Masser af sne og et vældig spidst hus

decemberVinteren 1978/79 gik over i historien som en af dem, der fyldte en del – i højden. Der kom flere gange meget store mængder af sne.

Men Borum Maskinstation var som altid på pletten og sørgede for, at borummerne også denne gang kunne komme frem og tilbage.

Vi står ved Borum Bys nordlige indkørsel og kigger mod syd. Personen til venstre går på Byvejen. Maskinen holder på landevejen. Fotografen står cirka på broen over Storkesig Bæk.

Når man ser på dette sted i dag, er der ikke meget, der ligner, og det skyldes ikke kun, at sneen er smeltet.

Der ligger blandt andet to store villaer i synsfeltet, hvor kun Martha og Helmer Kochs ualmindeligt spidse hus, Borum Byvej 41, dengang ragede op som byens grænsepost. Men hvor mærkeligt det end lyder: Et sted inde i det nuværende Borum Byvej 41 – stort, hvidt og på den modsatte led –  ligger Kochs  gamle villa dog faktisk. Man kan bare ikke se det.