Den mystiske viadukt

Viadukten er på den ene side fra 1915.

… men på den anden side er den også fra 1936.

Ledvogterhuset, Lyngbygårdsvej 65, fotograferet i 2021. Fraflyttet, men endnu ikke nedrevet.

I Yderup løber jernbanen mellem Århus og Randers på en viadukt over den lille sognevej Lyngbygårdsvej.
Jernbanen – den første i Jylland – blev indviet i 1862.
Men hvorfor står der så 1915 på broen? Og hov! Omme på den anden side står der 1936.
Mystikken breder sig, men ikke ret længe. Forklaringen er ganske banal:
I jernbanens barndom byggede man ikke broer. Hvor banen krydsede en vej, byggede man et lille hus. I det boede den såkaldte ledvogter, hvis opgave det var at spærre vejen af, hver gang et tog nærmede sig. Der kørte ikke så mange tog dengang, men rækværket eller bommen skulle være på plads hver gang dag og nat og i alt vejr. Derefter skulle ledvogteren give signal til lokomotivføreren om, at alt var i orden.
I Yderup lå overkørslen øverst i byen. Vejen fra True fortsatte lige ud ned til hjørnet af Yderupgårds stuehus.
Men i 1915 blev der støbt en trafiksikker viadukt, så konflikten mellem tog og hestevogne/biler blev elimineret.
At vejen til gengæld blev gravet ned i en uoverskuelig bue, lider fodgængere, cyklister og ryttere under i dag. Lastbiler slipper de dog for. De færreste kan smutte under broens tre meters max-højde.
Ledvogterhuset fra banens barndom blev solgt til privat beboelse, da overkørslen kunne nedlægges.
20 år efter broen var jernbanen blevet så befærdet, at der blev anlagt dobbeltspor. Det blev et af 1930’ernes mange offentlige beskæftigelses-arbejder, der især kaldte på arbejdsløse arbejdsmænd med skovl og trillebør. Endnu en viadukt blev nu støbt klos op ad den første. Det er den, der står 1936 på.
Det lille ledvogterhus fik lov til at stå i over 100 år mere og blev undervejs ombygget og ændret til ukendelighed. Senest havde Ulla Olsen i årtier sit hyggelige hjem her – klemt inde mellem vejen og banen.
I 2021 blev huset dog købt til nedrivning af Banedanmark. Hovedstrækningen skal elektrificeres, og så ville det gamle ledvogterhus komme til at ligge inden for sikkerhedsafstanden.