20 ungkreaturer, en avlstyr og 35 svin i staldene.

62 tønder land mark hørte til omme bag ved den firelængede gård, der tilhørte gårdejerfamilien Dahl.

Luftbilledet er taget omkring 1945-50, og dengang så Lyngby en del anderledes ud. Vi ser mod sydvest. Til højre støder tre veje sammen i en trekant, og det er Glamhøjvej mod venstre. Vejen til Lyngbygård (mod højre) blev siden rettet ud, så den kom til at ligge i forlængelse af Glamhøjvej. I forgrunden en åben plads, hvor der blev bygget tre huse i 1980’erne.

På selve Glamhøjgård er stuehuset med de fire skorstene bygget i 1877 og udlængerne genopført efter en voldsom brand i 1919. Efter familien Dals tid fra 1918 til 1950 kom her skifende ejere, en produktion af legepladsredskaber og siden et kollektiv. Andelsforeningen blev nedlagt i 2004, og Glamhøjgård er nu udlejningsejendom foruden domicil for Lyngby Entreprise, der ejes af Thomas Lund.

Et rart lille husmandssted – Rummelihul

Lokalhistorisk Arkiv
Glamhøjvej 32 findes ikke mere. Slet ikke!

Glamhøjvej 32 findes ikke mere. Slet ikke!

De senere år har været hårde for den østlige del af Lyngby.

Først kom der en losseplads (nu nedlagt og glemt). Så en motorvej (E45 i 1993). Så én mere (Herning-motorvejens første etape i 2003). Derefter fulgte et kæmpestort transportcenter, et grimt højlager og nogle lige så hæslige administrationsbygninger for Salling Group (Dansk Supermarked). Til sidst fulgte en udvidelse af E45 med tilhørende større rastepladser og støjvold.

Status 2016: Jensgård, Glamhøjvej 36, er revet ned. Damgårdens bygninger, Glamhøjvej 30, bliver skiftevis brugt til drengerøvslege med flysimulatorer og som swingerklub. Og nord for Glamhøjvej ligger ejendommen Glamhøjvej 37 i ruiner tilsat diverse kriminelle aktiviteter, uden at myndighederne tilsyneladende foretager sig meget.

Status 2018: Nu er stuehuset til Glamhøjvej 37 dog fjernet.

Status 2026: Også Damgården, Glamhøjvej 30, er nu revet ned. På lossepladsen lige øst for motorvejen rejses en solcellemark.

Kan det blive værre? Jo, på et tidspunkt fandt nogle kirkelige kræfter ud af, at de med fordel kunne skære et stykke af Lyngby Sogn helt ud og overdrage det til Brabrand-Årslev. Den plan blev dog forpurret. Sognegrænsen mellem Lyngby og Årslev går altså, hvor den altid har været, men om søndagen møder der næppe mange kirkegængere op i Lyngby Kirke fra Salling Groups varelagre.

Lige her ved siden af motorvejskrydsets ramper og larm stod dette lille husmandssted. Vi ser bygningerne til ejendommen Haraldskær, i folkemunde kaldet Rummelihul (Rommeliwhol) fra luften.

Den sidste ejer, Henrik Lemche, ventede stædigt på den store million-gevinst for jorden, men døde i 2005, og siden boede ingen på stedet. Først lidt senere købte makkerparret Århus Kommune/Dansk Supermarked jorden og rev straks bygningerne ned.

Senere blev også alle ejendomme på bivejen Rosbjergvej mellem Lyngby og Årslev revet ned og selve vejen flyttet et stykke mod vest.

Billedet her er fra velmagtsdagene på det lille sted, der dengang lå helt for sig selv for enden af en kilometerlang grusvej fra Lyngby By. Vi er cirka i 1950’erne. Marker og have står velpassede. Der er hvidmalede bistader i hegnet og blomster op ad muren. Man kan næsten høre fuglesangen – hvad man ikke kan i dag.

Rummelihul menes at have fået sit navn efter, at folk helt oppe på Lyngbygård kunne høre rumlen i det fjerne, når en vogn kørte ned til den lille ejendom. Ak ja.

Det kommunale selvstyre

Lokalhistorisk Arkiv

Borum-Lyngby Sogneråd. Se mere i teksten.

Vi er i 1920’erne. Disse syv udmærkede mænd i deres bedste alder udgør sognerådet, der styrer Borum-Lyngby Kommune.

Lokalstyret bygger på en tradition fra før landboreformerne (omkring 1790), hvor bymændene mødtes for at beslutte dyrkningen af jorden.

I 1841 indførte centralmagten i København de såkaldte sogneforstanderskaber, der fik ansvar for fattighjælpen på landet.Det blev en mellemform inden nærdemokratiet.

Grundloven af 1849 fastslog kommunernes ret til at styre deres egne anliggender under statens og amtets tilsyn, og med Landkommunalloven i 1867 blev det alvor på den måde, at der indførtes et lokalt selvstyre med folkevalgte sogneråd.

Adskillige af sognerådenes beslutninger skulle dog godkendes i amtsrådet. Dette i modsætning til købstædernes byråd. Byerne var slet ikke med i amterne.

Borum-Lyngby var en selvstændig kommune indtil 1. april 1970. Den sidste sognerådsformand blev Niels Kjeldsen Jensen, Skivholmevej 29.

Så flyttede ”nærdemokratiet” til Århus, og de lokale politiske strukturer blev rykket op med rode. Faktisk det samme som i 2007 sker for vores naboer i bl.a. Herskind og Lading, der også fik langt til rådhusene i Skanderborg og Hadsten.

Personerne her er f.v. Laurs Hvidkjær, Borum, Marius Bigum, Lyngby, Peter Fogsgaard, Lyngby, Peder Pedersen, Borum, Morten Mortensen, Borum, Mogens Sørensen, Borum, og lærer J. M. Vogelius Jensen, Lyngby.

Sognerådsformand var den legendariske gårdejer Peder Pedersen (forrest i midten). Det kan man næsten se.

Peder Pedersen kan vi også takke for Borum Forsamlingshus – men det er en helt anden historie.

Indkøbsvogn

Lokalhistorisk Arkiv

1992-20-2-langelinie-50-0001-landturManden på den flade fjedervogn hedder Anders Kjeldsen, og han var købmand i Borum i årene 1923-44.

Her er han på vej hjem fra landturen ud ad Langelinie, og billedet er taget ud for nummer 67.

Købmændene i Borum – der var tre – bragte naturligvis varerne hjem til kunderne, og så afregnede man en gang om måneden.

Kjeldsens butik lå i huset Langelinie 50, der desværre ikke eksisterer mere. Det blev revet ned efter en brand i december 2000.

Læg mærke til hjulene på vognen. De er lavet af træ. Gummihjul slog først rigtigt igennem i årene efter Besættelsen.

Bronzealderhus anno 1994

Lokalhistorisk Arkiv

Rejsegildet blev holdt i sne.

Rejsegildet blev holdt i sne.

Borum Eshøj blev udgravet i 1870’erne med stort udbytte. Tre velbevarede lig fra bronzealderen dukkede frem – to mænd og en kvinde – og især deres dragter er enestående.

Igen 120 år senere tog arkæologer fat med stor omhu, men desværre knap så synlige resultater. Til gengæld skete det med stor inddragelse af lokale kræfter, skolen, amatørarkæologer og så videre. En kraftanstrengelse af de sjældne.

Både amatører og professionelle blev så bidt af forhistorien på det imponerende sted, at de besluttede at arrangere to store friluftspil og rekonstruere et bronzealderhus, som det kunne have set ud i Borum i ældre bronzealder for 3000 år siden. På det øverste billede arbejdet nået til

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

Bronzealderhuset og indgangen til oldtidsparken fotograferet i efteråret 2016

rejsegildet i 1994.

Også to af gravhøjene blev senere rekonstrueret med påkørt jord. Et hus fra stenalderen bliver vist med stolper, og kortlægningen af området fortsætter, samtidig med at der holdes mere lokale arrangementer i og omkring bronzealderhuset. Senest blev der gravet i resterne af selve Borum Eshøj i 2011.

 

Et net lille sted på heden

Lokalhistorisk Arkiv

Sigenholm, Stillingvej 204.

Sigenholm, Stillingvej 204.

Vi befinder os i den allernordligste del af vores område, lige før skellet til Sabro, der udgøres af Storkesig Bæk.

Her på Borum Feldhede blev ejendommen Sigenholm, Stillingvej 204, opført omkring 1847. Det skete på den hedelod, som ved udskiftningen 50 år tidligere var tildelt gården på Bysvinget 1.

I arkivet har vi billeder af Sigenholm i tre ret forskellige skikkelser. Her er vi efter 1925, hvor ejendommen blev bygget noget ud, men før næste ombygning, der skete i 1950. I stalden er der nu blevet plads til syv kreaturer og tre bokse med svin. I en ende af stuehuset var der plads til to heste. Det hele var stråtækt.

Husmand Holger Jensen måtte supplere indkomsten ved arbejde i tørvemosen og kørte senere mælketur for Lading Mejeri. I 1949-50 satsede han på udvidelse, købte mere jord og udvidede bygningerne.

Hans søn, Viggo Jensen, der har ejendommen i dag, har dog for mange år siden bortforpagtet jorden. Tiden med små husmænd på heden er forlængst forbi.

Så byggede de op igen

Lokalhistorisk Arkiv

Vognmand Aksel Nielsen (t.v.) hjalp Niels Hansen med at bygge facaden op efter et trafikuheld. Det blev huset en hel del mere harmonisk af.

Vognmand Aksel Nielsen (t.v.) hjalp Niels Hansen med at bygge facaden op efter et trafikuheld. Det blev den en hel del mere harmonisk af. Foto: Peter Poulsen

Langelinie 37 er et af de huse, som vores arkiv har billeder af i meget skiftende tilstande. Her har været en lille butik, en hyrevognsforretning og meget andet godt i tidens løb.

I 1988, da dette billede blev taget, blev Gertrud Bach og Niels Hansen dog lige pludselig nødt til at foretage en lidt større ombygning, end de egentlig var klar til.

En bil havde torpederet den noget skrøbelige mur ud til vejen, og så var det ellers bare i gang med at bryde ned, rense mursten af og bygge op igen.

Samtidig fik facaden et mere harmonisk udseende med nye vinduer. Naboen Aksel “Vognmand” Nielsen var til stor hjælp for den unge Hansen, der 5 år senere skulle blive kendt af hele egnen. Da havde han titelrollen som Boreas i det første Borum Eshøj-spil.

P.S.: Så mange år senere sker der vist ikke noget ved at røbe, hvor den vildfarne bil kom fra. Det var genboens. Bilen bakkede førerløs ned ad den stejle indkørsel til Langelinie 44 og fortsatte tværs over vejen, inden turen sluttede brat et stykke inde i muren. Ombord var en lille dreng, Tobias Christensen, der var kommet til at skubbe til gearstang/håndbremse, så bilen pludselig begyndte at rulle.

Mejeriet i sin velmagt

Lokalhistorisk Arkiv

xxxx-borum-byvej-9-repDenne bygning midt i Borum står i dag med en ny facade, der har ændret den næsten til ukendelighed. Men grundlæggende er den der stadig.

Husets historie handler om mælk. Her på nuværende Borum Byvej 9 lå nemlig mejeriet i Borum.

Verdens første mejeri, som bønderne selv ejede i fællesskab, opstod i Vestjylland i 1882, og i Borum og omegn var de ikke sene til at følge trop. Andelsmejeriet Borumlund åbnede allerede i 1887.

Det gik glimrende. Dampmaskinen drev en centrifuge, og smørret derfra blev sendt til England. Ost lavede man også. Mælkekuskene kørte til og fra, og hver formiddag klokken 10 lød dampfløjten ud over landsbyen.

Fra år 1900 fik mejeriet en ekstra lille facilitet omme bagtil ved den varme dampkedel: et baderum, hvor varmt karbad kunne købes for 30 øre og varmt styrtebad for 25 øre.

Bindingsværkshuset, der skimtes til højre, hørte med, og i 1913 blev der samme sted bygget en fin villa til mejeribestyreren. Dette hus, Borum Byvej 11, er betydeligt bedre bevaret i forhold til oprindeligt udseende.

I 1920’erne måtte Borumlund gå et gear ned, fordi der kom et nyt andelsmejeri i Mundelstrup, og de fleste leverandører i Sabro flyttede dertil, men først i 1955 lukkede mejeriet i Borum helt.

Det gamle mejeri blev så i omkring 30 år autoværksted og bolig for Bodil og Frode Hansen (senere Borum Byvej 8), og efter et par mellemspil bebos ejendommen nu af Susan og Torben Hrab, der har bygget den kraftigt om.

Billedet er taget omkring forrige århundredskifte.

Til sammenligning er her et billede fra 1987, hvor der var byggeplads:

Borum byvej 9

 

– og her et fra oktober 2016:

img_6516

Udsigten

Lokalhistorisk Arkiv

Dette navn blev introduceret af Brabrand Boligforening og boligforeningens arkitekter omkring 1990.

Det betegner det højeste sted på Borumtoften, den oprindelige toft til “Andersens gård”, Langelinie 42/Borumtoften 2.

Samtidig med boligforeningens byggeri af 6 almennyttige boliger i Borum blev der sat en bænk op på bakketoppen og plantet nogle få træer til at lede vejen ad en sti dertil.

Fra stedet er der ganske rigtigt en fin udsigt hen over Borum By til Borum Eshøj og mod syd til Labing og Lyngby.

Her udsigt over Borumtoften fra Udsigten oktober 2016:

img_6513

Skovlen lagt til side

Lokalhistorisk Arkiv

Moderne tider hos en moderne landmand.

Moderne tider hos en moderne landmand.

Dette billede fortæller en historie, fra da landbrugets mekanisering for alvor kom i omdrejninger. Skovlen kunne lægges væk, og for mange blev det tid til at søge job i andre erhverv.

Vi befinder os omkring 1955-60, og der skal spredes kalk ud i store portioner ad gangen. Sådan så det i hvert fald ud set gennem samtidens briller.

I midten står ejeren af Borum Østergård, Anker Knudsen, der havde flere tillidshverv i landboforeningerne. Manden i de moderigtige knickers til højre er landbrugskonsulent, og til venstre forklarer sælgeren herlighederne ved den dengang avancerede maskine.

Nu behøvede der ikke længere stå en mand på vognen og sprede kalken med skovl. Her var automatisk kraftoverføring fra traktorens motor. Nyt og meget interessant. Sådan, do!

Landboforeningen købte et antal af den slags maskiner og lejede dem ud til medlemmerne for at speede udviklingen op, og det gik jo da også overbevisende godt. Men hvor er det dog i grunden en lille bitte sjat, vognen fra fabrikken Epoke kan køre med, sammenlignet med vore dages grej på markerne.

Lyngby – en meget lille by

Lokalhistorisk Arkiv

1946: Meget tyndt befolket.

1946: Meget tyndt befolket.

Lyngby var en endnu mindre landsby end nu dengang i 1946, da dette billede blev taget.

Vi ser fra Glamhøjgården ned ad Kirkevej, som denne del af Lyngbygårdsvej dengang blev kaldt. Til højre ligger nummer 34 og foran den en åben plads. Her lå for længe siden to gårde, Damgården og Søgården, indtil de blev flyttet ud. Derefter lå pladsen som landbrug helt ind til midten af byen, indtil der langt senere blev bygget villaer.

Til venstre ligger en af Lyngbygårds arbejderboliger, nummer 33-35. Hønsegården, hvor siden nummer 31 blev bygget, hørte til Glamhøjgården.

Og hvis vi lige skal have det hele med: Hunden hed Bonzo.

Læs også en historie, der tager sin begyndelse 3 år efter, at dette billede blev taget: Mit liv i og med Lyngby

1 … 8 9 10 11 12 … 26