Vejmand passer den gamle sten ved Borumbro

Frederik Baltzersen, søn af Baltzer Frederiksen, passede blandt andet landevejen gennem Borum. Her er han omkring år 1900 i gang med finrivningen omkring kongens gamle vildtbanesten fra 1700-tallet.

Vejene omkring Borum har altid været arbejdsplads for småfolk. Da veje blev passet med håndkraft af henholdsvis amt og kommune, var der altid nok at gøre. Om ikke andet skulle vejtræerne beskæres.

Her er en gammel borummer i gang med at vedligeholde pladsen foran den fine sten, der i sin tid udgjorde en skelpæl for kongens jagtområde, Skanderborg Domæne. De kongelige jagtområder blev også kaldt vildtbaner, og kendere kalder stenene for vildtbanepæle.

Vildtbanen sluttede mod nord ved Lyngbygård Å, så Borum Sogn var lige nøjagtig ikke omfattet af det område, hvor der faktisk gjaldt dødsstraf for at skyde vildtet. Stenen stod indtil cirka 1975 direkte ud til landevejen ved lokaliteten Borumbro – stedet hvor vejen krydsede over åen.

Nu ligger Stillingvej højt over stedet, for den nye og meget bredere vej er placeret på en dæmning over åen. Men stenen blev reddet og flyttet over på Borum-siden af åen, hvor man i dag møder den ved Kringlen. Der kommer dog ikke just en vejmand og river pænt omkring den.

Fra små kår

Frederik Baltzersen, født 1856, var ud af en gammel Borum-slægt, hvor mændene skiftevis hed Baltzer (Baltasar) Frederiksen og Frederik Baltzersen. Præsterne havde dog deres hyr med at skrive det fremmedartede navn ind i kirkebøgerne, selv om det faktisk kommer fra en af de hellige tre konger på Jesu tid, så der ses mange versioner af stavningen.

Ved “Frederich Baltharzen”s fødsel skrev præst Hørning dog uden tøven faderens titel sådan: Indsidder. Det betød en mand, der boede til leje med sin familie hos andre, og det var allerede dengang et lidt gammeldags udtryk. Han kunne også have skrevet “laveste socialklasse”.

Familien var som regel at træffe i de mindre, jordløse huse. I 1883 fik Frederiks far, Baltzer Frederiksen, dog skøde på matrikel 19l, der er Langelinie 37. Dengang var det bygget sammen med Langelinie 39. Nu var det jordløse hus dog hans eget. Baltzers stilling angives som karetmager. I 1891 overgik huset til hans datter, Maren Baltzersen, der tilsyneladende boede der sammen med sin niece Ane Frederiksen. De nærmere familieforhold må slægtsforskere udrede.

Malet på porcelæn

Erna og Tage Kragh, Borum Byvej, var ud af samme familie. Tage var så glad for billedet af vejmanden ved Borumbro, så at han malede det af i en forbedret udgave. Det skete på en indrammet porcelænsplade, som efter hans død i 2016 overgik til Lokalhistorisk Arkiv.

Tages udgave ses her:


Borumbro

Gammel betegnelse for landevejsbroen over Lyngbygård Å på den gamle kongevej mellem Skanderborg og Dronningborg (Randers). Borumbro er eller var samtidig navnet på en lille bebyggelse i de to sogne, hvoraf dog kun bebyggelsen på Labing-siden er bevaret.

Tæt ved Borumbro står en såkaldt vildtbanesten, der markerer grænsen for et kongeligt jagtområde, en vildtbane, opmalet med kongens initialer. Oprindelig stod stenen på sydsiden af Lyngbygård Å, idet det var Skanderborg Vildtbane, den markerede.

Imidlertid blev den gamle Borumbro i 1975-77 fjernet og erstattet af et støbt rørløb under en stejl vejdæmning, der nu bærer Stillingvej over åen og ådalen, og stenen blev så genrejst på Borum-siden af åen.

Den eneste ejendom på Borum-siden af Borumbro, “Skovlund”, blev ved samme lejlighed nedrevet, men skimtes endnu som en træbevoksning og nogle efterladte sten v.f. landevejen. Øst for Borumbro lå området Kringlen (Kringlerne). Navn efter åens slyngningsform. Her var frem til ca. 1910 et utvungent møde- og badested, som blandt andet blev brugt grundlovsdag 5. juni.
Området ved Borumbro og resterne af Kringlen blev i 2011 udbygget som park med parkeringsplads og et par bygninger af Folkekirken.

Dette sted nås ad den gamle landevej ved fra Borum Landevej at krydse Borumvej lige over og køre ned ad den nu smalle vej langs skoven frem til parkeringspladsen ved Lyngbygård Å.