Hist hvor vejen slår en bugt, lå ejendommen Bækkelund.
I arkivet har vi en del billeder af dette lille sted, Tingvad 20. De ligner hinanden påfaldende, selv om bygningerne blev opført allerede i 1863-64.
De blev dog nedrevet i 2019 og erstattet af nye bygninger.
Husmandsstedet blev udstykket fra Damgården i Lyngby, og den første ejer hed Jens Nielsen. Her er vi på et tidspunkt mellem 1904 og 1920, hvor Magdalene og Jakob Kragh drev landbruget. Jakob står med sin vigtige trækkraft, to små ”russere”, som disse små heste kaldes, mens hustruen har strikketøjet, ”bindhuesen”, i hænderne.
De overdrog stedet til sønnen, Magnus Kragh, der blandt andet også gravede tørv i Borum Stormose under 2. Verdenskrig og var ringer og graver ved Lyngby Kirke til sin død i 1946. Fra 1947 fulgte først Laurits Laursen, så Marie og Aage Laursen, og fra 1952 blev Richard Jokumsen ejer af Bækkelund.
I 1959 købte Rigmor og Arne Ladefoged, stedet, der ligger i de smukke omgivelser med Yderup Bæk rislende langs haven. De blev i 2016 efterfulgt af Kristine og Samuel Mydland, der har opført det nye Bækkelund.